Tag Archive for: boganmeldelse

Rende og Hønse kastede mig tilbage til 90'erne. En skøn tur down Memory Lane, der satte tanker i gang om mit eget liv, mens jeg slugte historien.

Linda Skaarets anden roman Rende og Hønse kaster dig direkte tilbage til 90’er nostalgien og slutningen af den analoge tid. Dengang, hvor alting var så meget langsommere og verden var mindre – og mindre tilgængelig.
Ingen sociale medier, men bare en telefonbog, der kan starte sammenligningen og tankerne om, hvad Maja måske er gået glip af. Eller snydt for. Hvem hun kunne have været, hvis nu …..

Anmeldelse. Reklamelink til Saxo.

 

Vi er i 90’erne, og Maja er sendt i job af Arbejdsformidlingen på en campingplads i Vestjylland. Ikke en hvilken som helst campingplads, men den, hvor hun tilfældigvis havde boet en sommer som ung i 70’erne sammen med en veninde. Den sommer, hvor hun blev gravid med den lokale fyr, Mogens, som vist ikke tog hende som mere end en ferieflirt og havde sin egen masterplan. Han havde ingen anelse, og Maja valgte at få barnet, Sille, som nu er flyttet hjemmefra.

Lige så lidt ved han, at Maja af nysgerrighed slår ham op i telefonbogen. Mogens bor stadig i området, åbenbart gift med ungdomskæresten Gitte, og Maja kan ikke styre sig for at vide bare lidt mere, om hvordan deres liv er. Det kunne jo have været hendes. Hvis og hvis.

Uden hvor tids digitale medier, så må der snages på en mere direkte facon, og Maja bliver besat og kommer efterhånden til at gå tættere og tættere på for at studere den kernefamilie og det parcelhusliv, hun ikke fik.

Bare et menneske

Majas eget liv kører måske ikke traditionelt set helt på skinner. Med datteren udspiller der sig løbende en mor-datter konflikt over telefonen, og kontakten er kun lige eksisterende. “Jeg har knoklet hele livet. For din skyld, for at du skulle få bedre muligheder end mig, og hvad bruger du det til?” 

Økonomisk og karrieremæssigt er det ikke rigtigt blevet til store for Maja, og nu er hun sendt ud og arbejde på campingpladsen, hvor hun serverer bøfsandwich og halve kyllinger i grillbaren. Og løber ovenpå og servicerer ejeren Lissy, der hverken er nem eller særlig appetitlig.

Maja bor i en gammel campingvogn, og egentlig kunne det hele virke meget kummerligt, hvis det ikke lige var for det nærvær, der opstår med de småskæve eksistenser, der er omkring hende. Alle har de deres historier – Lissi, kollegaen Pia, campingnaboen Olsen og Bodil, der handler med dødsboer – og jeg kan ikke lade være med at holde af den søde, pligtopfyldende og rummelige Maja. Eller af de andre for den sags skyld. Det var noget af dét, 90’erne stadig kunne. Man kom hinanden ved i de små lokale cirkler.
Og vi er jo alle bare mennesker, også Maja, selvom hun kommer til at stalke en lille smule.

Linda Skaarets anden roman Rende og Hønse kaster dig direkte tilbage til 90'erne. Det er en lille historie, der fortæller den store eksistentielle historie - om betydningen af vores valg og hvem vi kunne have været livet, hvis nu .....

Throwback til den sidste analoge tid

Rende og Hønse kastede mig tilbage til 90’erne med Lady Diana-hår, telefonbøger, smørebrikker og cowboybukser. En skøn tur down Memory Lane, der satte tanker i gang om mit eget liv, mens jeg slugte historien.

Rende og Hønse er et nostalgisk tilbageblik på slutningen af den analoge tid, for ikke så længe siden, hvor alting alligevel var så meget langsommere og verden var mindre – og mindre tilgængelig. Ingen sociale medier, og bare en telefonbog, der kan starte sammenligningen og tankerne om, hvad Maja måske var gået glip af. Eller snydt for. Hvis nu ….

Hun cykler afsted i mørket efter svaret og bliver til sidst konfronteret og stillet overfor spørgsmålet: Hvad er du for et menneske?

Jeg kan kun sige, at jeg håber, at der kommer en 2’er, for jeg er faktisk også nysgerrig efter at høre mere om Maja.

 

Rende og Hønse af Linda Skaaret fås hos Saxo. (reklamelink)

Jeg læser – og lytter – stadig til skønlitteratur, selvom det mest bliver til fagbøger i forbindelse med mit studie. I litteraturen findes der jo også store kilder til inspiration, indsigt, medmenneskelig forståelse og empati – og her får du mine sidste nye anbefalinger.
En fantastisk biografisk roman af Jesper Stein, et nutidigt drama om venskab og kærlighed af Karin Slot Christiansen. og endelig det nye essay af eminente Søren Ulrich Thomsen.

