,

Få Karma, Synkronicitet og Mod i dit liv med Rikke Hertz!

Karma, Synkronicitet og mod af RIkke Hertz

Jeg er så glad for, at jeg har fået Rikke Hertz nye bog Karma, Synkronicitet og Mod lige nu!
Måske kan man netop kalde det et tilfælde af synkronicitet – i den oprindelig betydning af Jung defineret noget i retning af meningsfulde og ikke-tilfældige forbindelser mellem hændelser uden en oplagt årsagssammenhæng. Hverdagsmirakler kan vi også kalde dem, eller tilsyneladende tilfældige ting, der pludselig opstår ud af det blå – støtte, penge, et opkald, hjælp, når der er allermest brug for det. Måske kender du selv fornemmelse af, at du har gået og tænkt på en person, som derefter pludseligt dukker op på gaden eller ringer. For mennesker, der er spirituelt orienterede, er intet tilfældigt!

Bogen er Rikkes meget personlige beskrivelse af hendes egen spirituelle rejse, og af hendes ikke altid lette vej gennem livet, hvor hun har kæmpet med både sin vægt, følelsen af at være anderledes som adopteret fra Korea, og valget af forkerte mænd – og hvordan hun har opnået at stå dér, hvor hun er i dag som ekstremt succesfuld spirituel erhvervsrådgiver med flere års ventetid. Men mest af alt er det en fantastisk guide til dig, der ønsker at lære at leve efter de enkle universelle love, efter karmaloven, og opnå en forandring i livet.

“Karma, synkronicitet og mod er tre sider af den enkle sandhed, som har hjulpet mig til at komme igennem skam, skyld og følelsen af at være uønsket”….”Det har været en kamp mod kiloene, overspisning, kærlighedsafhængighed, skuffelser, tab og stort selvhad parret med en stålsat vilje til at bevise, at det gode vinder”…..”Bogen her handler om netop de tre overordnede spirituelle love, som jeg har erfaret virker, og jeg lever mit liv efter og rådgiver både erhvervsledere og mine allernærmeste om. Her er de til dig.”

 

Brug bogen som en meditation – jo oftere, jo bedre!

Rikke Hertz beskriver den nye bog som en meditation – den kan læses dagligt, og jo mere, man læser i den, jo dybere trænger budskaberne ind i bevidstheden.
Selv havde jeg det sådan, da jeg havde læst den sidste side, at jeg som det naturligste i verden havde lyst til at begynde forfra. Mange af budskaberne, levereglerne og holdningssættet, kender jeg, jeg tror fuldt og fast på dem og har i det små instinktivt forsøgt at implementere dem i mit liv og mit sind. Nu har jeg fået konkretiseret dem og fået en lang række værdifulde værktøjer i bogen, som skal have lov at arbejde sig længere ind i mit sind.

Den spirituelle vej er, ifølge Rikke Hertz, ikke en garanti for konstant lykke og harmoni, der er ting, som er forbundet med at være menneske, som vi ikke kan undgå, og vejen kan være vanskelig. Ofte er vi først modtagelige for at åbne os for spiritualitet, når vi står helt ude ved afgrunden. Dér, hvor vi selv er ved at give op og er lost, ydmyge og har brug for universets hjælp. Og har modet – som bogen også handler om – til at erkende, at vi har brug for hjælp.

 

“Når vi følger vores hjerte og møder verden ud fra vores dybeste overbevisning om, hvad der er rigtigt, bliver vi ægte, stærke og tydelige – og den indre transformation virker som en forvandlingskugle. Den påvirker stille og roligt alt i vores liv, fuldkommen som ringe, der breder sig i vandet. Livet forandrer sig til det bedre.”

 

Ved at åbne sig for det spirituelle, og de universelle love, hvilket vi potentielt ALLE kan gøre – og som ikke er særlig hokus-pokus, som Rikke forklarer det – kan vi komme til at udleve vores fulde potentiale og opnå de inderste ønsker, vi har til vores liv. Ikke nødvendigvis gods eller guld i sig selv, men måske frihed – hvilket penge kan være et middel til at hjælpe os på vej til – kærlighed, meningsfuldhed, den rette karrierevej eller hvad det nu er, vi inderst inde virkelig ønsker i hjertet.


Lær at leve efter Karmaloven

Rikke Hertz bog

 

Bogen er een lang praktisk og åbenbarende guide i forhold til at leve et liv styret af Karmaloven – i stedet for Janteloven. Hvordan du bør rense dit sind for negative tanker, meditere og praktisere mildhed, medfølelse og venlighed.

“Karma er dine tanker og handlinger. Prøv i dag at sende god karma ud, hver gang, du har muligheden.”

 

Jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger til dig, der ønsker at forstå spiritualitet i al sin enkelhed, og gerne vil åbne dit hjerte og sind i forhold til mulighederne for at leve efter de universelle love og opnå en positiv forandring i dit liv. Magnoliaen på forsiden af bogen har i øvrigt en særlig og meget smuk betydning, som du kan læse om i bogen! ♥

Bogen kan købes hos Saxo.com (reklamelink)

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.