Hvad er formålet med gestaltterapi?
Jeg afsluttede jo fornyligt andet år på min uddannelse til psykoterapeut med en teoretisk eksamen. Over 60 emner var der, som kunne trækkes, og et af de fire, som jeg kom op i var “terapiens formål”. Et meget essentielt emne, og det inspirerer mig til at dele her på bloggen, hvad formålet egentlig er med en gestaltisk psykoterapi. Det vil måske overraske dig, at der vigtigst af alt, IKKE er et specifikt mål.
Jeg havde læst og forberedt mig godt, så jeg var bare spændt, da jeg skulle ind til bordet og trække mine fire emner. 20 minutter havde jeg at tale om dem i, og til at svare på spørgsmål undervejs.
Jeg fandt ud af, at jeg er som en fisk i vandet, når det gælder gestaltterapiens teori. Simpelthen, fordi det fanger mig og interesserer mig helt ind i knoglerne.
Nu vil jeg dele det ene af mine fire emner med dig her på bloggen: terapiens formål.
Klientens mål
Som klient kommer man typisk til terapien med et mål om at få det bedre, blive gladere, lykkeligere, træffe valg, leve med svære ting i livet, finde mere ind til sig selv eller blive mere afklaret fx om parforhold og andre betydningsfulde relationer fra både nutiden og måske nogle fra fortiden, der stadig generer.
Vejen hvorpå, man kommer derhen, findes der aldrig en færdig opskrift på. Normer og værdier, mål, ønsker og behov er forskellige fra person til person, ligesom vores baggrund og rygsæk, ressourcer og adfærd er forskellig.
Og det er vigtigt som terapeut ikke at trække noget bestemt ned over hovedet på nogen! Afklaringen kommer gennem at lytte, støtte og bakke op, se mønstre og sammenhænge, spørge interesseret ind og være med til at skabe klarhed.
Derigennem bliver det muligt for den enkelte at træffe de rigtige valg for sig selv.
TERAPI kommer af det græske ord therapeis og betyder at heale, pleje, lindre, kurere.
Jeg skal selv igennem 60 timers terapi i forbindelse med min uddannelse. Det kan du læse mere om HER.
Gestaltterapiens form¨ål
Lad mig starte med, hvad formålet med terapien IKKE er: At nå frem til specielt mål eller en løsning. Her er det processen, der er vigtig.
En klient er ikke et projekt for gestaltterapeuten, som aldrig må falde i en gryde om at vise, hvad hun kan og hvor “dygtig”, hun er. Der skal hverken analyseres, fortolkes eller gives gode råd! Som gestaltterapeut er man ikke klogere end klienten, og ingen er mere ekspert i eget liv end personen selv.
Men man kommer helt og holdent som sig selv, autentisk, åben, nysgerrig og kontaktfuldt undersøgende sammen med klienten – på hans eller hendes præmisser.
Terapi er i bund og grund en samtale med sig selv med et støttende, ægte, nærværende og empatisk vidne!
Der er, hvad der ér!
Formålet for gestaltterapeuten er – sammen med klienten – at undersøge dét, der er. Ikke at gætte, fortolke, analyse og fantasere sig frem til, hvad der foregår i klienten. Ingen er større eksperter i vores eget liv, end os selv.
Kunsten er at gå vejen sammen, støtte, lytte, stille sig til rådighed i en autentisk kontakt, være opmærksom og empatisk. Terapeuten holder et yderst vågent øje med, hvad der sker – både verbalt og kropsligt – og vil kunne se mønstre og spørge ind til det, der virker til at være energi på og være vigtigt i forhold til klientens værdier og ønsker.
For derigennem at medvirke til at skærpe klientens opmærksomhed på sig selv!
De svære ting kommer ud i lyset, hvor de kommer til at stå klarere eller ligefrem opløses. Mange ting, der har ligget dybt og måske har fået os til at tænke dårligt om os selv, tåler ikke dagslyset. Når de først kommer frem, kan vi se dem med nutidige øjne i et empatisk rum, og dermed efterhånden få dem til at forsvinde eller acceptere og leve med dem.
Andre ting, vil træde klart frem og ligefrem skabe AHA-oplevelser, der ændre klientens ageren og væren i verden i al fremtid.
Hvad ønsker du?
I terapien bliver muligt at undersøge og opdage, hvad der foregår, og hvordan vi agerer i forskellige sammenhænge. Om vi kan mærke og fastholde egne behov, og om vi er i stand til at være sammen med andre og samtidig afgrænse os fra andre på en måde, der føles godt, og hvor vi kan være os selv som dem, vi er.
Hvad ønsker du at opnå? Hvad er du bange for? Hvor ligger gevinsten i at gøre, hvad du gør?
Der er altid en årsag, altid en gevinst, når vi vælger at agere, som vi gør.
Vi gør ALTID det bedste, vi har lært – fordi det har fungeret for os engang. Måske som børn, hvor overlevelsen i verden var afhængig af en særlig tilpasning. Måske er der skabt nogle autopilotmåder at agere på, som vi ikke er bevidst om. Vi bøjer os måske, eller vi går til angreb, vi vender tingene indad, vi giver andre skylden, vi gemmer os væk.
Når vi finder ud af, hvad vi har brug for og hvad vi ønsker, og hvilke gamle strategier, der forhindrer det – så bliver det muligt at gå efter det, vi ønsker os i livet. Naturligvis i respektfuld hensyntagen til omgivelserne og det mulige.
Formålet med terapien er kort og godt at skabe KLARHED for klienten. For derigennem at skabe flere valgmuligheder!
Fritz Perls, grundlæggeren af gestaltterapien, definerer psykisk sundhed som bl.a.:
At kunne mærke og rangordne sine behov
og gå efter dem
inden for rammerne af det mulige.
I gamle dage, tilbage i 60-70’erne, var gestaltterapien kendt for at være meget konfrontatorisk, grænseoverskridende og ekstremt centreret om egne behov. I dag er den kommet et helt andet sted hen. Stadig med de grundlæggende eksistentielle teser i behold – vi har alle ansvar for eget liv, og vi skal leve med vilkårene om ensomhed, valgfrihed og døden – og i dag er terapien meget respektfuld, støttende, rummelig og i øvrigt også effektiv.
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage