Tag Archive for: operation

Egentlig ville jeg slet ikke have fortalt det denne gang – fordi, det skulle holdes småt og udramatisk – men nu er jeg næsten ude på den anden side og klar til at dele mine erfaringer. Mit håb er, at det kan være til glæde for andre i samme situation.
For to måneder siden var der igen et fund i min mammografiscreening, og jeg måtte en tur mere igennem møllen. Denne gang med et andet overblik, ro og viden, og heldigvis var der, i modsætning til sidst, udelukkende tale om celleforandringer/forstadier (DCIS). I dag er jeg ovenpå igen, RASK, glad og tryg, opereret – succesfuldt i første forsøg – og mangler nu “bare” tre uger med forebyggende strålebehandling.


Dét, som de fleste kvinder frygter, skete for mig for anden gang for to måneder siden! Min rutinemæssige mammografi viste nogle mikroforkalkninger, som lå i et mistænkeligt mønster, der indikerer, at der kan foregå noget suspekt.

 

 TO gange har jeg nu oplevet, at mammografien viser noget unormalt – ikke mærkbart for mig selv og derfor netop det, som mammografien virkelig skal og kan. Finde små tilfælde, før de bliver store!

 

Røntgenlægen var ikke i tvivl – det så ud som DCIS igen. Duktal Carcinom In Situ – forstadier til brystkræft, der endnu ikke har evnen til at sprede sig, men bliver, hvor de er, inde i mælkekanalen.
En efterfølgende biopsi viste, at hun havde ret. Der var unormale celler i et lille område på ca. 1 cm.

 

I 30-50% af tilfældene vil DCIS blive til invasiv kræft i en kvindes levetid. I resten af tilfældene vil de ikke – men problemet er, at man ikke ved, hvem der udvikler kræft, og hvor hurtigt, og hvem, der ikke gør. Derfor sker der en kalkuleret overbehandling af nogle kvinder. Jeg er dog sikker på, at jeg er blevet sparet for et alvorligere forløb i fremtiden.


Først efter operation og mikroskopi ved man, om de unormale celler er begyndt at røre på sig derinde og blive til brystkræft. Så et mammografifund med forstadier er ofte startskuddet til en meget usikker periode.

Forstadier, DCIS som i mit tilfælde, lyder måske uskyldigt, men det kan være så udbredt, at hele brystet skal fjernes, og efter brystbevarende operation er stråler som regel standarden. Men eftersom det ikke har evnen til at sprede sig, så slipper man til gengæld for fjernelse af lymfer, kemo- og hormonbehandlinger.


Meget at glæde sig over

Der var også meget godt i det for mig, når det nu skulle være, at frygten blev til virkelighed:

* Der var ingen knude!
* Området var et lille screeningsfund
* Det var IKKE et tilbagefald, men et nyt tilfælde på den anden side. (Ekstra gode nyheder til mig, der har opgivet antihormonbehandlingen).

Selvom det var møgærgerligt og irriterende, så var der også meget at glæde sig over – og nu kendte jeg jo proceduren. Så her besluttede jeg mig for, at det bedste ville være for mig at holde lav profil, holde tingene nede på jorden og se det hele som en “ekspeditionssag” så godt jeg nu kunne. Og så ellers støtte mig til mine nærmeste familie og tætte venner.

Og det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel, at jeg netop har prøvet turen før og vidste, at jeg kunne klare det hele.

Ingen fjernelse af lymfer – og ingen tumordannelse denne gang!

Efter operationen var jeg selvfølgelig meget spændt på, om der gemte sig grimme overraskelser i området med forandrede celler – det gjorde der sidste gang, for tre år siden, i form af to tumordannelser på 6 mm., så jeg havde en dårlig erfaring med mig i bagagen.

Jeg slog mig dog nogenlunde til tåls med, at der var lavet ti store biopsier på det lille område, og at de kun viste DCIS.
Heldigvis viste det sig at holde stik. Så dermed slap jeg også for fjernelse og undersøgelse af lymfeknuder under armen! Den efterfølgende stramhed under armen tager det nemlig noget tid at få bugt med.

