Overalls og fisketur – det er lige mig!

Fisketur på Øresund
Foråret kan Coronaen ikke tage fra os, og hvor er det dejligt at se alting grønnes dag for dag og at mærke solens varme! Det er – trods alt – en god årstid, vi går i møde. Og med tiden er jeg blevet mere og mere glad for at være ude i naturen. Faktisk er det blevet noget af det, der giver allermest værdi for mig.

Forleden havde vi fiskestængerne med ud på en lille sejltur på Øresund for at se, om vi kunne fange en torsk. Det er årtier siden, jeg har haft en fiskestang i hånden – jeg kan ikke en gang huske hvornår. Men det gik helt fint med at håndtere hjul og stang. Det er nok ligesom at cykle: har man først lært det, så glemmer man det ikke! Og jeg er blevet helt vild med at komme tilbage til den aktivitet!

Jeg er vokset op ved en sø – den smukke Gyrstinge Sø ved Ringsted omgivet at bøgeskov. Allerede fra barn var jeg med ude at fiske, og jeg var ofte med min farfar ude at sætte åleline i skumringen. Og, endnu mere spændende, at hente den op igen i den tidlige sommermorgen og se dagens fangst af ål og sandarter, før der ventede NesQuik kakao og sigtebrød hjemme hos min farmor.

Jeg havde næsten helt glemt, hvor sjovt det er at fiske, og i andet forsøg fik jeg en torsk på krogen!!!!

Torsk i Øresund
Fordi, jeg ikke er så stor (164 cm.) og meget feminin i mit udtryk, så er der af og til nogle, der tror, at jeg er en meget sart og fin type 🙂
Det er jeg nok også en gang imellem – men man skal ikke skue hunden på hårene, og jeg tåler altså lidt af hvert og er bestemt ikke bange for at tage fat.
Jeg indrømmer dog, at jeg ikke er den store dræber! Jeg er ikke vild med at tage fisken af krogen – så det måtte Sten klare – og jeg få også medlidenhed med den. Det duer jo egentlig ikke, for jeg har ingen problemer med at rense, filetere og tilberede eller spise den! Men man kan jo ikke være god til det hele! 😉

Overalls
Nu har jeg virkeligt fået blod på tanden med at stå med en fiskestang, og jeg satser på, at vi snart skal ud igen.

En anden ting, jeg er blevet vild med – uden den store sammenligning i øvrigt – er at gå i overalls! Det er super hyggeligt. Sten kalder dem mine “Super Mario bukser” og mener, at jeg er ekstra sej til at åbne marmeladeglas m.m., når jeg har dem på 🙂 🙂 🙂 Også her er jeg kommet lidt tilbage til barndommen, hvor jeg stadig husker mine røde smækbukser, som vi kaldte dem dengang. Endelig har jeg fået taget – skal vi sige mod til mig og har købt et par overalls. Det synes jeg faktisk ikke, man kan blive for gammel til, og hold op, hvor har jeg fået mange komplimenter for dem. Mest for, at det er “sødt”, og det er fint med mig. (jeg har fundet dem hos ASOS til ikke så mange penge).
Det behøver ikke altid være så “pænt”.

Så måske er jeg gået lidt i barndom – måske bare ind i kernen af mig selv, hvilket jo også er noget af, vi kan blive rigtigt gode til med alderen. Ude i solen, med fiskestang og overalls.

Efter Corona – 10 ting, der (måske) ikke bliver det samme!

Jeg er nok ikke den eneste, der i øjeblikket går og filosoferer lidt over, hvordan verden vil se ud på den anden side af Corona-krisen. Det er næsten umuligt at forestille sig, at vi går tilbage til præcis den verden, vi havde før. Omvendt vil nogle ting fortone sig med tiden, og vi vil falde tilbage i vores gamle mønstre.

Jeg giver her mine bud på 10 ting, der kan være forandret, når vi med tiden er ude på den anden side af Coronaen.
Det handler ikke om, hvad der er rigtigt eller forkert, eller om at tippe ti rigtige. Det er mere et spørgsmål om de tanker, vi hver især kan gå rundt at have. For hvad er det for en verden, der venter os efter krisen?

Så her er nogle af mine overvejelser om, hvad der vil være ændret – for altid eller for en tid. Når vi ser bort fra de tab, som både samfundet og mange enkelte mennesker må lide i denne tid, vil det ikke nødvendigvis være til det dårligere.


Hvad vil være forandret efter Corona-krisen?

1. Vi hilser på en anden måde!
Håndtryk og kram bliver taget op til revision. Måske vil vi se fornuften i fx den smukke hinduistiske Namaste-hilsen. Eller en hånd på hjertet? Eller det gode gamle nik?
(Mon ikke de obligatoriske håndtryk for nye danske statsborgere vil være en smule pinligt efter Corona-krisen?)

2. Flere vil blive vaccineret!
Fornyet forståelse for værdien af vaccine og faren ved influenza. Jeg tror, der vil være en helt ny respekt og interesse for vacciner og deres betydning og værdi, når det kommer til smitsomme sygdomme. Det vil gå op for flere, hvor farlig en influenza kan være, og hvor god en idé en vaccine er.

3. Læger og sygeplejersker bliver populære fag!
Der er skabt en enorm respekt for læger, sygeplejesker, SOSU-assistenter og alle, der arbejder i sundhedssektoren. De er hverdagens helte, og jeg tror, at fagene bliver endnu mere populære og respekterede end de er i forvejen.

4. Velfærdsstaten har sejret!
Fællesskabet og velfærdsstaten har vist sin værdi i Danmark. Vi har vist, at vi står sammen og beskytter de svage, og vi er villige til at bringe økonomiske ofre for at komme igennem med så få tabte menneskeliv som muligt.
Vi har fået en fornyet følelse af at være en del af noget større, og at vi hjælper hinanden. Populister og den yderste højrefløj får det derfor ikke let i de kommende år.

5. Forsyningssikkerheden skal sikres!
Med behovet for værnemidler er vigtigheden af vores egen forsyningssikkerhed blevet tydelig. Vi skal sikre egenproduktion eller let adgang til kritiske produkter. Salget af Statens Serum Institut er en ommer.
Fødevaremæssigt er Danmark heldigvis et land med stor forsyningssikkerhed og en stærk infrastruktur, og vi har mange ting at være glade for her til land. Men generelt tror jeg, at flere vil tænke i lokal produktion efter Corona-krisen.

6. Synet på Kina er forandret!
Kina står overfor en kæmpe PR-opgave og en gevaldig opstramning af bl.a. deres fødevarekultur. De har smittet verden og skabt en pandemi med enorme konsekvenser. Tiden er måske kommet til at stille nye krav til Kina, hvis de skal agere i en global verden. Måske er interessen for deres billige varer også kølnet, så vi kan satse på kvalitet, miljø og sikkerhed fremfor økonomi.

7. Hjemmearbejdet stiger!
Med Corona-krisen er der indført ny teknologi og nye arbejdsprocesser med en hidtil uset hastighed. Og det viser sig at fungere mange steder. Efter krisen vil hjemmearbejdspladserne måske blive mere udbredte, og der kan spares både på tid og miljø ved i større udstrækning at arbejde hjemmefra.

8. Respekt for selvstændige
Med Corona-krisen er det for alvor gået op for mange, hvor hårdtarbejdende og hvor sårbare mange små og mindre selvstændige erhvervsdrivende er. Der er kommet større fokus på det lokale handelsliv – online og i fysiske butikker – og på at gøre brug af serviceydelser. Lad os håbe, at det holder, når vi nu virkelig forstår, hvor mange mennesker, der er afhængige af os som forbrugere!

9. Vi vil rejse mindre
Jeg tror på, at vi i meget lang tid fremover kommer til at rejse mindre. Pandemien har både sat en stopper for det midlertidigt, men også sat en skræk i livet i en periode for at blive smittet. Måske har det påtvungne stille hjemmeliv også skabt en forståelse for, at vi ikke behøver rejse helt så meget. Fordi vi faktisk har mange muligheder, hvor vi er, og fordi det skåner miljøet. Verden bliver lidt mindre igen. Vi værner om vores eget og vores sikkerhed.

10. Fællesskabet blomstrer
Et “sammen (hver for sig)” lyder igen og igen. Fællesskabet, det nationalistiske, er blevet dét, det hele drejer sig om. Vi værner om hinanden, og selvom vi er isolerede, så er vi alle i samme båd og en del af noget større. Indenfor vores lukkede grænser dog.
Vi synger fællessang, på dansk, og vi har taget flaget tilbage som et fælles symbol, der ikke har noget med politik at gøre, men blafrer i boligkvartererne for at vise, at vi står side ved side. Højskolesangbogen ligger nr. 1 på bestsellerlisten og den fælles sangskat trøster og styrker os i denne tid. Dronningen står som et populært samlingspunkt, der ovenikøbet går forrest og aflyser sin egen runde fødselsdag.

Der er ikke længere noget galt i nationalfølelsen, som har fået et højere formål. Naboskaber blomstrer, frivilligheden og hjælpsomheden og solidariteten. Jeg håber inderligt, at det er noget, der vil vare ved. Om fællesskabet så er lukket sig så meget, at vi helt har glemt de nødlidende i Syrien og andre steder i verden, er en anden sag. Dem er der ikke så meget plads til i øjeblikket. Verden er blevet mindre, og vi passer godt på os selv – på godt og ondt. Jeg er spændt på, hvor vi går hen herfra.

 

Forsæt selv listen….. ♥

 

Fødselsdagsglæde – og farvel til skønne Oscar!

54 blev jeg i går – og Oscar, som har været med mig de sidste 10 år nåede lige at være med. Her er vi i 2012.

Jeg ville have skrevet om min fødselsdag i går. Om at blive 54 og om at nærmere sig den halvrunde og begynde at tilte mod de tres. Om den store rigdom, der ligger i relationer og venskaber, og hvor fantastiske priviligeret og taknemmelig, jeg føler mig.
Om, at jeg føler mig så glad og FRI ved tanken om sidste år ved denne tid, hvor det var sygdom og en lang række hospitalsbesøg, der prægede mit liv. Alt dette, der gør mig så glad, og som betyder alt for mig.

En uventet drejning

Men dagen i dag, dagen derpå, tog pludselig en anden og uventet drejning. At finde sig selv siddende med sit elskede kæledyr på skødet og se det gå bort fra verden, smerter dybt i hjertet. Det ved enhver, der har prøvet det.

Samtidig må jeg glædes over det dejlige liv, min blide og kærlige kat med den store personlighed har haft.
Han var ikke rask, havde skrantet et par uger, men leverede i morges den allersidste mus som en gave foran døren. Sidst på formiddagen var han ikke mere. Præcis, tror jeg, på det tidspunkt, det skulle være, hvor det ikke var for tidligt eller for sent. Men jeg havde slet ikke forventet det.

Livet er glæde og sorg

Fødselsdagen i går blev fejret så fint. Med afstand og som det nu kunne lade sig gøre i disse Coronatider. En Coronafødselsdag er slet ikke så tosset, kan jeg sige, med al den, tror jeg ekstra, betænksomhed, der strømmede mod mig i form af hilsner, telefonopkald, gaver og blomster.

Huset er nu prydet med de smukkeste buketter, og det er jeg særligt glad for i dag. De er pludseligt i dag blevet mindst lige så meget til ære og minde om vores smukke og milde medgørlige kat, Oscar.
Al min glæde fra i går er ikke glemt, men gemt lidt bag tårer. Faktisk føler jeg mig knust lige nu, men jeg har sådan lyst til at tage afsked med Oscar også her på bloggen. Han var ikke “bare” en kat, men en del af vores liv og vores hjem, og vi mangler ham.

Jeg var så priviligeret i går – midt i denne tid – hvor så utroligt meget varme og opmærksomhed strømmende mod mig på min fødselsdag. Mine forældre kom og var med til at fejre mig i haven, hvilket var et mirakel i sig selv, eftersom min mor for første gang var her efter sin blodprop og er i så fin bedring. Sten forkælede mig fra morgen til aften, søde veninder kiggede forbi, og der kom blomster fra andre. Og en fantastisk række af søde telefonopkald og beskeder.

Jeg føler mig så rig på det vigtigste i verden – mine relationer ♥

Livet består jo af godt og ondt, og i dag har været en heftig blanding af følelser her hos mig. Der kunne have været sket langt værre ting – det ved jeg – og jeg føler mig stadig meget taknemmelig over mit liv og alt det gode, jeg har. I dag var utrolig hård, at sidde med et lille væsen, som man elsker, i skødet, og se det dø. Men samtidig vide, at man har givet ham den fineste afsked og et fantastisk liv.

