Tag Archive for: min mormor

Place des heros i Arras, Pas-de-Calais
I dag oprandt dagen, hvor jeg endelig skulle gå i min mormors fodspor. End ikke hun selv vendte tilbage til Frankrig, som hun forlod under krigen. Jeg havde fundet hendes fødested via Myheritage og tog til den lille by – her snart 80 år efter, hun forlod landet – i håb om måske at finde nogen, der kendte til hende eller måske ligefrem er familie. Og om ikke andet, så for at se og opleve, hvor hun kommer fra og har haft sin opvækst og ungdom.

Jeg har fået navnet Jeanette efter min franske mormor, Jeanne. Navne har stor betydning for vores identitet, og for mig har min mormors historie nok derfor fyldt ekstra meget. Jeg bærer et navn fra hende, hvis slægt og baggrund, jeg ikke kender.

Wanquetin, Frankrig, hvor min mormor kom fra.

Måske var det et naivt håb, at jeg kunne tage til den lille by Wanquetin i Nordfrankrig og støde på efterkommere af min mormors søster og bror.
De må jo findes et sted, men familierne kan jo have forladt landsbyen og området for årtier siden.

 

Min mormor med min mor – i Danmark i 1946.

Min mormors niece/min mors kusiner – som jeg fra gamle postkort ved hedder Fernande, Chantal og Josiane – må være ældre mennesker nu, og snart lukker vinduet for at finde folk, der har hørt om min mormor fra en person, der rent faktisk har mødt hende.
Om hundrede år er alting glemt, er en sandhed, jeg bliver mindet om!

At gå de samme steder

Vi lagde ud med adressen, som Myheritage angiver som min mormors fødested. Pudsigt nok står der stadig Merville, hendes efternavn, på bygningen, som huser et bygningsfirma. Akkurat som jeg havde set på kortet (læs indlægget her).

 

Merville, Wanquetin
Ingen var hjemme, så jeg snusede rundt omkring bygningerne og i haven og forestillede mig, at de største af træerne måske har været der, da min mormor var en lille pige. En lille pige på fire år med en død mor, og en far, der forlod menageriet og overlod børnene til bedsteforældrene. Jeg gik lidt rundt i området og forestillede mig, hvordan hun kan have gået de samme steder – måske ned af vejen og til højre til den lillebitte kirke.

Kirken i Wanquetin

 

Videre til byens lille kirkegård, fandt vi – med god hjælp fra en sød ældre mand – et familiegravsted. Men, ligesom han kunne fortælle, at personerne på den gamle adresse ikke passede med dem, jeg søgte, så ringede der heller ingen klokker med gravstedet.

Der er andre grene af Merville’r, og han henviste mig til en anden lille by i nærheden. Montenescourt. Også her spurgte jeg mig frem hos tilfældige, jeg stødte på – og byerne er så små, at de kunne afvise at vide noget om, hverken Florent eller Marie Madelaine og deres efterkommere. Igen var der andre grene af familietræet, men ingen af dem, jeg søgte.

Jeg lukker med glæde bogen her!

Nu lukker jeg bogen efter at have besøg stedet og konstateret, at der ikke er nogen tilbageværende i den lille by, der kender min mormor.

Jeg har stadig henvendt mig til stamtræsbestyrerne via Myheritage, og jeg står selv opført derinde. Så måske en dag – eller ikke. Det er helt i orden.
Nu ved jeg, hvor min mormor kommer fra. Jeg har set det, jeg har været der, jeg har gået der, og det gør mig rigtigt glad.

Faktisk er jeg her endnu, mens jeg skriver.

Vi bor i Arras, som er hovedbyen, og som er den by, min mormor fortalte, at hun kom fra. Måske flyttede hun hertil, da hun flyttede hjemmefra. Måske boede hendes bedsteforældre her. I alt fald var det byen, hun kaldte for sin.

Arras er min mormors by

Place de heros, Arras

Når nogen fremover spørger, vil jeg fastholde min mormors oplysninger om, at hun kom fra Arras. Jeg aner ikke, hvor længe, hun var i den lille landsby udenfor byen – og i alt fald må Arras være det sted, hun forlod i starten af 1940’erne for at leve resten af livet i Danmark.

Her er smukt! Et væld af gamle bygninger, som hun også må have set mange gange – og en meget stor og overvældende plads, La Place des Héros.

Place des heros i Arras

Byen er især kendt for slaget ved Arras under første verdenskrig, og siden for en labyrint af underjordiske tunneler, som befolkningen byggede under Anden Verdenskrig, som et værn mod de tyske bombardementer. Gamle billeder viser enorme ødelæggelser, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad min mormor mon har nået at opleve. Jeg hørte aldrig om det, hun vendte aldrig tilbage – måske på grund af traumer fra både krigen og den døde mor og faren, der stak af.

Som sagt, betyder vores navne mere for vores identitet, end vi måske umiddelbart går rundt og tror. Jeg ved og har set og mærket, hvor min mormor kommer fra, og jeg har gjort en indsats for at lære den del bedre at kende. Når alle indtrykkene er sunket ind, så tror jeg, at jeg har føjet en lille brik til mig selv, og jeg er glad og stolt over, hvad jeg har oplevet i dag. Det blev ikke til det store møde, men jeg har været der –  pigen, der er opkaldt efter sin franske mormor, kan nu sige, at hun ved, hvor det hele startede 🙂

 

PS. Du kan følge vores videre tur i Frankrig på bloggen de kommende dage!

Au Caeur d'Eden er et meget hyggeligt og personligt lille hotel i Arras

 

 

Det er nu et par måneder siden, at jeg fortalte, at jeg havde fundet min mormors fødested via Myheritage. Siden har jeg også fra gamle postkort fundet frem til, at hun formentlig har haft mindst tre niecer. I næste uge er det så tid til, at turen går til Frankrig!  Og jeg har tænkt mig at banke på døren til det hus, hun er vokset op – og hvor hendes efternavn på døren i dag stadig vidner om, at der kan bo slægtning.

 

I dag har vi fået planlagt vores tur til Frankrig i detaljer. Før, turen går videre til Provence, hvor vi skal være sammen med gode venner, skal vi være fire dage i Nordfrankrig.

Mon jeg kan finde nogen, jeg er i familie med?

Først skal jeg på sporet af min afdøde mormor i en lille by, der hedder Wanquetin. Den ligger lige udenfor Arras, hvor vi skal bo et par dage. Arras er hovedbyen i regionen Pas-de-Calais og er efter sigende en malerisk by med den højeste tæthed af historiske monumenter i hele Frankrig, hvilket gør det til en fantastisk destination for arkitektur-, kultur- og historieinteresserede. Derudover skulle den være et mekka for foodies med gode cafeer og markeder.

Vi har fundet et hyggeligt hotel – det håber vi i alt fald. Anbefalingerne på Booking.com ser vildt gode ud (9,8), og billederne er fine og meget “franske”. Det hedder Au Coeur D’Eden B&B og ligger i Arras kun 17 km. fra Wanquetin.

Jeg har skrevet til Wanquetin kommune og spurgt, om de evt. kan hjælpe med informationer, men ellers har jeg tænkt mig at gå lidt rundt i den lille by med lidt over 700 indbyggere. Jeg vil også banke på døren til hendes fødeadresse, hvor der ligger et firma med hendes efternavn.

Det bliver selvfølgelig spændende at se, om der overhovedet kommer noget ud af det. Jeg har ikke den store plan eller forventninger, og jeg vil også være glad bare for at gå rundt og indsnuse byen.

D-dag og Bayeux tapetet

Det er lidt sjovt at tænke på, hvad jeg mon får med mig af oplevelser fra min mormors fødeby. Men uanset hvad, så bliver næste stop Bayeux, der ligger centralt for at opleve nogle af D-dags monumenterne ude ved kysten.

Bayeux er først og fremmest kendt for museet, der udstiller det berømte Bayeux-tapet. Det glæder jeg mig meget til at se! Det er fremstillet i 1000-tallet, er en gobelin på en halv meter i højden og 70 meter i længden broderet med uldgarn på hørlærred. Det kaldes verdens længste tegneserie og viser, hvordan normannerne (“mændene fra nord”, specielt danske vikinger) med Vilhelm Erobreren erobrede kong Harald Godwinsons England ved slaget i Hastings i år 1066.

Vi har fundet et Bed & Breakfast 100 meter fra museet, der ser hyggeligt ud og har virkelig gode anmeldelser. Aggarthi Bed and Breakfast hedder det. Vi går efter charmerende steder, der ikke koster en royal formue, som ligger godt og vurderes godt af brugerne.

Herfra kommer vi til at køre til den nærliggende kyst, hvor vi vil se nogle af monumenterne og kirkegårdene fra anden verdenskrig.

Saint-Malo

Har du læst den fantastiske roman Alt det lys, vi ikke ser, så har du sikkert også bidt mærke i Saint-Malo.
Den historiske by ligger malerisk, omgivet af en fæstningsmur, og med smukke strande og en stor havn. Her er historier om pirater og krig. Under Anden Verdenskrig blev byen næsten udslettet af de allieredes bombardementer. Derfor stammer de fleste af bygningerne fra 1950’erne.

Vi skal have en enkelt overnatning og har valgt at prioritere en helt central beliggenhed ved vandet. Hotellet hedder Hotel De France et Chateaubriand (og ja, det er stedet, hvor oksemørbradretten Chateaubriand er opfundet!)

Med gode venner i Provence

Endelig går turen videre ca. 1100 km. sydpå til Provence, til en lille by, der hedder La Cadière-d’Azur. Her skal vi bo i et lille byhus som nogle af vores gode venner lejer hvert år.
I en lille autentisk og hyggelig fransk middelalderlandsby på toppen af en bakke tæt på Bandol.
Vi glæder os så meget til at opleve den og hygge i godt selskab og falde ned på torvet, på markedet og i de små cafeer.

Det er planerne – og om en lille uges tid er vi på eventyr. Jeg glæder mig til at fortælle om det hele ♥

 

Der er en ganske bestemt grund til, at jeg hedder Jeanette. Det var ikke en navn, der var mange, der fik i 1966 (og heller ikke i dag for den sags skyld), men jeg er opkaldt efter min franske mormor, som du her skal få historien om. Eller rettere sagt den flig af hendes forhistorie, vi kender. Den involverer 2. verdenskrig, en sømand (som skulle blive min morfar), tragiske dødsfald, skilsmisse, at vælge sin egen vej og aldrig at se sig tilbage. En fransk dame på godt og ondt og ikke helt som de fleste i den danske provins, da jeg var barn.

min franske mormor

Min mormor hed i virkeligheden Jeanne, men blev kaldt Jeannette. Hun havde også et smukt mellemnavn, som hun aldrig brugte, Florentine. Da jeg blev født valgte mine forældre, som en gestus til hende, at døbe mig Jeanette. Med eet n, og udtalt med tre stavelser. Jea-net-te. Sådan blev min mormors navn også udtalt her i Danmark.

Som barn tænkte jeg ikke videre over, hvorfor jeg hed det samme som min mormor, eller over hendes historie. Jeg vidste, hun var anderledes, og der var noget dragende og eksotisk over det franske. I halvfjerdserne, hvor jeg voksede op, var det ikke så almindeligt at være fremmed i Danmark, og på den måde var hun noget særligt og skilte sig ud. Med sin gebrokne sprog og med sin franske stil, med de meget fine flasker fransk rødvin, som hun valgte at bruge sine sparsomme midler på ved særlige lejligheder. Med hendes velplejede elegance og appetit på at nyde livet, selvom hun forsørgede sig selv som ufaglært. I mange år i Kalundborg på fabrikken, der lavede Carmen curlers, og senere som sygehjælper, da hun flyttede til Ringsted for at være tæt på sin eneste datter, svigersøn og min bror og mig.

Først i dag er jeg i stand til at se, hvilken fighter, hun var og hvor hård en skæbne, hun kæmpede med, og hvad jeg har båret med fra hende.

Min mormor fik skyld for sin lillebrors død

Min mormor blev født i 1920 i den nordfranske by Arras. Allerede, da hun var fem år havde hendes liv taget en tragisk retning. Hendes mor var død, og jeg huskede min mormor fortælle med gru, hvordan moderen lå derhjemme, og børnene skulle kysse det iskolde lig farvel. Det var en af ganske få ting, hun fortalte om sin opvækst i Frankrig, og det havde sat sig dybt i hende. Faderen mistede hun ved samme lejlighed, da han ikke havde interesse i at tage sig af de tre børn.

Overdraget i sine bedsteforældres varetægt blev hun i en alder af bare fem år sat til at passe sin lillebror, der strøg fra hende og druknede i en nærliggende å. Hun fik skylden. Som femårig. En historie, hun aldrig selv fortalte mig, men som måske var en af grundene til, at hun aldrig nogensinde vendte tilbage til Frankrig til trods for, at hun rejste verden rundt sammen med min morfar.

Jeanne Florentine Merville

2. verdenskrig tvang min mormor til Hamborg

Under 2. verdenkrig blev unge kvinder i det besatte Frankrig indskrevet til tvangsarbejde i Tyskland. Min mormor arbejdede på en ammunitionsfabrik i Hamborg, men var dog ikke indespærret, hvilket gjorde mødet med Eigil fra Nordjylland muligt. Han var sømand, kæk og sjov, og sejlede under krigen på neutrale svenske skibe.

Familien kender desværre ikke de nærmere omstændigheder for deres møde – og i dag er det for sent at spørge. Min morfar gik bort i 1993, min mormor i 1996. De blev skilt sidst i 1950’erne, og der har ikke rigtigt været nogen, der har tænkt på at spørge ind til den fordums romantik i Hamborg under krigen. Konklusionen er, at vi skal huske at spørge, mens tid er!

Men et faktum er det, at de blev gift, og at min mormor dermed kunne rejse med ud af Tyskland. Min mormor skiftede navn fra Merville til Pedersen, og min mor Lillian kom til verden i marts 1946. Petit og smuk som sin franske mor, nu iblandet seje nordjyske gener.

En verden af postkort

Gamle postkort

Min mor voksede op i Køge – med sin franske mor og sin far, der var sømand og ustandseligt rejste på de syv verdenshave. Og en Onkel Egon, der også var sømand, og som hun hele sit liv ene og alene kendte gennem breve og postkort, og eksotiske fotografier fra steder som Amerika, Afrika, Japan og Indien. Hun har en hel bunke gamle kort, som jeg har taget bare et lille udsnit af på fotografiet. Tænk på, at vi befinder os i 50’erne,  hvor rejser ikke var hvermandseje som i dag!

Min morfar og hans bror skiltes som unge drenge, og så aldrig hinanden igen, på nær den ene gang, hvor de vinkede fra hvert deres skib i Singapore. Men de skrev troligt sammen hele livet, og min mor fik sendt fine gaver rundt omkring fra verden. Hun har i dag bl.a. en smukt udskåret brudekiste, som Onkel Egon fik sendt afsted helt fra Japan.

Den eneste nærværende familie blev for min mor et par franske kusiner til min mormor, der i en periode holdt på med enkelte besøg – og hendes farfar, der et par år før sin død, vendte hjem fra Canada. I sandheden en spredt familie, og helt uden netværk i dagligdagen for min mor og min mormor, der var fremmed i landet og ikke kunne sproget særligt godt. Til gengæld havde de en stor levende, larmende og kærlig nabofamilie med ni unger, hvor der altid også var plads til den lille Lillian.

Siden skabte min mor i en ung alder sin egen familie sammen med min far, og de har i dag været gift i 54 år og bor i det samme hus, som de flyttede ind i, da jeg var to år gammel. Pæredansk og solidt plantet i den midtsjællandske muld med svigerfamilien tæt på, men alligevel stadig ikke helt som de andre. Den franske æstetik fornægter sig ikke og min mor er i dag i en alder af 73 år langhåret, smart klædt og altid med en fin, diskret makeup.

Livet ændres igen

En dag vendte min morfar hjem fra havet og til familien. De flyttede og etablerede et værtshus i Slagelse. Det blev igen et dramatisk vendepunkt for min mormor. Starten på en periode, hvor de måske ikke fik det nye liv sammen til at køre rigtigt, og det endte med skilsmisse tre år efter og starten på hendes aleneliv, som jeg kender og husker hende. I dag er det helt almindeligt, men i 1959 var skilsmisser ikke så udbredte, så udover hendes sprog og baggrund, må hun have oplevet en yderligere stigmatisering. Den gang så man oftest ned på enlige mødre og fraskilte, men hun tog tingene med oprejst pande. Som man måske kun kan gøre, når man har overlevet det værste – at have fået skylden for sin lillebrors død – og i øvrigt er vant til at være anderledes.
Hun havde genopfundet sig selv før og fik det bedste ud af tingene, som de nu en gang var.

Fransk dame i København

At lære dansk er ikke let!

Min mormor blev aldrig fejlfri på dansk, men trods accenten og de små fejl, så forstod vi alle, hvad hun sagde. Min mor var tosproget som barn, men oplevede det danske fremmehad, da hun startede i skole. Tro endelig ikke, at folk var sødere og mindre fremmedfjendske i 50’erne! Nok tværtimod. “Polak-unge”, blev min mor kaldt, og så stoppede det franske fra den ene dag til den anden. I dag kan hun ikke eet ord.

At lære dansk er ikke en let sag, men min mormor klarede sig fint, forsørgede sig selv, og vi fik også mange grin ud af det. Som når køkkenrulle i farten blev til rullerulle, og når hakkebøffer selvfølgelig blev til akbøffer 🙂 Jeg husker altid min mormor slå over i fransk, når – og kun når – hun skulle tælle. Un, deux, trois, quatre…. Jeg elskede, når hun gjorde det. Det lød så smukt og som om, hun åbnede lidt for den spændende side af sig selv, som vi ikke rigtigt kendte så meget til.

Vinen og den franske stolthed

Min mormor var og blev lidt eksotisk i den danske provins, hvor hun levede størsteparten af sit liv. Med læbestift og lange negle, ikke for meget, men i typisk elegant fransk stil. Altid ledende efter sin håndtaske. Egenrådig – mente ikke, at trafikregler rigtigt gjaldt hende, og sikkerhedsseler var ikke hende, ligesom hun ikke fandt det nødvendigt at bruge fodgængerfeltet.

Det franske var ikke noget, hun talte meget om. Sproget talte hun nødigt, men vinen skulle være god. Gerne en Chateauxneuf du pape, når det skulle være rigtigt fint. Og cigaretterne, og senere de slanke cerutter, var ikke noget, der kunne undværes, trods hjertesygdom. Stædig og stolt var hun.

Det huslige og det gode franske køkken havde hun til gengæld ikke med sig. Det interesserede hende ikke – hun var i bund og grund en livsnyder. Jeg husker stadig hendes hamburgerryg og udkogte grøntsager med smørsovs. Hendes sjældne forsøg på at gøre det godt med dansk mad. Ikke godt, for at sige det mildt, og hun foretrak da også at invitere os ud at spise. Sådan var hun, og det var forfriskende anderledes i den tid.

Mormor

Som barn så jeg mest af alt min mormor som sød og gavmild. Lidt eksotisk, distræt og aldrig bange for at grine af sig selv. Nogle gange var der folk, der spurgte om vej til en nærliggende kro, hvor vi boede. Var de så uheldige at spørge min mormor blev de som regel sendt den forkerte vej. Fordi, hun var lidt distræt, måske var det for sjov – hun tog det i alt fald ikke tungt, når hun var kommet til at sende en hel bus med folk i den stik forkerte retning.

Hun var vist ikke altid lige let for de voksne og kunne også være krævende, når det kom til opmærksomhed. Alene, og siden også hjertesyg, men aldrig klagende over sin skæbne, som når jeg i dag ser tilbage, ikke har været let. Fra hun som lille mister sin mor, sin far, sin bror, oplever krig, opgiver sit land og sit sprog, og faktisk også siden mister sit ægteskab og sit barn, der flytter med sin far. Og til sidst sit helbred.

Men hendes eneste barn valgte at give sin førstefødte, mig, hendes navn, og en god mormor, det endte hun med at blive.

