Er vi os selv nærmest?

Jeg tænker nogle gange på, om vi danskere er blevet for gode til at lukke øjnene og for dårlige til at give en hjælpende hånd til andre, der har mindre at gøre godt med end os selv.

Jeg husker tilbage på historier om min egen oldefar, som under og efter krigen hjalp familier i nød i hans lokalområde, hvor han var sognerådsformand. Min mands farmor Oda var frelserpige og stod og sang for at samle penge ind til de fattige bl.a. til jul.

Hvad gør VI for at støtte vores medborgere i Danmark, som er i nød? Hjemme hos os betaler vi til et barn i Afrika og støtter forskellige hjælpeorganisationer, men fattigdommen iblandt os i Danmark forholder vi os ikke så meget til. Måske fordi vi er blevet alt for vant til, at systemet tager sig af det hele! 

Jeg tror faktisk ikke, vi nødvendigvis er blevet os selv nærmest – men måske har vi glemt dem, der er tættest på, fordi vi ikke tror, at fattigdom for alvor eksisterer i Danmark.


Men også i vor tid er der noget, der hedder både Frelsens Hær og Mødrehjælpen. Der ER mennesker i Danmark, som ikke har råd til at holde en normal jul for deres børn med alt, hvad der hører sig til. Det må være en forfærdelig situation at stå i, og i år er der rekordmange, der søger julehjælp hos Mødrehjælpen.

Prøv fx at læse Anne-Chalottes historie her og tænk over, hvor skrøbelig tilværelsen kan være, og hvordan fx sygdom og skilsmisse kan ændre livet- det kunne sikkert også ske for både dig og mig.

Jeg tror godt, at rigtigt mange af os kan springe et glas gløgg over i byen, eller købe et par ruller marcipan mindre, og undvære et lille beløb til kvinder som Anne-Chalotte, så de kan give deres børn en god jul.  Måske kan vi tænke lidt over vores eget madspild og købe lidt mere fornuftigt ind – det er noget, som disse kvinder må tænke over hver eneste dag!

Jeg har selv lige sendt 300 kr. afsted og det er en god følelse at give lidt til andre. Det er måske ikke alverden, men hvis vi alle bidrager med små og store beløb, kan vi være med til at gøre en forskel. Måske er du selv i den priviligerede situation, at du ikke en gang vil mangle de penge, når det kommer til stykket.
Gå ind og støt Mødrehjælpens juleindsamling med et valgfrit engangsbeløb her eller på Mobilepay 42 26 26 26.

modrehjaelpen_juleindsamling

Lækker stemning på Papirøen

I dag var vi, min mand Sten og jeg, en tur på Christiania og på Papirøen. Vi trodsede blæsten for at besøge julemarkedet i Den grå Hal, men måtte konstatere, at det først åbner den 9. december. Øv, øv, men nu må vi se, om vi når derud igen.

Til gengæld var vores efterfølgende besøg på Papirøen turen værd, så hvis du ikke allerede har været der – og er i nærheden af København – kan jeg bestemt anbefale det.
Fra det øjeblik, man træder ind i de gamle haller, der nu er fyldt med først og fremmest street kitchens fra alle verdenshjørner, bliver man mødt af den fedeste stemning.

papiroen-mad

Der er totalt afslappet, folk hygger sig og sætter sig tilfældige steder ved borde og bænke med den mad, som de nu har valgt fra en af boderne. Du kan vælge mellem alverdens mad – koreansk, shawarma, pizza, smørrebrød, kinesisk, indisk, pasta, italiensk sandwich…you name it. Det hele er totalt nede på jorden og bygget kreativt og uprætentiøst op (som du tydeligt kan se).

papiroen-shawarma

Om søndagen er der et lille marked/loppemarked, som bidrager til den hyggelige stemning. Jeg købte lidt fint hjemmelavet papirjulepynt.

papiroen-loppemarked

julepynt-papir

Om aftenen er der fest og glade dage på Papirøen, og koen i loftet er faktisk er diskokugle-ko 🙂

papiroen-ko

I baren stod min venindes søde datter, Nicoline, så besøget blev rundet af med et ekstra hyggeligt glas gløgg.

papiroen-drinks

 

Mine ønsker på Ønskeskyen

I min familie er vi så småt ved at tage Ønskeskyen til os. Det er altså smart, at man kan dele sine ønskeseddel og få overblik over både sin egne og andres ønsker på nettet (og på mobilen). Jeg synes også, det er genialt, at andre kan reservere ønskerne – uden at man selv kan se det, selvfølgelig – så man undgår at få flere af den samme ting.