Det er præmissen, hvis man vil nyde at have kæledyr og kaste sin kærlighed på dem – og det er stadigvæk det hele værd ♥ Jeg er taknemmelig for de næsten 10 år, den smukke og utroligt blide kat var i vores liv – verdens sødeste kat kaldte dyrlægen ham, og det var han. Vores rejse stoppede i dag, men vi fik sagt det fineste farvel og set hinanden i øjnene og nusset, indtil han faldt i søvn.
Så langt mere humant og smukt end nogle mennesker må forlade denne verden.

Afsked med kat

Det gør så ondt at sige farvel til sit elskede kæledyr, som vi gjorde her i formiddag. De snehvide poter kunne han ikke holde rene længere, og det var tid. Ikke for sent og ikke for tidligt – så jeg kan med god samvittighed føle, at jeg har levet op til mine forpligtelser som dyreejer. Og kærlighed har han ikke manglet ♥

 

 

Et lille lys forenden af Corona-tunnellen giver nyt mod!

Så blev det fredag og udsigt til endnu en weekend i Coronaens og nedlukningens tegn. En mere og mere underlig og presset situation, som har omkostninger, af den ene eller den anden art, for langt de fleste af os. Og for nogle flere end andre.

Det er dog et lyspunkt, at der nu officielt bliver talt om en stille og roligt tilbagevenden til vores normale liv. Også selvom det kommer til at gå langsomt, så synes jeg alligevel, at det har givet nyt mod og mere energi.

Det er i alle sammenhænge motiverende, hvis man har et mål, der står og blinker forude – og det er klogt at give os den gulerod. Både, så vi forhåbentlig fortsat tager os sammen og overholder retningslinjerne – og for at opretholde vores mentale sundhed.

Det er vigtigt for os med et signal om, at der er kontrol over tingene, og at det får en ende – og gerne indenfor nær fremtid.

Jeg er taknemmelig over at bo i Danmark

Netop kontrol og styr på tingene er noget, vi oplever her i Danmark i disse uger, og jeg er så taknemmelig for at leve i et unikt velfærdssamfund som vores. Forskellen til fx USA er malet tydeligt op, når de for tiden diskuterer, hvordan de fattige skal betale deres Corona-behandling 🙁
Hvor er jeg stolt af at være dansker og en del af et system og et fællesskab, der viser sit værd på alle måder og holder hånden under så mange.
Vi er stadig et land rundet af højskoletraditioner – se bare den fine fællessang med Philip Faber – af andelsbevægelse, foreningsliv og lige adgang til sundhedsvæsnet.
Jeg tror ikke, det bliver let at være ultraliberal i de kommende år!

At være en del af noget større

Jeg tror, at mange er blevet ekstra opmærksomme på, hvor de kan hjælpe. Enten som frivillige eller overfor familiemedlemmer og naboer.
En krise, som denne, giver en hel ny følelse af at være en del af et fællesskab – en del af noget større, hvor hele situationen er opstået, fordi det handler om at passe på hinanden, på sundhedsvæsnet og på særligt udsatte grupper.

Drømmekage med marcipan

Jeg bagte kage i går og delte ud til mine naboer. En lille gestus, der blev modtaget med smil, og som jeg nok ikke havde tænkt på en helt almindelig torsdag. Køn er den ikke, men den smagte godt – drømmekage med marcipan.

Vi er også en del af en global verden, som er årsag til omfanget af krisen og udbredelsen af virussen. Så hvordan vil disse fakta påvirke os bagefter? Jeg tror, at der vil komme en tid med mere fokus på det nære. Sårbarheden vil få os til at tænke anderledes, når det kommer til at sikre lokal produktion, mindske rejseaktiviteter og passe bedre på miljøet, have fokus på at være noget for hinanden. Måske er der endda sneget sig en ydmyghed og et mådehold ind, der får os til at ændre vores værdier og vores forbrug. Om ikke andet, så for en tid.

Hjælp dine lokale handlende

Inden, vi går helt ind for mådeholdet, så skal vi dog alligevel tænke på, at hjulene også gerne skal dreje rundt. Og på de små selvstændige erhvervsdrivende, som kan se regningerne tikke ind, som de plejer, mens der ingen kunder er. Det må være en helt forfærdelig kamp, de står i.

Så lad os hjælpe og støtte, hvor vi kan – og ikke mindst overholde retningslinjerne, så vi forhåbentlig snart kan få hverdagen tilbage og samfundet lukket op. Er du blandt dem, der IKKE er ramt på økonomien, så kan du evt.:

♥ Købe take-away! ♥
♥ Finde ud af, om din frisør/negleklinik/kosmetolog osv. sælger produkter i butik eller online! ♥
♥ Købe noget lækkert til dig selv, som du vil bruge for at fejre friheden, når den kommer ♥
♥ Tjekke om din by er kommet med på Vielskervoresby.dk – og i det hele taget støtte dine yndlingsbutikker! ♥

Energien kommer igen!

Jeg har hele tiden forsøgt at bevare optimismen og få det bedste ud af denne tid. Naturligvis med den allerstørste medfølelse overfor dem, der er ramt helbredsmæssigt, økonomisk eller på anden måde er i klemme.
Men Corona fylder tankerne og tager nok mere energi, end man lige er klar over, for os alle. Inderst inde er vi jo ramt på en grundangst for hele vores eksistensgrundlag, når verden kan lukke ned fra den ene dag til den anden.

Alligevel, så kunne jeg mærke, at udmeldingen om en mulig begyndende åbning af samfundet efter påske, gav mig fornyet energi! Det var som om, at det hele lettede en lille smule. Tempoet her er stadig lidt langsomt – der er jo masser af tid – men det er som om, at der begynder at være lidt mere mål og mening med det hele igen.

Når, vi taber målet og motivationen, så kan det gå helt i stå, men nu er der et lille lys derude forenden at tunnellen. En besværlig vej er lettere at gå, hvis vi ved præcis, hvor den ender.
Kurverne flader ud, antallet af indlagte falder i disse dage – vi har være SÅ GODE!!!!

Nu er det bare om at holde den gode stil – afstand, sprit, blive hjemme – og håbe, at vi snart begynder en tilbagevenden til normalen. Jeg tror aldrig, vi bliver helt de samme. Vi har en helt ny kollektiv oplevelse med i bagagen, og en bekræftelse af, hvilket fantastisk land vi lever i – og med et fællesskab, der er til at stole på.

Nu må vi holde fast, gøre det rigtige og hjælpe hinanden på fode igen.

 

,

Isolationsdeller eller Corona-form?

Hjemmetræning under Corona

At have Viola er en fantastisk gave – også i denne tid, hvor vi går ekstra mange lange ture. Bare for at opretholde status quo.

Der dukker mange nye ord op i de her tider, hvor vores verden er vendt op og ned af Corona-virus.
Immunitetsklynger, værnemidler, solnedgangsklausul og smittekæder, bare for at nævne nogle eksempler på ord, vi ikke skænkede en tanke for bare et par måneder siden.

Andre nye, mere humoristiske ord, kommer også på banen og er med til at få os igennem. Sammen med alle de sjove billeder og videoer, der florerer på de sociale medier. Det er så vigtigt, at vi kan have det sjovt også. Og at vi står sammen og forstår og rummer hinanden.

Eet af de nye ord, der dukkede op hos mig i dag er Isolationsdeller. Et skønt ord, der gør, at man kan grine lidt af sig selv og hinanden, og som legitimerer, at der godt kan ryge lidt ekstra på sidebenene i en svær tid, hvor man er grounded derhjemme. For vi har ligesom ikke brug for flere problemer at slås med.  Og det er jo absolut en vej at gå i denne tid at smide vægten ud og blæse lidt på det hele. At hygge sig lidt ekstra og trøste sig – og få tiden til at gå – med god mad, bagværk, slik, kager og vin. Det kan jeg sagtens forstå kan være en måde at komme igennem på, og vi er alle forskellige og har forskellige omstændigheder og værdier, mål og strategier.

En anden vej, man kan gå er, at komme i Corona-form. Et andet godt ord for, hvad man kan bruge tiden til, hvis man besidder en god portion selvdisciplin og overskud.

Og så er der dem af os, der nok bare forsøger at opretholde status quo uden at flegne ud til hverken den ene eller den anden side.

Jeg prøver at opretholde normalen!

Der bliver ikke brugt meget tid på makeup i disse dage – men nogle få minutters træning kan så sættes i stedet. Og det gør underværker.

Jeg er heldig, for mit liv er ikke ændret så radikalt, som så mange andres. Jeg savner min familie og venner, mine aktiviteter, mine bloggerkolleger, mit netværk. Jeg savner også min yogalærer! (Det har jeg i øvrigt skrevet og fortalt hende, hvilket hun blev meget glad for. Så opfordringen er hermed givet videre – skriv og ring til dem, du savner og som betyder noget for din i hverdagen.).

Jeg skal ikke være hellig eller pege fingre, for fristelsen for at vælge trøstens, hyggens og isolationsdelle-vejen er stor – og måske nødvendig – hvis man er presset, har travlt eller er frustreret over økonomi eller børn, der skal aktiveres.

Vi står sammen – hver for sig – men vi står stadig forskellige steder og med forskellige udfordringer.

Jeg er ikke nogen trænings-freak, og for mig handler det generelt bare om at holde formen, vægten og noget styrke. Jeg bruger noget af den ekstra tid til mange lange gåture, en løbetur ind imellem og også til træning og meditationer via to apps: Down Dog 7 Minute Workout og Nærvær.

Noget af det bedste, jeg ved, er lange gåture, og de udgør nu også mine sociale aktiviteter, fordi jeg kombinerer gåture og venindeaftaler.

Kostmæssigt er jeg stadig præget af min sygdom – præcis sidste år ved denne tid – så det er blevet en vane for mig at spise rimeligt fornuftigt. (Læs mere her).

Men hold da op, hvor kan jeg også mærke fristelsen af at falde ned foran Netflix og spise lækre sager! Men det går altså bare ikke for mig. Jeg får det dårlig af for meget sukker og dårlig kost, og jeg kan mærke det ret hurtigt både fysisk og mentalt (har testet det forleden, hvor jeg spiste alt for meget chokolade foran tv’et. En reminder om, at det ikke er vejen for mig).
Jeg skal ikke dømme nogen, men kosten kan altså medvirke til en nedadgående spiral af mangel på energi og overskud.

Hjemmetræning Corona

Nogle få minutters træning gør en enorm forskel.

Vi står hver især forskellige steder jobmæssigt og familiemæssigt, og det vigtigste er, at vi ved fælles hjælp snart er ude på den anden side igen. Om det er med lidt isolationskilo på sidebenene eller ej, det er ikke det vigtigste. Vi har hver især vores strategi til at komme igennem.
Hygger du dig igennem  krisen, så nyd det uden dårlig samvittighed!

Jeg skal ikke opnå noget særligt i denne tid – det ville næsten også være for meget at forlange. Alene det at skrive her på bloggen kræver meget, fordi tankerne er så konstant optaget af Corona-krisen. Men min vej er at komme igennem med normaliteten omkring min sundhed i behold.

Isolationsdeller, Corona-form eller midt imellem – lad os alle gøre det, der føles bedst for os, så vi kan få det bedste ud af denne tid.

Corona – hvad kan jeg gøre?


Er det tirsdag i dag? Jeg måtte tjekke kalenderen, fordi jeg ikke var helt sikker på, om det var tirsdag eller onsdag. Min veninde, som jeg mødtes med til gåtur i formiddag, havde haft det på samme måde. For os, der går hjemme i denne tid, kan dagene godt begynde at flyde en anelse sammen. Og der er tre uger endnu – mindst!

Det er trods alt et mindre problem i forhold til, hvad andre står med, og jeg er begyndt at tænke på, hvordan jeg kan bruge mit overskud til at handle og yde mit bidrag til fællesskabet.

Vi er nød til at have tiltro

Jeg har stadig helt og fuldt tiltro til, at der kommer en vaccine mod Coronavirus. Jeg tror fuldt og fast på, at vi i Danmark gør det rigtige – sammen. Også, selvom der tydeligvis er begået fodfejl i starten af året, hvor WHO’s advarsler igen og igen ikke blev taget alvorligt, hvilket er utroligt ærgerligt. Vi har tilsyneladende heller ikke været helt vakse ved havelågen, når det gælder tests. Men der er en learning curve her, og nu gælder det om at se frem og lægge al vores tillid i hænderne på “Søren & Mette”. Og Dronningen. Og lægerne og forskerne. Og os selv – i fællesskab.

Vi er simpelthen nød til at have tiltro – og jeg håber, at vi alle lever op til den. Rigtigt mange mennesker kommer til at dø før tid af denne her virus over hele verden. Andre lider økonomisk, og mister jobs og virksomheder, og vores fokus er måske også flyttet fra andre nødlidende i verden. Der er nok at være ked af over og bange for. Konsekvenserne er enorme, men hvor er det også bare vigtigt, at vi bevarer troen og håbet – og optimismen, som jeg skrev om forleden. Også nu, hvor det for alvor begynder at ramme hårdt for alle!

Hvor kan jeg hjælpe?

Udover at bevare troen på, at det hele nok skal gå – så begynder jeg at føle behovet for at handle og bidrage. Jeg vil gerne gøre noget.

Jeg er desværre ikke sundhedsfaglig og kan ikke tilbyde min hjælp. Der er (heldigvis) ikke nogen i mit nabolag eller i min familie, som umiddelbart har brug for assistance. Derfor har jeg nu tilmeldt mig som frivillig hjælper hos Dansk Røde Kors.

De har åbnet et Hjælpenetværk, hvor man kan tilmelde sig for at bidrage til det stigende behov for hjælp til alle dem, der er syge, i karantæne eller særlig udsat for at blive smittet. Du kan læse mere og tilmelde dig her.

Jeg kan ikke klage!

Ja, dagene flyder sammen nu, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være for et ældre menneske, som ikke kan komme ud og ikke kan få besøg. For alle, der er alene i denne situation.

Jeg skal ikke klage, for følelsen af undtagelsestilstand, som har lagt sig som en kuppel af stilhed over verden, kan jeg sagtens finde ud af at være i og endda hygge mig i. Der er ingen stress, ingen aftaler, ikke noget, jeg skal nå. Tid til reflektion, tid til at revurdere, hvordan vi bruger vores tid, og hvad der er vigtigt for os.

Men nu kommer behovet for at handle og hjælpe, og så må vi se, om Røde Kors har et menneske i den anden ende, som jeg kan tilbyde en hånd.

Og ellers vil mine dage flyde afsted, og jeg vil nyde dem og få det bedste ud af dem. Der er også masser af helt dagligdags ting, jeg gerne vil skrive her på bloggen, men lige nu er det som om, Coronaen trænger sig på hele tiden. Men du skal nok også snart høre om andet fra mig. Det lover jeg!

Ha’ det nu godt derude! ♥

 

 

 

Coronakrise – lad os bevare optimismen!

Jeg spurgte en veninde, hvad hun syntes, at jeg skulle skrive om i dag. Noget positivt, svarede hun! Og jeg er helt enig – vi har brug for at bevare optimismen her under Coronakrisen. Så i dag vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg selv kommer igennem denne tid, hvad jeg laver, og hvordan jeg faktisk tillader mig selv at nyde at roen, naturen og de små glæder. Når situationen nu alligevel ikke kan være anderledes!

“Bliv hjemme” lyder det igen og igen, og hjemme hos mig har vi været isoleret fra andre i nu 12 dage. De sidste gode venner, vi så, før vi lukkede ned for al kontakt, er nu lagt ned af COVID19. Heldigvis er de ikke indlagt, men sjovt er det bestemt ikke, og jeg føler meget med dem.

Lad os bruge det positivt, hvis vi kan!

Jeg føler virkelig dybt med alle, der er ramt af Corona. Alle, der er ramt på job og økonomi – og dem, der nu arbejder i døgndrift for os alle i kritiske funktioner. Nogle er mere pressede, end andre, ved at være isoleret derhjemme. For børnefamilierne kan der være udfordringer, og der er desværre pres på krisecentrene, fordi lunten er kort nogle steder i de små hjem.

Det er en forfærdelig og skræmmende situation, vi står i. Der er nok at være ked af, og jeg mangler bestemt ikke empati, men alligevel, så tillader jeg mig selv fortsat at nyde mit liv og de stille dage, som mange af os nu er tvunget til at have. Lad os da bruge det til noget positivt, hvis vi kan!

Jeg er heldig. Jeg har det godt, og jeg kan sagtens finde ud af at fungere i det her mere stille og begrænsede liv. Selvfølgelig ikke for evigt, men i en nødvendig periode, hvor vi alle gør vores til at smittespredningen stoppes. Jeg vil også insistere på at have lov til at nyde dagene på trods af den kaotiske og frygtelige situation.

Træerne springer ud

Hvor er vi heldige, at vejret trods alt er med os – og det spæde forår giver os et lys i mørket!

Fællesskabet blomstrer!

Forleden så jeg, meget apopos, at der var en god og sød bekendt, der blev klandret for at smile for meget på et billede på Instagram!!! Det var åbenbart upassende i denne tid at smile og grine. Ingen er vist i tvivl om alvoren, men der er ikke noget, der bliver løst ved, at vi alle bliver deprimerede, sure og kede af det. Vi har brug for noget positivt, som min veninde også sagde i dag.

Vores empati og medfølelse bliver ikke mindre af, at vi får det bedste ud af situationen. Heldigvis er min altoverskyggende oplevelse, at vi rykker tættere samme i bussen. At vi er stolte af vores fællesskab både som land og i de enkelte boligområder, kvarterer og ejendomme. Her hos mig er vi begyndt at spille, synge, klappe og larme i tre minutter hver aften kl. 19. Det giver en fantastisk stemning, en fællesskabsfølelse og håb for, at det hele nok skal blive godt igen.

Jeg tror, at vi i denne tid kan få oplevelsen af, at vi er en del af noget større, og at fællesskabet og solidariteten er noget, vi skal være stolte af og vi skal dyrke. Det er meget bedre end at irettesætte hinanden for at finde glæde og mening midt i alt det, der sker ♥

Ud i det blå!

At komme ud i naturen er blevet mit holdepunkt her i denne tid. Jeg bevæger mig snildt 20.000 skridt på en dag, og jeg nyder at starte dagen med en lang gåtur med Viola. Nogle gange i selskab med Sten, en nabo eller en veninde – i behørig afstand naturligvis.

Vi er SÅ heldige med sol og tørvejr, så vi i det mindste kan komme ud og røre os, ses med andre af og til, og nyde det spirende forår. Jeg bor lige op ad Dyrehaven, hvor jeg endda kan nyde en kop varm kakao eller tage maden med hjem (vi skal jo støtte de lokale!).

Viola nyder de mange lange gåture!

De små glæder

Tid er noget, de fleste efterlyser i hverdagen. Nu er der tid for alle os, der er isoleret eller i karantæne derhjemme, og en unik lejlighed til at mærke efter og bruge den til noget, man har lyst til. Måske finder man ud af, at hverdagen alligevel ikke er så tosset. Måske nyder man – som jeg – inderst inde roen og overskuddet, når det ikke kan være anderledes. Måske finder man ud af, at der er nogle ting, der skal prioriteres anderledes i fremtiden.

Dagene er svundet ind til at være hjemme og være uden de store aktiviteter. Jeg nyder de små glæder: roen, solskinnet, træerne, der springer ud, gåture i godt selskab. Jeg elsker at have god tid til at komme ud – både at gå og løbe – og også til at få lavet min qi gong, meditationer og lidt styrkeøvelser. Det betyder meget for mig at være i balance og i god fysisk form, men også at have tid til at læse, male, lave mad – og hygge mig og se Netflix 🙂

I dag passerede jeg kronbukkene, hvor jeg helt tæt på kunne se gevirene begynde deres udgroning med den velouragtige basthud udenpå.

Jeg har jo heldigvis bloggen her, hvor jeg jo som altid skriver, ligemeget hvad, der sker, selvom det har været lidt svært på det sidste at bevare fokus. Hvad skriver man, når verden lige nu brænder? Noget positivt – og ja, jeg prøver at fortsætte som altid.

Vores to frimærkehaver har jeg også fået ordnet, og jeg har nydt at gå derude og gøre det hele fint og forårsklart. Det letter lidt på det hele at få alle de visne blade og mos væk og få vasket havemøblerne af. Måske få lidt hynder ud og et par forårsblomster i potterne.
Vejret har endda været til at sidde lidt ude og nyde solen.

Forår i haven

Haverne er klargjort og det er fint at få udrettet noget i de her dage.

Mit næste projekt bliver at få malet nogle malerier. Det er også en ting, som kræver netop tid. Og ellers vil jeg fortsætte med at give mig selv frit slag til at nyde dagene, fællessangen hver aften, gåturene og stoppet på Peter Liep med varm kakao. Jeg vil ringe til venner og familie – og ellers håbe og bede til, at der meget snart kommer en behandling og en vaccine, så vi kan vinde over Coronaen.

Det er ingen løsning at sætte sig ned og være sur og trist – eller at hakke på andre, fordi de holder humøret oppe. Vi må få det bedste ud af det, mens vi hylder og hepper på alle jer, der kæmper derude ♥

Corona-reflektioner!

Den sidste tid har været en støt stigende Corona-læringskurve for alle! Som jeg skrev for fem dage siden, så var alvoren ved at gå op for alle, men alligevel eskalerer det her dag for dag. Hvor alvorligt ender det her med at blive? Hvor skal det ende? Og hvornår bliver livet normalt igen? Hvis det nogensinde bliver helt det samme.

Corona ud i naturen

Naturen har vi heldigvis til rådighed – og Corona trives ikke godt derude!

De første faser

Vi står desværre kun ved begyndelsen af denne her krise. Sådan har jeg oplevet de første faser, vi har gennemgået indtil nu:

1. Vi har gennemgået en fase med fornægtelse eller i alt fald en langsom indtrængen af problemets alvor. “Det er vel ikke værre end almindelig influenza”, “det kommer nok ikke til at blive noget særligt i Danmark” og “det er en overreaktion”. Selv for myndighederne har det her været en ny situation, som man i starten ikke kunne forudse omfanget af.

2. Så kom erkendelsen og en fase med panik, hvor urinstinktet har taget over hos nogle, der er stormet bevidstløst ud for at foretage en form for sikring i form af indkøb af gær og toiletpapir. En trang til at gøre noget. I det her tilfælde blev det at handle meget bogstaveligt.

3.  Nu er langt de fleste i en fornuftsfase, hvor budskaberne trænger rigtigt ind. Alvoren er til at forstå, og vi har erkendt, at hospitalerne vil blive overbelagt, kritiske funktioner kan blive ramt af sygdom og folk vil dø, hvis smitten får lov at spredes ukontrolleret. Selv Trump har forstået, at Corona ikke er en konspiration skabt mod ham personligt, og USA er begyndt at handle (nok for sent).
I Danmark er de sidste, der tror, at de kan negligere forholdsreglerne, forhåbentlig begyndt at aflyse fester, sammenkomster og cafebesøg!

Hvad bliver det næste?

Jeg synes, jeg begynder at fornemme den næste fase – vrede! Hvorfor forudså myndighederne det ikke tidligere? Er ham Brostrøm virkelig så klog? Hvorfor lod man turister strømme ind i landet, når vi satte egne medborgere i karantæne?
Der har været en læringskurve for alle. Nogle hurtigere end andre, både når vi sammenligner person til person, og land til land. Jeg mener, at vi skal være stolte af vores regering og myndigheder – og af hinanden – for at have reageret så drastisk, så klart og så hurtigt.

Inden længe, så bliver vi for alvor pressede, når dagligdagen har været suspenderet længe nok, vi begynder at kede os og vi trænger til at se andre mennesker, passe jobs, få børnene i skole og institutioner, kommer i fitnesscentret, biografen og ud og spise. Og vi er kun lige startet.
Det her kommer virkelig til at kræve af os, at vi holder humøret oppe og finder andre aktiviteter. Måske endda benytter lejligheden til at se indad og revurdere vores værdier. Men lad for guds skyld ikke vreden og frustrationerne tage over – hverken overfor myndighederne eller hinanden i familierne.

For nogle er det hele ekstra slemt – og det hele er lettere sagt end gjort – for de mister deres jobs, og nogle selvstændige mister deres eksistensgrundlag. Vi er allerede begyndt at se de første konkurser! Vi kan alle støtte i det små – jeg har fx sagt nej tak til kompensation i SATS i dag, hvor de sendte en mail ud, hvor man kunne vælge mellem forskellige muligheder. De skal da bestemt ikke bøde for, at jeg ikke kan komme til træning i øjeblikket. Lad os nu alle støtte, hvor vi kan og lade være med at gå i for små sko! Og så håber jeg, regeringen vil komme de selvstændige til undsætning!

Hvor længe vil det her vare?

Jo mere, vi overholder retningslinjerne, jo hurtigere kan vi forhåbentlig komme ud på den anden side. Det er nu vi skal vise, at vi kan sætte fællesskabet over individet og få løst problemerne. Men i den globale verden, vi lever i, er vi jo til syvende og sidst ikke bedre end det svageste led. Det har Corona-spredningen med al tydelighed vist.

Lad os så alle sende vores karma og ønsker ud til, at der snart kommer en vaccine. Tyskland er langt fremme. Trump – her er han igen, idioten – mente i dag, at han skulle købe den til USA alene, men heldigvis er verdenssamfundet stadig så intakt, at vi står sammen. En vaccine skal være til alle.

Jeg kan naturligvis ikke på nogen måde gøre mig klog på, hvor længe det her vil stå på. Jeg kan bare konstatere, at Hendes Majestæt Dronningen har aflyst sin 80-års fødselsdagsfejring i april (hurra for hende allerede nu). Mon ikke et gæt kan være, vi skal helt frem til maj, før der forhåbentlig er noget, der lysner?
Så, vi kan lige så godt indstille os på nogle nye vaner i de kommende uger!

Jeg har absolut INGEN aftaler!

Corona karatæne

Der er god tid i øjeblikket – og det må også gerne nydes!

Fredag besluttede vi her i huset at aflyse ALLE aftaler i alt fald i de næste to uger. Jeg har kun udendørs aftaler om gåture i den friske luft og uden fysisk kontakt. Efter indkøb spritter vi hænderne af. Så kan vi ikke blive mere sikre.

Jeg mener, at vi alle – unge som ældre – har pligt til at give det simple bidrag at gå i frivillig “karantæne” de næste par uger – og måske mere – hvis vi har mulighed for det, så vi kan få stoppet den hurtige smitte.

Trods situationens alvor, så kan vi lige så godt for det bedste ud af det. Færre aftaler og aktiviteter giver plads til ro, fordybelse og reflektion. Vi er tvunget til at stoppe op og mærke os selv. Måske putter vi alt for meget i programmet normalt? Måske er der ting, vi har glemt at sætte pris på?

Bliver vi og verden den samme igen?

Det er så vildt, hvad der sker, og det er kun lige begyndt! Vi kan ikke rejse. Vi kan ikke gå ud, som vi plejer. Vi kan ikke se hinanden, uden at risikere at blive syge. Mange kan ikke mødes op på deres jobs. Nogle har ikke ikke længere et job eller en virksomhed. Fly afgår ikke længere. Grænserne er lukket. Det her er ekstremt!

Jeg tænker meget på, hvad det kommer til at betyde for vores adfærd i den næste lange tid. Vil det gå op for os, at vi måske slet ikke behøver alle de rejser og alle de aftaler og aktiviteter i vores kalendere? Vil vi se klimakrisen i et nyt lys?
Vi er tvunget ned i gear og tilbage i de mere nære ting som gåture i naturen – og der må også være en del, der er i gang med at bage med al den gær, de har indkøbt! 😉
Får vi en ny forståelse for fællesskabet og for at stå sammen og beskytte de svage?

Når, nu alt det her skulle ske – og det kan vi jo ikke lave om på – så kan man kun håbe, at der kommer gode ting ud af den en dag, når vi forhåbentlig snart kommer ud på den anden side. At fællesskabet sejrer og “mig først”-mentaliteten viser sig at spille fallit. At det bliver et wake up call for os om at værdsætte alt det vi har, al den frihed og alle de muligheder, vi har. Og, at vi måske har lidt for travlt nogle gange og glemmer de nære og simple ting.

Men nu bliver det nok med Corona fra mig for nu, og den næste tid går livet videre, som det plejer, her på bloggen ♥
Pas godt på jer selv og hinanden. Hold humøret oppe!

Fødselsdag, Corona og min mor efter sygdommen

Så blev det rigtigt alvorligt med Coronavirussen i Danmark. Var der nogen, der stadig ikke forsod alvoren, da jeg skrev om det i går,  så er den nok trængt ind nu!
Jeg har rettet indlægget, så fitness nu ikke længere er på min go-liste, og restaurantbookinger og planlagte museumsbesøg er også aflyst. Jeg håber virkelig, at vi kan få knækket kurven!

Det er en svær vurderingen i disse tider, men jeg har altså – i samråd med mine forældre – besluttet at besøge dem i dag, hvor det er min mors fødselsdag. Min mor er under genoptræning, men ingen af dem er kritisk syge som sådan, så de vil gerne have, at jeg og Viola kommer. Ingen af os har været i kontakt med mange mennesker, eller med folk, der var syge.  Men det er selvfølgelig stadig en svær beslutning, hvad man skal gøre.


Her er min mor og jeg, da hun var 20 år gammel. En ung mor, som det ofte var dengang. Mine forældre er 74 og 76 år i dag og bor i det hus, hvor jeg er vokset op. Normalt er de raske og rørige, men som du måske læste i efteråret, blev min mor ramt af en blodprop i hjernen i starten af oktober og blev lammet i højre side. (du kan læse om min reaktion i dette indlæg Når verden bliver meget lille).

Så her er en status! Min mor er så sej og har ikke misset een eneste gang genoptræning. Min far er lige så sej og har hjulpet og støttet min mor, så de ikke har fået hjælp udefra. Han gør rent, køber ind, laver mad, fletter hår – og det hele bliver heldigvis nemmere og nemmere.
Hun taler stort set perfekt igen. Hun kan gå i en rollator. Hun kan holde på en blyant med højre hånd. Med andre ord, så er hun godt på vej til at komme tilbage, og jeg tror fuldt og fast på, at hun bliver helt normal igen og kommer til at gå ude i haven til sommer ♥
Så der er ekstra meget at fejre i dag.

Jeg håber, du må få en dejlig dag, hvad enten du er hjemme eller i karantæne eller på job.

Hvordan forholder du dig til Corona?

For lang tid siden fik jeg denne her lækre håndsprit i pressegave fra Touchland (reklame). Den er pludselig blevet mere aktuel, end man bryder sig om.

Mon ikke alvoren nu efterhånden er gået op for os alle omkring Coronavirussen? At det er tvingende nødvendigt at begrænse smitten, så der ikke er for mange, der bliver syge på een gang. Nogle laver stadigvæk lidt sjov med det og sammenligner med, hvor mange, der lige nu smittes eller dør af alle andre sygdommen. Selv havde jeg også en tendens i starten til at tænke, at det vel ikke var værre end alle mulige andre influenzaer.

Men jo, det er kritisk!
Ingen af os har dannet antistoffer mod Corona, og ingen er vaccineret af den gode grund, at der endnu ikke findes en vaccine. Det vil sige, at smittefaren er ekstrem stor. Får sygdomme først fat, kan den derfor sprede sig ukontrolleret. Prøv at forestille dig, at hele afdelinger på sygehusene lægges ned på een gang? Alt imens, at de svageste har brug for pleje.
På sygehusene er de lige nu ved at planlægge, hvor mange ekstra intensivsenge, der kan afses overalt. Og hvor meget ekstra personale, der kan findes uden omkring fx blandt folk, der er gået på pension.

Vi må alle tage ansvar!

Jeg er ikke gået panik, og jeg er ikke selv bange for sygdommen, men set i det brede perspektiv, så kan jeg med al tydelighed se, at det er en meget alvorlig situation. Det værste ville være at smitte de ældre i familie, eller andre i det hele taget, som kunne bliver udsat for fare.

