Den 19. januar har filmen Underverden af den danske instruktør Fehnar Ahmad premiere over hele landet. I hovedrollen ses Dar Salim, som af mange er kendt fra tv-serien Dicte. Filmen er en blanding af drama og action med hverdagsagtige billeder af København, som gør den meget realistisk og får den til at krybe helt ind under huden.

Jeg havde høj puls og følte mig meget påvirket efter at have set filmen i dag. Den slags film plejer jeg ellers hurtigt at ryste af mig, men Underverden er mere end en actionfilm!

Instruktøren Fehnar Ahmad og skuespillerne Ali Sivandi og Dulfi Al-Jabouri

Dar Salim

Hovedpersonen, Zaid, er hjertekirurg og mønsterbryder fra indvandrermiljøet i Albertslund. Vi følger hans daglige, normale liv på arbejdet og i den fede lejlighed ved havnefronten i København, hvor han bor med sin danske kone Signe (spillet af Stine Fischer Christensen), der er højgravid. Han har tydeligtvis følt sig nødsaget til at tage afstand fra sin kriminelle lillebror, og han afviser ham, da han efter et mislykket bankrøveri banker på døren og beder om hjælp. Zaid har fået nok og forsøger med al magt at leve det liv, han har kæmpet sig til.

Da lillebroderen senere køres ind på traumecenteret på hospitalet, hvor Zaid arbejder, gennembanket og døende, starter hans kamp. Han føler sig affærdiget af politiet og magtesløs over drabet på hans bror, og han begynder at tage sagen i egen hånd og opsøge de mennesker, som lillebroderen arbejdede for. Det bliver langsomt til krig med en rå og uhyggelig underverden af kriminelle indvandrere, hvis brutalitet ikke kender grænser.

Zaids egne grænser nedbrydes i en blanding af skyldfølelse og hævntørst, han går langsomt i opløsning, og vi ser ham i det skjulte forvandle sig fra den hvidkitlede og respekterede læge til Den sorte Hævner. I bedste Rocky Balboa stil løbertræner han med hættetrøjen i det gamle betonkvarter, skyder sig uhæmmet med steroider, og han genoptager kickboxingen hos sin gamle træner. Motorcyklen males sort, og han ifører sig skudsikker vest, sort tøj og maling i ansigtet. Han går på jagt i underverdenen!

Der er dømt krig. Krig i Zaids indre, han er fanget mellem to kulturer. Hvor han før forsøgte at holde afstand til broderens problemer, bliver hævnen nu altoverskyggende i forhold til hans arbejde, kone og kommende barn. Han bliver trukket ind i en livsstil, som han for alt i verden har forsøgt at undgå, og en mere og mere regulær krig med de kriminelle, der ikke skyr nogen midler overfor de mennesker, som han har i sit liv.

Dar Salim giver alt i sig i rollen, både i de følsomme scener, fra hans normale verden, og som den side, som jeg vil kalde den sorte hævner. Filmen har en realisme over sig, der gør, at den rammer hårdt og giver masser af stof til eftertanke. Selvom man måske ikke er den store actionfan, og har det svært med den meget voldelige scener, så synes jeg, at de mange lag i filmen, gør den til et både underholdende og vigtigt kunstnerisk bidrag til den debat, vi i dag ser nye stemmer fra indvandrer- og ghettomiljøet bidrage til.

Der er en meget stærk og central udvekling mellem Zaid og hans far i filmen, hvor faderen beskylder Zaid for at have svigtet sin bror og for at have glemt, at han er iraker. Zaid trækker gardinet for og spørger sin far, om det er Irak, han ser udenfor, og at det er faderen, der har svigtet ved at sidde i sin sofa i 30 år uden at have et arbejde.
Det er stærke sager og scenen mindede mig et kort øjeblik om bogen Sort Land af Ahmed Mahmoud.

Underverden er en actionfilm, ingen tvivl om det, og den vil først og fremmest underholde. Men den fremstiller også det københavnske bandemiljø som en brutal og afstumpet verden, der afskærer mennesker fra et godt og normalt liv. Den viser også, hvad de unge indvandrerdrenge er oppe i mod i form af pres og vold, og hvordan livet balancerer på en knivsæg mellem det sorte og det hvide. Det gør det for Zaid, og det gør det vel for alle mennesker, hvis presset bliver hårdt nok.

Ikke bare Dar Salim, men også alle de øvrige skuespillere, spiller overbevisende godt, bl.a. som hårdkogte kriminelle. Nogle, bl.a. boksetræneren i filmen, er castet blandt almindelige mennesker, som ikke er skuespillere, men gør det virkelig godt, og bidrager til filmens realisme. Skuespilleren Ali Sivandi er så overbevisende som kickboxende voldspsykopat, at jeg blev næsten helt bange for ham, da jeg mødte ham efter filmen. Selvfølgelig viste han sig at være super sød og imødekommende, som det nok også kan ses på billedet.

Underverden fortjener i min anmeldelse mange flotte af stjerner for det gode skuespil, for den internationale standard, for en dansk actionfilm, der ikke er plat, for god underholdning og for at blive siddende længe efter og skabe stof til eftertanke.