Tag Archive for: gestaltterapi

Jeg er kommet godt i gang med mit studie til Psykoterapeut (Gestaltterapeut) – så godt i gang, at jeg godt tør kaste mig ud i at fortælle lidt om et af de emner, som jeg læser om for tiden. Nemlig om at lære at lade livet handle mere om MIG! Måske er du allerede god til det, men det kan også meget vel være, at du kan få stor glæde af en lille, men afgørende, ændring i din tankegang!

Psykoterapeut studerende

Det siges, at vi lever i en mig-mig-mig tid, men for mange mennesker er det en sandhed med modifikationer. De lever nemlig under et stort indre pres for at leve op til nogle indre krav om at skulle og burde. For andres skyld, og efter andres normer, mere end for deres egen, fordi det er blevet en indgroet vane og et mønster, der er grundlagt tidligt i livet.

Mange mennesker lever med en permanent overbelastning. Man har vænnet os til gennem hele livet at være opmærksomme på andres behov og tilpasse sig i forhold til at gøre det rigtige – det rigtige for andre og det rigtige i andres øjne – hele tiden.
Det kræver meget energi at være så meget ovre i andre og hele tiden forsøge at leve op til alle de indre forventninger om at være perfekt og gøre alt rigtigt.

Måske har oplevelsen som barn været ikke at blive imødekommet med kærlig medmenneskelighed, fordi forældrene selv har været overbebyrdede af forskellige udfordringer i livet. Det er blevet en indgroet vane at tænke på andre og alt det, man bør og skal gøre, for at være rigtig og please sine omgivelser. Det sætter sig som et konstant pres og ligefrem en depressiv tilstand, hvor der sjældent er plads til ro og afslapning.

Den indre slavepisker

Har der ikke været plads til dig og dine behov, vil det ofte manifestere sig i en jeg skal og jeg burde tankegang. En indre slavepisker, der sjældent tillader dig rigtig ro. Livet bliver en overlevelse fra dag til dag og man er altid allerede henne i den næste opgave, der skal løses Ro er noget, man tillader sig efter, at arbejdet er gjort. Hvis nogensinde. Og det sætter sig i kroppen som en overvældende træthed og en evig følelse af utilstrækkelighed.

Tænk på, hvad du vil og kan!

I foråret skrev jeg et indlæg om balancen mellem lyst og pligt. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at jeg faktisk ramte hovedet ganske godt på sømmet i forhold til at opnå større overskud og større livsglæde. Jeg beskrev nemlig ret præcis det, som jeg nu i teorien kan læse om, der sker, når ens indre er under konstant overbelastning. Om at hænge i pligten og to do-listen og mentalt hele tiden være henne i den næste opgave, næste aktivitet, næste præstation.

Et skridt på vejen er simpel og enkelt. Det handler om at begynde at lære sig selv at tænke, hvad vil jeg og hvad kan jeg – i stedet for, hvad skal og hvad bør jeg.
Det kan formuleres på mange individuelle måder. Selv er jeg blevet ret god til at spørge mig selv: Hvad har jeg LYST til lige nu?

Samtidig er det en god idé at beslutte sig for at prøve at gøre én ting ad gangen.
Det er nemlig også et tegn på ubalance, når man er over det hele, har gang i flere ting ad gangen – og aldrig giver sig selv ro, hverken mentalt eller ved at gøre noget færdigt.

*****

Tænk på, hvad du vil, hvad du har lyst til. Og tænk på, hvad du kan og magter lige nu. Bær over med dig selv, når du mærker, at du ikke kan så meget. Måske har du været overbelastet i årevis, måske hele livet.

Det handler ikke om at være hensynsløs – men om at det faktisk er helt ok, at DIT liv handler om DIG. At du sætter fornøjelsen før pligten, hvis det er dét, du har lyst til. Springer en aktivitet over, hvis du ikke gider. Erkender, at der er ting, du ikke magter.
Og finder ny livsglæde og overskud! ♥

Nu er det en måneds tid siden, jeg startede på mit nye studie til psykoterapeut på Nordisk Gestaltinstitut, og det er blevet tid til en lille status her på bloggen om, hvordan det er.
Jeg var selvfølgelig spændt på at begynde, men var jeg ikke allerede overbevist, så er jeg det nu: At begynde på en uddannelse til psykoterapeut er den bedste beslutning, jeg har taget! Og studiet, og det rum, som bliver skabt i samværet med gruppen, er helt unikt at være i. 

Som psykoterapeut studerende er der masser af selvstudier derhjemme

I joggingtøj, uden makeup og med min lille hjælper i gang med studierne hjemme.

 Et nyt kapitel som studerende er nu begyndt for mig, og jeg elsker det. Det føles 100% rigtigt, og jeg er simpelthen ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, jeg har taget.

Det er aldrig for sent at skrifte retning

Jeg vil være 58 år, når jeg er færdig! Det er stadig ikke så gammelt, selvom livet selvfølgelig drøner afsted, og det lige nu er vildt at tænke, at jeg faktisk bliver 60 år næste gang, jeg fylder rundt. Men at lægge sig fladt ned nu og sige, at noget er for sent, ville i mine øjne være dumt. Det er aldrig for sent at udvikle sig og lære nyt eller finde en ny retning i livet.

Til gengæld vil jeg have en god portion modenhed og livserfaring at byde ind med som terapeut. Og jeg vil kunne bruge det resten af livet.

For mig er timingen perfekt, og jeg tror på, at læren kommer, når eleven er klar. Jeg er så parat til at udvikle mig både personligt og professionelt, og stoffet interesserer mig så meget, at det er som en leg at tilegne mig det.

Det handler ikke om bare at sætte sig ned og læse en bunke bøger. Det er en personlig rejse, hvor den dybe forståelse kommer gennem undervisningen, hvor gestaltterapien hele tiden praktiseres, teoriforståelsen og opmærksomheden på sig selv gennem terapi. Det kan ikke forceres, og der er en grund til, at det tager fire år at blive gestaltterapeut.

Et rum, hvor intet er forkert

Alene oplevelsen ved at være på det første fire-dages modul sammen med mine ni medstuderende – og to lærere – i et rum, hvor alt er, som det er, og absolut intet er forkert, er helt fantastisk, hvor banalt det måske end kan lyde. Gestaltterapien har aldrig nogensinde det formål at lave noget om eller give gode råd. Det kan medvirke til at kaste lys på noget og på at øge opmærksomheden, men valget er altid op til den enkelte.

Jeg er ikke forkert, de andre er ikke forkerte, og man byder ind, præcis som man vil (eller ikke vil), og alle bliver set og rummet. Det kunne jeg godt unde alle at opleve. Selve processen, både gennem teorien, men i særdeleshed gennem den praktiske undervisning, er utroligt berigende og udviklende. Og så er jeg heldig at være landet på hold med nogle vidt forskellige mennesker, som jeg alle virkelig godt kan lide og er nysgerrig på at lære rigtigt at kende. For der er ingen tvivl om, at vi kommer til at lære hinanden dybt at kende (og derfor er der naturligvis tavshedspligt).

Der er meget, der skal læres!

Når, jeg ser på oversigten over emner og litteratur, viden, teori og metoder, for de næste fire år, kan jeg næsten ikke forstå, hvordan jeg skal lære det hele.
Men jeg tager et skridt ad gangen og tilegner mig det i det tempo, som jeg føler, jeg kan kapere det, og som føles naturlig for mig. Læsningen er ret fri, så længe man består eksaminerne hen ad vejen. Jeg læser det obligatoriske og springer rundt i bøger og emner, som interesserer mig netop nu i processen. Fra bøger om depression til praktiske eksempler på gestaltterapeutisk supervision over de måder, som vi kontaktmæssig er i verden med os selv og hinanden på. Det kan være, at jeg vil komme ind på nogle af emnerne hen ad vejen her på Qland.

Jeg læser til gestaltterapeut på Nordisk Gestalt Institut

Jeg har indrettet mig med et skrivebord i stuen (min oldefars gamle – se forvandlingen af skrivebordet her) – et dejligt roligt sted med en god udsigt, hvor jeg ikke bliver forstyrret af computer (og blog), og hvor jeg har skabt mig eget lille dedikerede rum, hvor jeg falder ned i gestaltterapien.


Undervisning, terapi og grupper

Undervisningen foregår een meget koncentreret gang om måneden i henholdsvis to og fire hele dage. Resten af tiden er det selvstudier og opgaveskrivninger. Dertil kommer egenterapi (min. 60 timer på de fire år) – og på 2. år kommer de første eksaminer. På 3. og 4. år begynder man desuden selv at øve sig i at praktisere terapi.

