Tag Archive for: dcis

Rødlys og cryo er heling for min krop og mit sind. Få et vildt prøvetilbud hos CryoVital i januar

Rødlys hos CryoVital har mange effekter på helbredet på celleniveau, og bl.a. blødgør det mit arvæv efter stråler.

Det er utroligt, hvad den dybe rødlys og iskolde cryo gør ved min krop og mit sind! Fra første gang giver det et boost på humøret og glæden, og kroppen føles spændt op og vågen. Efter nogle få gange mærker jeg energien stige og kroppen komme i balance. Mit arvæv efter operation og stråler blive blødt og smidigt – og min gigtplagede storetå bliver mobil og smertefri! Læg dertil en god søvn, forbedret forbrænding, øget restitution, iltoptag og kollagenstimulering.
Hvis du har lyst til at prøve det, så får du et vildt tilbud hos CryoVital i Lyngby her i januar.

 

Reklame/inviteret

CryoVital i Lyngby er blevet et helt lille sundhedstempel for mig, som jeg elsker at komme i.
Det tager ikke ret lang tid, men har en vældig effekt. Jeg kommer med mine småskavanker, ind imellem lidt træthed og mangel på energi og overskud – og jeg oplever, ligesom så mange andre derude, at kroppen og sindet får det utroligt meget bedre af behandlingerne med hhv. dybt stimulerende rødlys og den kolde cryo for hele kroppen og systemet.

 

Vil du prøve? Så får du en behandling med rødlys + helkrops cryokammer i januar til HALV PRIS!!!
Ring til CryoVital på 31 32 60 06 og book en tid og nævn Qland/Jeanette. Så får du det til samlet kun 345 kr. (normalpris 690 kr.) Prøvetilbuddet gælder for behandling i januar 2023 for nye kunder og kun een gang pr. person. 

 

Jeg oplever reduktion af hævelser og smerter i mit knæ og min gigttå, generel velvære og god søvn samt ikke mindst en forbedring af mit stramme arvæv efter strålebehandlinger.

 

Min fantastiske veninde Heidi (Ib), som lider af MS, er en af dem, der oplever en skelsættende effekt med behandlingerne. Hun tager fx ikke smertemedicin længere!!! Hun har fået bedre søvn, bedre kognitive funktioner og mindre udtrættethed, hvilket er nærmest et mirakel.
LÆS om hendes fantastiske cryo-rejse på hendes blog Ibbyheart ♥

 

 

Alle kan få glæde af behandlingerne

Jeg møder så mange glade mennesker hos CryoVital, der er sluppet af med migræne, med sportsskader, med gigtsmerter og hævelser. Alt fra mennesker med Parkinson, der får forbedret mobilitet, til depressionsramte, der får livsmodet tilbage eller mennesker, som Heidi, med autoimmune sygdomme, der får en helt anden livskvalitet. Der kommer både professionelle atleter, der har brug for heling efter skader eller restitution – og alle os andre, der bøvler med stort og småt eller bare har brug for et boost af krop og sind.
Der bliver taget kærligt og personligt hånd om alle med det medicinsk godkendte rødlys, cryo-kammer eller lokale cryo-behandlinger.

Det er også muligt at få skønhedsbehandlinger hos CryoVital. Fx mod genstridigt fedt på kroppen. Eller opstrammende ansigtsbehandlinger.

 

Blødere arvæv og færre gigt-gener!

Jeg starter altid i det lune og behagelige røde lys, hvor jeg står mellem de store paneler, som bader mig i de stråler, der har en lang række dokumenteret gavnlige effekter. Vi taler alt fra søvn og kognitive forbedringer til øget cellefornyelse, øget iltoptagelse, smertereduktion, mindskelse af migræne, bedre energi og hurtigere restitution. Du kan se hele listen her.

Allerede ved een enkelt behandling kan du forvente bedre søvn, mere energi samt en delvis smertelindring. Som behandling er det vigtigt at lægge en række behandlinger ind med relativt kort mellemrum.

Jeg oplever reduktion af smerter i mit knæ, generel velvære og god søvn – samt ikke mindst en forbedring af mit stramme arvæv efter strålebehandlinger, der gør mig så glad og taknemmelig.


Eneste cryokammer i Danmark

Jeg er vild med den energi og livsglæde, jeg får i cryokammeret hos CryoVital.

Efter rødlyset hopper jeg som regel ind i det medicinsk godkendte cryokammer, hvor jeg står 3 minutter i -110 grader.  Det er en sjov udfordring og et øjeblikkeligt boost af sindet for mig. Det er fantastiske at komme ud og mærke varmen og energien, og smilet, komme indover mig.
Det er koldt, men ikke uudholdeligt, og det foregår jo i kold, tør luft, som ikke føles ubehageligt.

Et cryokammer (som CryoVital er de eneste i Danmark, der har) har en langt større effekt end en cryosauna, fordi hele kroppen og hovedet er inde i kulden. Hjernen bliver stimuleret til at producere endorfiner, oxytoxiner, dopamin og serotonin, der påvirker humør og energi. Derudover “chokeres” kroppen til at starte en selvreparationsproces, der øger restitution og smertebehandling. (Læs mere her).

Lokal -160 grader cryo på min slidgigt

Udover mit boost af hele kroppen, så får jeg også lokale cryobehandlinger på min tå – og nu også mit knæ, der driller med hævelse og “knasen”. I det hele taget er det virksomt på alle muskler og led, herunder også nakke, der er overbelastede, skadede, hævede og gør ondt.
En blød og behagelig luftstråle på -160 grader nedkøler kontrolleret og sikkert området, og det virker nærmest øjeblikkeligt på hævelse og smerter.

 

Nytårsaften kom jeg i mine høje stilletter, hvilket ellers har været en umulighed. Noget, jeg aldrig havde troede skulle ske igen. Det lod sig gøre, og jeg havde dem på hele aftenen! Det var faktisk helt vildt, da min tå er stærkt gigtramt og normalt slet ikke kan bøjes så meget.
Jeg kan kun tilskrive det lokalcryo-behandlingerne!

 

Lokal cryo har hjulpet på smerter og hævelse på min tå med slidgigt. Det er lykkedes mig at komme i stilletter igen, hvilket ikke burde være muligt!

CryoVital findes lige nu i Lyngby, men er på vej med klinikker flere steder i landet, herunder i Odense, som åbner 1. februar 2023.

 

Vil du prøve? Så får du en behandling med rødlys + helkrops cryokammer i januar til HALV PRIS!!!
Ring til CryoVital på 31 32 60 06 og book en tid og nævn Qland/Jeanette. Så får du det til samlet kun 345 kr. (normalpris 690 kr.) Prøvetilbuddet gælder for behandling i januar 2023 for nye kunder og kun een gang pr. person. 

 

, ,

Mammografien viste forandringer – jeg er opereret for anden gang!

Egentlig ville jeg slet ikke have fortalt det denne gang – fordi, det skulle holdes småt og udramatisk – men nu er jeg næsten ude på den anden side og klar til at dele mine erfaringer. Mit håb er, at det kan være til glæde for andre i samme situation.
For to måneder siden var der igen et fund i min mammografiscreening, og jeg måtte en tur mere igennem møllen. Denne gang med et andet overblik, ro og viden, og heldigvis var der, i modsætning til sidst, udelukkende tale om celleforandringer/forstadier (DCIS). I dag er jeg ovenpå igen, RASK, glad og tryg, opereret – succesfuldt i første forsøg – og mangler nu “bare” tre uger med forebyggende strålebehandling.


Dét, som de fleste kvinder frygter, skete for mig for anden gang for to måneder siden! Min rutinemæssige mammografi viste nogle mikroforkalkninger, som lå i et mistænkeligt mønster, der indikerer, at der kan foregå noget suspekt.

 

 TO gange har jeg nu oplevet, at mammografien viser noget unormalt – ikke mærkbart for mig selv og derfor netop det, som mammografien virkelig skal og kan. Finde små tilfælde, før de bliver store!

 

Røntgenlægen var ikke i tvivl – det så ud som DCIS igen. Duktal Carcinom In Situ – forstadier til brystkræft, der endnu ikke har evnen til at sprede sig, men bliver, hvor de er, inde i mælkekanalen.
En efterfølgende biopsi viste, at hun havde ret. Der var unormale celler i et lille område på ca. 1 cm.

 

I 30-50% af tilfældene vil DCIS blive til invasiv kræft i en kvindes levetid. I resten af tilfældene vil de ikke – men problemet er, at man ikke ved, hvem der udvikler kræft, og hvor hurtigt, og hvem, der ikke gør. Derfor sker der en kalkuleret overbehandling af nogle kvinder. Jeg er dog sikker på, at jeg er blevet sparet for et alvorligere forløb i fremtiden.


Først efter operation og mikroskopi ved man, om de unormale celler er begyndt at røre på sig derinde og blive til brystkræft. Så et mammografifund med forstadier er ofte startskuddet til en meget usikker periode.

Forstadier, DCIS som i mit tilfælde, lyder måske uskyldigt, men det kan være så udbredt, at hele brystet skal fjernes, og efter brystbevarende operation er stråler som regel standarden. Men eftersom det ikke har evnen til at sprede sig, så slipper man til gengæld for fjernelse af lymfer, kemo- og hormonbehandlinger.


Meget at glæde sig over

Der var også meget godt i det for mig, når det nu skulle være, at frygten blev til virkelighed:

* Der var ingen knude!
* Området var et lille screeningsfund
* Det var IKKE et tilbagefald, men et nyt tilfælde på den anden side. (Ekstra gode nyheder til mig, der har opgivet antihormonbehandlingen).

Selvom det var møgærgerligt og irriterende, så var der også meget at glæde sig over – og nu kendte jeg jo proceduren. Så her besluttede jeg mig for, at det bedste ville være for mig at holde lav profil, holde tingene nede på jorden og se det hele som en “ekspeditionssag” så godt jeg nu kunne. Og så ellers støtte mig til mine nærmeste familie og tætte venner.

Og det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel, at jeg netop har prøvet turen før og vidste, at jeg kunne klare det hele.

Ingen fjernelse af lymfer – og ingen tumordannelse denne gang!

Efter operationen var jeg selvfølgelig meget spændt på, om der gemte sig grimme overraskelser i området med forandrede celler – det gjorde der sidste gang, for tre år siden, i form af to tumordannelser på 6 mm., så jeg havde en dårlig erfaring med mig i bagagen.

Jeg slog mig dog nogenlunde til tåls med, at der var lavet ti store biopsier på det lille område, og at de kun viste DCIS.
Heldigvis viste det sig at holde stik. Så dermed slap jeg også for fjernelse og undersøgelse af lymfeknuder under armen! Den efterfølgende stramhed under armen tager det nemlig noget tid at få bugt med.

Selvom, man ikke har invasiv kræft, men “kun” forstadier, så er strålebehandling standard for de fleste, der får en brystbevarende operation. Stråleterapi er langt mere skånsom i forhold til tidligere, og jeg ved fra sidst, at de 15 gange (5 dage om ugen i tre uger) ikke kommer til at give mig nævneværdige gener.


To flotte ar!

Jeg skrev en mail til min tidligere, fantastisk dygtige og respekterede kirurg på Herlev Hospital, som havde gjort et så fantastisk job – også kosmetisk – for mig sidste gang. Han tog mig straks ind, og under sine vinger, føler jeg, og igen har han lavet en smuk operation, hvor jeg stort set bare efterlades med et tyndt ar.

Så nu har jeg to flotte ar – et på hver side – der vidner om, hvor heldig jeg er! Jeg er egentlig ikke særlig forfængelig i den henseende, men dog glad for, at jeg er indehaver af to intakte bryster. At jeg er blevet fanget i tide i screeningen. At jeg har haft små tilfælde. At jeg er rask og værdsætter livet.

Brystkræft er mange forskellige ting

Brystkræft er mange forskellige ting og i mange grader af aggressivitet og alvorlighed. Det, som jeg har haft, kommer, med min kirurgs ord, ikke til at lægge mig i graven. Det er rart at høre! Og jeg deler også min historie her, fordi andre, som hver dag kommer i en tilsvarende situation, kan læse, hvordan jeg er kommet igennem.

For selvom det er i den mindre afdeling, og andre står i langt, langt mere alvorlige sygdomsforløb, så er det stadig barskt at komme igennem. Jeg har selv været så heldig at kunnet læne mig op ad gode venner, der er læger og sygeplejesker, og ikke mindst veninder, der selv har været igennem brystkræft- og DCIS-forløb.

Jeg er et nyt sted

Her, efter anden gang i møllen, er jeg nu igen et nyt sted. Jeg har undervejs forliget mig med, at jeg ikke kan kontrollere, hvad der kommer i fremtiden. At frygt tilhører fremtiden, og at jeg ikke har lyst til, at den skal ødelægge mit liv her og nu.

Denne gang har jeg valgt at vende ind i mig selv – fokusere på min væren, på nuet, på roen, på glæden over livet. Mine prioriteter.

Nu, hvor jeg så alligevel også vender ud og fortæller historien, selvom jeg havde besluttet det modsatte, er det i håb om, at det kan være til støtte for andre i samme situation ♥

Om man benytter sig af mammografiscreeningen eller ej er, og skal være, en privat afvejning af fordele og ulemper. For mit vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at det har sparet mig for langt større og alvorligere sygdomsforløb i fremtiden.

,

Antihormoner eller ej? Ethvert valg i livet kommer med en pris!

Forleden skrev jeg om sårbarhed, og emnet i dag er netop utroligt sårbart for mig – og meget personligt. Jeg kaster mig ud i det og deler mine overvejelser, fordi det er dét, der fylder hos mig lige nu. Det samme gælder for mange andre kvinder, der har været igennem et tidligt brystkræftforløb – og jeg kender også andre, der står i andre dilemmaer om medicin eller ej.
Det handler om, at jeg er ved at beslutte, om jeg ønsker at fortsætte med at tage forebyggende antihormoner for at reducere risikoen for tilbagefald – eller om prisen er for høj!

Tiden går stærkt – og i visse tilfælde er det ikke så dårligt. Jeg nærmer mig allerede to-året for mit sceeningsfund af celleforandringer (DCIS) og siden skulle det vise sig to små dannelser af invasivt karcinom i mit ene bryst.

Heldigvis blev jeg opereret rask og fik efterfølgende strålebehandlinger i tre uger for at slå eventuelle tilbageværende syge celler ihjel. Alt dette gik super godt, og jeg har ingen mén i dag og ser ud som før på nær et ubetydeligt ar (takket være en meget dygtig kirurg). En anelse stramhed under den ene arm, hvor der blev fjernet to lymfeknuder, men ikke noget at tale om. Jeg har trukket, strukket og masseret, så det er blevet helt fint.

De psykiske mén, dem kan man kun forestille sig, når man har prøvet det. Det tager tid at komme sig over chok, traume, sygdomsangst og det er udbredt og almindeligt, at det medfører en forringet livskvalitet for kvinderne. For mit vedkommende blev den første kontrol efter 18 måneder et vendepunkt.

To gange om året får et jeg knogleopbyggende drop, der har en forebyggende effekt i forhold til genkomst af sygdommen – ikke noget at tale om, jeg ser det som en gave. Jeg er halvvejs med det, mangler kun fire gange, så er jeg ude på den anden side med dét ♥

Lidt højere risiko de næste 3 år

 Jeg var meget heldig, når det nu skulle være. Kræften var østrogenfølsom – det vil sige, at den “lever” af østrogen. Derudover var stadiet tidligt, og der var ingen spredning eller invasion af kar. Endelig var jeg over overgangsalderen – derfor lav på østrogen – hvilket medvirkede til, at jeg (med nød og næppe) kunne undgå kemoterapi.

Jeg er som sagt rask, men der vil være en forhøjet risiko for tilbagefald i årene efter. Særligt de første 2 år og dernæst 5 år.

Alle kvinder har en risiko på 10% for at få brystkræft – min risiko var lige efter operationen statistisk set 20% faldende jævnt ned til de normale 10% efter 5 år. Lige nu nærmer jeg mig altså en statistisk risiko på omkring 16% mod en baseline på 10%. Og det er uden at med regne gavnlige livsstilsfaktorer som: at jeg løber (har vist sig i studier at reducere risikoen væsentligt) , holder vægten, spiser sundt, er ikke-ryger og stort set ikke drikker alkohol.

Man kan også vende det om og sige, at jeg har 84% chance for ikke at få det igen, mens alle kvinder gennemsnitligt ligger på 90%.

Derfor er jeg ordineret en forebyggende behandling med anti-hormoner, eller rettere en aromatasehæmmer, der fjerner den sidst rest af østrogen i min krop. Efter overgangsalderen omdanner kroppen stadig mandlige hormoner til østrogen, hvilket bliver hæmmet med pillerne (typisk Letrozol).

20-30% stopper behandlingen med antihormoner

Du kan nok selv regne ud, at det kommer med en pris i form af forskellige bivirkninger. Rigtigt mange får ledsmerter, nogle kan dårligt gå eller komme ud af sengen om morgenen. Nogle får hedeture – og nogle får det psykisk dårligt, depression, hukommelsesproblemer og søvnbesvær. Jeg hører til den sidste gruppe. Fysisk er det ikke noget problem, men verden – og jeg selv – er ikke det samme med pillerne. Det er trist og mørkt, livet er ikke helt så meget værd at leve, og jeg oplever overhovedet ingen momenter af lykke.

Bivirkningerne betyder, at mellem 20 og 30% af alle kvinder vælger at stoppe behandlingen. Og det er også dér, hvor jeg står nu.
Er fordelene større end ulemperne? Jeg synes det ikke.

Overbehandling – vi ved bare ikke af hvem!

Mammografiscreeningen medfører, at der overbehandles mange kvinder med celleforandringer og tidlige stadier af brystkræft.
Helt op til 10-15 kvinder for hver helbredt patient. Problemet er, at det ikke er muligt at vurdere, hvem der vil have glæde af behandlingen, og for hvem det er overbehandling. Lægerne er bange for ikke at gøre arbejdet godt nok, og patienten er bange for at blive syg og ultimativt dø!

Mammografiscreeningen diskuteres da også jævnligt verden over, fordi den af nogle menes at gøre mange raske kvinder syge for at redde livet for nogle få.
Det skal dog siges, at jeg er taknemmelig for, at mit blev opdaget og fjernet tidligt, så det ikke havde spredt sig og givet mig en langt alvorligere sygdom.

Jeg kan jo heller ikke vide, om jeg er uheldig at få noget igen. Men den vigtigste faktor i dag i kampen mod at dø af brystkræft er ikke screeningen, men alle de nye gode behandlingsformer. Min meget erfarne kirurg har sagt til mig, at min risiko er tæt på 0. Ham stoler jeg på, og jeg har også selv en god fornemmelse og tro på min egen sundhed igen.

Der er ingen af os, der kan vide, hvad der sker i morgen. Og ærligt talt, så er det ikke værd at bruge sin energi på at tænke på.

Statistik kan kun give os et fingerpeg, en vurdering af risikoen. Gennemsnitligt, med min diagnose, forandrer anti-hormonerne min risiko for at dø af brystkræft med 0.7 procentpoint de første 5 år. Herefter stiger det over en 15-årig periode til 2.7.

Statistisk set (og det er jo tilbageskuende og ikke medregnende nye behandlingsmetoder) vil 8,4% med min diagnose dø af brystkræft over en 15-årig periode – med antihormonerne faldet dette til 5,7%.
Eller vendt om er min statistiske overlevelse 94,3% med og 91,6% uden antihormon på 15 år.

At være med beslutningen

Jeg har længe overvejet fordele og ulemper ved at tage medicinen. Kirurgen har direkte sagt, at jeg kan stoppe, hvis det ødelægger min livskvalitet (jeg tror, der er forskellige fløje i lægeverdenen, når det kommer til mammografiscreeningen – det diskuteres til stadighed, om der er videnskabelig dokumentation for, at de gavnlige virkninger overstiger de skadelige).

Jeg oplever faktisk, at pillerne er begyndt at ødelægge min livskvalitet og jeg føler ikke, jeg kan tage dem længere. I stedet satser jeg på kost og motion – og på at have det godt – for at forsøge at reducere den lille ekstra risiko, jeg har.

Og så handler det om for mig, at kunne være med beslutningen. Ikke at gennemgnaske den konstant eller gå og være bange (læs evt. indlægget om at stoppe tankerne med Metakognitiv Terapi). Jeg må tage en beslutning, vælge at tage ansvar for den og finde ro med det. For ellers ødelægger jeg jo bare livet på anden vis og er lige vidt.

Valg er at tage ansvar – og kommer altid med en pris!

Jeg har valgt at dele dette dilemma her på bloggen, fordi alle kan komme i en situation og stå med lignende overvejelser. Det er et yderst personligt valg, som man selv må bære ansvaret for. Et nærmest eksistentielt valg, om man vil leve livet, mens man har det, eller forpeste det for at reducere en risiko. Eller om man vil have sikkerheden for enhver pris og er villig til at betale for den.

Livet består af valg – og de er ikke altid lige lette. Om det er sygdom eller alt muligt andet, så er det op til os at tage ansvar – og ethvert valg, ligegyldigt om man går til højre eller venstre, kommer med en pris! ♥

,

Mine første kontrol er overstået – jeg er så glad og lettet!

Første kontrol efter brystkræft - angst er afløst af glæde!
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor lettet jeg er! I går var jeg til den 1. kontrol, en klinisk mammografi med både røntgen og ultralyd, efter mine to brystbevarende operationer for 18 måneder siden. Og jeg vil skynde mig at fortælle, at ALT var godt ♥ Jeg er bare utroligt glad, og for mig er det en vigtig milepæl, der nu er nået.

At vide, at alt er fint, er en fantastisk befrielse. Naturligvis kommer der flere kontroller, men med tiden bliver det også en vane. Om 3½ år vil min risiko være faldet ned til det generelle niveau for alle kvinder, hvilket (desværre) er omkring 10%.

 

Man kan (på nær de arvelige former) ikke forklare, hvorfor brystkræft opstår, men der er en række ting, man kan gøre for at reducere risikoen: Holde en normal vægt/spise fornuftigt, dyrke motion, undgå rygning og for meget alkohol (alkohol er klassificeret som kræftfremkaldende, og øger desuden niveauet af østrogen i blodet hos alle kvinder), reducere tilskud af østrogen efter overgangsalderen.

Derudover er der medvirkende faktorer som: alder ved første barn (tidlig alder reducerer, sen alder øger risikoen), længerevarende amning (over 6 måneder reducerer risikoen), antal cyklusser gennem livet (jo færre, jo mindre østrogen, og dermed jo bedre). Men alle kvinder kan rammes.

 

Svar med det samme

Jeg var viderevisiteret til et privathospital pga. travlhed i det offentlige, og det at komme et andet sted hen, hvor der ikke var gamle dårlige oplevelser, føltes godt. Der var roligt, der var en meget personlig og venlig kontakt, og jeg fik meget hurtigt at vide, at alt så godt ud. Hvilken lettelse!

Når, man har haft celleforandringer/brystkræft, så er systemet så humant, at man får svar på mammografien med det samme. Det er et faktum, at mange kvinder lider af angst for tilbagekomst, uanset hvor stor eller lille, sygdommen har været, og presset er ubeskriveligt stort. Det tog faktisk 3-4 timer timer, før mit nervesystem var faldet ned, og glæden pludselig for alvor spredte sig i min krop og alt blev lyst.

 

Det er nok svært helt at forstå presset, hvis man ikke har prøvet det på egen krop. Selvom, jeg heldigvis var ude for et screeningsfund og et tidligt stadie1 af brystkræft, så griber det voldsomt ind i livet. Der kommer en anden bevidsthed om sygdom, og oplevelsen/traumet sætter sig som angst ind imellem. Angst for tilbagefald er noget, som man skal lære at kapere, og langt det meste af tiden går det rigtigt godt for mig. Men, når det bliver sat på spidsen med en kontrol, så boner den ud for fuld skrue. For tænk, hvis mareridtet skulle starte forfra?


Jeg er – trods alt – utrolig heldig

Jeg havde naturligvis gerne været det mareridt foruden, som det er at gå igennem måneder med diagnosticering, operationer og strålebehandlinger. Og nu kontroller og efterbehandling. Der medfølger for de fleste et psykisk pres, og jeg tænker da en del over både at nyde livet, men også at leve fornuftigt på både et fysisk og mentalt plan (læs mere i indlægget her).

På den måde kan jeg ikke sige, at det ikke også medfører noget godt – når det nu skal være. Man lærer for alvor at leve med døden som en præmis og nyder livet lidt mere intenst. Jeg passer ekstra-ekstra godt på mig selv nu.

Derudover er jeg, som jeg har skrevet mange gange før, utrolig heldig – og når jeg møder op hvert halve år på hospitalet, så er jeg yderst bevidst om, at mange af de kvinder, jeg ser i venteværelset, har langt større udfordringer end jeg. Man kan ikke se på mig, at jeg har været det – mit bryst ser helt normalt ud takket være nye plastickirurgiske teknikker, hvor der flyttes om på vævet, det fysiske er, og har i det hele taget, været det mindste af det.

Endnu et skridt på vejen

Jeg er rask! Det, som jeg lever med, er en let forhøjet risiko for tilbagekomst, hvilket jeg er nødsaget til at tage antihormoner for at beskytte mig imod i nogle år. Jeg får også et drop hvert halve år, der opbygger mine knogler, men det ser jeg først og fremmest som en gave. Og så skal jeg ikke mindst leve med angsten, som heldigvis – ligesom risikoen – er for nedadgående.

Nu er den første svære kontrol godt overstået, og det gør mig jublende glad. Jeg vil nu have en lang periode, hvor jeg kan føle mig ekstra glad og tryg – og endnu et stort skidt er taget på vejen ud på den anden side.

Det er bestemt en hård og livsforandrende proces gå igennem, men for de fleste kvinder, der rammes af brystkræft i dag, er der heldigvis en vej ud på den anden side. Flere end nogensinde bliver helbredt og risikoen for at dø af sygdommen har været faldende de seneste 20 år ♥

,

For et år siden brød helvede løs – det har sygdomsforløbet gjort ved mig!

Efter tidlig brystkræft

Sidste sommer, da jeg endelig var sluppet fri og ud på den anden side. Fantastisk glad og lettet – og stadig tynget på samme tid. Sten var ved min side 100% igennem det hele ♥♥♥

Det er præcis ét år siden, at helvede brød løs her hos mig med dét, som vi alle frygter: en mammografiscreening, der viste nogle forandringer, som skulle undersøges nærmere. Og som efter den første brystbevarende operation skulle vise sig at indeholde to små ondartede knuder. I alt et 3-4 måneder langt forløb, hvor jeg det meste af tiden gik og ventede på svar og var bange.

Jeg kan stadig næsten få åndenød bare ved tanken om, hvad jeg psykisk gik igennem, og forløbet er noget, som jeg arbejder på ikke at dvæle ved. Men det er ikke noget, man bare ryster af sig. Det er en livserfaring, som man kommer til at bære med sig – på godt og ondt! Det er svært at få alle ord og følelser med, men jeg vil forsøge at fortælle lidt om i dag, hvad det har gjort ved mig nu her et år efter.

Da, jeg fik taget billeder til Ugebladet Søndag, var jeg midt i mareridtet. Jeg kan selv selv i mine øjne, hvor trist og slukket, jeg var.

Selvom jeg ikke vil betegne mig selv som hverken særlig sart eller skrøbelig, så tør jeg godt sige, at det er meget traumatisk at gå igennem. Også selvom jeg blev opereret rask, og selvom det heldigvis kunne have været meget værre, så er der ting, der aldrig bliver de samme igen. Heldigvis kan det også bruges til noget positivt. Jeg vil aldrig komme til at sige, at det er var noget, jeg ikke ville have undværet! Men, når det nu skulle være, så forsøger jeg – som altid – at uddrage noget positivt af det, der sker.

Tiden er min bedste ven!

Den vigtigste healing ovenpå et angstfyldt sygdomsforløb er tiden. Jo mere afstand, man kan lægge til det, jo mindre fylder det efterhånden i tankerne. Fra at være angst nærmest konstant, mens det hele stod på, så bliver jeg “kun” overmandet af det en gang imellem. De fleste dage ligger det nok i baghovedet, men det fylder som regel ikke.

Og, hvad er det man er bange for, når det hele er overstået, og man er rask? Man frygter tilbagefald og er simpelthen hamrende angst for, at det skal komme igen. Det kan være, at jeg læser eller hører noget om brystkræft, som mere eller mindre irrationelt tricker angsten. Men langt det meste af tiden er jeg ikke længere bange, og jeg har dybt inde i mig selv en klar tro på, at det aldrig kommer igen.

Strålebehandlingerne har reduceret den risiko væsentligt, det samme gør anti-hormonbehandlingen, som jeg skal være på i 5 år. Jeg får også et drop hvert halve år, der fylder min knogler op og reducerer risikoen for knoglemetastaser. Det er scary scenarier, man er i forebyggelse for, men heldigvis er risikoen ikke kæmpe stor. Med operationerne og de forebyggende tiltag har jeg 99% chance for ikke at dø af brystkræft!

Bekymringer plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, de stopper dig blot fra at nyde de gode. – Søren Brun

Jeg tog kampen op – og jeg holder mine strategier!

Det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg er typen, der handler mig ud af problemerne! For at slippe for angsten for sygdom i fremtiden, var løsningen for mig at tage kampen op med al den forebyggelse, jeg selv kan gøre. Jeg lavede simpelthen en strategi, som jeg stadig følger, omkring anti-stress, motion, kost, meditation, yoga, qi gong m.m. Jeg er åben overfor alt, der kan gøre noget godt for mig for at være i psykisk og fysisk balance.

I september, kun to måneder efter, at jeg sluttede strålebehandlingerne, skrev jeg i dette indlæg, hvor glad og taknemmelig, jeg var for at være kommet så godt videre. Og jeg er stadigvæk inde i kampen, og jeg har hver eneste dag bevidstheden med mig om, at jeg skal gøre det så godt som muligt for mig selv og mit helbred. Forskning viser fx, at løb kan nedsætte risikoen for tilbagefald med 40-50%, så det er en kæmpe motivationsfaktor.

Jeg holder en lav vægt – af gode grunde!

Da jeg blev præsenteret for, at jeg havde østrogenfølsom brystkræft i et tidligt stadie, besluttede jeg mig straks at reducere min i forvejen lave vægt, fordi østrogen efter overgangsalderen primært dannes i fedtvævet. Jeg reducerede hurtigt min vægt med 3 kg. ved hjælp af sund kost, og jeg har holdt niveauet lige siden.

Risikoen for brystkræft stiger, jo mere man vejer for meget. For hver fem kilo man tager på, stiger risikoen for brystkræft efter overgangsalderen med 6 pct. Desuden tyder forskningen på, at man har større sandsynlighed for at overleve sin brystkræft, hvis man holder normalvægten. (kilde: cancer.dk).

I dag føler jeg mig igen stærk og sund og fuld af energi. Jeg sætter pris på flere ting og nyder hverdagen – og har masser af små øjeblikke af total lykke.

Rent fysisk har jeg også været heldig. Bortset fra et par fine tynde ar, er der intet at se. Arvævet efter strålebehandlingerne, der var begyndt at stramme over brystet og under armen, har jeg efterhånden fået has på ved stædigt at massere, trække og strække. Så nu, som dengang, er det fysiske det mindste af det.

At være på antihormon

Som en del af den forebyggende behandling skal jeg tage anti-hormon (aromatasehæmmer) i fem år. Inden jeg ser mig om, er det første allerede gået, og jeg har ikke nogle nævneværdige problemer med det. Jeg synes, det er SURT, at jeg skal fratages min sidste rest østrogen, men det giver mig en stor tryghed i forhold til at forblive rask.

Medicinen kan være forbundet med mange bivirkninger, overgangsaldersymptomer som hedeture og søvnbesvær og ledsmerter, men jeg er heldigvis forskånet for det hele. Jeg har selv en teori om, at en nogenlunde sund kost og motion kan gøre en forskel. I alt fald har jeg det fint.
Min hud er måske lidt på vej ned af bakken, men er ikke så galt som jeg frygtede, og jeg føler ikke, at jeg er blevet meget “gammel” af medicinen. Dog var det nok den ting, jeg alligevel allerhelst ville have været foruden. Med godt fire år endnu, så er det overstået – og tiden går jo hurtigt.

Som at balancere på en knivsæg

Jeg tror, det er de færreste, der kommer igennem sådan et sygdomsforløb, og mærker dødens vinges strejf, uden at livet ændrer sig en lille smule. Jeg oplever det som at balancere på en knivsæg, hvor man let kan vippe mellem en intens glæde over livet – og en sorg og angst over, at det en dag skal ende.

Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at vippe over på den gode side – og det synes jeg er lykkedes. Jeg er ked af, at jeg skulle igennem forløbet, og jeg glæder mig absolut ikke til de fremtidige mammografier (der er heldigvis et år til).
Men, når det er sagt, så har jeg også fået nogle gode ting ud af det.

Alle mine strategier for min sundhed, som absolut ikke skal være rigide, gør, at jeg igen føler mig stærk og sund. Det knæk, som jeg virkelig følte, at jeg havde fået, er ved at være helet igen. Jeg kan blive bange ind imellem, men grundangsten er jeg heldigvis kommet relativt hurtigt over. Og det er enorm lettelse.

Det handler om at nyde livet

I stedet værdsætter jeg livet og de små glæder langt mere – og der er ting, jeg ikke gider at tage mig så meget af.
Jeg har været helt inde og mærke mig selv på en ny måde, og jeg står mere fast i mig selv i dag. Jeg er blevet mere åben for alternative og spirituelle tanker, og er i det hele taget blevet et klogere menneske.
Jeg er blevet mere opmærksom på mine egne behov og på at leve et autentisk liv, hvor jeg gør ting, fordi jeg har lyst til dem. Og undgår personer og situationer, som ikke gør mig godt.

Så livet er et andet end for et år siden. Det har fået et nyt fokus, hvor det vigtigste er, at jeg skal have det godt både fysisk og psykisk – og det skal nydes så meget som overhovedet muligt og så autentisk som muligt. Og for mig betyder det at leve relativt sundt, få en god søvn og motion og være i indre balance. Antihormoner og en forhøjet risiko i en periode er noget, jeg må leve med, men jeg finder tryghed i at forebygge så meget, jeg overhovedet kan. Så skal det hele nok gå.

Jeg er blevet bedre til at nyde nuet, og jeg har mange små momenter af lykke. Selv små ting, som at være til yoga eller i naturen, at nyde en perfekt kop te, mere skal der ikke nødvendigvis til. Først og fremmest er jeg taknemmelig for, at det hele ikke var værre, end det trods alt var, og at jeg er sund og rask.

Helt den samme er jeg ikke, men jeg har det rigtigt godt!

Tak, fordi du læste med ♥

,

Rask efter tidlig brystkræft – sådan er jeg kommet videre!

I foråret valgte jeg at være åben her på bloggen omkring mit sygdomsforløb, som efter den almindelige mammografiscreening viste sig at komme til at kaste mig ud i to operationer og siden også 15 strålebehandlinger og forebyggende anti-hormon de næste 5 år. Dels fyldte det ALT hos mig – og jeg kunne ikke tænke mange klare tanker om noget andet – og dels, så tænkte jeg, at en personlig blog ikke nødvendigvis kun kan indeholde alt det lyse og sjove, og at jeg måske endda kunne være til hjælp og støtte for andre, der kommer i en lignende situation.

Jeg er nu kommet godt igennem, og jeg har det rigtigt godt, men der er ting, som er grundlæggende forandret. Selvfølgelig ville jeg gerne have været de tre måneder i helvede foruden, men når det nu skulle være, så er jeg i dag et klogere menneske, mere mindful, og mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig og hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg har fået nye prioriteringer, større taknemmelighed for livet, og et endnu større fokus på kost, motion, indre balance og forebyggelse i det hele taget.
Egentlig har jeg ikke noget behov for at svælge i sygdommen, men jeg vil alligevel gerne runde det af her på bloggen med en status, og herunder en forklaring på, hvor jeg er nu – og hvorfor jeg bl.a. er begyndt at tænke i nye baner i forhold til sundhed, motion, balance og velvære.

Det kan lade sig gøre at komme godt videre!

Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at skrive ordet brystkræft i sammenhæng med mig selv, og det her indlæg er bestemt ikke et af dem, der bare flyder af sig selv. Jeg har lagt det bag mig på meget kort tid, og jeg forbinder det ikke længere rigtigt med mig selv. Jeg er næsten overtroisk bange for en slags nemesis ved at skrive, at alt går så utroligt godt. Men nu gør jeg det alligevel, fordi jeg håber, at det kan give inspiration, håb og mod til andre kvinder, som står i samme situation eller måske er bange for at gå til screeningen.

For brystkræft rammer hver 10. kvinde og mammografiscreeningen finder hver eneste dag kvinder, der, ligesom jeg, skal igennem en veritabelt angsthelvede, som det kan kræve ufatteligt med ressourcer og energi at komme videre fra. Men det KAN lade sig gøre. Ikke ved at fornægte det eller putte det væk, men for mit vedkommende ved at tage tyren ved hornene, være åben, bruge mit netværk, kæmpe og gøre alt, hvad jeg selv kan, for at forebygge både ny sygdom, bivirkninger af medicinen og angst.

Jeg fatter ikke, at det kun er to måneder siden!

Der er nu gået to måneder, siden det hele sluttede og jeg den 7. juli i søndagsindlægget kunne fortælle, at jeg var helt ude på den anden side. Strålebehandlingerne stod på i det meste af juni måned, og effekten fortsatte i yderligere to uger.

Selv er jeg forundret over, at det ikke er længere tid siden, når jeg kigger tilbage i min kalender og ser alle tiderne på hospitalet stå der.
Jeg føler mig fysisk helt på toppen igen efter at have været igennem, hvad der for bare to måneder siden føltes som helvede tur-retur. På det tidspunkt var jeg så traumatiseret at hele forløbet, og jeg var dybt nervøs for, hvor længe jeg ville komme til at kæmpe med angsten for tilbagefald og for sygdom i det hele taget. Men jeg gik til kamp med optimisme og kampgejst, og en klar strategi, som jeg også skrev om her på bloggen, hvilket har hjulpet mig til at gøre tingene meget bevidste og klare.

Jeg løber ligesom før igen, jeg har fået energien tilbage, og alle fortæller mig, at jeg ser godt ud, hvilket er rart at høre! Når jeg tænker på, hvor mærket, jeg var, og hvordan jeg tøffede afsted på mine løbeture, som om jeg var firs år gammel, så er det godt nok gået stærkt med at komme tilbage.
Mit bryst er forunderligt nok, efter de to operationer, fuldstændigt normalt igen, og der er intet at se udover et tyndt ar ude i siden, så også her har jeg været heldig. Ikke, at det er det vigtigste i den sammenhæng – for det afgørende er at være rask – men jeg er nu alligevel taknemmelig.

På den ene side, så oplever man en utrolig sårbarhed, men på den anden side kan det også vendes til en styrke. Mine prioriteter er mere klare, og jeg står mere fast på mig selv og er mere bevidst om, hvad jeg vil og ikke vil stå model til.

Jeg er stolt af mig selv

Når jeg selv går tilbage og læser her på bloggen, så kan jeg se, hvor positiv og optimistisk, jeg har været hele vejen igennem. Og konstruktiv. Det er der ingen tvivl i mit sind om, har været en vigtig faktor for, at jeg er kommet så godt ud på den anden side.

Den 16. juni skriver jeg om, at jeg 2/3-dele igennem strålerne, uden bivirkninger, at energien er på vej tilbage og at alt går efter de planer, som jeg har lagt for mig selv. Derudover kan jeg læse, at jeg både havde været til yoga, øvet qi gong og løbet 7 km. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg i dag er utroligt stolt over mig selv, når jeg ser tilbage på, hvordan jeg har klaret det. Jeg har virkelig kæmpet med al magt for at tro på det bedste og holde fast i taknemmeligheden og det positive.

Jeg elsker selv det her super glade indlæg, Jeg kan trække vejret igen – jeg er rask og har en plan – jeg kan nærmest mærke det fysisk, når jeg genlæser det. Både hele forløbet, som er samlet her, og også alle de følelser, al den angst, alle de undersøgelser. Alt mit fokus på at tro og ønske det bedste, at være taknemmelig, når det gik godt, og lettelsen, da det hele var forbi og jeg kunne kalde mig rask. Jeg var bevidst om det psykiske efterspil, og jeg vidste, at det var noget, jeg ville arbejde målrettet på at komme ud over. Nogle kæmper i årevis, og jeg var faktisk mere nervøs for det mentale end det fysiske på det her tidspunkt.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at frygten aldrig dukker op, men det bliver sjældnere og sjældnere og mere og mere kortvarigt, at det lige skyller ind over mig. De første kontroller bliver selvfølgelig ikke sjove, men med tiden bliver det ikke anderledes end for alle andre. Nu ved jeg, hvor meget, jeg kan klare, og at jeg er i stand til at kæmpe, og jeg tror dybt i mit hjerte ikke på, at det kommer igen. Det er i øvrigt også noget, som er en del af den positive tænkning og meditation, som jeg benytter mig af.

Påvirkningen for familie og venner

Alt det, som jeg måtte igennem, havde naturligvis også omkostninger for min familie og mine venner, der står mig nær. Det er slemt at være den, som lægger krop til, men det er bestemt heller ikke rart for ens omgivelser, særligt min mand og mine forældre, men også resten af min familie og mine venner. Jeg har været priviligeret med enorm støtte hele vejen igennem fra mange sider, og det er dejligt for mig at opleve, at også de nu er kommet over den værste forskrækkelse. De oplever min styrke og ser mig være helt tilbage, og jeg tror ikke, der er nogen, der ikke er overbevist om, at det her er et overstået kapitel. Tankerne og troen – også fra omgivelserne – er vigtige, og det hjælper mig til at komme videre, at også de er videre.

Nogle veninder er blevet påvirket at min situation til at kaste et blik på deres egen sundhed. En er gået til en længe udskudt mammografi, en vil trappe ud af østrogentilskuddet, en vil stoppe med at ryge. Alt positivt, der kan komme ud af det, som jeg er gået igennem, giver mig så meget mening. For så har det været godt for noget!

Jeg holder min plan

Allerede den 19. maj, havde jeg min plan klar, og den holder stadig. I søndagsindlægget, hvor jeg også overskrider mine grænser for at vise, hvor flot en brystbevarende operation kan laves, fortæller jeg om, hvordan jeg har tænkt mig at komme videre. Her gør jeg mig tanker om, at angsten æder sjæle op, og at ingen af os har behov for at gå og tænke på, hvad der potentielt kan ramme os i fremtiden. For mig har det helt sikkert også haft en terapeutisk virkning at formulere disse ting på bloggen.

Jeg skriver også om, at jeg tror på positiv tænkning, og på, at vi tiltrækker meget af det, som vi går og tænker på og forestiller os. Jeg har ingen tvivl i mit sind om, at mine tanker, ønsker og taknemmeligheder har hjulpet mig godt igennem – og stadig gør det – og i dag går jeg ikke rundt med angst for tilbagefald eller ny sygdom. Jeg skal selvfølgelig til kontrol og til samtaler, og det bliver ikke sjovt de første gange, men jeg ved nu, at jeg har den mentale styrke til at stå imod det.

Kost og motion 

Da jeg erfarede, at celleforandringerne var begyndt at blive til østrogenfølsom cancer, ændrede jeg straks min kost og begyndte at spise forebyggende (læs mere her) og tabte ret hurtigt 3 kg. En lav vægt er, ligesom motion, store forbyggende faktorer. Jeg var slank i forvejen, så der var ikke meget at give af, men den nye kost gjorde helt automatisk sit, og min krop har nu stabiliseret sig på det nye niveau, og jeg ser ikke pillet ud som i starten, hvor jeg jo også var meget belastet af situationen.

Jeg lever ikke fanatisk, men med nogle overordnede rammer, der indebærer meget mere grønt og frugt, mindre kød, få færdigfremstillede produkter, meget lidt alkohol og mindre sukker. Jeg er også overbevist om, at det er grunden til, at jeg ikke lider under bivirkninger fra den medicin, jeg nu skal tage. Slækker jeg på kosten i nogle dage, fx i forbindelse med, at vi skal ud og spise, så begynder jeg at få hedestigninger af anti-hormonerne. Særligt sukker i for store mængder kan jeg mærke er dårligt for mig, men til dagligt har jeg ingen problemer overhovedet.

Derudover tager jeg de kosttilskud, som jeg finder relevante, hvilket jeg vil vende tilbage til her på bloggen. Jeg løber (11 km. forleden 🙂 ), dyrker yoga, mediterer ind imellem, lærer qi qong, undgår stress og har fokus på velvære og mindfulness.
I går fik jeg fået taget hul på noget mere styrkepræget træning, hvilket var det sidste, jeg manglede.

qi gong

Jeg er blevet afhængig af qi gong!

Det hele har jeg implementeret i mit liv. Fordi jeg har lyst, fordi det giver mening, og fordi jeg kan lide det og ikke kan lade være.

Jeg er blevet åben overfor nye ting

Mit sygdomsforløb har uden tvivl åbnet mine øjne og mit sind for nye ting. Jeg har i snart 13 år haft tai chi og qi gong lige foran min næse, fordi Sten dyrker det dagligt og på et højt plan. Trods flere tilbud om at lære det, har jeg ikke været der, ikke kunnet rumme det eller set værdien i det. Men med sygdommen opstod behovet, og jeg åbnede mig overfor det. Jeg er et nyt sted, og jeg har brug for andre ting – for alt, hvad der er godt for mig og kan bibringe mig sundhed, indre ro, nærvær og styrke. Det er netop noget af det, som qi gong kan, og som jeg nu er godt i gang med at lære.
Det vil jeg vende tilbage med meget mere om i løbet af ugen.

Jeg har også været til healer, hvilket jeg er overbevist om har fjernet den sidste angst og givet mig endnu mere livsmod og energi, så jeg nu kan sige, at jeg 100% er tilbage og er mig selv igen fysisk og energimæssigt. Det kan du læse mere om her.

Kostmæssigt har jeg fået en ny forståelse for sammenhængen mellem vores helbred og livskvalitet og dét, vi putter i munden. At dét, vi spiser, kan helbrede os – og gøre os syge. Det beskæftiger jeg mig en del med nu, og selvom kost længe har interesseret mig, er der gået et lys op for mig på et dybere plan. Jeg er ikke rigid, og der er ikke noget, jeg ikke kan spise, men i dagligdagen, sørger jeg for at få en masse gode ting, og undgår ting som slik, alkohol og industrifremstillet pålæg, kiks, kager m.v.

Jeg er taknemmelig

Ville jeg have været sygdomforløbet foruden? Ja, det var ganske forfærdeligt at stå igennem. Men jeg accepterer, at det skulle være, og jeg tror, det kom af en grund. Først og fremmest fordi, jeg havde været stresset i for lang en periode, og måske fordi, jeg havde mistet lidt af taknemmeligheden for alt det, jeg har. En fantastisk mand, familie, venner, et smukt hjem, tryghed, frihed, en vidunderlig lille hund, og en masser udfoldelsesmuligheder, som det bare er om at gribe.

Der er nok noget om den buddiske læresætning, min bror har sendt til mig: “Vi ved kun, at vi har det godt, fordi vi også har prøvet at have det dårligt”.

