Klassisk formkage med æble og kanel

Favoritkagen igennem nu 3 generationer i min familie er en lækker sukkerbrødskage med æble og kanel. Den er svampet og let crispy ovenpå, og de bløde æbler sætter prikken over i’et sammen med kanelen. Og så kræver den, udover måske æblerne, kun ingredienser, som man ofte allerede har i sit køkken.

kage med æble og kanel

Du skal bruge
150 g smør
250 g sukker
3 æg
210 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk vanille, fra stang, vanillepulver, eller den nye vanillekværn/twister *)
3-4 æbler
2 spsk sukker
2 spsk kanel
(evt. 8-10 hakkede mandler på toppen)

Rør smør og sukker blødt og tilsæt æggene eet ad gangen. Bland mel og bagepulver og rør det i dejen sammen med vanillen. Kom dejen i en smurt eller bagepapirbeklædt lille bradepande eller springform.
Skræl æblerne og skær dem i både. Rul dem i kanelsukkeret og tryk æblerne let ned i dejen. Drys resten af kanelsukkeret over evt. sammen med hakkede mandler.

Bag kagen i ca. 45 min. ved 175 g.

*) Både Tørsleff og Dr. Oetker har introduceret engangskværne med 5 tørrede og hakkede vanillestænger, når det skal være let og hurtigt (til bagning, smoothies, desserter, salater osv.). Og så udnytter du hele vanillestangen, som har masser af smag. Det virker faktisk rigtigt fint og giver god smag fx til denne kage.

Frisk lynkogt jordbærmarmelade

Her får du opskriften på min mors berømte hjemmelavede jordbærmarmelade, som bare altid smager så friskt af jordbær, sol og sommer – uanset om du laver den af friske eller frosne bær. Selvom den er let at lave og kogt på 10 minutter, får du en marmelade, der er markant mere delikat og frisk end de fleste, man kan købe.

jordbærmarmelade

Så let er det:
1 kg. jordbær (friske eller optøede) skæres i lidt mindre stykker og koges i 5 minutter.
Tilsæt 500 gram sukker og kog i yderligere 2 minutter.
Tilsæt tilsidst 2 tsk rød Melatin, som iblandes lidt sukker og koges med i yderligaere 2 minutter.
Hæld på atamonskyllede glas, som straks lukkes.

Tip: Du kan tilsætte 1-2 tsk citron- eller appelsinsaft til den færdigkogte marmelade.

Alternativt slik og is, der mætter dine sanser

For mig handler det absolut ikke om, at jeg slet ikke må få sukker eller fedt eller bestemte ting – jeg vil bare gerne undgå  dårlige produkter, som store industrivirksomheder tjener tykt på at lokke i os i alt for store mængder. Det er virkeligt gået op for mig, hvordan vi narres med dårligt junk-slik. Det er fyldt med billige fyldstoffer og kemi, og mangler de ægte smagstoffer, som mætter vores mave og hjerne.  Derfor spiser vi alt for meget af det, hvis vi først kommer i gang. Det kan du læse meget mere om i Slip Slikket.

Slip slikketPrøv i stedet dadler (rosiner, nødder m.v.) med rå kakaopulver – det stiller chokoladetrangen. Det kan være uopvarmet “Raw” kakao, som fx hos Matas, men det er absolut ikke et must.
Køb rålakrids, fx Johan Bülow – du kan simpelthen ikke spise nær så meget, og du undgår desuden salmiak, der virker afkalkende.

Lav din egen is! Det er SÅ let, og det kræver ikke en ismaskine, hvis du vælger en parfaitis. Ja, den er fuld af piskefløde, men det er den rene vare, og den mætter hurtigt. Og så kan du putte præcis det fyld i, som du har lyst til: god mørk chokolade i stykker, hele eller kogte blendede bær (husk nu det med at koge frosne hindbær), lakrids, vanille – eller forskellige kombinationer.

Vanille Parfait-is:
2 dl sukker
½ dl flormelis
7 æggeblommer (evt. pasteuriserede)
3 stk vanille
½ l piskefløde

Pisk fløde til en tyk flødeskum.
Pisk de øvrige ingredienser til en luftig æggesnaps (brug elpisker).
Vend flødeskummet forsigtigt i æggemassen til det er ensartet.
Hæld cremen i en skål/bøtte/form og dæk med staniol.
Frys i min. 6-8 timer.

 Prøv også isen med lækre hjemmelavede lakridsmarengs!

Uhmmm….Umahro! Fantastisk dadelkage med nødder og appelsin

Denne her opskriftdadelkage med nødder og appelsiner er bare fantastisk!

Den er fra bogen Slip slikket af Umahro Cadogan og Lone Rasmussen.  Jeg faldt straks for denne kage, som bogen helt rigtigt hævder er uhyggeligt velsmagende. Den er faktisk vanvittig god, og så kan den holde sig frisk og lækker i 3 dage, fordi den er så klæg og konfektagtig (men det bliver nu ikke aktuelt hjemme hos mig, for den er umulig at holde fingrene fra så længe).
Den kræver en foodprocessor, og så er den ikke billig at lave, men tænk over, hvad en gang fredagsslik ellers kan løbe op i!

dadelkage

Kagen kan forberedes på 15 min. og i sig selv gør slik helt unødvendig:

Du skal bruge:
400 g dadler (jeg bruger tørrede dadler fra fx Irma eller Urtekram)
200 g mandler – de kan erstattes af eller blandes med cashewnødder, hasselnødder eller pinjekerner (jeg bruger som regel 160 g cashewnødder og 40 g pinjekerner)
fintrevet skræl og saft af 1 (eller 2 små) øko appelsin
5-6 spsk kokosolie eller rapsolie (jeg bruger Urtekrams kokosolie)
½ finthakket vanillestang eller 1 tsk vanillepulver (hak vanillestangen fint, efter du har taget kornene ud, og tilsæt det i dejen)
2 tsk stødt kanel
en lillebitte knivspids salt og friskkværnet peber
6 mellemstore (øko) æg

Kør alle ingredienser, på nær æggene, i en foodprocessor, til du opnår en jævn, lidt marcipanagtig konsistens. Tilsæt æggene ét ad gangen, mens foodprocessoren stadig kører.
Kom dejen i en smurt bradepande, springform eller lign. og bag den i 40-45 min. ved 160 grader. Lad den køle lidt af før serveringen.

 

I bogen fortæller de to forfattere deres personlige historie og forhold til mad. Lone Rasmussen, som tidligere trøstespiser, overspiser og sukkerafhængig, og Umahro Cadogan, som har spist sig ud af sygdom. Der er ingen fanatisme eller løftede pegefingre, og sukker er ikke forbudt, men den er en øjenåbner i forhold til det “skod-slik” og de usunde og billige industrielle produkter, vi hovedløst falder for – køb den hos Saxo(reklamelink)

Du kan i øvrigt besøge Umahros sundhedsunivers og finde masser af opskrifter og inspiration her.



 

Sød og spicy kvædechutney

Kvædechutney er lækkert til bl.a. kød, sammenkogte retter, wokretter og ost. Her får du min opskrift på en tilpas både sød og spicy chutney af kvæde med en lækker blød og indbydende konsistens.

Kvædefrugten er aktuel her i oktober, og den er virkeligt begyndt at vinde frem igen i supermarkeder og hos fx Aarstiderne. Nogle er måske endda så heldige at have et kvædetræ i haven, ligesom jeg. Kvæden er ikke en ny opfindelse, i Danmark går den helt tilbage til 1400-tallet.  På vores breddegradder har kvæden næsten været glemt, mens den dyrkes mange steder i  Sydeuropa, og kvædemarmelade menes af være alle marmelader stamfader.

Måske skyldes det vores generelle fokus på årstidens lokale råvarer, at kvæden har fået fornyet opmærksomhed – og det er så fortjent, for den kan anvendes til mange lækre ting. Fx til marmelade, gele, chutney, i brød og madretter eller som te.
Kvæder er hårde og bestemt ikke en “gnave-frugt”, og den fine smag af både sødme og syrlighed træder først frem, når den bliver opvarmet.

Her får du min opskrift på en lækker kvædechutney. Sød og lidt spicy på samme tid.

Du skal bruge:

Ca. 1,8 kg. kvæder
3 dl. æbleeddike (fx Meyers)
2 mellemstore løg
2 røde chili
2 fed hvidløg
2 tsk kanel
500 g sukker

Skræl lidt over halvdelen af kvæderne helt. Skræl kun det grimme væk på resten.
Fjern kernehuset og skær kvæderne i grove tern. Gerne umage størrelser, så nogle stykker koger mere ud end andre og du får en lidt grovere tekstur.

Hak løg, hvidløg og chili fint, i hånden eller smid det hele i en foodprocessor. Behold gerne nogle af kernerne i chilien, hvis du vil have en mere spicy chutney.

Bland alle ingredienser i en gryde og varm blandingen op, så sukkeret smelter, og det hele kan røres sammen.

Kog derefter i 20-30 minutter alt efter, hvor udkogt en chutney, du ønsker.

God fornøjelse!

Italienske kager, du let kan lave

Kært barn har mange navne, vi kender dem nok mest som Biscotti, men der kunne ligeså godt have stået Cantutti eller Tozzetti. De velkendte italienske lidt tørre mandelsmåkager er lækre som en lille snack, til desserter eller som i Italien til at dyppe i et glas sød hedvin (Vin Santo). De er meget lettere og hurtigere at lave, end man umiddelbart skulle tro – du skal ikke en gang smutte mandlerne. Her får Hanne Bloch’s opskrift fra Mit italienske køkken, som jeg kan skriver under på bliver rigtigt gode og vellykkede.

biscotti

18 – 20 stk.
125 g sukker
1 æg (L)
1 æggeblomme (L)
½ stk bagepulver
130-140 g hvedemel
1-2 tsk revet appelsin- eller citronskal
125 g mandler (usmuttede)

Pisk æg, æggeblomme og sukker til en tyk creme. Rist mandlerne på en tør pande, og lad dem svale lidt af, før de blandes i dejen sammen med resten af ingredienserne.
Ælt dejen sammen – den skal kunne trilles, men må gerne klistre lidt.
Tril et par pølser, 4 cm. brede, og kom dem på en bageplade med bagepapir.
Bages i 15-20 min. ved 200 g.
Tag dem ud og skær pølserne i ca. 1 cm. tykke skiver på skrå og tør dem i ovnen ved 125 g i ca.  time.

Mit Italienske Køkken fås til 199,95 kr. hos Saxo.com

Æblelagkage med marcipan

Denne lagkage er en fusion af en gammeldags æblekage og en lagkage med creme, en æblekagelagkage. Og det er meget meget vellykket kombination. Jeg synes ellers ikke altid, at lagkage er det mest populære i disse tider, men denne her bliver spist op!

Æblelagkage med marcipan

Du skal bruge:

  • 3 lagkagebunde
  • Æblegrød, regn med omkring 5-6 dl.
  • Letknuste makroner
  • Creme (se nedenfor)
  • Flødeskum af ½ liter piskefløde
  • 200 gram marcipan
  • Pynt, fx friske hindbær eller kandiserede violer

Hjemmelavet creme:

  • 3 æggeblommer
  • 2 spsk sukker
  • 1½ spsk maizena
  • 3 dl kaffefløde, eller 1 dl. piskefløde og 2 dl. sødmælk
  • 1 vanillestang
    Pisk æg, sukker og maizena sammen i en gryde og tilsæt fløde/mælk og vanillen. Opvarm herefter op under konstant omrøring til cremen jævner. Kog igennem, stadig under omrøring, i ca. 1 minut. Tag cremen af varmen og lad den køle helt ned, mens du af og til rører den igennem. Skulle der blive lidt klumper, gør det ikke noget.
    Cremen kan evt. blandes med flødeskum.

Læg først æblegrød og derefter makroner på den første bund. På den næste fordeles cremen, og den øverste bund beklædes med marcipan. Marcipanen rulles let ud mellem to stykker bagepapir. Skær den ud i en cirkel, gerne så den går ½ cm. ud over kanten. Til sidst dekoreres med siden med flødeskum.

Lav din egen krydderurtesalt

Du kan let og meget hurtigt lave en lækker krydderurtesalt i din helt egen blanding med én eller op til mange forskellige slags krydderurter. Har du krydderurter stående udenfor, er det oplagt at høste dem nu, før frosten sætter ind og tager mange af dem.

krydderurtesalt
Du får et velsmagende pift til fx kød, sammenkogte retter, salater og dressinger hen over vinteren. Brug den fx i creme fraiche til en lynhurtig dressing.

 Du skal bruge:

  • Én eller flere af dine favorit krydderurter. 
    Jeg har her brugt masser af persille, noget kinaløg, romarin, citrontimian og en lille smule basilikum og salvie (pas på salvien, som er meget gennemtrængende). Du kan også tilsætte fx mynte.
  • Salt.
    Maldon, almindelig groft salt eller andet, i en nogenlunde ligeså stor mængde som krydderurterne.