Selvom, man ikke har invasiv kræft, men “kun” forstadier, så er strålebehandling standard for de fleste, der får en brystbevarende operation. Stråleterapi er langt mere skånsom i forhold til tidligere, og jeg ved fra sidst, at de 15 gange (5 dage om ugen i tre uger) ikke kommer til at give mig nævneværdige gener.


To flotte ar!

Jeg skrev en mail til min tidligere, fantastisk dygtige og respekterede kirurg på Herlev Hospital, som havde gjort et så fantastisk job – også kosmetisk – for mig sidste gang. Han tog mig straks ind, og under sine vinger, føler jeg, og igen har han lavet en smuk operation, hvor jeg stort set bare efterlades med et tyndt ar.

Så nu har jeg to flotte ar – et på hver side – der vidner om, hvor heldig jeg er! Jeg er egentlig ikke særlig forfængelig i den henseende, men dog glad for, at jeg er indehaver af to intakte bryster. At jeg er blevet fanget i tide i screeningen. At jeg har haft små tilfælde. At jeg er rask og værdsætter livet.

Brystkræft er mange forskellige ting

Brystkræft er mange forskellige ting og i mange grader af aggressivitet og alvorlighed. Det, som jeg har haft, kommer, med min kirurgs ord, ikke til at lægge mig i graven. Det er rart at høre! Og jeg deler også min historie her, fordi andre, som hver dag kommer i en tilsvarende situation, kan læse, hvordan jeg er kommet igennem.

For selvom det er i den mindre afdeling, og andre står i langt, langt mere alvorlige sygdomsforløb, så er det stadig barskt at komme igennem. Jeg har selv været så heldig at kunnet læne mig op ad gode venner, der er læger og sygeplejesker, og ikke mindst veninder, der selv har været igennem brystkræft- og DCIS-forløb.

Jeg er et nyt sted

Her, efter anden gang i møllen, er jeg nu igen et nyt sted. Jeg har undervejs forliget mig med, at jeg ikke kan kontrollere, hvad der kommer i fremtiden. At frygt tilhører fremtiden, og at jeg ikke har lyst til, at den skal ødelægge mit liv her og nu.

Denne gang har jeg valgt at vende ind i mig selv – fokusere på min væren, på nuet, på roen, på glæden over livet. Mine prioriteter.

Nu, hvor jeg så alligevel også vender ud og fortæller historien, selvom jeg havde besluttet det modsatte, er det i håb om, at det kan være til støtte for andre i samme situation ♥

Om man benytter sig af mammografiscreeningen eller ej er, og skal være, en privat afvejning af fordele og ulemper. For mit vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at det har sparet mig for langt større og alvorligere sygdomsforløb i fremtiden.

I foråret valgte jeg at være åben her på bloggen omkring mit sygdomsforløb, som efter den almindelige mammografiscreening viste sig at komme til at kaste mig ud i to operationer og siden også 15 strålebehandlinger og forebyggende anti-hormon de næste 5 år. Dels fyldte det ALT hos mig – og jeg kunne ikke tænke mange klare tanker om noget andet – og dels, så tænkte jeg, at en personlig blog ikke nødvendigvis kun kan indeholde alt det lyse og sjove, og at jeg måske endda kunne være til hjælp og støtte for andre, der kommer i en lignende situation.

Jeg er nu kommet godt igennem, og jeg har det rigtigt godt, men der er ting, som er grundlæggende forandret. Selvfølgelig ville jeg gerne have været de tre måneder i helvede foruden, men når det nu skulle være, så er jeg i dag et klogere menneske, mere mindful, og mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig og hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg har fået nye prioriteringer, større taknemmelighed for livet, og et endnu større fokus på kost, motion, indre balance og forebyggelse i det hele taget.
Egentlig har jeg ikke noget behov for at svælge i sygdommen, men jeg vil alligevel gerne runde det af her på bloggen med en status, og herunder en forklaring på, hvor jeg er nu – og hvorfor jeg bl.a. er begyndt at tænke i nye baner i forhold til sundhed, motion, balance og velvære.

Det kan lade sig gøre at komme godt videre!

Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at skrive ordet brystkræft i sammenhæng med mig selv, og det her indlæg er bestemt ikke et af dem, der bare flyder af sig selv. Jeg har lagt det bag mig på meget kort tid, og jeg forbinder det ikke længere rigtigt med mig selv. Jeg er næsten overtroisk bange for en slags nemesis ved at skrive, at alt går så utroligt godt. Men nu gør jeg det alligevel, fordi jeg håber, at det kan give inspiration, håb og mod til andre kvinder, som står i samme situation eller måske er bange for at gå til screeningen.

For brystkræft rammer hver 10. kvinde og mammografiscreeningen finder hver eneste dag kvinder, der, ligesom jeg, skal igennem en veritabelt angsthelvede, som det kan kræve ufatteligt med ressourcer og energi at komme videre fra. Men det KAN lade sig gøre. Ikke ved at fornægte det eller putte det væk, men for mit vedkommende ved at tage tyren ved hornene, være åben, bruge mit netværk, kæmpe og gøre alt, hvad jeg selv kan, for at forebygge både ny sygdom, bivirkninger af medicinen og angst.

Jeg fatter ikke, at det kun er to måneder siden!

Der er nu gået to måneder, siden det hele sluttede og jeg den 7. juli i søndagsindlægget kunne fortælle, at jeg var helt ude på den anden side. Strålebehandlingerne stod på i det meste af juni måned, og effekten fortsatte i yderligere to uger.

Selv er jeg forundret over, at det ikke er længere tid siden, når jeg kigger tilbage i min kalender og ser alle tiderne på hospitalet stå der.
Jeg føler mig fysisk helt på toppen igen efter at have været igennem, hvad der for bare to måneder siden føltes som helvede tur-retur. På det tidspunkt var jeg så traumatiseret at hele forløbet, og jeg var dybt nervøs for, hvor længe jeg ville komme til at kæmpe med angsten for tilbagefald og for sygdom i det hele taget. Men jeg gik til kamp med optimisme og kampgejst, og en klar strategi, som jeg også skrev om her på bloggen, hvilket har hjulpet mig til at gøre tingene meget bevidste og klare.

Jeg løber ligesom før igen, jeg har fået energien tilbage, og alle fortæller mig, at jeg ser godt ud, hvilket er rart at høre! Når jeg tænker på, hvor mærket, jeg var, og hvordan jeg tøffede afsted på mine løbeture, som om jeg var firs år gammel, så er det godt nok gået stærkt med at komme tilbage.
Mit bryst er forunderligt nok, efter de to operationer, fuldstændigt normalt igen, og der er intet at se udover et tyndt ar ude i siden, så også her har jeg været heldig. Ikke, at det er det vigtigste i den sammenhæng – for det afgørende er at være rask – men jeg er nu alligevel taknemmelig.

På den ene side, så oplever man en utrolig sårbarhed, men på den anden side kan det også vendes til en styrke. Mine prioriteter er mere klare, og jeg står mere fast på mig selv og er mere bevidst om, hvad jeg vil og ikke vil stå model til.

Jeg er stolt af mig selv

Når jeg selv går tilbage og læser her på bloggen, så kan jeg se, hvor positiv og optimistisk, jeg har været hele vejen igennem. Og konstruktiv. Det er der ingen tvivl i mit sind om, har været en vigtig faktor for, at jeg er kommet så godt ud på den anden side.

Den 16. juni skriver jeg om, at jeg 2/3-dele igennem strålerne, uden bivirkninger, at energien er på vej tilbage og at alt går efter de planer, som jeg har lagt for mig selv. Derudover kan jeg læse, at jeg både havde været til yoga, øvet qi gong og løbet 7 km. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg i dag er utroligt stolt over mig selv, når jeg ser tilbage på, hvordan jeg har klaret det. Jeg har virkelig kæmpet med al magt for at tro på det bedste og holde fast i taknemmeligheden og det positive.

Jeg elsker selv det her super glade indlæg, Jeg kan trække vejret igen – jeg er rask og har en plan – jeg kan nærmest mærke det fysisk, når jeg genlæser det. Både hele forløbet, som er samlet her, og også alle de følelser, al den angst, alle de undersøgelser. Alt mit fokus på at tro og ønske det bedste, at være taknemmelig, når det gik godt, og lettelsen, da det hele var forbi og jeg kunne kalde mig rask. Jeg var bevidst om det psykiske efterspil, og jeg vidste, at det var noget, jeg ville arbejde målrettet på at komme ud over. Nogle kæmper i årevis, og jeg var faktisk mere nervøs for det mentale end det fysiske på det her tidspunkt.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at frygten aldrig dukker op, men det bliver sjældnere og sjældnere og mere og mere kortvarigt, at det lige skyller ind over mig. De første kontroller bliver selvfølgelig ikke sjove, men med tiden bliver det ikke anderledes end for alle andre. Nu ved jeg, hvor meget, jeg kan klare, og at jeg er i stand til at kæmpe, og jeg tror dybt i mit hjerte ikke på, at det kommer igen. Det er i øvrigt også noget, som er en del af den positive tænkning og meditation, som jeg benytter mig af.

Påvirkningen for familie og venner

Alt det, som jeg måtte igennem, havde naturligvis også omkostninger for min familie og mine venner, der står mig nær. Det er slemt at være den, som lægger krop til, men det er bestemt heller ikke rart for ens omgivelser, særligt min mand og mine forældre, men også resten af min familie og mine venner. Jeg har været priviligeret med enorm støtte hele vejen igennem fra mange sider, og det er dejligt for mig at opleve, at også de nu er kommet over den værste forskrækkelse. De oplever min styrke og ser mig være helt tilbage, og jeg tror ikke, der er nogen, der ikke er overbevist om, at det her er et overstået kapitel. Tankerne og troen – også fra omgivelserne – er vigtige, og det hjælper mig til at komme videre, at også de er videre.

Nogle veninder er blevet påvirket at min situation til at kaste et blik på deres egen sundhed. En er gået til en længe udskudt mammografi, en vil trappe ud af østrogentilskuddet, en vil stoppe med at ryge. Alt positivt, der kan komme ud af det, som jeg er gået igennem, giver mig så meget mening. For så har det været godt for noget!

Jeg holder min plan

Allerede den 19. maj, havde jeg min plan klar, og den holder stadig. I søndagsindlægget, hvor jeg også overskrider mine grænser for at vise, hvor flot en brystbevarende operation kan laves, fortæller jeg om, hvordan jeg har tænkt mig at komme videre. Her gør jeg mig tanker om, at angsten æder sjæle op, og at ingen af os har behov for at gå og tænke på, hvad der potentielt kan ramme os i fremtiden. For mig har det helt sikkert også haft en terapeutisk virkning at formulere disse ting på bloggen.

Jeg skriver også om, at jeg tror på positiv tænkning, og på, at vi tiltrækker meget af det, som vi går og tænker på og forestiller os. Jeg har ingen tvivl i mit sind om, at mine tanker, ønsker og taknemmeligheder har hjulpet mig godt igennem – og stadig gør det – og i dag går jeg ikke rundt med angst for tilbagefald eller ny sygdom. Jeg skal selvfølgelig til kontrol og til samtaler, og det bliver ikke sjovt de første gange, men jeg ved nu, at jeg har den mentale styrke til at stå imod det.

Kost og motion 

Da jeg erfarede, at celleforandringerne var begyndt at blive til østrogenfølsom cancer, ændrede jeg straks min kost og begyndte at spise forebyggende (læs mere her) og tabte ret hurtigt 3 kg. En lav vægt er, ligesom motion, store forbyggende faktorer. Jeg var slank i forvejen, så der var ikke meget at give af, men den nye kost gjorde helt automatisk sit, og min krop har nu stabiliseret sig på det nye niveau, og jeg ser ikke pillet ud som i starten, hvor jeg jo også var meget belastet af situationen.

Jeg lever ikke fanatisk, men med nogle overordnede rammer, der indebærer meget mere grønt og frugt, mindre kød, få færdigfremstillede produkter, meget lidt alkohol og mindre sukker. Jeg er også overbevist om, at det er grunden til, at jeg ikke lider under bivirkninger fra den medicin, jeg nu skal tage. Slækker jeg på kosten i nogle dage, fx i forbindelse med, at vi skal ud og spise, så begynder jeg at få hedestigninger af anti-hormonerne. Særligt sukker i for store mængder kan jeg mærke er dårligt for mig, men til dagligt har jeg ingen problemer overhovedet.

Derudover tager jeg de kosttilskud, som jeg finder relevante, hvilket jeg vil vende tilbage til her på bloggen. Jeg løber (11 km. forleden 🙂 ), dyrker yoga, mediterer ind imellem, lærer qi qong, undgår stress og har fokus på velvære og mindfulness.
I går fik jeg fået taget hul på noget mere styrkepræget træning, hvilket var det sidste, jeg manglede.

qi gong

Jeg er blevet afhængig af qi gong!

Det hele har jeg implementeret i mit liv. Fordi jeg har lyst, fordi det giver mening, og fordi jeg kan lide det og ikke kan lade være.

Jeg er blevet åben overfor nye ting

Mit sygdomsforløb har uden tvivl åbnet mine øjne og mit sind for nye ting. Jeg har i snart 13 år haft tai chi og qi gong lige foran min næse, fordi Sten dyrker det dagligt og på et højt plan. Trods flere tilbud om at lære det, har jeg ikke været der, ikke kunnet rumme det eller set værdien i det. Men med sygdommen opstod behovet, og jeg åbnede mig overfor det. Jeg er et nyt sted, og jeg har brug for andre ting – for alt, hvad der er godt for mig og kan bibringe mig sundhed, indre ro, nærvær og styrke. Det er netop noget af det, som qi gong kan, og som jeg nu er godt i gang med at lære.
Det vil jeg vende tilbage med meget mere om i løbet af ugen.

Jeg har også været til healer, hvilket jeg er overbevist om har fjernet den sidste angst og givet mig endnu mere livsmod og energi, så jeg nu kan sige, at jeg 100% er tilbage og er mig selv igen fysisk og energimæssigt. Det kan du læse mere om her.

Kostmæssigt har jeg fået en ny forståelse for sammenhængen mellem vores helbred og livskvalitet og dét, vi putter i munden. At dét, vi spiser, kan helbrede os – og gøre os syge. Det beskæftiger jeg mig en del med nu, og selvom kost længe har interesseret mig, er der gået et lys op for mig på et dybere plan. Jeg er ikke rigid, og der er ikke noget, jeg ikke kan spise, men i dagligdagen, sørger jeg for at få en masse gode ting, og undgår ting som slik, alkohol og industrifremstillet pålæg, kiks, kager m.v.

Jeg er taknemmelig

Ville jeg have været sygdomforløbet foruden? Ja, det var ganske forfærdeligt at stå igennem. Men jeg accepterer, at det skulle være, og jeg tror, det kom af en grund. Først og fremmest fordi, jeg havde været stresset i for lang en periode, og måske fordi, jeg havde mistet lidt af taknemmeligheden for alt det, jeg har. En fantastisk mand, familie, venner, et smukt hjem, tryghed, frihed, en vidunderlig lille hund, og en masser udfoldelsesmuligheder, som det bare er om at gribe.

Der er nok noget om den buddiske læresætning, min bror har sendt til mig: “Vi ved kun, at vi har det godt, fordi vi også har prøvet at have det dårligt”.

 

Jeg har været heldig, og jeg blev i sidste ende et mønstereksempel på, hvorfor man tilbyder mammografiscreeningen. Derfor vælger jeg at være taknemmelig, fremfor at have ondt af mig selv over det, der er sket. Jeg har valgt at gå ind i kampen og tage ansvar og gøre alt, hvad jeg selv kan for at undgå, at noget lignende skal ske igen.

Jeg står ikke det samme sted, som jeg gjorde før. Jeg har fået en forskrækkelse, en tur i centrifugen, jeg føler, at jeg har været i helvede og været heldig at komme retur. Min forståelse for andre, der oplever sygdom er blevet større – jeg er blevet et klogere og forhåbentlig også et lidt større menneske. Min tillid til min egen krop og sundhed har lidt et knæk, men jeg er ved at bygge den op igen i takt med, at min form og fysiske styrke er vendt tilbage, og jeg er blevet endnu mere bevidst om, hvor vigtigt det er at holde kroppen sund.

Jeg har åbnet mig overfor alternative tanker, og jeg er blevet meget mere bevidst om alle de ting, som bringer mig i balance. Jeg prioriterer at være i nuet, har forstået vigtigheden af meditation og noget så simpelt som at trække vejret. Jeg mærker mig selv og mine egne behov på en ny måde.
Jeg har kæmpet, og det fortsætter jeg med at gøre – mit liv er ikke helt det samme længere, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Tværtimod, så fortsætter jeg med en langt større bevidsthed og taknemmelighed og i en endnu sundere udgave end før.

I dag er det nøjagtigt 2 måneder siden blev jeg udtaget til 2. runde – i det, som man IKKE vil udtages i. Nemlig mammografiscreeningen!
Herefter er jeg blevet stukket og skåret i og har ventet på svar i een uendelighed. På et tidspunkt forbandede jeg det langt væk og tænkte, at jeg ALDRIG skulle have været gået til den mammografi – i dag er jeg LYKKELIG for, at jeg gjorde det! Nu skal jeg fortælle dig i detaljer hvorfor.

Den 5. april kunne jeg glad – og åbenbart en smule naiv – skrive her på bloggen, at jeg kunne sætte et punktum efter operationen for DCIS i brystet. Og til dig, der tænker, hvad pokker er DCIS, så kan jeg fortælle, at det er celleforandringer i brystets mælkegange, der med tiden i ca. 50% af tilfældene vil udvikle sig til invasiv kræft. Duktal Carcinom In Situ, hvor In Situ betyder, at det er, hvor det er – det har ikke evnen endnu til at metastere eller invadere det omkringliggende væv. Også kaldet brystkræft i stadie 0. Det er ikke noget, jeg kan dø af, og i mit tilfælde er der kun eet mindre område, som kun er blevet fundet pga. mammografiscreeningen.

Alt gik jo så fint første gang, jeg følte mig frisk og brystet så stadig pænt og normalt ud, eftersom området, der skulle ud, ikke var så stort. På det tidspunkt var det slet ikke i mine tanker, at der kunne eksistere en risiko på 15% for, at der ikke var tiltrækkelige sygdomsfrie rander, når der blev tjekket efter i mikroskopet efter operationen. Mærkeligt nok, for jeg synes ellers, at jeg har læst og studeret og sat mig ind i alle detaljer.

Men, som som jeg også skrev forrige søndag, så gik det ikke helt efter bogen, for der manglede nogle millimeter på nogle af de rander rundt om området, som skal være sygdomsfrie, så i tirsdags måtte jeg en tur på operationsbordet igen. Alt er heldigvis gået fint, og jeg er allerede rimelig frisk igen. Nu skal sårene – for der er flere denne gang – bare hele her de næste par uger.

Egentlig tænkte jeg, at jeg ikke ville vise det her billede, for jeg er allerede videre og føler mig rask, og har ikke  behov for at identificere mig så meget med forløbet. På den anden side – sådan så jeg ud i tirsdags en time efter operationen. Meget, meget, meget lettet!

Mikroskopet viste, at DCIS’en var begyndt at røre på sig!

Hvad, der yderligere er med til historien er, at mikroskopet også viste, at mine celleforandringer faktisk var begyndt at røre på sig! Så småt, at det ikke har vist sig i hverken mammografi, ultralyd eller MR-scanning. Men nok til, at jeg nu lige var kravlet over hegnet og hen i den mere ondartede afdeling. Rent praktisk betød det, at der nu også skulle tages forskellige blodprøver, røntgen af mine lunger – samt udtagelse af de første lymfeknuder under operationen. Endnu en omgang med nervøsitet, men jeg hæftede mig ved, at lægen ikke fandt sandsynligheden så stor for, at der skulle være noget. Sygeplejersken slet ikke.

Da jeg vågnede af narkosen i tirsdags var mit første spørgsmål, om der var noget i lymfen – og svaret var et klart og rungende NEJ! Så kom lettelsens tårer, for det havde trods alt tynget mig, at der var en potentiel risiko, der skulle undersøges. Det er derfor en meget LYKKELIG dag – endda på Stens fødselsdag.

