Tag Archive for: rengøring

Min robotstøvsuger kommer grundigt ind under møblerne.

Jeg har købt en robotstøvsuger efter nogen tids overvejelser. Det er nok som med så meget andet – man hører om andres gode erfaringer og bliver efterhånden inspireret. Forleden, da jeg stod og skulle i gang med rengøringen, slog det ned i mig: NU skulle det være (også en god overspringshandling). Så i stedet for at gå i gang, drønede jeg afsted til Elgiganten og købte min nye hushjælp – og  jeg er vild med den.

Nogle gange så skal der altså lige tages en dyb indånding, før jeg går i gang med rengøringen, og jeg har i et stykke tid tænkt, om en robotstøvsuger mon kunne være en god hjælp. Ville den gøre det ordentligt og være til reel nytte?

Lad mig med det samme sige, at jeg er yderst begejstret for den nye robotstøvsuger. Mens den støvsuger, kan jeg lave noget andet, og det hele bliver lidt mere overskueligt.

 

Gør rengøringen lidt lettere og mindre ensomt

Roberta er mit navn til hende (ja, hvorfor er det en hunkøn? Det kan jeg jo tænke lidt over) – eller Berta blandt venner.

Jeg taler endda til hende, må jeg indrømme. Fordi hun er ret så sød, som hun knokler afsted og arbejder på at registrere og lære rummene at kende og virkelig gør et godt job med at være så grundig som overhovedet muligt. Fjollet, jeg ved det, men jeg er altså virkelig glad for at have fået en kompagnon til rengøringen. Det føles mærkeligt nok lidt mindre ensom at have en at dele arbejdet med – robot eller ej.

Robotstøvsugeren knokler på over tæpper og dørtrin og lærer rummene at kende, så den kan køre effektivt i faste mønstre.

Støvsugningen er for mit vedkommende nu begrænset til trapperne og nogle få ufremkommelige steder. Og faktisk er der steder, hvor robotten er meget bedre til at komme under og støvsuge grundigt, end jeg selv er.

 

Robotstøvsuger med god sugeevne

Jeg har valgt en model, der prismæssigt ligger midt imellem. Der var muligheder fra omkring 2.000 kr. helt op over 10.000 kr.!
4.000 kr. koster min iRobot Roomba i7. Det var for mig afgørende, at den har en ekstra god sugeevne og kan klare både faste gulve og tæpper.

Den kan styres via en app, men desværre ikke med 5G, som vi har. Så den funktion må jeg undvære, og det går såmænd nok. Der er også noget med noget stemmestyring, som jeg skal have kigget på, når jeg en dag ikke er helt så utålmodig 😉
Indtil videre er det ren plug and play. Jeg sætter Berta i gang, og hun kører derudad indtil hele rummet er støvsuget. Løber hun tør for strøm, kører hun selv tilbage i opladeren. Hun registrerer rummene med et lille kamera og kører fx ikke ud over trapper.

Min iRobot Roomba i7 har en ekstra god sugeevne og kan klare både faste gulve og tæpper.

Har du brug for at lette arbejdet med rengøring, føles det nogle gange lidt tungt og uoverskueligt at komme igennem jobbet, så kan jeg anbefale en hjælpende hånd fra en robotstøvsuger. Jeg er i alt fald meget begejstret over, hvor effektiv og tidsbesparende den er. Eneste problem er, at jeg skulle have købt den noget før 🙂

Nu er der gået mere end et år, siden jeg skrev indlægget Rengøring – ud af offerrollen og ind med arbejdsglæden, og jeg tænker, det er tid på en status på, hvordan det er gået med arbejdsfordelingen og de klare rammer her hos os! Holder de stadig?

Der er ikke noget bedre, for de fleste af os, end at blive set og anerkendt, for de ting, vi gør.

Billedet er det samme som sidst – der er jo ikke sket det store. Måske er den daglige styling gået lidt Corona-fløjten, men på en god dag, så går det nok 🙂

Jeg fandt ud sidste år, at jeg nogle gange gik og var småsur og offeragtig, mens jeg gjorde rent eller ordnede andre praktiske ting i huset! Og det var faktisk dumt, for dybest set har jeg intet imod husarbejde, og jeg tror på, at det er sundt – hvis man ellers har tiden til det – at få noget naturlig bevægelse og ordne det praktiske inde og ude i hjemmet.

Problemet var nok, at jeg havde påtaget lidt for meget på min opgaveliste, og selv gjort huset til mit domæne, og Sten ikke helt kunne byde ind på sine egne præmisser.

De klare rammer fjerner offerfølelsen!

Løsningen var at få skabt nogle klare og tydelige rammer for, hvem der har ansvar for hvad. I stedet for “løse” aftaler om at hjælpe til her og der, så påtog jeg mig rengøringen alene – mod, at han står for nogle andre opgaver, som tømning af opvaskemaskine, bortskaffelse af pap og skrald, skift af sengetøj og vinduespudsning.

Det kører bare derudad med de faste ansvarsområder, som bliver overholdt til punkt og prikke. Der er ikke noget at diskutere, ingen venten på, at den anden gør det, og ingen offerfølelse over, at være den, der svinger støvsugeren eller tager skraldet. Og man gør det i helt sit eget tempo, når det passer een.

Det nyeste “tiltag” er faste maddage, hvor vi hver især bare ved, at den anden står for aftensmaden, og man kan slappe af med god samvittighed. Og det behøver, efter min mening, ikke være absolut millimeterdemokrati i ligestillingens navn. Bare begge er tilfredse!

Det betyder heller ikke, at vi ikke kan hjælpe hinanden. Det er vi faktisk blevet endnu bedre til, synes jeg. Og så er der selvfølgelig ting, som vi gør i fællesskab.


Et lille tak har stor betydning

Selvom noget er fast, skal det ikke bare være en selvfølge!
Der er ikke noget bedre, for de fleste af os, end at blive set og anerkendt, for de ting, vi gør.

Som jeg konkluderede for et år siden, så er det bedre at være tydelig og få skabt nogle klare rammer, hvor alle er glade, end at være i en evig kamp om, hvem der byder ind med hvad. Jeg synes faktisk, vi på det sidste er nået next level, fordi vi har fået en større bevidsthed om, hvad den anden bidrager med, og om at sige tak til den anden.

Så med tydelighed og klare rammer, kan man komme langt og har mulighed for at blive mere glade og tilfredse i hverdagen. Med overskud oveni til en smule opmærksomhed, anerkendelse og taknemmelighed for de ting, den anden gør, så er de daglige opgaver slet ikke så sure.

Så status er – arbejdsfordelingen holder, det udvikler sig, og det skaber tilfredshed og overskud! ♥

Det skal handle om rengøring, og det er ikke ligefrem et feministisk manifest, vi skal ud i. Hjemme hos os har vi nemlig en fælles mere eller mindre veldefineret overenskomst om, at det er mig, der står for hovedansvaret for husholdningen. Så er der andre ting, Sten står for – og andet, der har været lidt mere flydende i forhold til, hvem der står for det.

Her på det sidste har jeg dog fundet ud af, at nogle helt tydelige og klare rammer for arbejdsfordelingen kan være en kæmpe fordel. For mit vedkommende har det betydet mindre offerrolle og større glæde – og for min mand betyder det, at han ikke behøver at have dårlig samvittighed, når jeg svinger støvsugeren.

Ud af offerrollen – ind med arbejdsglæden!

Klar arbejdsfordeling giver glæde

Rengøring er noget, mange gerne vil slippe for – især, hvis man har travlt, er det forståeligt nok dyrebar tid, der går med at holde huset. Der kan også hurtigt blive en masse bøvl og ballade over, hvem der gør hvad, når man er flere, der lever sammen. Men her kan en mere tydelig arbejdsfordeling også være vejen frem.

Der er ikke noget værre – og dummere – end at gå rundt og skumle, imens man udfører eet eller andet arbejde i hjemmet og samtidig går i offerrollen over det. Man får nok tingene gjort, men er i dårligt humør humør over det, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet. Måske ender man ligefrem pludselig med at være blevet en god gammeldags tyrannisk husmor, der knokler løs og styrer det hele med hård hånd – og er sur samtidig, fordi ingen hjælper til.

