Tag Archive for: anmeldelse

Glæd dig til La La Land…..

Glæd dig til La La Land…..

la-la-land
I overmorgen er der premiere La La Land– og du kan godt glæde dig! Jeg var så heldig at få lov at se den hos Nordisk Film i sidste uge, og allerede da filmen havde været i gang i 5-10 minutter havde jeg besluttet mig for, at den skulle jeg se igen! Snart. Musikken måtte jeg direkte hjem og finde på Spotify. Der er ingen tvivl om, at en klassiker er født.

La La Land er en moderne romantisk musical, der står på skuldrene af – og hylder – den klassiske amerikanske filmhistorie med alt, hvad det indebærer af sang, dans og musik. Og til alle, der måtte tænke, at de kunne noget særligt den gang i de gode gamle dage, så har nutidens skuespillere, dansere, musikere og sangere intet at stå tilbage for. De kan det hele – og lidt til!

Vinder af 7 Golden Globes – vist nok en rekord – og nomineret til hele vilde 14 Oscars. Der er fest og farver, vidunderlig musik, stepdans, kærlighed og drømme – og først og fremmest en hyldest til kunsten, kærligheden, jazz’en og den ægte vare i livet.

la-la-land-plakat
Filmens hovedpersoner Mia og Sebastian knokler i drømmenes by LA – eller City of Stars som filmens smukke titelsang hedder – for at blive henholdsvis skuespiller og jazzpianist med egen klub. Vejen går gennem utallige ydmygende auditions og ditto barpianistjob, men de finder hinanden og kærligheden vokser, mens de kommer til at blive støtter og katalysatorer for hinanden i jagten på drømmene. Sammen hjælper de hinanden med at holde fast i deres drømme og integritet, men vil kærligheden også holde undervejs?

Den mandlige hovedrolle spilles af Ryan Gosling, som mange sikkert husker fra The Notebook. Flot er han jo, og måske mest af alt vildt charmerende – synge og danse kan han selvfølgelig også  – og så har han lige på tre måneder lært at spille klaver til rollen!

Emma Stone elsker jeg bare for hendes star quality og enorme naturlighed. Jeg elsker, at hun ikke er modelperfekt og på nogen måder kunstig. Hun har udstråling, sødme og personlighed, og det er heldigvis det, som tæller mere og mere.

la-la-land-emma-stone

Filmen hylder den virkelige uforfalskede kunst, hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten. John Legend har i øvrigt en fin rolle som musiker, der netop går på kompromis og smører maskinrytmer ud over sin kunst – til massernes glæde, men kontrasten til den lille jazzklub står tilbage og taler for sig selv.

La La Land er et fyrværkeri af farver, kærlighed og livsmod – der er rød, gul, grøn, blå og lilla ud over det hele. Lige, hvad vi har brug for i en tid, hvor vi for alvor ryster den grå finanskrise af os. Vi vil se verden i farver igen (ligesom vi også ser det i moden og i boligindretningen). Timingen er helt rigtigt, og jeg tvivler på, om filmen havde opnået sammen kæmpe succes for 5 år siden.

Nu er vi simpelthen så klar til La La Land og jeg kan ikke andet end give den seks stjerner i min anmeldelse her på bloggen ♥


stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Kærlig hilsen Jeanette

Jackie

Jackie

Forestil dig, at du sidder ved siden af din mand, der pludseligt bliver skudt i hovedet og dør i dine arme med blod og hjernemasse væltende ud over dig! Så voldsomt, så traumatiserende, og alt imens hele verden ser på.

I filmen Jackie er det ikke stilikonet Jackie Kennedy, men mennesket bag, det handler om. Zoomet ind på hendes situation, tanker og følelser i den intense tid fra hendes mands dramatiske død den 22. november 1963 til hans pompøse begravelse 3 dage efter.

jackine-anmeldelse

Filmens fortælling sker gennem et interview, som Jackie – i skikkelse af smukke og vanvittigt dygtige Nathalie Portman – giver en enkelt udvalgt journalist kort efter John F. Kennedys død. Her fortæller hun åbenhjertigt om den voldsomme oplevelse og den situation, hun står tilbage i, hvor hun skal samle sig selv og sit liv op – fra eventyret i Det hvide hus til nu at står alene.
Det er dog langt fra det hele, der kommer til tryk i artiklen, for hun styrer pressen med hård hånd og bestemmer i sidste ende det endelige indhold, hvor hendes mand fremstår som en ener med referencer til Camelot og ridderne om det runde bord.

Vi ser en kvinde, der er både på sammenbruddets rand og på samme tid determineret og strategisk, nærmest udspekuleret. Hun ved, at begravelsen er essentiel for John F. Kennedys eftermæle, og det håndterer hun samtidig med, at hun tager sig af to små børn og et hjem, der allerede er ved at blive pakket ned og overtaget af det nye præsidentpar. Hun iscenesætter og hun gør det dygtigt, og hendes optræden som den sortklædte enke med sløret, sammen med de to små faderløse børn, bliver et billede, som for altid vil være en del af historien.


Vi ser hende lige efter mordet, hvor hun vasker blodet af ansigtet, og hvor hun er ved at gå helt i stykker. Alligevel viser hun styrke og beslutsomhed og har en klar strategi i alt, hvad hun gør i forhold til offentligheden. Hun er selv et sted ved at være i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er iscenesat, men hvad er hendes valg andet end at forsøge at skabe den historie, der alligevel vil blive fortalt.

Nathalie Portman er den altdominerende kraft i filmen, og man føler empati med hendes sorg, hendes situation og hendes liv, der på et sekund er forvandlet og aldrig bliver det samme. Selvom hun udviser en hårdhed midt i kaos, så kan man kun beundre hendes mod og klogskab til at tage kontrol.

I rollen som John F. Kennedy ses danske Casper Phillipson, der gør det rigtigt flot i den lille rolle. Begge de to hovedpersoner er castet godt, og især Casper Phillipsons lighed er slående.

casper-phillipson

Jackie ligger et sted mellem 4 og 5 stjerner, så det må blive til 4½ flotte stjerner og en varm anbefaling herfra.


stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halvstjerne

 

Kærlig hilsen Jeanette

Kampen mellem det sorte og det hvide i Underverden

Kampen mellem det sorte og det hvide i Underverden

underverden-dar-salim

Den 19. januar har filmen Underverden af den danske instruktør Fehnar Ahmad premiere over hele landet. I hovedrollen ses Dar Salim, som af mange er kendt fra tv-serien Dicte. Filmen er en blanding af drama og action med hverdagsagtige billeder af København, som gør den meget realistisk og får den til at krybe helt ind under huden.

Jeg havde høj puls og følte mig meget påvirket efter at have set filmen i dag. Den slags film plejer jeg ellers hurtigt at ryste af mig, men Underverden er mere end en actionfilm!

fehnar-ahmad-instruktoer

Instruktøren Fehnar Ahmad og skuespillerne Ali Sivandi og Dulfi Al-Jabouri

img_0060

Dar Salim

Hovedpersonen, Zaid, er hjertekirurg og mønsterbryder fra indvandrermiljøet i Albertslund. Vi følger hans daglige, normale liv på arbejdet og i den fede lejlighed ved havnefronten i København, hvor han bor med sin danske kone Signe (spillet af Stine Fischer Christensen), der er højgravid. Han har tydeligtvis følt sig nødsaget til at tage afstand fra sin kriminelle lillebror, og han afviser ham, da han efter et mislykket bankrøveri banker på døren og beder om hjælp. Zaid har fået nok og forsøger med al magt at leve det liv, han har kæmpet sig til.

Da lillebroderen senere køres ind på traumecenteret på hospitalet, hvor Zaid arbejder, gennembanket og døende, starter hans kamp. Han føler sig affærdiget af politiet og magtesløs over drabet på hans bror, og han begynder at tage sagen i egen hånd og opsøge de mennesker, som lillebroderen arbejdede for. Det bliver langsomt til krig med en rå og uhyggelig underverden af kriminelle indvandrere, hvis brutalitet ikke kender grænser.

Zaids egne grænser nedbrydes i en blanding af skyldfølelse og hævntørst, han går langsomt i opløsning, og vi ser ham i det skjulte forvandle sig fra den hvidkitlede og respekterede læge til Den sorte Hævner. I bedste Rocky Balboa stil løbertræner han med hættetrøjen i det gamle betonkvarter, skyder sig uhæmmet med steroider, og han genoptager kickboxingen hos sin gamle træner. Motorcyklen males sort, og han ifører sig skudsikker vest, sort tøj og maling i ansigtet. Han går på jagt i underverdenen!

Der er dømt krig. Krig i Zaids indre, han er fanget mellem to kulturer. Hvor han før forsøgte at holde afstand til broderens problemer, bliver hævnen nu altoverskyggende i forhold til hans arbejde, kone og kommende barn. Han bliver trukket ind i en livsstil, som han for alt i verden har forsøgt at undgå, og en mere og mere regulær krig med de kriminelle, der ikke skyr nogen midler overfor de mennesker, som han har i sit liv.

Dar Salim giver alt i sig i rollen, både i de følsomme scener, fra hans normale verden, og som den side, som jeg vil kalde den sorte hævner. Filmen har en realisme over sig, der gør, at den rammer hårdt og giver masser af stof til eftertanke. Selvom man måske ikke er den store actionfan, og har det svært med den meget voldelige scener, så synes jeg, at de mange lag i filmen, gør den til et både underholdende og vigtigt kunstnerisk bidrag til den debat, vi i dag ser nye stemmer fra indvandrer- og ghettomiljøet bidrage til.

Der er en meget stærk og central udvekling mellem Zaid og hans far i filmen, hvor faderen beskylder Zaid for at have svigtet sin bror og for at have glemt, at han er iraker. Zaid trækker gardinet for og spørger sin far, om det er Irak, han ser udenfor, og at det er faderen, der har svigtet ved at sidde i sin sofa i 30 år uden at have et arbejde.
Det er stærke sager og scenen mindede mig et kort øjeblik om bogen Sort Land af Ahmed Mahmoud.

Underverden er en actionfilm, ingen tvivl om det, og den vil først og fremmest underholde. Men den fremstiller også det københavnske bandemiljø som en brutal og afstumpet verden, der afskærer mennesker fra et godt og normalt liv. Den viser også, hvad de unge indvandrerdrenge er oppe i mod i form af pres og vold, og hvordan livet balancerer på en knivsæg mellem det sorte og det hvide. Det gør det for Zaid, og det gør det vel for alle mennesker, hvis presset bliver hårdt nok.

