Tag Archive for: gestaltterapi


Så blev det igen den tid på året! Jeg synes eller lige, jeg blev halvrund, men fra i dag hedder det 56 år!
Ikke ung, bestemt ikke, ikke gammel, ældre – ja, jeg er i alt fald ældre end i går. Nå ja, jeg er vel midaldrende og har været det længere, end jeg lige har set i øjnene.


56 år! Tillykke til mig.
Jeg er ikke ung, det behøver vi vist ikke diskutere, og heldigvis for det. Been-there, done-that.
Heller ikke gammel, hvad f….. er det egentlig også for et ord at bruge. Som en gammel ost eller et eller andet udtjent inventar. En rusten bil. Moden, ok det kan en ost jo også være, men den er mere spiselig – faktisk delikat. Som en saftspændt solmoden frugt, lige til at nyde synet og smagen af.

Yes, jeg foretrækker moden. Og så kan jeg jo passende rådne en dag, når det bliver alt for meget. Forhåbentlig først om mange, mange år. Det er meget bedre end gammel – udtjent, uddateret. Ok, måske, når jeg er 90, så vil jeg overveje det.

Lige nu er jeg så i kategorien midaldrende. Og det har jeg åbenbart, jf. Den danske Ordbog, været i en rum tid. Faktisk i 11 år, uden at jeg har tænkt videre over det. Og nu er der kun 4 år tilbage, før jeg officielt bliver…..moden. Ingen grund til en blød landing med en in between og intetsigende betegnelse som ældre. Jeg vil være moden med al den livskvalitet, som forskningen viser, der følger med.

Livet i 50’erne

50’erne har allerede budt på en del for mig. En nem overgangsalder – og bedst, som jeg skulle nyde livet uden smerter og PMS, så gik der lige 1½ år, så var der jo bingo i mammografiscreeningen. Sikke en rystetur!

Nu er der gået tre år, og skrækken har lagt sig. Jeg har for alvor forstået, at livet ikke varer evigt – heller ikke for mig. Jeg bevæger mig stille og roligt helt ud på den anden side, og om alt går vel, er jeg i en helt normal risiko, som alle andre kvinder, om 2 år.
Så her er et område, hvor jeg er ret glad for, at tiden går stærkt!

På den anden side, er jeg ret sikker på, at forløbet fik skubbet mig i gang med min nye uddannelse til psykoterapeut.
Og er der noget, man kan glæde sig over i 50’erne, så er det iflg. videnskaben bedre kognitive evner, bedre lederevner og generelt bedre vitalitet, når det kommer til at udføre opgaver med lidenskab og vigør.
Jeg føler mig også som en langt mere motiveret og bedre studerende end første gang!

Jeg er nu på andet år og godt på vej til at få gestaltterapien ind under huden som livsstil og væren-i-verden. Det er både hårdt arbejde, men baner også vejen for en lettere og gladere gang på jord.

Og jeg er fuld af lyst og forventninger til at bruge det professionelt om et par år. Fordi det giver mening.

Fra at-have-liv til at-være-liv

At være midt i livet kan betyde, at man går fra et at-have-liv til et at-være-liv.
Stræben efter succes, status og materiel velstand afløses af ønsket om væren, og glæden ved det meningsfulde, givende og skabende.

Det er ikke fordi, jeg fornægter livets goder og lækre oplevelser, og jeg synes fx stadig hudpleje er sjovt – også at dele her på Qland.
Men jeg føler selv, at alderen har åbnet mine øjne for et at-være-liv. Dels bare at nyde det noget mere, og kræve mindre af mig selv, dels også at søge det meningsfulde. Jeg vil have meningsfulde relationer, hvor man kan være i ordentlig kontakt og også kan finde ud af at dele det, der er vigtigt. Og jeg vil skabe kompetencer hos mig selv, så jeg kan lave noget givende og meningsfuldt som psykoterapeut resten af livet.

En af mine rigtigt gode, og kloge, veninder, som er i 70’erne, udtrykker det sådan, at hun nu føler at være gået fra et at-blive-liv til et at-være-liv.
Fra at skulle blive til noget, hele tiden være på vej, til at kunne VÆRE. Til at nyde, det der er, og til at være taknemmelig og tilstede, der, hvor hun er. Det er meget inspirerende.
Har man den evne, og lægger dertil den med alderen generelt stigende livskvalitet og glæde, større empati, selvaccept, psykiske styrke og evne til kompromiser, så er der masser af muligt godt at se frem til.

Vi ved aldrig, hvad der sker, men jeg går nu med forventning og nysgerrighed ind i de sidste fire år som officielt midaldrende.

Jeg er nu godt i gang med mit andet år på psykoterapeutstudiet på Nordisk Gestalt Institut. Og sikke en rejse, jeg har begivet mig ud på. Faktisk kan jeg næsten ikke udholde tanken om, hvis jeg ikke var startet. Set derfra, hvor jeg er nu, føles det noget nær en katastrofe.
Gestaltterapi handler ikke om forandring som målet i sig selv – det handler om at skabe klarhed. Målet er opmærksomhed og midlet er opmærksomhed! Det kan lyde kryptisk, og det er ikke så underligt, for fremgangsmåden er “først opleve, så forstå”!


Jeg er, som du sikkert ved, under uddannelse til gestaltterapeut og mærker nu for alvor forandringerne ske i mig selv her, hvor jeg er godt i gang med andet år. Her på bloggen bruger jeg min egen proces til at forklare gestaltterapien i takt med, at jeg både oplever den på egen krop, erfarer, læser og lærer.

At opbygge selvstøtte

Kort sagt, så står jeg lige nu langt stærkere i mig selv end tidligere. Jeg mærker mig selv og mine behov bedre, og så er jeg ikke længere så bange for andres meninger og domme og for at begå fejl. Kort sagt, er jeg godt i gang med at opbygge min egen selvstøtte.

Det handler ikke om, at jeg skal blive en anden – men at lagene efterhånden bliver skrællet af ind til den terapeut, jeg har haft i mig fra starten og som findes indeni de fleste mennesker.

“”Støtte i sig” betyder, at man kender sig selv dybere, har en større oplevelse af sig selv, er mere til stede her og nu og er mere personlig i det, man gør og siger. Personens oplevelse af sig selv er klarere. Derved er personens robusthed vokset, så han/hun ikke mister fodfæstet. Det vil sige, at man ikke bliver overvældet af stærke følelser, angst, sorg, vrede, som man møder ved at gå tættere på det farlige. Man har ved hjælp af opmærksomhed fået en mere holdbar selvoplevelse.” Jørgen Groth (I bogen Drømmearbejde)

 

Der er ikke noget rigtigt eller forkert!

Gestaltterapien er nærmest en livsfilosofi, som taler til den enkeltes egne ressourcer og tilbyder støtte til at opnå større klarhed og opmærksomhed, autenticitet, ansvar og valgfrihed i livet. Og den tager udgangspunkt i, hvad der foregår lige nu og her. (Sagt med mere faglige termer er det en eksistentialistisk, fænomenologisk psykoterapi, der i øvrigt også har fokus på det hele menneske og dermed har som udgangspunkt, at krop og sind hænger sammen. Men det kan vi vende tilbage til en anden dag.).

“We are not in the business of change, we are in the business of choice”, Bob Resnick 


Gestaltterapien – som, i mine øjne, er en fantastisk, effektiv og respektfuld psykoterapeutisk retning – har ikke som mål at ændre mennesker, analysere eller vurdere dem eller komme med gode råd om, hvad de skal gøre eller hvad der er “rigtigt” eller “forkert”. I gestaltterapien kan du være tryg med, at du ikke er forkert – eller rigtig for den sags skyld. Det handler alt sammen om evnen til at være med det, der er.

At blive den, du er!

Jeg forstår godt, hvis det her lyder abstrakt. Og det SKAL først og fremmest opleves. Først opleve – så forstå!

Som eventuel klient hos en gestaltterapeut vil du ikke behøve forholde dig til alt dette her, der ligger bagved.
En dygtig terapeut vil meget hurtigt kunne vise sig at være den solide, trygge og anerkendende mur at spille bold op af, så du nænsomt når ind til en større opmærksomhed på, hvad der egentligt foregår i dig og i samspillet med dine omgivelser. Hvad der undrer, hvad du har modstand på og hvad der ligger dig på sinde. Og den mur kan klare alle de hårde spark og flove skæverter, du måtte komme med. Nogle gange – på passende tidspunkter – vil bolden måske komme tilbage i en lidt overraskende vinkel, som kræver, at du lige skal bevæge dig lidt ud i hjørnerne.

 

Målet er aldrig at påpege rigtigt og forkert eller kaste skam og skyld over noget, men tværtimod give tryghed og mod til at se på og stå i dét, der er svært.
Så kan du blive den, du er! Dermed opnås den vækst, der gør os bedre til at leve vores liv.

 

I gestaltterapien kan du undersøge, hvad du mærker, tænker og føler inderst inde, når du får et rum, hvor du kan udfolde dig og udforske, hvad der sker bag alle parader og forsvarsmønstre, bag ubevidste, fortrængte og skjulte sider af dig selv. Bag tillærte overbevisninger og forestillinger, og bag alle de måder, du forhindrer både dig selv og din omverden i at være i kontakt med det, der er dit inderste jeg (de såkaldte “kontaktafbrydelser”, som jeg vil vende tilbage med).

 

Forandringens paradoks: “Mennesker forandrer sig, ikke når de forsøger at blive, hvad de ikke er, men først når de bliver, hvad de er” Arnold Beisser

 

At mærke sine behov er psykisk sundhed

For mig har det taget et års oplevelsesorienteret studie, intenst gruppearbejde og egenterapi at nå frem til den større selvstøtte, jeg føler, jeg har i dag.
Jeg har derudover parallelle processer kørende omkring tilegnelser af teori og terapeutiske værktøjer, så der er stadig nok at tage fat på. Det er et livsprojekt, jeg har kastet mig ud i.


Fritz Perls, der grundlagde gestaltterapien, definerer psykisk sundhed som at være i stand til at mærke og rangordne sine behov og gå efter dem inden for rammerne af det mulige og i et gensidigt tilfredsstillende forhold med omgivelserne. Det vil sige i en omsorgsfuld, autentisk kontakt, hvor man hverken trækker sig eller lader sig helt opsluge.
At kunne trække grænse mellem mit og dit. Altså blive på egen banehalvdel og forstå, hvad der hører til hos hvem –  og hvem, der har ansvar for hvad. Ikke en helt ukompliceret ting at nå frem til en dyb forståelse for – men en stor og værdifuld gave, når det begynder at trænge ind.



Rejsen er langtfra slut – den personlige udvikling og vækst slutter aldrig. Jeg har fået større klarhed, og en langt større opmærksomhed, på hvad, der sker. Jeg mærker mig selv mere i alle tre awareness-zoner (krop, tanker og følelser) og jeg er mere opmærksom på, hvem jeg er, og hvad der er mine behov.

Resultat: Større klarhed, frihed, glæde og styrke. 

 

Så, her er jeg altså i starten af andet, af de i alt fire, år på uddannelsen som gestaltterapeut. Og gudskelov for det – tanken om ikke at være startet, og være her, hvor jeg er nu – er næsten ikke til at bære. Så afgørende og så vigtigt er det for mig.
Der er mange spændende emner i spil, og du kommer til at få mulighed for at læse om flere af dem her på Qland.
Tak, fordi du følger med ♥


Jeg er Psykoterapistuderende og læser gestalterapi. Læs om forløbet på min blog.

Jeg er nu i gang med 2. år på mit psykoterapistudie, og jeg deler nogle af de emner, tanker og opdagelse, jeg kommer i kontakt med undervejs her på Qland.


Hvad er kærlighed egentlig for en størrelse? Det har mange nok deres helt egen opfattelse og definition af, og det kan jo være ganske svært at forklare. Nogle kalder det en følelse – du kan også læse her om, at kærlighed ikke nødvendigvis skal ses som en følelse, men snarere en beslutning.  I min læsning til psykoterapeut er jeg stødt på en definition, som for mig giver mening: Kærlighed er at se, høre og svare!

 

I min læsning til gestaltterapeut læser jeg med stor glæde én af de helt store guruer, præsten og gestaltterapeuten Bent Falk.
Han definerer helt basalt kærligheden som et forhold, der giver anledning til følelser.
Og ikke mindst det at elske, som: AT SE, HØRE OG SVARE!

Kan det virkelig være så enkelt? Ja, prøv at mærke efter i dig selv, hvad det betyder for dig, når du bliver lyttet til, når du bliver set – og set på – og når du får en dybtfølt og relevant feedback. Ikke nødvendigvis en løsning – faktisk meget nødigt en løsning med mindre, du har bedt om den – men en følelsesmæssig tilkendegivelse fra den anden og et signal om, at du er blevet hørt. Og rummet.
Opmærksomhed og anerkendelse, hvor du bliver mødt præcis, hvor du er.

 

Måske kender du også selv den frustrerende følelse af at tale til en dør eller ud i luften og ikke rigtigt blive set i øjnene eller taget rigtigt alvorligt? Det gør ondt, fordi det er det modsatte af kærlighed.

 

Hvad med os selv?

Omvendt, kan vi jo nok alle tage den 180 grader rundt og se på os selv. Kigger vi op? Lytter halvt efter? Spørger ind? Fortæller, hvad den andens ord giver anledning til af følelser i os selv?

Det gælder ikke bare i parforholdet, men i alle vores relationer – at se, lytte, svare/rumme.

Det er så uendeligt lidt at forlange – og faktisk også at give – og alligevel er mange så dårlige til det. Jeg oplever igen og igen mennesker, der taler andre og ikke til andre. Mennesker, der er på spring til at tage ordet og egentlig ikke lægge op til samtale og dialog. Og selvfølgelig har vi alle meget på hjerte og ind imellem skal der være plads til at tage pladsen. Men bliver det en vane, er det altså ikke særlig kærligt.

Mon ikke også, det er derfor, at behovet for terapi er så stærkt stigende? Mange af os går rundt med et udækket behov for at blive se, hørt, rummet og mødt. Fordi vi har så travlt, oplever så meget og gerne selv vil fortælle fremfor at lytte og interessere os for andre.

 

I det terapeutiske rum taler vi om det græske ord for kærlighed, Agape. En ikke-erotisk, uselvisk næstekærlighed, der opstår i den relation, der opbygges, når vi lytter, ser og rummer. Og som terapeuter kan sætte os selv i parentes og lade al opmærksomhed være hos den anden.


Hvad med kærligheden i den digitale tidsalder?

Hvad sker der med kærligheden – med at se, høre og svare – når vi hver især sidder med hovederne begravet og opmærksomheden i en parallel virkelighed på en skærm. Og her skal jeg absolut ikke selv holde mig for god!

Om det er tv eller mobiltelefonen, så kan det knibe med at se og høre andre ordentligt. Fair nok, vi kan ikke være 100% opmærksomme hele tiden, men tænk på det som en decideret ukærlig handling, når vi vælger ikke at give vores fulde opmærksomhed til et menneske, der sidder foran os.
Tænk på, hvad vi dermed risikerer at misse – for et øjebliks tilfredsstillelse og lykkefornemmelse, så går vi glip af det virkeligt centrale: Kærlighed og mening.
Når vi møder – og virkelig møder – andre mennesker, bliver vi til og oplever mening med livet.

Og det er så nemt!
Se, lyt, svar!

 

Den gamle remse “Det man siger, er man selv” er i virkeligheden et godt eksempel på begrebet projektion. Når, du kender til projektioner, kan du blive klogere på dig selv – og du kan hente dine projektioner hjem og leve dit liv mere autentisk. I dag blev jeg ikke vred eller ked af en kommentar, der bedømte min blog som både dum og noget lort. Det er fordi jeg ved, at det ikke er min virkelighed eller en absolut sandhed. Og fordi jeg ved, at det sandsynligvis handler mere om Jørgen, end det handler om mig!

I dag var der en kommentar her på min blog om, at den er tæt på at være den dummeste side, som Jørgen længe havde set. Men, at der vel er penge i lortet.

Min blog er altså noget lort, og den er dum. Fint nok, det er en holdning, som Jørgen har ret til at have, og som 100% tilhører ham.
Naturligvis er det ikke umiddelbart rart at blive nedgjort på den måde, men jeg vælger at være flintrende ligeglad. Og i øvrigt blev jeg inspireret til at skrive dette indlæg om projektioner 🙂

 

Ansvaret for oplevelsen, og mine følelser, er min. Den eneste, der dybest set kan gøre mig forkert, er mig.
JEG vælger selv, hvilken betydning kommentaren skal have, og teknisk set er det derfor kun mig, der kan afgøre, om jeg skal være ked af det.

 

Jeg ved jo dybest set ikke, om Jørgen projicerer, men jeg gætter på det – for sådan er det næsten altid, når vi på den måde tillægger andre dårlige egenskaber. Har man så travlt med andre, så hører det som regel hjemme i ens egen ubevidste psyke.



I projektionen flytter vi grænsen mellem os selv og de andre til vores egen fordel (citat Hanne Hostrup).


Alle gør det!

Når, vi projicerer, tillægger vi – på både godt og ondt – andre mennesker følelser, talenter, egenskaber, hensigter, holdninger m.v., som i virkeligheden tilhører os selv. Vi gør på den måde omgivelserne ansvarlige for det, der tilhører os.

Ofte handler det om tanker, ønsker og følelser, som vi ikke kender til, har fortrængt, ikke kan rumme eller anerkende hos os selv, og som derfor kun kan eksistere ved, at de lægges over i andre. De findes i vores psyke, men er nødvendigt at kaste på andre, fordi de er i vores eget ubevidste, eller i det, som Jung kaldte for skyggen.

Projektion er menneskeligt og en måde, som vi alle kan formå at have med vores fortrængte, undertrykte og gemte skyggesider at gøre. Såvel de positive som de negative sider, reaktioner, følelser, egenskaber osv.

Projektioner kan være nyttige og sunde, når vi fx tillægger andre egenskaber, som vi dybest set stræber efter. Egenskaber, vi ville ønske, at vi besad eller måske ikke har set eller anerkendt hos os selv. Gennem projektioner, fx gennem idealisering og beundring, kan vi blive opmærksom på, hvilke sider, vi gerne vil styrke hos os selv.
Eller omvendt ikke kan udholde og derfor har svært ved at bevidstgøre og rumme hos os selv.

 

Psykoanalytikeren Carl Jung arbejdede med skyggebegrebet og påpegede, at projektion nogle gange er den eneste måde, hvorpå vi kan blive bevidste om vores skygger og arbejde med dem.
ALLE projicerer deres skyggesider over på andre, fordi det er den eneste måde, vores psyke kan forholde sig til dem. De gode såvel som de dårlige.

 

Hvis nu Jørgen havde skrevet fx “sikke en spændende og velskrevet blog, den må være en stor succes”, så var det måske et udtryk for, at han selv havde et skjult ønske et sted om at udtrykke sig, skrive og få andre til at læse, hvad han selv havde på hjertet og tjene penge på det.

I stedet skriver han, at det er den “dummeste” side, han længe har set, men at der vel er penge i “lortet”.
Mit gæt kunne derfor være, at det er Jørgen, der inderst inde kan være ked af det, vred eller bitter – måske over hans egen økonomiske, private eller jobmæssige situation. Måske føler han sig ind imellem selv dum eller er bange for at vise sig selv eller stille sig ud i sin sårbarhed og komme til at virke dum eller forkert.
Jeg ved det ikke, det er bare et gæt. Og i alt fald, så tilhører vurderingen Jørgen. Og vurderingen den anden vej tilhører mig.

Alt, hvad vi hører, alt hvad vi ser – og alt, hvad vi siger – kommer nemlig fra os.

Hvad er det, der får os til at mene noget SÅ negativt – eller positivt – om andre, at vi vælger at bruge energi på at dvæle ved det og ligefrem udtrykke vores vurderende holdning om det?
Meget ofte handler det om een ting – OS SELV!

 

Det forbudte lægges over på en anden

Vi har alle vores eget psykologiske univers, vores egen virkelighedsopfattelse. Vi ser dét, som vi kan rumme og forholde os til indenfor vores bevidsthed og selvindsigt. Med andre ord, så har vi alle vores eget meningsfulde verdensbillede – og vi projicerer alle sammen. Vi projicerer det ubevidste og forbudte – og de følelser, som vi ikke kan acceptere som vores egne – over på fremmede, på vores nærmeste, på hele grupper, på verden.

Vi lægger vores egne følelser, holdninger, intentioner og egenskaber over på andre i stedet at tage ansvaret for dem selv.
Det kan være såvel godt som dårligt. Fra grænseløs beundring til vrede, skyld og afsky.

Er vi som børn ikke blevet rummet som de personer, vi er, og med hele følelsesspektret, og er det blevet gjort forkert fx at være vred eller ked af det – så vil nogle aspekter af vores person, adfærd og følelser derfor opleves som forbudte og i stedet fordømmende projiceres på den anden.


Hent dine projektioner hjem

Projektioner er ikke så nemt at forstå, og det kræver opmærksomhed at forsøge at gennemskue, hvad der sker i os selv, når vi ser andre mennesker – og verden i det hele taget – gennem vores egens psykes skyggesider. Men det er til gengæld her, at vi kan lære os selv at kende.
Når vi bliver opmærksomme på, hvad der sker i os selv, har vi mulighed for at hente projektionen hjem til os selv.

Prøv at lægge mærke til, hvornår du tillægger andre følelser, tanker, vurderinger, motiver, egenskaber, talenter osv. og overvej, hvor de hører hjemme hos dig selv.
Er det noget, du ønsker, du besad? Eller noget, du ikke bryder dig om hos dig selv? 

Prøv at gentage de egenskaber, følelser, holdninger m.v. som du lægger over på den anden – men med et JEG foran.

 

Når du lærer at hente projektionerne hjem, vil du opdage dig selv – og begynde at leve et klarere og mere autentisk liv. Uden at putte så meget godt og dårligt over i andre, men ved at se og rumme de tidligere så forbudte og uacceptable menneskelige sider hos både andre og dig selv.

 

I disse dage er det et år siden, at jeg endeligt besluttede mig for at gå i en helt nyt retning og begynde at læse til psykoterapeut. Om en måneds tid er det første år gået, og jeg er klar til at gå ind i andet år som studerende. Her kan du læse om, hvordan det har været, og hvad jeg forventer af de næste tre år.

Det er ikke helt overstået endnu. I næste uge er der endnu et fire-dages modul, og så kan jeg runde første kalenderår af på NGI, Nordisk Gestalt Institut. Om et år er jeg gestaltpraktiker – såfremt, jeg består eksamen – og har adgang til de efterfølgende to års overbygning for at læse til psykoterapeut.

Processen er endnu kun begyndt, og jeg har på fornemmelsen, at det er det mindst krævende år, der nu er ved at nærme sig sin afslutning. Forstået på den måde, at der først er en teoretisk eksamen efter andet år, og fordi processen indtil nu har været koncentreret om at lande i studiet, i gruppen og i en begyndende oplevelsesorienteret læring på egen krop om, hvad gestaltterapi går ud på.

Det næste års tid kommer jeg til at fokusere endnu mere på det teoretiske, hvor jeg skal være parat til at gå til eksamen i over 60 forskellige emner. På tredje og fjerde år bliver det intensiveret af en obligatorisk rolle som hjælpelærer, skriftlig opgave, træning i udøvelse af terapi, supervision og endelig en eksamen med en prøveklient under overværelse af både medstuderende, lærer og censorer.

Det kan godt gøre mig lidt nervøs her på forhånd, men jeg øver mig i at have tillid til, at jeg nok skal få lært det hele! 🙂

Intet er forkert!

På det første år har jeg oplevet det som en KÆMPE gave at træde ind i et rum, hvor intet er forkert. Det rum, der skabes her, sammen med holdet og de to lærere, er en sandkasse, hvor alt kan afprøves og siges. Intet er forkert, alt er fortroligt. Man lærer af både sin egen og de andres proces – og bliver bedre og bedre til åbent både at give og modtage feedback.

