Skynd dig at elske er Alex Schulmans kærlige portræt af en savnet far!

Skynd dig at elske er Alex Schulman kærlige portræt af en aldrende og karismatisk far, hvis død hidtil har fået ham til at lukke ned for minderne og sorgen.

Den svenske stjerneforfatter Alex Schulman er aktuel i Danmark med udgivelsen af debutromanen fra 2009 Skynd dig at elske.
Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med hans vidunderlige forfatterskab, er det et oplagt og godt sted at starte. Hans erindringer om barndommen og de karismatiske og sammensatte forældre, er både smukke og indsigtsfulde, og viser barnets ubetingede kærlighed og måde at tilpasse sig både det gode og det mindre gode. Hvordan man præges af sine omstændigheder og oplever sorger og glæder gennem livet med de elskede forældre.  

 

Anmeldelse

Jeg har først fornyligt stiftet bekendtskab med Alex Schulman, da jeg læste den selvbiografiske roman Glem mig, og måtte overgive mig til hans fine og indsigtsfulde beskrivelser af tilværelsen fra både hans barne- og voksenperspektiv. Bøgerne er et kig ind i, hvordan vi formes af vores opvækst, og hvordan barndommen og forældre – på godt og ondt – sætter dybe spor, der varer ved livet igennem. Nogle af dem indtil det måske bliver muligt at se på forældrene med voksne og nøgterne briller.
At se dem som dét, de er: mennesker på godt og ondt.

Det er præcis, hvad Alex Schulman gør med de her romaner, der nok har et terapeutisk perspektiv for forfatteren selv – og også gør os læsere klogere og måske både indignerede, varme om hjerterne og en smule mere rummelige.

Skynd dig at elske

Skynd dig at elske genbesøger Alex Schulman, for første gang i flere år, familiens sommerhus efter farens død. Her, hvor lykkelige og varme sommerferier udspillede sig år efter år sammen med forældrene og de to brødre. Hvor den store stærke far førte an i den årlige Coca Cola Cup på græsplænen. Indtil den dag, han er blevet for gammel og til sin store sorg kommer på plejehjem.

Der tegnes et varmt portræt af faren, som både den stærke, ældre, familiefar, der omgav børnene, syv i alt, med opmærksomhed og kærlighed. En levemand, der elskede god mad og drikke, var tv-producent og havde styr på det hele.

Alex er, sammen med sine to brødre, farens kuld nr. 2, og prisen for den aldrende far er et snigende forfald, til sidst regulære fald, og endelig en uundgåelige beslutning om plejehjem.

Sorgen og minderne

Alex er bare 27 år, da hans far dør, og han anser det som en sejr, at han kan holde facaden og undlade sammenbruddet ved begravelsen.
Først mange år efter beslutter han sammen med en psykolog at lukke op for minderne om sin far. Han begiver sig til huset i Värmland, hvor minderne vælder frem, både gamle og nye og uventede.

Sorgen og minderne må indtages skridt for skridt, og konfrontationen med fortiden bliver hen ad vejen til Skynd dig at elske.

Et portræt af hans far, Allan Schulman, og af barndommen, af forældrenes forhold, af kærligheden og sorgen, og et menneske på godt og ondt. Et menneske, der ikke overlod mange data til forglemmelsen, men derimod efterlod sig syv arkivskabe med alt fra notater om dagens vejr til små og store minder og avisudklip. Og den perfekte kogetid for æg!

Alex Schulman har modet til at se sin far med rummelighed og ømhed for alt, hvad han var. Og med forfaldet, pillemisbruget, de sære vaner, svækkelsen. Den nærhed, og den gensidige varme, de bevarer til det sidste, og hvordan sorgen efter mange år endelig kan få plads til at udfolde sig og hele.

 

 

Du finder Skyd dig at elske af Alex Schulman hos Saxo. (reklamelink)

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.