Leonora Christina Skovs nye selvbiografiske roman Den, der lever stille er strøget ind som nr. 1 på bestsellerlisten, og det er fortjent. Både for det mod og den enorme styrke, hun udviser ved at klæde sig selv helt af og fortælle om sit eget liv, og det, som hun er dannet af og har kæmpet i mod. Men også for at være i stand til at få overblik over mønstrene i sin egen familie og formidle dem, så de vil være til gavn og inspiration til måske både at forstå sig selv og andre, der i deres liv har været udsat for psykisk terror, mobning og udstødelse – og selvudslettelse på grund af uempatiske, fordømmende og selvoptagede forældre.

***

Umiddelbart efter sin mors død beslutter Leonora Christina sig for at skrive historien om sin egen opvækst, om forholdet til forældrene, og den totale nedsmeltning, der indtræffer, da hun som 19-årig flytter/flygter hjemmefra og kort tid efter springer ud som lesbisk.

I bogen får man både historien om opvæksten og forældrene, men også en nutidsoplevelse af selve skriveprocessen. Er det overhovedet klogt som forfatter at sætte sig selv i bås med sin egen fortælling? Vil hun støde nogen undervejs? Fx hendes far, der ikke har helt samme oplevelse af tingene. Og hvor svært det egentlig er at få skrevet en roman, der faktisk burde ligge ligefor, fordi historien og personerne allerede er der, men i virkeligheden kræver en gennemlevelse og bearbejdning af så meget på et personligt plan.

***
Leonora Christina, oprindeligt bare Christina, voksede som enebarn i et pænt parcelhus i Helsinge. Et liv præget af ordentlighed og kontrol, kontrol med alt fra hendes kalorieindtag til hendes brug at lommepengene og gennemgang af husets telefonopkald. Der var rigide meninger og alt og alle – og de var som regel dømmende og negative – og der var ikke omgang med andre end nogle få fra familien.

ALT handlede om at holde Christinas mor glad. Se nu, hvad du har gjort – du har fået mor til at græde! Køkkenrullen til tårene var en fast rekvisit ved moderens side ved middagsbordet, hvor Christina sad nærmest klaustrofobisk mellem sine forældre. Hendes fars største mission var, fra først til sidst, at støtte moderen, og Christina var aldrig i tvivl om, at hun kom i anden række.

Hun begynder tidligt at skrive, og mens faren aldrig kommenterer de lange historier, så rettede han nidkært den 6-åriges stavefejl. Men så længe, hun klarer sig godt i skolen, og får topkarakterer, opfører sig pænt, og ikke får sin psykisk ustabile mor til at græde, så fungerer det lille trekløver.

Christina selvværd er lille og usikkerheden er stor, men alligevel har hun en indre styrke til at komme videre og genopfinde sig selv om universitetsstuderende med det  nye navn Leonora. Hun er en høj, markant, stærk og intelligent kvinde, som formå at skabe et andet liv – med rød læbestift og høje hæle og en voksende succes som skribent, anmelder og forfatter.

Hendes homoseksualitet trækker fronterne over for forældrene ekstra skarp op, for det er fuldstændigt uacceptabelt for hendes småborgerlige og fordomsfulde forældre.

***
Da hendes mor får konstateret brystkræft bliver det direkte sagt, at det er en sygdom udløst af psykiske faktorer, og det derfor er Leonoras skyld. Selv i hendes voksne liv er alting hendes fejl, og hendes mor er det centrum, som verden skal dreje om. Alligevel holder Leonora fast og forsøger at hjælpe i sygdomsforløbet – i et evigt og menneskeligt forsøg på at opnå sig mors kærlighed. En næsten umulig mission, når man har med et menneske at gøre, som ikke formår at kunne holde af nogen, end ikke sit eget barn.

***

Leonora forsøger efter moderen død at finde ind til en lille flig af, hvem hendes mor var. Måske for at lindre sin egen smerte, for at forstå. Hun kendte reelt ikke sin mor, men det er der heller ingen andre, der gjorde. Hun var isoleret og uden nære veninder, og betroede sig ikke til nogen.

Den mest forklarende faktor er måske den voksne Leonoras syn på sin elskede mormor. En stærkt religiøs kvinde, der i over 50 år truede med, at hun var ved at dø af dårligt hjerte, når tingene ikke gik hendes vej, og som ikke udviste samme følelser for sin datter som overfor sin barnebarn. Da døden endelig indhentede hende i en høj alder, blomstrede Leonoras mor op for en stund.

Bogen har sikkert gjort Leonora godt at skrive – det håber jeg inderligt – men, den har derudover også potentiale til at gøre andre både stærkere, klogere og mere modige. For det får den 5 flotte stjerner og en kæmpe anbefaling herfra.
Du kan købe den på Saxo.com.