Slut med løb! Om at acceptere det, vi ikke kan ændre.
Alt har sin tid, livet forandrer sig – og vi må acceptere at indrette os efter de omstændigheder, der nu en gang er. Først fik jeg slidgigt i min ene storetå – det er til at leve med – og nu har jeg erhvervet mig en meniskskade i det ene knæ. Så jeg har nu for alvor indstiller mig på, at det er SLUT MED LØB. Min første – og sikkert ikke sidste – oplevelse af, at der er noget, jeg ikke længere kan! Læs her, hvordan jeg vælger at takle det.
Summasummarum er, at jeg ikke længere kan løbe! Mit knæ vil ikke være med mere pga. en meniskskade.
I første omgang har jeg fået en blokade, og måske skal jeg have en kikkertoperation senere. Det kan nok godt blive bedre, eller ligefrem godt igen, men min storetå har slidgigt, og der virker som om, at min krop ikke rigtigt kan lide at løbe mere.
Og jeg vil ærligt talt ikke risikere at miste muligheden for lange gåture, at kunne cykle og gå til yoga.
Læs om mine 5 veje til at forsøge at holde vægten med alderen.
Så jeg har indstillet mig på, at løb ikke længere er inde i billedet. Det første – og sikkert ikke det sidste – farvel til ting, som jeg ikke længere kan!
Den halvfyldte eller det halvtomme bæger
Jeg fylder 57 år i morgen. Det er svært at forstå, at tiden går med så hastige skridt.
Men det er også vigtigt at erkende, at tiden netop er begrænset og at alting er til låns. At vi har det ene liv, og at det er op til os selv at få mest ud af det. Men udgangspunkt i de værdier, vi nu hver især har.
Kan vi vende ind i nuet i stedet for at være i fortiden, fortrydelse, fremtiden og bekymringen, så vil verden åbne sig på en ny måde.
♥ I stedet for at begræde, at tiden går, og jeg bliver ældre, vil jeg hellere glæde mig over, at jeg ER her. Jeg er rask, jeg har mærket sygdom banke på, men har klaret mig ud på den anden side og er taknemmelig.
♥ Der er – om alt går vel – en ny og spændende tid foran mig, som skal opleves. Endda snart med en ny uddannelse som psykoterapeut og en anden væren-i-verden og nye kompetencer, som måske kan komme andre til gavn også.
♥ Jeg er med tiden blevet bedre og bedre til at vende ind i nuet, nyde livet og mærke, hvad der er godt for mig. Livet bliver egentlig bare bedre og bedre!
♥ Jeg siger til mig selv hver dag, at “det, som jeg har brug for, kommer til mig”! Det giver mig ro, tro og tryghed i det, der sker.
♥ Ingen af os går igennem livet uden modstand og tab. Som kloge folk har sagt, er det afgørende ikke, hvad der sker os, men hvordan vi tager det.
♥ Sindsrobønnen siger det hele: Giv mig sindsro til at acceptere, hvad jeg ikke kan ændre, mod til at ændre, det jeg kan og visdom til at se forskellen.
Vores tanker og bevidsthed er afgørende for, hvordan vi har det – og vi vælger langt hen ad vejen selv ♥
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage