Tag Archive for: sara omar

Der er sket en del bare siden sidste år, da jeg skrev et lille indlæg for at markere Kvindernes Kampdag! Krænkelserne har stået i kø siden, og der er endda blevet gravet en grøft internt mellem generationerne af kvinder. 

Da jeg i 2015 skrevet om dagen i dag, skrev jeg om taknemmelighed – om at stå på skuldrene af kvinderne i generationerne før mig. Og om min oldemor, der i sin levetid oplevede noget så basalt som at få stemmeret! Jeg er stadig dybt taknemmelig over den tid, jeg lever i.

Sidste år nævnte jeg vores “i-landsproblemer”, og at kvindekampen ikke fyldte så meget. Jeg skal love for, at den er blusset op igen! Der er blevet renset ud blandt de lumre mænd – og dem, der er værre – siden sidst. Dem, der tror, at de rask væk vanemæssigt kan overskride andres grænser, fordi de sidder i en magtposition.

Verden er Woke!

Midt i en Corona-tid er verden for alvor blevet bekendt med begrebet Woke! Det kan vi, også os over 50, godt begynde at vænne os til. Og gudskelov for det! Det kan kun gøre verden til et bedre sted at være vågen og opmærksom overfor uretfærdigheder.

Selvom jeg personligt godt kan tænke, et en hånd på et lår eller et klap bag er en kende for lidt at føle sig krænket over (læs evt. indlægget Generation Krænket – fra sprogpoliti til tankepoliti), og at vi skal passe på, at det hele ikke kammer over, så synes jeg alligevel, at der er nogle seriøst seje unge kvinder derude!

Måske taler det ind i en skamfølelse hos tidligere generationer over, om vi har fundet os i for meget, når vi siger, at de yngre kvinder klynker over for lidt.

Føler de sig forulempet, så føler de sig forulempet!!! Sådan er jeg efterhånden begyndt at tænke. Og FINT, at også lummergøjene bliver stoppet. Det klæder i bund og grund ikke noget at opføre sig sådan.

 

Begrebet Woke stammer fra USA og henviser til holde sig vågne og på vagt overfor sexisme, racisme, homofobi og alle former for social uretfærdighed. 

 

Jeg føler mig stadig taknemmelig over at stå på skuldrene af generationerne før mig. Men jeg kan samtidig glæde mig over den nye generation af kvinder, der rusker godt og grundigt op i tingene – og de står i dag på en platform af sociale medier, der gør, at de ikke behøver at lide i stilhed.

Det betyder ikke, at de ikke kommer fra et godt og priviligeret udgangspunkt, hvor andre har kæmpet før dem! Men det betyder heller ikke, at vi ældre kvinder ikke kan kigge på de unge og hylde dem for at være så seje og bevidste, som de er. De finder sig ikke i noget! Og det kan i sidste ende komme os alle til gode.

God kampdag allesammen!

Skyggedanseren anmeldelse

Skyggedanseren er opfølgeren på Sara Omars prisbelønnede roman Dødevaskeren, hvor vi igen følger den kurdiske pige Frmesks skæbne og lange kamp for et liv i frihed. Med en vekslen mellem opvæksten i Kurdistan, senere livet i Aarhus efter flugten med den voldelige far og moderen, der har givet op og selv er blevet forrået. En universitetsuddannelse er i fuld gang for Frmesk, der fra sin opvækst hos bedsteforældrene har fine værdier i bagagen, et udsyn udover den fanatiske tro, kærlighed til poesi og en oprørstrang, der får hende til at smide tørklædet og deltage aktivt i kvindesagsdebatten.
Senere et liv i blodigt fangeskab som bortgiftet til en muslimsk voldelig mand i Tyskland. Noget, som det siden viser sig, at der ligger en masterplan bag, som rækker langt tilbage i tiden.

Har du endnu ikke læst Dødevaskeren, så kan du læse min anmeldelse her – og jeg kan kun opfordre til at læse Sara Omars vigtige og velskrevne romaner. Hun sætter selv meget på spil ved åbent at fortælle om kvindeundertrykkelse, pædofili, vold, drab og social kontrol i nogle muslimske kredse. Hun er en vigtig stemme i kampen mod de mænd, og nogle medløbende kvinder, der misbruger Islam som undskyldning for deres egne handlinger, som kan være mere modbydelige, end man nærmest har fantasi til at forestille sig.

Skyggedanseren fortsætter Frmesks historie

Skyggedanseren fortsætter, hvor Dødevaskeren slap, med tilbageblik til Frmesks opvækst hos de milde, kloge og fritænkende bedsteforældre Gawhar og Darwésh i Kurdistan i 1990’erne, som er intetanende om det systematiske misbrug, som Frmesk fra femårsalderen er udsat for af onklen, som er imam og fører bibellæsningen med de små.

