Ny bog fra Honning og Flora – inspiration til det gode liv

Jeg sidder her på årets allersidste dag og nyder i den grad den nye smukke og inspirerende bog fra Honning og Flora. Jeg tror simpelthen, at min nytårsforsæt for 2104 må være, at jeg skal have bogen liggende fremme og kigge i den jævnligt. For selvom bogen handler om udeliv – Genbrug under åben himmel – så er den også meget mere end det.

honning og flora_genbrug

Bogen er en reminder om at have fokus på de små og de gode ting i livet – på naturoplevelser, på at skabe hyggelige dage, på at genbruge og skabe små personlige og kreative oaser. Om at lægge dug på bordet og være sammen med andre, at huske at nyde livet, fotografere og se det store i det små.

IMAG1745     IMAG1747IMAG1753     IMAG1748

IMAG1746

Bogen giver masser af ideer til loppefund og til indretning af dit uderum, og hvordan du skaber en hyggelig og personlig stemning, der ikke bliver for højtidelig.  I bogen er der flittigt strøet en række opskrifter til små delikate og nemme måltider. Det hele er lidt back to basics – det handler om personlighed, selvbyg og genbrug fremfor friværdi. Om de nære værdier og om at nyde livet og naturen og hinanden.

Det er mor og datter, Birgitte og Rikke, der indtil fornyligt stod bag butikken Honning og Flora (nu Villa Viola Living), der ligger i Den gl.  Gartnerbolig på Egholm Slot ved Kr. Hyllinge. Stedet skulle absolut være et besøg værd med et væld af inspirerende opstillinger og udstillinger.

Bogen, som er Honning og Flora’s tredje, koster 350 kr. og kan bestilles på Honningogflora@c.dk. Du kan også finde en webshop og en forhandlerliste for bogen på HonningogFlora.dk.

               

 

VIND! Rejsen til sundhed

rejsen til sundhedKan du også ind imellem have svært ved at finde ud af, hvad der egentlig vender op og ned i hele sundhedsdebatten? Og har du lyst til at få både inspiration og et 300-siders lækkert vidensfundament om mental og fysisk sundhed krydret med lækre opskrifter og overskuelige faktabokse?

Så har du chancen for at vinde den nye bog Rejsen til sundhed af Anja Ballegaard og Zenia Santini med al den nyeste ekspertviden om, hvordan du får bedre styr på sukker- og andre cravings, søvn, fordøjelse, kost, vægt, motion og stress.

Vinderen trækkes allerede på søndag den 1. december.
Konkurrencen er slut, og den heldige vinder blev Helle.

rejsen til sundhed2
Begge forfattere er selv naturopather og står bag Naturazin.dk. De ved en masse om sundhed, men kæmper alligevel selv med sukkerafhængighed, fordøjelsesproblemer, svingende vægt, stress og manglende motivation til at gøre motion til en naturlig del af deres liv.

De tager på en rejse, som går til USA, London og Indien, og indhenter den nyeste forskning om alt fra stressforskning og de ældgamle ayurvediske skoler – til viden om sukkerafhængighed, fødevarer og krydderier – over kunsten at trække vejret og at finde sin motion.

Bogen slutter med en 8-ugers sundhedsudfordring for dig, der vil afprøve al den nye viden og inspiration i praksis til at få en krop i balance.

For at deltage i konkurrencen, skal du skrive din kommentar under indlægget, om hvad kunne tænke dig mere viden om – fx søvn, fødevarer, motion, vægt, balance eller stress.


Nogle citater fra bogen:
“Vi skal ikke lade os definere af balance. Definitionen af balance skal baseres på, hvem du er, hvordan du bor, og hvad du ønsker.”

“Med hensyn til mad har det taget mig lang tid at indse forskellen på at være bevidst og ekstrem. Det første giver balance, mens det andet giver stress.”

“Du behøver ikke træne sindssygt meget, du skal bare træne smart.”

“Husk at forlade rummet, når du går – også med tankerne.”

“Forfulgt” – at se det positive og overvinde had med kærlighed

Husker du bestselleren “Ikke uden min datter” af Betty Mahmoody fra 1987? Måske så du filmen eller læste den Pulitzer-nominerede roman om kvinden, der flygtede fra Iran med sin lille datter?

Uanset, om du kender historien i forvejen, kan du få en positiv oplevelse ud af at læse datteren Mathob Mahmoody’s historie , som nu er udkommet på dansk. Og uanset, om du selv bærer rundt på langt mindre byrder, vil du kunne finde inspiration til at  fokusere på det positive i livet. Mathob nægter at være en slave af bittert had, og kommer bl.a. videre gennem en anerkendelse af sine persiske rødder og med tiden en tilgivelse af sin far.

Forfulgt

Ved hjælp af et lyst sind, sammenhold, hendes kristne tro og hjælp fra forskellige kærlige mennesker i hendes opvækst, lykkes det hende at “bekæmpe mørke med lys“, og få et godt liv på trods af de traumer og de betingelser, der er givet hende: et ubeskriveligt svigt fra en far, der pludselig bliver en anden, bortførelse, vold og undertrykkelse, et liv i frygt og senere også alvorlig sygdom.

“Forfulgt” er ikke et drama på samme måde som moderens fortælling, men når alt kommer til alt et levende eksempel på positiv psykologi. Det er en beskrivelse af den lille piges oplevelser og eftervirkninger af at blive holdt tilbage i 1½ år i et krigshærget Iran af en far, der pludselig har ændret sig til en voldelig, religiøs fanatiker. Hun og moderen lever i en blanding af et fængsel og en krigszone både i og udenfor hjemmet. Forestil dig at blive revet ud af din hverdag i USA som 4-årig, væk fra familie, bedsteforældre og venner, og i stedet stå overfor maskingeværer, påklædningsmilitser, der tjekker de mindste fejl i kvindernes tøj, luftalarmer og bomber – og en far, der slår din mor og vil holde dig fanget til evig tid.

Historien om den dramatiske flugt får du i bogen, men det er ikke mindst tiden efter hjemkomsten til USA og processen med at besejre det onde ved hjælp af det gode.

Bogen koster 299 kr. hos Saxo.com

Kunsten at være kvinde

“Kunsten at være kvinde” af den engelske forfatter og journalist (og rockanmelder) Caitlin Moran sætter med humor, bramfrihed, og ikke mindst intelligens, fokus på den moderne kvinde, og hvad det vil kunne sige at være feminist i dag. Takket været de “vrede feminister”, har vi jo opnået stemmeret, p-piller, fri abort og ligestilling – men nu skal feminismen genskabes og tilbage i popkulturen. Ifølge forfatteren i en mere høflig form, som handler om gensidig respekt mellem kønnene. Og så mener hun i øvrigt, at mænd kan være lige så gode feminister som kvinder.

Kunsten at være kvinde

Om bogen ligefrem, som Politiken mener, “vil definere feminisme for denne generation af kvinder”, vil jeg nok sætte spørgsmålstegn ved. Dertil er den måske for overfladisk og en lidt for rodet gang standup. Bogen udstiller, hvor relativt små ting, der er at kæmpe om i dag i vores del af verden. Men pointen er på den anden side, at det netop er de små ting i hverdagen, der kan ødelægge sjælefreden for især yngre kvinder.

Jeg tror nærmere, at bogen vil blive et vigtigt skridt på vejen til, at vi ikke luller os i søvn af alt det, vi som kvinder allerede har opnået. Og den kan ikke undgå at sætte nogle tanker i gang. Om alt for små trusser og snærende bh’er, høje hæle og hårfjerninger. Om hvorfor kvinder ikke må ældes på samme måde som mænd og underlægger sig plastikkirurgi, så alle ender med præcist det samme ansigt. Om ekstremt dyre tasker virkelig er vigtigere end pensionsopsparingen. Om den store forherligelse af moderskabet og uligheden i fordelingen af arbejdet i hjemme, og hvorfor der ses skævt til kvinder, der vælger abort eller fravælger børn i det hele taget.

Caitlin Moran tager udgangspunkt i sit eget liv startende som 13-årig – overvægtig, kikset, uvidende og oveni købet ud af en søskendeflok på 8 i en kaotisk og fattig familie, hvor der ikke er meget plads til den enkelte. Det hele er fortalt med stor indsigt og intelligens og med en selvironi, der er Bridget Jones værdig.

Bogen koster 155 kr. hos Saxo.com

 

 

Fryser jeg – ikke for sarte sjæle

Man kan næsten ikke undgå at stryge lige igennem Martin Kongstads nye roman “Fryser jeg”. Den er en gang særdeles velskrevet og intelligent dyneløfteri, hvor man kan få stillet sin nysgerrighed om livet i den kreative elite og få et sarkastisk blik på de “vulgære” nyrige.
Bogen er en direkte forlængelse af forfatterens prisvindende debutnovellesamling “Han danser på sin søns grav“, som efter min mening udstillede – eller udleverede – de to samfundsklasser på en mere subtil og interessant måde. Jeg er vild med novellesamlingen, men ikke helt så ubetinget begejstret for romanen. Det er som sagt underholdende, og der kommer også nogle interessante tanker ind imellem, men jeg vil også langt hen ad vejen kalde den direkte pornografisk. Så læs den, hvis du ikke er sart.

Fryser jeg

I “Fryser jeg” er hovedpersonen journalisten Mikkel Vallin – som vel på mange måder er forfatterens alter ego – skilt, desillusioneret og drikfældig, men med sin status som skarp skribent og sit netværk i behold. Den tidligere madanmelder – jobbet har han også mistet, og i stedet vil han skrive en roman – erklærer i en avisartikel et åbent opgør med parforholdet, som vi kender det: “Parforholdet er dødt, tak for ingenting”. I stedet bør der indføres fri kærlighed. Tankerne breder sig pludseligt som et eksperiment blandt kultureliten og løber løbsk i noget, som til allersidst nærmest bliver en sekt, hvor selv Vallin ikke kan være med længere. Sideløbende med de eksperimenterende seksuelle udskejelser, som foregår over en sommer i den kulturelle overklasses højborg, Tisvilde, forelsker Mikkel sig i den unge provokunstner Diana Kiss, og kommer selv til at mærke dilemmaet mellem det faste og det frie forhold.
Jeg kommer til at tænke på en direkte parallel til 68’ernes eksperimenter og opgør mod de konforme samlivsformer – også her efterlod det efter sigende mange ulykkelige mennesker, der slet ikke kunne finde ud af at leve med den utryghed og jalousi, den fri kærlighed medførte.
Kan det i længden lade sig gøre at leve med kærligheden som et stort tagselvbord?

Bogen koster 222 kr. hos Saxo.com

Døden kører Audi

Christian Bang Foss’ “Døden kører Audi” er en underholdende, satirisk og moderne roman om reklamemanden Asger, der bliver tvunget ud i et job som handicaphjælper for verdens sygeste unge mand Waldemar, der lever et trøstesløst liv i betonghettoen “Stentofte”, der nok skulle få vores andres småproblemer til at blegne.
Asger befinder sig i en kæmpe deroute, har mistet job, kæreste og bonusbarn, og har mistet kontrollen over sig selv, sin økonomi og døgnrytme, og fylder sig med dårligt tv, alkohol og junkfood. Måske er det i virkeligheden hans held, at han bliver tvunget ud i et job, som han normalt havde fundet under sin værdighed!

Døden kører audi

I bogen tegnes et skarpt billede af lovløsheden, håbløsheden og mentaliteten i ghettoen, og der lægges ikke fingre imellem i både beskrivelse af indvandrenes vold, og de danske bistandsklienter, der kender lovgivningen ud og ind, og hvis højeste mål i livet er at opnå en varig pension. Undervejs går det fx op for Waldemar, hvorfor hans forældre kaldte ham deres lille guldklump – og det var ikke af kærlighed!
Det er dejligt befindende, at nogen er politisk ukorrekt og bekriver det sorte, dæmoniske og vulgære, som også findes i vores verden. Og så ovenikøbet top underholdende – der er mange gode, høje grin at hente undervejs.

Umiddelbart er Asger og Waldemar ikke det oplagte match, men de finder hinanden i en fælles humor og et fælles sprog, og sammen beslutter de at drage på eventyr – i første omgang bare langt væk fra Stentofte. Målet bliver en klog mand i Marokko, som helbreder de syge, og det lykkes – dog uden hjælp fra næsehårspillende socialrådgiver-skrankepave – at skaffe penge til turen. Det bliver en anderledes, og til tider dramastisk, rejse, hvor de bl.a. gør ophold hos et dansk flipperkollektiv i Frankrig, men også Waldemars sidste håb, da de kører afsted bogstaveligt talt med døden i hælene.

Hvis du hader afslutninger, der står lidt åbne – måske endda en lidt svag afslutning på en ellers fantastisk roman – så er der en risiko for, at du umiddelbart vil føle dig lidt skuffet. Det gjorde jeg selv i første omgang, men tilgæld gav den – som den slags afslutninger jo har det med at gøre – stof til eftertanke. Historien bliver hængende på en anden måde, fordi den tvinger os som læsere til at tænke videre selv.  Og historien er så god, skarp, satirisk og underholdende, at den under alle omstændigheder kan anbefales.

245 kr. hos Saxo.com

Alt må vige for natten

Sommertid betyder ekstra dejlig læsetid for mig. Det er bl.a. blevet til den franske bestseller “Alt må vige for natten” af Delphine de Vagan. At den har solgt i ½ mio. eksemplarer alene i Frankrig og er oversat til over 20 sprog, forstår jeg godt. Der er en særlig ægthed og finhed over denne autobiografi, som usentimentalt, men med stor kærlighed og respekt, beskriver forfatterens opvækst hos en mor, der kæmper en kamp mod fortidens dæmoner og mod psykisk lidelse.

alt-maa-vige-for-natten

Udgangspunktet er moderen Lucile’s selvmord, og i bogen beskrives parallelt datterens skriveproces, hendes sympatiske tvivl og vanskeligheder ved overhovedet at tage fat på moderens historie. Det lykkes hende at give et både loyalt, nøgternt og kærligt billede af både sin egen barndom, som var præget af moderens maniodepressivitet og selvmordsforsøg, og moderens egen opvækst i en familie med ni børn, hvor der er liv og glade dage, en ukulelig tro på fremtiden, men på den anden side ikke så meget tid og varme til den enkelte. Udadtil er familien en mønsterfamilie, som endda optræder i en dokumentarudsendelse om fri børneopdragelse, men under idyllen ligger skadelige elementer som indbefatter en fatal ulykke, selvmord og en dominerende og noget udsvævende og muligvis incestuøs far.

Biografien holder fast i alt det postive, gode og ukulelige, og der en grundlæggende stolthed og glæde over den slægt, som forfatteren er en del af. Samtidig skildres det, hvordan fortidens ulykker griber frem i tiden til de næste generationer. Vi følger, hvordan forfatteren hudløst gør sig bevidst om sin families historie, og dermed hendes egen, og gør op med den. Hun har selv tidligere måtte kæmpe med anoreksi – som hun i bogen beskriver som en kraftig og billig narko, der virker sløvende på smerte og følelser – men lever i dag et normalt liv og nyder stor succes som forfatter. Som Kirkegaard beskriver det, overtager vi vores liv på bestemte vilkår, som en arvesynd, men vi er fri til at handle og tage et personligt ansvar. Lucile kæmpede alt, hvad hun kunne for et godt liv og for at være noget for andre – og det er bestemt værd at læse om i denne fine og velskrevne, men aldrig patetiske, bog.

257 kr. hos Saxo.com

En smuk kogebog til samlingen

Inspirerende opskriftbøger er vi vist en del, der ikke kan få for mange af. Selvom man ikke tilnærmelsesvis får lavet alle retterne, skal der alligevel nu inspiration til af og til.
Jeg hører til dem, der læser en ny opskriftbog/kogebog fra ende til anden – nyder billederne og læser teksterne og ingredienslisterne igennem, så jeg kan lære nyt og blive inspireret af sammensætningerne. Nogle retter laver jeg slavisk, mens andre tjener til generel inspiration eller til egen videreudvikling.

 Jeanne D'Arc_bogNogle bøger har bare den stil og smag, der passer én og bliver til en favorit, som tages frem igen og igen. De Bedste Opskrifter fra Jeanne d’Arc Living er helt sikkert en af dem for mit vedkommende. Den er årstidsopdelt, billederne er ekstremt smukke (hvilket ikke kan undre, da de alle stammer fra Jeanne d’Arc magasinerne) og opskrifterne er med få ingredienser o lette at gå til.
Den er rigtig fin at have liggende fremme, og dine gæster vil helst sikkert også hygge sig med bladre i den.

Bogen er også en rigtig fin gaveidé.

Jeanne d’Arc Living er en flot og stor opskriftbog til 149 kr. (+fragt) hos fx Kræmmerhus.dk.

Jeanne D'Arc

Sig din mening på den rigtige måde

Har du ind imellem svært ved at sige fra? Er det svært at sige din mening, bede om det, du vil have eller sige andre imod? Får du nogen gange sagt ja, når du egentlig hellere ville sige nej?
Måske går du og samler sammen, og når du endelig siger fra, kommer det ud på en mindre heldig måde. Ofte skyldes det angst for konfrontation eller for at komme til at såre andre.

Sig hvad du mener

Det er faktisk slet ikke så svært at lære at udtrykke sig klart og ærligt med respekt for både sig selv og den anden – og give udtryk for sin klare og ærlige mening uden at være bange for at træde nogen over tæerne. I bogen Sig hvad du mener af Jan Johansen og Niels Toft kan du læse og lære at være ærlig og personlig i din kommunikation, og ikke mindst om dine rettigheder til at udtrykke dine meninger, følelser og behov – og hvordan du gør det på den rigtige måde, så repekten bevares for både sig selv og din modpart.
Du har fx ret til:

  • at have dine egne meninger og følelser og give udtryk for dem
  • at sige nej uden at føle skyld eller være egoistisk
  • at ændre mening
  • at begå fejl
  • at blive ladt i fred
  • at blive hørt og taget alvorligt
  • at indlede en diskussion
  • at lade være med at tage ansvar for andres problemer
  • at være uafhængig af andres bekræftelse og accept

Gennem letforståelige beskrivelser og øvelser kommer du også igennem emner som: at sige nej, bede om det, du vil have, at stå fast, samtaler, og at give og tage imod kritik.

Bogen har været udsolgt fra forlaget, men fås nu igen til 250 kr. hos Saxo.com

Principperne i Verdens Bedste Kur

Juletiden med al dens mad og lækkerier, må være et godt tidspunkt til at få kigget nærmere på Verdens bedste Kur af Arne Astrup og Christian Bitz. Den har ligget et stykke tid hos mig. Ikke fordi, jeg skal på kur, men fordi den indeholder de nyeste resultater fra verdens største ernæringsundersøgelse og kan gøre os klogere på, hvad der vender op og ned, når det kommer til kost og vægt.

verdens bedste kur

Verdens bedste Kur koster 285 kr. hos Saxo.com

Verdens bedste Kur handler om at sammesætte sin kost, så andelen af protein er relativt højt (25%) og andelen af hurtigt optagelige kulhydrater er lav. Det handler om nydelse, fremfor afsavn og fanatiske slankekure. Målet er at sammensætte en kost, som mætter, uden at man behøver tælle kalorier, og indarbejde nogle gode vaner, så vægten ikke bliver et problem, fx:

  1. Hvidt brød, ris og pasta, bør kun indtages i små mængder, hvis man vil passe på vægten – de mætter ikke så godt og får blodsukkeret til at stige. De skal derfor erstattes af de brune fuldkornsudgaver.
  2. Kartofler er den råvare, der mætter mest per kalorie, og er en vigtig kilde til C-vitamin. Så den skal tilbage i kosten i stor stil.
  3. En række krydderier, især chili, kan øge forbrændingen.
  4. Man tager ikke ekstra på i sig selv ved at spise efter kl. 18. Kroppen er faktisk ligeglad med, hvornår du spiser – det er det samlede kalorieindtag over tid, der er interessant. Det er snarere usunde snacks og de ekstra kalorier efter aftensmaden, der bør kigges på.
  5. Kalcium slanker. Man ved ikke helt hvorfor, men det tyder på, at kalcium fra fx magre mejeriprodukter, broccoli, mandler, bønner, spinat, fuldkornsrugbrød m.v. mætter mere. Samtidig binder kalcium fra kosten fedtet i tarmen, så det ikke optages i kroppen.
  6. Kroppen udskiller selv affaldsstoffer, og såkaldte detox-kure er derfor unødvendige. Når der opleves en god følelse ved detox, kan det slet og ret skyldes, at man normalt lever for usundt.
  7. Det er uhyre sjældent, at man oplever mennesker med et stofskifte så lavt, at det påvirker kropsvægten. Så den med, at man ikke kan gå forbi bageren uden at tage på, holder ikke. Det er som oftest for store mængder mad, eller usunde mellemmåltider, der skaber overvægten.

Bogen indeholder konkrete kostplaner og mange opskrifter, som er indbydende og inspirerende, uanset om du skal tabe dig eller bare ønsker at holde vægten.

Styrk dit parforhold

Julen er en prøvelse for mange parforhold, hvor bristede forvetninger og illusioner står frem i lys lue. Men hvorfor ikke bruge juleferien på at blive klogere på dig selv og dit parforhold og på baggrunden for, at vi egentlig vælger de partnere, vi gør? De fleste ønsker sig et velfungerende parforhold, men har svært ved at gøre sig klart, hvad det kræver.

Harville Hendrix en af USA’s førende parterapeuter, og jeg ved, at Kærlighed og Samliv anbefales og bruges af danske psykologer. Det betyder ikke, at den er specielt svær at læse, den er ganske underholdende og fyldt med eksempler fra det virkelige liv.

Harville Hendrix

Baggrunden for bogen er kort fortalt, at vi søger en partner udfra nogle gamle mønstre. Vores hjerner føler sig komfortable og trygge med det genkendelige, uden at skelne imellem, om det er godt eller dårligt. Vi finder ofte en partner med det skjulte formål at læge gamle sår og traumer. Hjernen tror, at vi langt om længe har fundet det menneske, som skal pleje os og gøre os hele. Alt sammen en urealistisk byrde, som vi naturligvis ikke kan forlange den anden at bære. Du skal ikke se på din partner som en frelser, men som et såret barn, der ligesom du, kæmper med at blive et helt menneske.

Vi forsøger med andre ord at få omverdenen til at opfylde vores behov, mens et velfungerende kærlighedsforhold i virkeligheden består i at sætte den andens behov forrest.

En anden tendens er, ifølge bogen, at vi forsøger at uddrive vores egne negative egenskaber ved at overføre dem til partneren – en yderst effektiv metode til at tilsløre de mindre tiltalende sider af os selv.
Resultatet er, at der skabes magtkampe og en negativ taktik for at frembringe kærlige følelser hos den anden. Men hvad får nogen til at tro, at de kan få et andet menneske til at opføre sig kærligere ved at såre ham eller hende?
En af de effektive metoder til at opnå et harmonisk forhold, er at opgive altid at forsvare sig. Mød din partner på en ikke-defensiv metode, og du vil opleve at få en allieret i stedet for en fjende!
I bogen lærer du i det hele taget at blive bevidst og tænke dig om, så din adfærd bliver mere hensigtsmæssigt, fremfor automatisk at lade den gamle primitive hjerne styre dine reaktioner.

Til sidst i bogen er der nogle praktiske øvelser, som du kan lave hhv. alene og sammen med din partner.

130 kr. hos bl.a. Borgen.dk

Et kig ind i tresserne….

Du kender måske allerede den norske forfatter Anne B. Ragdes populære og fantastisk gode “Berlinerpoplerne”-trilogi (Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene, Ligge i grønne enge). Hvis ikke, kan de bestemt anbefales, måske som en god gang underholdning i juleferien.

I Anne B. Ragdes nye bog, “Jeg skal gøre dig så lykkelig”, demonstrerer hun igen sin store evne til at skildre almindelige mennesker og deres familie- og hverdagsdramaer. Det er ikke en episk fortælling, tværtimod er det en komprimeret skildring af en kort periode i en række almindelige familiers liv i en boligblok i tresserne. Nærmest et stillbillede, et spændende kig ind i livet i en tid, hvor alle vogter på alle, og fordommene og den sociale kontrol trives. Kvinderne er endnu ikke for alvor trådt ud på arbejdsmarkedet, pengene er ofte små, og tiden går med rengøring, syning og madlavning krydret med sladder, ugeblade, cigaretter og solbadning. Og for de flestes vedkommende med at varte mændene op. I bedste Mad Men stil, men helt uden glamouren, får man indtryk af en tid, hvor hierakierne var fremherskende – i ægteskabet, familien, i samfundet……og i opgangen, hvor det hele foregår.

Jeg skal gøre dig så lykkelig

Du får et underholdende kig ind i den tid, som du selv eller din egen mor måske er rundet af. Bogen giver stof til eftertanke og måske til en snak om, hvordan livet egentlig var dengang i tresserne.

290 kr. hos Saxo.com