Tag Archive for: brystkræft

,

Slut med løb! Om at acceptere det, vi ikke kan ændre.

Jeg kan ikke løbe mere, mit knæ driller. Det første - og sikkert ikke det sidste - farvel til ting, som jeg ikke længere kan! Men nye døre kan åbnes.

Alt har sin tid, livet forandrer sig – og vi må acceptere at indrette os efter de omstændigheder, der nu en gang er. Først fik jeg slidgigt i min ene storetå – det er til at leve med – og nu har jeg erhvervet mig en meniskskade i det ene knæ. Så jeg har nu for alvor indstiller mig på, at det er SLUT MED LØB. Min første – og sikkert ikke sidste – oplevelse af, at der er noget, jeg ikke længere kan! Læs her, hvordan jeg vælger at takle det.


Summasummarum er, at jeg ikke længere kan løbe! Mit knæ vil ikke være med mere pga. en meniskskade.
I første omgang har jeg fået en blokade, og måske skal jeg have en kikkertoperation senere. Det kan nok godt blive bedre, eller ligefrem godt igen, men min storetå har slidgigt, og der virker som om, at min krop ikke rigtigt kan lide at løbe mere.

Og jeg vil ærligt talt ikke risikere at miste muligheden for lange gåture, at kunne cykle og gå til yoga.

 

Læs om mine 5 veje til at forsøge at holde vægten med alderen.

 

Så jeg har indstillet mig på, at løb ikke længere er inde i billedet. Det første – og sikkert ikke det sidste – farvel til ting, som jeg ikke længere kan!


Den halvfyldte eller det halvtomme bæger

Jeg fylder 57 år i morgen. Det er svært at forstå, at tiden går med så hastige skridt.

Men det er også vigtigt at erkende, at tiden netop er begrænset og at alting er til låns. At vi har det ene liv, og at det er op til os selv at få mest ud af det. Men udgangspunkt i de værdier, vi nu hver især har.

 

Kan vi vende ind i nuet i stedet for at være i fortiden, fortrydelse, fremtiden og bekymringen, så vil verden åbne sig på en ny måde.

 

♥  I stedet for at begræde, at tiden går, og jeg bliver ældre, vil jeg hellere glæde mig over, at jeg ER her. Jeg er rask, jeg har mærket sygdom banke på, men har klaret mig ud på den anden side og er taknemmelig.

♥ Der er – om alt går vel – en ny og spændende tid foran mig, som skal opleves. Endda snart med en ny uddannelse som psykoterapeut og en anden væren-i-verden og nye kompetencer, som måske kan komme andre til gavn også.

♥ Jeg er med tiden blevet bedre og bedre til at vende ind i nuet, nyde livet og mærke, hvad der er godt for mig. Livet bliver egentlig bare bedre og bedre!

♥ Jeg siger til mig selv hver dag, at “det, som jeg har brug for, kommer til mig”! Det giver mig ro, tro og tryghed i det, der sker.

♥ Ingen af os går igennem livet uden modstand og tab. Som kloge folk har sagt, er det afgørende ikke, hvad der sker os, men hvordan vi tager det.

♥ Sindsrobønnen siger det hele: Giv mig sindsro til at acceptere, hvad jeg ikke kan ændre, mod til at ændre, det jeg kan og visdom til at se forskellen.

 

Sindsrobønnen siger det hele: Giv mig sindsro til at acceptere, hvad jeg ikke kan ændre, mod til at ændre, det jeg kan og visdom til at se forskellen.

 

Vores tanker og bevidsthed er afgørende for, hvordan vi har det – og vi vælger langt hen ad vejen selv ♥

 

, ,

Mammografien viste forandringer – jeg er opereret for anden gang!

Egentlig ville jeg slet ikke have fortalt det denne gang – fordi, det skulle holdes småt og udramatisk – men nu er jeg næsten ude på den anden side og klar til at dele mine erfaringer. Mit håb er, at det kan være til glæde for andre i samme situation.
For to måneder siden var der igen et fund i min mammografiscreening, og jeg måtte en tur mere igennem møllen. Denne gang med et andet overblik, ro og viden, og heldigvis var der, i modsætning til sidst, udelukkende tale om celleforandringer/forstadier (DCIS). I dag er jeg ovenpå igen, RASK, glad og tryg, opereret – succesfuldt i første forsøg – og mangler nu “bare” tre uger med forebyggende strålebehandling.


Dét, som de fleste kvinder frygter, skete for mig for anden gang for to måneder siden! Min rutinemæssige mammografi viste nogle mikroforkalkninger, som lå i et mistænkeligt mønster, der indikerer, at der kan foregå noget suspekt.

 

 TO gange har jeg nu oplevet, at mammografien viser noget unormalt – ikke mærkbart for mig selv og derfor netop det, som mammografien virkelig skal og kan. Finde små tilfælde, før de bliver store!

 

Røntgenlægen var ikke i tvivl – det så ud som DCIS igen. Duktal Carcinom In Situ – forstadier til brystkræft, der endnu ikke har evnen til at sprede sig, men bliver, hvor de er, inde i mælkekanalen.
En efterfølgende biopsi viste, at hun havde ret. Der var unormale celler i et lille område på ca. 1 cm.

 

I 30-50% af tilfældene vil DCIS blive til invasiv kræft i en kvindes levetid. I resten af tilfældene vil de ikke – men problemet er, at man ikke ved, hvem der udvikler kræft, og hvor hurtigt, og hvem, der ikke gør. Derfor sker der en kalkuleret overbehandling af nogle kvinder. Jeg er dog sikker på, at jeg er blevet sparet for et alvorligere forløb i fremtiden.


Først efter operation og mikroskopi ved man, om de unormale celler er begyndt at røre på sig derinde og blive til brystkræft. Så et mammografifund med forstadier er ofte startskuddet til en meget usikker periode.

Forstadier, DCIS som i mit tilfælde, lyder måske uskyldigt, men det kan være så udbredt, at hele brystet skal fjernes, og efter brystbevarende operation er stråler som regel standarden. Men eftersom det ikke har evnen til at sprede sig, så slipper man til gengæld for fjernelse af lymfer, kemo- og hormonbehandlinger.


Meget at glæde sig over

Der var også meget godt i det for mig, når det nu skulle være, at frygten blev til virkelighed:

* Der var ingen knude!
* Området var et lille screeningsfund
* Det var IKKE et tilbagefald, men et nyt tilfælde på den anden side. (Ekstra gode nyheder til mig, der har opgivet antihormonbehandlingen).

Selvom det var møgærgerligt og irriterende, så var der også meget at glæde sig over – og nu kendte jeg jo proceduren. Så her besluttede jeg mig for, at det bedste ville være for mig at holde lav profil, holde tingene nede på jorden og se det hele som en “ekspeditionssag” så godt jeg nu kunne. Og så ellers støtte mig til mine nærmeste familie og tætte venner.

