,

Mine første kontrol er overstået – jeg er så glad og lettet!

Første kontrol efter brystkræft - angst er afløst af glæde!
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor lettet jeg er! I går var jeg til den 1. kontrol, en klinisk mammografi med både røntgen og ultralyd, efter mine to brystbevarende operationer for 18 måneder siden. Og jeg vil skynde mig at fortælle, at ALT var godt ♥ Jeg er bare utroligt glad, og for mig er det en vigtig milepæl, der nu er nået.

At vide, at alt er fint, er en fantastisk befrielse. Naturligvis kommer der flere kontroller, men med tiden bliver det også en vane. Om 3½ år vil min risiko være faldet ned til det generelle niveau for alle kvinder, hvilket (desværre) er omkring 10%.

 

Man kan (på nær de arvelige former) ikke forklare, hvorfor brystkræft opstår, men der er en række ting, man kan gøre for at reducere risikoen: Holde en normal vægt/spise fornuftigt, dyrke motion, undgå rygning og for meget alkohol (alkohol er klassificeret som kræftfremkaldende, og øger desuden niveauet af østrogen i blodet hos alle kvinder), reducere tilskud af østrogen efter overgangsalderen.

Derudover er der medvirkende faktorer som: alder ved første barn (tidlig alder reducerer, sen alder øger risikoen), længerevarende amning (over 6 måneder reducerer risikoen), antal cyklusser gennem livet (jo færre, jo mindre østrogen, og dermed jo bedre). Men alle kvinder kan rammes.

 

Svar med det samme

Jeg var viderevisiteret til et privathospital pga. travlhed i det offentlige, og det at komme et andet sted hen, hvor der ikke var gamle dårlige oplevelser, føltes godt. Der var roligt, der var en meget personlig og venlig kontakt, og jeg fik meget hurtigt at vide, at alt så godt ud. Hvilken lettelse!

Når, man har haft celleforandringer/brystkræft, så er systemet så humant, at man får svar på mammografien med det samme. Det er et faktum, at mange kvinder lider af angst for tilbagekomst, uanset hvor stor eller lille, sygdommen har været, og presset er ubeskriveligt stort. Det tog faktisk 3-4 timer timer, før mit nervesystem var faldet ned, og glæden pludselig for alvor spredte sig i min krop og alt blev lyst.

 

Det er nok svært helt at forstå presset, hvis man ikke har prøvet det på egen krop. Selvom, jeg heldigvis var ude for et screeningsfund og et tidligt stadie1 af brystkræft, så griber det voldsomt ind i livet. Der kommer en anden bevidsthed om sygdom, og oplevelsen/traumet sætter sig som angst ind imellem. Angst for tilbagefald er noget, som man skal lære at kapere, og langt det meste af tiden går det rigtigt godt for mig. Men, når det bliver sat på spidsen med en kontrol, så boner den ud for fuld skrue. For tænk, hvis mareridtet skulle starte forfra?


Jeg er – trods alt – utrolig heldig

Jeg havde naturligvis gerne været det mareridt foruden, som det er at gå igennem måneder med diagnosticering, operationer og strålebehandlinger. Og nu kontroller og efterbehandling. Der medfølger for de fleste et psykisk pres, og jeg tænker da en del over både at nyde livet, men også at leve fornuftigt på både et fysisk og mentalt plan (læs mere i indlægget her).

På den måde kan jeg ikke sige, at det ikke også medfører noget godt – når det nu skal være. Man lærer for alvor at leve med døden som en præmis og nyder livet lidt mere intenst. Jeg passer ekstra-ekstra godt på mig selv nu.

Derudover er jeg, som jeg har skrevet mange gange før, utrolig heldig – og når jeg møder op hvert halve år på hospitalet, så er jeg yderst bevidst om, at mange af de kvinder, jeg ser i venteværelset, har langt større udfordringer end jeg. Man kan ikke se på mig, at jeg har været det – mit bryst ser helt normalt ud takket være nye plastickirurgiske teknikker, hvor der flyttes om på vævet, det fysiske er, og har i det hele taget, været det mindste af det.

Endnu et skridt på vejen

Jeg er rask! Det, som jeg lever med, er en let forhøjet risiko for tilbagekomst, hvilket jeg er nødsaget til at tage antihormoner for at beskytte mig imod i nogle år. Jeg får også et drop hvert halve år, der opbygger mine knogler, men det ser jeg først og fremmest som en gave. Og så skal jeg ikke mindst leve med angsten, som heldigvis – ligesom risikoen – er for nedadgående.

Nu er den første svære kontrol godt overstået, og det gør mig jublende glad. Jeg vil nu have en lang periode, hvor jeg kan føle mig ekstra glad og tryg – og endnu et stort skidt er taget på vejen ud på den anden side.

Det er bestemt en hård og livsforandrende proces gå igennem, men for de fleste kvinder, der rammes af brystkræft i dag, er der heldigvis en vej ud på den anden side. Flere end nogensinde bliver helbredt og risikoen for at dø af sygdommen har været faldende de seneste 20 år ♥

6 kommentarer
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Kære Anette,
      Af hjertet tak! Jeg kan regne ud, at du til fulde forstår følelsen. Godt at høre, at du er kommet godt igennem.
      Kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar
  1. Tina
    Tina siger:

    God sen aften og tillykke med, at du er i medgang 🙂
    Godt informativt indlæg 🙂
    En god ny uge ønskes du herfra 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.