Rens krydderurterne og tør dem helt. Kør bladene ganske kort i en food processor (en blender eller en kniv kan også gøre det). Tilsæt saltet og kør igen kort, indtil du opnår en flot grøn blanding. Bred blandingen ud over et stykke bagepapir og lad det tørre i et par dage. Opbevares tørt og evt. i tætsluttet glas.

krydderurtesalt2

Delikat paradisæblegelé

Hvis du har adgang til et paradisæbletræ, er det nu, du kan lave gelé, som kan bruges som tilbehør til varme retter eller til pynt på kager, fx æblekage. De små frugter, der ligner en mellemting mellem æbler og kirsebær, er stenhårde og sure og kan ikke spises rå, men du får den fineste gelé – den kan minde om ribsgele, men er lidt mere pikant og syrlig i smagen, så har den en helt speciel indbydende farve.

paradisæbler_2

Den eneste, du skal tilsætte er vand og sukker. Der skal ikke noget tykningsmiddel i – paradisæblerne indeholder rigeligt med pektin fra naturens side til at størkne.
(Du skal dog være opmærksom på, at indholdet af pektin falder efter modningen, og sidst på sæsonen vil det være nødvendigt at tilføre geleringsmiddel – læs mere om Paradisæbler sidst på sæsonen).

Du kan evt. vælge at tilsætte en stang vanille, hvis du vil tilpasse geleen specielt til fx vildt eller ost.

Processen er egentlig ret enkel, men kræver, afhængigt af den valgte mængde, selvfølgelig lidt tid. Regn med, at den færdig gelé fylder lidt under en 1/3-del i forhold til mængden af paradisæbler.

  • Rens paradisæblerne og fjern tørre blomster samt stilkene (tag en lille kniv til hjælp, da stilkene sidder godt fast)
  • Hak dem groft i en foodprocessor (de kan også skæres i mindre stykker med en kniv, men det er noget mere besværligt)

paradisæbler.jpg

  • Hæld de hakkede paradiæbler i en gryde og dæk dem næsten med vand. Efterhånden som de koger de næste 35-40 min. trækker saften ud og de bliver helt dækket med væde.
  • Lad blandingen køle lidt eller helt ned.
  • Hæld det hele gennem en si, så du fjerner alle paradisæblestykkerne.
  • Hæld derefter saften gennem et klæde.
  • Mål saften op og tilsæt 750-1000 gram sukker pr. liter saft (smag til) og kog igennem i 6 min. Husk også, at du kan vælge at tilsætte kornene fra en stang vanille, hvis du ønsker det.
  • Skum saften og hæld den på skoldede atamonskyllede glas.
  • Geleen afkøles UDEN låg, gerne til dagen efter.

paradisæblegele.jpg

Lammeragout med rosmarin og oliven – nem og lækker simremad!

Nu, hvor efteråret er ved at snige sig ind over os, er det tid til simremad, og derfor skal du som det første have denne skønne opskrift på Lammeragout med rosmarin og oliven. Den er super let at lave, men ikke desto mindre en flot og populær gæstemad. Jeg serverer den gerne med ovnstegte kartofler eller en lækker kartoffelmos med persillerod.

Jeg har fået tilladelse til at videregive nogle af mine yndlingsopskrifter fra en af Danmarks allerbedste kogebogsforfattere, Hanne Bloch. Jeg gengiver noget af det med mine egne ord og bemærker måske mine egne praktiske erfaringer, men opskrifterne er altså Hannes Blochs. Hun stod bag et hav af kogebøger og var madskribent på Hjemmet siden 1979. Men tro ikke, at hun dermed var gammeldags – tværtimod har hun været med til at forandre det danske køkken og gør det stadigvæk.  Hun har været en stor inspiration til især min gæstemad de sidste 15 år.

Hanne Bloch døde desværre i 2020. Æret være hendes minde!

Hanne Bloch boede halvdelen af året i Italien, og “Mit italienske køkken” fra 2007 er hendes mest personlige kogebog. Den bekriver både stemningen og gastronomien i Italien og er meget flot og inspirerende at bladre i – en af mine egne all time favoritter blandt mine mange opskriftbøger. Du får masser af italiensk charme og en lang række klassiske retter, som er lette at gå til og passer godt ind i et dansk køkken.