Og det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel, at jeg netop har prøvet turen før og vidste, at jeg kunne klare det hele.

Ingen fjernelse af lymfer – og ingen tumordannelse denne gang!

Efter operationen var jeg selvfølgelig meget spændt på, om der gemte sig grimme overraskelser i området med forandrede celler – det gjorde der sidste gang, for tre år siden, i form af to tumordannelser på 6 mm., så jeg havde en dårlig erfaring med mig i bagagen.

Jeg slog mig dog nogenlunde til tåls med, at der var lavet ti store biopsier på det lille område, og at de kun viste DCIS.
Heldigvis viste det sig at holde stik. Så dermed slap jeg også for fjernelse og undersøgelse af lymfeknuder under armen! Den efterfølgende stramhed under armen tager det nemlig noget tid at få bugt med.

Selvom, man ikke har invasiv kræft, men “kun” forstadier, så er strålebehandling standard for de fleste, der får en brystbevarende operation. Stråleterapi er langt mere skånsom i forhold til tidligere, og jeg ved fra sidst, at de 15 gange (5 dage om ugen i tre uger) ikke kommer til at give mig nævneværdige gener.


To flotte ar!

Jeg skrev en mail til min tidligere, fantastisk dygtige og respekterede kirurg på Herlev Hospital, som havde gjort et så fantastisk job – også kosmetisk – for mig sidste gang. Han tog mig straks ind, og under sine vinger, føler jeg, og igen har han lavet en smuk operation, hvor jeg stort set bare efterlades med et tyndt ar.

Så nu har jeg to flotte ar – et på hver side – der vidner om, hvor heldig jeg er! Jeg er egentlig ikke særlig forfængelig i den henseende, men dog glad for, at jeg er indehaver af to intakte bryster. At jeg er blevet fanget i tide i screeningen. At jeg har haft små tilfælde. At jeg er rask og værdsætter livet.

Brystkræft er mange forskellige ting

Brystkræft er mange forskellige ting og i mange grader af aggressivitet og alvorlighed. Det, som jeg har haft, kommer, med min kirurgs ord, ikke til at lægge mig i graven. Det er rart at høre! Og jeg deler også min historie her, fordi andre, som hver dag kommer i en tilsvarende situation, kan læse, hvordan jeg er kommet igennem.

For selvom det er i den mindre afdeling, og andre står i langt, langt mere alvorlige sygdomsforløb, så er det stadig barskt at komme igennem. Jeg har selv været så heldig at kunnet læne mig op ad gode venner, der er læger og sygeplejesker, og ikke mindst veninder, der selv har været igennem brystkræft- og DCIS-forløb.

Jeg er et nyt sted

Her, efter anden gang i møllen, er jeg nu igen et nyt sted. Jeg har undervejs forliget mig med, at jeg ikke kan kontrollere, hvad der kommer i fremtiden. At frygt tilhører fremtiden, og at jeg ikke har lyst til, at den skal ødelægge mit liv her og nu.

Denne gang har jeg valgt at vende ind i mig selv – fokusere på min væren, på nuet, på roen, på glæden over livet. Mine prioriteter.

Nu, hvor jeg så alligevel også vender ud og fortæller historien, selvom jeg havde besluttet det modsatte, er det i håb om, at det kan være til støtte for andre i samme situation ♥

Om man benytter sig af mammografiscreeningen eller ej er, og skal være, en privat afvejning af fordele og ulemper. For mit vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at det har sparet mig for langt større og alvorligere sygdomsforløb i fremtiden.

,

Antihormoner eller ej? Ethvert valg i livet kommer med en pris!

Forleden skrev jeg om sårbarhed, og emnet i dag er netop utroligt sårbart for mig – og meget personligt. Jeg kaster mig ud i det og deler mine overvejelser, fordi det er dét, der fylder hos mig lige nu. Det samme gælder for mange andre kvinder, der har været igennem et tidligt brystkræftforløb – og jeg kender også andre, der står i andre dilemmaer om medicin eller ej.
Det handler om, at jeg er ved at beslutte, om jeg ønsker at fortsætte med at tage forebyggende antihormoner for at reducere risikoen for tilbagefald – eller om prisen er for høj!

Tiden går stærkt – og i visse tilfælde er det ikke så dårligt. Jeg nærmer mig allerede to-året for mit sceeningsfund af celleforandringer (DCIS) og siden skulle det vise sig to små dannelser af invasivt karcinom i mit ene bryst.

Heldigvis blev jeg opereret rask og fik efterfølgende strålebehandlinger i tre uger for at slå eventuelle tilbageværende syge celler ihjel. Alt dette gik super godt, og jeg har ingen mén i dag og ser ud som før på nær et ubetydeligt ar (takket være en meget dygtig kirurg). En anelse stramhed under den ene arm, hvor der blev fjernet to lymfeknuder, men ikke noget at tale om. Jeg har trukket, strukket og masseret, så det er blevet helt fint.

De psykiske mén, dem kan man kun forestille sig, når man har prøvet det. Det tager tid at komme sig over chok, traume, sygdomsangst og det er udbredt og almindeligt, at det medfører en forringet livskvalitet for kvinderne. For mit vedkommende blev den første kontrol efter 18 måneder et vendepunkt.

To gange om året får et jeg knogleopbyggende drop, der har en forebyggende effekt i forhold til genkomst af sygdommen – ikke noget at tale om, jeg ser det som en gave. Jeg er halvvejs med det, mangler kun fire gange, så er jeg ude på den anden side med dét ♥

Lidt højere risiko de næste 3 år

 Jeg var meget heldig, når det nu skulle være. Kræften var østrogenfølsom – det vil sige, at den “lever” af østrogen. Derudover var stadiet tidligt, og der var ingen spredning eller invasion af kar. Endelig var jeg over overgangsalderen – derfor lav på østrogen – hvilket medvirkede til, at jeg (med nød og næppe) kunne undgå kemoterapi.

Jeg er som sagt rask, men der vil være en forhøjet risiko for tilbagefald i årene efter. Særligt de første 2 år og dernæst 5 år.

Alle kvinder har en risiko på 10% for at få brystkræft – min risiko var lige efter operationen statistisk set 20% faldende jævnt ned til de normale 10% efter 5 år. Lige nu nærmer jeg mig altså en statistisk risiko på omkring 16% mod en baseline på 10%. Og det er uden at med regne gavnlige livsstilsfaktorer som: at jeg løber (har vist sig i studier at reducere risikoen væsentligt) , holder vægten, spiser sundt, er ikke-ryger og stort set ikke drikker alkohol.

Man kan også vende det om og sige, at jeg har 84% chance for ikke at få det igen, mens alle kvinder gennemsnitligt ligger på 90%.

Derfor er jeg ordineret en forebyggende behandling med anti-hormoner, eller rettere en aromatasehæmmer, der fjerner den sidst rest af østrogen i min krop. Efter overgangsalderen omdanner kroppen stadig mandlige hormoner til østrogen, hvilket bliver hæmmet med pillerne (typisk Letrozol).

20-30% stopper behandlingen med antihormoner

Du kan nok selv regne ud, at det kommer med en pris i form af forskellige bivirkninger. Rigtigt mange får ledsmerter, nogle kan dårligt gå eller komme ud af sengen om morgenen. Nogle får hedeture – og nogle får det psykisk dårligt, depression, hukommelsesproblemer og søvnbesvær. Jeg hører til den sidste gruppe. Fysisk er det ikke noget problem, men verden – og jeg selv – er ikke det samme med pillerne. Det er trist og mørkt, livet er ikke helt så meget værd at leve, og jeg oplever overhovedet ingen momenter af lykke.

Bivirkningerne betyder, at mellem 20 og 30% af alle kvinder vælger at stoppe behandlingen. Og det er også dér, hvor jeg står nu.
Er fordelene større end ulemperne? Jeg synes det ikke.

Overbehandling – vi ved bare ikke af hvem!

Mammografiscreeningen medfører, at der overbehandles mange kvinder med celleforandringer og tidlige stadier af brystkræft.
Helt op til 10-15 kvinder for hver helbredt patient. Problemet er, at det ikke er muligt at vurdere, hvem der vil have glæde af behandlingen, og for hvem det er overbehandling. Lægerne er bange for ikke at gøre arbejdet godt nok, og patienten er bange for at blive syg og ultimativt dø!

Mammografiscreeningen diskuteres da også jævnligt verden over, fordi den af nogle menes at gøre mange raske kvinder syge for at redde livet for nogle få.
Det skal dog siges, at jeg er taknemmelig for, at mit blev opdaget og fjernet tidligt, så det ikke havde spredt sig og givet mig en langt alvorligere sygdom.

Jeg kan jo heller ikke vide, om jeg er uheldig at få noget igen. Men den vigtigste faktor i dag i kampen mod at dø af brystkræft er ikke screeningen, men alle de nye gode behandlingsformer. Min meget erfarne kirurg har sagt til mig, at min risiko er tæt på 0. Ham stoler jeg på, og jeg har også selv en god fornemmelse og tro på min egen sundhed igen.

Der er ingen af os, der kan vide, hvad der sker i morgen. Og ærligt talt, så er det ikke værd at bruge sin energi på at tænke på.

Statistik kan kun give os et fingerpeg, en vurdering af risikoen. Gennemsnitligt, med min diagnose, forandrer anti-hormonerne min risiko for at dø af brystkræft med 0.7 procentpoint de første 5 år. Herefter stiger det over en 15-årig periode til 2.7.

Statistisk set (og det er jo tilbageskuende og ikke medregnende nye behandlingsmetoder) vil 8,4% med min diagnose dø af brystkræft over en 15-årig periode – med antihormonerne faldet dette til 5,7%.
Eller vendt om er min statistiske overlevelse 94,3% med og 91,6% uden antihormon på 15 år.

At være med beslutningen

Jeg har længe overvejet fordele og ulemper ved at tage medicinen. Kirurgen har direkte sagt, at jeg kan stoppe, hvis det ødelægger min livskvalitet (jeg tror, der er forskellige fløje i lægeverdenen, når det kommer til mammografiscreeningen – det diskuteres til stadighed, om der er videnskabelig dokumentation for, at de gavnlige virkninger overstiger de skadelige).

Jeg oplever faktisk, at pillerne er begyndt at ødelægge min livskvalitet og jeg føler ikke, jeg kan tage dem længere. I stedet satser jeg på kost og motion – og på at have det godt – for at forsøge at reducere den lille ekstra risiko, jeg har.

Og så handler det om for mig, at kunne være med beslutningen. Ikke at gennemgnaske den konstant eller gå og være bange (læs evt. indlægget om at stoppe tankerne med Metakognitiv Terapi). Jeg må tage en beslutning, vælge at tage ansvar for den og finde ro med det. For ellers ødelægger jeg jo bare livet på anden vis og er lige vidt.

Valg er at tage ansvar – og kommer altid med en pris!

Jeg har valgt at dele dette dilemma her på bloggen, fordi alle kan komme i en situation og stå med lignende overvejelser. Det er et yderst personligt valg, som man selv må bære ansvaret for. Et nærmest eksistentielt valg, om man vil leve livet, mens man har det, eller forpeste det for at reducere en risiko. Eller om man vil have sikkerheden for enhver pris og er villig til at betale for den.

Livet består af valg – og de er ikke altid lige lette. Om det er sygdom eller alt muligt andet, så er det op til os at tage ansvar – og ethvert valg, ligegyldigt om man går til højre eller venstre, kommer med en pris! ♥

,

Rask efter tidlig brystkræft – sådan er jeg kommet videre!

I foråret valgte jeg at være åben her på bloggen omkring mit sygdomsforløb, som efter den almindelige mammografiscreening viste sig at komme til at kaste mig ud i to operationer og siden også 15 strålebehandlinger og forebyggende anti-hormon de næste 5 år. Dels fyldte det ALT hos mig – og jeg kunne ikke tænke mange klare tanker om noget andet – og dels, så tænkte jeg, at en personlig blog ikke nødvendigvis kun kan indeholde alt det lyse og sjove, og at jeg måske endda kunne være til hjælp og støtte for andre, der kommer i en lignende situation.

Jeg er nu kommet godt igennem, og jeg har det rigtigt godt, men der er ting, som er grundlæggende forandret. Selvfølgelig ville jeg gerne have været de tre måneder i helvede foruden, men når det nu skulle være, så er jeg i dag et klogere menneske, mere mindful, og mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig og hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg har fået nye prioriteringer, større taknemmelighed for livet, og et endnu større fokus på kost, motion, indre balance og forebyggelse i det hele taget.
Egentlig har jeg ikke noget behov for at svælge i sygdommen, men jeg vil alligevel gerne runde det af her på bloggen med en status, og herunder en forklaring på, hvor jeg er nu – og hvorfor jeg bl.a. er begyndt at tænke i nye baner i forhold til sundhed, motion, balance og velvære.

Det kan lade sig gøre at komme godt videre!

Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at skrive ordet brystkræft i sammenhæng med mig selv, og det her indlæg er bestemt ikke et af dem, der bare flyder af sig selv. Jeg har lagt det bag mig på meget kort tid, og jeg forbinder det ikke længere rigtigt med mig selv. Jeg er næsten overtroisk bange for en slags nemesis ved at skrive, at alt går så utroligt godt. Men nu gør jeg det alligevel, fordi jeg håber, at det kan give inspiration, håb og mod til andre kvinder, som står i samme situation eller måske er bange for at gå til screeningen.

For brystkræft rammer hver 10. kvinde og mammografiscreeningen finder hver eneste dag kvinder, der, ligesom jeg, skal igennem en veritabelt angsthelvede, som det kan kræve ufatteligt med ressourcer og energi at komme videre fra. Men det KAN lade sig gøre. Ikke ved at fornægte det eller putte det væk, men for mit vedkommende ved at tage tyren ved hornene, være åben, bruge mit netværk, kæmpe og gøre alt, hvad jeg selv kan, for at forebygge både ny sygdom, bivirkninger af medicinen og angst.

Jeg fatter ikke, at det kun er to måneder siden!

Der er nu gået to måneder, siden det hele sluttede og jeg den 7. juli i søndagsindlægget kunne fortælle, at jeg var helt ude på den anden side. Strålebehandlingerne stod på i det meste af juni måned, og effekten fortsatte i yderligere to uger.

Selv er jeg forundret over, at det ikke er længere tid siden, når jeg kigger tilbage i min kalender og ser alle tiderne på hospitalet stå der.
Jeg føler mig fysisk helt på toppen igen efter at have været igennem, hvad der for bare to måneder siden føltes som helvede tur-retur. På det tidspunkt var jeg så traumatiseret at hele forløbet, og jeg var dybt nervøs for, hvor længe jeg ville komme til at kæmpe med angsten for tilbagefald og for sygdom i det hele taget. Men jeg gik til kamp med optimisme og kampgejst, og en klar strategi, som jeg også skrev om her på bloggen, hvilket har hjulpet mig til at gøre tingene meget bevidste og klare.

Jeg løber ligesom før igen, jeg har fået energien tilbage, og alle fortæller mig, at jeg ser godt ud, hvilket er rart at høre! Når jeg tænker på, hvor mærket, jeg var, og hvordan jeg tøffede afsted på mine løbeture, som om jeg var firs år gammel, så er det godt nok gået stærkt med at komme tilbage.
Mit bryst er forunderligt nok, efter de to operationer, fuldstændigt normalt igen, og der er intet at se udover et tyndt ar ude i siden, så også her har jeg været heldig. Ikke, at det er det vigtigste i den sammenhæng – for det afgørende er at være rask – men jeg er nu alligevel taknemmelig.

På den ene side, så oplever man en utrolig sårbarhed, men på den anden side kan det også vendes til en styrke. Mine prioriteter er mere klare, og jeg står mere fast på mig selv og er mere bevidst om, hvad jeg vil og ikke vil stå model til.

Jeg er stolt af mig selv

Når jeg selv går tilbage og læser her på bloggen, så kan jeg se, hvor positiv og optimistisk, jeg har været hele vejen igennem. Og konstruktiv. Det er der ingen tvivl i mit sind om, har været en vigtig faktor for, at jeg er kommet så godt ud på den anden side.

Den 16. juni skriver jeg om, at jeg 2/3-dele igennem strålerne, uden bivirkninger, at energien er på vej tilbage og at alt går efter de planer, som jeg har lagt for mig selv. Derudover kan jeg læse, at jeg både havde været til yoga, øvet qi gong og løbet 7 km. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg i dag er utroligt stolt over mig selv, når jeg ser tilbage på, hvordan jeg har klaret det. Jeg har virkelig kæmpet med al magt for at tro på det bedste og holde fast i taknemmeligheden og det positive.

Jeg elsker selv det her super glade indlæg, Jeg kan trække vejret igen – jeg er rask og har en plan – jeg kan nærmest mærke det fysisk, når jeg genlæser det. Både hele forløbet, som er samlet her, og også alle de følelser, al den angst, alle de undersøgelser. Alt mit fokus på at tro og ønske det bedste, at være taknemmelig, når det gik godt, og lettelsen, da det hele var forbi og jeg kunne kalde mig rask. Jeg var bevidst om det psykiske efterspil, og jeg vidste, at det var noget, jeg ville arbejde målrettet på at komme ud over. Nogle kæmper i årevis, og jeg var faktisk mere nervøs for det mentale end det fysiske på det her tidspunkt.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at frygten aldrig dukker op, men det bliver sjældnere og sjældnere og mere og mere kortvarigt, at det lige skyller ind over mig. De første kontroller bliver selvfølgelig ikke sjove, men med tiden bliver det ikke anderledes end for alle andre. Nu ved jeg, hvor meget, jeg kan klare, og at jeg er i stand til at kæmpe, og jeg tror dybt i mit hjerte ikke på, at det kommer igen. Det er i øvrigt også noget, som er en del af den positive tænkning og meditation, som jeg benytter mig af.

Påvirkningen for familie og venner

Alt det, som jeg måtte igennem, havde naturligvis også omkostninger for min familie og mine venner, der står mig nær. Det er slemt at være den, som lægger krop til, men det er bestemt heller ikke rart for ens omgivelser, særligt min mand og mine forældre, men også resten af min familie og mine venner. Jeg har været priviligeret med enorm støtte hele vejen igennem fra mange sider, og det er dejligt for mig at opleve, at også de nu er kommet over den værste forskrækkelse. De oplever min styrke og ser mig være helt tilbage, og jeg tror ikke, der er nogen, der ikke er overbevist om, at det her er et overstået kapitel. Tankerne og troen – også fra omgivelserne – er vigtige, og det hjælper mig til at komme videre, at også de er videre.

Nogle veninder er blevet påvirket at min situation til at kaste et blik på deres egen sundhed. En er gået til en længe udskudt mammografi, en vil trappe ud af østrogentilskuddet, en vil stoppe med at ryge. Alt positivt, der kan komme ud af det, som jeg er gået igennem, giver mig så meget mening. For så har det været godt for noget!

Jeg holder min plan

Allerede den 19. maj, havde jeg min plan klar, og den holder stadig. I søndagsindlægget, hvor jeg også overskrider mine grænser for at vise, hvor flot en brystbevarende operation kan laves, fortæller jeg om, hvordan jeg har tænkt mig at komme videre. Her gør jeg mig tanker om, at angsten æder sjæle op, og at ingen af os har behov for at gå og tænke på, hvad der potentielt kan ramme os i fremtiden. For mig har det helt sikkert også haft en terapeutisk virkning at formulere disse ting på bloggen.

Jeg skriver også om, at jeg tror på positiv tænkning, og på, at vi tiltrækker meget af det, som vi går og tænker på og forestiller os. Jeg har ingen tvivl i mit sind om, at mine tanker, ønsker og taknemmeligheder har hjulpet mig godt igennem – og stadig gør det – og i dag går jeg ikke rundt med angst for tilbagefald eller ny sygdom. Jeg skal selvfølgelig til kontrol og til samtaler, og det bliver ikke sjovt de første gange, men jeg ved nu, at jeg har den mentale styrke til at stå imod det.

