For et år siden brød helvede løs – det har sygdomsforløbet gjort ved mig!

Sidste sommer, da jeg endelig var sluppet fri og ud på den anden side. Fantastisk glad og lettet – og stadig tynget på samme tid. Sten var ved min side 100% igennem det hele ♥♥♥

Det er præcis ét år siden, at helvede brød løs her hos mig med dét, som vi alle frygter: en mammografiscreening, der viste nogle forandringer, som skulle undersøges nærmere. Og som efter den første brystbevarende operation skulle vise sig at indeholde to små ondartede knuder. I alt et 3-4 måneder langt forløb, hvor jeg det meste af tiden gik og ventede på svar og var bange.

Jeg kan stadig næsten få åndenød bare ved tanken om, hvad jeg psykisk gik igennem, og forløbet er noget, som jeg arbejder på ikke at dvæle ved. Men det er ikke noget, man bare ryster af sig. Det er en livserfaring, som man kommer til at bære med sig – på godt og ondt! Det er svært at få alle ord og følelser med, men jeg vil forsøge at fortælle lidt om i dag, hvad det har gjort ved mig nu her et år efter.

Da, jeg fik taget billeder til Ugebladet Søndag, var jeg midt i mareridtet. Jeg kan selv selv i mine øjne, hvor trist og slukket, jeg var.

Selvom jeg ikke vil betegne mig selv som hverken særlig sart eller skrøbelig, så tør jeg godt sige, at det er meget traumatisk at gå igennem. Også selvom jeg blev opereret rask, og selvom det heldigvis kunne have været meget værre, så er der ting, der aldrig bliver de samme igen. Heldigvis kan det også bruges til noget positivt. Jeg vil aldrig komme til at sige, at det er var noget, jeg ikke ville have undværet! Men, når det nu skulle være, så forsøger jeg – som altid – at uddrage noget positivt af det, der sker.

Tiden er min bedste ven!

Den vigtigste healing ovenpå et angstfyldt sygdomsforløb er tiden. Jo mere afstand, man kan lægge til det, jo mindre fylder det efterhånden i tankerne. Fra at være angst nærmest konstant, mens det hele stod på, så bliver jeg “kun” overmandet af det en gang imellem. De fleste dage ligger det nok i baghovedet, men det fylder som regel ikke.

Og, hvad er det man er bange for, når det hele er overstået, og man er rask? Man frygter tilbagefald og er simpelthen hamrende angst for, at det skal komme igen. Det kan være, at jeg læser eller hører noget om brystkræft, som mere eller mindre irrationelt tricker angsten. Men langt det meste af tiden er jeg ikke længere bange, og jeg har dybt inde i mig selv en klar tro på, at det aldrig kommer igen.

Strålebehandlingerne har reduceret den risiko væsentligt, det samme gør anti-hormonbehandlingen, som jeg skal være på i 5 år. Jeg får også et drop hvert halve år, der fylder min knogler op og reducerer risikoen for knoglemetastaser. Det er scary scenarier, man er i forebyggelse for, men heldigvis er risikoen ikke kæmpe stor. Med operationerne og de forebyggende tiltag har jeg 99% chance for ikke at dø af brystkræft!

Bekymringer plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, de stopper dig blot fra at nyde de gode. – Søren Brun

Jeg tog kampen op – og jeg holder mine strategier!

Det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg er typen, der handler mig ud af problemerne! For at slippe for angsten for sygdom i fremtiden, var løsningen for mig at tage kampen op med al den forebyggelse, jeg selv kan gøre. Jeg lavede simpelthen en strategi, som jeg stadig følger, omkring anti-stress, motion, kost, meditation, yoga, qi gong m.m. Jeg er åben overfor alt, der kan gøre noget godt for mig for at være i psykisk og fysisk balance.

I september, kun to måneder efter, at jeg sluttede strålebehandlingerne, skrev jeg i dette indlæg, hvor glad og taknemmelig, jeg var for at være kommet så godt videre. Og jeg er stadigvæk inde i kampen, og jeg har hver eneste dag bevidstheden med mig om, at jeg skal gøre det så godt som muligt for mig selv og mit helbred. Forskning viser fx, at løb kan nedsætte risikoen for tilbagefald med 40-50%, så det er en kæmpe motivationsfaktor.

Jeg holder en lav vægt – af gode grunde!

Da jeg blev præsenteret for, at jeg havde østrogenfølsom brystkræft i et tidligt stadie, besluttede jeg mig straks at reducere min i forvejen lave vægt, fordi østrogen efter overgangsalderen primært dannes i fedtvævet. Jeg reducerede hurtigt min vægt med 3 kg. ved hjælp af sund kost, og jeg har holdt niveauet lige siden.

