,

Det handler om DIG!

Jeg er kommet godt i gang med mit studie til Psykoterapeut (Gestaltterapeut) – så godt i gang, at jeg godt tør kaste mig ud i at fortælle lidt om et af de emner, som jeg læser om for tiden. Nemlig om at lære at lade livet handle mere om MIG! Måske er du allerede god til det, men det kan også meget vel være, at du kan få stor glæde af en lille, men afgørende, ændring i din tankegang!

Psykoterapeut studerende

Det siges, at vi lever i en mig-mig-mig tid, men for mange mennesker er det en sandhed med modifikationer. De lever nemlig under et stort indre pres for at leve op til nogle indre krav om at skulle og burde. For andres skyld, og efter andres normer, mere end for deres egen, fordi det er blevet en indgroet vane og et mønster, der er grundlagt tidligt i livet.

Mange mennesker lever med en permanent overbelastning. Man har vænnet os til gennem hele livet at være opmærksomme på andres behov og tilpasse sig i forhold til at gøre det rigtige – det rigtige for andre og det rigtige i andres øjne – hele tiden.
Det kræver meget energi at være så meget ovre i andre og hele tiden forsøge at leve op til alle de indre forventninger om at være perfekt og gøre alt rigtigt.

Måske har oplevelsen som barn været ikke at blive imødekommet med kærlig medmenneskelighed, fordi forældrene selv har været overbebyrdede af forskellige udfordringer i livet. Det er blevet en indgroet vane at tænke på andre og alt det, man bør og skal gøre, for at være rigtig og please sine omgivelser. Det sætter sig som et konstant pres og ligefrem en depressiv tilstand, hvor der sjældent er plads til ro og afslapning.

Den indre slavepisker

Har der ikke været plads til dig og dine behov, vil det ofte manifestere sig i en jeg skal og jeg burde tankegang. En indre slavepisker, der sjældent tillader dig rigtig ro. Livet bliver en overlevelse fra dag til dag og man er altid allerede henne i den næste opgave, der skal løses Ro er noget, man tillader sig efter, at arbejdet er gjort. Hvis nogensinde. Og det sætter sig i kroppen som en overvældende træthed og en evig følelse af utilstrækkelighed.

Tænk på, hvad du vil og kan!

I foråret skrev jeg et indlæg om balancen mellem lyst og pligt. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at jeg faktisk ramte hovedet ganske godt på sømmet i forhold til at opnå større overskud og større livsglæde. Jeg beskrev nemlig ret præcis det, som jeg nu i teorien kan læse om, der sker, når ens indre er under konstant overbelastning. Om at hænge i pligten og to do-listen og mentalt hele tiden være henne i den næste opgave, næste aktivitet, næste præstation.

Et skridt på vejen er simpel og enkelt. Det handler om at begynde at lære sig selv at tænke, hvad vil jeg og hvad kan jeg – i stedet for, hvad skal og hvad bør jeg.
Det kan formuleres på mange individuelle måder. Selv er jeg blevet ret god til at spørge mig selv: Hvad har jeg LYST til lige nu?

Samtidig er det en god idé at beslutte sig for at prøve at gøre én ting ad gangen.
Det er nemlig også et tegn på ubalance, når man er over det hele, har gang i flere ting ad gangen – og aldrig giver sig selv ro, hverken mentalt eller ved at gøre noget færdigt.

*****

Tænk på, hvad du vil, hvad du har lyst til. Og tænk på, hvad du kan og magter lige nu. Bær over med dig selv, når du mærker, at du ikke kan så meget. Måske har du været overbelastet i årevis, måske hele livet.

Det handler ikke om at være hensynsløs – men om at det faktisk er helt ok, at DIT liv handler om DIG. At du sætter fornøjelsen før pligten, hvis det er dét, du har lyst til. Springer en aktivitet over, hvis du ikke gider. Erkender, at der er ting, du ikke magter.
Og finder ny livsglæde og overskud! ♥

1 svar
  1. Tina
    Tina siger:

    Spændende emne og du har jo så ret 🙂
    Vi hviler nok også bedst i os selv, når vi vælger at gøre det som giver os indre glæde.
    Et godt studie)udd. ønskes du herfra 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.