Uge 12 – Fokus og favoritter

Min overskrift på denne uge må være optimisme. Nu kan vi endelig, i alt fald for en stund, fornemme forårets komme, den vintertunge dyne lette, og energi og gåpåmod vende tilbage.

Sommertiden er over os, urene er stillet frem – den i mine øjne skøre uskik, der piller ved vores biologiske ur, og som i vore dage – uden energikriser – formentlig slet ikke har nogen dybere praktisk mening. Men dét er de jo heldigvis ved at undersøge nede i EU, hvor Parlamentet fornylig stemte for en afskaffelse af sommertiden. Det er da gode tegn!

Jeg selv er følsom overfor alle mulige slags skift, også selvom jeg ofte kaster mig ud i dem.
Når jeg rejser kræver det fx tid for mig at akklimatisere og få sjælen med, og ændringer i tidsrytmen, tror jeg ikke er specielt sundt for os. Det er også noget med søvnrytmer, der bliver forstyrret, men det er noget, jeg kommer tilbage med meget mere omkring i næste i uge, hvor jeg vil fortælle om en spændende event, jeg har været til med Dermalogica, hvor fokus var på netop den gode søvn, døgnrytme og indre ro.

Jeg – og Viola –  har også været ude og støtte op om det fantastiske formål, som The Body Shop har kæmpet indædt for siden 1989.  Nemlig kampen mod dyreforsøg i kosmetikindustrien. Første step var England, dernæst kom det første forbud i EU i 2004 og i dag er ambitionen hele verden og FN (80% af verdens lande har IKKE en lovgivning mod dyreforsøg) og indsamlingen af ikke mindre end 6 millioner underskrifter.
Lige nu har de allerede rundet de 5 mio., og du kan også støtte kampen med DIN underskrift på thebodyshop.com/ban-animal-testing

Jeg begynder at se det hele for mig

Ændringer kan som sagt godt være forbundet med en vis ængstelighed for mig, selvom jeg ikke desto mindre kaster mig ud i nye ting ofte. Det virker paradoksalt, det véd jeg, men én side vil frem og være i udvikling hele tiden, og en anden side er alligevel lidt bange for det ukendte. Det er nok meget naturligt. Men denne uge har, som bekendt, stået i optimismens tegn, og da jeg var henne i vores kommende nye hus sammen med den fantastiske køkkenarkitekt, Lotte fra Multiform i Lyngby/København (læs mere om vores nye køkken her), så faldt brikkerne igen helt på plads for mig, og jeg følte mig virkelig hjemme, og kunne se for mig, hvor super godt det hele bliver.
Jeg tror, det kom, mens hun målte og tegnede, at jeg for alvor følte, at det her er vores nye hjem!

Tarotkortet

Dagen efter var jeg på besøg hos min kære veninde Pernille, som jeg har kendt i mere end 20 år. Igennem årene har vi af og til lagt tarotkort, hvilket jeg synes kan være rigtigt spændende. Ikke, at jeg er specielt spirituel, men jeg tror på energier og vores tankers kraft, og tarotkort har mærkeligt nok altid sagt mig eet eller andet. Og så er det en lille hyggeligt ting, vi har – ikke ofte, men med års mellemrum, når der er store ting på tapetet.
I oplægget for det nye hus trak jeg kortet PLEASURE for fremtiden, hvis dybere mening fortæller om at overvinde frygt og derefter nyde glæden af ​​harmoni og hengivenhed mere end nogensinde før. Så det vælger jeg at tro på ♥

Klangkoncert

I går var der endnu en alternativ oplevelse på programmet, hvor vi var til klangkoncert. Det er ikke en koncert som sådan, men en række klange og lyde, som man lader sig synke ind i, mens man bare ligger afslappet på hver sin madras og under sit tæppe. Nogle falder ind i en dyb meditation, eller helt i søvn, men andre bare lader sindet bølge afsted med lydene.
Bagefter føler jeg mig klar og let, og det en oplevelse, som man faktisk burde give sig selv oftere.

Klangkoncerten udføres af dygtige Chi, der stammer fra Kina. Hun er også behandler og afspændingsterapeut ofte med udgangpunkt i lyde, klange og frekvenser. Sjovt nok kan hun også noget med tarotkort, hvis du er blevet nysgerrig på det.
Læs mere på hendes hjemmeside her.

Fra vinter til forår i garderoben!

Nu skal vi lige helt ned på jorden igen – for jeg har altså også været ude og shoppe! Det har kriblet for at få garderoben til at komme lidt fra vinter til forår (selvom vejret ikke endnu helt er med os), og nu har jeg været ude og trawle butikker igennem og synes, jeg har fået overblik over den aktuelle mode, og de ting, som jeg synes er de allerbedste i denne sæson.

Efter mange butikker, og en nedslående mangel på lyst til at prøve noget, stødte jeg på kollektionen fra Birgitte Herskind i Magasin. Så vågnede jeg i den grad op!
Jeg fik blandt andet købt denne her bluse, som er HELT fantastisk. Faktisk købte jeg også en plisseret nederdel, og jeg har efterfølgende bestilt bukserne til blusen på nettet (de var udsolgt i min størrelse i butikken).
Jeg har også fundet en perfekt strik fra Munthe, som også er på vej til mig, så i næste uge, vil jeg vise dig det hele, og hvor hvordan jeg har tænkt mig at style tingene på kryds og tværs. Så nu er jeg klar til den nye sæson og til at give dig et overblik over den nye mode!

 

Vi høres ved i næste uge – ha’ en skøn søndag! ♥

 

4 kommentarer
  1. Jeanette
    Jeanette siger:

    Hej Bettina,

    Den er fra Moliins nye forår/sommer kollektion. Jeg elsker også den måde, den pink farve lyser op på det hele 😀
    Kh Jeanette

    Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.