Lasse Rimmers nye show er dødhamrende suverænt!
I går var der forpremiere på Lasse Rimmers nye show Færre end 3, som indtil den 11. maj kan opleves på Folketeatret i København og til efteråret på turne rundt i landet.
I den nye comedyshow hæver Lasse Rimmer sig op over den danske mainstream stand-up og foretager næsten et genreskifte, hvor han, med stort mod, blander humor med alvorlige emner. Det er sjovt. Det er rigtigt sjovt, og det er lang tid siden, at jeg har grinet så oprigtigt af noget, og det er ikke bare plat og småperfidt som så meget standup ellers godt kan køre lidt i tomgang omkring.
Det er også alvorligt – og dybt personligt – og han har modet til at lade et par, endda temmeligt lange, passager indgå, som handler om døden, og hvor stemningen i salen sænker sig. Hvorefter han med en begavet joke vender stemningen på et sekund.
Alder og døden som comedy
Alder er et gennemgående tema i showet, hvor Lasse Rimmer som 47-årig begynder at føle sig lidt gammel – og ovenikøbet som et gammelt svin med en 20 år yngre kæreste! Vi kommer igennem datinghistorier, ekskærester og bitterhed, jalousi og brud. Sjove alderstegn og en beskrivelse af Luksusfælden, han har en stor facination af, der er guld værd. For er der noget bedre end andres ulykke og taberliv?
Det er selvudlevering på det dybeste plan, når han fortæller om kæresten Line, der er hjertetransplanteret med en forventet restlevetid på omkring 10 år. Man kan spørge sig selv, hvordan man lever med sådan en situation, og hvordan man gør det som morsom mand – men det viser Lasse Rimmer for fuld udblæsning kan lade sig gøre. Netop med humor, ved at se tingene i øjnene og få det bedste ud af tingene. Måske også ved at give fanden i det hele og tage nogle chancer, som showet på rørende vis slutter med at afsløre (og som jeg selvfølgelig ikke vil spoile her).
Showet er en lille følelsesmæssig rutschetur af sjov og alvor, men allermest er det bare utroligt sjovt og skarpt leveret med et enormt nærvær.
Humoren binder det hele sammen på fornemste vis, og gør stand-up til en helt ny nærværende, begavet og vedkommende oplevelse. Det er et voksent show og Lasse Rimmer formår at være i en fantastisk kontakt med publikum, ærlig og vedkommende og topprofessionel. Færre end 3 er simpelthen et dødhamrende suverænt show, som har fortjent ikke mindre end seks stjerner her på bloggen!
Find spilletider og billetter her.
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage