Langt hår efter de 50 er flot – og gerne gråt!
De fleste af os er nok efterhånden med på, at den gamle regel om, at kvinder over 50 (60, 70, 80 eller ældre) ikke kan have langt hår, er fortid!
Kvinder kan i dag, uanset alder, heldigvis bære alle længder og alle frisurer og farver, inkl. vores naturlige hårfarve.
Egentlig er det lidt af et paradoks – før i tiden måtte håret ikke være langt, fordi det var for ungdommeligt. Samtidig syntes mange, at det var forkert, at håret var gråt – fordi det virkede gammelt! I dag er der intet, der skal holde os tilbage for at have langt hår hele livet, hvis det er dét, vi vil. Eller en kort smart frisure for den sags skyld. Og så er vi stolte silverfoxes, hvis det passer os!
Jeg foretrækker i en alder af 54 mit hår langt og i min naturlige farve inkl. de grå hår.
Langt + farvet kan let blive for meget!
Personligt er jeg vild med gråt hår. Jeg synes, at den grå hårfarve som regel klæder alle, og det er ovenikøbet trendy at være en silverfox 😉
Og faktisk er det lidt af en misforståelse, at man altid automatisk ser yngre ud, fordi man farver håret. Ofte passer det grå og lyse hår bedre til huden, så man kommer til at se friskere og mere naturlig ud.
Det er selvfølgelig ikke alle, der er vilde med deres grå hår. Det er heller ikke alle, der får en nuance, de synes, gør noget godt for dem, og der skal også være plads til at farve det. Jeg skal ikke stille mig til dommer for, hvad den enkelte har lyst til og synes er flottest, men mit budskab er, at du ikke skal lade dig begrænse eller diktere af din alder! Hverken, hvad angår længde, en smart og fræk frisure, eller farven.
Farver du håret, så vil jeg generelt anbefale en mere naturlig farve, skyllefarve eller striber/highlights fremfor en kraftig helfarvning, der kan virke meget bastant til huden.
Et kort eller mellemlangt hår kan, efter min mening, bære mere farve end et langt hår efter en vis alder. Både en lang længde og en unaturlig farve bliver efter min mening over toppen efter en vis alder. Så er det bedre enten at blive klippet eller stoppe med at farve det. Begge dele kan let blive for meget.
Når man kommer til en vis alder, vil et langt hår være smukkest og mest naturligt i sin egen farve. Måske med nogle striber eller highlights, hvis det virker for kompakt eller kedeligt (at farve hele håret bliver generelt hurtigt skruen uden ende, fordi udgroningen kommer hurtigt og tydeligt). Brug også specielle hårprodukter til gråt hår, som du kan se nogle gode eksempler på længere nede.
For mit vedkommende er valget langt og gråt, og jeg har forberedt mig på en dag at få et flot gråt hår, siden jeg blev 50!
Jeg ved godt, at det grå ikke klæder alle lige godt, og ikke er lige nemt i alle hårfarver, men så er det godt, at vi har så mange muligheder. Kort, langt, farvet, ikke farvet – og det vigtigste budskab her er, at alt er tilladt og gamle firkantede regler er yt! ♥
Jeg har fået et nemt og ukompliceret forhold til mit hår
Jeg har seriøst aldrig haft så ukompliceret og nemt et forhold til min hår som nu, hvor jeg bare lader det være naturligt, casualt, langt – og gråt. Jeg behøver ikke tænke på farve og grimme udgroninger, det bliver ikke slidt af kemi og trænger ikke så ofte til at blive klippet.
Det er absolut ikke en skarp frisure (og jeg klipper selv spidserne en gang imellem), men for første gang i mit liv er jeg bare totalt afslappet og tilfreds med mit hår, som det bare er. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte tænke. Jeg accepterer og omfavner min grå hårfarve fuld og helt, og jeg er så stolt hver gang, jeg inspirerer andre til springe ud i det samme. Og det sker faktisk ret tit.
Jeg har aldrig har fået så mange komplimenter for mit hår, som jeg får nu – og jeg kunne ikke drømme om at tænke, at det skal være kortere bare fordi, jeg er 54. Tværtimod!
Det sidste år er mit hår begyndt at gro sig endnu tykkere, end det var i forvejen, fordi jeg har været i behandling hos Hårklinikken. Nogle er med alderen ikke så heldige at have et tykt hår – og de grå hår er faktisk heller ikke så tykke, som mange tror. De er tværtimod fine med tendens til tørhed og porøsitet. Med god hårpleje er det dog som regel ikke et problem for de fleste. Hårtab efter fx overgangsalderen kan langt hen ad vejen afhjælpes (læs mere her).
Pleje af det lange og det grå hår
Mit hår har altid suget meget fugt og pleje til sig, fordi det har en lidt grov og krøllet struktur. Så der er ingen forskel for mig, fordi der er kommet en del grå hår til. For de fleste vil det for alvor mærkes, når vi er omkring 50/50 med de grå hår.
Så er det med at skrue op for den gode pleje, for hårolier og leave-in produkter – og ind imellem med de lilla shampooer og plejeprodukter, der dæmper det gullige skær og giver en flot klarhed i håret.
Her er nogle af mine topfavoritter til pleje af hår med tendens til tørhed, gode hårolier – og favorit lilla serier samt den bedste tørshampoo til lyst/gråt hår.
Mit hårvalg er langt og naturligt, og heldigvis er der i dag plads til det hele uanset, hvor gamle vi er. Det vigtigste er at turde og ikke lade sig begrænse. Hverken af alder, omgivelserne eller af de grå hår. Omfavn din alder og dine grå hår – klip eller lad gro, og farv eventuelt på en naturlig måde, så det passer perfekt til dig og dét, du kan lide.
Om det skal være en smart, kort frisure eller lange lokker, så kan det sagtens lade sig gøre at finde en balance, hvor det bliver elegant og lækkert. Hvor man er modig, feminin, frisk og ungdommelig – på en flot og naturlig måde. Og i dag vælger vi heldigvis selv uanset, hvor gamle vi er ♥
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage