Nu er det en måneds tid siden, jeg startede på mit nye studie til psykoterapeut på Nordisk Gestaltinstitut, og det er blevet tid til en lille status her på bloggen om, hvordan det er.
Jeg var selvfølgelig spændt på at begynde, men var jeg ikke allerede overbevist, så er jeg det nu: At begynde på en uddannelse til psykoterapeut er den bedste beslutning, jeg har taget! Og studiet, og det rum, som bliver skabt i samværet med gruppen, er helt unikt at være i. 

I joggingtøj, uden makeup og med min lille hjælper i gang med studierne hjemme.

 Et nyt kapitel som studerende er nu begyndt for mig, og jeg elsker det. Det føles 100% rigtigt, og jeg er simpelthen ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, jeg har taget.

Det er aldrig for sent at skrifte retning

Jeg vil være 58 år, når jeg er færdig! Det er stadig ikke så gammelt, selvom livet selvfølgelig drøner afsted, og det lige nu er vildt at tænke, at jeg faktisk bliver 60 år næste gang, jeg fylder rundt. Men at lægge sig fladt ned nu og sige, at noget er for sent, ville i mine øjne være dumt. Det er aldrig for sent at udvikle sig og lære nyt eller finde en ny retning i livet.

Til gengæld vil jeg have en god portion modenhed og livserfaring at byde ind med som terapeut. Og jeg vil kunne bruge det resten af livet.

For mig er timingen perfekt, og jeg tror på, at læren kommer, når eleven er klar. Jeg er så parat til at udvikle mig både personligt og professionelt, og stoffet interesserer mig så meget, at det er som en leg at tilegne mig det.

Det handler ikke om bare at sætte sig ned og læse en bunke bøger. Det er en personlig rejse, hvor den dybe forståelse kommer gennem undervisningen, hvor gestaltterapien hele tiden praktiseres, teoriforståelsen og opmærksomheden på sig selv gennem terapi. Det kan ikke forceres, og der er en grund til, at det tager fire år at blive gestaltterapeut.

Et rum, hvor intet er forkert

Alene oplevelsen ved at være på det første fire-dages modul sammen med mine ni medstuderende – og to lærere – i et rum, hvor alt er, som det er, og absolut intet er forkert, er helt fantastisk, hvor banalt det måske end kan lyde. Gestaltterapien har aldrig nogensinde det formål at lave noget om eller give gode råd. Det kan medvirke til at kaste lys på noget og på at øge opmærksomheden, men valget er altid op til den enkelte.

Jeg er ikke forkert, de andre er ikke forkerte, og man byder ind, præcis som man vil (eller ikke vil), og alle bliver set og rummet. Det kunne jeg godt unde alle at opleve. Selve processen, både gennem teorien, men i særdeleshed gennem den praktiske undervisning, er utroligt berigende og udviklende. Og så er jeg heldig at være landet på hold med nogle vidt forskellige mennesker, som jeg alle virkelig godt kan lide og er nysgerrig på at lære rigtigt at kende. For der er ingen tvivl om, at vi kommer til at lære hinanden dybt at kende (og derfor er der naturligvis tavshedspligt).

Der er meget, der skal læres!

Når, jeg ser på oversigten over emner og litteratur, viden, teori og metoder, for de næste fire år, kan jeg næsten ikke forstå, hvordan jeg skal lære det hele.
Men jeg tager et skridt ad gangen og tilegner mig det i det tempo, som jeg føler, jeg kan kapere det, og som føles naturlig for mig. Læsningen er ret fri, så længe man består eksaminerne hen ad vejen. Jeg læser det obligatoriske og springer rundt i bøger og emner, som interesserer mig netop nu i processen. Fra bøger om depression til praktiske eksempler på gestaltterapeutisk supervision over de måder, som vi kontaktmæssig er i verden med os selv og hinanden på. Det kan være, at jeg vil komme ind på nogle af emnerne hen ad vejen her på Qland.

Jeg har indrettet mig med et skrivebord i stuen (min oldefars gamle – se forvandlingen af skrivebordet her) – et dejligt roligt sted med en god udsigt, hvor jeg ikke bliver forstyrret af computer (og blog), og hvor jeg har skabt mig eget lille dedikerede rum, hvor jeg falder ned i gestaltterapien.

Undervisning, terapi og grupper

Undervisningen foregår een meget koncentreret gang om måneden i henholdsvis to og fire hele dage. Resten af tiden er det selvstudier og opgaveskrivninger. Dertil kommer egenterapi (min. 60 timer på de fire år) – og på 2. år kommer de første eksaminer. På 3. og 4. år begynder man desuden selv at øve sig i at praktisere terapi.

Selvom, det måske umiddelbart ikke lyder så omfattende, så er der masser at tage fat på, og studiet er på mange niveauer meget indgribende i ens liv! Hver anden måned er jeg i fire dage sammen med hele holdet, som består er 10 personer – og hver anden måned i to dage med halvdelen af gruppen, som kaldes “familien”. I begge grupper fungerer vi, som en del af læringen og gruppedynamikken, som en familie, der skal koordinere og varetage indkøb, madlavning m.v.
Derudover er jeg i en studiegruppe, hvor vi er fire, der gerne løbende vil støtte og motivere hinanden i læsningen.

Så det hele kører, rejsen er begyndt og det er lige, som det skal være ♥