Se yngre og friskere ud med Faceyoga!
Den nye super gode og let forståelige bog Faceyoga er skrevet af Niki Terlich, Tanja Eskildsen og Cecilie Blaksted, som hver især er eksperter i yoga, ansigtsyoga og naturlig, bæredygtig og holistisk skønhedspleje. Bogen giver dig et let forståeligt værktøj til at dyrke yoga for ansigtets muskler – en nem (og gratis) ansigtsbehandling, der med bare 10 minutter om dagen giver dig en naturlig slow-aging effekt. For ikke at tale om velvære og afslapning. Du kan selv vælge det program, eller sammensætte de øvelser der passer, hvad enten du ønsker et løft af ansigtet, en sundere udstråling, bedre søvn, mindre tankemylder – eller bare en frisk start på dagen!
Bogen er modtaget til anmeldelse fra Forlaget Grønningen 1
Indlægget indeholder reklamelink til Saxo.
Jeg har bogen liggende i køkkenet, så jeg lige kan snuppe en lille serie øvelser for ansigtets muskler, mens har nogle minutters ventetid, fx mens vandet koger og teen trækker. Jeg har fundet frem til de øvelser i bogen, som jeg har allermest brug for til mit ansigt: opstramning omkring kæben og munden, udglatning og afslapning mellem øjenbrynene, løft ved øjnene og en gang imellem en afslappende øvelse for nakken eller for panden og tankemylderet derinde bagved.
Brug bogen til at blive face yogi derhjemme!
I bogen får du en grundig og letforståelig indføring i laver ansigtsyoga derhjemme – og i øvrigt også til de tre forfattere og deres personlige baggrund og begejstring for at dyrke det som et lille koncentreret frirum hver dag. Du får en forståelse for de forskellige muskler i ansigtet, og øvelserne er beskrevet, så du nemt finder ud af, hvad du specifik skal gøre, hvis du ønsker at fokusere fx mellem brynene, ved øjnene, omkring munden, kinderne eller for halsen.
Du kan bruge de færdige programmer i bogen, eller du kan – som jeg – selv plukke i øvelserne og lave det, der giver allermest mening for dig. Måske er det noget forskelligt fra dag til dag. 10 minutter om dagen er nok til at gøre en forskel, men det kræver naturligvis vedholdenhed og tålmodighed. Ansigtets muskler kræver, ligesom resten af kroppen, træning i en periode, før resultaterne for alvor kommer.
Dertil kommer, at der også er nogle virkelig skønne afspændingsøvelser for nakken og pande, hvor mange af os har tendens til at spænde! Det er utroligt, hvad 3 gange 30 sekunder kan gøre! Og her kommer effekten med det samme.
Bonus: Afspænding, massage og lymfedrænage
Som en ekstra bonus får du til sidst i bogen en vejledning i af bruge en gua sha-sten til at afspænde, løfte og sætte gang i flowet i lymfevæsken. Har du ikke en gua sha sten (det har jeg heller ikke, men jeg tænker på at anskaffe mig en), så kan du måske bruge principperne til at massere med dine hænder eller jaderulle til en start.
Alt i alt er bogen meget brugbar og inspirerende til at gøre noget dejligt og ekstra for sig selv i form af en nem træning for hele ansigtet og et naturlig ansigtsløft, et mere afslappet, fastere og mere ungdommeligt udseende.
NAMASTE!
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage