Tag Archive for: anmeldelse

Fugl og fisk er en fin og indsigtsfuld, og sprogligt veloplagt, debutroman af Linda Skaaret. Den handler om at komme tilbage til sine rødder, familien, den døende far. Om at vende tilbage til udgangspunktet for at finde sig selv – og sande, at vi kommer af noget på godt og ondt.  

Anmeldelse – indeholder reklamelink!

Maj er lillesøsteren, der har brudt mønsteret, har taget en universitetsuddannelse og er flyttet fra Esbjerg til Oslo. Maj hedder egentlig Majbritt, men har valgt sit eget navn og sin egen vej – væk fra manglende opbakning, forældrene, som hun konsekvent kalder ved fornavn, og de ældre søskende, der kører deres faste roller og spil med hende som den evige lille.

I forholdet til kæresten i Norge har hun indskrænket sig selv, tilpasset sig, men holder fast på, at hun ikke vil have børn. Da faderen ligger for døden, tager hun turen hjem alene og allerede ved afrejsen begynder hun instinktivt at rive mure ned. Bogstaveligt talt.
Der er noget i gære.

“…sandheden er, at de var i verden før mig, og at jeg aldrig har været i en verden uden dem.”

 

Hjemme i Esbjerg ligger den demente far, som tidligere har været både brysk og charmerende fisker, på sit yderste i hjemmet. Det er juletid, men tiden er nærmest gået i stå og alt er fortættet og minder dukker op. De gamle roller og hierakiet mellem de fire søskende bliver udkrystalliseret og udfordret.
Vi befinder os i mellem liv og død, barndom og voksenliv, mellem rødderne og den selvstændige person. Det er både fugl og fisk, og Maj ved slet ikke længere, hvad hun drømmer om.

 

Pludseligt overvældes jeg af ømhed for Bente og Erik, og nu synes jeg, at de begge ligner fugle: den ene døende og den anden i frit fald. Jeg vil gerne gøre noget, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver vanskeligt at flyve i formation, når spidsen i nær fremtid mangler.”

 

Maj er på en rejse tilbage i barndommen og skoletiden, og sårene efter et fatalt svigt kan ikke længere holdes tilbage, men må frem i lyset for at hele. Det er ikke længere en mulighed at flygte fra virkeligheden, og tiden er kommet til at forsone sig med, hvem hun er – med en baggrund og en familie på godt og ondt – og træffe afgørende beslutninger for fremtiden.

 

Fugl og Fisk er udgivet af Forlaget Grønningen1 og fås hos Saxo.

"Hvis vi ikke taler om det" er Leonora Christina Skovs opfølger på den store succesroman og vinder af De Gyldne Laurbær, "Den, der lever stille".

“Hvis vi ikke taler om det” er Leonora Christina Skovs opfølgning på den store succesroman og vinder af De Gyldne Laurbær, “Den, der lever stille”. Imødeset af de titusinder af fans, der har identificeret sig med hendes historie med en narcissistisk mor og en far, der kun havde moderens behov for øje. Historien om at skabe sig selv fra bunden fortsætter i den nye roman om den lange og svære vej til det store gennembrud som forfatter. Mindre almen, lidt mere elitær, og især til sidst så rørende i sin sårbarhed, at det bringer den op på i alt velfortjente 5 stjerner her på bloggen.

Anmeldelse. Indeholder reklamelinks.

 

Jeg forestiller mig, hvor svært det må være at komme efter så stor en succes som Den, der lever stille! En modig autobiografi, der så sårbart beskriver en opvækst i en mindre provinsby med lukkede, fordomsfulde og kritiske forældre. Med disciplin og et evigt hensyn i familien til mors – og kun mors – behov. Med faste mantraer, der sætter verden på plads i snævre rammer. Ikke at flyve højere end vingerne bærer, og den, der lever stille, lever godt.

En meget relatérbar fortælling, der i den nye roman folder sig yderligere ud i fortællingen om at skabe sig selv som både menneske og ikke mindst forfatter. Vi er gået fra Helsinge til København, fra mobbeoffer til litteraturanmelder på Weekendavisen og til tider udskældt feministisk debattør, etableret i et forhold og i drømmelejligheden på Frederiksberg. En kende mere elitært, vil det måske synes i nogle fans øjne, men ikke mindre sårbart, menneskeligt og vedkommende.

Den lange vej til succes

Den nye bog er centreret omkring det store og – for forfatteren selv uventede – gennembrud. Det er meget rørende at læse, hvor lidt tiltro, hun har til, at det virkelig kan lykkes for hende.

“Jeg har aldrig før været i en situation, hvor nogen har haft lyst til at samarbejde med mig, så jeg tror måske bare, at jeg har ladet mig rive med…..”
” Jeg havde takket ja til det hele, fordi jeg var sikker på, at det har var mit lille vindue af tid.”…. “- Hvor folk ser værdien af det, jeg laver. Hvor jeg ikke er hende, der sidder ude i periferien og skriver mine bøger til ingen.”

 

Bogen handler om at være midt i successen – om den lange og bumlede vej derhen – og om tilblivelsen af den nye roman.

Successen har affødt et enormt arbejdspres med masser af foredrag spredt ud over landet i en dårlig planlægning af logistikken. Og endda (naturligvis), finder hun ud af, til en lavere betaling end de mandlige forfattere. Men hun knokler afsted i den arbejdsmoral, der har været hendes overlevelse hele livet, og i en benovelse over, at nogle vil høre hende.

Hun er så fascinerende stærk og så sårbar på samme tid, jeg sad efter endt læsning tilbage med et ønske om alt godt i verden for hende. Faktisk endte jeg med en lille tåre i øjenkrogen til sidst, hvor hun overraskes med De gyldne Laurbær og svømmer i al den kærlighed og anerkendelse, hun har fortjent så meget og så længe.
Egentlig bare for at være den, hun er!

“Det værste, du kan gøre mod dit barn er at elske det med forbehold. Eller slet ikke elske det.”

 

Det svære vej til succes – inklusiv #metoo bombe

I den nye roman følger vi Leonora Christina Skov dannelse af sig selv som menneske og som forfatter, skabelse af det liv, hun havde forestillet sig siden, hun var barn. Det er ikke længere bare forældre-barn relationen, det handler om, selvom den danner bagtæppe for det hele, men også om at kæmpe for at etablere sig selv som forfatter.

Den evige skyld og skam, som hun har med hjemmefra, bliver forstærket af en krænkelse fra en forlagsdirektør, da hun er 26 år gammel. I romanen bekriver hun essensen af en #metoo historie, om den årelange skam ved ikke at sige klart nej, da en mand i magtposition udnytter hende seksuelt (og i øvrigt også økonomisk), fordi han sidder med nøglen til hendes største drøm.

Det kræver bare et par søgninger på Google for at finde ud af, hvem denne person er, og naturligvis er det lidt af en bombe at kaste. Der bliver i det hele taget ikke lagt fingre imellem, når alle uretfærdigheder lægges frem. Leonora Christina Skov er vant til at kæmpe for sin plads i verden, og hun har stillet op til mange tæsk som lesbisk feministisk debattør og som kvindelig litteraturanmelder og modet viser hun igen i den nye roman, hvor der bliver delt langet ud til højre og venstre. Det virker som om, der skal ryddes helt op.

Farvel til den offentlige debat

Hun må på et tidspunkt erkende, at det er svært at mene noget som kvinde (!), og trækker sig fra den offentlige debat og sociale medier for simpelthen at få et bedre liv og for at blive anerkendt som forfatter. Det siger desværre en del om den tid, vi lever i.

(Til gengæld har hun fundet over i nogle mere venlige kanaler og er blevet oversvømmet med kærlighed fra hendes læsere – og hvor er det fortjent! I dag har hun et fint univers på Instagram med over 45t følgere – og giver i den nye roman også en fin anerkendelse overfor bogbloggerne. Tak for det ♥).

Med skuffelser, nederlag og uretfærdigheder i branchen, iblandet tvivl på eget værd, manglende – for ikke at sige ikke-eksisterende opbakning – hjemmefra, og en bombe af en #Metoo oplevelse på toppen af det hele, har Leonora Christina Skov i den grad fortjent at være her, hvor hun er i dag!


Hvis vi ikke taler om det er udkommet i dag og kan købes hos Saxo. (reklamelink)

PS. Leonora Christina Skov har også designet en smuk notesbog med teksten “Hvis vi ikke skriver om det” – til alle de ting vi ikke taler højt om! (100 kr. hos Saxo)

Leonora Christina Skov har også designet en smuk notesbog med teksten "Hvis vi ikke skriver om det"

 

Bogen Spanske dronninger af Nellie Vierhout er som en historisk #MeToo fortælling.

I dag udkommer bogen Spanske dronninger, som en slags historisk #MeToo fortælling om ti spanske dronninger, som det lykkedes at få indflydelse og magt til trods for stor modstand i et mandsdomineret samfund. For en gang skyld er det kvinderne, der er i centrum, og det er stærke kvindeskæbner vævet ind i spansk historie. Tankevækkende og underholdende, som det royale stof til alle tider har været. Bogen er skrevet af en meget kær veninde til mig, Nellie Vierhout, som er cand. mag. i spansk og kunsthistorie. Det er hendes fjerde bog om Spanien. 

Fra 1474 til i dag har der været 31 spanske dronninger, de sidste to lever stadig. Tre af dem blev regenter, men de måtte kæmpe for deres rettigheder i et mandssamfund, hvor en kvindes plads var i hjemmet, ikke på en trone. Nogle af de små prinsesser blev stærke kvinder på godt og ondt, og forfatteren har fundet ti af dem og beskrevet dem i bogen.

Det er, som om man stadig ikke tager kvinders historie alvorlig. For at læse om dronningerne, må man læse om kongerne og igennem en mand forsøge at skabe et billede af en kvinde. Derfor fremstår de ofte som farveløse kvinder i historien, mange er dem er stadig ubeskrevne kvindehistorier. Hvordan klarede de mange spanske dronninger det?

 

Som kvinder forventedes de at opføre sig som gode hustruer, der adlød mænd. De var alle sammen født prinsesser, de var næsten alle sammen blevet tvangsgift; som ganske unge fik de fleste af dem valget mellem ægteskab og kloster. De skulle forlade deres eget land og familie, som de ikke ville få at se igen, de skulle føde en arving, og de ville ikke blive anerkendt eller respekteret som dronning eller kvinde, før de havde født en dreng.

Den nye prinsesse var en fødemaskine. Desuden blev de næsten altid gift med en, de var i familie med – en fætter, en onkel eller en grandonkel– og det var med til, at de ofte fødte syge eller deforme børn. Vi har deres medicinske journaler tilbage fra1469!

Som ganske unge fik de fleste af dem valget mellem ægteskab og kloster. Læs Spanske Dronninger af Nellie Vierhout.

Kvinden skulle ikke opfinde sin sociale plads men udfylde den, og det var altid manden, der bestemte.
Ægteskaberne var politiske, de var brikker i et kompliceret politisk spil, de havde ingen indflydelse på deres krop, liv, karriere eller seksualitet. Kvinderne blev tildelt nogle roller, som der stilledes store forventninger til! 

Spanske Dronninger er både underholdende, tankevækkende og lærerig – og sætter #Metoo i et historisk, kongeligt perspektiv.
Den fås til 199 kr. hos Saxo. (reklamelink)

Forførernes Klub af Thomas Rydahl er en af de bedste bøger, jeg længe har læst.

Forførernes Klub af Thomas Rydahl er en af de bedste bøger, jeg længe har læst. Historien om den midaldrende, skilsmisseramte Flemming, der har mistet identitet og mening med livet, var umulig for mig at slippe. Den blev fortæret med samme appetit som Kirkegaard-disciplene i den intellektuelle livsnyderklub, som Flemming løber ind i, ville konsumere en flaske ekstravagant dyr rødvin. 

Bogen er modtaget til anmeldelse fra Politikens Forlag.
Indlægget indeholder reklamelink.

 

Forførernes Klub er fortællingen om Flemming, hans nutid, fortid – og fremtid. Om hans eksistentielle krise, da hans kone, en kendt mediekvinde, finder en anden på jobbet. Snart befinder han sig i et gammelt forladt anneks på Østerbro, uden job, uden kone og børn.

Han rammer bunden, hvorfra han langsomt må begynde at bygge sig selv op. For gennem snørklede veje at finde sig selv, som den han i virkeligheden af, når alt det pæne omkring ham er skrællet af. Jobbet, som han aldrig var rigtigt god til, men havde fået i svigerfars firma. Løgnen om hans far. Sandheden om følelserne om den brand, hvori hans mor omkom, da han var dreng.

Flemmings barndomsven er en overfladisk hjælp. Deres venskab er ulige, og har altid været det. Flemming er underhunden – også her – og der er et regnskab, der undervejs skal i balance. Det gælder bogstaveligt talt liv og død!

Ved et tilfælde støder han på en hemmelig klub af flamboyante intellektuelle, der dyrker Søren Kirkegaard og lever hans livsførelse ud med en nærmest hedonistisk livsstil, hvor mad og vin nydes og dyrkes sammen med forførelsen. Med hvilken, man kan forføre sig til sex og succes.

Flemming indlemmes i klubben, hvor de karismatiske læremestre hver især kommer til at medvirke til at ændre hans liv.

Forførerens Klub er en moderne eksistentialistisk bog om mænd og kvinder – og for en gang skyld set fra mandens synsvinkel. Meget inspirerende for alle, der overvejer, hvad meningen med livet er – og hvem vi egentlig er inderst inde.

Kort sagt er Forførernes Klub en fantastisk roman om at miste sig selv for at finde sig selv.

 

Bogen er skrevet så medrivende og interessant, at jeg måtte læse den på et døgn! At give en fuckfinger til nattesøvn og gå efter at sluge en så godgørende roman er for mig i sig selv et eksempel på at give livet mening.
Seks velfortjente stjerner for det!

 

Forførernes Klub af Thomas Rydahl er udkommet i dag – find den hos Saxo.


Det er med en vis ydmyghed, at jeg anmelder Knud Romers nye roman, og længe ventede toer, Kort over Paradis, og lad mig med det samme sige, at den skal have seks stjerner her på bloggen. Han demonstrerer sin store, ikke mindst litterære, viden, sit udsyn og ikke mindst evnen til at se på sig selv, så man kun kan bøje sig i støvet.

12 år har det taget ham at komme igen med en toer efter den store succes med Den som blinker er bange for døden, og måske har det lange og grundige arbejde med murstensromanen netop haft som delvist mål at bevise, at Knud Romer besidder endnu mere end det selvbiografiske. At hans force ligger her, men at han kan det hele og også på internationalt niveau. Det er mig, mig, mig på flere planer, både historien om ham selv, og også en parallel fortælling, der beviser hans niveau og hans viden. Og også dét, der driver ham i mange henseender igennem livet – opmærksomheden – indtil han rammer bunden, mister sin rest af barndommen og dens beskyttende skjold, og finder hjem.

Det hele er, ikke at forglemme, på et sprogligt niveau, der til tider er så smukt, at det næsten gør ondt.
Her får du to uddrag fra hhv. begyndelsen og slutningen af romanen, hvor han skriver så fuldendt vidunderligt og poetisk. Om, hvor vi kommer fra – og om at komme hjem!

 

“Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene. Det er ligegyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på Månen. Jeg behøver bare at blinke, og grøften sitrer af græshopper. Ude på overdrevet lugter tangen. Det grønne sund flyder forbi. Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig. Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller. I dyreverdenen hedder det “imprinting”. De kopierer, hvad de ser, og finder hjem i et intenst landskab af dufte og lyde og synsindtryk: stedsans. Det gælder også for mennesker, at man knytter sig til det, der kommer én i møde, når man er barn. Vi besætter det med vores følelser og opmærksomhed i et euforisk øjeblik. Vores mors ansigt og vores forældres adfærd og omgivelsernes egenskaber prenter sig ind i hukommelsen og former vores bevidsthed. Det kan være en villa i forstæderne, en gård på landet, et højhus i et højhuskvarter. Barndomslandet ligger overalt og er altid lige her. Det er den nærsanselige oplevelse og måden at være til på, som skaber det, og om det er en køkkenspand eller baghaven med komposten, der lugter af regnorme og jord. Det er dyret i os, som spidser ører og vejrer og forvandler stedet til natur.”
***
“Det går op ad bakke og ned ad bakke mod Rekkende, og så drejer du mod venstre ad den smalle vej og åbner vinduet. Kløveren dufter så sødt, at du får huller i tænderne, og fårene bræger. Du kommer gennem bøgeskoven, og vejen bliver til et hjulspor med stynede piletræer på begge sider og enge og overdrev ud til Bøgestrømmen, der flyder grønt forbi.
Sådan har det altid set ud, når jeg lukker øjnene – lige siden jeg voksede op i sidste række før roemarkerne – og det er som at drømme ved højlys dag.
Hjulsporet bugter sig op til det lille hus, der ligger alene i skovbrynet på bakken – en hare løber foran hele vejen – og du er nået til verdens ende med en have fuld af muldvarpeskud og blåregn. Markerne er plettede af valmuer, og vender du dig om, ser du vandet med siv og en lille bådebro.
Her ligger piratjollen og vipper – den hedder “Liv” – og Jungshoved Kirke står hvid og fin på den anden side af vigen med en lille havn. Svanerne letter, når klokkerne ringer til andagt.
Luften brister af fuglesang – og jeg kan høre to piger, der løber i haven og griner. Gøgen gentager de samme toner på blokfløjte i skoven, og jeg tæller, hvor mange år der er tilbage endnu.”

***

Kort over Paradis bevæger sig både højt op over den danske andedam, og er på samme tid en eminent selvbiografi fra Falster og København, en rejse fra land til by og tilbage igen, fra det studentikose til pludselig succes i reklameverdenen og fra barn til voksen, fra drømmen og passionen til opnåelsen af den kunstneriske drøm om udgivelse på det ansete tyske forlag Insel Verlag.

En rejse fra en overbeskyttet enebarnstilværelse på Falster, til et forsumpet liv som evighedsstudent – over en uventet succes i reklamebranchens guldalder i halvfemserne – til en rolle i Lars von Triers Idioterne, som baner vejen til den røde løber i Cannes.

***

Romanen foregår i to spor. Den veksler mellem hans egen dannelseshistorie og fortællingen om hans imaginære ven M.  Den springer mellem hans eget liv, først på Falster, siden i København – og vennen parallelt i verdensbegivenhedernes centrum i Persien og Afghanistan som søn af en diplomat og CIA-agent.

Alle 527 sider blev jeg draget igennem på få dage, men allermest alligevel af den autobiografiske del – det indrømmer jeg gerne. Hans liv, hans observationer, hans tanker og oplevelser, der er lige så fascinerende og interessante, som det er at høre på ham. Omdrejningspunktet er hans forældre, hans barndom og rødder, og bogen er i høj grad en fortælling om at tage afsked med sit barndomshjem og sin far, der er dement. Om at komme hjem, at finde hjem til sig selv efter den totale deroute, hvor han gør op med sit liv i overhalingsbanen med kokain og masser af penge og succes i reklamebranchen og finder forløsning for sine kunstneriske og personlige drømme.

Bogen fås hos Saxo.com her (reklamelink)

 

 

Mangler du nogle gode nye bøger til sommeren, så får du lige tre skarpe anbefalinger her fra mig.
De er i helt hver deres boldgade, men fælles for dem er, at det er skarpe penne, der står bag, og bøgerne er på hver deres måde en fornøjelse og en berigelse at læse.

Den ene er et historisk og kulturelt portræt af Spanien, et land som vi alle kender, men de fleste alligevel ikke kender rigtigt. Den næste et bidende, og ind imellem hylende morsomt, portræt af hospitalsvæsenet – og den tredie et portræt af, hvordan det er at vokse op i en underskudsfamilie, hvor børn ikke får lov at være børn.

Portræt af Spanien


Portræt af Spanien er skrevet af min meget nære veninde Nellie Vierhout. Jeg kender fra første hold hendes enorme viden om Spaniens historie, kunst og kultur, og hendes evne til at formidle levende og vedkommende (hun holder også foredrag). Jeg har fulgt hende i det store arbejde med at skrive denne bog, der samler hele Spaniens udvikling fra arabisk herredømme, en del af Romerriget, til monarkiet, inkvisitionen og imperiet – og til borgerkrigen, Franco og fascismen. Fra dyb fattigdom til byggeboom, korruption og krak. Fra Caminoen til de store kulturskatte og gemte perler, til de små karakteristika, som er ved at forsvinde i globaliseringen.
Du får et underholdende overblik over historien, krydret med kultur og sladder fra de kendte og kongelige, gennem tiden og i dag. Endelig får du de bedste anekdoter fra Nellies mange rejser i landet igennem 40 år. Hvis du rejser i Spanien, elsker Spanien, eller vil opfriske din historiske viden – både om Spanien, men også landets sammenhæng med både Europa og resten af verden – så er bogen et must.

Fås på Saxo her(reklamelink)

Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen

Steffen Jacobsen kender du måske som succesrig krimiforfatter, men han var også ortopædisk overlæge, indtil han fornyligt valgte at sige op på grund af det nye it-system, Sundhedsplatformen. Den beslutning uddyber han i bogen Hvis de lige vil sidde helt stille, frue, men du får også en nøgtern og helt nede på jorden betragtning om hospitalsverdenen og det at være læge (et erhverv han fraråder på det kraftigste). Om at blive kastet rundt som ung læge på landets sygehuse – og kastet ud i opgaver, som man dybeste set ikke er rustet til. Det er selvfølgelig alvorligt, men det er også sjov læsning, noget af det sjoveste, jeg længe har læst.
Jeg ville nødig ud i en diskussion med Hr. Jacobsen, han er skarp som bare fanden, men hvor er det dog bare underholdende. Hans virkemiddel er ironi og skarpe karikaturer af alt fra kolleger til patienter og af de forskellige faggrupper på sygehuset. Han får lægegerningen helt ned på jorden, og måske er han også med til at få den forhadte og tilsyneladende helt vanvittige sundhedsplatform ned med nakken.

Fås på Saxo her. (reklamelink)

 

En dag vil vi grine af det

Hvor er jeg dog stadig vild med den unge Thomas Korsgaard, der nu har udgivet sin anden roman efter debuten Hvis der skulle komme et menneske forbi (Læs min anmeldelse her) om livet i en dysfunktionel familie ude på landet.
I den nye opfølgningsroman er det stadig Tue, der er hovedperson, nu gymnasieelev, men stadig dybt trukket ind i sine forældres hensynsløse og egostiske fokus på at holde sig selv oven vande med deres problemer med penge, samliv, alkohol, angst og pillemisbrug. Moren Lonnie har fået en erstatning på 900.000 kr., der giver til både all inklusive i Alanya, nye plasticstole til haven og kobberbryllupsfest, men det rokker ikke ved de dybereliggende problemer og mangel på dannelse og omsorg. Tue nagiverer i et landskab af vold, selvmordstrusler, morens betroelser om utroskab og bare generel afstumpethed. Han kæmper med at finde sig egen identitet – hvilke forbilleder, han skal vælge, hvem han vil ligne og hvem han ikke vil ligne. Hans homoseksualitet bliver næsten sekundær i den sammenhæng, hvor den sociale afmagt er så stor.
Bogen er, ligesom hans første, et must read, som man ikke kan lægge fra sig.

Fås på Saxo her(reklamelink)

 

God læsning ♥


Den franske film Dalida er et biografisk drama om den fransk-italiensk-ægyptiske sangerinde Dalida, der havde stor succes gennem tredive år, fra sin debut i 1956 til hendes sidste album i 1986. Den dag i dag er hun et ikon i Frankrig og i flere fransktalende lande.
Trods sin enorme verdenssucces, skønhed og berømmelse, trods de mange fans og mange mænd i hendes ekstravagante liv, skildrer filmen – som i øvrigt er blevet til i nært samarbejde med hendes bror – hendes dybe ensomhed og søgen efter kærlighed.

Hun er en sand kunstner med sang og performance som et livsvilkår, men inderst ende ønskede hun sig måske mest af alt kærlighed og børn. Tragedien klæber, som en bagside af medaljen, til hende, fra hendes opvækst i Cairo med mobning og en far, der bliver arresteret, til en stribe af mænd i hendes liv, der vælger at tage deres eget liv.

Døden blive en følgesvend for Dalida, som hun også selv hele tiden kredser om, indtil hun til sidst vælger døden i en alder af bare 54 år. Noget, som hun har forsøgt en gang før langt tidligere i sit liv.

I filmen følger vi Dalida fra 50’erne og op til 80’erne, med enkelte tilbageblik til barndommen og skoletiden i Egypten. Fra gennembruddet i halvtredserne i nydelig kjole med strutskørt, til den mere hippieagtige mode i halvfjerdserne.

Udover den fængslende historie om hendes liv, er de forskellige tidsperioder gennemført skildret med en stor æstetik. Filmen er meget smukt filmet og holdt i afdæmpede farver hele vejen igennem, som giver associationer til 60’erne og 70’erne. Der er virkelig gjort et smukt stykke regissør-arbejde hele filmen igennem, både hvad angår mode og interiør.
I 80’erne gør Dalida sig – igen med succes – som diskodronning, hvor de intense viser bliver skiftet ud med glitter og dans, men stadig med en afdæmpet æstetik, som jeg synes gør filmen så smuk. Og musikken, ikke at forglemme, er så klassisk fransk, store viser, som vi også kender fra Edith Piaf, og dybe personlige tekster og fortolkninger, der afspejler alle følelserne, der går op og ned, fra den store kærlighed til sorgen.

Dalida er en smuk og æstetisk film med et tragisk indhold om succesens pris. Når man har det hele, men mangler kærligheden.
Den italienske skuespiller Sveva Alviti, der har måttet lære både at tale fransk og synge til filmen, yder en pragtpræstation som Dalida. Hun er stærk og sårbar, succesrig og ydmyg, talentfuld og søgende – og man er med hende hele vejen.
Filmen får fem stjerner fra mig!

Dødevaskeren af Sara Omar

Dødevaskeren anmeldelse

Her på Kvindernes Internationale Kampdag må det være passende at rette opmærksomheden på dansk-kurdiske Sara Omars bog Dødevaskeren.

Det er ond og grusom læsning, men ikke desto mindre nødvendig læsning, hvis vi ønsker at åbne vores øjne for, hvordan kvinder behandles i verden i Allahs navn – men også her i Danmark, hvor man i nogle muslimske kredse har bragt en kvindeundertrykkende kultur med sig.

Hvis du vil forstå, hvor forfærdeligt, nærmest håbløst, det er at være kvinde i sådan et samfund, så skal du læse bogen. At en historie, som den, der fortælles i Dødevaskeren, overhovedet kommer for en dag, bør vi alle belønne – men den har da også heldigvis solgt ekstraordinært mange eksemplarer – foruden høstet masser af anmelderstjerner og priser, og Sara Omar sammenlignes med andre store forfattere, der har kæmpet for frihed, ligestilling og retfærdighed.

