Uge 32 – Fokus og Favoritter! En ny begyndelse

Det har virkelig været en skelsættende uge for mig som blogger! Efter at har skrevet siden 2012 under blognavnet Voksenlivsstil var det endelig blevet tid at føre en længe overvejet navneændring ud i livet! Rent teknisk skal man holde tungen lige i munden, så en ændring af domænet er ikke noget, man bare gør for sjov – hverken overfor sine læsere eller overfor Google, hvor den ranking, der er opnået gennem alle årene, meget gerne skal bibeholdes. Men nu skulle det være og det ser ud til, at alt er gået over forventning!

Blog for voksne kvinder
Det behøver nok ikke den store introduktion, at navnet er ment som et univers for kvinder. Mit personlige lille land, hvor jeg fortæller om mit eget liv og forsøger at inspirere om stort og småt – fra at tage sig godt og positivt af sig selv, hvad angår både krop og sjæl, til tips om beauty, mad, bolig, bøger og meget mere.

En ny begyndelse

Qland er blevet født, én af Danmarks første og største blogs for voksne kvinder har fået en ny og – synes jeg selv – skarpere og flottere profil.
Jeg har selv en god følelse og er glad for det nye navn, og jeg håber bestemt ikke mindst, at du som læser vil synes om det og vænne dig til forandringen.

Jeg har også en fornemmelse af, at det i det hele taget er startskuddet på en ny og frisk begyndelse for mig.
Jeanette Hylleborg

Ny opdateret profil, nye billeder, ny motivation. Vi ryster lidt af det gamle støv af og overvejer nye veje – det tror jeg er meget sundt.
JEG er super frisk igen og tilbage på banen efter sygdom, og det hele føles bare energisk og godt og rigtigt. Så jeg glæder mig til en slags ny begyndelse.

Ros fra bloggerkollegerne

Man kan måske tro, at der er stor konkurrence mellem de forskellige bloggere, men det gælder ikke for os voksne af slagsen. Der er jo ikke så mange af os, men vi er nogle stykker med hver vore speciale og profil og personlighed, som ofte mødes til pressemøder eller ses privat. Der er ikke noget karrighed eller misundelse mellem os, og tværtimod støtter vi ofte hinanden og nogle er også blevet nære veninder:

Min allernærmeste “kollega” og løbende sparringspartner er fx min veninde Silke, beautyekspert og indehaver af bloggen BeautybySilke

Derudover har Qland fået den sødeste omtale på Instagram fra skønne Heidi fra IbbyHeart, der trods sin egen hårde kamp mod sclerose altid har et venligt ord og noget at give til andre ♥

Sidst, men ikke mindst, har min veninde Pia fra Fiftyfabulous har givet mig en kæmpe spalteplads og har skrevet den sødeste kommentar om min “makeover” i hendes søndagsindlæg, som du kan hoppe over og læse her

Det glæder mit hjerte, at vi gensidigt kan støtte og løfte hinanden op i stedet for at se hinanden som konkurrenter. Vi er jo netop voksne mennesker, der har en kæmpe glæde i at formidle og dele ud af os selv og vores ideer til andre.

Ugens beautyfavoritter

Selvom huden har fået farve efterhånden og højsommeren ser ud til at være klinget lidt af, så skal man ikke begå den fejl og tro, at huden bedre kan tåle solens skadelige stråler! Det kan den nemlig ikke – de skader ligegyldigt hvad, og uanset, hvordan vi vender og drejer det, så giver de rynker, hvis vi får for meget af dem.
Skal det være enkelt og hurtigt, så er det om at finde nogle super plejende cremer, der har solfaktor til ansigtet, og her får det et par bud, som jeg selv bruger for tiden.
Begge føles som helt normale dagcremer, lette og plejende i konsistensen, og du føler ikke, du har solfaktor på. Begge er rigtigt gode cremer i to forskellige prisklasser.

Den første, er fra det skønne tyske mærke MUTI, som er en helt enkel og ærlig serie bestående at ganske få produkter med de helt rigtige ingredienser og uden noget af det, som vi helst vil undgå som parabener, farvestoffer, silikone. En faktor 20 er fin på en overskyet dag, eller hvis du ikke ligefrem skal ud og have ansigtet vildt meget op i solen.
Her får du creme på et højt niveau, meget fugtgivende og plejende og udglattende, til 349 kr. for 50 ml.
Du kan læse meget mere om mærket i dette tidligere indlæg Muti – enkel og overskuelig anti-age!

Muti dagcreme med solfaktor

Dagcreme nr. 2 med faktor 50 er i luksusklassen fra japanske Sensai. Det er mærket med et garanteret ekstra gear for pengene, men du er altså også godt og vel en dobbelt op på prisen (795 kr. for 50 ml.).
Det er dyrt, men har du mulighed for det, og prioriterer du hudpleje højt – og er du fan af Sensai – så ved du også, at det kan gøre underværker for huden. Deres Silky Bronze serie beskytter hudens cellerne i dybden og er ekstra effektivt til at begrænse de dybe skader i huden, som UVA-stråler kan forårsage. Samtidig får du alle Sensais kendte ingredienser som Koishimaru silken, der simpelthen bare giver en flot hud med færre linjer og flot og velplejet udstråling.

Sensai ansigtscreme med solfaktor

I næste uge kan du se mig i Hendes Verden

I næste uge er jeg selvfølgelig som altid at finde her på bloggen, men du kan altså også se mig i ugebladet Hendes Verden, som har interviewet mig om K-beauty. De var inspireret af dette store indlæg K-Beauty – hvad kan vi lære af de koreanske kvinder? og ville de gerne have mig til at fortælle lidt mere om med fokus på mine egne rutiner.
Det vender jeg selvfølgelig tilbage med meget mere om, når bladet udkommer.

Og ellers vil jeg ønske dig en dejlig ny uge – jeg glæder mig til at skrive mere til dig her på Qland ♥♥♥♥♥

 

3 replies
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Kære Janet,
      Tusind, tusind tak, det er jeg glad for, at du synes. Jeg er virkelig også tilfreds med det selv – det føles helt rigtigt.
      KH Jeanette

      Svar
  1. Tina
    Tina says:

    God formiddag Jeanette 🙂
    Virkeligt gode power boss fotos der er taget af dig, du ser virkeligt godt ud på dem 🙂
    Jeg vil glæde mig til at læse med i “Hendes Verden” 🙂
    Ønsker dig en god ny uge 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.