Selvom, det måske umiddelbart ikke lyder så omfattende, så er der masser at tage fat på, og studiet er på mange niveauer meget indgribende i ens liv! Hver anden måned er jeg i fire dage sammen med hele holdet, som består er 10 personer – og hver anden måned i to dage med halvdelen af gruppen, som kaldes “familien”. I begge grupper fungerer vi, som en del af læringen og gruppedynamikken, som en familie, der skal koordinere og varetage indkøb, madlavning m.v.
Derudover er jeg i en studiegruppe, hvor vi er fire, der gerne løbende vil støtte og motivere hinanden i læsningen.

Så det hele kører, rejsen er begyndt og det er lige, som det skal være ♥

Jeg starter på uddannelsen til Gestalterapeut på Nordisk Gestalt Institut
Nu er det den sidste weekend, før jeg begynder mit nye liv som psykoterapistuderende! Om bare fire dage skal jeg påbegynde første modul og møde de mennesker, som kommer til at blive en væsentlig del af mit liv i de kommende år. Jeg står ved indgangen til noget, som ikke kan undgå at blive skelsættende – og jeg er naturligvis spændt!

Det går lige nu op for mig, hvor forandrende det er, hvad jeg er på vej til at kaste mig ud i. Og at det nu er min sidste weekend før starten på uddannelsen som gestaltterapeut. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mit liv mon bliver. Hvad vil forandre sig, og hvordan skal det hele gå! I hvor høj grad vil der være et liv før og efter uddannelsen?

På torsdag er det er realitet – det går løs, og jeg skal til at inkorporere en ny stor og væsentlig faktor i mit liv. Jeg skal læse, og læse rigtigt meget. Det er tungt stof, og det kræver nok især i starten meget at få alle nye termer og terorier på plads. Jeg skal indgå i en meget tæt og personlig dynamik med en gruppe vildtfremmede mennesker. Jeg skal lære mig selv at kende på et dybere plan. Jeg skal rumme andre og i fortrolighed skal der gensidigt åbnes for det allerinderste.

Jeg står foran nyt og ukendt land

Jeg er ikke nervøs, men jeg står foran nyt og ukendt land. Allermest er jeg spændt på, hvordan det bliver at kaste mig ind i stoffet for alvor. Hvordan det bliver at skabe tid og ro til fordybelse og tilegnelse af al den nye viden. Ikke bare nu og her, men på et fireårigt sigt. Men jeg glæder mig også, og tænker, at det hele giver sig selv, når der først åbnes op for sluserne, og videbegæret for alvor sætter ind.
Og undervisningen ikke mindst – gestaltterapien er i sit væsen meget oplevelsesorienteret, så det handler om meget mere end “bare” bøger og teori.

“Moderne gestaltterapi er respektfuld, oplevelsesorienteret og hviler på et helhedsorienteret menneskesyn. Krop, følelser, hjerne og sjæl er alle vigtige elementer i dét at være menneske. Metoden er holistisk og består af kontakt og dialog, opmærksomhed og brug af sind, sanser og kropsfornemmelser. Det ser legende let ud – og kræver øvelse og indsigt at praktisere.”(Nordisk Gestalt Institut)

Min arbejdsplads, når jeg skal fordybe mig og studere uforstyrret til psykoterapeut.

Min arbejdsplads er klar, og den er helt vidunderlig ved min oldefars gamle skrivebord. Den vil være dedikeret til læsning uden forstyrrelse af andre ting.

Jeg er vant til at være meget mig selv og min egen herre, så det bliver også en forandring – måske endda en udfordring – at skulle indgå i en studiegruppe. Hvordan er de mon – og hvad vil de synes om mig? Jeg går ind i det med nysgerrighed og åbenhed, og jeg har det generelt godt med de allerfleste mennesker. Jeg synes, jeg er rummelig og interesseret i andre. Men, hvordan vil det blive pludseligt at blive tæt forbundet med nogle andre i et intenst lærings- og udviklingsforløb? På torsdag vil mit liv være en smule nyt og forandret, og det hele bliver meget spændende.

Starten på et nyt kapitel

Om lidt starter uden tvivl et nyt kapitel for mig, og jeg tror selvfølgelig på, det bliver fantastisk. Udviklende, berigende, spændende og med nogle nye fantastiske mennesker. Forhåbentlig om fire år også en ny karrierevej, hvor jeg kan tilbyde mine kompetence for at gøre en forskel for andre. Fire år kan synes som lang tid, men i min alder plejer vi jo alle hele tiden at tale om, hvor hurtigt det hele går 🙂

En uddannelse til psykoterapeut kan forenes med et fuldtidsjob, så selvfølgelig kan det også forenes med at være blogger. Og jeg glæder mig til at dele min rejse her på Qland.

Som jeg skrev for et par måneder siden, har jeg været i overvejelser om at uddanne mig til psykoterapeut. Det har været i drøm for mig i mange år at kvalificere mig til at arbejde med mennesker – og nu springer jeg ud i det! Jeg er optaget og starter i efteråret hos Nordisk Gestalt Institut på en 4-årig – og naturligvis godkendt og anerkendt – uddannelse til psykoterapeut.

For mig handler det om at søge mening. At beskæftige mig med noget, der er udviklende og meningsfuldt for mig, og som i fremtiden kan give mig noget at lave, som forhåbentlig kan gøre en forskel for andre.

Jeg er begyndt at læse til studiet til gestaltterapeut.

Jeg er allerede så småt begyndt at læse og har købt nogle af bøgerne fra studiets litteraturliste!


Der skal ske noget mere!

Oprindeligt er jeg uddannet cand. merc. og har arbejdet inden for marketing og ledelse i mange år. Da den sidste virksomhed, jeg var ansat i, lukkede, besluttede jeg mig for at fokusere på at blogge – og jeg havde også en webshop på det tidspunkt. Jeg har fået smag for at være min egen herre, og jeg elsker bloggen og alt det, den medfører af oplevelser og kontakt med læsere og netværk. Den har virkelig åbnet en ny verden for mig, som jeg nødig vil undvære.

Men, jeg har også brug for, at der sker noget mere. Og det skal ikke være et fuldtids businessjob. Det skal være nu, hvis jeg skal forfølge min gamle drøm om at lave noget, der virkelig inderst inde giver mening for mig. Hvor jeg kan lære nyt, kvalificere og udvikle mig.

Aldersmæssigt ser jeg det kun som en fordel, at jeg er 54 år gammel. Og jeg håber da bestemt med, at det er noget, jeg potentielt kan komme til at arbejde med i mange år fremover. Gerne til jeg er højt oppe i alderen.

Så, jeg kaster mig ud i det med liv og sjæl og investerer den tid og de penge, der skal til. Heldigvis med min mands fulde støtte og opbakning ♥


Gestaltterapi

Jeg har valgt at læse gestaltterapi, som for mig er en tiltalende metode – som jeg kender på egen krop – der er enkel, støttende og effektiv.

Det er en nyere retning inden for psykoterapien, der meget kort fortalt ikke beskæftiger sig så meget med at grave i fortiden, men forholder sig til nuet. Terapeuten anviser ikke løsninger, men støtter personen i at forholde sig til sig selv og sine omgivelser og træffe meningsfulde valg. Og blive selvhjulpen i forhold til at opnå et mere tilfredsstillende liv.

“Gestaltterapiens fundament er, at du og din omverden er uløseligt og gensidigt forbundne. Din måde at være i verden på er et resultat af forholdet mellem dig, de andre, din omverden og dine vilkår. Din eksistens er altid i spil.”

“Vi kalder det ‘klassisk gestalt.‘ Det er terapi, når det er bedst: enkelt, autentisk, kærligt og virkningsfuldt.”

“Metoden er holistisk og består af kontakt og dialog, opmærksomhed og brug af sind, sanser og kropsfornemmelser. Det ser legende let ud – og kræver øvelse og indsigt at praktisere.” (Kilde: Nordisk Gestalt Institut)

I gestaltterapien bruger man sig selv meget, og erfaringer og alder er derfor kun en bonus. Jeg har jo ikke en sundhedsmæssig baggrund, men det er ikke et must og kan sagtens erstattes af andre menneskelige egenskaber.
Der optages på hver årgang en vis andel med vidt forskellige baggrunde. Jeg er stolt over at være optaget på baggrund af min “empati og interesse for psykologiske emner samt for egen og andres personlige udvikling”.

Hvad med Qland?

Qland er blevet en naturlig forlængelse af mig, og jeg kan ikke forestille mig ikke at skrive herinde.
Bloggen er mit personlige univers, og den udvikler sig sammen med mig, så der kommer bare nogle nye emner og en ny indsigt til hen ad vejen.

Det bliver helt sikkert noget af en rejse, jeg begiver mig ud på her i løbet af efteråret. Jeg aner ikke, hvordan det vil præge mig – for præge mig, det vil det – men jeg er åben og spændt og forventer det bedste. Og du kommer helt sikkert til at høre om det hen ad vejen.

Det betyder ikke, at jeg stopper med at interesser mig for beauty, bøger, bolig, sundhed, rejser….og alt det andet, jeg har i mit liv. Jeg skal “bare” finde en ny balance mellem mit bloggerliv og mit læseliv, undervisning og studiegruppe, men der skal nok blive plads til det hele.


En tanke, som jeg har leget med i nok snart ti år, er ved at blive en realitet. Så nu får jeg også lyst til at løfte sløret for mine planer her på bloggen. Jeg overvejer nemlig meget seriøst at påbegynde en 4-årig uddannelse som psykoterapeut til efteråret og er nået så langt, at jeg netop har fået svar på, at jeg egner mig til optagelse ♥

Faktisk er jeg også så småt begyndt at indkøbe bøger fra pensumlisten, hvilket også må siges at være et tydeligt tegn på, at beslutningen er ved at tage alvorligt form i mit hoved. Der har været meget langt fra tanke til handling, men nu er det kommet dertil, hvor det trækker vildt i mig for at lære nyt og udvikle mig både personligt og kompetencemæssigt.
Nogle ting – store ting – skal modnes, og jeg tror på, at de kommer, når de skal komme.

Jeg er oprindeligt – for mange år siden – uddannet cand. merc., og har arbejdet med marketing og kommunikation. De senere år har jeg gået fra at være ansat til at koncentrere mig om Qland og en overgang også en webshop. Men ønsket om at arbejde med mennesker, og forhåbentlig kunne gøre en forskel for andre, har taget mere og mere form.

Alder må aldrig blive en hindring for udvikling

Som 54-årig kunne man selvfølgelig overveje, om det er lige lovligt sent at gå i gang, men på den anden side, så skal vi aldrig lade alderen være en hindring for at lære nyt og udvikle os.

For mig handler livet om at være i bevægelse, at udvikle mig og blive klogere og bedre. Med en bevidsthed om, at det hele slutter en dag, men ikke som en hindring.

Og terapeuter bliver kun bedre med alderen og med den erfaring, ro, rummelighed, overblik og viden, vi akkumulerer. Så hvorfor ikke?

At sætte sig selv i spil

Jeg har forelsket mig i gestaltterapien, som på uddannelsesstedet beskrives som “terapi, når det er bedst: enkelt, autentisk, kærligt og virkningsfuldt”. Moderne gestaltterapi er respektfuld, oplevelsesorienteret og hviler på et helhedsorienteret menneskesyn. Krop, følelser, hjerne og sjæl er alle vigtige elementer i dét at være menneske. (Nordisk Gestalt Institut).

Noget af det, som tiltrækker mig er, at man som terapeut byder ind med det menneske, man er  – med oprigtig respekt og interesse – og med en kreativ og individuel metode. Uden facit og skemaer, men skabt til den enkelte og dennes situation. Her kan jeg igen kun se alder, viden og erfaring som et aktiv fremfor en hindring – og kompetencerne som gyldige, så længe man lever og er ved sine fulde fem! 🙂

For at nå så langt, at man kan kalde sig gestaltterapeut, skal man igennem et stort arbejde med at lære sig selv at kende, så man ved præcis, hvor man kommer fra, når man møder andre i respekt, præcis som de er. Det kræver rummelighed og respekt og selve metoden handler om på et velfunderet grundlag at være i stand til at interessere sig for andre og skabe et rum for selvindsigt og vækst.

QLAND forever!

Det var et indblik i mine inderste planer og tanker, og det bliver sikkert noget, du kommer til at høre meget mere om i fremtiden, hvis alt går, som jeg forestiller mig.

Uanset, hvad der sker, så er QLAND en stor del af mig og kommer til at fortsætte. Bloggen er både blevet en naturlig forlængelse af min identitet, og med den har jeg også et oprigtigt ønske om at kunne inspirere andre kvinder. Da jeg startede den (under navnet Voksenlivsstil), for nøjagtigt otte år siden, var min tanke, at også voksne kvinder har masser at give hinanden. Blogs skulle ikke kun være for de unge, og det er det heldigvis heller ikke i dag, hvor jeg har fået flere gode kolleger. Vi har alle brug nogle at spejle os i, og jeg håber med Qland at kunne være med til at sætte en fed streg under, at alder ikke er en hindring for at have det godt med os selv og forfølge vores drømme.