Jeg er blevet opereret for DCIS en gang mere!
I dag er det nøjagtigt 2 måneder siden blev jeg udtaget til 2. runde – i det, som man IKKE vil udtages i. Nemlig mammografiscreeningen!
Herefter er jeg blevet stukket og skåret i og har ventet på svar i een uendelighed. På et tidspunkt forbandede jeg det langt væk og tænkte, at jeg ALDRIG skulle have været gået til den mammografi – i dag er jeg LYKKELIG for, at jeg gjorde det! Nu skal jeg fortælle dig i detaljer hvorfor.
Den 5. april kunne jeg glad – og åbenbart en smule naiv – skrive her på bloggen, at jeg kunne sætte et punktum efter operationen for DCIS i brystet. Og til dig, der tænker, hvad pokker er DCIS, så kan jeg fortælle, at det er celleforandringer i brystets mælkegange, der med tiden i ca. 50% af tilfældene vil udvikle sig til invasiv kræft. Duktal Carcinom In Situ, hvor In Situ betyder, at det er, hvor det er – det har ikke evnen endnu til at metastere eller invadere det omkringliggende væv. Også kaldet brystkræft i stadie 0. Det er ikke noget, jeg kan dø af, og i mit tilfælde er der kun eet mindre område, som kun er blevet fundet pga. mammografiscreeningen.
Alt gik jo så fint første gang, jeg følte mig frisk og brystet så stadig pænt og normalt ud, eftersom området, der skulle ud, ikke var så stort. På det tidspunkt var det slet ikke i mine tanker, at der kunne eksistere en risiko på 15% for, at der ikke var tiltrækkelige sygdomsfrie rander, når der blev tjekket efter i mikroskopet efter operationen. Mærkeligt nok, for jeg synes ellers, at jeg har læst og studeret og sat mig ind i alle detaljer.
Men, som som jeg også skrev forrige søndag, så gik det ikke helt efter bogen, for der manglede nogle millimeter på nogle af de rander rundt om området, som skal være sygdomsfrie, så i tirsdags måtte jeg en tur på operationsbordet igen. Alt er heldigvis gået fint, og jeg er allerede rimelig frisk igen. Nu skal sårene – for der er flere denne gang – bare hele her de næste par uger.
Egentlig tænkte jeg, at jeg ikke ville vise det her billede, for jeg er allerede videre og føler mig rask, og har ikke behov for at identificere mig så meget med forløbet. På den anden side – sådan så jeg ud i tirsdags en time efter operationen. Meget, meget, meget lettet!
Mikroskopet viste, at DCIS’en var begyndt at røre på sig!
Hvad, der yderligere er med til historien er, at mikroskopet også viste, at mine celleforandringer faktisk var begyndt at røre på sig! Så småt, at det ikke har vist sig i hverken mammografi, ultralyd eller MR-scanning. Men nok til, at jeg nu lige var kravlet over hegnet og hen i den mere ondartede afdeling. Rent praktisk betød det, at der nu også skulle tages forskellige blodprøver, røntgen af mine lunger – samt udtagelse af de første lymfeknuder under operationen. Endnu en omgang med nervøsitet, men jeg hæftede mig ved, at lægen ikke fandt sandsynligheden så stor for, at der skulle være noget. Sygeplejersken slet ikke.
Da jeg vågnede af narkosen i tirsdags var mit første spørgsmål, om der var noget i lymfen – og svaret var et klart og rungende NEJ! Så kom lettelsens tårer, for det havde trods alt tynget mig, at der var en potentiel risiko, der skulle undersøges. Det er derfor en meget LYKKELIG dag – endda på Stens fødselsdag.
Vi er i den allerførste og lille ende, men havde jeg ikke taget mammografiscreeningen, så havde der været en stor risiko for, at jeg om nogle måneder eller år var kommet med en mærkbar knude og måske en spredning til lymferne. I stedet kan jeg nu glæde mig over, at det hele burde være væk nu – men ellers tager vi en tur mere. Nu kender jeg jo rutinen og ved, at jeg har en god fysik til at stå imod det og komme hurtigt over det – nu med både det gamle sår skåret op igen og to nye snit under armen. Men skidt med det, alt det fysiske har jeg ikke de store problemer med, men glæder mig bare over, at jeg er rask.
