Tag Archive for: gode bøger

“Når bjergene synger” er mere end en smuk, rørende og dramatisk slægtsroman. Den åbner hjertet for det vietnamesiske folk, deres historie og traditioner – og for de umenneskelige prøvelser, de har gennemgået i det 20. århundrede. Den giver en ny stemme til en kultur, der indeholder så meget andet og mere end de rædselsbilleder, vi kender fra krig og flugt. Den giver en forståelse for, hvad det betyder at skulle overleve i umenneskelig krig, fremmed overherredømme og kommunistisk diktatur. Og giver samtidig håb for godheden og det fine i menneskeheden.

Anmeldelse

 

 

“Når bjergene synger” af Nguyễn Phan Quế Mai er en smuk og autentisk slægtsfortælling fra det 20. århundrede, som er udgivet i en lang række lande og har modtaget adskillige priser.

Den er både bevægende og lærerig, den åbner hjertet for vietnamesisk kultur og historie og for de skæbner, og særligt kvindeskæbner, der har overlevet brutale og umenneskelige omstændigheder. Det er en roman, jeg næsten ikke kan befale nok.

 

Lys og håb trods tab og uret

Handlingen i “Når bjergene synger” strækker sig over flere generationer og følger familien Trần, der kæmper for at overleve gennem de forfærdelige perioder i Vietnams historie, at rejse sig og komme på fode og være i stand til at både overleve og leve i skyggen af fattigdom, uretfærdighed, sorg og tab.

Slægshistorien rulles ud gennem Diệu Lan, familiens bedstemor og matriark, og hendes barnebarn Hương. De to forsøger at overleve Vietmankrigen, mens de i årevis venter og håber på, at Hươngs far, mor og onkler kommer hjem.

Diệu Lan må kæmpe som en løvinde for at klare sig gennem krig, hungersnød og jordomfordelinger med henrettelser og forflytninger, der koster hendes nærmeste livet og tvinger hende væk fra familiens gård og til at starte helt forfra. Altid med sin egen medmenneskelighed, klogskab og værdighed i behold som kontrast til alt det forfærdelige og alle de tab, der har tilstødt hende og hendes familie gennem generationer.

Siden bliver det Hương, der bliver beskyttet af sin bedstemors store evner og ressourcer, mens hun vokser op og bliver en ung kvinde i skyggen af længslen efter sine forældre. Trods tab og modgang, er der lys og håb og en evne til at bære det ubærlige og at heles.

 

 

En roman, man ikke ønsker skal ende

Da jeg læste efterskriftet – som var en perfekt afrunding på en roman af den slags, som man egentlig ønsker aldrig vil ende – blev jeg dybt rørt en gang mere.  Forfatteren selv, som er født i Vietnam i 1973, fortæller i efterskriftet sin egen historie med en barndom i dyb fattigdom, hvor hun måtte arbejde hårdt i marken og med at sælge mad på gaden. Hendes talent for at skrive medførte, at hun vandt et stipendium til at studere i udlandet. Siden har hun boet og arbejdet i flere lande, herunder Bangladesh, Filippinerne, Belgien, USA og Indonesien. Udover sit forfatterskab er hun engageret i udviklingsprojekter og humanitært arbejde.

Selvom romanen ikke er biografisk, er den inspireret af virkeligheden, og efterskriftet (som jeg virkelig vil anbefale af gemme og ikke smuglæse først), perspektiverer romanen på fineste vis. Den meget smukke og poetiske fortælling får en yderligere dybde, idet det bliver klart, hvor lille og ensidigt et billede, der er skabt omkring det vietnamesiske folk. Hvor ubegribeligt deres mange prøvelser, som følge af hungersnød, krige, henrettelser og tvangsflytninger, har været, og hvor 3-5 mio. menneskeliv anslås at være gået tabt.

 

“… en fængende, rørende roman (…) en roman der, i mere end en forstand, heler historien”
– New York Times

“En lysende fortælling, der giver genlyd på tværs af generationer”
– O, the Oprah Magazine

 

Når bjergene synger fås hos Saxo her(reklamelink)

 

Spørg John er Susan Knorrenborgs debutroman om hvordan mennesker kan komme langt fra hinanden og stadig være de tætteste, når det brænder på.

Spørg John er Susan Knorrenborgs vellykkede debutroman, der med skarphed og humor udstiller socialklasserne og den ulighed, der i virkeligheden hersker i Danmark på trods af, at vi går rundt og tror, at alle har samme muligheder. Om kulturelle forskelle, om at forsøge at kæmpe sig ind i et andet og måske bedre liv, og om hvordan mennesker kan komme langt fra hinanden og stadig være de tætteste, når det brænder på.

 

Anmeldelse

 

Susan Knorrenborg udstiller i sin skarpe debutroman Spørg John, hvor langt, der kan være mellem mennesker i Danmark trods vores korte afstande og vores status som et af de mest lige samfund i verden. For vi er forskellige, og kulturen som nat og dag blot med få kilometer imellem os.

 

Ligesom, jeg er kæmpe fan af Glenn Bech og hans manifest, Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, er jeg fan af Spørg John, der mere humoristisk og karikeret, mere fiktiv og formentlig mindre selvudleverende, beskriver den moderne klassekamp, de sociale forskelle, moralismen og hykleriet.