Vi er i den allerførste og lille ende, men havde jeg ikke taget mammografiscreeningen, så havde der været en stor risiko for, at jeg om nogle måneder eller år var kommet med en mærkbar knude og måske en spredning til lymferne. I stedet kan jeg nu glæde mig over, at det hele burde være væk nu – men ellers tager vi en tur mere. Nu kender jeg jo rutinen og ved, at jeg har en god fysik til at stå imod det og komme hurtigt over det – nu med både det gamle sår skåret op igen og to nye snit under armen. Men skidt med det, alt det fysiske har jeg ikke de store problemer med, men glæder mig bare over, at jeg er rask.

Sig ja til mammografien og gå til læge, hvis du mærker noget!

Jeg har valgt at dele min historie, fordi den desværre er og bliver virkeligheden for rigtigt mange kvinder. Hver 9.-10. kvinde bliver ramt af brystkræft i deres levetid, og mange går igennem et forløb som mit – og endda langt værre end mit. Jeg kan trods alt klare den med en operation og evt. noget efterspil af en art, som jeg kommer tilbage til, for at forebygge, at det kommer tilbage.
Dels er det vigtigt at høre andres historier, og vide, at man ikke er alene. Dels vil jeg gerne opfordre til at overveje at tage i mod de screeninger, der bliver tilbudt. Der findes en overdiagnostik og en overbehandling sted – det er en risiko, man må løbe – men mit tilfælde er altså et solstråleeksempel på at blive fanget på det helt rigtige tidspunkt, før sygdommen bliver kritisk og meget behandlingskrævende.

Ud på den anden side igen!

Nu mangler jeg “bare” efterspillet. Forhåbentlig er de sygdomfri rander gode nok nu – det tror jeg på, for jeg er så heldig at være ramlet ind i en af landets allerbedste kirurger på Herlev hospital. Men DCIS er umuligt at se med det blotte øje og han har været så påpasselig med at give mig en skånsom behandling og kun at tage det nødvendige.

Dernæst skal risikoen for tilbagefald elimineres, og det kan godt ende med ÉN operation mere, da jeg på ingen måder er fan eller kan se logikken i stråling i mit tilfælde (og det er lægen tydeligvis heller ikke, selvom det normalt er standard for alle med både kræft og celleforandringer). Så jeg er måske ikke helt færdig med at være under kniven endnu – men pyt, jeg er RASK og det er det vigtigste. På det punkt føler jeg mig HELDIG – og så priviligeret i forhold til, hvad andre, jeg kender og holder af, slås med.

Jeg er endda stadig stort set hel at se på – det er som sagt stadigvæk – og heldigvis – et tilfælde i den LILLE afdeling.
Jeg har fået en flot blå plet (pga. kontrastvæske under huden), som om, jeg er ved at mutere til smølf, som jeg kommer til at få glæde af længe. Under alle omstændigheder forventer jeg IKKE at blive hyret som topløs model. Selvom de da faktisk mirakuløst er meget pæne stadigvæk, hvilket man i min situation skal være lykkelig for at kunne sige efter 2 operationer.

Det var den fulde historie, tak, hvis du gad at læse med så langt. Med til den hører, at jeg undervejs har haft, og har, så meget varme og kærlighed strømmende til mig. Fra min FAMILIE og veninder (ingen nævnt ingen glemt – I ved selv, hvem I er), der har støttet mig og lyttet og været med mig hele vejen, og uvurderlig hjælp fra dem af jer, der har prøvet at være igennem det, der var langt værre! (Anni ♥️ Tove) Jer, der har faglig baggrund, som har givet mig sparring og omsorg (Lene ♥️Kamilla).
Fra nær og fjern her på bloggen, på Facebook og på “kvindernes nye kanal” Instagram, som er ved at svømme over af hjerter og god karma.
Jeg tror på, at det hele har en betydning for at komme godt igennem.

Den blev en anderledes – men meget glad fødselsdag i år!

Og ikke mindst Sten, der i hele denne proces har stået mig 100% bi, været med til samtlige hospitalsbesøg og har støttet og taget del i det hele. Jeg er så taknemmelig for at vi er to, der står sammen i medgang og modgang.

Nu er vi snart helt ude på den anden side – og jeg synes, det er billigt sluppet, når det nu skulle være. Til jer, der bliver tilbud SCREENINGER vil jeg bare anbefale at tage imod dem med kyshånd. For mig er det i alt fald gået hen og er blevet en slags solstrålehistorie.