Her kan du se, hvad der indtil videre ligger på min ønskeseddel. Løbeudstyr, lidt beauty, en gryde og en ny kuffert til nogle dejlige rejser ♥ Måske kommer der et par gode bøger oveni.

oenskeskyen

 

Klik her for at gå til Ønskeskyen.dk.

 

 

En klassisk musikalsk juletradition

For os er det efterhånden ikke rigtigt jul, før vi har været til julekoncert i Virum hos koncertpianisten Mogens Dalgaard, der sammen med sin søde hustru Anni, åbner det julepyntede hus for private koncerter i julen og nytåret.  Jeg er så glad for, at jeg for år tilbage blev introduceret til de klassiske hjemmekoncerter, som jo er noget unikt i Danmark, men ikke desto mindre var almindeligt før i tiden, da vi ikke svømmede over i underholdningstilbud og tv.

Koncerterne byder på klassisk musik og opera på et plan, hvor alle kan være med. Der er også populære musikstykker og julesange ind imellem. Prøv selv at lytte her og få en fornemmelse af, hvor stemningsfuld en oplevelse, det er, som rører hjertet og bringer julestemningen frem. Humor er der også plads til og gode fortællingerne mellem de forskellige stykker. Mogens Dalsgaard er nemlig ikke kun en dygtig pianist, men også en spændende fortæller, der gavmildt deler ud af sin store viden og mange oplevelser og anekdoter.

Koncerterne er åbne for alle, og du kan se datoerne og bestille billetter på Pianist.dk.
Jeg vil selv være der den 15. december, hvor vi har sat os på hele koncerten sammen med familie og venner og venners venner (Der er stadig et par ledige billetter, som du kan få fingre i ved at skrive til mig på voksenlivsstil@yahoo.dk).

Prisen for denne helt specielle og smagfulde oplevelse, hvor du kommer helt tæt på kunstnerne og det store Steinway flygel er 250 kr.

TV2 Nyhederne har også været på besøg, og du kan se reportagen her:

Inspiration fra Mary’s stylist

styleguide-Anja-Camilla-Alajdi.jpg

I den nye bog Styleguide giver Anja Camilla Alajdi en række gode råd til det stilfulde look. Hun er kendt som stylist for bl.a. Kronprinsesse Mary og for at være en af kvinderne bag smykkefirmaet Marianne Dulong. Hendes baggrund betyder dog ikke, at niveauet er uopnåeligt – nogle af hendes egne personlige favoritter er jeans og sneakers.

Bogen er en slags “Emma Gad”, når det kommer til god stil. Den giver retningslinjer for, hvordan man vælger de snit, der passer til ens figur og inspiration til farver, mønstre, sko, smykker og andre accessories – og ikke mindst, hvilke ting der er gode at have i basisgarderoben.

Det handler ikke nødvendigvis om, at du skal købe og købe eller nødvendigvis købe dyrt – det handler om at købe det rigtige og sammensætte det, så det tager sig bedst muligt ud. Er der fx lidt ekstra på sidebenene, så handler det om at klæde sig derefter og bruge sine frodige fortrin fremfor at krybe langs panelerne.

Anja Camilla Alajdi kommer også lidt omkring det med at være generelt velholdt, for hvad betyder lækkert tøj, hvis kroppen, håret, huden og neglene ikke også får opmærksomhed? Dermed vil jeg sige, at Styleguide repræsenterer en livsstil, ikke nødvendigvis rigid og overdisciplineret, men en livsstil, hvor man tager en vis hånd om sin ydre fremtoning. 

Du får ikke en facitliste i Styleguide. Det ville også være helt forkert i forhold til at skabe det personlige look. Vi er ikke alle ens og skal heller ikke være det. Men du får nogle helt basic ideer og inspiration til valg af tøj, sko, tasker og andet tilbehør.

For mit vedkommende giver bogen først og fremmest lidt ekstra motivation til at stramme en lille smule op, få ordnet de negle og gå garderoben efter i sømmene. Og det kan de fleste af os nok have brug for en gang imellem.

Styleguide kan købe hos boghandleren eller hos fx Saxo.com.

Slut med at mangle strøm på mobillos

Kreafunk-charger

Du kender det helt sikkert. Dét med at stå og mangle strøm på mobilen, lige når du har allermest brug for den – og lige når du er allerlængst væk fra et opladerkabel og en stikkontakt.

Det sker ikke for mig mere, efter at jeg har fået denne her lille lækre sag fra KreaFunk i tasken. Min egen batteribank, eller transporttable batteri, som kan oplade min smartphone ca. 3 gange, før den selv skal lades op igen. Dette gør man i øvrigt nemt i sin computer med det medfølgende multistik.

Designet er ovenikøbet super lækkert og fås i både en lys og en mørk udgave i min webshop til 349 kr.  Det er også en super god gaveidé til unge og andre storforbrugere af telefonen.

 

tocharge-batteri-kreafunk-aeske-hvid

 

Skal børn være ensomme?

Denne video med den søde pige Kristine går lige i hjertet, og det giver en sug i maven at få sat ord på, hvordan det er for børn at være ensomme og udelukkede for fællesskabet.

Når jeg om lidt skal hen på posthuset og købe frimærker til min webshop, ryger der helt sikkert nogle ark Julemærker med, så jeg kan være med til at støtte Julemærkehjemmene og bidrage til at danske børn kan få en bedre barndom og en bedre tilværelse.

Det er vores egen Dronning Margrethe, der har tegnet de smukke julemærker inspireret af en gammel børnesang og sangleg ”Hvilket postbud, en due”.

JMF_ARK_2015

 

Der bor hvert år 750 børn mellem 7 og 14 år på julemærkehjemmene, hvor de får hjælp til et liv uden mobning, ensomhed og lavt selvværd. Lige nu står flere hundrede børn på ventelisten, så vi kan alle virkelig gøre en forskel ved at købe Årets Julemærke, som koster fra 20 kr. for et miniark til 65 kr. for et helark.

Så husk lige, at du også kan overveje at give et lille bidrag til et ensomt barn næste gang, du er på posthuset eller i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Føtex, Meny og flere andre sted.

Det betyder helet sikker noget, for Julemærkehjemmene modtager kun 5% i offentlig støtte!

 

♥ Når børn starter på Julemærkehjem fortæller 70 %, at de bliver mobbet – 12 måneder efter børnene er kommet hjem, er det faldet til 15 %

Kun 40 % af børnene har en god tro på sig selv, når de starter på et Julemærkehjem – 12 måneder efter børnene er kommet hjem, er det steget til 72 %

 

 

Du kan læse mere om Julemærkehjemmene på www.julemaerket.dk

Voksen og smart – hvordan?

Det faktum, at jeg ikke har børn er sjovt nok ikke et emne, som jeg har berørt nogensinde her på bloggen i de 3½ år, den har eksisteret. Selvom jeg kan fortælle en masse om både fertilitetsbehandlinger, ufrivillig barnløshed og livet uden børn, er det ikke et emne, der som sådan fylder hos mig eller som jeg tænker specielt meget over.

Jeg forstår godt dem, som er kede af deres barnløshed. Jeg forstår også dem, som er kede af alle mulige andre ting, som tilværelsen har budt dem – sygdom, tab, svigt eller forskellige nedture. Der er også masser af mennesker, der har et utilfredsstillende liv, selvom de har børn.

Få det bedste ud af det, du har!

For mig handler det generelt om at få det bedste ud af det liv, som man nu en gang har. Der er ting, vi kan ændre og gøre noget ved, og der er ting, som vi må acceptere. De fleste mennesker må nok også på et tidspunkt erkende, at man trods alt ikke kan få alt her i livet.

I nogle år var det naturligvis en svær fase, jeg gik igennem, og efterfølgende en eksistentiel krise, da jeg endelig måtte erkende, at jeg ikke skulle have børn. Derefter fulgte en accept og en bevidsthed om at sætte pris på, jeg har. Det er den gave, som jeg har valgt at få ud af det forløb – at være glad for det, jeg har, og lade være med at fokusere på det, jeg ikke har.

Når emnet af og til dukker op i min bevidsthed er det ofte, fordi jeg (heldigvis efterhånden ikke så tit) møder nærmest forfærdede eller medlidende blikke fra folk, når de hører, at jeg ikke har børn. Og jeg tager mig selv i at skulle bevise overfor dem, at jeg har en dejligt liv uden. Fordi, jeg ikke vil ynkes eller fremstå som et sølle offer – og fordi jeg jo ER utrolig glad og lykkelig for mit liv. Jeg har intet at brokke mig over og føler mig meget heldig, lykkelig og priviligeret.

Respekter hinanden

Jeg kan godt sætte mig ind i, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om jeg virkelig sådan kan være lykkelig og tilfreds, når jeg nu ikke har børn. De er jo selv lykkelige med deres børn og kan ikke selv forestille sig livet uden dem. Og det skal de jo hellere ikke – for det er mig og ikke dem, det handler om. Og omvendt kan jeg jo heller ikke forestille mig mit liv med børn, og jeg ville da heller ikke bytte min dejlige tilværelse for noget.

Barnløshed bliver ofte hurtigt et kontroversielt emne, fordi vi alle så gerne vil forsvare vores egen tilværelse og egne valg med næb og kløer. Mit ønske er derfor at skabe forståelse for, at der findes mange måder at have et lykkeligt liv på, og at vi alle bør respektere hinanden. Det er ingen konkurrence, der er intet facit og der er ikke noget, der nødvendigvis er bedre end andet. Men lad mig bare slå fast, at man sagtens kan levet et lykkeligt, helt og meningsfuldt liv, også selvom man ikke har børn.

Skønhed har ingen alder – Iris Apfel dokumentar på Netflix

“Du er ikke køn, du bliver aldrig køn, men du har noget, der er meget bedre – du har stil!”

Sådan er Iris Apfel tidligt blevet beskrevet, og i en alder af 94 er den tidligere succesfulde indretningsarkitekt og interior designer et kæmpe stilikon, inspirator og model.
Hun er det levende bevis på, at skønhed ikke har nogen alder – men også på, at stil er bedre end bare at være pæn eller smuk. Især på den lange bane.

Jeg har tidligere skrevet om min store fascination af Iris Apfel (læs alder og personlighed styrer), så du kan nok regne ud, at min glæde var stor, da dokumentaren om Iris Apfel dukkede op på Netflix. Hun er så inspirerende og giver mod til alle kvinder om ikke at skrue ned for stil og personlighed bare fordi, vi bliver ældre.

I dokumentaren får man indblik i alt det, som Iris Apfel indeholder, og at hun er langt mere end en excentrisk fashionista. Hun har arbejdet hårdt hele sit liv, hun har indrettet bl.a. Det hvide Hus for adskillige præsidenter, hun har designet og produceret tekstiler og har rejst verden rundt for at finde unikke ting. Hun går gerne på markeder og i små spændende butikker og hun sætter ting sammen på en ny og interessant måde.

Hun havde en lige så cool mad, Carl, der desværre døde i sommer i en alder af 100. De havde bevidst fravalgt børn, fordi de ikke havde den fornødne tid, og man ikke kan forlange at få det hele i livet. Hun fremstå i det hele taget meget ydmyg og meget venlig, men skarp og intelligent, og – som hun siger i traileren – så dømmer hun aldrig andres påklædning. For det er vigtigere at være glad end velklædt. Hun er bare helt sin egen og helt fantastisk.

Selvfølgelig har en kvinde som Iris Apfel ikke brug for skønhedsoperationer. Som hun selv siger, har hun jo alligevel aldrig været køn eller smuk. Men hun har stil og personlighed. Og hendes lange og aktive liv har vist hende, at det ofte er de smukke piger, det går dårlig for i længden. Hun har set skønheden famle, og så har de ingenting tilbage. Hun selv har derimod måttet kæmpe ud fra det, hun nu en gang havde, og det har vist sig at have en endog meget langvarig værdi.

Iris Apfel kan inspirere os til at bruge energien på at skabe og udvikle og være de personligheder, vi nu en gang er, fremfor at tilpasse os stereotype skønhedsidealer, der alligevel famler med tiden. Skønhed og ungdom forsvinder, men stil og personlighed består – og det kan ikke købes hos plastickirurgen.

Sikke en kattepine

IMG_1954Jeg er lige kommet hjem fra dyrlægen med en noget groggy kat, som helst ikke vil meget andet end at ligge under sengen. Det, som jeg troede skulle være en tandrensning, blev til en bortoperation af tre tænder. Vi blev lettet for 4.500 kr., men det er jo en anden sag – katten skal jo have det godt, fremfor alt.

Oscar er 5 år gammel og en norsk skovkat. Han er noget af det skønneste og sødeste, finder sig i alt og kunne ikke finde på at gøre noget ondt (kun når det gælder mus).
Ét af problemerne med racen (det samme gælder for main coon) er desværre en tendens til uforklarlig tandkødsbetændelse, som på sigt ødelægger tænderne. Derudover er han i øvrigt født uden stemme, hvilket han dog lever fint med.
Men, hvor er det er synd, hvis de skønne, skønne katteracer er på vej til at blive alt for indavlede.

Vi må bare konkludere, at Oscar er noget helt for sig selv – stemmeløs, en dag måske tandløs, men også verdens sødeste og smukkeste kat.

Kaffe til en kaffeignorant

kaffe-lidl-wiinblad-krus
Den havde jeg ikke lige set komme! En fin pakke med kaffe i alle afskygninger – hele og malede bønner, instant kaffe, kapsler – og et fint Bjørn Wiinblad krus til at drikke det hele af, landede hos mig i går fra Lidl med en påmindelse om, at det den 29. september er  international kaffedag.

De havde nok som udgangspunkt ramt verdens største kaffeignorant, som hverken drikker eller kan lave en anstændig kop kaffe (til gengæld drikker jeg te dagen lang – læs mere her). Men ikke desto mindre har jeg en forkærlighed for skønne naturlige råvarer og sjovt nok også duften af kaffe.

En hyldest til kaffen må være på sin plads – for alle Jer, der nyder en rigtig god kop og for alle dem, der hver dag slider i det med at producere de elskede bønner. Netop derfor synes jeg også, det var rigtigt fint at se, at Lidl har fair trade kaffe med på programmet (sammen med fair trade chokolade, som jeg straks kastede mig over).

Lidl har faktisk i næsten 10 år haft et fair trade sortiment under deres eget mærke Fairglobe. Her kan du fast købe kaffe, te, appelsinjuice, sukker og chokolade og medvirke til at forbedre leve- og arbejdsforholdene i de producerende lande.

 

Jeg skal gøre opmærksom på, at dette er et sponsoreret indlæg, som er udgivet i samarbejde med Lidl, men alle ord og holdninger er mine egne. 

 

Alder og personlighed styrer!

I går kom jeg tilfældigt forbi slutningen af dokumentaren Fabulous Fashionistas på Kanal 4 om seks kvinder med en gennemsnitsalder på 80, der alle styrer for vildt! De har viden, erfaring, integritet, personlighed og stil (uden botox eller plastickirurgi vel at mærke).
De er bare fuldstændig fantastiske personligheder, som tør noget og ikke lader sig begrænse af alderen. og jeg synes, det er på tide, at vi hylder de ældre kvinder – og så er der også både håb og inspiration for os andre 😉

I programmet møder man bl.a. Englands ældste model på 86 år, Daphne Selfe. Kameraet elsker hende, og hun er stadig smuk og stilfuld. Så stop op den begrænsede forestilling om, at kvinder over en vis alder ikke kan have langt hår!

Daphe-Selfe

De store modemagasiner har i øjeblikket også fokus på modne kvinders stigende popularitet som modeikoner. Den amerikanske forfatter Joan Didion (læs hendes bøger!) er som 80-årig sprunget ud som model for modehuset Céline. Joni Mitchell er 71 år og kampagnemodel for Saint Laurent.Og så er der selvfølgelig ikonet over dem alle, forretningskvinden Iris Apfle, der som 93-årig er et mega fashion ikon. Her fotograferet til Vouge. Hun gemmer sit tøj i årtier og beviser, at personlig stil er vigtigere end trends. Og så forstår hun i øvrigt ikke ideen med skønhedskirurgi.

Iris-Apfle-vouge.jpg

Lad os ikke stikke os for meget blår i øjnene – de ældre kvinder er både købedygtige og langt større forbrugere end tidligere generationer. Men når det så er sagt, så understreger det alligevel også en dejligt tendens, hvor det er personlighed og stil, der tæller fremfor ungdom og flygtige trends (lige i Voksenlivsstils ånd 🙂 )

Så lad dette være til inspiration til ikke at lade os tyrannisere af alderen og turde noget mere og skabe vores egen personlige stil. Den tid er heldigvis forbi, hvor kvinder alle klippede håret kort, hoppede i beige og i det hele taget skruede ned for det hele – måske mest af alt selvtilliden. Alder rocks!