Ikke bare Dar Salim, men også alle de øvrige skuespillere, spiller overbevisende godt, bl.a. som hårdkogte kriminelle. Nogle, bl.a. boksetræneren i filmen, er castet blandt almindelige mennesker, som ikke er skuespillere, men gør det virkelig godt, og bidrager til filmens realisme. Skuespilleren Ali Sivandi er så overbevisende som kickboxende voldspsykopat, at jeg blev næsten helt bange for ham, da jeg mødte ham efter filmen. Selvfølgelig viste han sig at være super sød og imødekommende, som det nok også kan ses på billedet.

underverden-ali-sivandi
Underverden fortjener i min anmeldelse mange flotte af stjerner for det gode skuespil, for den internationale standard, for en dansk actionfilm, der ikke er plat, for god underholdning og for at blive siddende længe efter og skabe stof til eftertanke.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halv

Den magiske Butik

Den magiske Butik

Den magiske Butik er ikke en forretning, men derimod en dragende bog skrevet af den amerikanske neurokirurg James R. Doty.

Min veninde Eva-Marie Wilken har igen været på spil og læs bogen før mig – og været så ufattelig sød og give sig tid og gøre sig umage med at skrive en anmeldelse her på bloggen. (Læs mere om Marie og hendes anmeldelse af Belgravia her).

den-magiske-butik-anmeldelse
Selv er jeg super spændt på at læse bogen og alene omslaget kan nok gøre de fleste nysgerrige.
I præsentationen af bogen fremgår det, at forfatteren har formået at vende en problematisk opvækst i usle og ustabile kår til i dag at være en succesfuld og velanset neurokirurg. Dette tilskrives bl.a. et møde med en kvinde, da han er 12 år, som giver ham en række tricks, der kan hjælpe ham med at manifestere sine ønsker og drømme. I bogen sammenfletter hans sin egen beretning med den nyeste neurovidenskabelige forskning i, hvordan medmenneskelighed og medfølelse manifesterer sig fysisk og psykisk – og så giver han de hemmelige tricks videre og instruerer os i, hvordan vi skaber den bedste version af vores liv – og gør verden til et bedre sted.

Men lad os nu høre Maries dom!

***

Da bogen ”Den magiske butik” dukkede op i min indbakke og muliggjorde læsning af den berømte professor og neurokirurg James R. Dotys opfattelse af sammenhængen mellem tanke og handling, ovenikøbet underbygget af nervebanernes mønstre i hjernen, blev jeg vældig nysgerrig og kiggede langt efter postkassen i flere dage.

Bogen er skrevet som en blanding mellem New Age litteratur, en udviklingsroman, og i enkelte passager, som lægevidenskab. Denne bredde i skrivestil kan selvsagt forvirre lidt.

Fortællingen (som det jo er) handler om James R. Doty, der som dreng vokser op i fattigdom i en dysfunktionel familie, hvor misbrug og selvmordsforsøg står som væsentlige ingredienser.

Vi følger 12 årige James, igennem et besøg i den ”Den Magiske butik”, der fører ham til den altruistiske kvinde, Ruth. Hun lærer, igennem 6 uger, drengen, hvad hun instinktivt har lært sig selv, nemlig: at man igennem ændring af sine tanker kan ændre sin livsbane, og at det gælder om at forandre sit eget fokus og sine intentioner.
Hun lærer igennem 4 simple øvelser ham (og os), at slappe kroppen af, at tæmme sindet, at åbne hjertet, og at præcisere sin hensigt.

Altruisme er en moralsk grundholdning eller væremåde kendetegnet ved, at den enkelte søger at fremme andres vel uden tanke for egne…

James tæmmer sindet, lærer at præcisere sin hensigt, og formår på denne måde at ændre sin hjernes selvopfattelse.  Han udvikler sig fra at have været en indadvendt, uengageret og ikke særlig flittig gymnasiedreng til pludselig at kunne overvinde praktiske forhindringer, i forhold til optagelse på først universitetet og derefter på medicinstudiet. Set i et logisk lys er det svært at forstå, at hans vej kan lade sig gøre – beskrivelsen af hans udvikling fra uengageret gymnasielev til pludselig at finde sig selv optaget på den sværeste uddannelse han kunne forestille sig, kan rent intellektuelt være svær at få til at hænge sammen. Men det er måske netop præmissen for acceptere de værktøjer, drengen har lært i den magiske butik. Måske er der netop noget, der ligger ud over den normale logik, som kan lade sig gøre.

Han lader sine evner til at præcisere sin hensigt stige ham til hovedet, og gennemlever sit studie med an arrogant holdning til lærere, fag og medstuderende.  En trafik lykke i sidste del af studiet, og en nærdødsoplevelse som følge heraf, tvinger ham til at se livet i et nyt lys, og hans tilgang ændrer sig i en mere ydmyg retning. En anden hændelse flere år senere, hvor han mister en masse penge, åbenbarer muligheden for at slippe fri af materialismens åg og tilegne sig højere grader af medfølelse og omsorg. Dette sidste bliver udslagsgivende for hans store pointe, nemlig at det at kunne kontrollere eller tæmme sindet og præcisere sin hensigt, ikke har nogen værdi hvis man ikke også forstår AT ÅBNE HJERTET.

I dag er han en succesfuld og velanskrevet neurokirurg ved Stanford University, hvor han bl.a. har grundlagt et center for studier af medfølelse og altruisme.

Forfatteren er virkelig god og tydelig, når han i et enkelt sprog forklarer komplekse sammenhænge i hjerne og nervebaner – som fx, når han beskriver, hvordan dele af neo-cortex er med til at forvalte beslutninger og handlinger. På samme måde gør han det nemt at forstå hvornår og hvorfor det autonome nervesystem frigiver adrenalin ved stress. Den slags er der heldigvis en del af, det er godt skrevet, og det gir mening.

Jeg har det derimod svært med, at et begreb som “rig” bliver generaliseret og puttet i samme kasse som “hensynsløs”. Det gør ikke noget godt for fortællingen.
Bogen får på den måde sat sig lidt imellem to stole – med en indpakning og et layout, der imødekommer New Age tænkningens ”godhedssyndrom”, og samtidig med en ambition om at formidle svært tilgængeligt stof. Det er ærgerligt, og kan stå i vejen for, at det egentlige og smukke kærlighedsbudskab fremstår helt klart.

For selve det overordnede værdisæt at ”være god” og at formidle kærlighed og omsorg kan man jo heller bestemt ikke stille spørgsmål ved.

***

Du kan købe Den magiske Butik på Saxo.com. (affiliate link)

eva-marie-wilken

Anmeldelsen er skrevet af Eva-Marie Wilken.
www.MariesVerden.dk.

Captain Fantastic *****

Captain Fantastic *****

captain-fantastic-anmeldelseForleden var jeg i Grand Teatret og se Captain Fantastic med bl.a. Viggo Mortensen, og den fortjener et par ord med på vejen – og fem ud af seks stjerner, som der var bred enighed om i familien, at den skulle have.

Handlingen kan du sikkert selv udlede af traileren, så det skal jeg gøre kort. Familien bor i skoven og opdrager de seks børn afsondret fra det normale, kapitalistiske samfund. Ved første øjekast lever de som vilde, men børnene får en enorm indlæring og disciplin. De er små intellektuelle, toptrænede, musikalske og atletiske overlevere, der kan klare sig i naturen med en kniv og med bue og pil, samtidig med, at de kan citere de store tænkere og forfattere, grundloven, fysikken og de politiske og religiøse ismer. Moderen er væk, syg og begår selvmord, og hendes forældre ønsker den afdøde for selv selv, med en kristen begravelse, ligesom de ønsker forældremyndigheden over de meget specielle og ikke særligt socialt integrerede, men vanvittigt søde, sjove, talentfulde og intelligente børn.

Faderen, så utroligt godt og sympatisk spillet af vores egen Viggo Mortensen, beslutter sig at tage kampen op, og familien drager afsted for at opfylde hans buddistiske kones sidste vilje – hun vil brændes, der skal synges og danses, og asken skal skylles ud i et offentligt toilet! Opgøret begynder – det “primitive” mod det etablerede samfund, mod normer og vanetænkning. Og samtidig starter faderens indre kamp om, hvad der er rigtigt og forkert, og om de måske er gået for langt i deres eksperiment.

Filmen har så mange lag og sætter mange tanker i gang samtidig med, at man er fantastisk godt underholdt hele vejen igennem. Bevares, den er måske lidt patetisk til sidst, men alt er skarp sat op for at vise pointerne omkring det liv, vi lever i det moderne samfund. Måske især i USA, hvor billedet tegnes af et samfund præget af overvægt, overdreven religiøsitet, dårlig kost og shopping som den hyppigste sociale interaktion!!!! Børn pakkes ind i vat, og der stilles ingen krav, og et enormt potentiale går til spilde ved vores overforbrug af ligegyldigheder som tv og computerspil.

Captain Fantastic er en slags nutidigt – og vel også tiltrængt – hippieopgør mod det liv, som mange lever i dag, fjernt fra naturen og uden selvopholdelsesdrift og overlevelsesinstinkt og uden noget særligt intellektuelt overskud. Det sætter tanker i gang – og er Cola måske ikke i virkeligheden bare “forgiftet vand”?

Familien lever ekstremt, men det fine ved faderen er, at han – som den eneste – faktisk har det menneskelige overskud til sætte spørgsmålstegn ved sine egne holdninger og værdier. Alle andre holder rigidt fast i deres. Han kan også finde ud af at sige undskyld. Det kan fås os til at tænke på, at vi måske ikke altid bare skal holde på vores, og at den sandhed vi lever i, og den måde, vi vælger at leve og prioritere vores tid på, måske kan tages op til revision.

Udover alle de gode tanker og spørgsmålstegn, som filmen sætter i gang, så skal den bestemt også ses for underholdningen, humoren og det fantastiske skuespil – ikke mindst af børnene. Det er helt utroligt, så godt de spiller, og den mindste pige er noget af det sjoveste og mest charmerende, jeg længe har set.

 

 

Den danske Pige

Den danske Pige

I går var jeg til forpremiere på den amerikanske film The Danish Girl, som har premiere på torsdag. Instruktøren Tom Hooper er bl.a. kendt for Kongens Store Tale, som var nomineret til 12 Oscars, og Den Danske Pige er da også nomineret til fire. De to hovedrolleindehavere er begge nomineret, Eddie Redmayne og svenske Alicia Vikander, som vi kender fra En Kongelig Affære.

Store dele af filmen er optaget i København, hvor der er smukke billeder fra Nyhavn, Nyboder og Gammel Strand med fiskerkoner og gamle skibe langs de smukke gader. Billederne, der skal forestille hovedpersonens hjemstavn Vejle, er dog ikke alle lige troværdige, som de fremstilles omgivet af bjerge. Det er bare en detalje, ligesom Marmorkirken ikke ligger i Paris. Men never mind, jeg kunne godt lide filmen.

Filmen handler om det danske boheme kunstnerægtepar Einar (1882-1931) og Gerda Wegener (1885-1940). Han har pæn succes som landskabsmaler, mens hun kæmper med at finde fodfæste som kunstner. De lever lykkeligt og i et tæt parløb både følelsesmæssigt og kunstnerisk.
Einar har hele sit liv undertrykt sin transseksualitet, som bliver vakt til live, da han er stand-in for en kvindelig model for sin kone. Iført silkestrømper og damesko, er han pludselig ikke længere i stand til at undertrykke sit virkelige jeg, og han får snart en parallel identitet som Lili.

Gerda, som måske er den virkelig avantgardist af de to, har forståelse for sin mand og støtter ham alt imens, at hun selv ser ham forsvinde længere og længere væk og blive til Lili. Samtidig er Lili paradoksalt nok katalysator for Gerdas kunstneriske udvikling, og hun får et gennembrud med sine malerier, hvor Lili står model. Der er en unik vekselvirkning mellem de to, hvor Einar finder sin identitet som Lili, og Gerda sin identitet som kunstner.

De bor i en årrække i Paris, hvor Gerda har stor succes, og igennem tiden opsøger Einar forskellige læger, der alle anser ham som perverteret og psykisk syg, indtil han møder en tysk læge, der kender og forstår hans transseksualitet. I 1930 støtter Gerda sin mand i at gennemgå en kønsskifteoperation som en af de første i verden og blive til Lili Elbe.

Filmen vil helt sikkert dele vandene. Emnet vil selv den dag i dag desværre støde nogen, selvom historien viser, hvor langt vi er kommet i vores forståelse for folk, der er født anderledes.

Filmen i sig selv et kunstværk, der skrider smukt og stille og værdigt frem. Overpoleret vil nogen måske mene. Nogle vil finde den lidt kedelig, mens andre vil nyde det fine skuespil, kunsten og billedet af venskab og kærlighed og kampen om at finde sig selv.
Jeg er glad for filmen, som vil ligge på 4 eller 4½ stjerner ud af 6, hvis jeg skulle kaste mig ud i en bedømmelse.

De to hovedrolleindehavere spiller fantastisk, og historien er så fin og stadig vigtig.
Eddie Redmayne er så udsøgt en skuespiller, som jeg er fuldstændig vild med. For os danskere er det naturligvis også dejligt at se København i en Hollywoodfilm.

Dét, som for alvor er blevet siddende hos mig, er Gerda Wegener. Hendes progressivitet, hendes kunst, hendes loyalitet.
Jeg er nu simpelthen NØD til at tage på Arken og se udstillingen “GERDA WEGENER – En fortælling om kærlighed mellem maler og muse, der sprænger rammerne for kønnets grænser“. Den vises frem til 16. maj og du kan læse mere om den her.

JOY

JOY

joy-film-jennifer-lawrence.jpg

Jeg har jo truet med flere filmanmeldelser, og i aftes havde jeg valgt at gå i biografen og se Joy, som er bygget løseligt over mangemillionæren, opfinderen og tv-shop sælgeren, Joy Mangano.

Filmen er absolut underholdende og værd at se, og selvom den ikke er en kæmpe storladen film, er Jennifer Lawrence dog Oscarnomineret for rollen som Joy. Alt behøver heller ikke være mesterværker, og her er der bare tale om god gedigen underholdning og lidt til eftertanke også. Det er nok lidt af en pigefilm, men til gengæld til alle aldre – vi var tre på hhv. 24, 49 og 82 år i biffen, og vi kunne alle rigtigt godt lide filmen.

Selvom Joy går så gruelig meget igennem, er det alligevel en feelgood film, fordi vi alle ved, at det hele nok skal gå godt i den sidste ende. Den er ikke helt så corny og sjov som instruktøren David O. Russells forrige film The Silver Lining Yearbook og American Hustler, men den har noget andet – fortællingen om livets foranderlighed, op- og nedture, om potentiale og kampgejst, flid og loyalitet.

Feelingen og dele af castet er dog stadig det samme, som i de tidligere film: Jennifer Lawrence, Robert De Niro (i en dejlig afdæmpet rolle) og Bradley Cooper (som vi kvinder jo altid gerne vil se). Og vi ser da også skæve karakterer som Joys mor, der er apatisk og fortabt i sine sæbeoperaer, hendes på en gang vage og dominerende far og dennes nye rige kæreste, spillet af Isabella Rossellini, der investerer i Joys opfindelse, som er en selvvridende moppe, hendes misundelige og ondskabsfulde halvsøster, og Joys eksmand og ven, der viser sig at være den i familien, som bidrager med de bedste råd. De andre ødelægger mere end de gavner.

