Fra mit liv – Side 20

Let Love Rule – ny blog, der taler verden op!

Jeg vil gerne præsentere dig for en helt ny blog, LetLoveRule.dk. Den er skrevet af Nan, som er et af de fineste mennesker, jeg kender.

Nan er begyndt at blogge, fordi hun synes, at der er alt for mange i dag, der taler verden og hinanden ned. Hun kendte egentlig ikke specielt meget til blogverdenen, men hun er et aktivt og dynamisk menneske, der brænder for at kommunikere – både i skrift, men også i tale, hvor hun bl.a. indtaler lydbøger.
Overrasket er hun blevet over, hvor meget der ret faktisk er at hente i mange blogs – noget, som flere og flere voksne kvinder får øjnene op for. Og hun har kastet sig ind i at skrive selv på en lidt anderledes og meget givende måde.

Det er blevet så let at være negativ og helt ukritisk nedgøre andre, som man ikke lige er enig med. I stedet sætter hun fokus på det gode liv og på at tale verden op. Det gør hun med dejlige, små og store, livsbekræftende historier fra sit eget liv – det hele udstråler på fineste vis hendes glæde over livet, og hendes kærlighed til sproget og i den vigtighed, som hun synes, der ligger i, at vi taler ordentligt.

I dagens blogindlæg afslører Nan, hvem hun er – eller rettere, hvem hun er datter af. Noget, som bestemt ikke altid har været let. Nan er Nan, uanset hvad, men hun er rundet af en kvinde, som mange har en mening om – og som ikke altid udtrykker den lige fint – og det været med til at gøre hende til dén, hun er i dag. Et varmt og socialt menneske ud over det sædvanlige, flittig og energisk, solidarisk og positiv. Du kan lære meget mere om Nan og opleve hendes fine og kærlige univers på LetLoveRule.dk.

23. februar 2017

Fra mit liv

Møde med kvinden bag FiftyFabulous!

Kan du, når du læser en blog, egentlig regne med, at du lærer den ægte person bag at kende? Er det du ser, det du får?
For mig er oprigtighed, ærlighed og personlighed noget af det allervigtigste bag en god og vedkommende blog. Folk, som kender mig, siger ofte til mig, at bloggen afspejler præcis, den jeg er. Mennesker, som jeg møder for første gang, føler ofte, at de allerede kender mig fra bloggen. Det gør mig altid meget glad, for Voksenlivsstil er i løbet af de snart fem år blevet en forlængelse af mig og en del af min identitet.

Men, hvordan skulle det gå i dag, hvor Pia, som står bag bloggen FiftyFabulous, og jeg skulle mødes for første gang? Ville den gensidige identifikation og sympati holde vand?

FiftyFabulous er en af de blogs, som jeg følger, og som jeg som voksen kvinde, kan identificere mig med er. Hun lægger, som jeg selv, vægt på positive budskaber og er åben overfor nye ting, er aktiv og hviler i sin alder uden af blive mindre nysgerrige på livet, bare fordi den siger 50+. Vi er, bare for at nævne et par eksempler, også begge glade for at rejse, for at læse gode bøger, for lækker mode og for at holde os i form uden at overdrive – og så er vi sjovt nok begge i gang med projekt udgroning af det grå hår 🙂

Vi havde aldrig mødt hinanden eller talt sammen før – kun læst hinandens blogs og er siden begyndt at skrive lidt sammen. I dag var dagen så kommet, hvor vi fysisk skulle mødes og have sat ansigter på.
Ingen af os var det mindste nervøse for mødet, for vi havde en følelse af at kende hinanden på forhånd gennem vores respektive blogs. Og det gode er, at det rent faktisk holdt 100%!

Pia kom ind i vores hus og kunne genkende det hele, og hun kunne fuldstændigt kende mig – og jeg hende. Hun er præcis det søde, levende, stilfulde, åbne, groundede og interessante menneske, som hun udstråler på bloggen! Vi hyggede os sammen, spiste frokost, drak te og talte i fem timer som det mest naturlige i verden. Det var netop som om, at vi allerede kendte hinanden, havde masser at tale om og slappede af i hinandens selskab.

Vi fik bevist, at den opfattelse, som vi havde af hinanden holdt fuldstændig stik. Jeg havde egentlig heller ikke regnet med andet. Når vi skriver på vores blogs, så åbner vi vores personlige stue for dig, som har lyst til at læse med, og viser hvem vi er. Og det manglede da også bare.

Du kan se meget mere til Pia – præcis som hun er – og følge FiftyFabulous.dk her.

17. februar 2017

Fra mit liv

Til Jane Kønigs Valentinefest

I aftes havde jeg for en gang skyld sagt ja tak til at tage til fest som blogger. Normalt finder jeg mig lidt for gammel til festarrangementerne, hvor det bliver meget tydeligt, at vi ikke er så mange voksne bloggere (jeg ser dog til min store glæde, at vi bliver flere og flere kvinder fra 40 og op, der blogger, og du får meget snart min anbefaling til tre af dem, som jeg selv læser).