Det er med livet som indsats at kvinder som Sara Omar løfter deres stemmer og overleverer deres forfærdelige vidnesbyrd. De kommer fra en primitiv voldskultur, hvor kvinder lemlæstes og myrdes efter forgodtbefindende, og hvor de betragtes som mandens ejendom og undertrykkes fuldstændigt, fysisk, mentalt og seksuelt. Det sker alt sammen i Koranens navn, såvel som i primitiv overtro, men det har ligget forfatteren meget på sinde, at det ikke er religionen som sådan, hun angriber, men den måde, islam fortolkes og håndhæves, som hun mener bør reformeres.

I historien følger vi kvinden Frmesk, både fra hendes nuværende hospitalsseng i Danmark, og tilbage til hendes opvækst i Irakisk Kurdistan, hvorfra Sara Omar selv flygtede som 15-årig.

Det lykkes Frmesk bedsteforældre at få den spæde pigen i pleje og væk fra hendes voldelige far, der kun ønsker sig drengebørn, og give hende en nogenlunde beskyttet opvækst i ly for omskæring, vold og overgreb de første år.
Omgivelserne er præget af volden mod kvinder, der slås ihjel og får skåret lemmer af for den mindste anklage mod utroskab eller urenhed.
Frmesk mormor er dødevaskeren, der frivillig gør disse kvinder i stand og sender dem i videre i døden med værdighed og omsorg. Ikke uden fare for hende selv, men med en mand, der har været i hæren og en søn, der er imam, nyder hun en vis beskyttelse.

På hospitalet i Danmark møder Frmesk en ung lægestuderende kvinde, der selv er udsat for omfattende social kontrol og skal giftes bort til en mand, hun ikke kender. Frmesk vil gerne hjælpe, men må først og fremmest skjule sig selv. Faderen er stadig, efter alle årene, på jagt efter hende, nu hvor hun ikke længere har sine bedsteforældres beskyttelse.

Det er rystende læsning, og det mest forfærdelige er, at det er den skinbarlige virkelighed for masser af kvinder i verden, hvilket vi har en pligt til at være bevidste om.

Du kan finde Dødevaskeren hos Saxo.com her (reklamelink)

Hella Joofs fine fabuleringer i Båven om Gud

Hella Joofs nye bog, Båven om Gud deler så sandelig vandene – Kristeligt Dagblad giver den 1 stjerne og kalder den nonsens fra ende til anden, Berlingske giver den 5 og kalder den kærlig og kugleskør.
Jeg hælder mod det sidste – jeg kan lide den!

baaven-om-gud

Jeg har altid været betaget af bibelhistorie, og det er stadig dejlige fortællinger i Hellas omskrivninger, hvor Gud nok er ophøjet og almægtig, men også er en ældre, drikfældig herre med hentehår og dårlig (hellig)ånde. Helt nede på jorden, også i bogstavelig forstand ind imellem iført cowboystøvler med lyn og røde hjerter.

Nok er den pjattet, men den er også imponerende fantastifuld og sød, og en fri og kærlighedfuld fortolkning af elskede historier fra Biblen om jordens skabelse, Adam og Eva, Kain og Abel, Noahs Ark, Moses og de ti bud – og ikke mindst om Jesus, der er i Hellas fortælling er Guds adoptivsøn og gift med Maria Magdalena, der lige så vel som sin mand besidder helbredende kræfter.
Fyldt med sjove anakronismer, hvor vore dages udtryk og navne og begreber bliver brugt allerede fra tidernes morgen.

“Nu gik der mange dage. Og Adam gik rundt i Paradis eller Himmerige, som han og Gud også kaldte haven. Og Adam fandt på navne til alle dyrene og træerne og blomsterne. Det er derfor, der er en blomst, der hedder Følfod, og en sommerfugl, der hedder Blåfugl. Og der er en abe, der hedder aye-aye. Det var fordi, Adam ikke kunne beslutte sig. De lo og morede sig og spillede badminton og slog smut og knækkede nødder med tænderne, som man godt måtte den gang.”

Bliver man trådt over tæerne som troende, så kan jeg godt sætte mig ind i det. Jeg ser det nu i et andet lys, og jeg var også vild med Monty Phyton og Life of Brian. Den hellige bog, såvel fra det gamle som det nye testamente, bliver godt og grundigt omskrevet – men der er jo ingen tvivl om, at det er for sjov, hvor nutidige udtryk og opfindelser bliver trukket ind i tiderne morgen, hvor Gud skabte jorden og mennesket. Det er sjovt og det hyggeligt, men også meget varmt og kærligt – og slet ikke så dumt, som det kan lyde, for det kræver også indsigt at bearbejde en tekst.

“Altså, jeg er ikke så meget for detailregulering. Jeg tror, folk ved, hvad der er bedst for dem selv. Og jeg mener, vi er godt dækket ind med de ti bud. Hvis man overholder dem, så bliver verden et godt sted.
Moses rystede på hovedet.”Jeg er ked af at sige det, Gud, men du er frygtelige naiv.” “Ja, heldigvis”, smilede Gud.”

Hella Joof kalder det et kættersk kærlighedsevangelium, og det er vel netop, hvad det er – en grotesk bearbejdning af teksterne, en menneskeliggørelse af Gud og Jesus, men stadig med Guds love og regler som det centrale, når alt kommer til stykket og uanset, om man tror eller ej.

hella-joof-baaven-om-gud

Fra mig får den fire stjerner for den grundlæggende tanke om, hvad der tæller, tro eller ej. For god underholdning, en opfriskning af elskede bibelfortællinger (i een eller anden form), en fantastisk fantasi og humor tilsat Hella fyndord for folket. Og så for overdådigheden af skønne tegninger af Anna Jacobina Jacobsen. Det er en så dekorativ bog, som man får lyst til at have liggende fremme, så man kan nyde synet.
En rigtig god julegaveidé til Hella-fans!

Bogen fås på Saxo.com her.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Kærlig hilsen Jeanette

Mens vi lever – om skyld, sorg og tilgivelse

mens-vi-lever-anmeldelse

Den nye danske debutfilm Mens vi lever har premiere i dag og tegner efter anmeldelserne at dømme til at blive en velfortjent succes.
Jeg har selv været så heldig at se den, og jeg kan kun tilslutte mig alle dem, der er imponerede over, at det kan lade sig gøre at lave en så flot spillefilm for bare 2 mio. kr. Det er ikke mere end budgettet for en velproduceret reklamefilm eller musikvideo.

Penge eller ej, så er det først og fremmest historien og de store følelser, der bærer filmen. Når det så er sagt, så bærer film ikke på nogen måder præg af at være billig. Billederne er smukke, skuespillet er godt, og musikken lagde jeg specielt mærke til. Det er nok ikke så underligt, når det nu er lykkedes at få Bent Fabricius-Bjerre med om bord, sikkert mod en betaling langt under, hvad han er vant til.

Mens vi lever er blevet til udenom det danske støttesystem drevet af en stålsat vilje og tro på sig selv fra de tre iranskfødte brødre Mehdi, Milad og Misam Avaz som henholdsvis autodidakt instruktør, manuskriptforfatter og producer. Mehdi Avaz, der til dagligt bor i LA, er dog ikke ligefrem uerfaren, eftersom han bl.a. laver musikvideoer og reklamefilm for nogle af de helt store firmaer som fx Audi. Det gør ikke filmen reklameagtig eller storladen rent billedmæssigt.

Den følelsesmæssige side er der derimod skruet op for i den tragiske historie, som er inspireret af virkelige hændelser fra instruktørens egen gymnasietid. Det kan ifølge Mehdi Avaz, delvist tilskrives deres iranske baggrund, hvor følelserne i højere grad får frit løb. Man kan diskutere, om det er for meget, og om fortællingen er 100% helstøbt. Om mennesker virkelig ville reagere som de gør i filmen, men uanset hvad, så er sorg og skyld svært at håndtere. Rationalet kan forsvinde og følelserne kan blive umulige at bære – og flugt kan blive den eneste mulighed.

Filmens unge hovedperson Kristian har valgt flugten. Som fisker i en vestjysk by langt væk fra sin hjemstavn. Eller måske har han ikke valgt den.
Hvorfor har han vendt fortiden ryggen? Først da hans ven Peter, spillet af Nicolas Bro, ligger på dødslejet og beder ham vende tilbage og få øjnene op for, hvad han har lagt bag sig, begynder den komplicerede situation brik og brik af løsne sig. Nicolas Bro brænder i øvrigt igennem fra første sekund – selv liggende i en seng – som den verdensklasse skuespiller, han er. Ikke, at de andre er dårlige, slet ikke, men han har bare en star quality, som er med til at løfte filmen.

I filmen flettes fortid og nutid og flere personers skæbner og historier sammen. Det kræver tålmodighed i starten af filmen, før helheden dannes, og vi ser tiden, der leder op til en fatal ulykke. Jeg vil ikke afsløre for meget her og risikere at spolere filmen for dig, hvis du vælger at gå ind og se den. Det synes jeg klart, du skal overveje. Ikke som en opløftende feelgood film, men til eftertænksomhed.
Den har et par punkter, hvor man måske tænker, at sådan ville man ikke reagere – men måske ville man netop. Og bare det, at man tænker, reflekterer, og filmen bliver siddende i tankerne i mange timer efter, er for mig en kvalitet i sig selv. Vi kender sikkert alle nogen, tæt på eller længere ude, som har mistet på tragisk vis. Eller måske har været skyld i et uheld. Mens vi lever giver indsigt i, hvordan verden kan gå under fra den ene dag til den anden og aldrig blive den samme. Men også i, at det kan lade sig gøre at komme videre.

Filmen får fire fine stjerner fra mig. Og så glæder jeg mig til at se mere til Brdr. Avaz.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Stærk roman om livet i en underskudsfamilie

hvis-der-skulle-komme-et-menneske-forbi

Jeg har virkelig glædet mig til at læse Hvis der skulle komme et menneske forbi af den unge forfatterdebutant Thomas Korsgaard – og den blev da også slugt over et par dage. Det er så berigende, når mennesker fra miljøer, der normalt ikke har den store stemme, bryder igennem lydmuren. I dette tilfælde med en velskrevet, levende og nøgtern roman om opvæksten i en familie i konstant underskud. De er i underskud på penge, men er i den grad også kultur, følelsesmæssig intelligens og til tider også moral.

Fortællingen er baseret på den 21-årige forfatters egen opvækst i en dysfunktionel familie langt ude på landet. Fortælleren og hovedpersonen, Tue, er ældst af tre søskende. Faren er landmand, i konstant pengemangel og overlever kun på sin brors – den mere succesrige svinebondes – nåde, der køber sig ind i gården. Moderen er depressiv og bruger de fleste af sine vågne timer foran pc’en, hvor hun med nærmest ludomani sidder og spiller. Hun drømmer vel om en vej ud af den armod, de befinder sig i. Ind imellem vågner hun op og forsøger at gøre en indsats, laver mad og har en god kontakt med Tue, men noget særligt input til en god og lødig opførsel er hun ikke i stand til at give. Hendes tyvagtige og rapkæftede veninde Bitten bidrager heller ikke ligefrem positivt på den konto.

