Tag Archive for: mormor

Et udsnit af Bayeux-tapeterne.

Andet stop på vores Frankrigstur var Bayeux, hvor vi har set de berømte gobeliner, Bayeux-tapeterne, og været omkring forskellige D-dagssteder. Vi har også nydt at bo midt i den gamle by på et charmerende Bed & Breakfast, som er blevet vores favorit overnatningssteder.

 

Efter at have fulgt i min mormor fodspor, drog vi videre ca. 4 timers kørsel fra Arras til Bayeux. Vi ville se nogle af D-dagsstederne, og især Sten er interesseret i slagene og krigens detaljer. Jeg var den, der var mest vild med at skulle se Bayeux-tapetet, men begge dele blev en utrolig stor oplevelse for os begge. Og selve byen, som er meget fin og livlig, uden at være for turistet – i alt fald ikke på dette tidspunkt – og med en imponerende katedral, som har en historie, der er tæt forbundet med Bayuex-tapeterne.

Katedralen i Bayeux.

 

Jeg skal ikke komme ind på selve historien, men det at se den 70 meter lange broderede “tegneserie”, der fortalte om normannernes velforberedte hævntogt og invasion af England i 1066, var en stor oplevelse. Sikke en fortælleevne, billedsprog og håndværk!
Igennem tiderne har kunstværket været gemt og bevaret af befolkningen, bl.a. under anden verdenskrig, hvor tyskerne ville stjæle det.
Nu skal museet snart gennemgå en stor renovering og Bayuex-tapeterne skal til London imens, kunne være søde værtinde fortælle os.

Vi er blevet tossede med B&B

 Aggarthi Bed and Breakfast byder på en skøn stemning.

Vi har virkelig fået øjnene op for at bo på små private B&B, og vi nød charmen og det personlige i boligerne i både Arras og Bayeux (du kan finde stederne i indlægget her). Det er måske ikke så fancy, men der er hyggelige snakke, god information, super service, lækre hjemmelavet morgenmad – og så er det sjovt at bo i hotelværelser, der er indrettet samme sted, som folk bor privat. MEGA hyggeligt.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast blev vi om morgenen vist på plads til morgenmaden af hunden Gus.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast blev vi om morgenen vist på plads til morgenmaden af hunden Gus, der var høns i haven, seks katte, en skøn lukket byhave og en skøn stemning. Vores værelse (med bad) var i en tidligere hestestald, og der var adgang til en noget ramponeret, men charmerende, køkken. For mig fås det ikke bedre.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast er der hyggelige høns i haven.

 

D-DAG!

Tæt på Bayeux ligger området for D-dags invasionen den 6. juni 1944, der vendte Anden Verdenskrig og førte til befrielsen af Paris den 25. august.
Vi startede i Arromanches, hvor de allierede anlagde en kunstig havn, Port Winston, hvor de kunne landsætte de 130.000 mand. Alene dét, at se resterne af havnen, som blev slæbt hertil i al hemmelighed som et samlesæt, gør det hele meget virkeligt.

Vi startede i Arromanches, hvor de allierede anlagde en kunstig havn, Port Winston, hvor de kunne landsætte de 130.000 mand.

Derefter fortsatte vi til Omaha Beach og så kirkegården for de flere end 9.000 amerikanske faldne. Begge steder så vi museerne og fik virkelig fortalt historien.

Derefter fortsatte vi til Omaha Beach og så kirkegården for de flere end 9.000 amerikanske faldne. Begge steder så vi museerne og fik virkelig fortalt historien.

Jeg havde ikke forestillet mig, hvordan det hele ville krybe ind under huden på mig. Vi var begge både lidt forstemte, men også meget rørte, og tænkte med taknemmelighed på, at verdens største invasion blev gennemført dengang af vores allierede: USA, England og Canada. Nu forstår jeg virkelig, hvor imponerende stort intellekt, kreativitet, organisationstalent og mod, der lå bag.

20 år og forældreløs i en krigszone!

Det var en utrolig oplevelse at se stederne og i forhold til min mormor gav det igen en endnu større forståelse for hendes liv. Hun var tyve år, da krigen kom. Forældreløs, hendes bedsteforældre var også begge døde, da hun var fyldt 16. Hun boede formentlig i Arras, som blev angrebet af tyskerne i 1940, og hun var siden blandt de titusinder af franskmænd, der blev tvangsudskrevet til at arbejde for tyskerne. Det blev grunden til, at hun kunne møde min morfar i Hamborg!

Når man står på D-dagsstederne, så bliver der hele endnu mere virkeligt og gruopvækkende, men jeg er så glad for at have været der. Det er en vigtig historie, som vi aldrig må glemme. Både for dem, der var der dengang, og for, at de aldrig må gentage sig.

Trods krigshistorier er det en dejlig tur!

Nu kan det lyde meget alvorligt og trist det hele, men vi har virkelig en dejlig tur her i Frankrig. Historien kan vi ikke løbe fra, den griber ind i os alle. Var det ikke for krigen, havde jeg slet ikke været til!!!!

Det er skønt at være på road trip, solen skinner (det meste af tiden), vi oplever helt nye steder, går ture og hygger os, går på marked og spiser dejlig mad. Og nyder hvert eneste sted, vi kommer frem til og får nye fælles oplevelser i bogen ♥

Til hyggeligt marked i Bayeux.

Næste stop er et kort besøg i Saint-Malo. Faktisk er jeg her i skrivende stund – men det må du høre mere om inden så længe 🙂

Place des heros i Arras, Pas-de-Calais
I dag oprandt dagen, hvor jeg endelig skulle gå i min mormors fodspor. End ikke hun selv vendte tilbage til Frankrig, som hun forlod under krigen. Jeg havde fundet hendes fødested via Myheritage og tog til den lille by – her snart 80 år efter, hun forlod landet – i håb om måske at finde nogen, der kendte til hende eller måske ligefrem er familie. Og om ikke andet, så for at se og opleve, hvor hun kommer fra og har haft sin opvækst og ungdom.

Jeg har fået navnet Jeanette efter min franske mormor, Jeanne. Navne har stor betydning for vores identitet, og for mig har min mormors historie nok derfor fyldt ekstra meget. Jeg bærer et navn fra hende, hvis slægt og baggrund, jeg ikke kender.

Wanquetin, Frankrig, hvor min mormor kom fra.

Måske var det et naivt håb, at jeg kunne tage til den lille by Wanquetin i Nordfrankrig og støde på efterkommere af min mormors søster og bror.
De må jo findes et sted, men familierne kan jo have forladt landsbyen og området for årtier siden.

 

Min mormor med min mor – i Danmark i 1946.

Min mormors niece/min mors kusiner – som jeg fra gamle postkort ved hedder Fernande, Chantal og Josiane – må være ældre mennesker nu, og snart lukker vinduet for at finde folk, der har hørt om min mormor fra en person, der rent faktisk har mødt hende.
Om hundrede år er alting glemt, er en sandhed, jeg bliver mindet om!

At gå de samme steder

Vi lagde ud med adressen, som Myheritage angiver som min mormors fødested. Pudsigt nok står der stadig Merville, hendes efternavn, på bygningen, som huser et bygningsfirma. Akkurat som jeg havde set på kortet (læs indlægget her).

 

Merville, Wanquetin
Ingen var hjemme, så jeg snusede rundt omkring bygningerne og i haven og forestillede mig, at de største af træerne måske har været der, da min mormor var en lille pige. En lille pige på fire år med en død mor, og en far, der forlod menageriet og overlod børnene til bedsteforældrene. Jeg gik lidt rundt i området og forestillede mig, hvordan hun kan have gået de samme steder – måske ned af vejen og til højre til den lillebitte kirke.

Kirken i Wanquetin

 

Videre til byens lille kirkegård, fandt vi – med god hjælp fra en sød ældre mand – et familiegravsted. Men, ligesom han kunne fortælle, at personerne på den gamle adresse ikke passede med dem, jeg søgte, så ringede der heller ingen klokker med gravstedet.

Der er andre grene af Merville’r, og han henviste mig til en anden lille by i nærheden. Montenescourt. Også her spurgte jeg mig frem hos tilfældige, jeg stødte på – og byerne er så små, at de kunne afvise at vide noget om, hverken Florent eller Marie Madelaine og deres efterkommere. Igen var der andre grene af familietræet, men ingen af dem, jeg søgte.

Jeg lukker med glæde bogen her!

Nu lukker jeg bogen efter at have besøg stedet og konstateret, at der ikke er nogen tilbageværende i den lille by, der kender min mormor.

Jeg har stadig henvendt mig til stamtræsbestyrerne via Myheritage, og jeg står selv opført derinde. Så måske en dag – eller ikke. Det er helt i orden.
Nu ved jeg, hvor min mormor kommer fra. Jeg har set det, jeg har været der, jeg har gået der, og det gør mig rigtigt glad.

Faktisk er jeg her endnu, mens jeg skriver.

Vi bor i Arras, som er hovedbyen, og som er den by, min mormor fortalte, at hun kom fra. Måske flyttede hun hertil, da hun flyttede hjemmefra. Måske boede hendes bedsteforældre her. I alt fald var det byen, hun kaldte for sin.

Arras er min mormors by

Place de heros, Arras

Når nogen fremover spørger, vil jeg fastholde min mormors oplysninger om, at hun kom fra Arras. Jeg aner ikke, hvor længe, hun var i den lille landsby udenfor byen – og i alt fald må Arras være det sted, hun forlod i starten af 1940’erne for at leve resten af livet i Danmark.

Her er smukt! Et væld af gamle bygninger, som hun også må have set mange gange – og en meget stor og overvældende plads, La Place des Héros.

Place des heros i Arras

Byen er især kendt for slaget ved Arras under første verdenskrig, og siden for en labyrint af underjordiske tunneler, som befolkningen byggede under Anden Verdenskrig, som et værn mod de tyske bombardementer. Gamle billeder viser enorme ødelæggelser, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad min mormor mon har nået at opleve. Jeg hørte aldrig om det, hun vendte aldrig tilbage – måske på grund af traumer fra både krigen og den døde mor og faren, der stak af.

Som sagt, betyder vores navne mere for vores identitet, end vi måske umiddelbart går rundt og tror. Jeg ved og har set og mærket, hvor min mormor kommer fra, og jeg har gjort en indsats for at lære den del bedre at kende. Når alle indtrykkene er sunket ind, så tror jeg, at jeg har føjet en lille brik til mig selv, og jeg er glad og stolt over, hvad jeg har oplevet i dag. Det blev ikke til det store møde, men jeg har været der –  pigen, der er opkaldt efter sin franske mormor, kan nu sige, at hun ved, hvor det hele startede 🙂

 

PS. Du kan følge vores videre tur i Frankrig på bloggen de kommende dage!

Au Caeur d'Eden er et meget hyggeligt og personligt lille hotel i Arras

 

 

Det er nu et par måneder siden, at jeg fortalte, at jeg havde fundet min mormors fødested via Myheritage. Siden har jeg også fra gamle postkort fundet frem til, at hun formentlig har haft mindst tre niecer. I næste uge er det så tid til, at turen går til Frankrig!  Og jeg har tænkt mig at banke på døren til det hus, hun er vokset op – og hvor hendes efternavn på døren i dag stadig vidner om, at der kan bo slægtning.

 

I dag har vi fået planlagt vores tur til Frankrig i detaljer. Før, turen går videre til Provence, hvor vi skal være sammen med gode venner, skal vi være fire dage i Nordfrankrig.

Mon jeg kan finde nogen, jeg er i familie med?

Først skal jeg på sporet af min afdøde mormor i en lille by, der hedder Wanquetin. Den ligger lige udenfor Arras, hvor vi skal bo et par dage. Arras er hovedbyen i regionen Pas-de-Calais og er efter sigende en malerisk by med den højeste tæthed af historiske monumenter i hele Frankrig, hvilket gør det til en fantastisk destination for arkitektur-, kultur- og historieinteresserede. Derudover skulle den være et mekka for foodies med gode cafeer og markeder.

Vi har fundet et hyggeligt hotel – det håber vi i alt fald. Anbefalingerne på Booking.com ser vildt gode ud (9,8), og billederne er fine og meget “franske”. Det hedder Au Coeur D’Eden B&B og ligger i Arras kun 17 km. fra Wanquetin.

Jeg har skrevet til Wanquetin kommune og spurgt, om de evt. kan hjælpe med informationer, men ellers har jeg tænkt mig at gå lidt rundt i den lille by med lidt over 700 indbyggere. Jeg vil også banke på døren til hendes fødeadresse, hvor der ligger et firma med hendes efternavn.

Det bliver selvfølgelig spændende at se, om der overhovedet kommer noget ud af det. Jeg har ikke den store plan eller forventninger, og jeg vil også være glad bare for at gå rundt og indsnuse byen.

D-dag og Bayeux tapetet

Det er lidt sjovt at tænke på, hvad jeg mon får med mig af oplevelser fra min mormors fødeby. Men uanset hvad, så bliver næste stop Bayeux, der ligger centralt for at opleve nogle af D-dags monumenterne ude ved kysten.

Bayeux er først og fremmest kendt for museet, der udstiller det berømte Bayeux-tapet. Det glæder jeg mig meget til at se! Det er fremstillet i 1000-tallet, er en gobelin på en halv meter i højden og 70 meter i længden broderet med uldgarn på hørlærred. Det kaldes verdens længste tegneserie og viser, hvordan normannerne (“mændene fra nord”, specielt danske vikinger) med Vilhelm Erobreren erobrede kong Harald Godwinsons England ved slaget i Hastings i år 1066.

Vi har fundet et Bed & Breakfast 100 meter fra museet, der ser hyggeligt ud og har virkelig gode anmeldelser. Aggarthi Bed and Breakfast hedder det. Vi går efter charmerende steder, der ikke koster en royal formue, som ligger godt og vurderes godt af brugerne.

Herfra kommer vi til at køre til den nærliggende kyst, hvor vi vil se nogle af monumenterne og kirkegårdene fra anden verdenskrig.

Saint-Malo

Har du læst den fantastiske roman Alt det lys, vi ikke ser, så har du sikkert også bidt mærke i Saint-Malo.
Den historiske by ligger malerisk, omgivet af en fæstningsmur, og med smukke strande og en stor havn. Her er historier om pirater og krig. Under Anden Verdenskrig blev byen næsten udslettet af de allieredes bombardementer. Derfor stammer de fleste af bygningerne fra 1950’erne.

Vi skal have en enkelt overnatning og har valgt at prioritere en helt central beliggenhed ved vandet. Hotellet hedder Hotel De France et Chateaubriand (og ja, det er stedet, hvor oksemørbradretten Chateaubriand er opfundet!)

Med gode venner i Provence

Endelig går turen videre ca. 1100 km. sydpå til Provence, til en lille by, der hedder La Cadière-d’Azur. Her skal vi bo i et lille byhus som nogle af vores gode venner lejer hvert år.
I en lille autentisk og hyggelig fransk middelalderlandsby på toppen af en bakke tæt på Bandol.
Vi glæder os så meget til at opleve den og hygge i godt selskab og falde ned på torvet, på markedet og i de små cafeer.

Det er planerne – og om en lille uges tid er vi på eventyr. Jeg glæder mig til at fortælle om det hele ♥

 

Jeg har tidligere skrevet historien om min franske mormor her på bloggen. Hun hed Jeanne Florentine Merville, og hun forlod Frankrig, da hun var i tyverne. Her blev hun til en Pedersen og så sig aldrig tilbage. Det var yderst begrænset, hvad hun løftede sløret for om sin fortid, og nu lever hun ikke længere. Jeg har af og til igennem årene forsøgt at Google hendes navn i håb om at finde et spor. Forleden prøvede jeg – nærmest for sjov – på Myheritage, og jeg fik en kæmpe overraskelse, da jeg fandt hende registeret derinde!

Jeanne Florentine Merville. Jeg fik en kæmpe overraskelse, da jeg fandt hende på Myheritage.

Sten og jeg planlægger en tur til Frankrig til sommer, hvor vi bl.a. vil besøge min mormors fødeby og måske finde nogle spor om hendes barndom.
Min viden begrænsede sig, udover hendes fødselsdato, indtil for et par dage siden til, at hun kom fra byen Arras i Nordfrankrig.

Jeg har overvejet at kontakte kirkekontoret, men Sten fik den idé, at jeg kunne prøve at lede via Myheritage.dk. Jeg lavede en gratis profil i14 dage og slog hendes navn og fødselsdag op.

Og der var hun!!!!!!!!!!!!! Det var en helt vild oplevelse og jeg måtte selvfølgelig straks ringe og fortælle nyheden til min mor.

Min mormor havde en “hemmelig” søster

Jeg vidste, at min mormor mistede sin mor, da hun var lille. En af de få fortællinger, hun løftede sløret for var, hvordan det gyste i hende, da hun blev tvunget til at kysse den døde mor på kinden til farvel.