Men i går var eventen med ledsager – det var jo en Valentinefest – og min kære mand var frisk på at tage med på natklubben Chateau Motel i København, hvor Jane Kønig bød på mad og drinks. Normalt befinder vi os yderst sjældent på natklub, og vi var godt klar over, at vi ville skille os ud som de ældste blandt rigtigt mange unge bloggere. Men vi sprang ud i det og forsøgte at stå så skarpe, som vi kunne.

Min fantastiske nederdel er ikke fra Gucci 😉 – men en gave fra min svigerinde Bettina, som selv har syet den til mig. Det er en af de sødeste gaver, jeg længe har fået, og jeg er meget glad for den. Den går til midt på anklen og er super fed! Velourjakken er bare det bedste køb – dyr, men absolut det hele værd. Det bliver brugt ustandseligt. Du kan læse mere om den her.
Hr. Hylleborg, aka Sten, havde valgt sit bedste Bond-look, og det kunne jeg kun være stolt af. Hans nye haircut er heller ikke dårligt!

På trods af, at vi var alderspræsidenter, så blev det en rigtig god aften. Den lyserøde champagne flød i en lind strøm, og så går snakken jo – uanset alder.
Vi endte i godt selskab med bl.a. en af de unge bloggere, Silas Kieffer, der siden han var 13-14 år har inspireret inden for bl.a. herremode. Det synes jeg er flot gået!
Min bror og svigerinde dukkede også op til afterparty og sammen sluttede vi af på vinbar sammen med Silas og hans kæreste.
Det blev slet ikke så akavet og “ung med de unge”, som jeg kunne have frygtet. Og nogle gange skader det slet ikke at komme ud af sin comfort zone og være lidt ved siden af. Det eneste, man risikerer er at møde nogle nye spændende mennesker.

PS. Jeg var åbenbart gået som meget i “ungdom”, at jeg glemte min mobiltelefon i taxaen – så fra nu af er det helt slut herfra med belæringer om at passe på sine ting. Damn!

12. februar 2017

Fra mit liv

Om en løbetur, ordet bikini, og en renoveret mindesten!

Jeg ved ikke, om du også så småt begynder at mærke energien i lyset, der vender tilbage og dagene, der støt og roligt bliver længere? Dagen er nu tiltaget med snart to timer, og det er noget, der kan mærkes. Det bliver ligesom lidt svært at holde humøret og initiativet i bund 😉

I dag kom jeg endelig ud og løbe igen. En telefonsamtale med en veninde i morges gav den sidste motivation. Hun havde været ude og løbe, og så nævnte hun noget med en kommende rejse og ordet bikini – og så var det ligesom, at jeg kom i gang! 😉 Skal jeg være helt ærlig, har jeg jo ikke løbet siden Eremitageløbet i oktober.

Det føltes rigtigt godt, og selvom jeg var lidt forpustet, er jeg ikke nået at gå helt bag af dansen. Nogen ny fartrekord på de 6 km. slog jeg ikke ligefrem, men hvad gør dét – jeg er i gang. Med motionen kommer der endnu mere overskud, lækre lår og positive tanker!

***

På mine løberuter kommer jeg altid forbi Emilie Schimmelmanns mindesten, hvis tekst jeg holder så meget af. Det er sted, som man kan mærke er noget særligt, hvis man stopper lidt op (altså ikke på løbeturen, men ved andre lejligheder). Monumentet er i sin tid skabt til at skabe store følelser, og det gør det stadig i dag. I alt fald for mig.

Monumentet er fornyligt, til min store glæde, blevet renoveret, så ikke mindst teksten (af Christen Henriksen Pram) er tydelig at læse. Før, stod jeg af og til og kæmpede med at tyde den, og jeg syntes, at det var så synd, at den måtte gå så mange næser forbi, fordi teksten med det smukke og højt estimerede digt næsten var umulig at se.

Nogle gange må vi huske at stoppe op og se skønheden, der hvor vi er, kunsten lige omkring os, og det store i det små. Med teksten forestiller jeg mig, at en utroligt vellidt kvinde, som var savnet dybt, har siddet eller gået og kigget ud over vandet og nydt det selvsamme sted, hvor jeg nu går eller løber forbi.

Emile Schimmelmann, eller Emilia, som hun kaldes i digtet – eller Emilie Caroline Christiane Rantzau, som hun hed i virkeligheden – var en verdensdame og en førende og samlende figur i selskabs- og kunstlivet i København på sin tid. Hun og hendes mand, finansminister Ernst Schimmelmanns boede om sommeren på Sølyst på det, der i dag hedder Emiliekildevej (og hvor Joachim og Marie i øvrigt bor, men det er jo en anden historie). Desværre blev deres lykke kort, hun døde af tuberkulose 5 år inde i ægteskabet i 1780. Monumentet er rejst ved foden af Sølysts have ud mod Øresund af hendes mand i 1782. Digtet er tilegnet den sørgende enkemand.

Sådan her så monumentet ud før. Jeg har for flere måneder siden fotograferet det, men nu kan jeg så ganske uventet vise før- og efterbilleder, og hvor FLOT det er blevet! Jeg var ellers lidt småindigneret over den sørgelige forfatning, men pludselig en dag for et par måneder siden var der et lille stillads og folk i gang.

Emilie.
Her vankede du eengang
agh for længst ey meer
helligt er det sted dy yndede
uskyldighed himlens uskyldighed
opfyldte hiertet ved dit navn
og hvo som elsket
nævne det med taarer

Anno 1780

5. februar 2017

Fra mit liv

Farvel januar blues!

Har du også gået rundt og følt dig lidt træt og energiforladt den sidste tid? Så skal du vide, at du ikke er alene! Jeg kender i alt fald ikke nogen, der ligefrem går rundt med armene oppe over hovedet og er totalt overskudsagtige og sprudlende lige nu. Selvom de selvfølgelig må findes.

Når jeg ser tilbage, også her på bloggen, så er det altid det samme med januar – vinteren har fået tag i os, og gassen er gået af ballonen efter julen og nytåret. Man længes efter at sove længe, slappe af foran tv og spise mere usundt end godt er, og måske er lunten endda lidt kortere og frustrationerne lidt større, end de ville være på en solskinsdag i juni.
Hallo januar blues! Farvel humør, energi og initiativ!

For mig er januar altså ikke ligefrem den måned på året, hvor jeg har allermest fart på, har mest mod på tingene og får flest lyse ideer. Sådan er det bare – og sådan skal det have lov til at være. Jeg har valgt at se det som en opladning, hvor jeg samler kræfter igen. Der er ingen grund til at blive mere januarsur, end man ind imellem er i forvejen, men hellere acceptere tingenes tilstand, gå tidligt i seng og sænke aktivitets- og ambitionsniveauet lidt, indtil energien vender tilbage.

Og nu er der kun 3 dage tilbage af januar! Bevares, en januar blues kan sagtens strække sig langt ind i februar, men på en solskinsdag som i dag, er det alligevel som om, at håbet og initiativet vender langsomt tilbage. Vi gik en morgentur i dag i Dyrehaven, hvor vi nød den smukke vindstille dag, hvor solen allerede er begyndt at vise lidt magt. På sådan en dag, kan man mærke, at foråret trods alt ikke ligger alt for langt væk – og at energien så småt kommer snigende tilbage. Om ikke helt endnu, så varer det ikke længe!

Så er du træt og energiforladt og ramt af januar blues – fat mod, du er ikke alene! 🙂 Det er nok bare fordi, vi faktisk har brug for at lade op og samle energi. Og nu lysner det – om tre dage er vi allerede i februar og inden man ved af det, er man igen inde i en god spiral med overskud og klar til at møde foråret. I dag ser det hele allerede lidt lysere ud.

28. januar 2017

Fra mit liv

Under my skin på Bellevue Teatret

Nu bliver det en lille smule lokalt, for lige i nærheden af, hvor vi bor, ligger det fine Bellevue Teater tegnet af Arne Jacobsen. Det blev indviet i 1936 og betegnes som et af arkitektens hovedværker og blandt de bedste Bauhaus-bygninger herhjemme – og er altid et besøg værd.

Som noget helt unikt kan den originale tagkonstruktion skydes til side, så man ser op i den åbne himmel. Forestil dig, som vi gjorde for et par år siden, slutningen på en Søs Fenger koncert, hvor taget forsvinder på den lune sommeraften til tonerne af “Du er”.

For Sten og for mig har teatret en ekstra betydning, fordi vores bryllupsbilleder – pga. silende regn – blev taget inde på teatret. Se bare her, hvor Nord og Syd på væggen viser vejen til teatergæsterne. Vi er tilbage i 2008, så der er nok sket lidt med os siden, men teatret vil forhåbentlig altid være det samme.

I går var vi der endnu en gang – og det var egentlig dét, jeg ville fortælle – for at se forestillingen Under My Skin med Flemming Enevold som manuskriptforfatter og i hovedrollen som Frank Sinatra. Jeg har simpelthen 100% med fra første sekund, og jeg elskede hans sang og det fantastiske orkester, der fremførte store sange fra Frank Sinatras karriere og fra den amerikanske sangskat. For mig var det ren fryd at lytte til numre som Cry me a river, Fly Me to the Moon, The Lady is a Tramp m.fl.

Havde det været for hans og orkestrets præstation alene havde det være seks stjerner her fra mig. Samlet lander vi måske på de fire, men sange og musikken er det er det hele værd! Forestillingen fortæller om Sinatras liv, op og nedture og hans ikke altid lige charmerende personlighed. Øvrige medvirkende er Johannes Nymark, som sønnen Junior, der er velsyngende, men mere poppet og moderne og mangler faderens originalitet, Marie Askehave som ekskonen Ava Gardner og Bjarne Henriksen som producenten Smiley med forbindelserne til mafiaen. De er med for at binde historien om Sinatras liv sammen, men det er for musikken og Enevolds skuespil og ikke mindst sang, man skal se forestillingen. Hold op, hvor er han dygtig.

26. januar 2017

Fra mit liv

Historien om Marie

Man behøver ikke nødvendigvis efterlade sig store værker eller bedrifter for at blive husket i eftertiden. Marie er et eksempel på et menneske, der – ganske vist i det små – lever videre ene og alene af den grund, at hun var et godt og omsorgsfuldt menneske, der bar sin byrde flot.

Selvom jeg aldrig har kendt hende – og hun døde 35 år, før jeg overhovedet blev født – bliver jeg altid meget berørt af historierne om hende. Især, hvordan hun i sin sygdom lod sin forlovede gå og ovenikøbet sendte ham videre i verden med alt hendes brudeudstyr.

Marie var hverken rig, kendt eller berømt, men mindet om hende bliver bevaret i hendes slægt – og så længe historien lever videre hos bare ét menneske, er den ikke væk. Om hundrede år er altid glemt, siger man, men jeg tror, at også den næste generation vil komme til at kende Marie. Og nu skal I også få Maries historie her på bloggen. Måske bliver du også rørt over en ualmindelig vellidt og omsorgsfuld ung pige med en smertefuld skæbne. Måske vil det også sætte tanker i gang, om hvilket indtryk vi efterlader den dag, vi er væk. Og om, hvor godt vi har det i dag takket været den moderne lægevidenskab.

Allerede fra jeg var lille, hørte jeg af og til Marie nævnt i forbifarten. Hun er aldrig blevet dyrket på nogen måder, men hendes historie har altid fascineret mig.
Hun var min farfars storesøster, der døde som en ung kvinde. Han var kun 15 år, da de måtte begrave hende, og hans lillesøster, der heldigvis stadig er iblandt os, var kun 1 år. (tænk som forældre at stå med både et spædbarn og en voksen døende datter! Uden et velfærdssamfund og uden diverse moderne hjælpemidler).

Efternøleren Inge – der i første omgang var pinlig for min farfar – blev måske min oldemors største trøst, da hun mistede sin datter. Men trøst fandt hun også her på kirkegården, hvor hun havde stillet en stol, så hun kunne sidde ned på sine daglige besøg.

Billederne, breve og præstens nedskrevne tale er bevaret, så jeg har haft mulighed for at dykke lidt mere ned i historien og også få bekræftet, at hendes gode væsen ikke bare var en myte skabt af hendes alt for tidlige død.

Olga Marie Hylleborg var født den 18. maj 1909 og døde som bare 22-årig den 31. juli 1931 efter flere års smertefuld sygdom. Hun havde leddegigt, og indtil 1950’erne fandtes der ikke en effektiv behandling. Den gang var det en stærkt invaliderende sygdom, der gjorde folk fuldstændigt afhængige af hjælp.

I præstens tale kan jeg læse, at hun levede de sidste år i smerter, hvor alt langsomt blev taget fra hende:

“Marie holdt meget af sang og musik. Det var derfor svært for hende, at hun ikke længere kunne sætte sig til klaveret og spille. Men en dag, da hun havde fået det lidt bedre, ville hun hen til klaveret og prøve. Men ak! Hendes fingre magtede det ikke – og sådan var hendes sidste fire år jo en bestandig sigen farvel til det, der havde glædet hende og som hun havde kært.”

Marie blev passet af sine forældre, hvilket man i hendes breve kan læse, at hun både var uendelig taknemmelig for, samtidig med, at hun var ked af, at det belastede dem så meget i deres travle hverdag.

“Ja, sygdommen tog hendes skønhed og kræfter, men ikke hendes godhed. I sygdommen var hun tålmodig, fordi hun ikke ville gøre det sværere for sin kære, og i kærlighed lå hun og fulgte dem, og tænkte på dem, og sygdommen fik aldrig lov at gøre hendes til egoist.”

(Jeg kommer til at tænke på min farfar, hendes lillebror Peter, da han over 60 år senere lå dødsyg af kræft. Han var præcis på samme måde. Fulgte interesseret med, var positiv og beklagede sig aldrig unødigt. Forsøgte til hver en tid at få det bedste ud af tingene. Måske har han fulgt Maries eksempel, hvem ved, og måske vil vi, der følger efter, gøre det samme, hvis vi kommer i en lignende situation en dag.)

Leddegigt er en kronisk betændelsestilstand i kroppens bindevæv, som rammer især led og knoglevæv, men også kan gå ud over andre organer. Marie døde af nyresvigt, og i den sidste tid vågede hendes forældre på skift over hende. I slægtsbogen er hendes død beskrevet:

“Hylleborg var gået ind i deres soveværelse for at få lidt søvn, efter at have siddet hos Marie, og han havde sovet lidt, da han kom ind i sygeværelset og spurgte: Kaldte Marie på mig? – Nej, svarede Christine, Marie døde for lidt siden!”

Det er ligeledes beskrevet, at et familiemedlem, som Marie var nært knyttet til, sad langt derfra og mærkede det i det øjeblik, at Marie døde. “Så, nu døde Marie”, sagde han til sin kone.
Er det tilfældigheder, er der mere mellem himmel og jord, er det stærke intuitioner, eller energier mellem mennesker? Jeg ved det ikke, kun at Marie gjorde et stort indtryk på sin omverden. Hele den lille by, hvor hun boede, og den nærmeste omegn, deltog i begravelsen.