Joys bedstemor har altid set et stort lys i hende og indgydet hende selvtillid, hun var den bedste i sin klasse, fantasifuld og opfindsom allerede som barn, men er endt med at ofre sig for alle andre – for sine skilsmisseramte forældre, sin fraskilte mand og sine to små børn. Indtil det går op for hende, at hendes sande jeg har været gemt væk alt for længe. Hun starter en slidsom, risikofyldt, og til tider næsten umulig, kamp for at få sin første opfindelse, den nye gulvmoppe, til at nå markedet og få succes.

Banalt? Ja, det er det måske. Alligevel nød jeg filmen, fordi den viser, hvordan det kan gå op og ned gennem livet, og at man ikke skal give op. Det kan lade sig gøre at være hengemt og have begravet sit potentiale i perioder, livet kan virke håbløst til tider, men der er også en vej frem. Samtidig ser vi et fint portræt af en kvinde, der både i modgang og medgang viser sig at være den stærke, intelligente og opfindsomme matriak, der forbliver loyal og omsorgsfuld overfor alle sine venner og sin skæve familie – også dem, der måske ikke åbenlyst havde fortjent det.

The hateful eight

The hateful eight

Jeg excellerer normalt ikke så meget i filmanmeldelser her på bloggen, og det er ikke fordi, jeg for alvor skal gå mine bloggerkolleger ovre på Girls on Film i bedene. Hvis du elsker film, så er det bloggen, du skal følge.

Ikke desto mindre nyder jeg altid, hvad jeg opfatter som gode kvalitetsfilm, men her kommer smag og behag jo virkelig ind i billedet, så måske er du langt fra enig. Jeg vil nu alligevel vove det ene øje og begynde at anbefale nogle af de film, som jeg ser og kan lide.

I går så jeg den nye Tarantino-film The Hateful Eight. Der var en markant overvægt af mænd i biografen, og Tarantinos univers er også meget maskulint, råt, voldeligt – og cool. Jeg er vild med det. Men man skal knække koden til, og kunne se kvaliteten i, hans univers, som gør voldsfilm til kunst og har referencer til mange genrer: splatter, farce, western, Agatha Christie, kammerspil…
Først og fremmest er der en fantastisk dialog med både dybde og humor, som i dette tilfælde indeholder masser af stikpiller omkring racismen i det amerikanske samfund.

Man skal sætte pris på form, og ikke kun indhold. Filmen er visuelt gennemført og optaget med gammeldags cellouidfilm og vises i 70mm, der er verdens bredeste filmformat. Det giver en lækker oplevelse. Indendørsscenerne er optaget i frostgrader for at gøre oplevelsen endnu mere intens med frostånde og kulde.

Man skal kunne tåle overdrevne, og derfor ikke alt for realistiske, voldscener med afskudte hoveder og hjernemasse. Filmen er lang, plottet enkelt, men det visuelle og skuespillet er fantastisk. Særligt Kurt Russell og Samuel L. Jackson er i topklasse.
Så de knap tre timer fløj afsted for mig.

Filmen er lavet som en klassisk, men intellektuel, westernfilm, og foregår kort efter den amerikanske borgerkrig. Otte fremmede søger ly tæt på flækken Red Rock under en snestorm. Sydstatsfolk, sorte, mexicanere, dusørjægere, gangstere og en kvindelig dødsdømt fange er samlet på den lille komprimerede scene. Alle vogter på alle, og med god grund, og snart er det et spørgsmål om, hvem der slipper levende derfra.

 

Anna Todd “Faldet” – serie til Fifthy shades fans (gæsteanmeldelse)

Anna Todd “Faldet” – serie til Fifthy shades fans (gæsteanmeldelse)

Lige som det forrige bind i serien, har jeg overladt anmeldelsen til et yngre familiemedlem, Frederikke, som er meget begejstret fan af AFTER serien af Anna Todd. Hun faktisk fulgt serien allerede den gang, den startede som et fænomen på nettet. Du kan læse hendes første anmeldelse her.

Bøgerne henvender sig primært til den lidt yngre målgruppe, men hvis man måtte være glad for fx Fifthy Shades of Gray-bøgerne, så kan man efter sigende også sagtens læse Anna Todd. For kort tid siden udkom “Faldet“, som er den tredie bog i serien, som man ifølge Frederikke ikke kan lægge fra sig!

Anna-todd-faldet-anmeldelse

”Faldet” er tredje bog i serien om Tessa, som går på WSU i Pullman i staten Washington og hende engelske kæreste, Hardin, som blev tvunget til at tage til USA til det college, hvor hans far er rektor.

Efter anden bog i serien sidder man virkelig på kanten af stolesædet, da Tessa endelig møder sin alkoholikerfar i slutningen. Efter det møde vil Tessa prøve at gendanne et forhold med ham, dog imod hendes mors ønsker. Tessa fortsætter med at planlægge sin flytning til Seattle. Tessa har altid drømt om at flytte til Seattle når hun blev ældre, det var én af de drømme, der bare skulle lade sig gøre for hende. Men hun vælger ikke at fortælle Hardin om noget af det, da hun er bange for, at han vil afvise hendes idé, og bryde hendes drømme ned igen.

Man begynder efterhånden at tænke, at Hardin forstår, at et forhold kræver kompromiser, og at det hele ikke handler om ham og hvad han vil have, for eksempel hans meget åbne tanker om, hvordan han ikke vil kunne klare at få børn, eller aldrig vil giftes. Men dér tager man helt fejl. Hver gang Tessa tager et skridt frem, tager han to tilbage.
Han strider imod alt, hvad der kunne blive godt for ham, fordi han hænger i sin fortid, og hvad der forventes af ham. Tessa overtaler ham til at tage med på en weekendtur med hans familie, for at prøve at reparere de ting, der bliver ved med at flå dem fra hinanden. Indtil videre har der været så mange destruktive oplevelser for dem, og de føler, at intet kan slå dem ihjel, men de skal alligevel arbejde for det. Men turen ender på en helt anden måde end nogen i familien forventede.

Hemmeligheder, som man aldrig ville have forventet, kommer ud i det åbne. Ikke kun fra Hardin og Tessa, men fra alle omkring dem. Og ikke nok med, at vi møder mange fra Hardins fortid i England,  så kommer vi til at se meget til Hardins gamle slæng, der bruger størstedelen af deres tid på at drikke og ryge sig skæve. Tessa skal virkelig til at beslutte sig for, om hun skal stole på Hardin fuldt ud, eller om hun skal gå sin vej.

Der findes ingen bog, der har lige så meget drama som denne, og der kommer konstant et nyt vendepunkt. Det er bare én af grundene til, at man bare ikke kan lægge den fra sig. En af de rigtig interessante ting er, at forfatteren har valgt at skifte synsvinkel mellem Tessa og Hardin i løbet af bogen. Det giver en helt anden forståelse for karaktererne, deriblandt også Hardin, og giver dobbelt så meget spænding.

Det er helt klart en bog, der kan anbefales, og så er det jo bare med at vente med spænding på det sidste bind af kærlighedshistorien.

Tusind tak for den flotte anmeldelse til Frederikke Hylleborg.

Frederikke-Hylleborg

Anmeldelse: Davines OI / Shampoo, OI /Conditioner og den geniale OI / All in One Milk

Anmeldelse: Davines OI / Shampoo, OI /Conditioner og den geniale OI / All in One Milk

davines-oi-shampoo.jpg

De italienske salonprodukter fra Davines oser bare generelt af æstetik og lækkerhed. De er i enkle emballager og skabt med omtanke for både kvalitet og for miljøet. De dufter virkelig skønt og giver den fede næring og pleje, som jeg tidligere har beskrevet, at jeg har behov for i et hår med tendens til udtørring (læs indlægget her).

Deres produktlinje Oi er skabt med henblik på at give blødhed, glans og lethed i håret. Nu får I lige et hurtigt billede af mit hår, hvor jeg har brugt Davines OI / Shampoo, OI / Conditioner og  OI / All in One Milk, som jeg vil vende tilbage til. Det er uden styling overhovedet, bare lufttørret i går og redt igennem i dag. Udover at være blødt, er det meget luftigt og fyldigt. Shampoo og conditioner (som nærmere er en kur) er bløde og ekstremt velduftende og giver masser af fugt uden at tynge.

davines-oi-anmeldelse.jpg

Davines OI / All in One Milk er en ret spændende kombination af et pleje- og et stylingprodukt. Det sprayes i hele længden i det håndklædetørre hår. Det giver blødhed og glans og gør udredningen lettere, det tilfører fugt og formindsker krus (bare se mit naturkrøllede hår på billedet, som der intet er gjort ved). Det giver også fylde på den luftige måde og er med til at holde frisuren, men det tynger på ingen måde håret ned.

All in One Milk er dertil også godt at bruge i tørt hår, hvor jeg bruger det til at forme eller opfriske det tørre hår. Det kan også bruges til at kramme krøllerne op med eller i det hele taget fikse håret lidt op i løbet af dagen eller de morgener, hvor det ikke bliver vasket.
Det er faktisk det første leave-in produkt, jeg nogensinde rigtigt har syntes om – udover olier, som jeg bruger i rå mængder – fordi det giver fugt og blødhed uden at tynge håret overhovedet.

davines-all in-one

Davines hårprodukter fås hos frisøren, hvor du også kan få vejledning til den produktlinje, der passer bedst til dit hår. 

 

Gæsteanmeldelse: Internetfænomenet “AFTER”

Gæsteanmeldelse: Internetfænomenet “AFTER”

Denne bog har jeg overladt til et af min families unge medlemmer, Frederikke på 17, at anmelde. Hun kalder bogserien en slags Fifthy Shades of Grey for unge, og det viser sig, at hun har været fan af serien allerede fra den gang, den startede på internettet.
Siden har den udviklet sig til lidt af en fænomen med millioner af online læsere (vi taler om over 1 mia. visninger!) og siden hen bøgerne. Læs anmeldelsen – så er du med!