Mormor i halvfjerdserne

De franske aner, dem har min mor og jeg med os – i vores petite størrelser, i æstetik og lyst til at pleje udseendet. Jeg kan stadig høre min mormor tale om at være “proper”.
Min mormor har ubevist vist os, at det er helt naturligt at skille sig ud og være anderledes. Som at have en abe som kæledyr, som hun havde i en periode – desværre før, jeg blev født. Men det har haft sin pris, og hun har klaret sig selv og klaret vanskeligheder, som overstiger de flestes. Hun gjorde det så godt, hun kunne – ikke altid perfekt, men hvem kan sige, at de er det.

I dag vil jeg hylde hende for hendes fighterånd og hendes mod til at gå sine egne veje og holde fast i sig selv. Til at klare sig selv trods modgang og få det bedste ud af livet. Dét tror jeg, at ubevidst har fået lidt af med mig i livet, og ligesom hun var stolt af det franske, kan jeg heller ikke sige mig fri for at være stolt af min lille fjerdedel franske gener ♥

Historien om Marie

olga-marie-hylleborg

Man behøver ikke nødvendigvis efterlade sig store værker eller bedrifter for at blive husket i eftertiden. Marie er et eksempel på et menneske, der – ganske vist i det små – lever videre ene og alene af den grund, at hun var et godt og omsorgsfuldt menneske, der bar sin byrde flot.

Selvom jeg aldrig har kendt hende – og hun døde 35 år, før jeg overhovedet blev født – bliver jeg altid meget berørt af historierne om hende. Især, hvordan hun i sin sygdom lod sin forlovede gå og ovenikøbet sendte ham videre i verden med alt hendes brudeudstyr.

Marie var hverken rig, kendt eller berømt, men mindet om hende bliver bevaret i hendes slægt – og så længe historien lever videre hos bare ét menneske, er den ikke væk. Om hundrede år er altid glemt, siger man, men jeg tror, at også den næste generation vil komme til at kende Marie. Og nu skal I også få Maries historie her på bloggen. Måske bliver du også rørt over en ualmindelig vellidt og omsorgsfuld ung pige med en smertefuld skæbne. Måske vil det også sætte tanker i gang, om hvilket indtryk vi efterlader den dag, vi er væk. Og om, hvor godt vi har det i dag takket været den moderne lægevidenskab.

Allerede fra jeg var lille, hørte jeg af og til Marie nævnt i forbifarten. Hun er aldrig blevet dyrket på nogen måder, men hendes historie har altid fascineret mig.
Hun var min farfars storesøster, der døde som en ung kvinde. Han var kun 15 år, da de måtte begrave hende, og hans lillesøster, der heldigvis stadig er iblandt os, var kun 1 år. (tænk som forældre at stå med både et spædbarn og en voksen døende datter! Uden et velfærdssamfund og uden diverse moderne hjælpemidler).

Efternøleren Inge – der i første omgang var pinlig for min farfar – blev måske min oldemors største trøst, da hun mistede sin datter. Men trøst fandt hun også her på kirkegården, hvor hun havde stillet en stol, så hun kunne sidde ned på sine daglige besøg.

marie-hylleborg-grav

Billederne, breve og præstens nedskrevne tale er bevaret, så jeg har haft mulighed for at dykke lidt mere ned i historien og også få bekræftet, at hendes gode væsen ikke bare var en myte skabt af hendes alt for tidlige død.

Olga Marie Hylleborg var født den 18. maj 1909 og døde som bare 22-årig den 31. juli 1931 efter flere års smertefuld sygdom. Hun havde leddegigt, og indtil 1950’erne fandtes der ikke en effektiv behandling. Den gang var det en stærkt invaliderende sygdom, der gjorde folk fuldstændigt afhængige af hjælp.

I præstens tale kan jeg læse, at hun levede de sidste år i smerter, hvor alt langsomt blev taget fra hende:

“Marie holdt meget af sang og musik. Det var derfor svært for hende, at hun ikke længere kunne sætte sig til klaveret og spille. Men en dag, da hun havde fået det lidt bedre, ville hun hen til klaveret og prøve. Men ak! Hendes fingre magtede det ikke – og sådan var hendes sidste fire år jo en bestandig sigen farvel til det, der havde glædet hende og som hun havde kært.” 