Faderen er ind imellem grovkornet og afstumpet. De største følelser, han kan fremkalde, er overfor det kobbel af uopdragne hunde, som han holder, og som han end ikke ulejliger sig med at give et navn. Han formår ikke at forstå hverken sin kones sygdom eller børnenes behov for omsorg. Tue må gå til hånde og forsøger at trøste sin mor og udføre de opgaver, som hans far sætter ham på med alt fra at fjerne døde dyr til at tage med på togt og stjæle kabler fra jernbanen. Lidt småsvindel gås der nemlig ikke af vejen for, for at skaffe lidt ekstra.

Det er ikke onde eller voldelige mennesker, men et miljø, hvor livet ikke er nemt. Pengene er uhyre små, men man får hutlet sig igennem på bedste beskub. Skildringen af både mormoren og farmoren viser med al tydelighed den sociale arv, der siver ned igennem generationerne – med det vulgære sprog, indskrænketheden, dårlige kostvaner, hjemmerullede cigaretter og tysklandsture. De er ikke dårlige mennesker, de gør det så godt, som de kan og har lært, men de har bare ikke særlig meget på den kulturelle, følelsesmæssige eller intellektuelle konto at øse ud af. Og det er ikke en social arv, som er let at bryde ud af – ikke en gang i de lige muligheders land Danmark.

Familien er fattig og åndsfattig, og bogen skildrer usentimentalt, og udfra et hverdagsperspektiv, hvad fattigdom gør ved en familie, og ved de børn, som vokser op og forsøger at klare sig med de odds, de er givet. Tue har ikke let ved at få venner, han føler sig forkert og ved siden af. Men han er kvik, og han finder sig ikke i noget, han svarer igen og forsvarer sig med det grimme sprog, han har lært hjemmefra. Han bliver indstillet til gymnasiet, og hans mål er slet og ret at komme væk. Med debutromanen viser han, at det er lykkedes – og for det skal han have 5 kæmpestore stjerner fra mig.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Find bogen på Saxo.com her(affiliate link)

Glæd dig til La La Land…..

la-la-land
I overmorgen er der premiere La La Land– og du kan godt glæde dig! Jeg var så heldig at få lov at se den hos Nordisk Film i sidste uge, og allerede da filmen havde været i gang i 5-10 minutter havde jeg besluttet mig for, at den skulle jeg se igen! Snart. Musikken måtte jeg direkte hjem og finde på Spotify. Der er ingen tvivl om, at en klassiker er født.

La La Land er en moderne romantisk musical, der står på skuldrene af – og hylder – den klassiske amerikanske filmhistorie med alt, hvad det indebærer af sang, dans og musik. Og til alle, der måtte tænke, at de kunne noget særligt den gang i de gode gamle dage, så har nutidens skuespillere, dansere, musikere og sangere intet at stå tilbage for. De kan det hele – og lidt til!

Vinder af 7 Golden Globes – vist nok en rekord – og nomineret til hele vilde 14 Oscars. Der er fest og farver, vidunderlig musik, stepdans, kærlighed og drømme – og først og fremmest en hyldest til kunsten, kærligheden, jazz’en og den ægte vare i livet.

la-la-land-plakat
Filmens hovedpersoner Mia og Sebastian knokler i drømmenes by LA – eller City of Stars som filmens smukke titelsang hedder – for at blive henholdsvis skuespiller og jazzpianist med egen klub. Vejen går gennem utallige ydmygende auditions og ditto barpianistjob, men de finder hinanden og kærligheden vokser, mens de kommer til at blive støtter og katalysatorer for hinanden i jagten på drømmene. Sammen hjælper de hinanden med at holde fast i deres drømme og integritet, men vil kærligheden også holde undervejs?

Den mandlige hovedrolle spilles af Ryan Gosling, som mange sikkert husker fra The Notebook. Flot er han jo, og måske mest af alt vildt charmerende – synge og danse kan han selvfølgelig også  – og så har han lige på tre måneder lært at spille klaver til rollen!

Emma Stone elsker jeg bare for hendes star quality og enorme naturlighed. Jeg elsker, at hun ikke er modelperfekt og på nogen måder kunstig. Hun har udstråling, sødme og personlighed, og det er heldigvis det, som tæller mere og mere.

la-la-land-emma-stone

Filmen hylder den virkelige uforfalskede kunst, hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten. John Legend har i øvrigt en fin rolle som musiker, der netop går på kompromis og smører maskinrytmer ud over sin kunst – til massernes glæde, men kontrasten til den lille jazzklub står tilbage og taler for sig selv.

La La Land er et fyrværkeri af farver, kærlighed og livsmod
– der er rød, gul, grøn, blå og lilla ud over det hele. Lige, hvad vi har brug for i en tid, hvor vi for alvor ryster den grå finanskrise af os. Vi vil se verden i farver igen (ligesom vi også ser det i moden og i boligindretningen). Timingen er helt rigtigt, og jeg tvivler på, om filmen havde opnået sammen kæmpe succes for 5 år siden.

Nu er vi simpelthen så klar til La La Land og jeg kan ikke andet end give den seks stjerner i min anmeldelse her på bloggen ♥


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Kærlig hilsen Jeanette