Marie var kendt for sin godhed, og blev kaldt “Byens Engel” i den lille by, hvor hun – og i øvrigt senere jeg – voksede op. Hun må virkelig have været noget for sig. Hun var forlovet og skulle giftes med denne pæne unge mand ved navn Ernst.

I hendes sygdom besluttede hun at gøre det forbi, for at lade Ernst gå ud og finde en ny, som han kunne have en fremtid med. Med sig fik han Maries brudeudstyr, bl.a. linned og sølvtøj med hendes initialer på. Min far kender i dag Ernsts søn og har fortalt ham historien, så også de ved, hvad der ligger bag initialerne på de arvestykker, som er tilbage, og til den kærlighed, som hun viste ham i hendes umulige situation.

Til slut får I et uddrag af et af Maries breve fra den 21. januar 1929:

“Nu i den sidste uge har jeg ligget den meste tid, jeg har vist lidt influenza ved siden af, det sinker mor forfærdeligt, for jeg kan ikke selv vende mig i sengen eller tage hænderne ovenpå dynen, så mat er jeg og så af smerter”.

“…nu håber vi jo på det bedste, det er jo kedeligt i den alder at være så plaget af gigt. Det er jo også slemt for far, mor og Ernst og i det hele taget dem, der skal omgås mig, farbror og tante kan nok slet ikke kende mig for lige så livlig og glad, jeg har været, lige så stille og rolig er jeg nu. I kan tro, det ikke er nemt at holde humøret oppe, og jeg græder hver dag, når jeg til tider ikke kan røre mig, og jeg ved godt, at det er dobbeltgalt for mor at holde humøret oppe. I kan tro, jeg er glad for far og mor, der er så søde til at hjælpe mig med dette, men hvis jeg nu kommer mig skal jeg nok huske at skønne på det, og Ernst er rigtigt nok også sød og tålmodig.
Næste gang jeg skriver, håber jeg, at jeg er blevet rask.”

Jeg håber, at Marie har rørt Jer en lille smule, og måske givet lidt stof til eftertanke.

18. januar 2017

Fra mit liv

JOMO – the joy of missing out. Sluk telefonen og vær i nuet!

I dette blogindlæg vil jeg introducere dig til begreber som FOMO, JOMO og TMI, der dækker meget godt over, hvordan de sociale medier påvirker os. Til sidst vil jeg fortælle lidt om mit eget forhold til de sociale medier.

Vi mennesker har nok alle dage været – og vil altid være – optagede af, hvad andre gør, og hvad andre synes er “rigtigt”. Vi sammenligner os med andre og kan have en større eller mindre angst for ikke at slå til eller være gode eller rigtige nok. Med de sociale medier har vi fået mulighed for konstant at sammenligne os med andre.

Jomo – the joy of missing out

Med de sociale medier bliver vi påvirket mere end nogensinde, og mange af os vælger ind imellem nærmest bevidstløst at lade os bombardere af indtryk og billeder fra morgen til aften. Facebook, blogs som denne, og ikke mindst Instagram giver os inspiration og billeder. Inspiration til, hvordan vi kan indrette vores bolig, hvilken mad, vi kan lave, hvordan vi skal klæde os osv.

Inspiration er rigtigt godt, så længe det giver os en positiv følelse og gode, konstruktive ideer, viden og inputs – og det er jo også det, som jeg selv forsøge at give her på bloggen. Men samtidig skal vi passe på, at det ikke tager overhånd, så vi glemmer at holde fast i os selv. Vi behøver ikke alle at være ens, og vi skal huske at nyde øjeblikket og tingene, som de er.
Det er så vigtigt, at vi husker på, hvad der betyder noget for os, og hvilke værdier, vi egentlig vil leve efter, hvis vi kigger dybt i os selv, uden at forsøge at leve op til de succeskriterier og den status, som omverdenen stiller op for os.

Andres liv ser altid mere enkelt ud udefra!

Andres umiddelbart perfekte liv, skal ikke stå i vejen for vores egen lykke og evne til at nyde det, som vi har. Vi kommer aldrig til at kende kompleksiteten i andres liv, hvor vi kun ser overfladen. Og netop overfladen bliver hele tiden præsenteret for os på de sociale medier med et lille perfekt udsnit af morgenmaden, det lækre outfit, det perfekte hjørne i stuen – men det er altid mere kompleks end det. Så lad være med at tro, at andres liv er så perfekt. Tag den inspiration, du kan bruge – når du har lyst – men lad være med at tro, at alle andre har en liv uden problemer og “fejl”.

Er du bange for at gå glip af noget?

Hvis du konstant er bange for at gå glip af noget, og tror, at alle andre har det meget sjovere og federe end dig, så lider du måske af FOMO – the Fear of Missing Out. Måske tjekker du de sociale medier mange gange om dagen, fordi du tror, der foregår noget spændende, som du endelig ikke må gå glip af.
JOMO er mere alvorlig end som så, og betragtes som en decideret lidelse skabt af de sociale medier, som tyder på at kunne udvikle sig til alvorlige tilstande som depression og social angst. Og måske har vi kun set toppen af isbjerget.

Modreaktionen til FOMO er JOMO!

The Joy of Missing Out er vigtigt at tænke over, hvis du bruger de sociale medier meget. Her tager man en pause – eller holder sig måske helt ude af de sociale medier – og koncentrerer sig om at agere på sine egne betingelser og nyde de små øjeblikke. Se dig omkring og nyd dét, der nu en gang er! Det er godt nok, som det er! Du er unik, og du behøver ikke gøre, være og se ud som alle andre. Nyd øjeblikket og lad være med at tænke over, om du går glip af noget på de sociale medier – det gør du helt sikkert ikke alligevel!

JOMO er at være tilstede i nuet!

Jeg siger bestemt ikke, at man skal droppe de sociale medier. De er på mange måder berigende, men alt kan misbruges – og misbrug forhindrer os som regel i at leve det liv, vi ønsker os inderst inde. De må ikke fylde for meget, og de må frem for alt ikke få os til at glemme vores egne værdier. Man taler om et nyt begreb TMI, Too many Images, som vi snart kommer til at se en modreaktion på. Vi er simpelthen udsat – eller vi udsætter os selv – for alt for mange billeder, og som en modtrend kommer vi til at søge tilbage til fordybelsen og det skrevne ord.

Jeg er vild med JOMO – jeg nyder at sætte min telefon på lydløs og jeg er ikke bange for at gå glip af noget på Instragram eller andre steder. Jeg følger med, men ærligt talt, så har jeg en grænse for, hvor mange billeder, jeg orker at se. Det er en kæmpe frihed at tage fri for alle de indtryk, der er ved at overbelaste vores hjerner, og i stedet være tilstede i nuet.
Selvfølgelig er vores smartphone og de sociale medier kommet for at blive og være en vigtig del af de flestes liv, og de skal også have lov at være der med alt det positive, de giver. Jeg synes bare, at vi skal tænke os om og bruge alle indtrykkene med omtanke, fremfor bare bevidstløst at lade os rive med og måske endda ind imellem lade dem gøre os stressede eller kede af det – og forhindre os i at leve her og nu på vores egne betingelser.

8. januar 2017

Fra mit liv, Mode

En frisk start – i røde stiletter

GODT NYTÅR! Jeg håber, I alle er kommet godt ind i 2017.

Nu har hverdagen allerede indfundet sig, og vi lægger jul og ferie og fester og gæster bag os, og et nyt år ligger foran os med alle dets muligheder og gode intentioner.

Årets første dag – to dage – har for mit vedkommende budt på en lidt småhysterisk trang til at rydde op og sortere og smide ud. Så efter at have støvsuget konfettien op og smidt dugen i vaskemaskinen, gik jeg ihærdigt igang med at gå igennem skuffer og skabe for at rydde op og smide ud! Egentlig ganske symbolsk for en frisk start på det nye år!

Det kan lyde så drastisk dét der med at smide ud, men vi taler altså om tudsegamle kvitteringer og papirer, lønsedler, en brochure på min bil (hvornår var det lige, jeg skulle kigge i den?), en defekt mobiltelefon, tøj med huller i, enlige strømper, udjokkede løbesko (hvorfor blive ved med at gemme dem, når man har to par nye?), solcreme, der har overskredet sidste dato, 15 år gamle gavebånd (ikke pæne) osv.
Andet, som er noget mere brugbart, bliver lagt væk til loppemarked – og jeg har brugt allerede udbyttet på forhånd, som du kan se længere nede!

I dag er jeg i gang med stygebunken, og dynerne er ved at blive vasket. 60 grader hver tredie måned formaner bl.a. Astma og Allergiforbundet, så det var vist egentlig alligevel også på tide!
Næste træk bliver at rive blade sammen i forhaven! Måske vaske min bil. Ordne fryseren. Men så må det også være slut! Så må starten på 2017 være frisk nok.

***
Nu skal det heller ikke blive så kedeligt og spartansk det hele. For, når man rydder ud, kan der jo også komme lidt nyt ind! Og jeg har været på udsalg i Illum, som har byens flotteste skoafdeling. Absolut heller ikke den billigste, men til gengæld sætter de det meste ned med 40-50%.

Jeg har længe ønsket mig et par røde stiletter og dér stod de! Lige i min størrelse 36, fra italienske Gianvito Rossi, som laver fabelagtige sko, der sidder smukt, og minus 40%.
De kan fås på MyTheresa.com, men her er de ikke blandt de nedsatte modeller (hvilken fryd!). Jeg tror dog også, at vi kommer til at se masser af farvede og sjove sko de næste sæsoner, så et par farvede sko er ikke noget dårligt udsalgskøb.

2. januar 2017

Fra mit liv

Året, der gik – og ønsker for 2017

Her på årets næstsidste dag begynder nytårstemningen for alvor at komme snigende. Det er tid til reflektion, tid til at gøre status over 2016, der er ved at være slut. Og måske tænke lidt over, hvad man kunne ønske sig af 2017.