Kost og motion 

Da jeg erfarede, at celleforandringerne var begyndt at blive til østrogenfølsom cancer, ændrede jeg straks min kost og begyndte at spise forebyggende (læs mere her) og tabte ret hurtigt 3 kg. En lav vægt er, ligesom motion, store forbyggende faktorer. Jeg var slank i forvejen, så der var ikke meget at give af, men den nye kost gjorde helt automatisk sit, og min krop har nu stabiliseret sig på det nye niveau, og jeg ser ikke pillet ud som i starten, hvor jeg jo også var meget belastet af situationen.

Jeg lever ikke fanatisk, men med nogle overordnede rammer, der indebærer meget mere grønt og frugt, mindre kød, få færdigfremstillede produkter, meget lidt alkohol og mindre sukker. Jeg er også overbevist om, at det er grunden til, at jeg ikke lider under bivirkninger fra den medicin, jeg nu skal tage. Slækker jeg på kosten i nogle dage, fx i forbindelse med, at vi skal ud og spise, så begynder jeg at få hedestigninger af anti-hormonerne. Særligt sukker i for store mængder kan jeg mærke er dårligt for mig, men til dagligt har jeg ingen problemer overhovedet.

Derudover tager jeg de kosttilskud, som jeg finder relevante, hvilket jeg vil vende tilbage til her på bloggen. Jeg løber (11 km. forleden 🙂 ), dyrker yoga, mediterer ind imellem, lærer qi qong, undgår stress og har fokus på velvære og mindfulness.
I går fik jeg fået taget hul på noget mere styrkepræget træning, hvilket var det sidste, jeg manglede.

qi gong

Jeg er blevet afhængig af qi gong!

Det hele har jeg implementeret i mit liv. Fordi jeg har lyst, fordi det giver mening, og fordi jeg kan lide det og ikke kan lade være.

Jeg er blevet åben overfor nye ting

Mit sygdomsforløb har uden tvivl åbnet mine øjne og mit sind for nye ting. Jeg har i snart 13 år haft tai chi og qi gong lige foran min næse, fordi Sten dyrker det dagligt og på et højt plan. Trods flere tilbud om at lære det, har jeg ikke været der, ikke kunnet rumme det eller set værdien i det. Men med sygdommen opstod behovet, og jeg åbnede mig overfor det. Jeg er et nyt sted, og jeg har brug for andre ting – for alt, hvad der er godt for mig og kan bibringe mig sundhed, indre ro, nærvær og styrke. Det er netop noget af det, som qi gong kan, og som jeg nu er godt i gang med at lære.
Det vil jeg vende tilbage med meget mere om i løbet af ugen.

Jeg har også været til healer, hvilket jeg er overbevist om har fjernet den sidste angst og givet mig endnu mere livsmod og energi, så jeg nu kan sige, at jeg 100% er tilbage og er mig selv igen fysisk og energimæssigt. Det kan du læse mere om her.

Kostmæssigt har jeg fået en ny forståelse for sammenhængen mellem vores helbred og livskvalitet og dét, vi putter i munden. At dét, vi spiser, kan helbrede os – og gøre os syge. Det beskæftiger jeg mig en del med nu, og selvom kost længe har interesseret mig, er der gået et lys op for mig på et dybere plan. Jeg er ikke rigid, og der er ikke noget, jeg ikke kan spise, men i dagligdagen, sørger jeg for at få en masse gode ting, og undgår ting som slik, alkohol og industrifremstillet pålæg, kiks, kager m.v.

Jeg er taknemmelig

Ville jeg have været sygdomforløbet foruden? Ja, det var ganske forfærdeligt at stå igennem. Men jeg accepterer, at det skulle være, og jeg tror, det kom af en grund. Først og fremmest fordi, jeg havde været stresset i for lang en periode, og måske fordi, jeg havde mistet lidt af taknemmeligheden for alt det, jeg har. En fantastisk mand, familie, venner, et smukt hjem, tryghed, frihed, en vidunderlig lille hund, og en masser udfoldelsesmuligheder, som det bare er om at gribe.

Der er nok noget om den buddiske læresætning, min bror har sendt til mig: “Vi ved kun, at vi har det godt, fordi vi også har prøvet at have det dårligt”.

 

Jeg har været heldig, og jeg blev i sidste ende et mønstereksempel på, hvorfor man tilbyder mammografiscreeningen. Derfor vælger jeg at være taknemmelig, fremfor at have ondt af mig selv over det, der er sket. Jeg har valgt at gå ind i kampen og tage ansvar og gøre alt, hvad jeg selv kan for at undgå, at noget lignende skal ske igen.

Jeg står ikke det samme sted, som jeg gjorde før. Jeg har fået en forskrækkelse, en tur i centrifugen, jeg føler, at jeg har været i helvede og været heldig at komme retur. Min forståelse for andre, der oplever sygdom er blevet større – jeg er blevet et klogere og forhåbentlig også et lidt større menneske. Min tillid til min egen krop og sundhed har lidt et knæk, men jeg er ved at bygge den op igen i takt med, at min form og fysiske styrke er vendt tilbage, og jeg er blevet endnu mere bevidst om, hvor vigtigt det er at holde kroppen sund.

Jeg har åbnet mig overfor alternative tanker, og jeg er blevet meget mere bevidst om alle de ting, som bringer mig i balance. Jeg prioriterer at være i nuet, har forstået vigtigheden af meditation og noget så simpelt som at trække vejret. Jeg mærker mig selv og mine egne behov på en ny måde.
Jeg har kæmpet, og det fortsætter jeg med at gøre – mit liv er ikke helt det samme længere, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Tværtimod, så fortsætter jeg med en langt større bevidsthed og taknemmelighed og i en endnu sundere udgave end før.

,

Jeg kan trække vejret igen – jeg er rask og har en plan!

For første gang i knap tre måneder går jeg ikke og venter på svar! Hverken på biopsier, MR-scanning, operationer, mikroskopier eller på, hvad der nu skal ske! Nu er jeg erklæret rask, og der er en plan for den forebyggende behandling, som skal sikre, at jeg ikke i fremtiden får tilbagefald af brystkræft. Jeg kan trække vejret igen og det samme kan min familie og alle de andre mennesker i mit liv, som har støttet mig og været bekymrede ♥

Jeg ved også, at mange af jer har fulgt med her på bloggen, hvor jeg har valgt at dele mit forløb igennem de sidste to måneder – og tusind tak for det ♥
Det er en stor lettelse af være rask, og efterbehandlingen, som du kan læse mere om længere nede, bliver også i den milde ende.

