,

Wauw…om fire dage er jeg psykoterapistuderende!

Jeg starter på uddannelsen til Gestalterapeut på Nordisk Gestalt Institut
Nu er det den sidste weekend, før jeg begynder mit nye liv som psykoterapistuderende! Om bare fire dage skal jeg påbegynde første modul og møde de mennesker, som kommer til at blive en væsentlig del af mit liv i de kommende år. Jeg står ved indgangen til noget, som ikke kan undgå at blive skelsættende – og jeg er naturligvis spændt!

Det går lige nu op for mig, hvor forandrende det er, hvad jeg er på vej til at kaste mig ud i. Og at det nu er min sidste weekend før starten på uddannelsen som gestaltterapeut. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mit liv mon bliver. Hvad vil forandre sig, og hvordan skal det hele gå! I hvor høj grad vil der være et liv før og efter uddannelsen?

På torsdag er det er realitet – det går løs, og jeg skal til at inkorporere en ny stor og væsentlig faktor i mit liv. Jeg skal læse, og læse rigtigt meget. Det er tungt stof, og det kræver nok især i starten meget at få alle nye termer og terorier på plads. Jeg skal indgå i en meget tæt og personlig dynamik med en gruppe vildtfremmede mennesker. Jeg skal lære mig selv at kende på et dybere plan. Jeg skal rumme andre og i fortrolighed skal der gensidigt åbnes for det allerinderste.

Jeg står foran nyt og ukendt land

Jeg er ikke nervøs, men jeg står foran nyt og ukendt land. Allermest er jeg spændt på, hvordan det bliver at kaste mig ind i stoffet for alvor. Hvordan det bliver at skabe tid og ro til fordybelse og tilegnelse af al den nye viden. Ikke bare nu og her, men på et fireårigt sigt. Men jeg glæder mig også, og tænker, at det hele giver sig selv, når der først åbnes op for sluserne, og videbegæret for alvor sætter ind.
Og undervisningen ikke mindst – gestaltterapien er i sit væsen meget oplevelsesorienteret, så det handler om meget mere end “bare” bøger og teori.

“Moderne gestaltterapi er respektfuld, oplevelsesorienteret og hviler på et helhedsorienteret menneskesyn. Krop, følelser, hjerne og sjæl er alle vigtige elementer i dét at være menneske. Metoden er holistisk og består af kontakt og dialog, opmærksomhed og brug af sind, sanser og kropsfornemmelser. Det ser legende let ud – og kræver øvelse og indsigt at praktisere.”(Nordisk Gestalt Institut)

Min arbejdsplads, når jeg skal fordybe mig og studere uforstyrret til psykoterapeut.

Min arbejdsplads er klar, og den er helt vidunderlig ved min oldefars gamle skrivebord. Den vil være dedikeret til læsning uden forstyrrelse af andre ting.

Jeg er vant til at være meget mig selv og min egen herre, så det bliver også en forandring – måske endda en udfordring – at skulle indgå i en studiegruppe. Hvordan er de mon – og hvad vil de synes om mig? Jeg går ind i det med nysgerrighed og åbenhed, og jeg har det generelt godt med de allerfleste mennesker. Jeg synes, jeg er rummelig og interesseret i andre. Men, hvordan vil det blive pludseligt at blive tæt forbundet med nogle andre i et intenst lærings- og udviklingsforløb? På torsdag vil mit liv være en smule nyt og forandret, og det hele bliver meget spændende.

Starten på et nyt kapitel

Om lidt starter uden tvivl et nyt kapitel for mig, og jeg tror selvfølgelig på, det bliver fantastisk. Udviklende, berigende, spændende og med nogle nye fantastiske mennesker. Forhåbentlig om fire år også en ny karrierevej, hvor jeg kan tilbyde mine kompetence for at gøre en forskel for andre. Fire år kan synes som lang tid, men i min alder plejer vi jo alle hele tiden at tale om, hvor hurtigt det hele går 🙂

En uddannelse til psykoterapeut kan forenes med et fuldtidsjob, så selvfølgelig kan det også forenes med at være blogger. Og jeg glæder mig til at dele min rejse her på Qland.

6 kommentarer
  1. Marianne Miller
    Marianne Miller siger:

    Hvor er det spændende. For 24 år siden startede jeg på uddannelsen til afspændingspædagog (psykomotorisk terapeut), som ikke dengang var en terapeutuddannelse som sådan, men alligevel lidt i familie med det, du skal.
    Det bliver garanteret en spændende og livsforandrende tid – og jeg er sikker på, det er en helt særlig proces, når man er lidt længere i livet end 25 år – der er så meget levet liv, der kan inddrages. Håber du bliver rigtig glad for det 😊

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Kære Marianne,
      Tusind tak, fordi du skriver. Det betyder meget for mig at høre fra andre, der forstår, hvad jeg nu er startet på.
      Du har helt ret. Som 54årig føler jeg mig i den grad parat og modtagelig, og jeg kan fortælle, at rejsen nu er begyndt og skibet er kommet fra kaj på bedst tænkelig vis. Var jeg ikke sikker før, så er jeg nu 100% sikker på, at det er det helt rigtige, jeg er gået i gang med.
      Kærlig hilsen
      Jeanette

      Svar
  2. Tina
    Tina siger:

    Uha da da, det bliver spændende om få dage.
    Du vil sikkert få ups og downs, med hvis du bare brænder for det og har målet for øje, så inden du ser dig om kan du stå færdig og tjene en skilling eller to herpå 🙂
    Du ønskes alt mulig held og lykke og en god start på torsdag 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.