Risikoen for brystkræft stiger, jo mere man vejer for meget. For hver fem kilo man tager på, stiger risikoen for brystkræft efter overgangsalderen med 6 pct. Desuden tyder forskningen på, at man har større sandsynlighed for at overleve sin brystkræft, hvis man holder normalvægten. (kilde: cancer.dk).

I dag føler jeg mig igen stærk og sund og fuld af energi. Jeg sætter pris på flere ting og nyder hverdagen – og har masser af små øjeblikke af total lykke.

Rent fysisk har jeg også været heldig. Bortset fra et par fine tynde ar, er der intet at se. Arvævet efter strålebehandlingerne, der var begyndt at stramme over brystet og under armen, har jeg efterhånden fået has på ved stædigt at massere, trække og strække. Så nu, som dengang, er det fysiske det mindste af det.

At være på antihormon

Som en del af den forebyggende behandling skal jeg tage anti-hormon (aromatasehæmmer) i fem år. Inden jeg ser mig om, er det første allerede gået, og jeg har ikke nogle nævneværdige problemer med det. Jeg synes, det er SURT, at jeg skal fratages min sidste rest østrogen, men det giver mig en stor tryghed i forhold til at forblive rask.

Medicinen kan være forbundet med mange bivirkninger, overgangsaldersymptomer som hedeture og søvnbesvær og ledsmerter, men jeg er heldigvis forskånet for det hele. Jeg har selv en teori om, at en nogenlunde sund kost og motion kan gøre en forskel. I alt fald har jeg det fint.
Min hud er måske lidt på vej ned af bakken, men er ikke så galt som jeg frygtede, og jeg føler ikke, at jeg er blevet meget “gammel” af medicinen. Dog var det nok den ting, jeg alligevel allerhelst ville have været foruden. Med godt fire år endnu, så er det overstået – og tiden går jo hurtigt.

Som at balancere på en knivsæg

Jeg tror, det er de færreste, der kommer igennem sådan et sygdomsforløb, og mærker dødens vinges strejf, uden at livet ændrer sig en lille smule. Jeg oplever det som at balancere på en knivsæg, hvor man let kan vippe mellem en intens glæde over livet – og en sorg og angst over, at det en dag skal ende.

Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at vippe over på den gode side – og det synes jeg er lykkedes. Jeg er ked af, at jeg skulle igennem forløbet, og jeg glæder mig absolut ikke til de fremtidige mammografier (der er heldigvis et år til).
Men, når det er sagt, så har jeg også fået nogle gode ting ud af det.

Alle mine strategier for min sundhed, som absolut ikke skal være rigide, gør, at jeg igen føler mig stærk og sund. Det knæk, som jeg virkelig følte, at jeg havde fået, er ved at være helet igen. Jeg kan blive bange ind imellem, men grundangsten er jeg heldigvis kommet relativt hurtigt over. Og det er enorm lettelse.

Det handler om at nyde livet

I stedet værdsætter jeg livet og de små glæder langt mere – og der er ting, jeg ikke gider at tage mig så meget af.
Jeg har været helt inde og mærke mig selv på en ny måde, og jeg står mere fast i mig selv i dag. Jeg er blevet mere åben for alternative og spirituelle tanker, og er i det hele taget blevet et klogere menneske.
Jeg er blevet mere opmærksom på mine egne behov og på at leve et autentisk liv, hvor jeg gør ting, fordi jeg har lyst til dem. Og undgår personer og situationer, som ikke gør mig godt.

Så livet er et andet end for et år siden. Det har fået et nyt fokus, hvor det vigtigste er, at jeg skal have det godt både fysisk og psykisk – og det skal nydes så meget som overhovedet muligt og så autentisk som muligt. Og for mig betyder det at leve relativt sundt, få en god søvn og motion og være i indre balance. Antihormoner og en forhøjet risiko i en periode er noget, jeg må leve med, men jeg finder tryghed i at forebygge så meget, jeg overhovedet kan. Så skal det hele nok gå.

Jeg er blevet bedre til at nyde nuet, og jeg har mange små momenter af lykke. Selv små ting, som at være til yoga eller i naturen, at nyde en perfekt kop te, mere skal der ikke nødvendigvis til. Først og fremmest er jeg taknemmelig for, at det hele ikke var værre, end det trods alt var, og at jeg er sund og rask.

Helt den samme er jeg ikke, men jeg har det rigtigt godt!

Tak, fordi du læste med ♥