 

Følelser er ikke et problem, de er medicinen! Og modstand er en gave, der kan åbnes og gøre os klogere på os selv.

 

Det første år har skærpet min “awareness”. Jeg er der slet ikke endnu, men jeg bliver mere og mere bevidst, hvad jeg tænker, føler og mærker. Det lyder måske banalt og ligetil, men det er det absolut ikke. Der kan være mange ting, der står i vejen for vores evne til at have opmærksomhed i alle tre zoner – og ikke mindst autentisk give udtryk for, hvor vi er.

Som terapeut skal man kende sig selv ud og ind og være i stand til at have opmærksomhed på både egen og den andens proces – og have fokus på, hvad der sker kropsmæssigt, følelsesmæssigt og tankemæssigt. Ikke mindst på, hvordan vi afbryder kontakten, hvilket er et stort emne i sig selv, jeg vil vende tilbage til.


At blive, hvad man er!

At gå i gang med et studie til psykoterapeut er livsforandrende. Jeg tror ikke på, at nogen kan arbejde så intenst med sig selv, og i en gruppe, og tilegne sig så megen viden og så mange værktøjer, uden at ændre sig. Når det er sagt, så har gestaltterapi IKKE som mål at lave noget eller nogen om! Der er ikke noget, der er forkert, der gives ikke gode råd.

 

På NGI skaber man ikke terapeuter, men skræller lagene af ind til den terapeut, der allerede er derinde.

 

Der kastes lys på dét, der er! Dét, der foregår her og nu. Der, hvor vi selv oplever problemer, typisk i vores relationer, kan vi blive blive mere bevidste om vores egen adfærd. Man taler, med inspiration fra Nietzsche, om “hvordan man bliver, hvad man er”. (Han var i øvrigt inspireret af den antikke lyriker Pindar: “Bliv den, du er, når du har fundet ud af, hvad det er”).

Eller som min egen terapeut (jeg skal igennem i alt 60 timers egenterapi), af og til har sagt til mig: “før vidste du det, nu ved du det endnu mere“! 🙂


Læsning uden pres

Læsningen vil nok være noget af det, som mange kan frygte. Særligt, hvis man ikke er vant til det, eller det er længe siden, man sidst har studeret. Det skal man nu ikke være her – nogle læser meget, andre knap så meget. I sidste ende handler det om den terapeutiske relation, og om at man kommer med hele sit autentiske selv. Og selvfølgelige har værktøjskassen i orden og lever op til de gestaltterapeutiske metoder, som er ekstremt respektfulde overfor klientens egen proces.

 

Jeg hører til dem, der har stor appetit på det teoretiske. Jeg har selv et issue med at være nervøs for, om jeg lærer det hele. Men her har jeg jo så en gave at åbne! Om præstationsangst, høje krav og perfektion, måske. Men derudover har jeg også en dybtfølt interesse for at lære og blive en kompetent terapeut.

 

Det er i alt fald ikke skolen, der presser mig. Vi opfordres til at læse intuitivt og det, der kalder på os. Desuden er der en læring at hente for hver især gennem andet end de gængse lærebøger. Det kan fx være romaner, som pludseligt læses i et andet lys med den nye baggrundsviden fra gestaltterapien.

Bunken af læste bøger vokser på een eller anden måde støt og roligt!

Naturligvis er der en pensumliste og en masse supplerede litteratur, man kan kaste sig over, men det er en stor befrielse ligefrem at være opfordret til at læse i sit eget tempo og egen rækkefølge. Det tager presset og jeg kan følge min egen proces. De første to år handler jo først og fremmest om mig selv (sagde hunden), og jeg læser mig selv ind i rigtigt meget af stoffet. Det er nødvendigt for siden at kunne brede det ud til andre.

 

Det bliver lettere at læse

Jeg får, af ren og skær nysgerrighed og interesse, støt og roligt tygget mig igennem en masse stof – i mit eget tempo og min egen rækkefølge. Bøger, artikler, både pensum og emner, jeg bliver interesseret i at dykke længere ned i.

Jeg gør sjældent noget færdigt, før jeg kaster mig over noget nyt. Jeg læser flere ting på samme tid. Det passer godt til mig og min nysgerrighed, og jeg kommer ikke til at kede mig ved at hænge for længe i det samme område. Jeg kan lide at hoppe lidt rundt – til gengæld er jeg grundig og tager noter og laver understregninger.

Den allerførste bog, jeg tyggede mig igennem, Gestaltterapiens metode af gestaltterapiens grundlægger Frederick S. Perls (1893-1970), tog mig en evighed. Jeg lavede en hel lille bog af noter. Det har ændret sig siden – jeg har fornemmelsen af, at det bliver nemmere og nemmere. Der er viden, der nu er selvfølgelig, jeg har et fundament her efter det første år, som jeg kan lægge til og bygge videre på.

I min egen proces er der også lagt et godt fundament, selvom jeg langtfra er færdig. Evnen til at arbejde, registrere, udtrykke mig, føle mig tryg og stå i mod andres projektioner og følelser, er grundlagt. Jeg ved nu, at den eneste, der kan gøre mig forkert, i bund og grund er mig.

 

At, alt der kommer fra mig – alt jeg ser, hører og siger, kun kommer fra mig – og således kommer det andre siger og mener også alene fra dem.

 

Jeg føler mig allerede nu en smule stærkere og klogere på mig selv, og jeg føler, at jeg i højere og højere grad kan stå ved mig selv. Med min mands ord er jeg mere frigjort og mere glad.

 

Man må kravle, før man kan gå!

Det er ikke altid let, og der er en masse ny viden, der skal tilegnes. Det første år, har jeg på fornemmelsen, har været på kravlestadiet. Nu skal jeg måske nok først til at lære at gå, og så kommer det til at kræve mere og mere. Af vilje og evne til at skrælle af ind til den indre terapeut, af tid og for mit vedkommende en hel del læsning.

Jeg har en forventning om, at det første år kun har været den spæde begyndelse. Et fundament, der er blevet lagt.
Med Pindars ord, så er jeg vel godt på vej til at blive den, jeg er – ved at finde ud af, hvad det er!

Jeg er meget spændt på, hvad det næste skoleår kommer til at bringe. Men jeg ved, at det vil være det hele værd! ♥

 

Dramatrekanten, der er SÅ meget at lære og vinde ved at forstå, hvad den går ud på


Dramatrekanten – den har vist ikke noget med mig at gøre, tænker du måske!
Men tro mig, der er SÅ meget at lære og vinde ved at forstå, hvad den går ud på. Så kan vi bedre se, hvad der egentlig foregår, både hos os selv og andre, når relationerne bliver lidt svære og situationer spidser til. Eller, når vi gang på gang bliver trukket ind i dramaet. Hvis vi kender spillet, kan vi også træde ud af spillet – og i stedet få det, vi virkelig har behov for!

Når relationerne og situationerne er svære, konfliktfyldte eller problematiske – og især, når vi kan have svært ved at vise os selv helt autentisk med vores behov, meninger og følelser – så tager vi alle af og til en maske på. Vi kommer til at påtage os rollen som enten krænker, offer eller redder i et rigidt spil.

Det hedder Dramatrekanten og blev første gang beskrevet i 1968 af transaktionspsykologen Stephen Karpman.

Er du mest en redder, en krænker eller et offer?

Langt de fleste af os deltager af og til med vores favoritrolle i de små og store dramaer, der udspiller sig i hverdagen, i familier, i venskaber, på jobbet. Dramaerne opstår, når der er to eller flere roller repræsenteret, og spillet bliver rigidt.

 

* Offeret beklager sig, fralægger sig ansvar og søger i stedet andres ressourcer. Samtidig afviser han/hun løsningsforslag for at forblive i den hjælpeløse og mindreværdige rolle, hvor han/hun føler sig set og anerkendt.
* Krænkeren vurderer og kritiserer og er ikke bleg for at fortælle, hvordan tingene skal gøres – og helst efter hans eller hendes hoved. Gennem dominansen og overlegenheden føler han/hun sig værdifuld og respekteret. Men tag ikke fejl – krænkeren er ikke stærkere end nogen af de andre, og dækker i virkeligheden over manglende tro på eget værd.
* Redderen står klar med gode råd og forslag til løsninger, også uden at være blevet bedt om det og uden blik for, at andre selv kan være i stand til at løse deres egne problemer. Selvom offeret afviser alle forslag, bliver redderen ved og ved, fordi han/hun føler sig værdifuld ved at kunne hjælpe.

