At se, at høre, at svare …. dét er kærlighed!

Jeg er nu i gang med 2. år på mit psykoterapistudie, og jeg deler nogle af de emner, tanker og opdagelse, jeg kommer i kontakt med undervejs her på Qland.

Hvad er kærlighed egentlig for en størrelse? Det har mange nok deres helt egen opfattelse og definition af, og det kan jo være ganske svært at forklare. Nogle kalder det en følelse – du kan også læse her om, at kærlighed ikke nødvendigvis skal ses som en følelse, men snarere en beslutning.  I min læsning til psykoterapeut er jeg stødt på en definition, som for mig giver mening: Kærlighed er at se, høre og svare!

I min læsning til gestaltterapeut læser jeg med stor glæde én af de helt store guruer, præsten og gestaltterapeuten Bent Falk.
Han definerer helt basalt kærligheden som et forhold, der giver anledning til følelser.
Og ikke mindst det at elske, som: AT SE, HØRE OG SVARE!

Kan det virkelig være så enkelt? Ja, prøv at mærke efter i dig selv, hvad det betyder for dig, når du bliver lyttet til, når du bliver set – og set på – og når du får en dybtfølt og relevant feedback. Ikke nødvendigvis en løsning – faktisk meget nødigt en løsning med mindre, du har bedt om den – men en følelsesmæssig tilkendegivelse fra den anden og et signal om, at du er blevet hørt. Og rummet.
Opmærksomhed og anerkendelse, hvor du bliver mødt præcis, hvor du er.

Måske kender du også selv den frustrerende følelse af at tale til en dør eller ud i luften og ikke rigtigt blive set i øjnene eller taget rigtigt alvorligt? Det gør ondt, fordi det er det modsatte af kærlighed.

Hvad med os selv?

Omvendt, kan vi jo nok alle tage den 180 grader rundt og se på os selv. Kigger vi op? Lytter halvt efter? Spørger ind? Fortæller, hvad den andens ord giver anledning til af følelser i os selv?

Det gælder ikke bare i parforholdet, men i alle vores relationer – at se, lytte, svare/rumme.

Det er så uendeligt lidt at forlange – og faktisk også at give – og alligevel er mange så dårlige til det. Jeg oplever igen og igen mennesker, der taler på andre og ikke til andre. Mennesker, der er på spring til at tage ordet og egentlig ikke lægge op til samtale og dialog. Og selvfølgelig har vi alle meget på hjerte og ind imellem skal der være plads til at tage pladsen. Men bliver det en vane, er det altså ikke særlig kærligt.

Mon ikke også, det er derfor, at behovet for terapi er så stærkt stigende? Mange af os går rundt med et udækket behov for at blive se, hørt, rummet og mødt. Fordi vi har så travlt, oplever så meget og gerne selv vil fortælle fremfor at lytte og interessere os for andre.

I det terapeutiske rum taler vi om det græske ord for kærlighed, Agape. En ikke-erotisk, uselvisk næstekærlighed, der opstår i den relation, der opbygges, når vi lytter, ser og rummer. Og som terapeuter kan sætte os selv i parentes og lade al opmærksomhed være hos den anden.

Hvad med kærligheden i den digitale tidsalder?

Hvad sker der med kærligheden – med at se, høre og svare – når vi hver især sidder med hovederne begravet og opmærksomheden i en parallel virkelighed på en skærm. Og her skal jeg absolut ikke selv holde mig for god!

Om det er tv eller mobiltelefonen, så kan det knibe med at se og høre andre ordentligt. Fair nok, vi kan ikke være 100% opmærksomme hele tiden, men tænk på det som en decideret ukærlig handling, når vi vælger ikke at give vores fulde opmærksomhed til et menneske, der sidder foran os.
Tænk på, hvad vi dermed risikerer at misse – for et øjebliks tilfredsstillelse og lykkefornemmelse, så går vi glip af det virkeligt centrale: Kærlighed og mening.
Når vi møder – og virkelig møder – andre mennesker, bliver vi til og oplever mening med livet.

Og det er så nemt!
Se, lyt, svar!