Rosenkål på den lækre måde

rosekål-ristet-på-panden-med-pinjekerner

Jeg er generelt vild med rosenkål, men får det ikke lavet så ofte. Måske fordi det kan føles lidt besværligt at gå til. Prøv at riste dem på panden – det er enkelt og hurtigt – og du får det lækreste tilbehør, du kan forestille dig.

Skær det nederste af stokken og fjern de yderste grimme blade. Skær rosenkålene i halve eller kvarte og rist den på panden i olivenolie til de har den ønskede mørhed. De må gerne tage lidt farve. Spar ikke på salt og peber, og tilsæt lidt pinjekerner undervejs.
Så let er det – og det smager noget så lækkert!

Julelækkerier

Jeg føler mig allerede lidt bagud med juleforberedelserne i år! Med blog, job og en juletravl webshop oveni er der meget at se til for tiden, men jeg skal altså bare nå at få julehygget ind imellem. Og ellers er det bare med at prioritere.

Til inspiration – og lidt til min egen huskeliste – er her nogle af de bedste opskrifter til julens lækkerier. 

Gløggessensen står heldigvis allerede og trækker og dufter noget så skønt. Så der skal bare tilsættes rødvin, rosiner og mandler. I dag skal jeg have sat en gang hyldeblomstsaft over af blomster fra fryseren. Så er der hyldeblomstgløgg til weekenden.

gløggessens-hjemmelavet

Verdens bedste brunkager – fra min farbror og farfars bagerier.

brunkager3

Småkagen “Ingenting” med marengs – en god gammel småkage, der mange steder desværre er gået i glemmebogen.

ingenting2

Geniale og super lette Bountykugler lavet med kondenseret mælk.

Bountykugler_2

Til sidst får du lige den gyldne opskrift på temperering af chokolade, så overtræk af julekonfekten bliver både nemmere og flottere.

julekonfekt

Salat med rødkål, citrusfrugt og nødder

Jeg elsker salater med fintsnittet kål og lige nu op til jul er rødkål jo ekstra aktuelt. Du kan kombinere den rå rødkål med forskellige citrusfrugter og nødder og lynhurtigt lave lækkert og velsmagende tilbehør.

Du kan nemt freestyle en lækker rå rødkålssalat ved at tilsætte citrusfrugt – fx appelsiner, mandariner eller grape – og nødder som fx mandler, valnødder eller cashewnødder. Tilsæt lidt salt og olivenolie sammen saft fra frugten, og du har en super sund og frisk salat. Jeg synes, den rå rødkålssalat er skøn til fx andebryst, men også til alle former for svinekød herunder frikadeller.

Her har jeg snittet rødkålen på et mandolinjern og tilsat grapefrugt og ristede cashewnødder. Vend med lidt god olivenolie, frugtsaft og salt og peber. Voila!

rødkålssalat-med-grape

Klar til julens lækreste gløgg

Så fik jeg – ikke et øjeblik for tidligt – sat min hjemmelavede gløggessens over at trække! Alene fornøjelsen ved at løfte låget de næste par uger og dufte….uhmmmm.

gløggessens-hjemmelavet

 En flaske rom (snaps eller vodka kan også bruges) og en pose af Apotekets gløggblanding er alt, hvad der skal til – og så ellers at lade det trække 1½-2 uger. Derefter er det bare at tilsætte sukker og rødvin, så er du altid klar til at servere den skønneste gløgg til din gæster  julen igennem.

Klik her og læs mere om, hvordan du gør.

Lav flotte desserter med marengs

marengsroulade med mangoMarengs er altid et hit og fantastisk sammen med både is, flødeskum, chokolade, nødder og frugt. Og så er det både nemt at lave og kan kombineres helt efter dit eget hoved.

Til 6-8 personer skal du bruge en grundopskrift på 4 æggehvider og 200 gram sukker til din marengs og bag den ca. 30 minutter ved 150 grader.

Du får succes med marengs ved at piske æggehviden helt stiv med en ganske lille mængde af sukkeret – hvorefter du pisker det sidste sukker i. Du kan tilsætte vanille, finthakkede nødder eller fx et par hundrede gram kokosmel eller grofthakkede mandler i grunddejen. Mulighederne for at lave din helt egen dessert er som sagt næste uendelige.