Bedstefaren er en modig oprører mod islam og dens undertrykkelse og vold. Han er kristen og tidligere oberst i den irakiske hær, men først og fremmest en elsker af litteratur og poesi. Bedstemoderen er troende, men arbejder aktivt for beskyttelse af kvinderne, for en frigørelse af den fortolkning af Koranen, som udsætter dem for grænseløs vold, overgreb og død. Hun har som dødevasker ordnet og begravet utallige af de såkaldte urene kvinder, som er blevet grusomt lemlæstet og myrdet for deres valg af partner, seksualitet, eller slet og ret for at have været voldtaget. Det er ikke et let sted på jord at være kvinde. De er udsatte for sladder, voldtægter, systematisk vold og drab, og bliver bortgiftet som en handelsvare mellem familier.

Frmesk er dybt traumatiseret, men har et lys, der brænder fra sine bedsteforældre. Hun udsættes igen i vores del af verden, i Danmark og Tyskland, for social kontrol og vold, uden at nogen kommer hende til undsætning, før det næsten er for sent og hun knap nok i stand til at rejse sig.

En bog, du ikke kan slippe!

Jeg havde planer om at læse romanen mellem jul og nytår, hvilket jeg har gjort, men i løbet af 1½ dag, var den væk. Den er så velskrevet, historien så fængende i al sin modbydelige og voldelige alvor, hvor man for hver eneste side håber for Frmesk og alle de andre undertrykte kvinder, at de må få frihed og et værdigt liv uden vold, overgreb og trusler. Håbet lever, fordi nogle kvinder – som Frmesks bedstemor og siden hun selv – arbejder for kvindernes rettigheder med livet som indsats.

Det mindste, vi kan gøre, er at læse Sara Omars medrivende fortællinger og åbne vores hjerter og vores forståelse for de kvinder, der ikke er så heldige som os at være født det rigtige sted.

Skyggedanseren, som fortjener fuldt hus med seks stjerner, fås hos Saxo.com – du finder Dødevaskeren her. (reklamelinks)

 

 

 

 

 

Dødevaskeren af Sara Omar

Dødevaskeren anmeldelse

Her på Kvindernes Internationale Kampdag må det være passende at rette opmærksomheden på dansk-kurdiske Sara Omars bog Dødevaskeren.

Det er ond og grusom læsning, men ikke desto mindre nødvendig læsning, hvis vi ønsker at åbne vores øjne for, hvordan kvinder behandles i verden i Allahs navn – men også her i Danmark, hvor man i nogle muslimske kredse har bragt en kvindeundertrykkende kultur med sig.

Hvis du vil forstå, hvor forfærdeligt, nærmest håbløst, det er at være kvinde i sådan et samfund, så skal du læse bogen. At en historie, som den, der fortælles i Dødevaskeren, overhovedet kommer for en dag, bør vi alle belønne – men den har da også heldigvis solgt ekstraordinært mange eksemplarer – foruden høstet masser af anmelderstjerner og priser, og Sara Omar sammenlignes med andre store forfattere, der har kæmpet for frihed, ligestilling og retfærdighed.

Det er med livet som indsats at kvinder som Sara Omar løfter deres stemmer og overleverer deres forfærdelige vidnesbyrd. De kommer fra en primitiv voldskultur, hvor kvinder lemlæstes og myrdes efter forgodtbefindende, og hvor de betragtes som mandens ejendom og undertrykkes fuldstændigt, fysisk, mentalt og seksuelt. Det sker alt sammen i Koranens navn, såvel som i primitiv overtro, men det har ligget forfatteren meget på sinde, at det ikke er religionen som sådan, hun angriber, men den måde, islam fortolkes og håndhæves, som hun mener bør reformeres.

I historien følger vi kvinden Frmesk, både fra hendes nuværende hospitalsseng i Danmark, og tilbage til hendes opvækst i Irakisk Kurdistan, hvorfra Sara Omar selv flygtede som 15-årig.

Det lykkes Frmesk bedsteforældre at få den spæde pigen i pleje og væk fra hendes voldelige far, der kun ønsker sig drengebørn, og give hende en nogenlunde beskyttet opvækst i ly for omskæring, vold og overgreb de første år.
Omgivelserne er præget af volden mod kvinder, der slås ihjel og får skåret lemmer af for den mindste anklage mod utroskab eller urenhed.
Frmesk mormor er dødevaskeren, der frivillig gør disse kvinder i stand og sender dem i videre i døden med værdighed og omsorg. Ikke uden fare for hende selv, men med en mand, der har været i hæren og en søn, der er imam, nyder hun en vis beskyttelse.

På hospitalet i Danmark møder Frmesk en ung lægestuderende kvinde, der selv er udsat for omfattende social kontrol og skal giftes bort til en mand, hun ikke kender. Frmesk vil gerne hjælpe, men må først og fremmest skjule sig selv. Faderen er stadig, efter alle årene, på jagt efter hende, nu hvor hun ikke længere har sine bedsteforældres beskyttelse.

Det er rystende læsning, og det mest forfærdelige er, at det er den skinbarlige virkelighed for masser af kvinder i verden, hvilket vi har en pligt til at være bevidste om.

Du kan finde Dødevaskeren hos Saxo.com her (reklamelink)