I foråret valgte jeg at være åben her på bloggen omkring mit sygdomsforløb, som efter den almindelige mammografiscreening viste sig at komme til at kaste mig ud i to operationer og siden også 15 strålebehandlinger og forebyggende anti-hormon de næste 5 år. Dels fyldte det ALT hos mig – og jeg kunne ikke tænke mange klare tanker om noget andet – og dels, så tænkte jeg, at en personlig blog ikke nødvendigvis kun kan indeholde alt det lyse og sjove, og at jeg måske endda kunne være til hjælp og støtte for andre, der kommer i en lignende situation.

Jeg er nu kommet godt igennem, og jeg har det rigtigt godt, men der er ting, som er grundlæggende forandret. Selvfølgelig ville jeg gerne have været de tre måneder i helvede foruden, men når det nu skulle være, så er jeg i dag et klogere menneske, mere mindful, og mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig og hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg har fået nye prioriteringer, større taknemmelighed for livet, og et endnu større fokus på kost, motion, indre balance og forebyggelse i det hele taget.
Egentlig har jeg ikke noget behov for at svælge i sygdommen, men jeg vil alligevel gerne runde det af her på bloggen med en status, og herunder en forklaring på, hvor jeg er nu – og hvorfor jeg bl.a. er begyndt at tænke i nye baner i forhold til sundhed, motion, balance og velvære.

Det kan lade sig gøre at komme godt videre!

Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at skrive ordet brystkræft i sammenhæng med mig selv, og det her indlæg er bestemt ikke et af dem, der bare flyder af sig selv. Jeg har lagt det bag mig på meget kort tid, og jeg forbinder det ikke længere rigtigt med mig selv. Jeg er næsten overtroisk bange for en slags nemesis ved at skrive, at alt går så utroligt godt. Men nu gør jeg det alligevel, fordi jeg håber, at det kan give inspiration, håb og mod til andre kvinder, som står i samme situation eller måske er bange for at gå til screeningen.

For brystkræft rammer hver 10. kvinde og mammografiscreeningen finder hver eneste dag kvinder, der, ligesom jeg, skal igennem en veritabelt angsthelvede, som det kan kræve ufatteligt med ressourcer og energi at komme videre fra. Men det KAN lade sig gøre. Ikke ved at fornægte det eller putte det væk, men for mit vedkommende ved at tage tyren ved hornene, være åben, bruge mit netværk, kæmpe og gøre alt, hvad jeg selv kan, for at forebygge både ny sygdom, bivirkninger af medicinen og angst.

Jeg fatter ikke, at det kun er to måneder siden!

Der er nu gået to måneder, siden det hele sluttede og jeg den 7. juli i søndagsindlægget kunne fortælle, at jeg var helt ude på den anden side. Strålebehandlingerne stod på i det meste af juni måned, og effekten fortsatte i yderligere to uger.

Selv er jeg forundret over, at det ikke er længere tid siden, når jeg kigger tilbage i min kalender og ser alle tiderne på hospitalet stå der.
Jeg føler mig fysisk helt på toppen igen efter at have været igennem, hvad der for bare to måneder siden føltes som helvede tur-retur. På det tidspunkt var jeg så traumatiseret at hele forløbet, og jeg var dybt nervøs for, hvor længe jeg ville komme til at kæmpe med angsten for tilbagefald og for sygdom i det hele taget. Men jeg gik til kamp med optimisme og kampgejst, og en klar strategi, som jeg også skrev om her på bloggen, hvilket har hjulpet mig til at gøre tingene meget bevidste og klare.

Jeg løber ligesom før igen, jeg har fået energien tilbage, og alle fortæller mig, at jeg ser godt ud, hvilket er rart at høre! Når jeg tænker på, hvor mærket, jeg var, og hvordan jeg tøffede afsted på mine løbeture, som om jeg var firs år gammel, så er det godt nok gået stærkt med at komme tilbage.
Mit bryst er forunderligt nok, efter de to operationer, fuldstændigt normalt igen, og der er intet at se udover et tyndt ar ude i siden, så også her har jeg været heldig. Ikke, at det er det vigtigste i den sammenhæng – for det afgørende er at være rask – men jeg er nu alligevel taknemmelig.

På den ene side, så oplever man en utrolig sårbarhed, men på den anden side kan det også vendes til en styrke. Mine prioriteter er mere klare, og jeg står mere fast på mig selv og er mere bevidst om, hvad jeg vil og ikke vil stå model til.

Jeg er stolt af mig selv

Når jeg selv går tilbage og læser her på bloggen, så kan jeg se, hvor positiv og optimistisk, jeg har været hele vejen igennem. Og konstruktiv. Det er der ingen tvivl i mit sind om, har været en vigtig faktor for, at jeg er kommet så godt ud på den anden side.