Sig ja til mammografien og gå til læge, hvis du mærker noget!
Jeg har valgt at dele min historie, fordi den desværre er og bliver virkeligheden for rigtigt mange kvinder. Hver 9.-10. kvinde bliver ramt af brystkræft i deres levetid, og mange går igennem et forløb som mit – og endda langt værre end mit. Jeg kan trods alt klare den med en operation og evt. noget efterspil af en art, som jeg kommer tilbage til, for at forebygge, at det kommer tilbage.
Dels er det vigtigt at høre andres historier, og vide, at man ikke er alene. Dels vil jeg gerne opfordre til at overveje at tage i mod de screeninger, der bliver tilbudt. Der findes en overdiagnostik og en overbehandling sted – det er en risiko, man må løbe – men mit tilfælde er altså et solstråleeksempel på at blive fanget på det helt rigtige tidspunkt, før sygdommen bliver kritisk og meget behandlingskrævende.
Ud på den anden side igen!
Nu mangler jeg “bare” efterspillet. Forhåbentlig er de sygdomfri rander gode nok nu – det tror jeg på, for jeg er så heldig at være ramlet ind i en af landets allerbedste kirurger på Herlev hospital. Men DCIS er umuligt at se med det blotte øje og han har været så påpasselig med at give mig en skånsom behandling og kun at tage det nødvendige.
Dernæst skal risikoen for tilbagefald elimineres, og det kan godt ende med ÉN operation mere, da jeg på ingen måder er fan eller kan se logikken i stråling i mit tilfælde (og det er lægen tydeligvis heller ikke, selvom det normalt er standard for alle med både kræft og celleforandringer). Så jeg er måske ikke helt færdig med at være under kniven endnu – men pyt, jeg er RASK og det er det vigtigste. På det punkt føler jeg mig HELDIG – og så priviligeret i forhold til, hvad andre, jeg kender og holder af, slås med.
Jeg er endda stadig stort set hel at se på – det er som sagt stadigvæk – og heldigvis – et tilfælde i den LILLE afdeling.
Jeg har fået en flot blå plet (pga. kontrastvæske under huden), som om, jeg er ved at mutere til smølf, som jeg kommer til at få glæde af længe. Under alle omstændigheder forventer jeg IKKE at blive hyret som topløs model. Selvom de da faktisk mirakuløst er meget pæne stadigvæk, hvilket man i min situation skal være lykkelig for at kunne sige efter 2 operationer.
Det var den fulde historie, tak, hvis du gad at læse med så langt. Med til den hører, at jeg undervejs har haft, og har, så meget varme og kærlighed strømmende til mig. Fra min FAMILIE og veninder (ingen nævnt ingen glemt – I ved selv, hvem I er), der har støttet mig og lyttet og været med mig hele vejen, og uvurderlig hjælp fra dem af jer, der har prøvet at være igennem det, der var langt værre! (Anni ♥️ Tove) Jer, der har faglig baggrund, som har givet mig sparring og omsorg (Lene ♥️Kamilla).
Fra nær og fjern her på bloggen, på Facebook og på “kvindernes nye kanal” Instagram, som er ved at svømme over af hjerter og god karma.
Jeg tror på, at det hele har en betydning for at komme godt igennem.
Den blev en anderledes – men meget glad fødselsdag i år!
Og ikke mindst Sten, der i hele denne proces har stået mig 100% bi, været med til samtlige hospitalsbesøg og har støttet og taget del i det hele. Jeg er så taknemmelig for at vi er to, der står sammen i medgang og modgang.
Nu er vi snart helt ude på den anden side – og jeg synes, det er billigt sluppet, når det nu skulle være. Til jer, der bliver tilbud SCREENINGER vil jeg bare anbefale at tage imod dem med kyshånd. For mig er det i alt fald gået hen og er blevet en slags solstrålehistorie.
Hej jeg over vejer også at stoppe med antihormonerne som jeg skal tage i 3,5 år endnu. Og jeg føler det er et dilemma.
Jeg mærker det i mine led og humøret
Hej Annette,
Jeg kan godt huske, at hænder og fødder blev mere og mere ømme. Det var også som om, min kræfter forsvandt og humøret var SORT (ikke een dag var rigtig god). I dag har jeg det fantastisk!
Det er bare så svær og angstprovokerende en beslutning at tage, så jeg føler med dig. Og ingen anden en du kan tage det ansvar, om du skal eller ikke skal tage pillerne.
Det er nu godt over 4 år siden mit første tilfælde (anden gang havde intet med antihormoner eller tilbagefald at gøre – og heldigvis var det kun DCIS/celleforandringer). Jeg føler virkelig, at jeg har lagt det bag mig fysisk og mentalt. Det tog tid, men jeg håber, at du kan tage det som et lys forenden af tunnelen.
Min kirurg var den eneste, der præsenterede mig for statistik vedr. min diagnose. Han sagde, at hvis bivirkningerne var slemme, så ændre det altså kun min dødelighed med 1% (jeg kunne godt høre, hvad hans holdning var). Det hjalp mig meget til at beslutte at gå med min fornemmelse om at stoppe.
Jeg ønsker dig alt det bedste – og tak fordi du skriver herinde.
KH Jeanette
Jeg var igennem næsten det samme som dig for et år siden og skal nu til kontrol i næste uge😬
Jeg har haft det som dig. Lykkelig for at det blev taget i tide, men nu kommer nervøsiteten igen.
Jeg er jo klar over at hvis det er der igen ryger Babsen, men jeg 🤞 og håber at det ikke er tilbage igen.
Dejligt du er så åben omkring det😊
De bedste tanker til dig.
Mette
Kære Mette,
Tusind tak, fordi du skriver. Jeg tror, at det er godt for os alle at høre, at vi ikke er alene. Jeg krydser alt, hvad jeg kan for dig!!!!!!!!
De er heldigvis så dygtige i dag – både til at helbrede og til at operere og rekonstruere. Men nu håber vi selvfølgelig, at der ikke er noget – hvilket der jo også er stor sandsynlighed for.
Alt det bedste til dig.
Kærlig hilsen
Jeanette
Selv i en hospitalsseng kan du tage dig godt ud <3 <3 <3 Vigtigst er dog at du er rask og har været i gode hænder <3 Det er så godt at du fortæller det her – og at du er god til at hente fakta forskellige steder.
Stort knus til dig!
Tak min ven – og også tak for opkald. Det blev jeg glad for, men var desværre ude, da du ringede. Håber, vi kan fange hinanden en af dagene.
Stort knus fra mig
💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐💐
For pokker da, sikken en omgang at være igennem! Men hvor er det godt, du er kommet så fint ud på den anden side – og ja, hvor var det godt, du tog imod screeningen!
Alt det bedste og god bedring til dig 😊
Tusind tak, ja jeg har været heldig.
KH og god dag
Jeanette
Puha en omgang søde!
Det er altid svært at finde de rette ord i disse situationer.
Jeg har jo selv en datter med alvorlig kræft og som har været ved at dø flere gange fra mig, så….
Du må se at samle kræfter og få dine sår og ar til at heale op.
På apoteket kan du købe silikoneplaster og sætte på dine ar, så bliver de pænere.
Det gjorde min datter efter hendes hofteproteser og hendes to store 18 cm ar er blevet ok pæne.
Et stort tillykke med Stens fødselsdag.
God weekend og alt det bedste jeres vej 🙂
Tusind tak for din søde hilsen. Det gør mig virkelig ondt med din datter.
Jeg er heldigvis i gode hænder, og netop plasteret er der styr på, fordi de arbejder tæt sammen med plastickirurgerne.
Så jeg ser stadig pæn ud, og det er ikke gået ret meget ud over faconen eller noget.
God uge og KH Jeanette
❤️