After-tvivlen

”Tvivlen” er anden bog i serien ”After”, af forfatteren Anna Todd, som startede historien som en Fan Fiction på Wattpad. Wattpad er et online samfund for læsere og forfattere, hvor man kan dele sine historier gratis. Efter 1 milliard visninger blev de fire bøger publiceret og oversat til bl.a. dansk. Og som om en bog ikke er nok, har der endda også været snak om, at der skal laves en film baseret på bøgerne. Nogle af bogens karakterer var oprindelig navngivet efter boybandet One Direction. Men forfatteren måtte ændre navnene på de fem personer, som skulle forestille drengene fra One Direction, da historien er mere fantasi end virkelighed. Deraf navnet til genren ”Fan Fiction”.

Bogserien handler om pigen Tessa, der går på Washington State University, hvor at hun møder Hardin (Harry fra One Direction). Tessa har altid været den fornuftige pige, der tog de rigtige beslutninger i forhold til sit liv, hun lavede alle sine lektier og fik gode karakterer. Hun gjorde som sin mor sagde uden spørgsmål, og hun havde den ”rigtige” kæreste, før hun mødte Hardin.

Efter hun møder Hardin, deraf titlen ”After”, begynder hun at drikke, pjække fra timerne og sige fra overfor sin mor. ”Tvivlen” handler om, hvad Tessa skal gøre efter en offentlig afsløring af et væddemål, der handlede om, hvor lang tid det ville tage for Hardin at tage Tessa’s mødom mod penge fra hans såkaldte venner. Hun er i tvivl, om hun skal prøve at komme videre med sit liv uden Hardin, eller om hun kan tilgive ham for, hvad han har gjort. Men den magnetiske og seksuelle tiltrækning mellem Tessa og Hardin gør det svært for hende at holde sig væk.

Serien ”After” er en form for ungdomsversion af ”Fifty Shades of Grey”.

Eftersom at jeg har fulgt med siden begyndelsen af ”After” fænomenet, kan man kalde mig en fan. Historien om Hardin og Tessa har fået mig til at græde og grine til ekstremer, det er en bog man ikke kan lade være med at elske. En af grundene til at man ikke kan holde op med at læse bogen, er at man vil vide hvordan deres forhold udvikler sig, om de forbliver et par, eller om de til sidst ender med at holde sig helt fra hinanden.

Jeg er sikker på, at der er mange andre end mig der vil forelske sig i Hardin og Tessa, og deres liv i byen Pullman.

 

Tusind tak for den flotte anmeldelse til Frederikke Hylleborg.

Frederikke-Hylleborg

En bog, du ikke kan slippe: Alt det lys vi ikke ser

En bog, du ikke kan slippe: Alt det lys vi ikke ser

Der findes gode bøger, og så findes der dem, man slet ikke kan slippe. Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr tilhører bestemt den sidste kategori.
I og for sig vel ikke den store overraskelse – og heller ikke den store stor kunst – at anbefale en bog, der har modtaget Pulitzerprisen og har ligget nr. 1 måned efter måned på New York Times bestsellerliste. Alligevel må jeg altså lige nævne den, nu hvor jeg selv har slugt de over 500 sider på de sidste par dage.

Alt det lys vi ikke ser

Bogen foregår i henholdsvis Frankrig og Tyskland i tiden op til og under anden verdenskrig, hvor man følger to skæbner, der ikke ligefrem har alle odds med sig. En blind og moderløs pige fra Paris og en forældreløs dreng i et fattigt mineområde i Tyskland. Begge børn har dog deres lysende begavelse med sig, og gode mennesker omkring sig, men krigen ændrer for dem, som for alle andre, deres livsbaner.

Pigen, Marie-Laurie, må sammen med sin far flygte til en fjern og sær onkel ved den franske kyst i fæstningsbyen Saint-Malo. Med sig har de en uvurderlig og magisk myteomspunden hemmelighed fra det naturhistoriske museum i Paris, hvor faren er låsesmed. En skat, som bringer deres liv i fare.

Den forældreløse Werner har trods sin lysende tekniske og matematiske begavelse ene og alene udsigt til de kulminer, som tog livet af hans far. Hans evner bliver dog ved et tilfælde opdaget, og han optages på en nazistisk eliteskole, som bringer ham ind i krigen som kun 16-årig. En indre strid mellem at gøre det rigtige eller følge strømmen begynder allerede på skolen i Werners sind.

Romanen skildrer krigen med alle dens lidelser og afsavn på begge sider af fronterne. Først og fremmest gennem Marie-Laure og Werner, men også deres familier og de mennesker, der omgiver dem. Og om hvordan tilfældigheder fører mennesker sammen, og hvordan et menneske kan være afgørende en andens skæbne.

Det er samtidig ikke mindst fortællingen om valget mellem at gøre det rigtige eller det forkerte, og de konsekvenser, det har. Om sammenhold og kærlighed, og om at klare sig mod alle odds.

Alt det lys vi ikke ser er medrivende og intelligent skrevet, og man kan næsten ikke vente med at finde ud af, hvad der sker i hovedpersonernes liv. Om de lever eller dør, og hvor de ender. Samtidig giver det stof til eftertanke, hvilke ufattelige lidelser så mange mennesker gik igennem for bare få generationer siden og hvor taknemmelige vi bør være over, hvor godt vi lever i Europa i dag.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Bogen kan købes på Saxo her (affiliate link)