 

Katrine og Tina er kusiner og bedste venner. De vokser op udenfor Næstved i den lille by Fensmark i 90’erne, hvor Tina, som er ældst og Katrines forbillede, er flyttet ind hos Katrines forældre som følge af dysfunktionen og svigtene derhjemme. De fester igennem, drikker shots på det lokale diskotek og får arbejde i Per og Jettes nærbutik, hvor de småsvindler og læser højt af ugebladene for hinanden om torsdagen. Den synske John fra brevkassen John ser alt i Hjemmet bliver et fast holdepunkt gennem fortællingen.

 

Forsøg på at bygge rede

Efter gymnasiet træder forskellene mellem de to veninder tydeligt i karakter, da Katrine begynder at studere på Universitet i København og flytter ind i et kollektiv med andre studerende. Tina bliver hjemme på Næstved-egnen og ihærdigt forsøger at bygge rede med tvivlsomme mænd, og det ender i svigt og psykiske nedbrud.  Det lykkes hende at blive gift med Tage, der er en del år ældre, en miserabel og ubehagelig, fordrukken platugle, der til gengæld er fuld af gode ideer til at få penge ud af folk.

Katrine møder den pæne Frederik fra Virum og entrerer dermed en helt ny verden af kultur, design, østers, familiesammenhold og fælles museumsbesøg.
Alt kører på skinner, inkl. karrieren, selvom bekymringen for Tina fylder, og Katrine loyalt forsøger at hjælpe, hvor hun kan. Men forskellene mellem de to verdener, mellem menneskene, og mellem Katrines før og nu, er svære at overkomme. Det er som PH-lampen overfor glassene fra tankstationens samlemærker, cashmere overfor similistene, K-salat overfor hummer.

 

“Hvorfor er fjordrejer finere end tigerrejer, når tigerrejer er meget større?” Tina

 

Da Katrine får problemer med at blive gravid, krakelerer drømmen mere og mere. Hun mødes ikke som menneske i sin sorg, og må søge i det mørkeste af sig selv for at mærke, hvor hun egentlig hører til.

Venskabet mellem det, der kunne ligne ulige børn, består til trods for psykisk sygdom, fertilitetsbehandling, der ikke går efter hensigten og kiksede forsøg på at passe ind og føle sig hjemme. Og til sidst er det svært at sige, hvem der redder hvem.

Susan Knorrenborg udstiller i sin skarpe debutroman Spørg John, hvor langt, der kan være mellem mennesker i Danmark trods vores korte afstande og vores status som et af de mest lige samfund i verden. For vi er forskellige, og kulturen som nat og dag blot med få kilometer imellem os.

 

 

Spørg John af Susan Knurrenborg får på Saxo. (reklamelink)

 

Englen i havet er svært at lægge fra sig og den er, trods dramatiske begivenheden, en underholdende feelgood roman. Hvilket der, i mine øjne, skal være plads til. Og ikke mindst, fordi den samtidig har så mange fine ting på hjertet.

“Englen i havet” af Karin Slot Christiansen er anden del af den planlagte trilogi om de to barndomsveninder Vicki og Katrine. Ligesom den første succesroman “Fuglene synger baglæns”, er Englen i havet en pageturner. Fortællingen er underholdende og hjertegribende, en feelgood roman, der samtidig har en masse på hjertet. Og har hjertet på rette sted!
Det er en bog om venskab og tilgivelse, om forskelligheder i måden at leve og forstå livet og verden på. Bogen kan læses selvstændigt


Anmeldelse. Reklamelink til Saxo.

Englen i havet er en handlingsmættet og underholdende fortælling om landmandskonen Vicki og tv-journalisten Katrine, der har kendt hinanden siden barndommen i Vestjylland og er forblevet hinandens tætteste veninder og livsvidner. Eller rettere var. I den første roman, Fuglene synger baglæns, lader Vicki sig i et svagt øjeblik forføre at Katrines notorisk utro kæreste Hansen, hvilket ændrer alt for begge kvinder.

I Englen i havet (som kan læses selvstændigt) er meget forandret.
Katrine har fået barn, er blevet redaktør på en lokalavis og er flyttet tilbage til Vestjylland med Niels, der er psykoterapeut, tantralærer, vegetar og naturelsker. Alt det modsatte af det, som Hansen repræsenterede.

Vicki har efter et sammenbrud sagt fra overfor at servicere derhjemme, er begyndt at arbejde som skolelærer og viser sig at have talent som debattør. Og selv Hansen har omlagt sin livsstil og er fundet ind til nye værdier efter tabet af Katrine og en årrække i terapi hos den ældre psykolog og jungianske drømmeterapeut Mia Leander, som viser sig at blive bindeleddet mellem dem alle.

Katrine og Vicki er stadig en del af hinandens liv, men det er svært at tilgive og finde tilbage efter det ultimative svigt.

Valg, svigt – og tilgivelse!

Romanen er utrolig handlingsmættet og underholdende, vi følger snart den ene og snart den anden person, og siderne flyver hurtigt afsted. Vicki, NP, Katrine, Niels, Hansen, Mia Leander – og Vickis mor Vita, der svigtede hende som barn, og nu dukker op efter årtiers fravær. Som i den første roman er det livet, der udfolder sig på godt og på ondt.
Med valg, svigt – og tilgivelse.

Og for Vicki og Katrine skal der en tragisk hændelse til, før de igen kan finde ind til hinanden.

