Isolationsdeller eller Corona-form?

Hjemmetræning under Corona

At have Viola er en fantastisk gave – også i denne tid, hvor vi går ekstra mange lange ture. Bare for at opretholde status quo.

Der dukker mange nye ord op i de her tider, hvor vores verden er vendt op og ned af Corona-virus.
Immunitetsklynger, værnemidler, solnedgangsklausul og smittekæder, bare for at nævne nogle eksempler på ord, vi ikke skænkede en tanke for bare et par måneder siden.

Andre nye, mere humoristiske ord, kommer også på banen og er med til at få os igennem. Sammen med alle de sjove billeder og videoer, der florerer på de sociale medier. Det er så vigtigt, at vi kan have det sjovt også. Og at vi står sammen og forstår og rummer hinanden.

Eet af de nye ord, der dukkede op hos mig i dag er Isolationsdeller. Et skønt ord, der gør, at man kan grine lidt af sig selv og hinanden, og som legitimerer, at der godt kan ryge lidt ekstra på sidebenene i en svær tid, hvor man er grounded derhjemme. For vi har ligesom ikke brug for flere problemer at slås med.  Og det er jo absolut en vej at gå i denne tid at smide vægten ud og blæse lidt på det hele. At hygge sig lidt ekstra og trøste sig – og få tiden til at gå – med god mad, bagværk, slik, kager og vin. Det kan jeg sagtens forstå kan være en måde at komme igennem på, og vi er alle forskellige og har forskellige omstændigheder og værdier, mål og strategier.

En anden vej, man kan gå er, at komme i Corona-form. Et andet godt ord for, hvad man kan bruge tiden til, hvis man besidder en god portion selvdisciplin og overskud.

Og så er der dem af os, der nok bare forsøger at opretholde status quo uden at flegne ud til hverken den ene eller den anden side.

Jeg prøver at opretholde normalen!

Der bliver ikke brugt meget tid på makeup i disse dage – men nogle få minutters træning kan så sættes i stedet. Og det gør underværker.

Jeg er heldig, for mit liv er ikke ændret så radikalt, som så mange andres. Jeg savner min familie og venner, mine aktiviteter, mine bloggerkolleger, mit netværk. Jeg savner også min yogalærer! (Det har jeg i øvrigt skrevet og fortalt hende, hvilket hun blev meget glad for. Så opfordringen er hermed givet videre – skriv og ring til dem, du savner og som betyder noget for din i hverdagen.).

Jeg skal ikke være hellig eller pege fingre, for fristelsen for at vælge trøstens, hyggens og isolationsdelle-vejen er stor – og måske nødvendig – hvis man er presset, har travlt eller er frustreret over økonomi eller børn, der skal aktiveres.

Vi står sammen – hver for sig – men vi står stadig forskellige steder og med forskellige udfordringer.

Jeg er ikke nogen trænings-freak, og for mig handler det generelt bare om at holde formen, vægten og noget styrke. Jeg bruger noget af den ekstra tid til mange lange gåture, en løbetur ind imellem og også til træning og meditationer via to apps: Down Dog 7 Minute Workout og Nærvær.

Noget af det bedste, jeg ved, er lange gåture, og de udgør nu også mine sociale aktiviteter, fordi jeg kombinerer gåture og venindeaftaler.

Kostmæssigt er jeg stadig præget af min sygdom – præcis sidste år ved denne tid – så det er blevet en vane for mig at spise rimeligt fornuftigt. (Læs mere her).

Men hold da op, hvor kan jeg også mærke fristelsen af at falde ned foran Netflix og spise lækre sager! Men det går altså bare ikke for mig. Jeg får det dårlig af for meget sukker og dårlig kost, og jeg kan mærke det ret hurtigt både fysisk og mentalt (har testet det forleden, hvor jeg spiste alt for meget chokolade foran tv’et. En reminder om, at det ikke er vejen for mig).
Jeg skal ikke dømme nogen, men kosten kan altså medvirke til en nedadgående spiral af mangel på energi og overskud.

Hjemmetræning Corona

Nogle få minutters træning gør en enorm forskel.

Vi står hver især forskellige steder jobmæssigt og familiemæssigt, og det vigtigste er, at vi ved fælles hjælp snart er ude på den anden side igen. Om det er med lidt isolationskilo på sidebenene eller ej, det er ikke det vigtigste. Vi har hver især vores strategi til at komme igennem.
Hygger du dig igennem  krisen, så nyd det uden dårlig samvittighed!

Jeg skal ikke opnå noget særligt i denne tid – det ville næsten også være for meget at forlange. Alene det at skrive her på bloggen kræver meget, fordi tankerne er så konstant optaget af Corona-krisen. Men min vej er at komme igennem med normaliteten omkring min sundhed i behold.

Isolationsdeller, Corona-form eller midt imellem – lad os alle gøre det, der føles bedst for os, så vi kan få det bedste ud af denne tid.

1 svar
  1. Tina
    Tina says:

    Du har så ganske ret, der er opstået mange nye ord og vendinger i denne Corona tid.
    Vi talte netop om, den anden dag, hvilke ord, der ville blive de mest brugte i 2020.
    Vi prøver også at opretholde så meget “normal” hverdag som muligt og der er jo altid nok at tage sig til.
    Hilsner og pas godt på du og dine 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.