 

Det kan være svært at opdage, hvordan man selv agerer i situationerne (derfor kan terapi være nyttig), men måske kan du starte med at genkende de andres rolle i Dramatrekanten – tager de offerrollen, krænkerrollen eller redderrollen? Og hvordan spiller du med i legen?

Hvad er din rolle i Dramatrekanten -offerrollen, krænkerrollen eller redderrollen?
Vi har alle en rolle i Dramatrekanten

Vi har alle en foretrukken rolle, som vi bedst kan identificere os med. Vi kan flippe rundt mellem særligt to, men alle tre roller, når noget ikke fungerer.

Som afhængige små børn har vi valgt den rolle, der bedst sikrede os kærlighed og anerkendelse fra de voksne!

Rollerne som enten krænker, redder eller offer er vores måde at forsøge at give udtryk for vores behov på uden rigtigt at stå op for dem. De udspringer af skyld og skam og skaber et destruktivt spil i stedet for en konstruktiv kommunikation.

Rollerne er vores forsvar, og de er plantet i os alle igennem de vilkår, vi har oplevet i familien. Det siger næsten sig selv, at jo mere tryghed og accept, der har været tilstede, jo mindre er behovet for at spille rollerne. De et værn imod både at være os selv og mærke os selv i kontakten med andre mennesker. I stedet tager vi den maske på, som har virket for os som børn, og som beskytter os mod at fortælle, hvad vi virkelig føler og har brug for.

 

Ofte er vi ikke villige til at bryde Dramatrekanten og finde en løsning på problemerne. For så vil vi jo miste positionen som den, der opnår følelsen af respekt og kærlighed ved at lægge ansvar over på andre (offeret).
Eller vi tør ikke bede om det, vi har brug for, og holder i stedet fast i bebrejdelserne og angrebene (krænkeren).
Eller vi tror ikke, at andre kan lide os, hvis vi ikke hjælper dem og støtter dem hele tiden (redderen).

 

Spillet kan køre og køre og køre….

Dramaet kan udvikle sig til en indgroet vane i fx en familie. En måde at opretholde kontakten på. Så, hvis ingen stopper spillet og træder ud af dramaet og ind i en tydelig og sund kommunikation, kan det køre i det uendelige. Én skælder ud, én vil ynkes, én glatter ud – og rollerne byttes rundt undervejs i dynamikken.

– Offeret er den person vender den tunge ende nedad i trekanten. Det er ham eller hende, der skal hjælpes, som det er synd for, som andre skal tage ansvar for og hensyn til. Selvom denne person forsøger at virke sølle og hjælpeløs, er det som regel ham/hende, der fylder mest.

– Redderen springer straks til og kommer med det ene gode råd efter det andet, som selvfølgelig sjældent kan bruges. For der er som regel intet, der er godt nok, og bliver problemet løst, kan dramaet/spillet/kontakten jo ikke fortsætte!

– Krænkeren kaster brænde på bålet med sine nedgørelser, kritisk, bebrejdelser og føler, at han/hun får værdi og opnår respekt ved at sætte andre på plads, tale højt og dominere.

Og så kører spillet, og det kan køre og køre……

Hvis Dramatrekanten skal køre, så kræver det, at mindst to personer – og to roller – er i samspil. Den ene, eller begge, kan skifte mellem to roller.

Offeret kan fx nemt ryge over i krænkerrollen med al sin selvmedlidenhed og krav om omsorg og særbehandling. Krænkeren bliver dermed gjort til offer eller redder.
Redderen kan også blive krænker, når det ikke lykkes at stoppe dramaet med gode råd, og vedkommende til sidst bliver træt af det. “Så kan det fandeme også være lige meget, så kan han lære det”.

En ydre omstændighed eller instans kan udpeges til at spille den tredje rolle. “Det er også de idioter oppe på kommunen”, “Folk er da også så hensynsløse”, “det er på grund af det møgvejr”.

 

Træd ud af dramaet!

Når, vi nu kan genkende dramaet og anerkende den rolle, vi selv foretrækker, fordi vi har lært fra små, at det er dér, der er mest at hente – så kan vi begynde at se på at træde ud af den destruktive dramatrekant.

Der er intet galt i at være i rollen en gang i mellem – men det er et usundt mønster og manipulation, når vi sikrer os selv omsorg eller magt uden empati for de andre. 

Når, vi er i situationer, hvor vi falder i at opnå anerkendelse gennem spillet, er det vigtigt at overveje, hvad det er, der driver os. Hvad opnår vi? Hvad er det for et ansvar, vi fralægger os? Hvad ønsker vi i virkeligheden opnå?

Fælles for alle er at søge at blive autentiske. Sig sandheden om, hvordan du har det og hvad du har brug for. Bed om hjælp og stå ved dine følelser.

 

Det kan være sværere end som så både at se, erkende og ikke mindst gøre sig fri af de stærke roller, manipulationen og spillene.
Det kan derfor være en god idé at søge professionel terapi til at gennemskue og bryde mønstrene og opnå en autentisk kontakt til dine relationer.

 

* En god start for især offeret vil være at anerkende egne styrker, finde ud af, hvad du ønsker – og tag aktion på det.
Lær, at ansvaret for dit liv er dit! Jo mere ærlig, du er, jo mere vil du opleve at få det fra andre, som du virkelig har brug for.

* Krænkeren kan begynde at se offeret inden for nogle mere klare rammer. Lytte aktivt, men i et afmålt tidsrum og stille krav om overholdelse af aftaler. Uden at påtage sig offerets problemer.
Lær, at blive mere bevidst om, hvad du virkelig føler og lad det ikke gå ud over andre. Bliv bevist om ikke at vurdere, dømme eller nedgøre andre.

* Redderen skal lære at give udtryk for sit ønske om at hjælpe og tro på, at personen kan selv. Lytte aktivt i et afmålt tidsrum, uden at gøre problemerne til sine at løse. Bliv bevist om ikke at skulle redde andre og mærk i stedet, hvad du selv har brug for. Hjælp kun, hvis du bliver bedt om det.

 

Det er ikke helt let at gennemskue Dramatrekanten, men hvis du har læst med hertil, så kommer du helt sikkert til at kunne gennemskue nogle situationer fremover. Det er nemlig en af de mest almindelige processer og drivkraften bag alle konflikter. Forstår du den, så kan du komme langt.

Vi har alle vores favoritrolle, men kan snildt spille på alle tangenter og besætte tre roller. Vi har alle sammen en snert af at være både offer, krænker og redder og i en konflikt vil deltagerne, som sagt, som regel hoppe rundt mellem rollerne. Tænk, at kunne stoppe dramaet ved at blive bevidst om væres eget værd og stå ved egne behov og følelser! Det lyder nemmere, end det er. Men først skridt er at blive bevidst om det, der sker.

 

På min blog kan du læse om mit studie til psykoterapi på Nordisk Gestalt Institut.
For at blive psykoterapeut på mit studie skal man igennem en ganske lang række terapitimer, såkaldt egenterapi, hos en godkendt terapeut. 60 timers gestaltterapi skal jeg igennem over fire år som et led i min uddannelse – og for forhåbentlig selv at blive en dygtig terapeut. Du kan læse om min egen proces her, hvor det første år nærmer sig sin afslutning – og hvorfor jeg synes, at terapi er så fantastisk og 60 timer slet ikke er så voldsomt, som det kan lyde.

For nogle er der stadig noget skamfuldt ved at gå i terapi. Som om, man er svag eller “tosset”, måske ikke helt velfungerende og ikke kan finde ud af tingene selv.
For mig er det lige omvendt. At gå i terapi er at søge vejledning og støtte til sin egen proces hos et menneske, der står 100% bag dig og kan dele ud af sin livserfaring og visdom. Det er at gå ind i et rum med fuld fortrolighed og tillid, hvor du kan være dig selv og bringe alt frem i lyset, uden at føle dig dømt eller forkert. Et rum, hvor du kan eksperimentere med de ting, som er svære i dine andre relationer og samtidig vide, at du altid bliver mødt kærligt og med nærvær, accept og forståelse.