Hele forløbet på bloggen!

Jeg startede med at skrive optimistisk om resultaterne af den første kliniske mammografi (som du kan læse her), hvor der indtil videre ikke var noget. Til jeg troede, jeg “bare” skulle opereres for forstadier – og det hele var en nærmest ubetydelig sag, som nu var ryddet af vejen – og til erkendelse af, at jeg 6 uger henne i forløbet havde glædet mig for tidligt og skulle opereres igen. Her var jeg endnu ikke parat til at fortælle, at der faktisk var to små tumordannelser, der havde ført mig over hegnet fra celleforandringer til et tidligt stadie af invasiv kræft. Hele vejen igennem har jeg gjort ALT for at holde fanen højt og troen på det bedste udfald intakt.

Den 3. maj efter min re-operation kom alle kortene på bordet – og jeg er meget taknemmelig for min screening. Jeg har fået taget to lymfer ud, som ikke viser spredning af sygdommen, og jeg føler mig igen meget heldig.

Herefter har de seneste tre søndagsindlæg været præget af den situation, jeg har været i. Fordi det ikke kunne være anderledes – det har været ekstremt hårdt og fyldt næsten alt.
Den 13. maj stod jeg (og min mand, som har været 100% ved min side) overfor 10. besøg på hospitalet og opfølgning på operationen. Igen gik jeg og ventede og tænkte og håbede det bedste af al magt, mens jeg studerede diagnoser og behandlinger på internettet. Operationen var heldigvis vellykket, og der var ingen sygdom i det ekstra område, der var blevet fjernet. Jeg er fuld af beundring for min kirurg!

I søndags gik jeg linen ud og viste mine bryster frem efter to operationer. For at vise, at det er blevet utroligt pænt og for at vise, at en brystbevarende ikke behøver at være så slem, når man er i de små screeningsdetekterede tilfælde. Jeg fortalte også, at jeg nu manglede at tale med onkologen om forebyggende behandling for at undgå tilbagefald i fremtiden.

Jeg er RASK!

I søndags kunne du læse mine tanker om risikoen for tilbagefald og forebyggende behandlinger. Og om, hvad jeg ikke mindst SELV har tænkt mig at gøre.

Jeg har været meget i tvivl – direkte skeptisk – ligesom jeg tror, at rigtigt mange er, når de skal afveje fordele og ulemper i forhold til behandlingernes gavnlighed og bivirkninger. Men igen har jeg været heldig, føler jeg selv. Ikke mindst fordi, jeg er forbi overgangsalderen, så står jeg overfor en langt mildere behandling af mit tidlige, østrogenfølsomme og ikke så store (under 1 cm.) brystkræfttilfælde, end hvis jeg havde været før eller under menopausen. Var det sket et år før, eller havde jeg fået østrogentilskud i overgangsalderen, så var det langt sværere at behandle. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle takke min postmenopausale krop, men halleluja og tak for den! (så overvej det grundigt, hvis du overvejer østrogentilskud, som også øger din risiko for brystkræft).

Hvor jeg i søndags lidt forsigtigt erklærede mig for realistisk rask, så kunne onkologen som det første i onsdags slå fast overfor mig, at jeg ER rask, fuldstændig rask. Det var dejligt at høre så direkte fra en læges mund!

Stråler og medicin skal nulstille min risiko

Alt er ude, og yderligere behandling er ikke for at helbrede mig, men for at sikre mig mod et tilbagefald i fremtiden. Det har jeg besluttet at sige JA til. Sammen med alle mine egne tiltag omkring kost og motion, positiv tænkning, meditation, yoga m.m., vil det nemlig betyde, at min risiko kommer ned på samme niveau som alle andres og jeg skal kun tjekkes hvert andet år. Så det giver mening!
Det betyder, at jeg i juni måned skal have 15 strålebehandlinger – 5 gange om ugen i 3 uger – og jeg skal tage medicin i form af en aromatasehæmmer, der reducerer østrogenet i kroppen, i 5 år.
Igen er jeg i den milde ende, idet stråler gives fra 3-6 uger og medicin i 5 eller 10 år.

Jeg frygter ikke strålerne og ved fra andre, at det ikke er særligt slemt. Desuden har onkologen – som var så sød og empatisk – overbevist mig om, at de nu er blevet så dygtige, at jeg ikke skal frygte for hjerte og lungevæv. Igen må jeg understrege, at jeg er heldig, for det er kun selve brystet, der skal bestråles, da der er ikke er spredning.
Pillerne er en lidt anden sag, og 5 år er lang tid, men jeg har hørt om flere, der slet ikke har bivirkninger, så det satser jeg også på, at jeg ikke får. Meget handler om kost og motion, hvor jeg allerede har sat kraftigt ind. Så jeg vil slet ikke have fokus på bivirkninger (for så skal man i alt fald nok få dem = nocepo effekten).

Jeg kan trække vejret igen!

sund livsstil efter brystkræft

Nu har jeg en plan. Jeg er rask. Min risiko bliver nulstillet. Jeg er heldig. Jeg er færdig med at vente. Jeg er glad og har energi. Vi skal videre!

Jeg føler mig ude på den anden side, nu hvor der ikke er flere ubekendte og kan allerede nu mærke, at jeg trækker vejret på en ny måde og får energien tilbage. Resten af forløbet er praktik, så mit normale liv er allerede så småt ved at vende tilbage. Bevares, juni bliver da med et værre renderi på hospitalet dagligt og måske lidt øm hud, men i forhold til at være angst, så er det ingenting for mig.

Jeg har taget udfordringen op og har indrettet kosten 100% efter at forebygge ny sygdom. Det går fantastisk, og jeg vil snart fortælle mere om, hvad det går ud på. Jeg har også fået en mulighed for at spørge Umahro Cadogan til råds, hvilket du også kommer til at høre mere om. På søndag skal jeg til Yin yoga workshop, og jeg er startet på at løbe igen.

Efter sådan en omgang, bliver livet ikke helt det samme, og jeg er indstillet på, at det skal være endnu bedre, gladere og sundere.

Uge 20 – Fokus og Favoritter

Endnu en uge, hvor min “situation” har været i fokus – og endnu et meget personligt søndagsindlæg. Sådan er mit liv lige nu, og jeg har valgt at dele det sure med det søde. Både for at opfordre til at passe på brysterne, og passe sin mammografi, men også for at vise, at netop små screenings-detekterede forekomster kan være meget mere overkommelige at behandle fremfor senere  fremskreden sygdom. Desværre kan det sidste ikke altid undgås, da der findes sjældnere aggressive former, der vokser meget hurtigt. Så mærker du en knude, så lad være med at gå at se tiden an, fordi du er bange for resultatet eller ikke lige “har tid”!