For mange af os betyder nytåret også ektra mange varme tanker om de mennesker, vi har i vores liv. Vi bliver måske nok lidt sentimentale – netop, fordi vi reflekterer og tænker over alt guldet i vores liv, nu hvor vi bliver mindet om, at noget – året – har en ende.
Hvorfor mon ellers er telefonnettet rødglødende netop nytårsaften?

Nytåret er for mig en god og naturlig anledning til at stoppe op og tænke lidt tilbage på 2016. Alting går så stærkt, og et år er igen bare fløjet afsted og forvundet mellem fingrene på os. Men hvad er der egentlig sket i løbet af året, hvis man tænker tilbage?

Hvad er de vigtigste ting, der er sket for dig i 2016? Kan du sætte nogle overskrifter på året?
Og ikke mindst – hvad kunne du godt tænke dig, at der skal ske i 2017?

For mig er det jo relativt let at se tilbage på året, for jeg behøver bare at læse her på bloggen! Det er slet ikke så tosset at føre sådan en “dagbog” over sit liv. Lynhurtigt kan jeg komme tilbage og nyde dejlige øjeblikke, film, bøger, mad, jeg har lavet og ting, jeg har oplevet – og jeg kan komme tilbage til Hamborg, Berlin, Club La Santa, Hjerting Badehotel og Marrakech, hvor jeg har været heldig at være i år.

Men det har nu været min runde fødselsdag, der har været den store begivenhed i mit år, og som må danne overskriften for mit 2016. Jeg er blevet en dame på 50 i år – og jeg er begyndt at lade det grå hår komme frem og leve sit eget liv! Og så har jeg holdt den dejligste fødselsdag, man kan tænke sig (på Restaurant Maven midt i København), som stadig kan fylde mit hjerte med varme og glæde.

Sådan en vellykket fest kan jeg bære med mig resten af livet – og jeg må knibe mig selv i armen over at være omgivet med så dejlige venner og familie. Alle talerne, musikken, stemningen, smilene – det kan stadig røre mig dybt! Du kan læse mere om festen her.

Især min mand, Sten, gjorde SÅ meget for at give mig den bedste dag! Det var en aften, hvor det stod tydeligt for mig, hvor forgyldt jeg er, når det kommer til kærlighed og venskaber. Så min fødselsdag er den begivenhed, jeg vil tænke allermest tilbage på i 2016, og som står over alt andet. Også, fordi den i sig selv rummer billedet af mit liv med de mennesker, der står mig allernærmest. Den fest, Sten og jeg var i stand til at skabe og al den varme, jeg blev mødt med, som langt oversteg mine forventninger. Dét er værd at huske på – også i 2017 og langt ud i fremtiden.

2016 blev også et skelsættende år for mig rent karrieremæssigt. I løbet af maj måned havde jeg min sidste køretur i morgentrafikken til mit faste job, som nu er skiftet 100% ud med tilværelsen som selvstændig webshopejer og blogger. Jeg har skabt nye muligheder for mig selv, og jeg elsker at være min egen herre. Det er også hårdt arbejde, som kræver masser af flid og tålmodighed. Men når det lykkes, er det det hele værd. Jeg har optrådt på Liv Live, været model i Ugebladet Søndag og bloggen vokser i tilslutning for hvert år, der går. Det er jeg så super taknemmelig over, og jeg har bestemt ikke andre planer end at fortsætte, nu på 5. år, med at forsøge at inspirere andre voksne kvinder til en aktiv og moderne livsstil.

2016 blev også året, hvor vi blev bådejere! Det blev en beslutning, som kom til at influere en del på vores liv og fritid, og der er ovenikøbet sket det, at båden er blevet solgt igen, og netop erstattet af en ny. Så det er en helt ny verden og livsstil, der er kommet for at blive her hos os, og som især optager og fylder Sten med en kæmpe glæde. Det bliver helt sikkert noget, I kommer til at høre mere om i det nye år.

Mit ønske for 2017 er at komme til at konsolidere mit nye selvstændige liv og for alvor finde en balance, hvor jeg har mere tid til mig selv og til min familie og venner. Det kræver ofre og hårdt arbejde at bygge noget op, men jeg håber, at jeg snart når over det hårdeste punkt, så jeg kan slappe lidt mere af i det. For man skal jo også huske at nyde livet og have det sjovt – og huske at være noget for andre. Jeg vil have tid til at besøge familien og smutte en tur ind til naboen og til at se mine veninder. Jeg vil så gerne have succes, og jeg arbejder gerne meget, men 2017 skal være balancens og nydelsens år, hvis jeg selv kan vælge.

Jeg vil også gerne have ordentlig tid til motion igen – intet nytår uden motionsforsæt – jeg har ikke løbet siden Eremitageløbet i oktober, så jeg er gået fra 13,3 km. til 0 km. i løbet af de sidste par måneder. Det skal der laves om på. Nu!
En anden ting, som altid ligger latent og venter hos mig, er maleriet. Jeg håber, at jeg får overskud til at producere nogle små billeder i det nye år og få gang i den side igen.
Ja, vi vil gerne så meget, men hvis man ikke drømmer og lægger planer, så sker der i alt fald ikke noget.