Bag  din marengs som fx bunde eller som en stor plade (som på billedet), der kan rulles sammen som en roulade. Du kan også lave en stor fuglerede, som du kan fylde op med fx vanilleis og frisk frugt og hakket chokolade. Uanset hvad, så husk at bruge bagepapir!
Marengsbunde kan sagtens laves dagen før og stå i den kolde ovn og tørre til næste dag. 

marengsplade

Her fx en marengsroulade fyldt og pyntet med flødeskum af ½ liter piskefløde, fyld af 3  mangoer og 4 passionsfrugter.

marengsroulade med mango

Endnu en mulighed – 2 marengsbunde med kokos og vanille lagt sammen med flødeskum og frisk ananas. Ananasen midten er vendt i lidt Kahlua.

Marengsbunde med ananas
Bare prøv dig frem – marengs er ikke særligt besværligt eller bekosteligt at lave. Tilsæt dine favorit frugter og bær, flødeskum, is, hakkede nødder eller chokolade.

Parmesankurve med basilikumsalat – forret, der med garanti tager kegler!

Vores gæster i lørdags var vilde med disse fyldte parmesankurve og har bedt om opskriften. Så nu får I  den selvfølgelig også her på bloggen. Den er faktisk meget enkel og nem at lave, selvom opskriften umiddelbart kan virke omstændig. Den er meget anderledes og fantastisk fin (meget flottere i virkeligheden end på billedet). Og så smager den, hvis jeg må have lov at blære mig lidt, så englene synger.

IMAG0044

 

Du kan forbedre retten i løbet af dagen, så det kunne næsten ikke være nemmere gæstemad. Kurvene kan laves mange timer i forvejen. Salaten gøres klar måske en times tid, før gæsterne kommer. Hæld gerne dessingen over en halv time før serveringen. Lige inden, retten kommer på bordet, fordeles salaten i kurvene.

Nedenfor viser jeg, hvordan du laver kurvene – det er ikke så omstændigt endda.

Til salaten bruger du (til 4 personer)

ca. 1 potte basilikum – bladene rives bare groft over
1 pose frisk mozarella ca. 125 gram
1 bakke cherrytomater i halve
2 avocado i tern
6-8 skiver parmaskinke

Dressing: balsamico, salt, peber, olivenolie

IMG_20140927_161236

Sådan laves parmesankurvene

Ca. 30 g god parmesanost pr. kurv rives på den grove side af rivejernet og fordeles på bagepapir i en cirkel med en diameter på ca. 15 cm.

Lav ikke mere end 2-3 kurve ad gangen, da det ellers kan være svært at styre.

IMAG0035

Sæt pladen i ovnen ved 200 grader i ca. 5 minutter. Hold godt øje og tag den ud, når osten er let gylden og boblende.

IMAG0037

Flyt forsigtigt bagepapiret over på et bord eller lign. og vent et kort øjeblik til osten er kølig nok til, at den kan løftes med en paletkniv. Det tager meget kort tid, og osten skal flyttes før, den bliver for kold til at kunne formes. Hvis det sker, så varm den hurtigt i ovnen een gang til.

Læg osten hen over et glas, så den former sig til en kurv.

IMAG0038

 

 

 

Lækker blomme-mojito

blomme-mojito-opskriftDet er altid sjovt at kombinere sine egne drinks – og med hjemmelavede saft er det oplagt at finde på noget lækkert og alternativt til de traditionelle drinks. Det er bare at kaste sig ud i at prøve at sammensætte de smage, man nu mener kunne passe sammen.

I sidste uge lavede jeg hjemmelavet blommesaft (af sveskeblommer) og sammen med lidt rom og marokkansk mynte er det blevet til den skønneste velsmagende hjemmekomponerede “blomme-mojito”. En perfekt velkomstdrink.
Du kan selvfølgelig også prøve dig frem med andre slags saft.