Anmeldelse af Karin Slot Christiansen Englen i Havet.

Som du kan se på indersiden af den nye bog, så anmeldte jeg også forløberen “Når Fuglene synger baglæns”. 

 

Feelgood roman med holdninger

Måske har Karin Slot Christiansen fundet modet efter successen med en første roman til at lade sit hjerte og sine meninger skinne endnu mere igennem i Englen i havet. Jeg elsker, at der er plads til det alternative, til terapi og udvikling, til at fejle og komme tilbage – og til at sætte klare polariteter op mellem økonomiske interesser og hensynet til både mennesker og dyr.

Niels står på mange måder som idealet, et menneske med omtanke for dyr og mennesker, som ser tingene i et større perspektiv og kan rumme og tilgive. Mia Leander, hans gode ven og læremester, er den “kloge kone”, som gennem små bemærkninger og gerninger, hjælper de andre på rette vej.

Englen i havet er svært at lægge fra sig og den er, trods dramatiske begivenheden, en underholdende feelgood roman. Hvilket der, i mine øjne, skal være plads til. Og ikke mindst, fordi den samtidig har så mange fine ting på hjertet. Om livsværdier, om selvudvikling, om tilgivelse, om at omfavne forskelligheder – og ikke mindst om at passe på vores natur.
Jeg læder mig allerede til nr. 3!

 

Englen i Havet fås hos Saxo. (reklamelink)

Et år i frit fald er journalisten Jo Brands debutroman. Et underholdende, humoristisk og skarpt zoom på livet som 40+ kvinde, fraskilt, single, desillusioneret og træt af altid at gøre det rigtige.Et år i frit fald er journalisten Jo Brands debutroman. Et underholdende, humoristisk og skarpt zoom på livet som 40+ kvinde, fraskilt, single, desillusioneret og træt af altid at gøre det rigtige.

Anmeldelse. Reklamelink til Saxo.

Jeg læste “Et år i frit fald” over et par dage og kunne næsten ikke slippe den. Fordi den er så underholdende og fordi den er så dejlig politisk ukorrekt, og fordi forfatteren med sin hovedperson Mette ser så skarpt igennem det hele. Især de selvhøjtidelige typer bliver spiddet og udstillet, facaderne krakelerer – det er top underholdende.  Der skal nok være en type eller to, du kan nikke genkendende til!

Bristede illusioner

Tilværelsen for Mette er ikke helt blevet det glansbillede, hun havde forestillet sig med mand og børn, villa og stor bil. Det må hun lade hun vennerne om, og de samles med rædselsfulde samtaler om kølefryseskabe, aktieinvesteringer og dyre vine. Mest anført af mændene.

Mette er fraskilt, har en stor datter, et lidt kedeligt journalistjob, en cykel, en kropsterapeut, der ikke rigtigt når ind til hende (han er i tvivl, om hun overhovedet VIL livet), en skide sjov kollega (heldigvis) og en chef, der fortæller kattehistorier konstant (og som Mette pligtopfyldende griner med på).
En sød eksmand og ingen kæreste, selvom hun egentlig gerne ville, men ikke rigtigt gider.

Og så har hun en hund, og  det ikke ville gøre så meget, hvis den forsvandt (hvis den selvfølgelig forsvandt et sted hen, hvor den havde det godt).
Ind entrerer for at det ikke skal være løgne en ny slesk og klichefyldt chef og en gruppe forandringskonsulenter på arbejdet, som er glatte som ål og gør ansættelsen usikker.
Så alt i alt er der ikke rigtigt noget, Mette synes går rigtig godt i hendes liv.

Alt går galt – før det kan blive godt

På kærlighedsfronten er det lige så håbløst. Mette må på Tinder i håbet om at møde Mr. Right.
I stedet møder hun den helt forkerte. Eller måske alligevel ikke. Der kommer i den grad nyt liv i hende, livslysten kommer susende, om end den indbefatter et hyggemisbrug og en ulovlig forretning. Hende, der altid har gået efter det rigtige, gør nu ALT det forkerte.

Og det får konsekvenser. Men nogle gange skal der et hårdt fald til mod bunden, før man begynder at gå i den rigtige retning. Og så ligger mulighederne måske snublende tæt på.

Skøn sommerlæsning for dig, der er til typer som Nynne og Bridget Jones anno 2023.

 

Et år i frit fald af Jo Brand fås hos Saxo. (reklamelink)

Det vågne hjerte af Merete Pryds Helle udspiller sig igennem 5 år i  80'ernes buldrende opbrudstid, hvor kvinderne finder sammen i stærke fællesskaber, til kamp mod de etablerede samfundsnormer.

Det vågne hjerte er en perfekt bog til sommerferien. Jeg blev fanget med første side og allerede på andendagen var den begærligt fortæret, og jeg måtte tage afsked med Lis, Lili, Bolette og alle de andre skønne kvinder.



Det vågne hjerte af Merete Pryds Helle udspiller sig igennem 5 år i  80’ernes buldrende opbrudstid, hvor kvinderne finder sammen i stærke fællesskaber, til kamp mod de etablerede samfundsnormer, mod patriarkatet og borgerligheden. Lis står med et ben i den venstreorienterede, flippede og lesbiske lejr – og et ben, der bevæger sig ind i den digitale revolution, forretningsverdenen og en mand, der får hjertet til at banke. I bogen følger vi hendes egen kamp for at finde sig selv og sin egen stemme, mens årtiet på nostalgisk vis udfolder sig på et baggrundstæppe af tidens tekster fra Pia Raug og Anne Linnet. 