 

Jeg har været heldig, og jeg blev i sidste ende et mønstereksempel på, hvorfor man tilbyder mammografiscreeningen. Derfor vælger jeg at være taknemmelig, fremfor at have ondt af mig selv over det, der er sket. Jeg har valgt at gå ind i kampen og tage ansvar og gøre alt, hvad jeg selv kan for at undgå, at noget lignende skal ske igen.

Jeg står ikke det samme sted, som jeg gjorde før. Jeg har fået en forskrækkelse, en tur i centrifugen, jeg føler, at jeg har været i helvede og været heldig at komme retur. Min forståelse for andre, der oplever sygdom er blevet større – jeg er blevet et klogere og forhåbentlig også et lidt større menneske. Min tillid til min egen krop og sundhed har lidt et knæk, men jeg er ved at bygge den op igen i takt med, at min form og fysiske styrke er vendt tilbage, og jeg er blevet endnu mere bevidst om, hvor vigtigt det er at holde kroppen sund.

Jeg har åbnet mig overfor alternative tanker, og jeg er blevet meget mere bevidst om alle de ting, som bringer mig i balance. Jeg prioriterer at være i nuet, har forstået vigtigheden af meditation og noget så simpelt som at trække vejret. Jeg mærker mig selv og mine egne behov på en ny måde.
Jeg har kæmpet, og det fortsætter jeg med at gøre – mit liv er ikke helt det samme længere, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Tværtimod, så fortsætter jeg med en langt større bevidsthed og taknemmelighed og i en endnu sundere udgave end før.

,

Jeg er blevet opereret for DCIS en gang mere!

I dag er det nøjagtigt 2 måneder siden blev jeg udtaget til 2. runde – i det, som man IKKE vil udtages i. Nemlig mammografiscreeningen!
Herefter er jeg blevet stukket og skåret i og har ventet på svar i een uendelighed. På et tidspunkt forbandede jeg det langt væk og tænkte, at jeg ALDRIG skulle have været gået til den mammografi – i dag er jeg LYKKELIG for, at jeg gjorde det! Nu skal jeg fortælle dig i detaljer hvorfor.

Den 5. april kunne jeg glad – og åbenbart en smule naiv – skrive her på bloggen, at jeg kunne sætte et punktum efter operationen for DCIS i brystet. Og til dig, der tænker, hvad pokker er DCIS, så kan jeg fortælle, at det er celleforandringer i brystets mælkegange, der med tiden i ca. 50% af tilfældene vil udvikle sig til invasiv kræft. Duktal Carcinom In Situ, hvor In Situ betyder, at det er, hvor det er – det har ikke evnen endnu til at metastere eller invadere det omkringliggende væv. Også kaldet brystkræft i stadie 0. Det er ikke noget, jeg kan dø af, og i mit tilfælde er der kun eet mindre område, som kun er blevet fundet pga. mammografiscreeningen.

Alt gik jo så fint første gang, jeg følte mig frisk og brystet så stadig pænt og normalt ud, eftersom området, der skulle ud, ikke var så stort. På det tidspunkt var det slet ikke i mine tanker, at der kunne eksistere en risiko på 15% for, at der ikke var tiltrækkelige sygdomsfrie rander, når der blev tjekket efter i mikroskopet efter operationen. Mærkeligt nok, for jeg synes ellers, at jeg har læst og studeret og sat mig ind i alle detaljer.

Men, som som jeg også skrev forrige søndag, så gik det ikke helt efter bogen, for der manglede nogle millimeter på nogle af de rander rundt om området, som skal være sygdomsfrie, så i tirsdags måtte jeg en tur på operationsbordet igen. Alt er heldigvis gået fint, og jeg er allerede rimelig frisk igen. Nu skal sårene – for der er flere denne gang – bare hele her de næste par uger.

Egentlig tænkte jeg, at jeg ikke ville vise det her billede, for jeg er allerede videre og føler mig rask, og har ikke  behov for at identificere mig så meget med forløbet. På den anden side – sådan så jeg ud i tirsdags en time efter operationen. Meget, meget, meget lettet!

Mikroskopet viste, at DCIS’en var begyndt at røre på sig!

Hvad, der yderligere er med til historien er, at mikroskopet også viste, at mine celleforandringer faktisk var begyndt at røre på sig! Så småt, at det ikke har vist sig i hverken mammografi, ultralyd eller MR-scanning. Men nok til, at jeg nu lige var kravlet over hegnet og hen i den mere ondartede afdeling. Rent praktisk betød det, at der nu også skulle tages forskellige blodprøver, røntgen af mine lunger – samt udtagelse af de første lymfeknuder under operationen. Endnu en omgang med nervøsitet, men jeg hæftede mig ved, at lægen ikke fandt sandsynligheden så stor for, at der skulle være noget. Sygeplejersken slet ikke.

Da jeg vågnede af narkosen i tirsdags var mit første spørgsmål, om der var noget i lymfen – og svaret var et klart og rungende NEJ! Så kom lettelsens tårer, for det havde trods alt tynget mig, at der var en potentiel risiko, der skulle undersøges. Det er derfor en meget LYKKELIG dag – endda på Stens fødselsdag.

Vi er i den allerførste og lille ende, men havde jeg ikke taget mammografiscreeningen, så havde der været en stor risiko for, at jeg om nogle måneder eller år var kommet med en mærkbar knude og måske en spredning til lymferne. I stedet kan jeg nu glæde mig over, at det hele burde være væk nu – men ellers tager vi en tur mere. Nu kender jeg jo rutinen og ved, at jeg har en god fysik til at stå imod det og komme hurtigt over det – nu med både det gamle sår skåret op igen og to nye snit under armen. Men skidt med det, alt det fysiske har jeg ikke de store problemer med, men glæder mig bare over, at jeg er rask.

Sig ja til mammografien og gå til læge, hvis du mærker noget!

Jeg har valgt at dele min historie, fordi den desværre er og bliver virkeligheden for rigtigt mange kvinder. Hver 9.-10. kvinde bliver ramt af brystkræft i deres levetid, og mange går igennem et forløb som mit – og endda langt værre end mit. Jeg kan trods alt klare den med en operation og evt. noget efterspil af en art, som jeg kommer tilbage til, for at forebygge, at det kommer tilbage.
Dels er det vigtigt at høre andres historier, og vide, at man ikke er alene. Dels vil jeg gerne opfordre til at overveje at tage i mod de screeninger, der bliver tilbudt. Der findes en overdiagnostik og en overbehandling sted – det er en risiko, man må løbe – men mit tilfælde er altså et solstråleeksempel på at blive fanget på det helt rigtige tidspunkt, før sygdommen bliver kritisk og meget behandlingskrævende.

Ud på den anden side igen!

Nu mangler jeg “bare” efterspillet. Forhåbentlig er de sygdomfri rander gode nok nu – det tror jeg på, for jeg er så heldig at være ramlet ind i en af landets allerbedste kirurger på Herlev hospital. Men DCIS er umuligt at se med det blotte øje og han har været så påpasselig med at give mig en skånsom behandling og kun at tage det nødvendige.

Dernæst skal risikoen for tilbagefald elimineres, og det kan godt ende med ÉN operation mere, da jeg på ingen måder er fan eller kan se logikken i stråling i mit tilfælde (og det er lægen tydeligvis heller ikke, selvom det normalt er standard for alle med både kræft og celleforandringer). Så jeg er måske ikke helt færdig med at være under kniven endnu – men pyt, jeg er RASK og det er det vigtigste. På det punkt føler jeg mig HELDIG – og så priviligeret i forhold til, hvad andre, jeg kender og holder af, slås med.

Jeg er endda stadig stort set hel at se på – det er som sagt stadigvæk – og heldigvis – et tilfælde i den LILLE afdeling.
Jeg har fået en flot blå plet (pga. kontrastvæske under huden), som om, jeg er ved at mutere til smølf, som jeg kommer til at få glæde af længe. Under alle omstændigheder forventer jeg IKKE at blive hyret som topløs model. Selvom de da faktisk mirakuløst er meget pæne stadigvæk, hvilket man i min situation skal være lykkelig for at kunne sige efter 2 operationer.

Det var den fulde historie, tak, hvis du gad at læse med så langt. Med til den hører, at jeg undervejs har haft, og har, så meget varme og kærlighed strømmende til mig. Fra min FAMILIE og veninder (ingen nævnt ingen glemt – I ved selv, hvem I er), der har støttet mig og lyttet og været med mig hele vejen, og uvurderlig hjælp fra dem af jer, der har prøvet at være igennem det, der var langt værre! (Anni ♥️ Tove) Jer, der har faglig baggrund, som har givet mig sparring og omsorg (Lene ♥️Kamilla).
Fra nær og fjern her på bloggen, på Facebook og på “kvindernes nye kanal” Instagram, som er ved at svømme over af hjerter og god karma.
Jeg tror på, at det hele har en betydning for at komme godt igennem.

Den blev en anderledes – men meget glad fødselsdag i år!

Og ikke mindst Sten, der i hele denne proces har stået mig 100% bi, været med til samtlige hospitalsbesøg og har støttet og taget del i det hele. Jeg er så taknemmelig for at vi er to, der står sammen i medgang og modgang.

Nu er vi snart helt ude på den anden side – og jeg synes, det er billigt sluppet, når det nu skulle være. Til jer, der bliver tilbud SCREENINGER vil jeg bare anbefale at tage imod dem med kyshånd. For mig er det i alt fald gået hen og er blevet en slags solstrålehistorie.

,

Klinisk mammografi: Jeg har ikke brystkræft – men jeg skal opereres!

Det er noget af et tog i fuld fart, som jeg er kommet på efter at jeg tog imod tilbuddet om mammografiscreening! Dét, som jeg naturligvis forventede var en formalitet, er blevet et forløb på nu en måned præget af psykisk belastning – og det er endnu ikke helt slut!

Eftersom jeg jo fortæller med udgangspunkt i mig selv og mit liv her på bloggen, har jeg også besluttet at dele denne historie, som jo desværre også er virkeligheden for mange andre kvinder, og hvor jeg er taknemmelig for at være i den heldige ende. Statistisk set vil hver 10. af os få brystkræft i vores levetid!

Så nu får du næste kapitel i den knap så morsomme føljeton, som jeg står midt i.

Jeg har ikke brystkræft – men jeg har celleforandringer!

Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke har kræft, og det er jeg naturligvis lykkelig og lettet over ♥
Når, man træder ind i dette forløb, så starter det jo med et brev med en indkaldelse til yderligere undersøgelse, og her står alle mulige scenarier åbne. Herefter har det indkredset sig mere og mere, og det er blevet mere og mere håndgribeligt og faktuelt, og for mit vedkommende heldigvis til noget, som er til at håndtere.

Situationen er, at jeg har to meget små knuder i den ene side på omkring 6 mm. Dem er der taget biopsier af, og der er ikke fundet noget ondartet i dem. Den ene vil røntgenlægen alligevel gerne have undersøgt med en MR-scanning for en sikkerheds skyld. Det bliver nu tredie undersøgelse i den side, og hver gang er det forbundet med et pres at vente på resultatet. Men man skal naturligvis kun være glad for, at lægerne er så grundige, når vi nu er i gang.

I den anden side har jeg et lille område med mikroforkalkninger og DCIS (Duktalt Carcinom In Situ). Det er celleforandringer, der sidder i en mælkegang uden spredning til omkringliggende væv. Det er ikke kræft, men i nogle tilfælde vil det – i andre tilfælde vil det ikke – udvikle sig til det over en årrække.

 

NB! Efter at dette indlæg blev skrevet – efter min operation – var der desværre alligevel et par små ondartede tumordannelser i det område, der blev taget ud. Så jeg føler mig meget heldig, at det blev fundet i screeningen! Du kan læse flere indlæg om forløbet her på bloggen ♥
Jeg endte også med at sige ja tak til både stråler og anti-hormonbehandling. Sådan bliver man klogere igennem sådan et forløb!

Antallet af DCIS tilfælde er steget pga. screeningen!

Før indførelse af mammografiscreeningen udgjorde DCIS ca. 5% af de tilstande, som blev konstateret hos kvinder. I dag er det steget markant og forstadier udgør 10-20%, fordi screeningerne – som i mit tilfælde – finder en masse små forandringer i et tidligt stadie.

Omkring 40% vil risikere overbehandling, som er en kendt og oplyst ulempe ved screeningen. (“Ved screening findes to til tre gange så mange kvinder med carcinoma in-situ. Kun skønsmæssigt 40 % af disse kvinder ville udvikle kræft i deres levetid” – kilde: Sundhed.dk).

Det bliver jævnligt diskuteret, om nytteværdien af mammografiscreeningen er større end ulemperne. Fordi den gør raske kvinder syge, giver falsk tryghed for andre, og kun redder livet på ganske, ganske få. Dette skal holdes op med det enorme psykiske pres, det er at gå igennem et forløb, som jeg fx står midt i. Nogle vil ende med psykiske men i lang tid efter.

Problemet er, at ingen kan vide, hvilke forandringer, der fører til kræft, og hvilke, der ikke gør. Vil min tilstand udvikle sig til kræft om ti år, hvis den ikke bliver fjernet?
Hvis svaret er ja, at det ville have gjort det, er jeg naturligvis glad for at bide i det sure æble nu, og få det opereret ud, hvor det er småt og harmløst.
Ville det have været bedre leve i uvished og se, om jeg udviklede symptomer og sygdom over tid?
Det er et svært spørgsmål, og op til hver enkelt kvinde at vurdere, om man vil deltage i screeningsprogrammet. De fleste af os tør jo ikke lade være, og jeg vælger også at se det som noget positivt, at jeg nu får fjernet et potentiel risiko for at udvikle brystkræft, som jo er den hyppigste kræftform blandt kvinder.

Ved mammografiscreening blandt 50-59 årige er der:
2,5% sandsynlighed for at blive indkaldt til yderligere klinisk undersøgelse.
0,65% sandsynlighed for at få påvist brystkræft/forstadier
0,045% sandsynlighed for at undgå at dø af brystkræft.
I de fleste tilfælde er det stadig kvinden selv, som opdager et symptom på brystkræft i form af en knude eller anden form for uregelmæssighed i brystet. (cancer.dk).

Når tidlige stadier af brystkræft eller forstadier, der potentiel kan være en risiko, opdages i en screening, sikres en mere skånsom behandling og en forbedret overlevelse. Der er enighed om, at der sker en vis overbehandling, men at screeningen redder liv. Når man går ind i programmet, bør man dog være klar over de potentielle ulemper i form af psykiske men og en risiko for både falsk positiv og falsk negativ svar. Du kan læse mere her.

Dagkirurgisk indgreb

Mit DCIS sidder kun eet sted, og det er ikke stort, og det er i den laveste grad 1. Desuden har jeg ikke brystkræft i familien.
Men jeg tør naturligvis ikke andet end at få forandringen opereret ud, og det er kun et mindre dagkirurgisk indgreb. Så det skal jeg på torsdag i næste uge.

Ikke desto mindre skal jeg også have en efterfølgende strålebehandling, som man vælger at give som standard til alle uanset udbredelse og risiko, for at sikre sig, at de anormale celler ikke skal komme igen. Det forudsætter naturligvis en succesfuld operation, hvor lægen tager området ud med en passende sygdomsfri margin rundt om, men det forventer jeg selvfølgelig sker. Og hvis ikke, må man jo operere igen.

Nu nærmer vi os en slutning!

Med min lille operation på torsdag, så er jeg kommet langt i et forløb, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle stå i. Jeg har aldrig før været indlagt, været syg eller i narkose.
Men omvendt er det jo virkeligheden for rigtigt mange, og jeg er stadig taknemmelig for, at jeg ikke har kræft og ikke er syg eller i fare på nogen måder. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er lige så heldige.
Jeg må tage det som en læring og en reminder om, hvor dejligt livet er – det er som om, alting bliver lidt skarpere og verden får lidt flere farver! Jeg mærker også, hvor heldig, jeg er at have en dejlig mand, familie, venner og naboer ved min side – og søde læsere herinde på bloggen ♥