En person, der går i terapi og er villig til at arbejde med sig selv, er ressourcefuld og tager ansvar for sit liv og lykke.



At være menneske medfører udfordringer!

For mig vidner dét at gå i terapi om et enormt overskud, en vilje til at udvikle sig og tage livtag med de udfordringer, som livet også indeholder. Alene det at være menneske, at være til, rummer udfordringer. For ALLE. Vi skal alle dø en dag, vi skal miste, vi kan være bange for fremtiden, have ar fra fortiden, være usikre på, om vi er gode nok, have koks i vores relationer, være i sorg, mangle lidt eller meget i at opnå den lykke og harmoni, vi drømmer om. Eller vi mangler helt grundlæggende et rum og en relation, hvor vi kan udforske os selv og prøve vores tanker og følelser af i fuld accept og nærvær.

Vi lever i et tid, hvor alt går stærkt. Rigtigt mange taler mere end de lytter, og der kan være langt imellem de vigtige emner og den dybe kontakt. Dér, hvor du bliver mødt i noget, der er afgørende for dig, men interesse, rummelighed og reflektion, uden vurdering og dom.

Det er noget af dét, som psykoterapien kan – og det giver os indsigt og får os til at udvikle os og lære os selv at kende.

TERAPI kommer af det græske ord therapeis og betyder at heale, pleje, lindre, kurere.

 

Forandringens paradoks

Jeg nærmer mig afslutningen på 1. år på mit psykoterapistudie på Nordisk Gestalt Institut. Den fireårige uddannelse kræver bl.a., at jeg er igennem 60 timers egenterapi! Jeg er i gang, og jeg tager det ikke efter et fast skema, men når jeg støder på noget i forhold til den proces, jeg er i og de temaer, jeg arbejder med. Eller, når der kommer noget op i mit liv, som jeg har behov for sparring til.

60 timer lyder af meget, men hver eneste time er en værdifuld gave for min egen udvikling og samtidig en slags praktisk mesterlære. Jo mere, jeg arbejder med studiet, jo flere problemstillinger dukker der op, som jeg kan vende i egenterapien. Ting, jeg bliver opmærksom på gennem litteraturen, jeg læser. Ting, der dukker op i arbejdet på studiet. Dynamikker, jeg opdager i gruppearbejdet. Ofte er det jo vores relationer, der kan give anledning til udfordringer, og i virkeligheden kan gøre os klogere på os selv.

Det handler aldrig om, at noget er rigtigt eller forkert, men om at få tingene frem i lyset. Først, når vi anerkender, dét, der er, kan vi ændre det = “forandringens paradoks”!

 

Vil du skabe en positiv forandring, så må du finde den i dig selv!

 

60 timers terapi er en del af uddannelsen

De første to år på studiet på Nordisk Gestalt Institut tager udgangspunkt i en oplevelsesorienteret læreproces, hvor alle i gruppen arbejder med sig selv både sammen i gruppen og individuelt.

Senere, når man kommer fra et bevidst og afklaret sted, hvor man ikke overfører sine egne problemstillinger på klienterne og kan være 100% tilstede i hans eller hendes proces, kan man så småt begynde at bruger erfaringerne overfor andre.
Egenterapien har derfor en utrolig vigtig funktion som et led i uddannelsen til at blive psykoterapeut.

Terapi koster selvfølgelig penge – i mine øjne nogle af de bedste, man kan give ud – og uddannelsen i det hele taget er bekosteligt. Jeg regner med alt i alt at investere ca. 200.000 kr. i den. En investering i mig selv og min egen værdi: ny faglighed, ny viden, men også i livsindhold og mening, og nogle kompetencer, som kan give mening for mig at bruge resten af livet for at hjælpe andre ♥

Halvdelen af egenterapien kan man tage gratis hos studerende på de sidste årgange, mens den anden halvdel betales hos en godkendt terapeut. Om et par år bliver det mig, der skal træne i at være terapeut overfor frivillige klienter.
Det sker under supervision, så alt sikres at gå forsvarligt til for klienten, og så jeg som “terapeutlærling” får feedback. Det bliver utroligt spændende, når jeg kommer dertil.

Det er i det hele taget en utrolig rejse, jeg har begivet mig ud på, og en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv!

Endnu et modul på min 4-årige uddannelse til gestaltterapeut er gennemført, og denne gang tager jeg – blandt andet – læresætningen med mig, at “den eneste, der kan gøre dig forkert, er dig”.

Sidste gang, jeg var på modul, kørte sætningen “tiden er din” i mit hoved. Ja, tiden tilhører dig og mig, og den er dyrebar.
Det tænker jeg tit på i min proces med at nå længere ind i min egen kerne, mine behov og værdier og personlige valg og prioriteter. Tiden er MIN!!!!

I denne weekend var vi omkring mange vigtige ting, og et tema omkring at føle sig forkert blev ved med at komme op til overfladen.

Følelsen af at være forkert

Jeg tror, langt de fleste af os – i større eller mindre grad – kender til følelsen af at være forkert. At gøre, sige, se ud, optræde, bare være forkert.
Der bliver måske sagt eller gjort noget – eller der er noget usagt – der får os til at føle, at vi er ikke er gode nok eller gal på den.

Hvem er det, der til syvende og sidst siger, at du er forkert? Det er dig selv.

 

Den eneste, der til syvende og sidst kan få dig til at føle dig forkert, er dig! Til gengæld er den eneste, der kan få dig til at føle dig OK, også dig….

 

Det er os selv, der beslutter, hvad vi tager til os, hvad vi sluger som en sandhed – og hvad vi vil stille op til.
At en anden er uenig eller ligefrem ubehagelig behøver ikke at betyde, at du er forkert.

At være forkert er en følelse, som hører hjemme hos os selv. Fordi vi accepterer, det vi hører og ser – måske endda opfinder (projicerer) det selv. Alt, hvad vi hører, kommer fra os – alt, hvad vi føler, kommer fra os!

Du har et valg

Een ting er ord, et andet er en proces, hvor man dybt og inderligt virkelig forstår, at følelserne skabes af os selv. Det er noget af dét, som terapi kan!
At få trævlet op, hvornår og hvordan du føler sig usikker eller bange for ikke at være god nok.

Det kan være alt fra “sandheder”, der hænger fast fra barndommen til sammenligninger med andre på fx de sociale medier. Eller situationer, hvor man er bange for at træde ved siden af eller vise sit inderste. Hvor andres ord eller signaler opfattes og lander på en dum måde.

Husk, at andres ord og meninger kommer fra dem! De er deres og du har ret til at tage, hvad du kan bruge  – og smide resten væk.

Du har et valg. Tag det, du kan bruge, og lad resten blive ovre hos de andre. Det kan godt være, at nogen prøver at ramme dig og føler, at de vokser ved at gøre dig lille, dum og forkert – men det er dig, der til syvende og sidst afgør, hvordan du vil føle dig!

Det skal opleves og læres!

Sådan en erkendelse, som jeg deler med dig her, er ikke noget, der bare trænger dybt ind ved at læse ordene. Måske kan det føre dig på sporet af noget godt og en forståelse af at tage magten over dine egne følelser og opfattelser om dig selv.

Min egen oplevelse, som min uddannelse – og dermed egenterapi – skrider frem, er, at den oplevelsesorienterede læring manifesterer sig mere og mere. Det kommer ikke alene ved at læse en bog (eller en blog).
Hvis jeg kan viderebringe bare en lille smule, eller bringe dig på sporet af, hvad det kan give at arbejde med sig selv i psykoterapien, er jeg glad.

At blive opmærksom er det første skridt. Hvornår føler du dig forkert? Hvad er det for oplevelser og mønstre, der er i spil?

Ved at arbejde med det, får du styrke og viden til at tage ansvaret tilbage til dig selv. For alt, hvad du hører, alt hvad du ser, og alt hvad du føler – kommer fra dig ♥

Her kommer en lille status på mit psykoterapeutstudie, som selvfølgelig også har været ramt af restriktioner og henvist til online møder de seneste måneder. Det er lykkedes ret så fint at holde skruen i vandet, men nu trænger vi til et fysisk fremmøde, hvor alle dimensioner i forhold til stemninger, kropssprog, interaktion og gruppedynamik kommer i spil igen.

De kommende tre dage er jeg tilbage på skolen, Nordisk Gestalt Institut, og jeg glæder mig! Endelig kan det igen lade sig gøre inden for reglerne at mødes (med negative test og for mit vedkommende med vaccinepas).

Jeg er på 1. år (ud af 4), og de to første år har primært fokus på, hvem vi selv er. For at blive terapeut er det vigtigt at kende sig selv ud og ind, at være afklaret, så man ikke læser andres problemer ind i sig selv eller bruger klienter i sin egen proces. Det er vigtigt at kunne mærke, hvornår man afbryder kontakten ved at flyde afsted i egne problematikker og tanker, så man lynhurtigt kan vende tilbage i fuldt nærvær overfor den, der sidder foran én.

Det vigtigste i en god terapi er relationen, og man kan sige, at jeg arbejder mig frem til at blive så afklaret med mig selv og mine egne tanker og issues, at jeg vil kunne give mig fuldt ud og komme med alt, hvad jeg har som menneske, om nogle år.

Her får du en status på, hvor jeg er i mit psykoterapeutstudie.

Det her billede, synes jeg selv, meget godt repræsenterer, hvor jeg føler mig lige nu – på rette hylde, mere bevidst, mere lyttende og åben – og stærkere til at sige til og fra!


Oplevelsesorienteret læring

De to første år er med andre ord et kæmpe indre afklaringsarbejde, og samtidig ligger der en stor en læring i at opleve holdkammeraternes proces. Uddannelsen til gestaltterapeut er meget oplevelsesorienteret, og jeg forstår nu allerede påstanden om, at man kommer langt gladere ud på den anden side.

Det er en kæmpe gave at få kastet lys på sig selv, og på de svære områder, hvor man har modstand. Det er dér, hvor modstanden er, at de store gaver ligger klar til at blive pakket ud!

Der er krav om i alt 60 timers egenterapi, som jeg tager hen ad vejen for at understøtte processen. Så egenudvikling, metode og teori kører i parallelle spor og vil til sidst – det har jeg tillid til – samle sig til et hele.

Intuitiv læsning – og struktur!

I den oplevelsesorienterede proces, både ens egen og de andres, læres gestaltterapiens eksistentielle grundværdier, (gestaltpsykologiske) teorier og (fænomenologiske) metode. Man opfordres til at læse intuitiv – det der “kalder på én” – og i eget tempo. Man skal dog bestå den første eksamen efter to år med 66 forskellige emner.

Læsningen er ikke noget problem for mig. Stoffet (i alt fald det meste – noget er tungere end andet) er så interessant, og jeg har taget det intuitive til mig og læser alt det, der taler til mig – på samme tid! Jeg har gang i adskillige bøger, som jeg hopper til og fra, og det bekymrede mig selv lidt, indtil jeg erfarede, at mit store forbillede, ejeren af instituttet, gjorde præcis det samme, da hun tog uddannelsen.

Samtidig har jeg mærkeligt nok også struktur og disciplin i form af et regneark med læseplaner indskrevet og styr på alt, hvad er skal læsesSå det hele skal nok blive læst – det mere sjove såvel som det mere tunge og “kedelige”.

Efterhånden er jeg begyndt at oparbejde en accept af, at min egen læsning består af flere forskellige bøger på een gang – og en tillid til, at alt nok skal samle sig og lagre sig hen ad vejen. Lige nu læser jeg fx om Objektrelationsteori, Tilknytning, Eksistentiel psykoterapi, Grundbog i Gestaltterapi og lidt om hjernens udvikling ved tilknytning 🙂

Det indre barn

Lige her, hvor jeg er godt inde i første år, er vi nået til et meget spændende sted, hvor vi arbejder med vores eget indre barn. På at komme i kontakt med, hvem vi var en gang og naturligvis stadig bærer med os.

“Det indre barn” er en metafor for de påvirkninger, du oplevede og de tanker og følelser – og ressourcer – du havde. Og hvordan de kom i spil i de strategier, du brugte for at være i din familie.

 

Der er måske ting i os selv, vi har glemt eller undertryk, eller områder, der har behov for heling. Eller adfærdsmønstre, der stadig præger os. Gennem skabelse af kontakt til det indre barn, oplever man, hvordan det præger os på utallige måder i voksenlivet.

Løget skrælles!

Det tog mig 10 år at kaste mig ud i det her studie, og nu kan jeg slet ikke forestille mig andet. Det føles så rigtigt og så berigende, og jeg mærker, at jeg når dybere og dybere ind i mig selv og bliver stærkere og mere tilfreds.

På instituttet siger de, at de ikke uddanner psykoterapeuter – de skræller lagene af ind til den indre terapeut. Som et løg, der nænsomt skrælles ind til den inderste kerne.

Den personlige rejse er ikke mindre end fantastisk, og selvfølgelig kræver den også et teoretisk fundament at blive en rigtig dygtig terapeut.
Nogle tager i øvrigt kun de første to år, måske primært af personlig interesse, og jeg må sige, at det er en udvikling, jeg kunne unde alle, der er åbne for udvikling og psykologisk bevidste.

Tak, fordi du læser med ♥


På torsdag er det min fødselsdag. 55 år bliver jeg! Her får du mine tanker om bevidstheden om døden, om eksistentiel opvågning, om Awareness – og om at værdsætte nuet mere end nogensinde.

 

Det kan opleves som en milepæl, når man fylder halvrundt – så tipper man over i retning mod det næste årti. Jeg kan begynde at ane det store runde 60 i horisonten. For mig giver det bare endnu mere opmærksomhed på at nyde og værdsætte livet lige her, hvor jeg er.

 

Der er så mange sorger, vi kan falde i, at tage på forskud, – og så megen fortrydelse og ærgrelser over det, der ikke var, som vi kunne have ønsket os det i fortiden. Men, hvorfor lade fortrydelsen over “det ulevede liv” eller frygt for det, der måske/måske ikke, vil komme en dag, skygge for livet lige nu og her?

 

Halvtredserne har indtil nu budt på overgangsalder og ikke mindst et sygdomsforløb for mig, men har også bragt mig til et sted, hvor jeg har det rigtigt godt, er meget bevidst, og hvor jeg er i gang med en ny uddannelse. Et sted, hvor jeg med bevidstheden om døden, sætter endnu mere pris på livet og har fokus på, at det skal give mening for mig.

Eksistentiel opvågning

Det kan lyde meget tungt og trist og sørgelig at tale om død og forfald, men undgåelsen af emnet er faktisk meget værre. For mig giver det tværtimod stor mening at finde inspiration i bl.a. stoicismen og bruge den daglige bevidsthed om døden til at udvikle en taknemmelighed over livet. Det er også eet af rådene i Svend Brinkmanns bøger, inspireret af de gamle græske stoikere, som du også kan læse om i Niels Overgaards fantastiske bog, Det hele handler ikke om dig.

Men er det ikke trist at tænke på døden? Nej, tværtimod. Bevidstheden om, at man ikke er usårlig eller mirakuløst vil leve evigt eller reddes af større magter, giver en større værdsættelse af livet og en motivation til at fylde det op med det, der giver mening.

I øjeblikket er jeg meget optaget af at læse den amerikanske psykiater og psykoterateut Erving D. Yalom, der har fokus på fire eksistentielle grundvilkår: At livet i sig selv er meningsløst, at mennesket er er frit væsen (det eneste, vi har ikke frihed til er ikke at vælge!), at vi skal dø – og at vi er alene på afgørende tidspunkter i livet.
Hvis vi ikke er i stand til at konfrontere os selv med disse livsvilkår, kan det skabe grobund for overdreven angst.

Og jo mere ulevet liv, jo større dødsangst, anfører Irving Yalom, som også beskriver, hvordan visse begivenheder i livet kan føre til en eksistentiel opvågning. Det kan fx være en rund fødselsdag, sygdom eller tab, der pludseligt får os til at indse, at livet heller ikke for os er evigt.

Jeg kan genkende det fra mit eget sygdomsforløb. Selvom jeg ikke var i livsfare, så nåede jeg i den grad at mærke angsten.
Efterfølgende er jeg startet på min drømmeuddannelse til psykoterapeut! Jeg er meget mere tilstede i nuet og glædes oftere over livet. Jeg er mere bevidst om mig selv, og hvad jeg vil og ikke vil.

JA, vi bliver ældre, vi forfalder og dør en dag – og med den bevidsthed, så er det lettere at nyde og være taknemmelige for, at vi er her.

Awareness

At være startet på uddannelsen til psykoterapeut (gestaltterapeut) er en kæmpe gave, jeg har givet mig selv. Jeg vil være færdig, når jeg er 58 og jeg vil dermed have givet mig selv nogle kompetencer, som jeg kan bruge – og forhåbentlig glæde andre med – så længe jeg lever og min hjerne ellers fungerer.
Jeg får udfordret mit intellekt og har skabt et meningsfyldt indhold i mit liv.

De første to år er koncentreret om min egen udvikling, og det har allerede nu flyttet mig og gjort mig både stærkere og gladere. Det foregår igennem et kompleks af oplevelsesorienteret læring, gruppearbejde, individuel terapi, teori og læsning.

Helt basalt vil jeg i dag give det videre til dig her på bloggen at forsøge at arbejde med din egen bevidsthed (awareness):

Hvad du føler, hvad du tænker og hvad du mærker i din krop lige nu?

Vend ind i det ind imellem, som du føler for det. Efterhånden vil du mærke, at du er i stand til at være bedre i kontakt med dig selv – og dine omgivelser.

Farvel til to do listerne

Det lyder utroligt banalt, men kan være sværere, end man tror. For mig har det fx været en udfordring at mærke rigtigt, hvad jeg selv føler. Hvornår jeg er sur, vred, glad, bange, ked af det osv. Og hvad jeg dermed egentlig har brug for og har lyst til.

Gennem opmærksomhed på mig selv på alle tre niveauer (tanker, følelser, kropslige fornemmelser) er jeg ved at komme godt efter det. En dag var jeg fx holdt op med at bruge mine evindelige to do lister. Jeg har lært at stole på mig selv – jeg skal nok få gjort det, der skal gøres! Og jeg mærker nu, hvordan jeg kan leve og gøre tingene mere lystbetonet og tilfredsstillende, mere bevidst uden den indre slavepisker.

Jeg ved ikke, om det giver mening for dig, alt det her. Måske giver det dig ligefrem appetit på mere.
Om et par år vil jeg kunne tilbyde individuel rådgivning og terapi, og det ser jeg frem til. Og indtil da, så nyder jeg processen og min tid nu og her – og endnu et dejligt år i 50’erne.

Jeg studerer til psykoterapeut og deler nogle af mine egne aha-oplevelser og nye viden her på bloggen.

Jeg studerer til psykoterapeut og deler nogle af mine egne aha-oplevelser og nye viden her på QLAND.


Den gestaltiske “bøn” skal ikke få den psykoterapeutiske metode til at lyde hverken religiøs eller sekterisk. Det er snarere et mantra om, at vi hver især har ret til at være præcis dem, vi er, og at vi ikke skal indrette vores liv efter at leve op til alle andres forventninger. En frisættelse for alle, der pleaser for at føle sig værdsat og accepteret.

Det handler ikke om, at man ikke skal være hensynsfuld og behandle andre ordentligt, dette gestaltiske mantra, men det kan virke frisættende i forhold til aldrig at føle sig god nok eller altid være i tvivl om, hvad andre forventer, eller om de kan lide een.

Hvis vi hele tiden forsøger at tilpasse os vores omgivelser, mister vi os selv. Vi bliver som siv i vinden, der mener og gør snart det ene og snart det andet, alt efter, hvem vi er sammen med. Eller vi mister os selv i parforholdet eller i familie- eller venskabsforhold, fordi vi er bange for at blive udstødt af flokken, hvis vi viser os som dem, vi er, eller siger fra eller sætter grænser.

Eller vi bruger energien, når vi er sammen med andre, på at reflektere over, om vi er gode nok eller får sagt eller gjort noget forkert, i stedet for bare at være i nuet, helt tilstede.

Den gestaltiske “bøn” – du skal ikke leve op til andres forvetninger

Så her er den gestaltiske bøn, som måske kan hjælpe også dig på vej til at frisætte din indre pleaser, dit angste og sårbare jeg, der ikke tør vise sit sande ansigt eller tror, du skal yde hele tiden for at blive accepteret – og tro på, at det bare at være dig, er tilstrækkeligt i sig selv ♥

Jeg gør det, jeg vil, og du gør det, du vil.
Jeg er ikke sat i verden 
for at leve op til dine forventninger,
og du er ikke sat i verden 
for at leve op til mine.
Du er dig, og jeg er mig,
skulle det ske, at vi finder hinanden
er det smukt,
hvis ikke, er der ikke noget at gøre ved det.

(Frederick Perls 1893-1970, grundlægger af gestaltterapien)

 

“Tiden er din” er en sætning, jeg har taget med mig fra det seneste modul på mit psykoterapeut-studie, og som bliver ved med at poppe op i min bevidsthed.
Jeg vil derfor ønske dig Godt Nytår med mine tanker om, at der nu
for os alle ligger et helt nyt år med blanke dage foran os, som vi langt hen ad vejen selv vælger, hvordan vi vil fylde op.

 

Da jeg startede på mit studie, skulle jeg som noget af det første lave et lagkagediagram over, hvordan jeg bruger min tid. Jeg valgte at se det over en typisk uge og fik pludseligt et meget konkret billede på de valg, jeg træffer om, hvordan jeg prioriterer at bruge den tid, jeg har til rådighed.

Ser man eksistentialistisk på det – og udsagnet Tiden er din er i den grad eksistentialistisk – så er en analyse af måden, vi bruger vores tid på, en analyse af vores eksistens, af den måde, vi er i verden på.

Prøv selv at overveje, hvordan du bruger timerne i dit liv, og hvordan dit liv på den måde tegner sig. Er der noget, DU inderst inde kunne tænke dig at bruge mindre eller mere tid på?


Hvert eneste valg, vi tager – og som vi altid selv er ansvarlige for – er med til at forme og skabe vores identitet. I følge eksistentialisterne er det i sidste instans friheden, som giver livet mening – og denne frihed kan mistes, når vi overlader valgene til andre.
Og lad mig gentage: Tiden er din!

Min tid er mit nytårsfortsæt

Min tid havde de seneste par år været et tema for mig – og er det stadigvæk – fordi jeg har en indre slavepisker, der ofte får mig til at føle, at dagene flyver afsted og tiden – og jeg selv – ikke slår til.

Dette års nytårsfortsæt skal for mig derfor handle om at finde frem til at bruge min tid i størst mulig overensstemmelse med mine egne sande værdier og hvad jeg har lyst til. Og give mig selv en accept af, at mine dage rent faktisk er et resultat af mine valg og derfor helt som de skal være.

Jeg føler allerede, jeg er godt på vej – i 2020 er jeg jo fx sprunget ud i et nyt studie! Jeg er også blevet lidt bedre til at sige nej – og jeg er i proces med at lære at mærke endnu mere efter,  hvad jeg rent faktisk har lyst til. Men der er stadig plads til forbedringer i en udvikling, der forhåbentlig aldrig stopper.

For ikke så længe siden skrev jeg et indlæg om, at mange af os er alt for fokuserede på, hvad vi bør og skal i stedet for, hvad vi har lyst til. Du kan læse indlægget Det handler om dig her.


Hvorfor ikke bruge indgangen til det nye år til at se vores eksistens og væren-i-verden lidt efter i sømmene. Tager skærmene og de sociale medier for mange af dine dyrebare timer? Eller arbejdet og andre krav, du forsøger at leve op til? Er det ting, du savner, men ikke få plads og overskud til at få puttet ind i programmet? Mennesker, der tager mere end de giver? Er der valg, du tager, som dybest set ikke er gode for dig? Gør du alt for meget af pligt og for at leve op til nogle ydre – eller indre – forventninger? Hvad gør dig allermest glad?

TIDEN ER DIN ♥