Her er det bare en lille bitte drink med 1 cl. rom, så på billedet der er brugt nogle få blade mynte til hvert glas. Bemærk, at jeg bruger marokkansk mynte, som smager mere af spearmint. Det er rigtigt delikat sammen med blommen.
Jeg har ikke tilsat sukker, da den ufortyndede saft indeholder masser af sukker i sig selv.

blomme-mojito-blog

Du skal bruge:

1 del rom
2 dele ufortyndet blommesaft
4 dele danskvand
lidt mynteblade skåret groft ud
1/4-1/2 presset lime

Blommesaft med citron og vanille

blommesaft_opskrift

Jeg har været så heldig at få lov at plukke blommer fra mine naboers bugnende træ. Der var så mange, at de umuligt måtte kunne bruge dem selv, og så tillod jeg mig simpelthen at spørge, om jeg måtte plukke en portion.

Jeg synes, det er så synd, når frugt ikke bruges til noget, og hjemmelavet saft er altid lækker at have i køleskabet. Det er også fantastisk at have til spændende velkomstdrinks og jeg pønser også på at finde på noget lækkert med min blommesaft – måske med lidt rom, men det vender jeg tilbage til.

Du skal bruge (til ca. 3 liter ufortyndet saft)

3,5 kg blommer
saft af 3 citroner
1,75 l vand
2 vaniljestang
ca. 1 kg. (ca. 400 g sukker pr. liter siet saft)

Flæk blommerne og tag stenen ud. Kom blommerne i en gryde sammen med vand og citronsaft. Flæk vanillestængerne og kom i første omgang de tomme stænger i gryden.

Bring blommerne i kog og lad dem simre i ca. 35-40 minutter, indtil de er meget møre. Skum lidt af undervejs.

Lad saften køle lidt ned. Si i første omgang saften igennem et dørslag. Lad den derefter løbe igennem et klæde (jeg bruger en gammel hvid stofserviet).

saft-gennem-klæde

Mål den færdige saftmængde op, så du kan tilpasse sukkeret. Jeg fik godt 2, 5 liter siet saft, som svarer til 1 kg. sukker.

Kom saften i en ren gryde og tilsæt den udskrabede vanille. Tilsæt sukker. Husk at smage til, så du får den sødme, du ønsker.

Kog saften op og lad den småkoge i ca. 5 minutter. Skum af, hvis det er nødvendigt.

Hæld blommesaften på skoldede flasker (brug en tragt). Skyl evt. flaskerne med Atamon, hvis saften ikke bliver drukket inden for de nærmeste par uger.

Opbevares i køleskab.

 hjemmelavet blommesaft med vanille

Skøn hjemmelavet koldskål – som da jeg var barn

Da jeg var barn, hev man ikke bare færdiglavet koldskål ned fra hylderne i Brugsen. Det lavede man selv som en rigtig lækker og frisk sommerdelikatesse.
Selvom, man kan finde god færdiglavet koldskål, så er det altså bare en anden oplevelse at lave det selv. Smagsmæssigt er en gammeldags kærnemælkskoldskål som englene synger – og så er det hyggeligt at smage til med de skønne ingredienser og og finde sin egen perfekte kærnemælkskoldskål.

koldskål opskrift

Det hele tager ikke meget mere end et kvarter og lidt oprydning bagefter.

I gamle dage var vi i øvrigt heller ikke bange for rå æg, og jeg har ikke tal på de æggesnapser, jeg har konsumeret (uden at blive syg). Nu er der heldigvis igen grønt lys for at bruge rå æg i Danmark, så der er ingen grund til at bruge de kedelige pasteuriserede – med mindre, man vil være på den sikre side og fx laver mad til små børn, gamle eller syge.

Her får du min opskrift
2 liter kærnemælk, gerne en økologisk, da de er fremstillet på traditionel vis
4 æggeblommer
200 gram rørsukker
1 vanillestang
Skal og saft fra 1 usprøjtet citron

Pisk en lys og skummende æggesnaps af æggeblommer og rørsukker. Tilsæt kornene fra vanillestangen. Jeg hakker derefter stangen fint og tilsætter den også (hak den i lidt sukker, så er det nemmere, og du får alt det gode med).

Tilsæt ca. 1½ tsk. fintrevet citronskal (brug kun det gule og undlad at komme ind til det hvide på skallen). Tilsæt saften fra citronen. Hold evt. lidt saft tilbage sammen med ekstra revet citronskal, så du kan smage til til sidst.

Rør kærnemælken og æggeblandingen sammen i en stor skål. Smag til og tilsæt evt. sukker og citron.

Sæt din koldskål i køleskabet, hvor den kan holde sig de næste par dage.

Tip Brug en tragt og hænd koldskålen tilbage på kærnemælkskartonerne, så fylder det ikke meget i køleskabet. Den kan næsten være der, og du vil sikker ikke kunne modstå den lille smagsprøve, der bliver tilovers alligevel.

Cookies med hvid cholokade og lakrids

småkager med hvid chokolade og lakrids

Min veninde Sus bød forleden på disse fantastisk gode (og flotte) småkager – eller store småkager om man vil – som hun har fundet opskriften på i Femina. Det eneste, hun har ændret er at gøre kagerne lidt fladere og skrue lidt mere op for ovnen.

De er sprøde og lækre og holder sig flere dage i en kagedåse. Kombinationen af hvid chokolade, lakrids og pistacienødder er rigtig lækker.

Småkager med hvid chokolade, lakrids og pistacienødder

250 g hvedemel
½ tsk. bagepulver
1 tsk. lakridspulver
30 g usaltede pistacienødder
30 g hvid chokolade
180 g smør
250 g sukker
1 æg

Pynt med 25 g pistacienødder og lakridspulver

Bland mel, bagepulver og lakridspulver og vend groft hakkede pistacienødder og chokolade i. Tilsæt det blødgjorte smør og rør sammen med håndmixer eller på røremaskine. Rør sukkeret i og tilsidst ægget.

Rul dejen til en ca. 15 cm. lang pølse, som du pakker ind i bagepapir eller film, og læg den på køl i en halv times tid.

Skær dejen i i ca. 30 kager på ½ cm. i tykkelse og læg dem på en bageplade med bagepapir. Tryk dem gerne lidt ud, så de bliver en anelse større og fladere.

Bages 8-10 minutter ved 200 grader.
Tag kagerne ud og drys med hakkede pistacienødder og lidt lakridspulver. Lad dem køle helt af på en rist. Opbevares i en kagedåse med tætsluttende låg.

småkager med hvid chokolade

 

Hurra for de danske råvarer

Brug danske råvarer

Vi er bare så priviligerede i Danmark, når det kommer til lækre friske råvarer af høj kvalitet. Når det kommer til frugt og grønt er forskellen til at føle på. Vidste du fx, at:

  • Du får 50% færre pesticidrester ved at vælge danskproduceret frugt og grønt.
  • Danmark er det førende land i verden inden for biologisk bekæmpelse. Biologisk bekæmpelse betyder, at der anvendes et nyttedyr eller en svamp/bakterie til at bekæmpe skadedyr.
  • Til dyrkelsen af dansk frugt og grønt anvendes vand med drikkevandskvalitet

 

Frugt og grønt er bare bedre og friskere, når det er plukket tæt på os. Vandindholdet er højere og sprødheden bedre.
Og hvis vi bliver lidt mere bevidste om at udnytte de sunde, friske og lækre danske råvarer, der er i sæson, ville der ikke alene blive langt færre lastbiler på motorvejene gennem Europa, det vil også give os en mere varieret og sundere kost.

Lige nu er Danmark et sandt eldorado af skønne jordbær, ærter, blomkål, gulerødder, rabarber, kartofler, salat, kål, radiser og meget mere. Klik på billedet herunder og få en super god oversigt over, hvad der er i sæson i de enkelte måneder. Lige til at printe ud og hænge op på køleskabet.

Danske råvarer efter sæson

 

 

Godt nyt til grillen og salaten

grillost halloumi


Har du brug for lidt nyt til grillen i år – eller noget spændende (og hurtigt) fyld til salaten? Så skulle du måske prøve at grille ost? Under de sydligere himmelstrøg er det ikke et ukendt fænomen og kendes også som halloumi. Osten bliver grillet og sprød udenpå, men løber ikke, går ikke i stykker og er fast indeni.

Taverna grillost med chili

Grillosten som jeg har brugt her, fra Taverna, smager i det hele taget ikke særlig “oste-agtig”. Den faste konsistens gør, at den fint kan erstatte kødet i en salat eller i fx en vegetarburger.
Og så er da det også bare sjovt med lidt nyt til grillsæsonen!

Grillosten, som fås både som neutral og med chili, kan også steges på grillpande eller almindelig pande. Den skal bare have 2 minutter på hver side. Grillosten smager og mætter virkelig godt, og er efter min smag bedst, når den er varm.