Jeg foreslog min mand, at jeg ville tage HELE rengøringen fremover alene. Da han tilbød at støvsuge “en gang imellem”, sagde jeg pænt nej tak, og foreslog i stedet ham nogle andre faste opgaver. Han var helt med på, at skift af sengetøj, bortskafning af skrald og tømning af opvaskemaskine nu fremover er 100% hans ansvar. Der er tydelige og klare linjer – han er tilfreds og jeg er tilfreds, og der er ikke så meget at diskutere.

“Rengøring er noget lort!”

“Rengøring er noget lort – man ser kun dét, der ikke er gjort!” Det stod der på et skilt på væggen hos en af mine legekammerater, da jeg var barn. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig glemt det. Og noget er der jo om det. Det er om og om igen, og helt perfekt bliver det vel aldrig. Men, det skal jo gøres, og så kan man lige så godt hygge sig imens 🙂

Jeg skal indrømme, at jeg – indtil nu – har haft hjælp hver anden uge til at rengøre vores 250 kvm. fordelt på tre etager. Men, da jeg havde gjort hele hytten grundigt ren efter julen, tog jeg en beslutning om at sætte hjælpen på standby og gøre det selv. Dels har jeg, hvis jeg planlægger lidt bedre, faktisk tiden til det. Dels er der for mig noget fint i at holde mine egne omgivelser. Og endelig er det en måde at holde sig selv i gang på. Det er 4-5 timers gratis ugentlig motion (jeg sparer ovenikøbet penge på den).

I stedet for at vente på, at min mand skal finde på at give hånd i ny og næ, så kan jeg rent faktisk nyde rengøringen af huset og gå og hygge mig med det, mens jeg hører musik og podcasts – uden at bruge energi på at føle mig som et offer. Han skal omvendt ikke bruge energi på at regne ud, hvor og hvornår han skal byde ind, have dårlig samvittighed eller en sur kone.

I stedet for en evig kamp om, hvem der byder ind med hvad, så kan det være en god idé, at være tydelig og få skabt nogle klare rammer, hvor alle er glade ♥

Så er vi kommet til den mindre glamourøse, men ikke desto mindre, ganske uundværlige ting til den nye hus: Valg af toiletter!

Vi skal bruge et hængetoilet til det hele nye badeværelse, og et stående toilet til det badeværelse, som skal have en makeover. Og selvom, man kan tænke, at et toilet vel stort set bare er et toilet, så er der mere i det end som så.

Designmæssigt er der rigtig stor forskel, og der er også kommet en del tekniske muligheder, som er værd at overveje.
Med alt fra numseskyl til touch free betjeninger!

Da jeg første gang så Ifö Spira Art toiletter, var jeg ikke i tvivl om, at de var et perfekt bud til vores hus.

Designet er super flot, enkelt og moderne – passer flot til vores Dornbracht armaturer og Multiform badmøbel. Her kan du se modellen som hængeskål, men længere nede kan du se den tilsvarende som stående toilet, som vi skal have i det andet badeværelse.

Spira Art toiletterne har ydermere noget, der hedder RimFree – en åben skyllerand, som gør rengøringen meget lettere, og sværere for bakterier og snavs at gemme sig og sætte sig fast. Normalt skal man jo op under en kant og gøre rent, og man kan ikke rigtigt se, hvad der foregår deroppe, men med denne her løsning er hygiejnen meget bedre.

Jeg er vild med designet, både hvad udseendet angår, og med den lettere rengøring. Og når vi er ved hygiejnen, så er der endnu en ting, som er vildt fedt, og som vi også har valgt:
Touch Free betjening!
Vi komme bare til at skulle føre hånden over knappen, så skyller toilettet ud. Selvfølgelig med både stort og lille skyl.

På det stående toilet bliver kommer det til at ligne et almindeligt tryk, og det kan også bruges som sådan, hvis strømmen svigter. Her kommer vi nemlig til at køre med en batteriløsning til systemet.

Her kan du igen se det super fine – jeg er lige ved at sige elegante, design, og det kan man vel også om et wc!
Og her den smarte touch free betjening!

Jeg havde helt ærligt aldrig helt forstået vigtigheden af det dér med valg af indbygningscisternen til det væghængte toilet!
Men nu kan jeg godt se, hvorfor nogle begår den fejl ikke at tage stilling til det som det første. De senere muligheder for betjeningspaneler og knapper er nemlig afhængigt af cisternen.
Prøv selv at se en væg af muligheder – men der er altså ikke frit valg, men nogle til hver størrelse cisterne.


Jeg er så begejstret for tanken om den berøringsfri betjening, at det blev det, der afgjorde valget af den store Duofix indbygningscisterne (fra Geberit) til højre på billedet
Dels er det hygiejnisk, dels er det praktisk og ser også lidt funky ud. Vi har valgt Sigma80 med spejloverflade, som kommer til at passe godt til vores mørkoxyderede armaturer.

Det var lidt om toiletterne – måske ikke umiddelbart det allermest sexede emne, men ikke desto mindre noget, som spiller en væsentlig rolle i indretningen af badeværelset. Jeg synes selv, at Ifö Spira Art er et super godt valg, der forener et flot design med god hygiejne og lettere rengøring.
Det vil du komme til at se mere til, når projektet de næste uger kommer til at tage form.

 

 

Er de reneste hjem også de kedeligste?

Det slog mig i dag, som jeg var i gang med støvsugningen, at det også kan blive for meget med al den rengøring. Når jeg tænker over det, så er de hjem jeg kender, som er allermest pivrene, også ofte lidt kedelige og livløse. Hvorfor? Måske er det fordi, der bruges for meget energi på formen i stedet for indholdet, ligesom det gælder med så mange andre ting her i livet. Den tid, der bliver brugt på at opretholde facaden, pudse og polere, kunne være brugt på rent faktisk at leve, udvide sin horisont, dyrke sine interesser og udrette noget.

Der er for mig ikke noget bedre og mere interessant end et hjem, hvor man kan se, at der bliver læst, hvor der er interesser, hvor der bliver udrettet og måske produceret noget (mad, tegninger, strik, syning, træsløjd, digte….whatever). Så gør det ikke noget, der ikke er helt perfekt – hellere et levet liv, fremfor overdreven ordren og renhed. Og hellere lidt skidt i krogene end et rent helvede, som nogen siger 🙂

Jeg læste en gang et sted, at orden dræber kreativiteten, og det kan der nok være noget om. Selvom det modsatte selvfølgelig også kan gøre sig gældende, og for meget rod og uorden kan være en dræber. Det handler om at finde balancen.

Og det siger jeg, som nok har det mere rent og ryddeligt end de fleste! Ja, det her er måske nok en lille eftertænksomhed, der først og fremmest er rettet mod mig selv. Jeg foretrækker at gøre rent i mit eget hjem selv, og jeg synes, der er noget fundamental og noget tilfredsstillende over at holde sine egne omgivelser. Undersøgelser viser vist endda også, at det øger livskvaliteten. Orden er efter min mening også er rigtig rar ting. Det skal bare ikke tage overhånd! Det vil jeg i alt fald selv tænke mere over fremover. Slap nu lidt af! Der behøver ikke være hermetisk rent overalt og hele tiden!

Det er som regel ikke det perfekte, der er det interessante, men det lidt mere skæve. De små fejl giver karakter. Tænk bare på de ægte orientalske tæpper, hvor de bedste kan have små fejl, fordi de er lavet i hånden. Faktisk SKAL der væves en fejl ind i tæppet, fordi kun Gud er perfekt, og intet menneske skal stræbe efter at være guddommelig og perfekt. 

I dag tager jeg en quick rengøring og slækker lidt på standarden – jeg er nemlig ikke perfekt, og det er mit hjem heller ikke (og jeg har andre og mere interessante til at gøre)!