Boligreportage in progress – sådan er det at få sin bolig fotograferet!
I dag har der været fuld gang i huset hos os med fotografering til en boligreportage, som du vil kunne se i Børsen til september.
Det er nu femte gang, at jeg prøver at få vores bolig fotograferet til et blad eller en avis, og rutinen har hærdet mig, kan jeg mærke. Hvor det i starten føltes meget intimiderende for mig, at vores hjem blev et objekt, så har jeg det ganske afslappet med det i dag. I det hele taget tager jeg det mere afslappet med vores bolig. Det er nok kommet med alderen, og ligger nok også lidt i tiden, at det gerne må være personligt, og måske lidt skævt, fremfor at vi alle går efter præcis de samme statussymboler.
Når man deltager i boligreportager – eller ser på dem – kan man godt falde i den fælde at begynde at se ens hjem i perfekte billeder. Men sådan er virkeligheden ikke. Der en basis, som kan styles til flotte billeder! Til dagligt skal det jo først og fremmest danne en ramme for et liv og være praktisk og et sted, der er hyggeligt og rart at være.
Ikke desto mindre, er æstetikeren i mig nok altid alligevel lidt på arbejde. Jeg kan lide, at tingene er sat smukt sammen og hjemmet ser indbydende ud. Reportagen i dag har jeg brugt som anledning til lige at stramme op her og der, og det skader jo aldrig at komme lidt i krogene og få sorteret lidt.
Jeg har bl.a. købt lidt nye planter – jeg er blevet mere vild med grønne planter end jeg har været længe – og et nyt marrokansk tæppe har gjort soveværelset lidt sjovere og har samlet farverne. Og så har jeg jo fået min oldefars gamle skrivebord hjem, som jeg har malet, og som har skabt en ny yndlingsplads i hjemmet. Det kan du se i indlægget her.
At beholde sig selv i det!
Det har virkelig glædet mig at se, at der ikke er ændret på boligindretningen eller tilført noget udefra. Selv har jeg også taget det helt roligt med, at både boligen og jeg selv er, som det er. Og det er rart at føle, at man sig selv med i det.
Der er selvfølgelig pillet lidt fra og rykket en anelse rundt på nipset, så billederne fremstå mere rene – og som jeg har skrevet før, så styles en bolig akkurat, som hvis du selv skulle til fotografen, i den finest mulige vinkel og i den pæneste udgave.
Alligevel så er jeg sikker på, at det bliver en ret autentisk reportage, som vi kan genkende os selv i, og jeg glæder mig meget til at se resultatet her i september.
Jeg vender selvfølgelig tilbage, når den udkommer ♥
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage