,

Jeg kører på fri-jul i år!

I år kører jeg på fri-jul - og den er juletræsfri.

Juletræet er fra sidste år! I år kører jeg på fri-jul – og den er juletræsfri.


Kære alle I skønne læsere her på Qland,

Rigtig Glædelig Jul!

Det gælder også til Jørgen, som jo synes, bloggen er noget lort. For han satte gang i en vigtig proces for mig for noget tid siden, der for alvor blev indgangen til at forstå projektioner. Og, at alt det vi hører, ser, siger, føler og tænker kommer eet sted fra: Fra os selv! Det kan du læse mere om indlægget her.

En ny retning!

2021 blev året, hvor jeg er kommet rigtigt godt i gang med mit nye studie til psykoterapeut. Det er en livsforandrende proces, jeg har begivet mig ud i – og du kan følge med på vejen og læse nogle af mine blogindlæg under kategorien PSYKOTERAPI.

Beslutningen om en ny uddannelse, en ny retning, ny mening og udvikling i livet, er noget af det bedste, jeg har gjort! Jeg når at blive 58, før jeg er færdig, og jeg forventer naturligvis at have MASSER af tid til at bruge det til at skabe en ny retning i mit liv. En retning, hvor jeg kan give noget til andre og skabe mening for mig selv, indtil den dag, min hjerne og fysik måske ikke kan være med længere.

The BEST Way 
to Predict your Future
is to CREATE it!

Jeg investerer i mig selv, i min udvikling og min fremtid. Og du kommer selvfølgelig også til at se det afspejlet her på bloggen i større og større grad, er jeg sikker på. Men der er stadig plads til alt muligt andet, og en beauty-nørd bliver jeg også nok altid ved med at være.

Og til dig, vil jeg sige TAK, fordi du besøger mig her på QLAND, og fordi du vil bruge nogle af dine sparsomme minutter til at læse med.


Jeg kører på fri-jul i år!

Måske er du isoleret i denne jul! I bogstaveligste forstand – og hvem ville have forestillet sig det for bare et par år siden! Måske er du omgivet af masser af mennesker, måske er du helt alene. Uanset hvad, så håber jeg, at du vil nyde det præcis dér, hvor du er.

For første gang i 24 år står jeg ikke for juleaften. Jeg har skabt mange juleaftner med flotte træer og juleborde – og det har jeg nydt. I år kører jeg på “FRI-JUL”!
Bare os to, ingen forpligtelser, mere stille, mere tid for mig til bare at være. Og det tillader jeg mig altså også at NYDE. Måske bliver det lidt tomt, i alt fald er det anderledes, men vi har jo set, og ser, familien de andre dage. SÅ jeg vil nyde det, og slappe af, og være. Det er noget af dét, som det sidste år har gjort mig meget bedre til.

Mindre gøre, mere være!

En juleaften kan se ud på mange måder. Ofte har vi nok en forestilling om, at alle DE ANDRES jul er som taget ud af eventyrbøgerne. Men tro ikke på det – andres liv er altid langt mindre kompliceret set udefra.
Jeg håber, du vil nyde DIN JUL præcis som den er, stor eller lille, afslappende eller anstrengende, larmende, stille. Er du syg eller isoleret, vil jeg ønske dig god bedring og ønske, du vil få det allerbedste ud af situationen. Lad os håbe, at dette Corona-mareridt snart stopper, så vi igen kan være sammen så mange, vi har lyst, uden frygt ♥

,

Hjemmelavede halskæder og armbånd

Jeg har kastet mig ud i DIY smykker i form af perlehalskæder og armbånd. Inspireret af en venindes flotte lange perlehalskæde med farvede perler ind imellem har jeg kastet mig ud i gør det selv, og det er faktisk blevet ret vellykket! 

Min veninde har en smuk perlehalskæde, som jeg er helt vild med. Den er med ferskvandsperler kombineret forskellige farvede perler i forskellige halvædelstene. Lynggaard laver nogle lignende, super flotte – og selvfølgelig også meget kostbare. Men det kan altså godt lade sig gøre at lave noget i samme stil selv! Udfordringen er naturligvis at lave et smukt design selv med en flot kombination af farver. Tænk på harmoni – og så alligevel en farve eller to, der bryder og giver kant.

Jeg har kastet mig ud i gør det selv smykker og har indkøbt ferskvandsperler og forskellige farvede perler i fx. brandt bjergkrystal, rosakvarts, sort onyx, Amazonit, gul jade, Turkis magnesite og små aquamariner.

 

Jeg har kastet mig ud i det og har indkøbt ferskvandsperler og forskellige farvede perler i fx. brandt bjergkrystal, rosakvarts, sort onyx, Amazonit, gul jade, Turkis magnesite og små aquamariner. Samt smykkesnor naturligvis. Min lange perlehalskæde kan laves i omegnen af 500 kr.

Jeg binder kun knuder – knuderne er det svære – mellem ca. hver tiende perle. Det ser pænt ud, og hvis kæden knækker er det begrænset, hvor mange perler, der ryger af. Der er naturligvis ikke en fin og dyr lås på, men til mine næste projekter, har jeg købt nogle forgyldte kugler, som jeg vil forsøge mig med.

Hjemmelavede armbånd med perler

Lav selv moderne armbånd med perler i halvædelsten.

Jeg købte også noget smykkeelastik og har kastet mig over at lave nogle – synes jeg selv – ret fine og moderne armbånd.

Kunsten er selvfølgelig at lave nogle sammensætninger, der fungerer – herunder har jeg brugt rosakvarts i 4 mm og 10 mm, brændt bjergkrystal og ferskvandsperler.

Hjemmelavet armbånd med rosakvarts i 4 mm og 10 mm, brændt bjergkrystal og ferskvandsperler.

Næste projekt er at omtrække en ældre perlekæde og modernisere den med små farvede sten ind i mellem.
Derudover har jeg indkøbt perler til armbånd til min mand: Lavasten, mat sort onyx og tigerøje – måske med en forgyldt perle.

Det smarte er, at de altid kan laves om, hvis man bliver træt af dem og vil noget nyt.
Du kan finde materialerne på nettet (jeg har købt ind på Smykkebixen), og de koster ikke nær så meget, som man skulle tro. Mange af de flotte farvede perler omkring et par kroner stykket! Så er du lidt fiks på fingrene kan du lave virkelig flotte DIY smykker.

,

At se, at høre, at svare …. dét er kærlighed!

Jeg er Psykoterapistuderende og læser gestalterapi. Læs om forløbet på min blog.

Jeg er nu i gang med 2. år på mit psykoterapistudie, og jeg deler nogle af de emner, tanker og opdagelse, jeg kommer i kontakt med undervejs her på Qland.


Hvad er kærlighed egentlig for en størrelse? Det har mange nok deres helt egen opfattelse og definition af, og det kan jo være ganske svært at forklare. Nogle kalder det en følelse – du kan også læse her om, at kærlighed ikke nødvendigvis skal ses som en følelse, men snarere en beslutning.  I min læsning til psykoterapeut er jeg stødt på en definition, som for mig giver mening: Kærlighed er at se, høre og svare!

 

I min læsning til gestaltterapeut læser jeg med stor glæde én af de helt store guruer, præsten og gestaltterapeuten Bent Falk.
Han definerer helt basalt kærligheden som et forhold, der giver anledning til følelser.
Og ikke mindst det at elske, som: AT SE, HØRE OG SVARE!

Kan det virkelig være så enkelt? Ja, prøv at mærke efter i dig selv, hvad det betyder for dig, når du bliver lyttet til, når du bliver set – og set på – og når du får en dybtfølt og relevant feedback. Ikke nødvendigvis en løsning – faktisk meget nødigt en løsning med mindre, du har bedt om den – men en følelsesmæssig tilkendegivelse fra den anden og et signal om, at du er blevet hørt. Og rummet.
Opmærksomhed og anerkendelse, hvor du bliver mødt præcis, hvor du er.

 

Måske kender du også selv den frustrerende følelse af at tale til en dør eller ud i luften og ikke rigtigt blive set i øjnene eller taget rigtigt alvorligt? Det gør ondt, fordi det er det modsatte af kærlighed.

 

Hvad med os selv?

Omvendt, kan vi jo nok alle tage den 180 grader rundt og se på os selv. Kigger vi op? Lytter halvt efter? Spørger ind? Fortæller, hvad den andens ord giver anledning til af følelser i os selv?

Det gælder ikke bare i parforholdet, men i alle vores relationer – at se, lytte, svare/rumme.

Det er så uendeligt lidt at forlange – og faktisk også at give – og alligevel er mange så dårlige til det. Jeg oplever igen og igen mennesker, der taler på andre og ikke til andre. Mennesker, der er på spring til at tage ordet og egentlig ikke lægge op til samtale og dialog. Og selvfølgelig har vi alle meget på hjerte og ind imellem skal der være plads til at tage pladsen. Men bliver det en vane, er det altså ikke særlig kærligt.

Mon ikke også, det er derfor, at behovet for terapi er så stærkt stigende? Mange af os går rundt med et udækket behov for at blive se, hørt, rummet og mødt. Fordi vi har så travlt, oplever så meget og gerne selv vil fortælle fremfor at lytte og interessere os for andre.

 

I det terapeutiske rum taler vi om det græske ord for kærlighed, Agape. En ikke-erotisk, uselvisk næstekærlighed, der opstår i den relation, der opbygges, når vi lytter, ser og rummer. Og som terapeuter kan sætte os selv i parentes og lade al opmærksomhed være hos den anden.


Hvad med kærligheden i den digitale tidsalder?

Hvad sker der med kærligheden – med at se, høre og svare – når vi hver især sidder med hovederne begravet og opmærksomheden i en parallel virkelighed på en skærm. Og her skal jeg absolut ikke selv holde mig for god!

Om det er tv eller mobiltelefonen, så kan det knibe med at se og høre andre ordentligt. Fair nok, vi kan ikke være 100% opmærksomme hele tiden, men tænk på det som en decideret ukærlig handling, når vi vælger ikke at give vores fulde opmærksomhed til et menneske, der sidder foran os.
Tænk på, hvad vi dermed risikerer at misse – for et øjebliks tilfredsstillelse og lykkefornemmelse, så går vi glip af det virkeligt centrale: Kærlighed og mening.
Når vi møder – og virkelig møder – andre mennesker, bliver vi til og oplever mening med livet.

Og det er så nemt!
Se, lyt, svar!

 

,

Det, man siger, er man selv!

Den gamle remse “Det man siger, er man selv” er i virkeligheden et godt eksempel på begrebet projektion. Når, du kender til projektioner, kan du blive klogere på dig selv – og du kan hente dine projektioner hjem og leve dit liv mere autentisk. I dag blev jeg ikke vred eller ked af en kommentar, der bedømte min blog som både dum og noget lort. Det er fordi jeg ved, at det ikke er min virkelighed eller en absolut sandhed. Og fordi jeg ved, at det sandsynligvis handler mere om Jørgen, end det handler om mig!

I dag var der en kommentar her på min blog om, at den er tæt på at være den dummeste side, som Jørgen længe havde set. Men, at der vel er penge i lortet.

Min blog er altså noget lort, og den er dum. Fint nok, det er en holdning, som Jørgen har ret til at have, og som 100% tilhører ham.
Naturligvis er det ikke umiddelbart rart at blive nedgjort på den måde, men jeg vælger at være flintrende ligeglad. Og i øvrigt blev jeg inspireret til at skrive dette indlæg om projektioner 🙂

 

Ansvaret for oplevelsen, og mine følelser, er min. Den eneste, der dybest set kan gøre mig forkert, er mig.
JEG vælger selv, hvilken betydning kommentaren skal have, og teknisk set er det derfor kun mig, der kan afgøre, om jeg skal være ked af det.

 

Jeg ved jo dybest set ikke, om Jørgen projicerer, men jeg gætter på det – for sådan er det næsten altid, når vi på den måde tillægger andre dårlige egenskaber. Har man så travlt med andre, så hører det som regel hjemme i ens egen ubevidste psyke.



I projektionen flytter vi grænsen mellem os selv og de andre til vores egen fordel (citat Hanne Hostrup).


Alle gør det!

Når, vi projicerer, tillægger vi – på både godt og ondt – andre mennesker følelser, talenter, egenskaber, hensigter, holdninger m.v., som i virkeligheden tilhører os selv. Vi gør på den måde omgivelserne ansvarlige for det, der tilhører os.

Ofte handler det om tanker, ønsker og følelser, som vi ikke kender til, har fortrængt, ikke kan rumme eller anerkende hos os selv, og som derfor kun kan eksistere ved, at de lægges over i andre. De findes i vores psyke, men er nødvendigt at kaste på andre, fordi de er i vores eget ubevidste, eller i det, som Jung kaldte for skyggen.

Projektion er menneskeligt og en måde, som vi alle kan formå at have med vores fortrængte, undertrykte og gemte skyggesider at gøre. Såvel de positive som de negative sider, reaktioner, følelser, egenskaber osv.

Projektioner kan være nyttige og sunde, når vi fx tillægger andre egenskaber, som vi dybest set stræber efter. Egenskaber, vi ville ønske, at vi besad eller måske ikke har set eller anerkendt hos os selv. Gennem projektioner, fx gennem idealisering og beundring, kan vi blive opmærksom på, hvilke sider, vi gerne vil styrke hos os selv.
Eller omvendt ikke kan udholde og derfor har svært ved at bevidstgøre og rumme hos os selv.

 

Psykoanalytikeren Carl Jung arbejdede med skyggebegrebet og påpegede, at projektion nogle gange er den eneste måde, hvorpå vi kan blive bevidste om vores skygger og arbejde med dem.
ALLE projicerer deres skyggesider over på andre, fordi det er den eneste måde, vores psyke kan forholde sig til dem. De gode såvel som de dårlige.

 

Hvis nu Jørgen havde skrevet fx “sikke en spændende og velskrevet blog, den må være en stor succes”, så var det måske et udtryk for, at han selv havde et skjult ønske et sted om at udtrykke sig, skrive og få andre til at læse, hvad han selv havde på hjertet og tjene penge på det.

I stedet skriver han, at det er den “dummeste” side, han længe har set, men at der vel er penge i “lortet”.
Mit gæt kunne derfor være, at det er Jørgen, der inderst inde kan være ked af det, vred eller bitter – måske over hans egen økonomiske, private eller jobmæssige situation. Måske føler han sig ind imellem selv dum eller er bange for at vise sig selv eller stille sig ud i sin sårbarhed og komme til at virke dum eller forkert.
Jeg ved det ikke, det er bare et gæt. Og i alt fald, så tilhører vurderingen Jørgen. Og vurderingen den anden vej tilhører mig.

Alt, hvad vi hører, alt hvad vi ser – og alt, hvad vi siger – kommer nemlig fra os.

Hvad er det, der får os til at mene noget SÅ negativt – eller positivt – om andre, at vi vælger at bruge energi på at dvæle ved det og ligefrem udtrykke vores vurderende holdning om det?
Meget ofte handler det om een ting – OS SELV!

 

Det forbudte lægges over på en anden

Vi har alle vores eget psykologiske univers, vores egen virkelighedsopfattelse. Vi ser dét, som vi kan rumme og forholde os til indenfor vores bevidsthed og selvindsigt. Med andre ord, så har vi alle vores eget meningsfulde verdensbillede – og vi projicerer alle sammen. Vi projicerer det ubevidste og forbudte – og de følelser, som vi ikke kan acceptere som vores egne – over på fremmede, på vores nærmeste, på hele grupper, på verden.

Vi lægger vores egne følelser, holdninger, intentioner og egenskaber over på andre i stedet at tage ansvaret for dem selv.
Det kan være såvel godt som dårligt. Fra grænseløs beundring til vrede, skyld og afsky.

Er vi som børn ikke blevet rummet som de personer, vi er, og med hele følelsesspektret, og er det blevet gjort forkert fx at være vred eller ked af det – så vil nogle aspekter af vores person, adfærd og følelser derfor opleves som forbudte og i stedet fordømmende projiceres på den anden.


Hent dine projektioner hjem

Projektioner er ikke så nemt at forstå, og det kræver opmærksomhed at forsøge at gennemskue, hvad der sker i os selv, når vi ser andre mennesker – og verden i det hele taget – gennem vores egens psykes skyggesider. Men det er til gengæld her, at vi kan lære os selv at kende.
Når vi bliver opmærksomme på, hvad der sker i os selv, har vi mulighed for at hente projektionen hjem til os selv.

Prøv at lægge mærke til, hvornår du tillægger andre følelser, tanker, vurderinger, motiver, egenskaber, talenter osv. og overvej, hvor de hører hjemme hos dig selv.
Er det noget, du ønsker, du besad? Eller noget, du ikke bryder dig om hos dig selv? 

Prøv at gentage de egenskaber, følelser, holdninger m.v. som du lægger over på den anden – men med et JEG foran.

 

Når du lærer at hente projektionerne hjem, vil du opdage dig selv – og begynde at leve et klarere og mere autentisk liv. Uden at putte så meget godt og dårligt over i andre, men ved at se og rumme de tidligere så forbudte og uacceptable menneskelige sider hos både andre og dig selv.

 

,

Oktober er brystkræftmåned: Avéne mindsker gener på huden ved strålebehandling!

Oktober er måneden, hvor der internationalt sættes fokus på brystkræft, som rammer hver 10. kvinde i løbet af livet. Overalt ser vi den lysrøde sløjfe, som symbolet på kampen mod sygdommen. Hver eneste krone, der samles ind – og hver eneste innovation, der kan hjælpe – er i mine øjne fantastisk. Én af de virksomheder, der går foran for at hjælpe med de hudproblemer, som mange af behandlingerne har som bivirkning, er Avéne Dermatologiske Laboratorier. Det var bl.a. deres cremer, der hjalp mig igennem strålebehandling uden gener. Så her er en erfaring, jeg gerne vil give videre endnu en gang.

Meget glad, lettet, skrøbelig – og ude på den anden side i sommeren 2019!

For mig er det nu 2½ år siden, at jeg selv stod i mareridtet efter en mammografiscreening, der viste forandringer. Jeg var heldig og fik opereret et tidligt kræfttilfælde ud, før det havde spredt sig. Jeg fik to brystbevarende operationer og var igennem strålebehandling, som er standardbehandling for langt de fleste, der bliver opereret for brystkræft.

 

Med tiden lægger forskrækkelsen og angsten sig, men et sådan forløb, er i een eller anden grad livsforandrende. Jeg er taknemmelig for, at jeg trods alt slap så “billigt” og jeg føler med alle kvinder, der skal igennem såvel mindre som voldsomme og livstruende forløb. Det bliver jeg konstant mindet om, og i særdeleshed her i oktober, som er international brystkræftmåned.

 

Strålebehandling med færre hudgener

Avéne Dermatologiske Laboratorier er dedikeret til at formindske gener på huden ved forskellige former for kræftbehandling. I mit tilfælde ved stråler, men også ved andre behandlinger som immunterapi og kemo, som går ud over huden – fra fødder til hovedbund – og kan give udtalt tørhed, inflammationer og smerte og revner på trykflader.

De har udgivet en pjece med alle de muligheder der findes, som kan lette problemerne og øge livskvaliteten, når man står i et svært behandlingsforløb – i det mindste ved at komme med løsninger på de ubehagelige bivirkninger fremkaldt af medicin og strålebehandling.

Selvom jeg “kun” fik 15 strålebehandlinger, så ville det bestemt kunne have efterladt min hud med meget rødme og irritation, men jeg fik kun en meget lille farveforskel i huden til allersidst. Faktisk kiggede sygeplejerskerne meget undrende på mig, da det nærmest  ikke kunne ses, at jeg blev behandlet. Og min tid til hudopfølgning kunne simpelthen aflyses.

 

Jeg ved godt, at det ikke er alle, der slipper med 15 gange, men under alle omstændigheder, så kan det lade sig gøre at formindske bivirkningerne.

 

Udover, at jeg sørgede for at spise ultrasundt i hele perioden, så smurte og smurte og smurte jeg det bestrålede område med reparerende cremer. Det var det første, jeg gjorde hver morgen, når jeg kom hjem fra strålebehandlingen – og så fortsatte jeg flere gange om dagen og til sidst, før jeg gik i seng. Og det betalte sig. Jeg havde ikke ondt, ingen sår, ingen forbrænding – og i dag er der ingen hudforandring overhovedet!

Avéne Cicalfate+

Avéne Cicalfate+ var den konkrete creme, som hjalp mig af med ømhed efter strålebehandlingerne.
Cremen er generelt reparerende og hjælper ved overfladisk irritation.

Avéne Cicalfate+ var den creme, som hjalp mig af med ømhed efter strålebehandlingerne.  Cremen er generelt reparerende og hjælper ved overfladisk irritation. 

Du finder Avéne på Apoteket. Pjecen kan du læse online her.

 

Eet af rådene fra Avéne er: Begynd at bruge fugtighedscreme så snart, du er i strålebehandling. Vent ikke til du får Radiodermatitis (alt fra let rødme til alvorlige forbrændinger og sårdannelser).

Brug creme efter strålebehandlingen, aldrig mindre end 4 timer før!

 

I dette indlæg fra 2019 kan du læse mere om, at jeg var sluppet ud på den anden side – og var sluppet for bivirkninger.

 

 

 

,

Bayeux, tapeterne, B&B og D-dag!

Et udsnit af Bayeux-tapeterne.

Andet stop på vores Frankrigstur var Bayeux, hvor vi har set de berømte gobeliner, Bayeux-tapeterne, og været omkring forskellige D-dagssteder. Vi har også nydt at bo midt i den gamle by på et charmerende Bed & Breakfast, som er blevet vores favorit overnatningssteder.

 

Efter at have fulgt i min mormor fodspor, drog vi videre ca. 4 timers kørsel fra Arras til Bayeux. Vi ville se nogle af D-dagsstederne, og især Sten er interesseret i slagene og krigens detaljer. Jeg var den, der var mest vild med at skulle se Bayeux-tapetet, men begge dele blev en utrolig stor oplevelse for os begge. Og selve byen, som er meget fin og livlig, uden at være for turistet – i alt fald ikke på dette tidspunkt – og med en imponerende katedral, som har en historie, der er tæt forbundet med Bayuex-tapeterne.

Katedralen i Bayeux.

 

Jeg skal ikke komme ind på selve historien, men det at se den 70 meter lange broderede “tegneserie”, der fortalte om normannernes velforberedte hævntogt og invasion af England i 1066, var en stor oplevelse. Sikke en fortælleevne, billedsprog og håndværk!
Igennem tiderne har kunstværket været gemt og bevaret af befolkningen, bl.a. under anden verdenskrig, hvor tyskerne ville stjæle det.
Nu skal museet snart gennemgå en stor renovering og Bayuex-tapeterne skal til London imens, kunne være søde værtinde fortælle os.

Vi er blevet tossede med B&B

 Aggarthi Bed and Breakfast byder på en skøn stemning.

Vi har virkelig fået øjnene op for at bo på små private B&B, og vi nød charmen og det personlige i boligerne i både Arras og Bayeux (du kan finde stederne i indlægget her). Det er måske ikke så fancy, men der er hyggelige snakke, god information, super service, lækre hjemmelavet morgenmad – og så er det sjovt at bo i hotelværelser, der er indrettet samme sted, som folk bor privat. MEGA hyggeligt.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast blev vi om morgenen vist på plads til morgenmaden af hunden Gus.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast blev vi om morgenen vist på plads til morgenmaden af hunden Gus, der var høns i haven, seks katte, en skøn lukket byhave og en skøn stemning. Vores værelse (med bad) var i en tidligere hestestald, og der var adgang til en noget ramponeret, men charmerende, køkken. For mig fås det ikke bedre.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast er der hyggelige høns i haven.

 

D-DAG!

Tæt på Bayeux ligger området for D-dags invasionen den 6. juni 1944, der vendte Anden Verdenskrig og førte til befrielsen af Paris den 25. august.
Vi startede i Arromanches, hvor de allierede anlagde en kunstig havn, Port Winston, hvor de kunne landsætte de 130.000 mand. Alene dét, at se resterne af havnen, som blev slæbt hertil i al hemmelighed som et samlesæt, gør det hele meget virkeligt.

Vi startede i Arromanches, hvor de allierede anlagde en kunstig havn, Port Winston, hvor de kunne landsætte de 130.000 mand.

Derefter fortsatte vi til Omaha Beach og så kirkegården for de flere end 9.000 amerikanske faldne. Begge steder så vi museerne og fik virkelig fortalt historien.

Derefter fortsatte vi til Omaha Beach og så kirkegården for de flere end 9.000 amerikanske faldne. Begge steder så vi museerne og fik virkelig fortalt historien.

Jeg havde ikke forestillet mig, hvordan det hele ville krybe ind under huden på mig. Vi var begge både lidt forstemte, men også meget rørte, og tænkte med taknemmelighed på, at verdens største invasion blev gennemført dengang af vores allierede: USA, England og Canada. Nu forstår jeg virkelig, hvor imponerende stort intellekt, kreativitet, organisationstalent og mod, der lå bag.

20 år og forældreløs i en krigszone!

Det var en utrolig oplevelse at se stederne og i forhold til min mormor gav det igen en endnu større forståelse for hendes liv. Hun var tyve år, da krigen kom. Forældreløs, hendes bedsteforældre var også begge døde, da hun var fyldt 16. Hun boede formentlig i Arras, som blev angrebet af tyskerne i 1940, og hun var siden blandt de titusinder af franskmænd, der blev tvangsudskrevet til at arbejde for tyskerne. Det blev grunden til, at hun kunne møde min morfar i Hamborg!

Når man står på D-dagsstederne, så bliver der hele endnu mere virkeligt og gruopvækkende, men jeg er så glad for at have været der. Det er en vigtig historie, som vi aldrig må glemme. Både for dem, der var der dengang, og for, at de aldrig må gentage sig.

Trods krigshistorier er det en dejlig tur!

Nu kan det lyde meget alvorligt og trist det hele, men vi har virkelig en dejlig tur her i Frankrig. Historien kan vi ikke løbe fra, den griber ind i os alle. Var det ikke for krigen, havde jeg slet ikke været til!!!!

Det er skønt at være på road trip, solen skinner (det meste af tiden), vi oplever helt nye steder, går ture og hygger os, går på marked og spiser dejlig mad. Og nyder hvert eneste sted, vi kommer frem til og får nye fælles oplevelser i bogen ♥

Til hyggeligt marked i Bayeux.

Næste stop er et kort besøg i Saint-Malo. Faktisk er jeg her i skrivende stund – men det må du høre mere om inden så længe 🙂

,

I min mormors fodspor i Frankrig

Place des heros i Arras, Pas-de-Calais
I dag oprandt dagen, hvor jeg endelig skulle gå i min mormors fodspor. End ikke hun selv vendte tilbage til Frankrig, som hun forlod under krigen. Jeg havde fundet hendes fødested via Myheritage og tog til den lille by – her snart 80 år efter, hun forlod landet – i håb om måske at finde nogen, der kendte til hende eller måske ligefrem er familie. Og om ikke andet, så for at se og opleve, hvor hun kommer fra og har haft sin opvækst og ungdom.

Jeg har fået navnet Jeanette efter min franske mormor, Jeanne. Navne har stor betydning for vores identitet, og for mig har min mormors historie nok derfor fyldt ekstra meget. Jeg bærer et navn fra hende, hvis slægt og baggrund, jeg ikke kender.

Wanquetin, Frankrig, hvor min mormor kom fra.

Måske var det et naivt håb, at jeg kunne tage til den lille by Wanquetin i Nordfrankrig og støde på efterkommere af min mormors søster og bror.
De må jo findes et sted, men familierne kan jo have forladt landsbyen og området for årtier siden.

 

Min mormor med min mor – i Danmark i 1946.

Min mormors niece/min mors kusiner – som jeg fra gamle postkort ved hedder Fernande, Chantal og Josiane – må være ældre mennesker nu, og snart lukker vinduet for at finde folk, der har hørt om min mormor fra en person, der rent faktisk har mødt hende.
Om hundrede år er alting glemt, er en sandhed, jeg bliver mindet om!

At gå de samme steder

Vi lagde ud med adressen, som Myheritage angiver som min mormors fødested. Pudsigt nok står der stadig Merville, hendes efternavn, på bygningen, som huser et bygningsfirma. Akkurat som jeg havde set på kortet (læs indlægget her).

 

Merville, Wanquetin
Ingen var hjemme, så jeg snusede rundt omkring bygningerne og i haven og forestillede mig, at de største af træerne måske har været der, da min mormor var en lille pige. En lille pige på fire år med en død mor, og en far, der forlod menageriet og overlod børnene til bedsteforældrene. Jeg gik lidt rundt i området og forestillede mig, hvordan hun kan have gået de samme steder – måske ned af vejen og til højre til den lillebitte kirke.

Kirken i Wanquetin

 

Videre til byens lille kirkegård, fandt vi – med god hjælp fra en sød ældre mand – et familiegravsted. Men, ligesom han kunne fortælle, at personerne på den gamle adresse ikke passede med dem, jeg søgte, så ringede der heller ingen klokker med gravstedet.

Der er andre grene af Merville’r, og han henviste mig til en anden lille by i nærheden. Montenescourt. Også her spurgte jeg mig frem hos tilfældige, jeg stødte på – og byerne er så små, at de kunne afvise at vide noget om, hverken Florent eller Marie Madelaine og deres efterkommere. Igen var der andre grene af familietræet, men ingen af dem, jeg søgte.

Jeg lukker med glæde bogen her!

Nu lukker jeg bogen efter at have besøg stedet og konstateret, at der ikke er nogen tilbageværende i den lille by, der kender min mormor.

Jeg har stadig henvendt mig til stamtræsbestyrerne via Myheritage, og jeg står selv opført derinde. Så måske en dag – eller ikke. Det er helt i orden.
Nu ved jeg, hvor min mormor kommer fra. Jeg har set det, jeg har været der, jeg har gået der, og det gør mig rigtigt glad.

Faktisk er jeg her endnu, mens jeg skriver.

Vi bor i Arras, som er hovedbyen, og som er den by, min mormor fortalte, at hun kom fra. Måske flyttede hun hertil, da hun flyttede hjemmefra. Måske boede hendes bedsteforældre her. I alt fald var det byen, hun kaldte for sin.

Arras er min mormors by

Place de heros, Arras

Når nogen fremover spørger, vil jeg fastholde min mormors oplysninger om, at hun kom fra Arras. Jeg aner ikke, hvor længe, hun var i den lille landsby udenfor byen – og i alt fald må Arras være det sted, hun forlod i starten af 1940’erne for at leve resten af livet i Danmark.

Her er smukt! Et væld af gamle bygninger, som hun også må have set mange gange – og en meget stor og overvældende plads, La Place des Héros.

Place des heros i Arras

Byen er især kendt for slaget ved Arras under første verdenskrig, og siden for en labyrint af underjordiske tunneler, som befolkningen byggede under Anden Verdenskrig, som et værn mod de tyske bombardementer. Gamle billeder viser enorme ødelæggelser, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad min mormor mon har nået at opleve. Jeg hørte aldrig om det, hun vendte aldrig tilbage – måske på grund af traumer fra både krigen og den døde mor og faren, der stak af.

Som sagt, betyder vores navne mere for vores identitet, end vi måske umiddelbart går rundt og tror. Jeg ved og har set og mærket, hvor min mormor kommer fra, og jeg har gjort en indsats for at lære den del bedre at kende. Når alle indtrykkene er sunket ind, så tror jeg, at jeg har føjet en lille brik til mig selv, og jeg er glad og stolt over, hvad jeg har oplevet i dag. Det blev ikke til det store møde, men jeg har været der –  pigen, der er opkaldt efter sin franske mormor, kan nu sige, at hun ved, hvor det hele startede 🙂

 

PS. Du kan følge vores videre tur i Frankrig på bloggen de kommende dage!

Au Caeur d'Eden er et meget hyggeligt og personligt lille hotel i Arras

 

,

I næste uge banker jeg på en dør i Frankrig!

 

Det er nu et par måneder siden, at jeg fortalte, at jeg havde fundet min mormors fødested via Myheritage. Siden har jeg også fra gamle postkort fundet frem til, at hun formentlig har haft mindst tre niecer. I næste uge er det så tid til, at turen går til Frankrig!  Og jeg har tænkt mig at banke på døren til det hus, hun er vokset op – og hvor hendes efternavn på døren i dag stadig vidner om, at der kan bo slægtning.

 

I dag har vi fået planlagt vores tur til Frankrig i detaljer. Før, turen går videre til Provence, hvor vi skal være sammen med gode venner, skal vi være fire dage i Nordfrankrig.

Mon jeg kan finde nogen, jeg er i familie med?

Først skal jeg på sporet af min afdøde mormor i en lille by, der hedder Wanquetin. Den ligger lige udenfor Arras, hvor vi skal bo et par dage. Arras er hovedbyen i regionen Pas-de-Calais og er efter sigende en malerisk by med den højeste tæthed af historiske monumenter i hele Frankrig, hvilket gør det til en fantastisk destination for arkitektur-, kultur- og historieinteresserede. Derudover skulle den være et mekka for foodies med gode cafeer og markeder.

Vi har fundet et hyggeligt hotel – det håber vi i alt fald. Anbefalingerne på Booking.com ser vildt gode ud (9,8), og billederne er fine og meget “franske”. Det hedder Au Coeur D’Eden B&B og ligger i Arras kun 17 km. fra Wanquetin.

Jeg har skrevet til Wanquetin kommune og spurgt, om de evt. kan hjælpe med informationer, men ellers har jeg tænkt mig at gå lidt rundt i den lille by med lidt over 700 indbyggere. Jeg vil også banke på døren til hendes fødeadresse, hvor der ligger et firma med hendes efternavn.

Det bliver selvfølgelig spændende at se, om der overhovedet kommer noget ud af det. Jeg har ikke den store plan eller forventninger, og jeg vil også være glad bare for at gå rundt og indsnuse byen.

D-dag og Bayeux tapetet

Det er lidt sjovt at tænke på, hvad jeg mon får med mig af oplevelser fra min mormors fødeby. Men uanset hvad, så bliver næste stop Bayeux, der ligger centralt for at opleve nogle af D-dags monumenterne ude ved kysten.

Bayeux er først og fremmest kendt for museet, der udstiller det berømte Bayeux-tapet. Det glæder jeg mig meget til at se! Det er fremstillet i 1000-tallet, er en gobelin på en halv meter i højden og 70 meter i længden broderet med uldgarn på hørlærred. Det kaldes verdens længste tegneserie og viser, hvordan normannerne (“mændene fra nord”, specielt danske vikinger) med Vilhelm Erobreren erobrede kong Harald Godwinsons England ved slaget i Hastings i år 1066.

Vi har fundet et Bed & Breakfast 100 meter fra museet, der ser hyggeligt ud og har virkelig gode anmeldelser. Aggarthi Bed and Breakfast hedder det. Vi går efter charmerende steder, der ikke koster en royal formue, som ligger godt og vurderes godt af brugerne.

Herfra kommer vi til at køre til den nærliggende kyst, hvor vi vil se nogle af monumenterne og kirkegårdene fra anden verdenskrig.

Saint-Malo

Har du læst den fantastiske roman Alt det lys, vi ikke ser, så har du sikkert også bidt mærke i Saint-Malo.
Den historiske by ligger malerisk, omgivet af en fæstningsmur, og med smukke strande og en stor havn. Her er historier om pirater og krig. Under Anden Verdenskrig blev byen næsten udslettet af de allieredes bombardementer. Derfor stammer de fleste af bygningerne fra 1950’erne.

Vi skal have en enkelt overnatning og har valgt at prioritere en helt central beliggenhed ved vandet. Hotellet hedder Hotel De France et Chateaubriand (og ja, det er stedet, hvor oksemørbradretten Chateaubriand er opfundet!)

Med gode venner i Provence

Endelig går turen videre ca. 1100 km. sydpå til Provence, til en lille by, der hedder La Cadière-d’Azur. Her skal vi bo i et lille byhus som nogle af vores gode venner lejer hvert år.
I en lille autentisk og hyggelig fransk middelalderlandsby på toppen af en bakke tæt på Bandol.
Vi glæder os så meget til at opleve den og hygge i godt selskab og falde ned på torvet, på markedet og i de små cafeer.

Det er planerne – og om en lille uges tid er vi på eventyr. Jeg glæder mig til at fortælle om det hele ♥

 

,

Første år på min psykoterapiuddannelse er snart gået!

I disse dage er det et år siden, at jeg endeligt besluttede mig for at gå i en helt nyt retning og begynde at læse til psykoterapeut. Om en måneds tid er det første år gået, og jeg er klar til at gå ind i andet år som studerende. Her kan du læse om, hvordan det har været, og hvad jeg forventer af de næste tre år.

Det er ikke helt overstået endnu. I næste uge er der endnu et fire-dages modul, og så kan jeg runde første kalenderår af på NGI, Nordisk Gestalt Institut. Om et år er jeg gestaltpraktiker – såfremt, jeg består eksamen – og har adgang til de efterfølgende to års overbygning for at læse til psykoterapeut.

Processen er endnu kun begyndt, og jeg har på fornemmelsen, at det er det mindst krævende år, der nu er ved at nærme sig sin afslutning. Forstået på den måde, at der først er en teoretisk eksamen efter andet år, og fordi processen indtil nu har været koncentreret om at lande i studiet, i gruppen og i en begyndende oplevelsesorienteret læring på egen krop om, hvad gestaltterapi går ud på.

Det næste års tid kommer jeg til at fokusere endnu mere på det teoretiske, hvor jeg skal være parat til at gå til eksamen i over 60 forskellige emner. På tredje og fjerde år bliver det intensiveret af en obligatorisk rolle som hjælpelærer, skriftlig opgave, træning i udøvelse af terapi, supervision og endelig en eksamen med en prøveklient under overværelse af både medstuderende, lærer og censorer.

Det kan godt gøre mig lidt nervøs her på forhånd, men jeg øver mig i at have tillid til, at jeg nok skal få lært det hele! 🙂

Intet er forkert!

På det første år har jeg oplevet det som en KÆMPE gave at træde ind i et rum, hvor intet er forkert. Det rum, der skabes her, sammen med holdet og de to lærere, er en sandkasse, hvor alt kan afprøves og siges. Intet er forkert, alt er fortroligt. Man lærer af både sin egen og de andres proces – og bliver bedre og bedre til åbent både at give og modtage feedback.

 

Følelser er ikke et problem, de er medicinen! Og modstand er en gave, der kan åbnes og gøre os klogere på os selv.

 

Det første år har skærpet min “awareness”. Jeg er der slet ikke endnu, men jeg bliver mere og mere bevidst, hvad jeg tænker, føler og mærker. Det lyder måske banalt og ligetil, men det er det absolut ikke. Der kan være mange ting, der står i vejen for vores evne til at have opmærksomhed i alle tre zoner – og ikke mindst autentisk give udtryk for, hvor vi er.

Som terapeut skal man kende sig selv ud og ind og være i stand til at have opmærksomhed på både egen og den andens proces – og have fokus på, hvad der sker kropsmæssigt, følelsesmæssigt og tankemæssigt. Ikke mindst på, hvordan vi afbryder kontakten, hvilket er et stort emne i sig selv, jeg vil vende tilbage til.


At blive, hvad man er!

At gå i gang med et studie til psykoterapeut er livsforandrende. Jeg tror ikke på, at nogen kan arbejde så intenst med sig selv, og i en gruppe, og tilegne sig så megen viden og så mange værktøjer, uden at ændre sig. Når det er sagt, så har gestaltterapi IKKE som mål at lave noget eller nogen om! Der er ikke noget, der er forkert, der gives ikke gode råd.

 

På NGI skaber man ikke terapeuter, men skræller lagene af ind til den terapeut, der allerede er derinde.

 

Der kastes lys på dét, der er! Dét, der foregår her og nu. Der, hvor vi selv oplever problemer, typisk i vores relationer, kan vi blive blive mere bevidste om vores egen adfærd. Man taler, med inspiration fra Nietzsche, om “hvordan man bliver, hvad man er”. (Han var i øvrigt inspireret af den antikke lyriker Pindar: “Bliv den, du er, når du har fundet ud af, hvad det er”).

Eller som min egen terapeut (jeg skal igennem i alt 60 timers egenterapi), af og til har sagt til mig: “før vidste du det, nu ved du det endnu mere“! 🙂


Læsning uden pres

Læsningen vil nok være noget af det, som mange kan frygte. Særligt, hvis man ikke er vant til det, eller det er længe siden, man sidst har studeret. Det skal man nu ikke være her – nogle læser meget, andre knap så meget. I sidste ende handler det om den terapeutiske relation, og om at man kommer med hele sit autentiske selv. Og selvfølgelige har værktøjskassen i orden og lever op til de gestaltterapeutiske metoder, som er ekstremt respektfulde overfor klientens egen proces.

 

Jeg hører til dem, der har stor appetit på det teoretiske. Jeg har selv et issue med at være nervøs for, om jeg lærer det hele. Men her har jeg jo så en gave at åbne! Om præstationsangst, høje krav og perfektion, måske. Men derudover har jeg også en dybtfølt interesse for at lære og blive en kompetent terapeut.

 

Det er i alt fald ikke skolen, der presser mig. Vi opfordres til at læse intuitivt og det, der kalder på os. Desuden er der en læring at hente for hver især gennem andet end de gængse lærebøger. Det kan fx være romaner, som pludseligt læses i et andet lys med den nye baggrundsviden fra gestaltterapien.

Bunken af læste bøger vokser på een eller anden måde støt og roligt!

Naturligvis er der en pensumliste og en masse supplerede litteratur, man kan kaste sig over, men det er en stor befrielse ligefrem at være opfordret til at læse i sit eget tempo og egen rækkefølge. Det tager presset og jeg kan følge min egen proces. De første to år handler jo først og fremmest om mig selv (sagde hunden), og jeg læser mig selv ind i rigtigt meget af stoffet. Det er nødvendigt for siden at kunne brede det ud til andre.

 

Det bliver lettere at læse

Jeg får, af ren og skær nysgerrighed og interesse, støt og roligt tygget mig igennem en masse stof – i mit eget tempo og min egen rækkefølge. Bøger, artikler, både pensum og emner, jeg bliver interesseret i at dykke længere ned i.

Jeg gør sjældent noget færdigt, før jeg kaster mig over noget nyt. Jeg læser flere ting på samme tid. Det passer godt til mig og min nysgerrighed, og jeg kommer ikke til at kede mig ved at hænge for længe i det samme område. Jeg kan lide at hoppe lidt rundt – til gengæld er jeg grundig og tager noter og laver understregninger.

Den allerførste bog, jeg tyggede mig igennem, Gestaltterapiens metode af gestaltterapiens grundlægger Frederick S. Perls (1893-1970), tog mig en evighed. Jeg lavede en hel lille bog af noter. Det har ændret sig siden – jeg har fornemmelsen af, at det bliver nemmere og nemmere. Der er viden, der nu er selvfølgelig, jeg har et fundament her efter det første år, som jeg kan lægge til og bygge videre på.

I min egen proces er der også lagt et godt fundament, selvom jeg langtfra er færdig. Evnen til at arbejde, registrere, udtrykke mig, føle mig tryg og stå i mod andres projektioner og følelser, er grundlagt. Jeg ved nu, at den eneste, der kan gøre mig forkert, i bund og grund er mig.

 

At, alt der kommer fra mig – alt jeg ser, hører og siger, kun kommer fra mig – og således kommer det andre siger og mener også alene fra dem.

 

Jeg føler mig allerede nu en smule stærkere og klogere på mig selv, og jeg føler, at jeg i højere og højere grad kan stå ved mig selv. Med min mands ord er jeg mere frigjort og mere glad.

 

Man må kravle, før man kan gå!

Det er ikke altid let, og der er en masse ny viden, der skal tilegnes. Det første år, har jeg på fornemmelsen, har været på kravlestadiet. Nu skal jeg måske nok først til at lære at gå, og så kommer det til at kræve mere og mere. Af vilje og evne til at skrælle af ind til den indre terapeut, af tid og for mit vedkommende en hel del læsning.

Jeg har en forventning om, at det første år kun har været den spæde begyndelse. Et fundament, der er blevet lagt.
Med Pindars ord, så er jeg vel godt på vej til at blive den, jeg er – ved at finde ud af, hvad det er!

Jeg er meget spændt på, hvad det næste skoleår kommer til at bringe. Men jeg ved, at det vil være det hele værd! ♥

 

Et døgn uden mobiltelefon

Jeg glemte min mobiltelefon, da vi i går kørte afsted for at overnatte hos vores venner i deres sommerhus. Det blev til et kærkomment lille eksperiment, og jeg savnede ikke min smartphone et sekund. Så nu er det tid til endnu en gang at reflektere over, hvor meget telefonen fylder og forsøge at bevidstgøre, hvordan jeg egentlig gerne vil bruge min tid!

Jeg havde sjovt nok gået i nogle dage og tænkt over vores liv før og efter smartphonen. Hvor meget den fylder, og om jeg egentlig reflekterer nok over mit tidsforbrug på telefonen og bare har accepteret den nye verden, der belønner min hjerne ved at give den små kicks hele tiden og gøre mig afhængig.
Hvad opnår jeg – og hvad mister jeg?

Jeg synes, at jeg lader mobiltelefonen stjæle alt for meget af min tid og hjernekapacitet, ofte på ligegyldigheder. Så måske var det underbevidstheden, der lod mig glemme telefonen på køkkenbordet og drage på godt et døgns ophold uden.

Vaner er ekstremt svære at bryde – vi har kun 10% at gøre godt med!

Det er svært at ændre vaner, og de digitale medier er helt bevidst indrettet på at suge os så meget ind som muligt og gøre os afhængige ved at trigge hjernen med Dopaminbelønninger. Vi tror måske, at de sociale medier er til for vores skyld, men de er i høj grad en forretning, der tjener penge på at eksponere os for reklamer.

Jeg har flere gange skrevet her på bloggen om, at mit tidsforbrug i den digitale verden skal ned. Jeg har virkelig forsøgt at være bevidst og opmærksom, men det er som om, det kun er gået een vej – den forkerte.

Før, jeg klandrer mig selv, så vil virkelig anbefale Mindcast podcasten med Imran Rashid om mobilafhængighed. (Læs også hans bog SLUK, hvis du vil vide mere om, hvordan den digitale verden påvirker vores hjerne, og hvordan du kan lære at prioritere sundhed og livskvalitet uden internet).

Imran Rashid slår fast, at vores frie vilje er begrænset til 10%. Resten af tiden kører vi på vores indgroede vaner, gentagelser og de etablerede veje i hjernen. Vi gør simpelthen dét, vi plejer 90% af tiden.

Har vi først fået koblet forskellige situationer sammen med at gribe ud efter telefonen, så gør vi det efterhånden nærmest bevidstløst. Jo mere, vi gør noget, jo mere etableret bliver forbindelsen mellem trigger og adfærd.

Vi skal simpelthen lære at planlægge imod vores egen natur!!!!

Tiden er min – ansvaret er mit!

Imran Rashid fortæller i podcasten, at vi generelt undervurderer vores eget online tidsforbrug. Andres forbrug vurderes som værende højt, mens undersøgelser viser, at eget forbrug underrapporteres.

For at ændre vores vaner, er det derfor allerførst nødvendigt at blive bevidst om, hvad vi gør. Og dernæst blive bevidste om, hvad vi ønsker os, hvad der betyder noget for os og gør os glade.

Jeg tror desværre, at smartphonen sniger sig ind og æder mere og mere af tiden for mange af os.
Som gestaltterapi-studerende har jeg en grundantagelse om, at ansvaret er vores eget. Men det er ikke dermed sagt, at det er nemt at føre ud i livet.
Fornylig skrev jeg et indlæg om, at tiden er din. Og det er også vores ansvar, hvad vi vil putte i vores liv af indhold.

Hvordan gør vi så det, når hjernen reagerer på triggere, og vi kun har omkring 10% fri vilje tilbage af arbejde med?
Vi skal blive bevidste!

Et døgn uden smartphone

For mit vedkommende fik jeg et døgn mere eller mindre frivilligt uden min smartphone. Allerede i bilen på turen havde jeg helt sikkert rakt ud efter den mange gange. For lige at tjekke nyheder, vejret, sende en mail, tjekke Instagram og Facebook. Det var jeg afskåret fra. Og det føltes befriende og jeg gik glip af sådan cirka nul og niks.

Efterfølgende savnede jeg ikke telefonen på noget tidspunkt. Tværtimod kunne jeg godt mærke, at noget var væk, som jeg normalt bliver trigget til at bruge i tide og utide. Det føltes som en frihed og en befrielse.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg helt kan og vil undvære min smartphone. Men det er en anledning til at tænke lidt over, hvad jeg kunne gøre i stedet for tvangsmæssigt at bruge den – og i øvrigt også min pc – alt for meget til at være online og på de sociale medier.

 

Løsningen vil for mig være:

– at gøre mig selv mere bevidst om de ting, som gør mig allermest glad at lave, og de ting, jeg gerne vil prioritere.
– skærpe min opmærksomhed på, hvornår jeg bliver trigget til at gøre bestemte ting på de sociale medier.
– fortsat have telefon på lydløs, som den altid er fra omkring kl. 19 og til næste morgen
– sætte en time limit og måske nogle faste tidspunkter på dagen, hvor jeg vil bruge telefon og pc på at være på sociale medier og nyhedsmedier.
– giv mig selv fri mere fra telefonen – og nyde det overskud og den frihed det giver.

 

Lyt til podcasten med Imran Rashid her

,

Jeg er vild med min nye robotstøvsuger!

Min robotstøvsuger kommer grundigt ind under møblerne.

Jeg har købt en robotstøvsuger efter nogen tids overvejelser. Det er nok som med så meget andet – man hører om andres gode erfaringer og bliver efterhånden inspireret. Forleden, da jeg stod og skulle i gang med rengøringen, slog det ned i mig: NU skulle det være (også en god overspringshandling). Så i stedet for at gå i gang, drønede jeg afsted til Elgiganten og købte min nye hushjælp – og  jeg er vild med den.

Nogle gange så skal der altså lige tages en dyb indånding, før jeg går i gang med rengøringen, og jeg har i et stykke tid tænkt, om en robotstøvsuger mon kunne være en god hjælp. Ville den gøre det ordentligt og være til reel nytte?

Lad mig med det samme sige, at jeg er yderst begejstret for den nye robotstøvsuger. Mens den støvsuger, kan jeg lave noget andet, og det hele bliver lidt mere overskueligt.

 

Gør rengøringen lidt lettere og mindre ensomt

Roberta er mit navn til hende (ja, hvorfor er det en hunkøn? Det kan jeg jo tænke lidt over) – eller Berta blandt venner.

Jeg taler endda til hende, må jeg indrømme. Fordi hun er ret så sød, som hun knokler afsted og arbejder på at registrere og lære rummene at kende og virkelig gør et godt job med at være så grundig som overhovedet muligt. Fjollet, jeg ved det, men jeg er altså virkelig glad for at have fået en kompagnon til rengøringen. Det føles mærkeligt nok lidt mindre ensom at have en at dele arbejdet med – robot eller ej.

Robotstøvsugeren knokler på over tæpper og dørtrin og lærer rummene at kende, så den kan køre effektivt i faste mønstre.

Støvsugningen er for mit vedkommende nu begrænset til trapperne og nogle få ufremkommelige steder. Og faktisk er der steder, hvor robotten er meget bedre til at komme under og støvsuge grundigt, end jeg selv er.

 

Robotstøvsuger med god sugeevne

Jeg har valgt en model, der prismæssigt ligger midt imellem. Der var muligheder fra omkring 2.000 kr. helt op over 10.000 kr.!
4.000 kr. koster min iRobot Roomba i7. Det var for mig afgørende, at den har en ekstra god sugeevne og kan klare både faste gulve og tæpper.

Den kan styres via en app, men desværre ikke med 5G, som vi har. Så den funktion må jeg undvære, og det går såmænd nok. Der er også noget med noget stemmestyring, som jeg skal have kigget på, når jeg en dag ikke er helt så utålmodig 😉
Indtil videre er det ren plug and play. Jeg sætter Berta i gang, og hun kører derudad indtil hele rummet er støvsuget. Løber hun tør for strøm, kører hun selv tilbage i opladeren. Hun registrerer rummene med et lille kamera og kører fx ikke ud over trapper.

Min iRobot Roomba i7 har en ekstra god sugeevne og kan klare både faste gulve og tæpper.

Har du brug for at lette arbejdet med rengøring, føles det nogle gange lidt tungt og uoverskueligt at komme igennem jobbet, så kan jeg anbefale en hjælpende hånd fra en robotstøvsuger. Jeg er i alt fald meget begejstret over, hvor effektiv og tidsbesparende den er. Eneste problem er, at jeg skulle have købt den noget før 🙂

Jeg er kommet på sporet af min mormors historie!

Jeg har tidligere skrevet historien om min franske mormor her på bloggen. Hun hed Jeanne Florentine Merville, og hun forlod Frankrig, da hun var i tyverne. Her blev hun til en Pedersen og så sig aldrig tilbage. Det var yderst begrænset, hvad hun løftede sløret for om sin fortid, og nu lever hun ikke længere. Jeg har af og til igennem årene forsøgt at Google hendes navn i håb om at finde et spor. Forleden prøvede jeg – nærmest for sjov – på Myheritage, og jeg fik en kæmpe overraskelse, da jeg fandt hende registeret derinde!

Jeanne Florentine Merville. Jeg fik en kæmpe overraskelse, da jeg fandt hende på Myheritage.

Sten og jeg planlægger en tur til Frankrig til sommer, hvor vi bl.a. vil besøge min mormors fødeby og måske finde nogle spor om hendes barndom.
Min viden begrænsede sig, udover hendes fødselsdato, indtil for et par dage siden til, at hun kom fra byen Arras i Nordfrankrig.

Jeg har overvejet at kontakte kirkekontoret, men Sten fik den idé, at jeg kunne prøve at lede via Myheritage.dk. Jeg lavede en gratis profil i14 dage og slog hendes navn og fødselsdag op.

Og der var hun!!!!!!!!!!!!! Det var en helt vild oplevelse og jeg måtte selvfølgelig straks ringe og fortælle nyheden til min mor.

Min mormor havde en “hemmelig” søster

Jeg vidste, at min mormor mistede sin mor, da hun var lille. En af de få fortællinger, hun løftede sløret for var, hvordan det gyste i hende, da hun blev tvunget til at kysse den døde mor på kinden til farvel.

Nu kan jeg sort på hvidt se, at hendes mor hed Fernande og døde som 30-årig, da min mormor var fire år gammel. Hendes far Adolphe rejste og overlod børnene til bedsteforældrene Francois og Aimée. Min mormors far er der kun et fødselsår på, så han forsvandt vitterligt ud i tågerne. Gad vide, hvad der drev ham til at forlade sine tre små børn for altid?

Den yngre bror, som jeg ved fra min mor, at min mormor, som ganske lille, måtte bære ansvaret for druknede i en nærliggende år, hed Florent. Ham er der ingen dateringer på, men til gengæld er der en 2 år yngre søster, som vi aldrig har hørt om: Marie Madeleine Fernande Merville.

Måske er det Maries efterkommere, der har skrevet min mormor ind i stamtræet? Jeg ved det ikke, men jeg har har skrevet til ham, der administrerer det pågældende stamtræ på Myheritage. Jeg har endnu ikke hørt fra ham, så jeg venter i spænding!

Nu har vi et sted, vi kan besøge til september!

Min mormors konkrete fødested kan jeg nu også se. En lille by, Wanquetin i departementet Pas-de-Calais i regionen Nord-Pas-de-Calais. Ikke meget mere end 5 km. fra hovedbyen Arras, som er den, min mormor altid har refereret til. I Wanquetin bor der omkring 700 mennesker, så der må være nogen, der ved noget om familien Merville, hvis jeg ikke får kontakt via på Myheritage.

Når jeg zoomer ind på det sted på kortet, som er angivet, er der faktisk er en ældre bygning, hvor der i dag er et skilt med navnet Merville.

Jeg ville så gerne vide….

Hvis det lykkes at få et svar fra kontaktpersonen for min mormors stamtræ, så ville jeg så gerne vide noget mere om hende!

Det kunne fx være:
Hvor boede hun præcist? Er huset der stadig? Ligger nogle af min mormors søskende eller forældre på kirkegården?
Er der efterkommere – fætre og kusiner til min mor? Grandfætre og grankusiner til min bror og mig?
Hvad kan de fortælle om min mormors familie og opvækst?
Har familien talt om hende og tænkt på hende, efter hun forlod Frankrig og slog sig ned i Danmark?
De har registreret hende på Myheritage, og endda også hendes nye danske efternavn – er det fordi, de er været nysgerrige på, hvad der skete hende?
Hvorfor talte søstrene ikke sammen resten af livet?
Ved de, hvordan havde hun det med, at hendes storesøster rejste væk for altid?
Hvad skete der præcis under krigen – så de aldrig min mormor igen efter, hun kom til Hamborg på tvangsarbejde?
Hvad skete der omkring lillebroderen Florents død? Hvad er fortællingen i familien? Min mormor fik jo skylden.
Har den franske familie også af og til tænkt, at de måske havde en kusine (min mor) i Danmark? Har de også ledt på nettet af og til?

Måske er der endda nogle efterkommere til min mormor, som jeg kan være så heldig at møde. Søstrene er jo døde og borte nu, men de er en del af os og naturligvis grunden til, at vi er her i dag. Hvad jeg som sådan “skal bruge det til” ved jeg ikke – andet end, at jeg gerne vil se, hvor min mormor kommer fra. Også selvom det tilsyneladende var så smertefuldt for hende, at hun valgte at vende det hele ryggen og starte forfra i Danmark. Så er det stadig hendes DNA, og mit. Og hvem ved, måske møder jeg nogle søde mennesker, som jeg – ganske vist lidt langt ude – er i familie med!

 

Hvis du vil læse mere om min mormors historie, så se indlægget Historien om min franske mormor.


Hvad mon der sker?

Nu er der et udgangspunkt for at søge tilbage og simpelthen se, hvad der sker! Jeg kan kun blive klogere, og allerede nu ved jeg lidt mere og kan se, hvor min mormor kommer fra.

Myheritage er et fantastisk værktøj, som åbenbarer nye informationer. Nu laver jeg mit eget stamtræ derinde og er blevet lidt grebet af det. Men først og fremmest, så venter jeg spændt på, om og hvornår efterkommerne til min mormors franske slægt lader høre fra sig.
Og derudover glæder jeg mig til at komme derned og se Wanquetin med egne øjne til september.

Hvis du har lyst, kan du følge med her i rejsen på Qland! ♥