Når jeg nu ser på de tre seneste bøger, jeg har læst – faktisk er jeg netop i gang med Søren Ulrich Thomsen – så er der i dem alle en vinkel, som er aktuel for en psykoterapeutstuderende. Eller også bliver det oplagt at læse terapeutiske emner ind i nærmest alt, hvad jeg hører og ser. Det er jo også noget af dét, som litteraturen kan, udover at underholde os, at give indsigt i andre menneskers tanker og virkelighed. Her får du tre anbefalinger til bøger, som på forskellig vis har givet mig noget.

Rampen af Jesper Stein

 

Rampen er en medrivende, indsigtsfuld og velskrevet familiehistorie, som jeg ikke kunne lægge fra mig.
Jesper Stein, der er kendt som succesfuld krimiforfatter, tager os i “Rampen” tilbage til firserne og hans ungdom og opvækst i Risskov. I en familie, der krakelerer, da hans far efter 29 års ægteskab forelsker sig i en af sine gymnasieelever og dermed efterlader Jesper til at være sin mors støtte og (alt for) fortrolige og vidne til hendes sorg og alkoholmisbrug.  Ved siden af kæmper han med at finde sin egen vej i ungdomslivet, skolen og kærligheden.
Også hans far, den kendte og feterede forfatter, litteraturkritiker og gymnasielærer Finn Stein Larsen, betaler med tiden en pris for sine valg og ender også sine gamle dage i et voldsomt alkoholmisbrug.

Rampen er en medrivende, indsigtsfuld og velskrevet familiehistorie, som jeg ikke kunne lægge fra mig.
En autobiografi om svigt og om hvordan det at finde trøst i alkohol gentager sig fra generation til generation.

Find Rampen her hos Saxo. (reklamelink)

Fuglene synger baglæns af Karin Slot Christiansen

 

Bogen er underholdende, beskriver rammende forskellige mennesker og viser, hvor forskelligt livet kan forme sig på både godt og ondt.

“Fuglene synger baglæns” er Karin Slot Christiansens debutroman om at træffe valg i livet, om at leve med dem, om venskaber og om at finde og stå stærkt i sig selv.
En roman, der går i hjertet på mig, fordi den bl.a. fortæller, hvad god terapi i den forbindelse kan betyde. (Karin Slot Christiansen kan i den grad selv, men er i øvrigt gift med B.S.)

Vi møder de to hjerteveninder i 30’erne, Katrine og Vicki, der er gået hver deres retning i livet – den ene hjemme i Vestjylland på en svinefarm som hjemmegående med mand og børn. Den anden er tv-journalist i København og kæreste med en succesfuld, men også notorisk utro og sexafhængig mand. De drømmer hver især om noget andet, end de har, og kommer ud i desperate, modige og svære situationer, der kommer til at sætte både deres tilværelser og venskab på spil.

Bogen er underholdende, beskriver rammende de forskellige typer og viser, hvordan livet kan forme sig på både godt og ondt. Den kan hen ad vejen måske virke en smule triviel, men den er ikke så forudsigelig, som du måske først kan tro!

Find Når fuglene synger baglæns her hos Saxo. (reklamelink)

Store Kongensgade 23 af Søren  Ulrich Thomsen

 

Den kommer til at stå på min reol, hvor jeg vil læse den igen og igen. Jeg lytter faktisk også til den, så fint oplæst af Niels Skousen.

Den store, kritikerroste forfatter Søren Ulrich Thomsen har netop udgivet sit erindringsessay “Store Kongensgade 23”, og jeg måtte købe bogen så hurtigt, jeg kunne få fat i den.
Der findes ingen som ham, der i skarphed i både pen og intellekt kan beskrive livet og menneskene omkring ham.
At læse ham er som at drikke den ypperste vin og spise de bedste delikatesser. Hvert ord og hver linje må smages på og nydes i andægtighed.

Også her er mit psykoterapi-hjerte glad over at læse, hvordan hans mor i halvfjerdserne kommer ud af årelangt medicinforbrug og indlæggelser på sindssygehospitaler den dag en psykiater blot begynder at se hende og tale med hende.

Store Kongesgade 23 er et erindringsessay af den store forfatter, der nu en i alder af 65 skriver om aldringen, tab og om frygten for alderdommen. Som altid skarpt, hjerteskærende, humoristisk, tankevækkende, ekvilibristisk.

