Sund januar – med måde!

Sund januar

Julen og nytår er lagt bag os, og jeg tror, at vi er rigtigt mange, der ser januar som startskuddet til en lidt sundere livsstil. Vi starter på en frisk med nytårsfortsætter og ny energi. En ren tavle, som vi gerne vil fylde ud med alt det rigtige og et nyt og bedre jeg. Fitnesscentrene er overfyldte og indkøbskurvene bugner af grønt, men rådet herfra skal lyde, at det er bedre at sætte små realistiske mål end at give dig selv et nederlag, når de overambitøse planer må droppes igen i løbet af februar!
Hellere en lille succes end et stort nederlag! ♥

Jeg er ikke tilhænger af slankekure, men foretrækker stille og roligt at have nogle fornuftige vaner. Rigide kure fører sjældent noget godt med sig andet end en craving efter de ting, vi har skåret helt fra og måske endda endnu flere kilo bagefter.
Jeg vil derfor minde om Umahro Cadogans ord, som du kan læse i indlægget her – “Find et leje, du har holde” og “Det, der virker, er det, du laver”!

Det er vigtigere at gøre noget, som vi oplever succes med og er i stand til at overholde, end at slå os selv i hovederne med alt det, som vi ikke magter at få gennemført, og dermed måske opgiver helt. Alt det gode, vi er i stand til at gøre for os selv, komme ind på helbredskontoen – langt mere end at lægge forkromede planer og have en masse gode intentioner.

Du er, hvad du spiser – du spiser, hvad du køber!

Når, det kommer til kosten, så er mit bedste råd at huske på, at det hele starter i supermarkedet! Vi er, hvad vi spiser, men vi spiser, hvad vi køber.
Indkøbsstederne er så snedigt indrettet, at de frister vores hjerner til at købe de usunde ting. De har regnet os ud på en rigtig usympatisk måde. Først kommer vi igennem grøntafdelingen, så vi kan fylde på med alt det sunde – derefter føler vi os så gode, at vi tillader os selv at synde lidt. Jo længere, vi når mod kassen, jo dårligere varer finder vi rent sundhedsmæssigt. Tænk lige over det!

Et simpelt råd er at købe ind efter en indkøbsseddel. Det gør jeg selv – og der står ikke slik, kager eller chips på den 🙂
Det kan jeg sagtens spise, og gør det også, men det er hverdagene, der tæller, og der står der ordentlig mad på programmet (læs evt. mere om kostråd her).

Lad være med at stresse dig selv!

Sammenhængen mellem krop og sind er noget af det, som der forskes i for tiden, og et stresset sind påvirker kroppen og kan skabe inflammationer på samme måde som en dårlig kost.

I nytårsfortsættet for en større sundhed, må vi derfor ikke glemme ro, søvn og afstresning. For hårde krav og nytårsfortsætter kan ende med at stresse os endnu mere, så også her handler det om at finde en balance og nogle aktiviteter og et niveau, vi kan trives med.
Der er ikke nødvendigvis grund til at træne sig op til en triathlon, måske kan fem kilometer løb, en gå- eller cykelture gøre det meget bedre for vores sundhed og balance.

Jeg søger balance

Mit eget fortsæt er at få struktureret min tid lidt bedre og skruet en smule op for min træning, især den styrkebetonede (du læste måske, at det kunne stå lidt bedre til med min muskelstyrke i indlægget her).
Det har jeg lyst til, og jeg føler, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg har overskud til det igen. Men det skal ikke være en stressfaktor. Har jeg ikke tid eller lyst en dag, så går det nok endda.

Jeg lever – især efter min sygdom – efter en samlet pakke, der handler om at være i balance, og i det indgår der at plukke fra hylderne af alt fra løb til yoga og qi gong, guidede meditationer, søvn, sund mad og ro. For alt i verden ikke stress. I årets løb har jeg endda også været til healer.

Det handler om at finde det, som virker for os hver i sær og plukke løs af det, vi kan overkomme af sunde kostvaner, god søvn, afslapning, meditationer og træning. Januar kan være et godt startskud til at få implementeret en ny vane, men find noget, der er realistisk og holdbart, og husk også, at det ikke må være en stressfaktor.
Alt med måde – og så kan du stille og roligt bygge på med de ting, DU har overskud og lyst til. DET er i mine øjne en sund januar ♥

2 replies
  1. Janet
    Janet says:

    Det med indkøbssedlen praktiserer jeg også. Nederste punkt lyder dog altid på Diverse… Tænker det nok er der, at kager, slik og andet godteri ryger i kurven.
    Jeg vil fremover slette diversepunktet – for som du skriver, så spiser vi jo det vi køber.
    Januar er altid måneden til reflektion og vaneændring, ihvertfald et forsøg på – og jeg kan lægge ud med en kortere indkøbsseddel, Hihi.
    Godt Nytår fra Janet

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Haha, diverse er smart – lidt for smart måske 😉
      Jeg håber, det kan gøre en god forskel for dig at ændre den lille vane.
      Kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.