Tag Archive for: slankekure

Det bliver sværere med alderen at holde vægten! Selv troede jeg nok ikke helt på, at det ville ramme mig – så naiv har man jo lov at være – men for mit vedkommende ER det, især efter midthalvtredserne, blevet meget sværere at tabe mig. Slidgigt betyder, at jeg ikke løber mere, og overgangsalderen og det almindelige muskeltab gør også sit til, at kroppen forandrer sig. Og så søger jeg mere ind i mig selv og prioriterer yoga og meditation højere end hård fysisk træning.
Med alderen skal nye veje til fysisk, og måske også mentalt, for at opnå det velbefindende, man ønsker sig. Her er de ting, der virker for mig.

Selvom jeg nu nærmer mig de 57 år, så føler jeg mig som den samme som jeg altid har været. Bortset fra gigt i storetåen og et knæ, der er begyndt at knase fælt, så føler jeg mig heldigvis langt hen ad vejen fysisk som den samme. Jeg kan stadig godt lide at være slank, smidig og rimelig stærk – uden at være fanatiker (og med respekt for, at vægt er et individuelt anliggende).

Men jeg kan ikke løbetræne mere, og i det hele taget er de tider forbi, hvor jeg lige regulerede mig selv og smed et kilo eller to på et par dage. Og med alderen er det ikke længere nok bare at knokle på fysisk – jeg vender langt mere indad og søger balance imellem krop og sind.

Så det er NYE TIDER og her får du 5 ting, der virker for mig for at holde mig

mentalt og fysisk fit i 50’erne:

 

1. Jeg accepterer min alder og mine begrænsninger

Jeg har fuldstændig accepteret og indretter med efter det faktum, det er en ny tid for mig, hvor alderen og slidgigten er begyndt at sætte ind. Og hvor mine behov for at vende mere indad er blevet større. Jeg behøver ikke være i super form, og jeg behøver ikke være åleslank eller ligne en på 25. Det er helt ok, at jeg ikke længere kan løbe. Det var dén tid, og nu er det noget andet, der gælder.

 

At være tilfreds, der hvor man er, er en gave, som betyder, at man er svær at slå ud. At lade det ligge, man ikke kan gøre noget ved, og i stedet se på mulighederne.

 

2. Jeg søger balance og indsigt

Jeg er de seneste 3-4 år blevet langt mere bevidst om kontakten til kroppen på et mere mentalt plan. Hvordan balancen mellem krop og sind skaber en helhed for mig. Med en øget bevidsthed,  et øget fokus, kan jeg mærke mig selv gennem kroppen og omvendt, ved hjælp af yoga og qi gong.

 

Det er faktisk blevet langt vigtigere for mig end at løbe en tur. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge yogaen, og det er jo heldigt, når det nu tilfældigvis er det, jeg kan.

Yoga kan gøres mere eller mindre fysisk og styrkepræget, og tro endelig ikke, at du ikke kan blive både stærk og fleksibel med yoga.

3. Jeg faster

Skal jeg tabe mig i dag, er der helt andre boller på suppen end for bare et par år siden! Det er SLET ikke let længere.
Det er jo et helt personligt valg, hvilken vægt, man foretrækker eller vælger at have. Jeg er ikke dér, hvor jeg accepterer en højere vægt end normalt. Jo, måske et kilo eller to, men det ene kilo skal ikke bare tage det andet.

Og jeg synes virkelig, det er svært at holde vægten og selvfølgelig ikke mindst tabe mig. Men det KAN lade sig gøre, og for mig er vejen frem at springe måltider over. Særligt aftensmaden.

 

Jeg faster som regel indtil middagstid og har nærmest altid gjort det. Sådan er jeg indrettet fra naturen. Og nu er det jo blevet helt moderne med intermitterende faste, hvor man kun spiser i et vindue på et vis antal timer hver dag. Man mener endda, at det kan nedsætte aldringen.
Og, at det ikke er nær så afgørende, hvad du spiser, som hvornår, du gør det.

 

For mig er det en god ting at tillade mig selv at gå ind i fasten og omfavne den. For det passer mig godt at mærke efter, hvad jeg har brug for, og om jeg egentlig er sulten. Og så kan det altså stadig godt lade sig gøre relativt let at regulere min vægt. Der skal “bare” en lidt kraftigere kalorierestriktion til, og så er fasten et godt middel for mig.

4. Jeg er aktiv uden at stresse kroppen

At være hverdagsaktiv passer mig godt. At gå en lang tur med hunden, rende op og ned ad trapperne, cykle en tur, når det lige passer (især om sommeren), ordne have og andre praktiske gøremål. Det er da så fint at røre sig på den måde og skal slet ikke underkendes.

Alt tæller! Og alt, hvad vi gør, virker.

At presse sig selv med træning kan være stressende og derfor slet ikke sundt – slet ikke når man kommer op i alderen.

5. Jeg gør lidt derhjemme

Ny forskning viser, at der faktisk ikke skal ret meget til for at holde musklerne ved lige! Det gør det langt mindre uoverstigeligt at træne, synes jeg.
Jeg har en god playliste og en træningsmåtte herhjemme, hvor jeg nogle gange om ugen lige napper nogle squats, mavebøjninger, rygøvelser, lidt armbøjningerne, og hvad jeg ellers er i stødet til. Ikke noget fast program, ikke noget pres, og igen – alt tæller.
Hvis jeg gider, tager jeg en hurtig runde i fitnesscentret.

Du vil blive forundret over, hvor lidt, der skal til for at blive stærkere!

 

 

Så tag det roligt, find din egen vej og det, der virker for dig.
Accepter den du er, og dine eventuelle begrænsninger af den ene eller den anden art.
Vil du tabe dig eller give din krop lidt ro og måske bremse aldringen lidt – så overvej faste. Og ellers lad være!
Dét, der virker for mig, virker måske ikke for dig.
Find de aktiviteter, der siger dig noget og vid, at der ikke skal uoverstigeligt meget til. Der er ingen grund til at stresse kroppen.
Og husk, at krop og sind hænger sammen ♥

 

Nye kendiskure

Det er eet eller andet sted utroligt, at der kan blive ved at komme nye bøger og nye slankekure. Her i januar er der selvfølgelig ekstra mange nye bøger at vælge imellem. For vi ved jo alle, at mange har spist lidt for meget i julen, gerne vil starte på en frisk og benytte nytåret til at indføre nye kost- og motionsvaner. Og sundhed, kost og motion er også BIG BUSINESS.

Nogle gange er det drømmen, vi køber, men den ægte motivation og vilje skal først og fremmest være hos os selv. Andre gange kan en bog selvfølgelig kick-starte en ny livsstil.

Det er altid godt at forsøge at implementere nye og bedre vaner – måske er du selv i gang med det? Jeg forsøger selv at leve rimeligt jævnt sundt med motion og en nogenlunde fornuftig (ikke fanatisk) kost. Jeg vejer mig hver dag, dyrker regelmæssig motion (heller ikke fanatisk) og har en god fornemmelse af min krop, sult og behov for mad (læs mere om at veje sig dagligt her).

At tabe sig og ændre sin livsstil er bestemt ikke let, og al ære og respekt værd, og hvis en bog eller et forbillede kan motivere og hjælpe, er det kun godt. Vi er alle forskellige og motiveres af forskellige ting. Men når det er sagt, så er der dybest set grænser for, hvad nyt, der kan bringes til bordet. Egentlig er det jo ret banalt – spis mindre og sundere, og rør dig mere. De bøger, som virkelig rykker for mig, er dem med det videnskabeligt indhold – fx Verdens bedste Kur og Sandheden om Sundhed – og koncepter som faste og mindful spisning.

Vi ved jo godt, hvad der er sundt, og hvad der ikke er. Spis masser af frugt og grønt, skær ned på kød, hvide kulhydrater, sukker, slik og industri-forarbejdet mad. Kom op af sofaen – også selvom det er mørkt og koldt, som jeg skrev i går. Spis, når du er sulten, mærk sulten, gå i seng kl. ca. 22 og få en god lang søvn.

Vi er alle forskellige – nogle motiveres af forbilleder som fx Mascha Vang eller Anne Bech, hvor man konkret kan se, hvad en målrettet indsats kan give. Hører du til dem, er de begge på markedet med nye bøger.

mascha-vang-bog.jpg
anne-bech-opskrifter-bog

Der er også andre kendiskure på markedet i januar – og fra en lidt uventet kant, må jeg sige. Egentlig ret sympatisk, at selv James Price har skåret ned på smør og fløde og giver tips til en sundere hverdag. Måske kan det tjene som forbillede for “den rigtige mand”, der ellers normalt sværger til masser af sovs?

james-price-slankebog

Uanset, hvad der motiverer dig, så husk, at drømme og intentioner er første skridt på vejen. En bog, en metode, et forbillede – uanset, hvad der virker for dig –  kan måske kickstarte en ny og bedre livsstil. Men i sidste ende er det op til dig.
Find ud af, hvad dine mål er – og gå efter dem! 

Indlægget indeholder affiliate links.