Trods sine kun 29 år er Caroline Livingstone strøget direkte ind som nr. 1 på bestsellerlisten med sin selvbiografiske fortælling Nat i April, hvor hun skildrer livet med en alvorlig psykisk lidelse, selvmordsforsøg og gentagne indlæggelser på den lukkede afdeling.
Hun er kun en ung gymnasieelev, en 12-talspige med en evig angst for fejle, da livet bliver for svært og filmen knækker. Hun reddes op af det blodrøde badekar og indlægges første gang ud af det, som skal vise sig at blive en stribe af gange på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger. I dag bor hun i København og studerer Film- og Medievidenskab. Hun har kæmpet sig igennem universitetet, nogle gange på udgange fra hospitalet, og har i dag lært at håndtere sit sårbare sind.
Hver anden dansk familie kommer på et tidspunkt i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Alligevel er emnet stadig i en vis grad tubuiseret, og vores viden og forståelse for, hvad det egentlig vil sige at være sindslidende, er nok for de fleste ret begrænset.
Det må også være de allerfærreste, der ligesom Caroline Livingstone har det intellektuelle og følelsesmæssige overskud i situationen til at forstå, reflektere og videregive sine oplevelser, følelser og sin tilstand, hvilket gør bogen unik. Hun skriver ovenikøbet på et høj litterært niveau, hvor hendes kamp kryber helt ind under huden på læseren og giver en ny forståelse for de lidelser, som mennesker med psykiske problemer, går igennem. Hun søger ikke medlidenhed, årsager og forklaringer, men giver en intens og indsigtfuld beskrivelse af, hvordan det opleves at være sindslidende, at være indlagt, indespærret og medicineret, og af hvordan det føles, når virkeligheden pludseligt forvrænges af psykoser.
“Timerne der passerer på en psykiatrisk afdeling, er de længste jeg har levet igennem. Tiden er en kompakt masse, en klippe foran én man aktivt skal hakke sig igennem, kæmpende og svedende; som redskaber bruger vi ikke hammer og segl, men kaffe, smøger, bordtennis og brætspil at slå tiden ihjel med. Med så sløve våben tilgængelige føles det som at svømme ad en uendelig flod i substand så tyk som tjære, Det virker uretfærdigt, at en dag udenfor gælder for det samme som en dag vi er indlagt. Der som at handel med forskellige valutaer uden at tage højde for kursen.”
Hendes oplevelse af at være i det psykiatriske system taler for sig selv igennem hele bogen – uden at hun er et offer, uden direkte at klynke eller anklage, men alligevel sidder man som læser ofte med en knude indeni og med en kæmpe medfølelse overfor de stakkels mennesker, der rammes af sygdom i sindet:
“Det er den ultimative overgivelse at lade sig indlægge. Du tager dit liv, din krop, din psyke, din hverdag, din fremtid og overlader alt, du er, til systemet. Hvis de synes, du spiser for lidt yoghurt, giver de dig mere. Hvis de synes, du har lyset tændt for sent om aftenen, slukker de det. Hvis de vil medicinere dig, gør de det. Hvis de vil bæltefiksere dig, gør de det. Hvis de vil beholde dig, gør de det.”
Caroline Livingstone formår i den grad at åbne døren til en verden, som mange af os – og det skal vi være taknemmelige for – ikke kender på egen krop, hvor den alvorlige psykiske sygdom ikke alene er smertefuld og invaliderende, men også umyndiggør patienten i perioder, spærrer dem inde og fjerner dem fra den verden, der går videre udenfor, og som det siden kan være en ekstrem kamp at vende tilbage til og blive en del af.
Bogen – og Carolines kamp – er en imponerende bedrift, som man som læser kun kan blive klogere af.
Nat i April kan købes på Saxo.com her. (affiliate link)