Anmeldelse


Seks stjerner vil jeg straks lade regne over Merete Pryds Helles nye roman Det vågne hjerte. Ligesom kvindernes fortællinger i Folkets Skønhed, der foregår i 30’erne, og Vi kunne alt, der beskriver forstadslivet i 70’erne, er tiden nu kommet til forfatterens eget ungdomsliv i København i 80’erne. Yngre generationer får et unikt indblik en svunden tid – og vi andre, der også var i verden dengang, får genopvakt minder og set epoken i et tankevækkende retroperspektiv.

I det vågne hjerte stilles der skarpt på en tid midt mellem ungdomsoprøret og de flippede 70’ere og ved indgangen af computerrevolutionen og en ny verdensorden, hvor muren falder og alt bliver mere pengeorienteret og strømlinet.

I denne omvæltende tid følger vi Lis, der er en del af et venstreorienteret feministisk miljø, der tror på revolutionen og hylder Kina. Det bliver dog ikke til de store politiske manifestationer, men patriarkatet skal væltes, om ikke andet, så i de små.

Kvinderne kan og vil selv, og flere af dem danner også par, Herunder Lis, der er kæreste med Kirsten, der dog stadig bor sammen med Hans, fordi hun drømmer om at få et barn.

Lis drømmer måske i virkeligheden ikke så meget, men er mest bange for ikke at gøre og sige det rigtige for at forblive i det stærke kvindefællesskab.

At holde hinandens skæbne i sine hænder

Igennem romanen kom jeg flere gange til at tænke på K. E. Løgstrups ord: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Lis bliver udsat for en voldsom og skelsættende oplevelse, da hun går hjem fra sine forældre gennem Utterslev Mose. En kædereaktion bliver igangsat, da hun rækker ud til en anden kvinde, der samme aften bliver voldtaget samme sted. Måske fordi Lis slap væk.
Alice er dybt traumatiseret bliver omfavnet af Lis og af kvindefællesskabet.

Det samme gør politikvinden Lily, der omvendt bliver en redning for Lis. Og har en mand, der tilfældigvis mangler en egnet arbejdskraft til den fagre nye computerverden. Og en god ven, der er umanerlig dejlig og enkemand, men jo ikke kan være rigtig – for hvad med Kirsten, som ovenikøbet er rykket ind og er ganske dominerende. Også på i sengen, hvor en koncert med Marquis de Sade har åbnet for nye sider, som Lis heller ikke formår at sige fra overfor.

Lis bedste veninde Bolette, der så smukt beskriver Lis som hende “håndtag til verden”, står mere fast og tror på sig selv. Her er der plads til en mand, og Pelle ankommer en regnfuld Skt. Hans på Bellevue strand med flettet skæg og masser af kærlighed.

Men hvem er Lis? Er hun kommunist – eller kommende kapitalistisk computerekspert med aktier? Er hun homo eller hetero? Er hun til hjemmestrik eller til Mary Quant-kjolen fra Magasin? Giver hun sig selv lov til at være den, hun er?

Lily har modet til at konfrontere hende:

 

Hvem er du? spurgte Lily. – Uanset hvad folk finder på, vralter du efter. Hvis Kirsten kalder, kommer du løbende som en hundehvalp, hvis Alice eller Merle ser den mindste smule triste ud, skal du gøre dem i godt humør, hvis Grith griner, griner du, hvis Bolette siger noget klogt, prøver du at være klog.”


Det er en intens tid med store strømninger, og vi kommer med på kvindehøjskole i Lisby med vegetarmad, onanihold og tarotkort- og på rejse til Østberlin kort før murens fald. For Lis samler alle trådene sig, og hun lander i sig selv – det gør de alle sammen – og i den nye tid. Med en solid del af deres gamle, smukke værdier om sammenhold, solidaritet og venskab i behold.

Det er en hele vejen igennem smuk og skøn bog – også trods voldsomme udløsende begivenheder i starten. En af de romaner, det er svært at lægge fra sig.

Køb Det vågne hjerte af Merete Pryds Helle på Saxo ♥ (reklamelink)

Det er en hele vejen igennem smuk og skøn bog - også trods voldsomme udløsende begivenheder i starten. En af de romaner, det er svært at lægge fra sig. 

Generation Krænket af den franske forfatter, feminist og antiracist Caroline Fourest
“I maj 1968 drømte de unge om en verden uden forbud. Den nye generation af unge går kun op i at censurere det, der støder eller “krænker” dem”.

Sådan indledes bogen Generation Krænket af den franske forfatter, feminist og antiracist Caroline Fourest, der giver et interessant – og relevant – bidrag til debatten, hvor hun opfordrer til at finde en balance mellem ytringsfrihed og ligestilling.
Hermed krænker hun Milleniumgenerationen – og hvem tør snart ytre sig, hvis ingen må krænkes?

Caroline Fourest kæmper både som intellektuel og som aktivist mod sexisme, racisme og homofobi i Frankrig. Hun har været bidragsyder til satiretidsskriftet Charlie Hebdo, og hun tilhører den franske venstrefløj. Hun er desuden redaktør og medstifter af det feministiske, antiracistiske tidsskrift ProChoix.

Med sin nye bog råber hun vagt i gevær i forhold til den negative konsekvens af en krænkelseskultur, der griber stadig mere om sig. I bogen er hun særligt koncentreret om kulturel appropriation (anvendelsen af kulturelle elementer og symboler fra en anden kultur end ens egen, kulturelt tyveri). Hvordan fx en uskyldig temafest eller en kunstudstilling kan blive til en kæmpe shitstorm med anklager om kulturel appropriation, eller hvordan skuespillere kun må spille roller, der er i overensstemmelsen med deres egen etnicitet eller seksualitet. I Canada er et yogakursus blevet nedlagt på grund af højlydte anklager om kulturelt tyveri!

Meningen er naturligvis god nok, når det, som hun skriver, handler om “at bekæmpe uretfærdigheder og multinationale virksomheder eller sætte sig op mod diktatorer eller vælte tyranner”. Men hun advarer mod en ny kultur af inkvisitorer, der blot skaber ny spild i stedet for at skabe ligestilling.

Vi giver os ikke tid til at fordøje tingene, før vi råber op og den mindste uenighed fører til fuldtonet brok.
Hvem tør længere sige noget, når alt kan krænke nogen?


#MeToo er vigtig, men må ikke blive en folkedomstol

Bogen handler ikke ret meget om sexismedebatten, som jo kører for fuld skrue i Danmark for tiden. Om du kan se lighedstegn må være op til dig at vurdere –  debatten raser jo i alt fald om, hvad der hører til i småtingsafdelingen (i bogen benævnte “mikro-krænkelser”) og hvad der er reelle krænkelser. For mig er der ingen tvivl om, at en usund og forkert kultur med rette er under forandring, men at det også her må være på sin plads at stoppe op og overveje, hvordan balancen bør være i fremtiden.

Om #MeToo-bevægelsen skriver hun, at den fri ytring er vigtig efter så mange års overgreb og chikane. Folkedomstolen må dog aldrig blive til en retssal, der afgør skyldsspørgsmålet og ødelægger en mands rygte.

Ytringsfriheden er truet

Caroline Fourest advarer kraftig mod en ny form for totalitarisme, som undertrykker den frie debat og direkte truer ytringsfriheden. Anført fra universiteterne og af venstrefløjen, som hun jo selv tilhører.

De sociale medier gør det muligt at oppiske en lynchstemning og man opnår automatisk en opmærksomhed fra det, hun kalder internettets “hundekobbel”, så snart man påberåber sig ordet krænket eller offer. Den såkaldte identitetspolitik gør det legitimt og ligefrem in at anklage andre for racisme, islamofobi og kulturel appropriation. Dermed er venstrefløjen ved at indføre en ny form for censur med det argument, at det skal beskytte bestemt grupper mod enhver form for hån og latterliggørelse.

 

Caroline Fourest ser den unge generation som værende midt i en krig om identiteter. “At lynche andre digitalt er deres politiske skoling, deres parti og deres bevægelse. De lærer at hidse sig op over det mindste tweet og bralre hurtigere op, end nogen kan nå at tælle til ti, så de kan høste så mange likes som muligt. Det minder temmeligt meget om de gode gamle Moskvaprocesser, der er nemmere at stable på benene end nogensinde. I dag udspiller de sig på universiteterne.”


Bogen er en advarsel om, at vi risikerer at blive kvalt af krænkelsestyranniet og af en politisk venstrefløj, der lever af konflikter og af kampen om offerrollen.
Hvis ytringsfriheden bliver sat ud af kraft, hver gang enkeltpersoner eller grupperinger føler sig stødt, kvæler vi al debat – endda måske selve demokratiet. Vejen frem er at skabe en ny rummelighed med kulturel mangfoldighed, hvor enhver frit kan identificere sig med, hvem de vil, uden at blive anklaget for kulturel appropriation.

I Danmark tænker vi måske, at denne debat ikke er så fremherskende. Men blot et eksempel: Min mand fik fornyligt en sjov Hawaii-dame forærende til at stille i fx forruden på bilen. Han overvejede seriøst, om det ville være politisk ukorrekt at stille den der, om han kunne tillade sig det! Tankegangen er langt ude, men det er åbenbart her vi er kommet til.

Generation Krænket er udgivet af forlaget Grønningen og findes her hos Saxo. (reklamelink)

 



Præmie givet af Gyldendal!

Efter første side, ja efter de første par linjer, var jeg totalt solgt til den prisvindende norske roman Næste! (Læs uddraget fra den første side længere nede). Straks forstår man, hvorfor forfatteren Nina Lykke betegnes som observant, skarp og humoristisk.

Næste! er et skarpt portræt af nutidens kvinde og det moderne parforhold – af det moderne hverdagslivs mange paradokser og stilstand.

Det er simpelthen drøm af en underholdende sommerferiebog – og DU kan kan være heldig at vinde den her på Qland i denne uge!
Jeg trækker lod allerede næste lørdag den 20. juni.

KONKURRENCEN ER SLUT – TAK TIL JER, DER VAR MED, OG STORT TILLYKKE TIL ANNE, DER BLEV DEN HELDIGE DENNE GANG.