Lammeragout

til 5-6 personer

6 skiver lammekølle
salt og peber
6 spsk olivenolie
2 kviste frisk rosmarin
2-3 fed hvidløg
3-4 dl. hvidvin
½ kg. flåede tomater (det gør ikke noget, det er fra dåse – det er bedre end halvmodne tomater uden så meget smag)
2-3 spsk hakkede soltørrede tomater i olie
20-30 små sorte oliven

Hvis supermarkedet ikke har lammeskiver (udskåret så benet sidder i midten), kan du få slagteren til at skære køllen ud for dig i ca. 1½ cm. tykke skiver.
Rids lammeskiverne i siden, så de ikke danner en “skål” under stegningen. Drys dem med salt og peber og brun dem i olie i en stegegryde. Tilsæt rosmarin og groft skivede hvidløg og lad det svitse med kort. Hvidløgene må ikke blive sorte.
Kom vinen i og lad den koge nogle minutter, før du tilsætter tomaterne. Tilsæt oliven, og lad retten simre under låg i 1-1½ time til kødet er godt mørt.
Smag til og server!


Hjemmelavede knækbrød – en sund og lækker snack!

Knækbrød2

Grundopskriften på dette knækbrød florerer en del steder, og nu hvor jeg har afprøvet den selv, kan jeg godt forstå, at den er så populær. Den er fuld af frø og kerner, smager utroligt godt – også uden noget på. Og så er det meget lettere at lave, end man tror. Det tager faktisk ikke længere tid at gøre knækbrødene klar, end det tager min ovn at varme op.
Jeg har justeret en lille smule ned på olien, fra 1 til 3/4 dl, men det varieres mellem ½ og 1 dl. efter smag.

opskrift på 16 stk.
1 dl havregryn (evt. rughavre)
1 dl græskarkerner
1 dl solskikkekerner
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
3½ dl mel
1 stk bagepulver
2 tsk salt
2 dl vand
3/4 dl olie (fx. solskikke eller rapsolie)

rist solskikke- og græskarkerner let på en pande. Rør derefter alle ingredienser sammen i en skål.
Del dejen i to portioner og rul den ud mellem to stykker bagepapir. Jeg foretrækker dem rimeligt tynde (så det passer med i alt 16 stk. i “normal” gourmetknækbrøds-størrelse).
Skær dejen igennem med en skarp kniv, så du får det antal knækbrød, du ønsker.
Pensl derefter med et sammenpisket æg og drys med fx sesam eller græskarkerner.
Bages i ca. 20 minutter ved 200 grader.

Extra Tip 1: Tilsæt en håndfuld tørrede tranebær i dejen
Extra Tip 2: Du kan drysse lidt revet ost (fx emmentaler, cheddar) på knækbrødene, når der mangler to minutters bagetid.

Knækbrød

Risotto med pære og gorgonzola

Jeg er vild med risotto og laver det ofte, især som forret til gæster. Der er mange super lækre variationsmuligheder, men da jeg for første gang fik risotto med gorgonzola og pære i Italien i sommer, besluttede jeg, at jeg bare måtte genskabe retten. Der findes selvfølgelig allerede opskrifter, men her får du mit bud på en mild og blød og meget, meget velsmagende risotto.

Forret til 4 personer
300 g. risottoris
ca. 1 l. grønsagsbouillon (terning kan selvfølgelig bruges, men jeg foretrækker den hjemmelavet, da det er en væsentlig del af smagen i retten. I dette tilfælde har jeg brugt gulerødder, løg, porre, fennikel, bladselleri, sorte peberkorn samt timian, rosmarin, persille og laurbærblade).
25 g. smør (til stegning)
2 hakkede skalotteløg
1-2 fed finthakkede hvidløg
3 dl. hvidvin
75 g. revet parmesanost
100 g. mild gorgonzola
2 pærer
citronsaft fra ½ citron
hakkede valnødder

Skræl den ene pære og blend den sammen med gorgonzolaen. Den anden pære skæres i tern og vendes med citronsaften.
Smelt smørret og klar løgene (de må ikke blive brune). Tilsæt risene og steg dem, indtil de begynder at blive lidt klare. Tilsæt hvidvinen og kog den ind, så alkoholen fordamper.
Tilsæt herefter bouillonen lidt efter lidt, indtil du opnår den konsistens og gennemkogning af risene, som du ønsker. Pas på, de ikke er hverken for hårde eller bliver klistrede.
Når retten nærmer sig at være perfekt, tilsættes parmesan og pæretern. Pærerne skal have lidt blødhed, men ikke koges helt igennem. Tilsæt til sidst den blendede gorgonzola og pære.
Serveres med et drys hakkede valnødder og lidt friskkværnet peber.