Hvad er dine drømme for 2017?

TAK FORDI DU LÆSTE MED I 2016 – VI SES I DET NYE ÅR.
RIGTIGT GODT NYTÅR!

30. december 2016

Fra mit liv, JUL

Glædelig Jul – og de perfekte gaver!

Jeg vil ønske Jer alle en rigtig Glædelig Jul.

Juleaften er forhåbentlig vel overstået med hygge og god stemning og gaver, der sidder lige i skabet!

Nu skal det hele bestemt ikke handle om gaver. Men dét med gaverne er nu alligevel ikke altid lige let for de stakkels mænd, som kan være under et vis pres for at finde den helt rigtige gave til kvinden i deres liv. Den 13. december deltog jeg -i egenskab af blogger og nu også livsstilsekspert – i en sjov lille artikel om netop mænd og julegaver i et tillæg til Jyllands Posten (du kan klikke på billederne og se teksten tydeligere).

Min egen dejlige mand er altid meget opmærksom og generøs, og han er altid sød til spørge, hvad jeg ønsker mig, hvis han ikke lige har opsnappet eet eller andet, jeg har pippet op om (og det sker sjældent, men det sker).

I år har han givet mig et super lækkert kamera – et Canon PowerShot G7 X – så jeg fremover kan tage nogle rigtigt lækre billeder her til bloggen. Det glæder jeg mig SÅ meget til, og hold op, det tager gode billeder!!!!!!
Jeg har allerede testet, og har kæmpet med at få wi-fi indstillinger på plads, så jeg fremover kan få billederne på telefonen og computeren med et enkelt klik. Manualer er altså ikke altid lige mig, men jeg har bidt tænderne sammen og undladt at skrige – og her er at par af de allerførste prøveskud.

PS. Min mand har faktisk givet mig een ting mere. Det er denne nærmest uforskammede lækre Chloé Faye taske.

25. december 2016

Fra mit liv, JUL

Julen er børnenes og hjerternes fest!

I julen sidder pengene lidt løsere hos de fleste af os. Vi køber gaver og pynt og blomster og dekorationer, holder julefrokoster og drikker gløgg – og bruger gerne lidt ekstra på hinanden og på mad og lækkerier til juledagene. Proppen går af, og vi bliver lidt mere rundhåndede med det hele.
Desværre er det ikke alle, der kan tillade sig at have det på den måde. Nogle må se i øjnene, at de ikke kan give deres børn en rigtig jul med alt, hvad den indebærer af gaver og rigtig julemad.

Børnene er de sidste, der kan gøre for, at økonomien er stram derhjemme, og derfor er Mødrehjælpen en organisation, som alle os, der kan undvære lidt, kan tænke på her i juletiden. Nu, hvor pungen alligevel står på vid gab, så kunne vi måske godt undvære en enkelt rulle marcipan eller to!

Julen er som bekendt hjerternes fest – og også børnenes fest. Ligesom sidste år, giver jeg gerne et par hundrede kroner fra julebudgettet til at give en håndsrækning til en medborger, som må lide den tort at søge hjælp for at give sine børn en god jul. Jeg håber, at du vil overveje at gøre det samme. Som du kan se på billedet, er der i skrivende stund stadig børn, der står i kø for at gå hjælp.

Julemærkehjemmene synes jeg også fortjener en opmærksomhed her til jul. Om ikke andet så køb et ark af de fine julemærker og støt det gode formål. Eller giv et lille bidrag her.
Frejas historie her på videoen siger det hele – tænk at nå dertil, hvor man “tør være med i samtaler” og “griner, når der er noget, man synes der er sjovt“! Det er virkelig rørende.

Jeg overvejer at blive julemærkeven og støtte med et lille månedligt beløb (fra bare 50 kr.). Her kan man virkelig være med til at gøre en forskel for et lille menneske, der lever med mobning og isolation. Som julemærkeven bliver men en aktiv del af den gode sag og bliver inviteret ud til julemærkehjem og til særarrangementer. Læs mere her.

Og husk, at det varmer også os selv, når vi hjælper andre! 🙂

18. december 2016

Let Love Rule – ny blog, der taler verden op!

Møde med kvinden bag FiftyFabulous!

Til Jane Kønigs Valentinefest

Om en løbetur, ordet bikini, og en renoveret mindesten!

Farvel januar blues!

Under my skin på Bellevue Teatret

Historien om Marie

JOMO – the joy of missing out. Sluk telefonen og vær i nuet!

Andres liv ser altid mere enkelt ud udefra!

Er du bange for at gå glip af noget?

Modreaktionen til FOMO er JOMO!

JOMO er at være tilstede i nuet!

En frisk start – i røde stiletter

Året, der gik – og ønsker for 2017

Glædelig Jul – og de perfekte gaver!

Julen er børnenes og hjerternes fest!

jeanette.hylleborg

MENU

Seneste indlæg

Mest læste