Den 16. juni skriver jeg om, at jeg 2/3-dele igennem strålerne, uden bivirkninger, at energien er på vej tilbage og at alt går efter de planer, som jeg har lagt for mig selv. Derudover kan jeg læse, at jeg både havde været til yoga, øvet qi gong og løbet 7 km. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg i dag er utroligt stolt over mig selv, når jeg ser tilbage på, hvordan jeg har klaret det. Jeg har virkelig kæmpet med al magt for at tro på det bedste og holde fast i taknemmeligheden og det positive.

Jeg elsker selv det her super glade indlæg, Jeg kan trække vejret igen – jeg er rask og har en plan – jeg kan nærmest mærke det fysisk, når jeg genlæser det. Både hele forløbet, som er samlet her, og også alle de følelser, al den angst, alle de undersøgelser. Alt mit fokus på at tro og ønske det bedste, at være taknemmelig, når det gik godt, og lettelsen, da det hele var forbi og jeg kunne kalde mig rask. Jeg var bevidst om det psykiske efterspil, og jeg vidste, at det var noget, jeg ville arbejde målrettet på at komme ud over. Nogle kæmper i årevis, og jeg var faktisk mere nervøs for det mentale end det fysiske på det her tidspunkt.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at frygten aldrig dukker op, men det bliver sjældnere og sjældnere og mere og mere kortvarigt, at det lige skyller ind over mig. De første kontroller bliver selvfølgelig ikke sjove, men med tiden bliver det ikke anderledes end for alle andre. Nu ved jeg, hvor meget, jeg kan klare, og at jeg er i stand til at kæmpe, og jeg tror dybt i mit hjerte ikke på, at det kommer igen. Det er i øvrigt også noget, som er en del af den positive tænkning og meditation, som jeg benytter mig af.

Påvirkningen for familie og venner

Alt det, som jeg måtte igennem, havde naturligvis også omkostninger for min familie og mine venner, der står mig nær. Det er slemt at være den, som lægger krop til, men det er bestemt heller ikke rart for ens omgivelser, særligt min mand og mine forældre, men også resten af min familie og mine venner. Jeg har været priviligeret med enorm støtte hele vejen igennem fra mange sider, og det er dejligt for mig at opleve, at også de nu er kommet over den værste forskrækkelse. De oplever min styrke og ser mig være helt tilbage, og jeg tror ikke, der er nogen, der ikke er overbevist om, at det her er et overstået kapitel. Tankerne og troen – også fra omgivelserne – er vigtige, og det hjælper mig til at komme videre, at også de er videre.

Nogle veninder er blevet påvirket at min situation til at kaste et blik på deres egen sundhed. En er gået til en længe udskudt mammografi, en vil trappe ud af østrogentilskuddet, en vil stoppe med at ryge. Alt positivt, der kan komme ud af det, som jeg er gået igennem, giver mig så meget mening. For så har det været godt for noget!

Jeg holder min plan

Allerede den 19. maj, havde jeg min plan klar, og den holder stadig. I søndagsindlægget, hvor jeg også overskrider mine grænser for at vise, hvor flot en brystbevarende operation kan laves, fortæller jeg om, hvordan jeg har tænkt mig at komme videre. Her gør jeg mig tanker om, at angsten æder sjæle op, og at ingen af os har behov for at gå og tænke på, hvad der potentielt kan ramme os i fremtiden. For mig har det helt sikkert også haft en terapeutisk virkning at formulere disse ting på bloggen.

Jeg skriver også om, at jeg tror på positiv tænkning, og på, at vi tiltrækker meget af det, som vi går og tænker på og forestiller os. Jeg har ingen tvivl i mit sind om, at mine tanker, ønsker og taknemmeligheder har hjulpet mig godt igennem – og stadig gør det – og i dag går jeg ikke rundt med angst for tilbagefald eller ny sygdom. Jeg skal selvfølgelig til kontrol og til samtaler, og det bliver ikke sjovt de første gange, men jeg ved nu, at jeg har den mentale styrke til at stå imod det.

Kost og motion 

Da jeg erfarede, at celleforandringerne var begyndt at blive til østrogenfølsom cancer, ændrede jeg straks min kost og begyndte at spise forebyggende (læs mere her) og tabte ret hurtigt 3 kg. En lav vægt er, ligesom motion, store forbyggende faktorer. Jeg var slank i forvejen, så der var ikke meget at give af, men den nye kost gjorde helt automatisk sit, og min krop har nu stabiliseret sig på det nye niveau, og jeg ser ikke pillet ud som i starten, hvor jeg jo også var meget belastet af situationen.

Jeg lever ikke fanatisk, men med nogle overordnede rammer, der indebærer meget mere grønt og frugt, mindre kød, få færdigfremstillede produkter, meget lidt alkohol og mindre sukker. Jeg er også overbevist om, at det er grunden til, at jeg ikke lider under bivirkninger fra den medicin, jeg nu skal tage. Slækker jeg på kosten i nogle dage, fx i forbindelse med, at vi skal ud og spise, så begynder jeg at få hedestigninger af anti-hormonerne. Særligt sukker i for store mængder kan jeg mærke er dårligt for mig, men til dagligt har jeg ingen problemer overhovedet.