(romanen kan købes hos Saxo herreklamelink)

Næste! En lægeroman

Elin er praktiserende læge, og har været det de seneste tyve år. Omtrent samme mængde år som hun har været gift med sin mand Aksel i. Men pludselig vækkes gamle følelser til live igen, da hun ser sin flamme fra fortiden Bjørn på Facebook. Elin må flytte ind på sin praksis, og tage imod de uendelige bølger af patienter, som aldrig slutter, imens hendes følelser vælter rundt, og Aksel raser derudaf i deres rækkehus.

Nina Lykke har et skarpt blik for .  “Næste!” fortsætter hendes spiddende iagttagelse af nutidens kvaler på genkendelig og satirisk vis i denne sære og humoristiske form for moderne lægeroman.

Nina Lykke modtog den store norske litteraturpris Brage-Prisen for “Næste!”.

 

“Ingen kender understrømmene i befolkningen bedre end den praktiserende læge. Jeg har været igennem det hele: Glutenfrit, laktosefrit, sukkerfrit, alle artiklerne i aviserne og på nettet, der bilder raske mennesker ind, at hvis de holder op med at spise brød eller ost, bliver alt godt. De midaldrende forstår ikke, hvorfor de er trætte hele tiden. Det er fordi, du begynder at blive gammel, siger jeg til dem, men de tror ikke, at det med alder gælder dem, ligesom de ikke tror, at det med døden gælder dem. Der bliver gjort en undtagelse i deres tilfælde. De regner det for en selvfølge, at kroppen bare fungerer, og bliver overraskede den dag, den ikke gør. Den dag afføringen ikke vil ud, søvnen ikke vil komme, eller musklerne ikke vil makke ret. Syvogfyrre er ikke gammel, siger den syvogfyrreårige patient. Jo, siger jeg, syvogfyrre er nok til, at du kan være nød til at tage den lidt mere med ro.” Indledningen af Næste! 

VÆR MED I LODTRÆKNINGEN

Jeg trækker lod allerede på lørdag den 20. juni, så den heldige vinder kan nå at få året sommerferiebog i hus.

Hvis du vil deltage i lodtrækningen, så læg en kommentar under indlægget – skriv, hvor du forestiller dig at nyde romanen. Hjemme i sofaen, på stranden, i haven, i sommerhus eller et helt femte sted.

PS. hvis du vil have en ekstra viderchance, så hold øje med Instagram, hvor der også kommer et ekspemplar af Næste! på højkant.


Indlægget indeholder reklamelinks til Saxo.com. 

Har du brug for inspiration til sommerlæsningen, så skal du se, hvad jeg har gang i af bøger for tiden. Fire bøger, jeg lige har læst – eller lyttet til – den, jeg er i gang med, og de næste to bøger, jeg vil kaste mig over.

 

 

Tour de Chambre af Tine Høeg

Tour de Chambre af Tine Høeg er ikke med på mine billeder, fordi jeg netop har hørt den som lydbog! Jeg har købt et Premium abonnement hos Saxo, der både giver mig rabat på mine bogkøb og adgang til et stort katalog af e-bøger og lydbøger. Og sørme om ikke den helt nye og stærkt anmelderroste nye bog af Tine Høeg allerede var derinde som lydbog!
Jeg elskede den fra start til slut, og den var med i ørene på mig overalt i flere timer, fordi jeg simpelthen ikke kunne slippe den.

»hvad fanden er det egentlig for et spørgsmål at/komme med undskyld mig men som om det bare/ville være lykken for mig at møde en eller anden/idiot som om det er derfor man taler med andre/mennesker det er sgu da en latterlig livsdrøm det/er sgu da ikke det det hele handler om forelske/ sig og formere sig jeg brækker mig over det alle/ bliver alligevel skilt eller er utro alle skal alligevel/dø så OPFOSTRER man nogen så giver man dem/grød og bananer og så kan de rejse sig op hvor/er det FLOT og så går man rundt og føler der er en/MENING MED TINGENE der er for helvede ikke/nogen mening prøv at se det i et større perspektiv/grød og bananer grød og bananer det gør ikke/nogen forskel brug dog din hjerne det er bare forår«

Tine Høeg er 34 år, hun debuterede i 2017, og repræsenterer på smukkeste vis den nye generation af dynamiske, knivskarpe og spændende kvindelige forfattere. Bogens dialog er mesterlig, hvilket bestemt ikke gør den mindre god som lydbog! Det er en medrivende historie om at stå mellem ungdoms- og voksenlivet, om dyb og umulig kærlighed og om venskab og loyalitet.
Udgivet på det hele nye forlag Gutkind, som er værd at holde øje med!



Meter i Sekundet af Stine Pilgaard

Vi bliver hos det nye forlag Gutkind, og vi bliver ved de unge talentfulde – og anmelderroste – kvindelige forfattere.
Stine Pilgaard viser et stort humoristisk talent i den nye bog Meter i Sekundet, men også en skarp og spiddende, men kærlig, iagttagelsesevne og sans for sproget udover det sædvanlige.

Hovedpersonen er nybagt mor og nytilflytter i den lille jyske by Velling (“Vi vil i Velling” er byens slagord), hvor hendes mand er ansat som højskolelærer. Som selvudråbt orakel får hun en geschæft som brevkasseredaktør på den lokale avis, hvor hun deler ud af sin visdom. Altid med udgangspunkt i anekdoter fra sit eget liv. Finurligt, selvironisk og sjovt, og slet ikke så tosset endda.
Ellers slås hun med at få taget kørekort og med at finde rundt i at small-talk’e med alle de søde mennesker i den lille by. Sammen med hendes gode ven, der også er medfølgende påhæng til keramiklæreren, skriver hun nye tekster i Højskolesangbogens sange, fx Slagsang for påhæng.
Og nå ja, ind imellem stalker hun Anders Agger, der bor i byen, for at få nogle gode råd til at samtale. Hun har mange talenter, de er bare ikke alle lige almindelige.