Nu kan jeg sort på hvidt se, at hendes mor hed Fernande og døde som 30-årig, da min mormor var fire år gammel. Hendes far Adolphe rejste og overlod børnene til bedsteforældrene Francois og Aimée. Min mormors far er der kun et fødselsår på, så han forsvandt vitterligt ud i tågerne. Gad vide, hvad der drev ham til at forlade sine tre små børn for altid?

Den yngre bror, som jeg ved fra min mor, at min mormor, som ganske lille, måtte bære ansvaret for druknede i en nærliggende år, hed Florent. Ham er der ingen dateringer på, men til gengæld er der en 2 år yngre søster, som vi aldrig har hørt om: Marie Madeleine Fernande Merville.

Måske er det Maries efterkommere, der har skrevet min mormor ind i stamtræet? Jeg ved det ikke, men jeg har har skrevet til ham, der administrerer det pågældende stamtræ på Myheritage. Jeg har endnu ikke hørt fra ham, så jeg venter i spænding!

Nu har vi et sted, vi kan besøge til september!

Min mormors konkrete fødested kan jeg nu også se. En lille by, Wanquetin i departementet Pas-de-Calais i regionen Nord-Pas-de-Calais. Ikke meget mere end 5 km. fra hovedbyen Arras, som er den, min mormor altid har refereret til. I Wanquetin bor der omkring 700 mennesker, så der må være nogen, der ved noget om familien Merville, hvis jeg ikke får kontakt via på Myheritage.

Når jeg zoomer ind på det sted på kortet, som er angivet, er der faktisk er en ældre bygning, hvor der i dag er et skilt med navnet Merville.

Jeg ville så gerne vide….

Hvis det lykkes at få et svar fra kontaktpersonen for min mormors stamtræ, så ville jeg så gerne vide noget mere om hende!

Det kunne fx være:
Hvor boede hun præcist? Er huset der stadig? Ligger nogle af min mormors søskende eller forældre på kirkegården?
Er der efterkommere – fætre og kusiner til min mor? Grandfætre og grankusiner til min bror og mig?
Hvad kan de fortælle om min mormors familie og opvækst?
Har familien talt om hende og tænkt på hende, efter hun forlod Frankrig og slog sig ned i Danmark?
De har registreret hende på Myheritage, og endda også hendes nye danske efternavn – er det fordi, de er været nysgerrige på, hvad der skete hende?
Hvorfor talte søstrene ikke sammen resten af livet?
Ved de, hvordan havde hun det med, at hendes storesøster rejste væk for altid?
Hvad skete der præcis under krigen – så de aldrig min mormor igen efter, hun kom til Hamborg på tvangsarbejde?
Hvad skete der omkring lillebroderen Florents død? Hvad er fortællingen i familien? Min mormor fik jo skylden.
Har den franske familie også af og til tænkt, at de måske havde en kusine (min mor) i Danmark? Har de også ledt på nettet af og til?

Måske er der endda nogle efterkommere til min mormor, som jeg kan være så heldig at møde. Søstrene er jo døde og borte nu, men de er en del af os og naturligvis grunden til, at vi er her i dag. Hvad jeg som sådan “skal bruge det til” ved jeg ikke – andet end, at jeg gerne vil se, hvor min mormor kommer fra. Også selvom det tilsyneladende var så smertefuldt for hende, at hun valgte at vende det hele ryggen og starte forfra i Danmark. Så er det stadig hendes DNA, og mit. Og hvem ved, måske møder jeg nogle søde mennesker, som jeg – ganske vist lidt langt ude – er i familie med!

 

Hvis du vil læse mere om min mormors historie, så se indlægget Historien om min franske mormor.


Hvad mon der sker?

Nu er der et udgangspunkt for at søge tilbage og simpelthen se, hvad der sker! Jeg kan kun blive klogere, og allerede nu ved jeg lidt mere og kan se, hvor min mormor kommer fra.

Myheritage er et fantastisk værktøj, som åbenbarer nye informationer. Nu laver jeg mit eget stamtræ derinde og er blevet lidt grebet af det. Men først og fremmest, så venter jeg spændt på, om og hvornår efterkommerne til min mormors franske slægt lader høre fra sig.
Og derudover glæder jeg mig til at komme derned og se Wanquetin med egne øjne til september.

Hvis du har lyst, kan du følge med her i rejsen på Qland! ♥