Derudover tager jeg de kosttilskud, som jeg finder relevante, hvilket jeg vil vende tilbage til her på bloggen. Jeg løber (11 km. forleden 🙂 ), dyrker yoga, mediterer ind imellem, lærer qi qong, undgår stress og har fokus på velvære og mindfulness.
I går fik jeg fået taget hul på noget mere styrkepræget træning, hvilket var det sidste, jeg manglede.

Jeg er blevet afhængig af qi gong!

Det hele har jeg implementeret i mit liv. Fordi jeg har lyst, fordi det giver mening, og fordi jeg kan lide det og ikke kan lade være.

Jeg er blevet åben overfor nye ting

Mit sygdomsforløb har uden tvivl åbnet mine øjne og mit sind for nye ting. Jeg har i snart 13 år haft tai chi og qi gong lige foran min næse, fordi Sten dyrker det dagligt og på et højt plan. Trods flere tilbud om at lære det, har jeg ikke været der, ikke kunnet rumme det eller set værdien i det. Men med sygdommen opstod behovet, og jeg åbnede mig overfor det. Jeg er et nyt sted, og jeg har brug for andre ting – for alt, hvad der er godt for mig og kan bibringe mig sundhed, indre ro, nærvær og styrke. Det er netop noget af det, som qi gong kan, og som jeg nu er godt i gang med at lære.
Det vil jeg vende tilbage med meget mere om i løbet af ugen.

Jeg har også været til healer, hvilket jeg er overbevist om har fjernet den sidste angst og givet mig endnu mere livsmod og energi, så jeg nu kan sige, at jeg 100% er tilbage og er mig selv igen fysisk og energimæssigt. Det kan du læse mere om her.

Kostmæssigt har jeg fået en ny forståelse for sammenhængen mellem vores helbred og livskvalitet og dét, vi putter i munden. At dét, vi spiser, kan helbrede os – og gøre os syge. Det beskæftiger jeg mig en del med nu, og selvom kost længe har interesseret mig, er der gået et lys op for mig på et dybere plan. Jeg er ikke rigid, og der er ikke noget, jeg ikke kan spise, men i dagligdagen, sørger jeg for at få en masse gode ting, og undgår ting som slik, alkohol og industrifremstillet pålæg, kiks, kager m.v.

Jeg er taknemmelig

Ville jeg have været sygdomforløbet foruden? Ja, det var ganske forfærdeligt at stå igennem. Men jeg accepterer, at det skulle være, og jeg tror, det kom af en grund. Først og fremmest fordi, jeg havde været stresset i for lang en periode, og måske fordi, jeg havde mistet lidt af taknemmeligheden for alt det, jeg har. En fantastisk mand, familie, venner, et smukt hjem, tryghed, frihed, en vidunderlig lille hund, og en masser udfoldelsesmuligheder, som det bare er om at gribe.

Der er nok noget om den buddiske læresætning, min bror har sendt til mig: “Vi ved kun, at vi har det godt, fordi vi også har prøvet at have det dårligt”.

Jeg har været heldig, og jeg blev i sidste ende et mønstereksempel på, hvorfor man tilbyder mammografiscreeningen. Derfor vælger jeg at være taknemmelig, fremfor at have ondt af mig selv over det, der er sket. Jeg har valgt at gå ind i kampen og tage ansvar og gøre alt, hvad jeg selv kan for at undgå, at noget lignende skal ske igen.

Jeg står ikke det samme sted, som jeg gjorde før. Jeg har fået en forskrækkelse, en tur i centrifugen, jeg føler, at jeg har været i helvede og været heldig at komme retur. Min forståelse for andre, der oplever sygdom er blevet større – jeg er blevet et klogere og forhåbentlig også et lidt større menneske. Min tillid til min egen krop og sundhed har lidt et knæk, men jeg er ved at bygge den op igen i takt med, at min form og fysiske styrke er vendt tilbage, og jeg er blevet endnu mere bevidst om, hvor vigtigt det er at holde kroppen sund.

Jeg har åbnet mig overfor alternative tanker, og jeg er blevet meget mere bevidst om alle de ting, som bringer mig i balance. Jeg prioriterer at være i nuet, har forstået vigtigheden af meditation og noget så simpelt som at trække vejret. Jeg mærker mig selv og mine egne behov på en ny måde.
Jeg har kæmpet, og det fortsætter jeg med at gøre – mit liv er ikke helt det samme længere, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Tværtimod, så fortsætter jeg med en langt større bevidsthed og taknemmelighed og i en endnu sundere udgave end før.