Det startede med den regelmæssige mammografiscreening i februar, og endte med en række kliniske undersøgelser – og to operationer – og et mikroskopisk fund, der gjorde, at jeg gik fra celleforandringer til et – gudskelov lille og tidligt – stadie af brystkræft for nu at sige det, som det er. Ikke, at det gør den store forskel rent behandlingsmæssigt, for forstadier behandles som tidlige stadier af invasivt kræft alligevel.

Det sker for rigtigt mange kvinder, og 10-11% af os ender desværre i en behandlingskrævende situation.

Operationen gik godt!

I denne uge skulle jeg til opfølgning på min operation og heldigvis var anden operation vellykket med fine sygdomsfrie rander på mindst 5 mm hele vejen rundt – og resultatet nydeligt (som de udtrykker det). Det er som om, at det kosmetiske glider i baggrunden, men alligevel glæder jeg mig da over, at jeg også her er sluppet billigt.

Jeg kunne vælge at gå fuldstændig i koma over, at det her er sket – og det gør jeg da også stadig kortvarigt ind imellem – men jeg vælger altså i stedet at forsøge at sætte alle kræfter ind på at fokusere på alle de her punkter, hvor jeg kan ånde lettet op, når det nu åbenbart skulle være: lille tumorstørrelse, østrogenfølsomt, sygdomsfrie rander, ingen grund til rømning af alle mine lymfeknuder (kun 2 stk. til undersøgelse) – og endeligt, at jeg er forbi overgangsalderen, postmenopausal, hvilket har stor betydning for den efterfølgende risiko og forebyggende behandling for tilbagefald.

Hvordan ser jeg  ud efter to brystbevarende operationer?

Måske tænker du på, hvordan pokker man mon kan se ud efter to brystbevarende operationer, så bider jeg nu hovedet af al skam, og overskrider mine normale grænser, og viser dig det.
Vi har så mange forestillinger og så meget angst omkring sygdom, men det behøver altså ikke være så væmmeligt og skræmmende. Jeg ved godt, at jeg er super heldig, men de fleste ramte kvinder (75%) får altså brystbevarende operationer, og i mindre tilfælde som mit, kan det gøres uden de store forandringer ved hjælp af teknikker fra plastikkirurgien, hvor man flytter rundt på det tilbageværende væv.


Teoretisk set helbredt, men hvad så nu?

Lige nu er jeg i princippet helbredt og lige så rask, som jeg hele tiden har følt mig. Lidt psykisk medtaget, men det skal jeg nok få vendt til noget godt. Der er dog ingen, der kan vide, om der er efterladt en lille celle eet eller andet sted, som måske en dag potentielt vil lave noget ny ravage. Jeg tror det ikke selv! Jeg har en ret veludviklet intuition, som har vist sig gennem forløbet ved, at jeg ikke har følt mig sikker ved de forskellige udredninger. Jeg havde til gengæld en følelse af, at mine bryster ville blive bevaret pæne efter operationerne, og at der ikke ville være grund til at fjerne lymfer. Det fik jeg ret i. Og lige nu kan jeg ikke forestille mig andet, end at det her er overstået. Det er vigtigt at tro og tænke optimistisk, når man kan.

Men een ting er min tro og min intuition. Noget andet er, om jeg tør gamble og sætte alt ind på, at jeg har ret. I næste uge vil jeg få præsenteret de behandlingsmæssige muligheder, som i mit tilfælde kan nedsætte risikoen. Det vil sige stråler på det opererede område for at slå evt. tilbageblevne celler ihjel. Og det vil sige medicin, der nedsætter østrogenet i kroppen.
Jeg ved endnu ikke, hvad jeg vil takke ja til, men især strålerne – som ikke er så slemme, som de lyder, og kun varer nogle få uger – giver altså en væsentlig effekt. Medicinen er derimod en mindre væsentlig faktor, men det hele kommer helt an på, hvilke statistikker, der kommer på bordet, og om jeg kan se flere fordele end ulemper.

Vi har alle en risiko

Sorry to say, men generelt har vi jo alle en risiko for at blive ramt af sygdom – 10-11% for at få brystkræft – og kan kommer ud for så meget. Forhåbentlig er det ikke noget, du går og tænker på det i det daglige. For angst æder sjæle op, og skulle man gå og tænke på det, ville livet jo ikke være værd at leve.  Jeg tror desuden meget på positiv tænkning, og på, at vi tiltrækker meget af det, som vi går og tænker på og forestiller os.

Lige meget, om jeg vælger den ene eller den anden behandling, eller begge, så kan jeg lige så godt indstille mig på fra nu af, at jeg kommer til at leve med en eller anden risiko for tilbagefald, men chancen er er altså langt større for, at det IKKE sker. Men det er ikke noget, der skal have lov at fylde, og skulle der mod forventning komme et tilbagefald kan det jo også behandles, selvom det bestemt ikke er noget, man ønsker.

Der former sig en form for strategi for mig, og jeg er allerede startet på kosten. Jeg har tabt 2 kilo pga. den nye kost, og et lavt BMI er faktisk – sammen med motion – en betydende forebyggende faktor, særligt i mit østrogenfølsomme tilfælde.
Overordnet vil jeg:
* spise forebyggende kost
* tage relevante vitaminer og kosttilskud
* løbe
* dyrke yoga og qi gong – og måske vægttræning
* dyrke mindfulness og positiv tænkning i det daglige
* gøre ting, jeg har lyst til og undgå stress
* sige ja til forebyggende behandlinger, hvis de giver mening.


Nyd det og lev livet!

Det kan være svært, når man går igennem et forløb som mit, og man er igennem hele repertoiret af chok, angst, vrede og modstand på det hele. Men, når det hele begynder at lægge sig, og man får overblik over situationen, er det værd at huske, at der er meget at være taknemmelig over. I mit tilfælde er der i alt fald, fordi jeg ikke er livstruet og potentielt helbredt allerede nu.
Det er selvfølgelig svært, og angsten kan tage over – også den irrationelle – men det bliver bedre dag for dag og uge for uge, og inden for kort tid er jeg helt ude af systemet. Så kommer der kontroller, men som tiden går, og de forhåbentlig er fine, så vil også den angst forsvinde.

I mellemtiden er det vigtigt at nyde det og leve livet! Det bliver man bedre til, når man oplever det, som jeg gør. Man bliver bevidst om ALT det smukke, der er omkring een.
Så jeg vil slutte med et billede af dagens cykeltur i Dyrehaven på en smuk sommerdag med Eremitageslottet og dyrene i baggrunden, Sten bag kameraet og Viola i cykelkurven.

Tak, fordi du havde lyst til at læse med. Nyd den nye uge og tænk på alt det gode, du har i livet ♥

,

Klinisk mammografi: Jeg har ikke brystkræft – men jeg skal opereres!