 

 

“….frygter jeg også at leve så længe, at jeg til sidst sidder alene tilbage på Solhjemmet og stirrer ned i en adressebog, hvor alle de kære navne er streget ud, mens de afskyeligste røvhuller stadig går lyslevende rundt og griner lige op i ansigtet på Guds uforståelige dispositioner.”

 

Den kommer til at stå på min reol, hvor jeg vil læse den igen og igen. Jeg lytter faktisk også til den (på Saxos app), så fint oplæst af Niels Skousen.

Find Store Kongensgade 23 her hos Saxo. (reklamelink)

Ikke Afsendt af Lærke Winther er en lille perle af en roman. Sjov og kærlig på samme tid.
Skuespiller Lærke Winthers bog Ikke afsendt er en lille perle af en roman. Den er sjov og fængende og læses som en leg. Den rammer lige på kornet i de svære menneskelige relationer. Om at være menneske på godt og ondt. Og man sidder tilbage med en længsel efter mere – efter at læse, hvordan det går med den indebrændte Marie Pedersen, nu hvor hun begynder at nærme sig verden også med alle sine gode sider.
(Modtaget til anmeldelse af Gyldendal)

Ikke afsendt er en slags brevroman. Den består godt nok mest af Marie Petersens egne breve, og langt de fleste af dem bliver aldrig sendt. Nogle gør dog, og det er mest dem, hvor der ikke rigtigt er noget på spil. Klager til det lokale supermarked, Postnord, kommunen og Forbrugerombudsmanden.

 

Til Danmarks Radios programafdeling

Hvorfor er Kender du typen? blevet beskåret med en halv time? Hjemmet bliver gået igennem alt for hurtigt, og livsstilseksperterne har slet ikke nok tid til at sige, hvad de føler og mener. Det er jo det, der er det bedste. Poul mener, at programmet er blevet alt for overfladisk.

Med venlig hilsen
Marie Petersen

PS. Det er også trist, at der er kommet så mange ukendte kendte med.

 

Vrede er den følelse, Marie er allerbedst i kontakt med, og den er ikke uden en vis underholdningsværdi. Alt, det hun også rummer – som er kærligt, eftertænksomt, ensomt, og til tider nærmest poetisk – kommer ikke rigtigt ud i verden.

Marie bor sammen med gamle gigtplagede schæferhund Poul, der har passeret sin storhedstid, men ikke desto mindre har sine præferencer og spiller en stor rolle i Maries liv.

(ikke afsendt) Kære Susanne,
Sneen dæmper alle byens lyde og dækker forurening og fortrydelser. Hvilken befrielse. Nyfalden sne får det til at kilde i maven på mig. Det er sådan en fjollet barnlig følelse, men jeg kan ikke styre det. Jublen stoppede dog brat, da vi nåede ned ad gaden. Hvem er de hundefjendske mennesker, der salter så ufortrødent? Mennesker kan da bare gå ordentligt på deres dertil indrettede ben? Hvorfor skal de firbenede betale for, at de tobenede er så klodsede. Hvad gjorde man i istiden?
Poul hylede, så vi måtte op igen og finde futterne. Dem bryder han sig ikke om, og jeg kan ikke bebrejde ham det. Jeg siger til ham, at han er en flot hund, men ærligt talt, så ser han fjollet ud med de små futter på poterne. Det er uværdigt for en hund i hans alder. Valget mellem værdighed og smerte er aldrig let, så vi stod på fortovet noget tid. Jeg havde nok valgt smerten, men Poul var i dette tilfælde nød til at vælge værdigheden fra.

 

Marie og Poul passer deres, går de samme ture hver dag. Lige indtil den dag, HenryJette – stamkunde ved det grimme plasticbord i Føtex (som Marie har klaget over) – insisterer på et venskab. Og en gartner i Frederiksberg Have med alt for pæne øjne tilbyder et lift. Og et tilfældigt møde med en lille dreng, et barnebarn, begynder at tø Maries hjerte op. Langsomt, for det er ikke let, når man er i vane med at være et surt brokkehoved.

Marie indeholder det hele – som vi alle – vrede og glæde og sorg. Noget er pakket væk og vises kun til de døde. Noget vises kun til dem, der ikke betyder noget. Dem, der skulle være tæt på, stødes væk. Men ting kan ændre sig.

Og Marie er sjov, og hun er skarp i al sin kritik. Den side må hun gerne beholde, hvis det står til mig. Det er alt sammen et spørgsmål om fordeling og dosering.

Lærke Winther har det hele. Hun er sjov, skarp, kærlig, menneskelig – og ikke mindst underholdende. Jeg er vild med det.

Find bogen hos Saxo. (reklamelink)