En ung kvinde flytter til Vestjylland, og spørgsmålene melder sig. Hvordan taler man med sin købmand? Kan man stoppe verdens dårskab gennem en brevkasse? Hvad tænker vestjyderne på i pauserne mellem deres sætninger? Hvordan slår man en barnevogn sammen? Hvorfor er højskoleeleverne så glade, og hvad er det, de vil i Velling? (bagsideteksten fra Meter i Sekundet).

Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard

Her er den bog, som jeg netop skal til at gå i gang med. Og jeg glæder mig helt vildt!
Det er bogen Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard.

Bogen tager udgangspunkt i den antikke livsfilosofi Stoicismen og sætter den i et moderne perspektiv i forhold til at undgå stress, angst og depression, som mange – trods vores enorme muligheder, velstand og frihed – lider under.
Bogen lover på både tankevækkende, humoristisk og til provokerende bog vis at give adgang til viden og træning i den stoiske filosofi. Her kogt ned til fem grundprincipper, der kan give os nøglen til et balanceret, frit og meningsfyldt liv:
1. Fokusér på det, du kan kontrollere
2. Succes er at gøre det rigtige
3. Selvdisciplin gør dig fri
4. Døden er din ven
5. Det hele handler ikke om dig.

En lykkelig slutning af Maren Uthaug

Maren Uthaugs tredje bog, og vinderen af læsernes bogpris 2020, En lykkelig slutning, er en usædvanlig slægtshistorie om en bedemandsfamilie. Med et særligt talent for døden og en fremsynethed om fremskridtene inden for branchen, får familien gennem syv generationer opbygget en solid rigdom og succes.


Alle aspekter af døden tager bogen fat i – fra epidemier og hygiejne set i et historisk perspektiver, til begravelsesritualer og overtro over nekrofili og medlidenhedsdrab.
Men først og fremmest er den alligevel en utroligt medrivende slægsroman, der trods den gennemsyrende morbiditet, tager os tilbage i historien til skibbrudne, forældreløse, udvandrere og overlevere, der danner den succesfulde bedemandsslægt Christiansen igennem syv generationer. Men er vi ved at nå til vejs ende i den sære morbide families udvikling?

En lykkelig slutning er en bog, man flyver igennem, og som fuldt fortjent vandt Berlingskes læsernes bogpris overlegent.

Samtaler med fremmede af Paul Auster

Her har jeg ordineret mig selv en portion dannelse og en indgang til en store amerikanske forfatter Paul Auster med den nyligt udkomne Samtaler med fremmede, der samler 44 tekster årene 1967-2017.

Jeg læser lidt ind imellem – bid for bid – for det er litteratur, der kræver, at man, i alt fald jeg, må holde tungen lige i munden. Til gengæld bliver man blæst omkuld af forfatterende sprog, indsigt og betragtninger gennem 50 år. Politiske, litterære og filosofiske betragtninger og portrætter af amerikanske forfattere og kunstnere, om krig, politik, filosofi og forbindelsen mellem fodbold og d. 11. september.

 

ÅRHSOME af Lars AP

Lars AP udgav i 2010 bestselleren FUCKING FLINK, og står bag bevægelsen af samme navn. Et smukt projekt, der opfordrer os danskere til ikke bare at være verdens lykkeligste, men hvorfor ikke også verdens flinkeste?
I den nye bog Århsome er fokus på, hvordan vi mennesker dog skal navigere i en verden, hvor negative nyheder vægter højest og individet kommer først.

Det handler om at flytte bjerge. At komme op af sofaen og ud af joggingbukserne, ud af frygt og depression – om at finde de situationer, som får os til at sige Årh! Dér, hvor vi oplever en betydningsfuld kontakt med andre mennesker. Dér, hvor vi sprudler.
Bogen er måske nok lidt en rodebutik, men stadig et relevant opråb, som jeg med glæde har læst – særligt i lyset, eller måske i skyggen – af Corona-krisen, som bogen sjovt nok landede midt i. Måske af en grund? Hvem ved, men læs fx disse 10 gode (videnskabelige) råd til et længere liv (bemærk, at influenzavaccine kommer ind på en femteplads!):
1. Social integration
2. Tætte relationer
3. Drop rygningen
4. Drop overdreven alkoholindtagelse
5. Influenzavaccine
6. Rehabilitering og motion
7. Fysisk aktivitet
8. Få styr på overvægten
9. Medicinsk behandling (ved for højt blodtryk)
10. Ren luft

 

Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton

Denne her bog ligger også og venter på, at jeg meget snart kaster mig over den! Alt hvad jeg ved om kærlighed af den britiske journalist og forfatter Dolly Alderton, har fristet mig et stykke tid, og da jeg hørte Julia Lahme anbefale den til Gyldendals Forfattermorgen, som du kan finde online her, slog jeg til. Jeg kan i øvrigt anbefale at lytte til de (gratis) udsendelser på Gyldendal.dk. Det er god og interessant underholdning, som sagtens kan tages i ørerne som en podcast.