Det er noget af et tog i fuld fart, som jeg er kommet på efter at jeg tog imod tilbuddet om mammografiscreening! Dét, som jeg naturligvis forventede var en formalitet, er blevet et forløb på nu en måned præget af psykisk belastning – og det er endnu ikke helt slut!

Eftersom jeg jo fortæller med udgangspunkt i mig selv og mit liv her på bloggen, har jeg også besluttet at dele denne historie, som jo desværre også er virkeligheden for mange andre kvinder, og hvor jeg er taknemmelig for at være i den heldige ende. Statistisk set vil hver 10. af os få brystkræft i vores levetid!

Så nu får du næste kapitel i den knap så morsomme føljeton, som jeg står midt i.

Jeg har ikke brystkræft – men jeg har celleforandringer!

Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke har kræft, og det er jeg naturligvis lykkelig og lettet over ♥
Når, man træder ind i dette forløb, så starter det jo med et brev med en indkaldelse til yderligere undersøgelse, og her står alle mulige scenarier åbne. Herefter har det indkredset sig mere og mere, og det er blevet mere og mere håndgribeligt og faktuelt, og for mit vedkommende heldigvis til noget, som er til at håndtere.

Situationen er, at jeg har to meget små knuder i den ene side på omkring 6 mm. Dem er der taget biopsier af, og der er ikke fundet noget ondartet i dem. Den ene vil røntgenlægen alligevel gerne have undersøgt med en MR-scanning for en sikkerheds skyld. Det bliver nu tredie undersøgelse i den side, og hver gang er det forbundet med et pres at vente på resultatet. Men man skal naturligvis kun være glad for, at lægerne er så grundige, når vi nu er i gang.

I den anden side har jeg et lille område med mikroforkalkninger og DCIS (Duktalt Carcinom In Situ). Det er celleforandringer, der sidder i en mælkegang uden spredning til omkringliggende væv. Det er ikke kræft, men i nogle tilfælde vil det – i andre tilfælde vil det ikke – udvikle sig til det over en årrække.

 

NB! Efter at dette indlæg blev skrevet – efter min operation – var der desværre alligevel et par små ondartede tumordannelser i det område, der blev taget ud. Så jeg føler mig meget heldig, at det blev fundet i screeningen! Du kan læse flere indlæg om forløbet her på bloggen ♥
Jeg endte også med at sige ja tak til både stråler og anti-hormonbehandling. Sådan bliver man klogere igennem sådan et forløb!

Antallet af DCIS tilfælde er steget pga. screeningen!

Før indførelse af mammografiscreeningen udgjorde DCIS ca. 5% af de tilstande, som blev konstateret hos kvinder. I dag er det steget markant og forstadier udgør 10-20%, fordi screeningerne – som i mit tilfælde – finder en masse små forandringer i et tidligt stadie.

Omkring 40% vil risikere overbehandling, som er en kendt og oplyst ulempe ved screeningen. (“Ved screening findes to til tre gange så mange kvinder med carcinoma in-situ. Kun skønsmæssigt 40 % af disse kvinder ville udvikle kræft i deres levetid” – kilde: Sundhed.dk).

Det bliver jævnligt diskuteret, om nytteværdien af mammografiscreeningen er større end ulemperne. Fordi den gør raske kvinder syge, giver falsk tryghed for andre, og kun redder livet på ganske, ganske få. Dette skal holdes op med det enorme psykiske pres, det er at gå igennem et forløb, som jeg fx står midt i. Nogle vil ende med psykiske men i lang tid efter.

Problemet er, at ingen kan vide, hvilke forandringer, der fører til kræft, og hvilke, der ikke gør. Vil min tilstand udvikle sig til kræft om ti år, hvis den ikke bliver fjernet?
Hvis svaret er ja, at det ville have gjort det, er jeg naturligvis glad for at bide i det sure æble nu, og få det opereret ud, hvor det er småt og harmløst.
Ville det have været bedre leve i uvished og se, om jeg udviklede symptomer og sygdom over tid?
Det er et svært spørgsmål, og op til hver enkelt kvinde at vurdere, om man vil deltage i screeningsprogrammet. De fleste af os tør jo ikke lade være, og jeg vælger også at se det som noget positivt, at jeg nu får fjernet et potentiel risiko for at udvikle brystkræft, som jo er den hyppigste kræftform blandt kvinder.

Ved mammografiscreening blandt 50-59 årige er der:
2,5% sandsynlighed for at blive indkaldt til yderligere klinisk undersøgelse.
0,65% sandsynlighed for at få påvist brystkræft/forstadier
0,045% sandsynlighed for at undgå at dø af brystkræft.
I de fleste tilfælde er det stadig kvinden selv, som opdager et symptom på brystkræft i form af en knude eller anden form for uregelmæssighed i brystet. (cancer.dk).

Når tidlige stadier af brystkræft eller forstadier, der potentiel kan være en risiko, opdages i en screening, sikres en mere skånsom behandling og en forbedret overlevelse. Der er enighed om, at der sker en vis overbehandling, men at screeningen redder liv. Når man går ind i programmet, bør man dog være klar over de potentielle ulemper i form af psykiske men og en risiko for både falsk positiv og falsk negativ svar. Du kan læse mere her.

Dagkirurgisk indgreb

Mit DCIS sidder kun eet sted, og det er ikke stort, og det er i den laveste grad 1. Desuden har jeg ikke brystkræft i familien.
Men jeg tør naturligvis ikke andet end at få forandringen opereret ud, og det er kun et mindre dagkirurgisk indgreb. Så det skal jeg på torsdag i næste uge.

Ikke desto mindre skal jeg også have en efterfølgende strålebehandling, som man vælger at give som standard til alle uanset udbredelse og risiko, for at sikre sig, at de anormale celler ikke skal komme igen. Det forudsætter naturligvis en succesfuld operation, hvor lægen tager området ud med en passende sygdomsfri margin rundt om, men det forventer jeg selvfølgelig sker. Og hvis ikke, må man jo operere igen.

Nu nærmer vi os en slutning!

Med min lille operation på torsdag, så er jeg kommet langt i et forløb, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle stå i. Jeg har aldrig før været indlagt, været syg eller i narkose.
Men omvendt er det jo virkeligheden for rigtigt mange, og jeg er stadig taknemmelig for, at jeg ikke har kræft og ikke er syg eller i fare på nogen måder. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er lige så heldige.
Jeg må tage det som en læring og en reminder om, hvor dejligt livet er – det er som om, alting bliver lidt skarpere og verden får lidt flere farver! Jeg mærker også, hvor heldig, jeg er at have en dejlig mand, familie, venner og naboer ved min side – og søde læsere herinde på bloggen ♥