,

Uge 30 – Fokus og Favoritter!

En uge, hvor jeg har taget en stor beslutning omkring bloggen – og har prøvet noget, som jeg aldrig havde forestille mig, at jeg skulle.

Så er vi rykket lidt ud i sommerlandet igen! Vi har flyttet basen til Helsingør og ligger nu med udsigt til Kronborg i et par dage. Bare 38 km. hjemmefra, men det føles som noget helt andet, når man bevæger sig på vandet. Så snart man er ude i bølgen blå, så lægger man lynhurtigt alt andet til side og er i nuet. Og som jeg skrev om sidste søndag, så behøver man ikke taget langt væk for at nyde nuet og skabe feriestemningen og rummet for afslapning, der hvor man er.

Hvad vi til gengæld ikke er herrer over er selvfølgelig vejret. Men det er lunt, og der er sus i skørterne.
Min nederdel er en gave fra Brandtex, hvor jeg har fået lov til at udvælge nogle styles. Det er sjovt at gå på jagt i et mærke, som man normalt ikke køber selv, men jeg må sige, at denne her nederdel i tyndt denimstof bare er et hit, og jeg er overrasket over, at pasformen passer mig så godt. Du kan jo selv tage et kig på deres nye webshop Like Anna, hvor er i øvrigt er udsalg.

Mine hvide sneakers, som jeg bor i denne sæson, er en model P 6000 fra Nike, som jeg har købt hos Zalando. De sidder lige i skabet.

Den bløde stormaskede strik, som jeg har over skuldrene er i en helt anden boldgade. Et dansk mærke, DAWNxDARE, der laver super spændende og anderledes ting. moderne, men alligevel tidsløst – jeg kunne nærmest tænke mig det hele! Du kan se det her.

Nu er det besluttet – bloggen får nyt navn!

Nu skal der ske  noget nyt! Jeg har luftet ideen før og haft det på tegnebrættet i alt fald i et år. Men nu er det tid til at bloggen her skal have et nyt navn.
Det er lidt grænseoverskridende, når jeg har skrevet på Voksenlivsstil i over 7 år, men på den anden side, så er det måske også tide, at der sker noget nyt.
Navnet bliver lidt mere “smart”, lidt kortere, og vil måske appellere mere til kvinder generelt og ikke kun os, der definerer os selv som voksne. For det handler jo dybest set ikke om alder, det siger jeg jo selv igen og igen. Det handler og livsstil, stil, personlighed, livsmod og i at være aktiv og interesseret i verden omkring os og i at følge med tiden. Uden at miste os selv. Og så er det ligemeget, om man er 30 eller 80.

Jeg har domæne og et nyt logo klar, og i næste uge skal jeg have taget billeder hos super dygtige fotograf Jacqueline Fluri, så hele facaden får en tiltrængt renovering.

Indholdet, og jeg, forbliver jo den samme, men navnet bliver bare et andet om kort tid. Jeg vil ikke løfte sløret for det endnu, men jeg GLÆDER mig og må også indrømme, at jeg er lidt spændt.

Jeg har været til healer!

Det er åbenbart en uge, der står i forandringernes tegn! Jeg har aldrig været specielt tiltrukket af det alternative, og vil ikke betegne mig selv som et udpræget spirituelt menneske. Alligevel, man udvikler sig, og går man igennem fx et sygdomsforløb, som jeg har været igennem, så åbner man sig måske for nye ting og kan se meninger og behov for noget, som ikke var tiltrækkende før.
Jeg følte bare pludseligt, at jeg gerne ville prøve en healer. En som kan være med til at give mig tryghed i forhold til, at jeg er rask og være en brik i al den forebyggelse, jeg har lagt ind i mit liv.
Jeg tænkte, at det jo i værste fald ikke kunne gøre skade 🙂

I torsdags var jeg hos Steen Kofoed, som er en af de mest kendte healere i Danmark, og jeg er ikke i tvivl om, at han kan noget. At der er sket noget, og der sker noget i mig. Selve healingen foregår i efterfølgende par uger fra man har været der.

Det er en meget individuel og meget personlig oplevelse, og man skal naturligvis tro på det og gå ind i det med åbent sind. De ting, han havde at sige til mig, ramte meget plet. Det sygdomsmæssige var jeg tydeligvis forbi, og det var ikke noget, han kunne se mere af i min krop, og det var ikke noget, der var fokus på fra hans side. Det kunne ikke have været mere positivt for mig. Til gengæld vil han hjælpe mig med at få min livsenergi igen, hvilket jeg godt kunne genkende, da han sagde det.
Allerede, da jeg gik ud af døren, følte jeg mig let og glad og mere livskraftig.
Om et par uger tager jeg ½ times forfølgning for at forstærke effekten, for jeg kan simpelthen mærke, at der er sat noget godt og vigtigt i gang.

At lande helt på benene igen

Jeg har jo sagt, at det ikke skal handle om sygdom mere, og det tidligere brystkræfttilfælde er vitterlig ikke noget, jeg vil identificere mig med eller dvæle mere ved end højst nødvendigt. Alligevel så sætter sådan et forløb jo uundgåeligt sine spor. Mit besøg hos healeren er jo en direkte afløber af alt, hvad der er sket. Hele mit liv har taget en drejning i forhold til at passe godt på mig selv på alle mulige måder. Qi qong er blevet en vigtig del af min rutine, som jeg elsker. Yoga kommer jeg til at dyrke mere og mere. Meditationer og afslapning er noget, jeg prioriterer. En god og sund kost er noget, jeg bruger tid på og prioriterer måske højere end noget andet. For ikke at tale om, at jeg bare gerne vil nyde det og have det godt. Og det har jeg.

Det er stadig kun godt en måned siden, at jeg fik den sidste strålebehandling, og jeg klapper faktisk mig selv på skuldrene for at være kommet så godt og hel igennem, og for at have lagt det hele ret så meget bag mig allerede. Det er også noget, jeg har kæmpet for og brugt det meste af min tid og mit mentale overskud på.
Derfor er det også blevet til lidt mindre skriveri her på bloggen. Men jeg føler virkelig, at jeg er landet ret godt og solidt på benene igen, og jeg er bare så heldig og taknemmelig.

Så efter en tiltrængt sommerferie, så er jeg ved at være klar til at tage hul på det nye kapitel her på bloggen. Stadig den samme, men med et lidt andet fokus på nogle ting og nogle lidt andre prioriteter. En hel del klogere, og herinde har jeg i alt fald vist en del af livet, som er knap så sjov, men også, at man kan komme godt ud på den anden side.

Ugens beautyfavorit

Ovenpå healere og sygdom, kan man så servere en ugens beautyfavorit? Ja, selvfølgelig, alt det er der heldigvis masser af plads til igen. Til gengæld er det i denne uge et boost, også til helbredet, jeg er ude i, hvor jeg er gået i gang med at teste de nye flydende super kosttilskud Liquid Life fra pHformula.

Jeg skal nok komme tilbage i et indlæg med, hvordan de virker, men det interessante er, at det er noget, man tager i en begrænset periode som en kur. I 10, 20, 30 eller i særlige tilfælde helt op til 60 dage, hvis man vil henholdsvis booste, forynge, genopbygge/reparere huden.
Men det er altså ikke noget, du skal blive ved og ved med, eller abonnere på.


pHformula Skin boost indeholder essentielle ingredienser til at opretholde en sund hud indefra, så som peptider, vitaminer, mineraler, kollagen og hyaluronsyre.  Det er flydende og giver dermed en meget høj koncentration af bl.a. kollagen, som man mister, når man bliver ældre, og det optages med det samme i kroppen. Udover reduktion af linjer og rynker, skulle det forbedre hår og negle, fasthed og elasticitet i huden og iøvrigt hjælpe på den generelle sundhedstilstand, herunder afhjælpe stivhed og ømhed i leddene. Sidstnævnte kan jo være et stort problem for kvinder efter overgangsalderen.
Jeg vender tilbage om nogle uger med flere detaljer, men er du interesseret kan pHformula fås hos klinikker landet over.  

♥♥♥♥♥

Vi ses til en ny dejlig uge lige om lidt.

 

7 kommentarer
  1. Janet
    Janet siger:

    Det lyder super spændende, glæder mig til lanceringen😃. Er selv hele tiden i tvivl om mine dispositioner, foto og indlæg på min, ret nye, blog Livsmoden. Kigger ofte forbi her hos dig og lader mig inspirere af din fine stil👋🙂

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Hej Janet,
      Tak, jeg glæder mig også selv – og det er ikke uden bævrende hjerte, at jeg venter på, hvordan det hele bliver, og hvordan det mon bliver modtaget.
      Efter planen sker det på torsdag!

      Tillykke med din egen blog! Vi er ikke så mange, men jeg tror, at blogs skrevet af voksne og modne kvinder er meget velkomne hos mange – for vi har jo netop meget at give hinanden. Du skal ikke være så meget i tvivl om, hvad du gør. Følg først og fremmest dit eget hjerte, vær dig selv, så finder du din naturlige plads i bloguniverset. Det er det bedste råd, jeg kan give.
      Alle lader sig nok inspirere rundt omkring hos hinanden, selv gør jeg det ikke så meget, men tror på, at det vigtigste er, at indholdet kommer fra hjertet – og man har noget på hjerte. Det er selvfølgelig ikke lige dybt og eftertænksomt hver gang, men en god blanding tror jeg nu også er fint.
      Jeg har været i gang i mere end 7 år, før der rigtigt var andre danske blogs rettet til voksne kvinder. Jeg har brugt tid på at finde min vej, dag efter dag, måned efter måned, år efter år. Det TAGER tid, særligt når man ikke kommer som kendis, men tror på dig selv, så kommer det.
      KH Jeanette

      Svar
  2. Tina
    Tina siger:

    Hvor ser du godt ud sådan lidt forblæst 🙂
    Bliver spændende med navnet og det nye, glæder mig 🙂
    Healing lyder også spændende og er helt sikkert godt for krop og ånd 🙂
    God sidste del af juli ønskes du herfra 🙂

    Svar
  3. tina/mormormedstiletter
    tina/mormormedstiletter siger:

    Uhh, er lidt spændt på det med det nye navn!
    Har selv tænkt tanken om min blog af og til, men hver gang vælger jeg, at forblive Mormormedstiletter;-)

    Skynd dig af release det, så jeg kan blive inspireret!!

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Ja, det er også en svær beslutning, som jeg har tumlet med længe. Men nu skal det være, og jeg glæder mig også helt vildt til at få det sat i værk. I morgen er det fotograf og nye billeder, så der sker virkelig noget.
      Spændende, hvad du vil synes om det.
      KH Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.