Vi kan vist godt sige, at vi er henne i noget chic lit her, og jeg glæder mig til at hygge mig og svælge i den. Igen en start-tredive forfatter med mod, selvironi, humor og iagttalelsesevne.

Bogen beskrives som hudløs ærlig, når hun beskriver sine fejlslagne Rod Steward-fester, ulykkelige romancer med forkerte mænd, om kampen for sin karriere og om alvorlige personlige problemstillinger som ensomhed og spiseforstyrrelse. Dolly Alderton er på samme tid stærk, skrøbelig og frem for alt menneskelig, og mange kvinder vil kunne spejle sig i hendes fortællinger. Med lister, observationer, anekdoter og opskrifter er bogen underholdende hele vejen igennem.

Jeg kan ikke vente til at stifte bekendtskab med Dolly Alderton – hun lyder som sjovt og hyggeligt selskab!

Alt hvad jeg ved om kærlighed

Mangler du nogle gode nye bøger til sommeren, så får du lige tre skarpe anbefalinger her fra mig.
De er i helt hver deres boldgade, men fælles for dem er, at det er skarpe penne, der står bag, og bøgerne er på hver deres måde en fornøjelse og en berigelse at læse.

Den ene er et historisk og kulturelt portræt af Spanien, et land som vi alle kender, men de fleste alligevel ikke kender rigtigt. Den næste et bidende, og ind imellem hylende morsomt, portræt af hospitalsvæsenet – og den tredie et portræt af, hvordan det er at vokse op i en underskudsfamilie, hvor børn ikke får lov at være børn.

Portræt af Spanien


Portræt af Spanien er skrevet af min meget nære veninde Nellie Vierhout. Jeg kender fra første hold hendes enorme viden om Spaniens historie, kunst og kultur, og hendes evne til at formidle levende og vedkommende (hun holder også foredrag). Jeg har fulgt hende i det store arbejde med at skrive denne bog, der samler hele Spaniens udvikling fra arabisk herredømme, en del af Romerriget, til monarkiet, inkvisitionen og imperiet – og til borgerkrigen, Franco og fascismen. Fra dyb fattigdom til byggeboom, korruption og krak. Fra Caminoen til de store kulturskatte og gemte perler, til de små karakteristika, som er ved at forsvinde i globaliseringen.
Du får et underholdende overblik over historien, krydret med kultur og sladder fra de kendte og kongelige, gennem tiden og i dag. Endelig får du de bedste anekdoter fra Nellies mange rejser i landet igennem 40 år. Hvis du rejser i Spanien, elsker Spanien, eller vil opfriske din historiske viden – både om Spanien, men også landets sammenhæng med både Europa og resten af verden – så er bogen et must.

Fås på Saxo her(reklamelink)

Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen

Steffen Jacobsen kender du måske som succesrig krimiforfatter, men han var også ortopædisk overlæge, indtil han fornyligt valgte at sige op på grund af det nye it-system, Sundhedsplatformen. Den beslutning uddyber han i bogen Hvis de lige vil sidde helt stille, frue, men du får også en nøgtern og helt nede på jorden betragtning om hospitalsverdenen og det at være læge (et erhverv han fraråder på det kraftigste). Om at blive kastet rundt som ung læge på landets sygehuse – og kastet ud i opgaver, som man dybeste set ikke er rustet til. Det er selvfølgelig alvorligt, men det er også sjov læsning, noget af det sjoveste, jeg længe har læst.
Jeg ville nødig ud i en diskussion med Hr. Jacobsen, han er skarp som bare fanden, men hvor er det dog bare underholdende. Hans virkemiddel er ironi og skarpe karikaturer af alt fra kolleger til patienter og af de forskellige faggrupper på sygehuset. Han får lægegerningen helt ned på jorden, og måske er han også med til at få den forhadte og tilsyneladende helt vanvittige sundhedsplatform ned med nakken.

Fås på Saxo her. (reklamelink)

 

En dag vil vi grine af det

Hvor er jeg dog stadig vild med den unge Thomas Korsgaard, der nu har udgivet sin anden roman efter debuten Hvis der skulle komme et menneske forbi (Læs min anmeldelse her) om livet i en dysfunktionel familie ude på landet.
I den nye opfølgningsroman er det stadig Tue, der er hovedperson, nu gymnasieelev, men stadig dybt trukket ind i sine forældres hensynsløse og egostiske fokus på at holde sig selv oven vande med deres problemer med penge, samliv, alkohol, angst og pillemisbrug. Moren Lonnie har fået en erstatning på 900.000 kr., der giver til både all inklusive i Alanya, nye plasticstole til haven og kobberbryllupsfest, men det rokker ikke ved de dybereliggende problemer og mangel på dannelse og omsorg. Tue nagiverer i et landskab af vold, selvmordstrusler, morens betroelser om utroskab og bare generel afstumpethed. Han kæmper med at finde sig egen identitet – hvilke forbilleder, han skal vælge, hvem han vil ligne og hvem han ikke vil ligne. Hans homoseksualitet bliver næsten sekundær i den sammenhæng, hvor den sociale afmagt er så stor.
Bogen er, ligesom hans første, et must read, som man ikke kan lægge fra sig.

Fås på Saxo her(reklamelink)

 

God læsning ♥