Marie blev passet af sine forældre, hvilket man i hendes breve kan læse, at hun både var uendelig taknemmelig for, samtidig med, at hun var ked af, at det belastede dem så meget i deres travle hverdag.

“Ja, sygdommen tog hendes skønhed og kræfter, men ikke hendes godhed. I sygdommen var hun tålmodig, fordi hun ikke ville gøre det sværere for sin kære, og i kærlighed lå hun og fulgte dem, og tænkte på dem, og sygdommen fik aldrig lov at gøre hendes til egoist.”

(Jeg kommer til at tænke på min farfar, hendes lillebror Peter, da han over 60 år senere lå dødsyg af kræft. Han var præcis på samme måde. Fulgte interesseret med, var positiv og beklagede sig aldrig unødigt. Forsøgte til hver en tid at få det bedste ud af tingene. Måske har han fulgt Maries eksempel, hvem ved, og måske vil vi, der følger efter, gøre det samme, hvis vi kommer i en lignende situation en dag.)

Leddegigt er en kronisk betændelsestilstand i kroppens bindevæv, som rammer især led og knoglevæv, men også kan gå ud over andre organer. Marie døde af nyresvigt, og i den sidste tid vågede hendes forældre på skift over hende. I slægtsbogen er hendes død beskrevet:

“Hylleborg var gået ind i deres soveværelse for at få lidt søvn, efter at have siddet hos Marie, og han havde sovet lidt, da han kom ind i sygeværelset og spurgte: Kaldte Marie på mig? – Nej, svarede Christine, Marie døde for lidt siden!”

Det er ligeledes beskrevet, at et familiemedlem, som Marie var nært knyttet til, sad langt derfra og mærkede det i det øjeblik, at Marie døde. “Så, nu døde Marie”, sagde han til sin kone.
Er det tilfældigheder, er der mere mellem himmel og jord, er det stærke intuitioner, eller energier mellem mennesker? Jeg ved det ikke, kun at Marie gjorde et stort indtryk på sin omverden. Hele den lille by, hvor hun boede, og den nærmeste omegn, deltog i begravelsen.

marie-hylleborg
Marie var kendt for sin godhed, og blev kaldt “Byens Engel” i den lille by, hvor hun – og i øvrigt senere jeg – voksede op. Hun må virkelig have været noget for sig. Hun var forlovet og skulle giftes med denne pæne unge mand ved navn Ernst.

ernst-larsen

I hendes sygdom besluttede hun at gøre det forbi, for at lade Ernst gå ud og finde en ny, som han kunne have en fremtid med. Med sig fik han Maries brudeudstyr, bl.a. linned og sølvtøj med hendes initialer på. Min far kender i dag Ernsts søn og har fortalt ham historien, så også de ved, hvad der ligger bag initialerne på de arvestykker, som er tilbage, og til den kærlighed, som hun viste ham i hendes umulige situation.

Til slut får I et uddrag af et af Maries breve fra den 21. januar 1929:

maries-brev

“Nu i den sidste uge har jeg ligget den meste tid, jeg har vist lidt influenza ved siden af, det sinker mor forfærdeligt, for jeg kan ikke selv vende mig i sengen eller tage hænderne ovenpå dynen, så mat er jeg og så af smerter”.

“…nu håber vi jo på det bedste, det er jo kedeligt i den alder at være så plaget af gigt. Det er jo også slemt for far, mor og Ernst og i det hele taget dem, der skal omgås mig, farbror og tante kan nok slet ikke kende mig for lige så livlig og glad, jeg har været, lige så stille og rolig er jeg nu. I kan tro, det ikke er nemt at holde humøret oppe, og jeg græder hver dag, når jeg til tider ikke kan røre mig, og jeg ved godt, at det er dobbeltgalt for mor at holde humøret oppe. I kan tro, jeg er glad for far og mor, der er så søde til at hjælpe mig med dette, men hvis jeg nu kommer mig skal jeg nok huske at skønne på det, og Ernst er rigtigt nok også sød og tålmodig.
Næste gang jeg skriver, håber jeg, at jeg er blevet rask.”

 

Jeg håber, at Marie har rørt Jer en lille smule, og måske givet lidt stof til eftertanke.

 

Kærlig hilsen Jeanette