Derfor må vi alle tage et ansvar og rette os efter de retningslinjer, der bliver udstukket.

Jeg er ikke bange for at gå i supermarkedet (jeg hamstrer ikke), på cafe eller køre i tog, men jeg undgår koncerter, biografture og andet, hvor man er tæt op ad mange andre mennesker.

Håndspritten er kommet i tasken, så den kan bruges, når jeg har været i butikker o.lign. Og endelig undgår jeg selvfølgelig mennesker, der hoster, er syge eller lige har været ude og rejse.
Håndtryk og kram er suspenderet.

Hvis vi alle overholder retningslinjerne, og folk passer deres karantæne, når de kommer fra røde områder eller har været i nærheden af smittede, så tror jeg på, at det hele nok kommer til at gå. Men det er alvorligt.

Hvordan forholder du dig til Coronaen?
Giver du kram? Eller er du begyndt at hamstre?

Kvindernes kampdag – vi kan selv!

Et hurtigt kig på diverse blogs fortæller mig, at kvindernes internationale kampdag i dag den 8. marts ikke er et emne, der rigtigt bliver skrevet om.

Det undrer mig lidt, men jeg tolket det også som et godt tegn! Vi er kommet langt, og vi er priviligerede som kvinder i Danmark. Kvinder stormer frem på uddannelser, i erhvervslivet, i politik, i kulturen og kunsten. Og vi har i den grad forstået at eje de sociale medier, som har givet os et globalt værktøj til effektivt at stå op mod overmagt. Tænk bare på #metoo!

Jeg siger ikke, at der ikke fortsat er problemer omkring fx ligeløn og barsels- og karriere problematikker, men vi har trods alt ikke så meget at kæmpe imod længere. Og på trods af, at vi er så mange kvinder, der har skabt vores egne kanaler her på nettet, er kampdagen ikke særlig hot.

Jeg synes nu alligevel, at det er vigtigt at markere og huske på, hvor ufatteligt priviligerede, vi er. For ikke meget mere end 100 år siden kunne kvinder ikke en gang stemme i Danmark! Først i tresserne kom kvinderne for alvor ud på arbejdsmarkedet, og der kom sociale sikkerhedsnet, der gjorde det muligt for alle at kunne klare sig selv. Hen af vejen kom der også et frisind, og en social accept, der gjorde kvinder til de frie individer, vi er i dag. Vi står på skuldrene af andre, før os, der har taget kampen og har været på barrikaderne, og det må vi aldrig glemme.

I dag er der tværtimod opstået begreber som “tabermænd”, og der er begyndt at vise sig bevægelser af voldsparate mænd i USA, som er frustrerede over, at de ikke længere er i stand til at tiltrække en kvinde. Fordi, kvinder i dag er selvstændige og kan klare sig selv, og fordi vi i vores vestlige verden har samfund, der støtter individer, der ønsker at bryde ud af ægteskaber. Her kan alle klare sig selv og har derfor et frit valg. Det lyder måske meget simpelt, men resten er op til den enkelte – at opføre sig ordentligt!

Vi skal være solidariske med de svage!

Hvis vi en dag som i dag ikke føler, at vi har så meget at stå op for, når det kommer til os selv, så er der så meget desto mere grund til at huske, at der er kvinder i verden – også i vores – som ikke har taget del i vores fremskridt.
Kvinder, der ikke får muligheden for at tage en uddannelse eller et job, som holdes under skarp social kontrol eller lever i mørket og i vold og undertrykkelse.

Den lille ting, vi kan gøre, er ikke at se ned på en kvinde med tørklæde, eller en kvinder, der bliver holdt fast på kontanthjælp af en voldelig ægtemand.
Har du ikke læst Sara Omars bøger Dødevaskeren og Skyggedanseren, så vil jeg endnu en gang opfordre til gøre det. De er så vigtige øjenåbnere i forhold til at forstå, at der er kvinder, der lever under ufattelig vold og undertrykkelse.

Vores i-landsproblemer er stadig relevante!

Det er vand i forhold til, hvad kvinder i andre kulturer oplever af overgreb, men det skal nu ikke afholde mig fra at anbefale denne fantastiske video, Be a Lady med Cynthia Nixon (fra Sex And The City).
Ja, det er i-landsproblemer, men vi kvinder ligger stadig under for idealer for, hvordan en “rigtig” kvinde ser ud og opfører sig.

Men her i Danmark er vi også priviligerede, og vi kan starte med os selv.
Lad os støtte og acceptere os selv og hinanden, uanset hvilke valgt, vi tager ♥
For vi er stærke, og vi kan selv præge holdningerne og debatten – vi KAN selv!

,

For et år siden brød helvede løs – det har sygdomsforløbet gjort ved mig!

Efter tidlig brystkræft

Sidste sommer, da jeg endelig var sluppet fri og ud på den anden side. Fantastisk glad og lettet – og stadig tynget på samme tid. Sten var ved min side 100% igennem det hele ♥♥♥

Det er præcis ét år siden, at helvede brød løs her hos mig med dét, som vi alle frygter: en mammografiscreening, der viste nogle forandringer, som skulle undersøges nærmere. Og som efter den første brystbevarende operation skulle vise sig at indeholde to små ondartede knuder. I alt et 3-4 måneder langt forløb, hvor jeg det meste af tiden gik og ventede på svar og var bange.

Jeg kan stadig næsten få åndenød bare ved tanken om, hvad jeg psykisk gik igennem, og forløbet er noget, som jeg arbejder på ikke at dvæle ved. Men det er ikke noget, man bare ryster af sig. Det er en livserfaring, som man kommer til at bære med sig – på godt og ondt! Det er svært at få alle ord og følelser med, men jeg vil forsøge at fortælle lidt om i dag, hvad det har gjort ved mig nu her et år efter.

Da, jeg fik taget billeder til Ugebladet Søndag, var jeg midt i mareridtet. Jeg kan selv selv i mine øjne, hvor trist og slukket, jeg var.

Selvom jeg ikke vil betegne mig selv som hverken særlig sart eller skrøbelig, så tør jeg godt sige, at det er meget traumatisk at gå igennem. Også selvom jeg blev opereret rask, og selvom det heldigvis kunne have været meget værre, så er der ting, der aldrig bliver de samme igen. Heldigvis kan det også bruges til noget positivt. Jeg vil aldrig komme til at sige, at det er var noget, jeg ikke ville have undværet! Men, når det nu skulle være, så forsøger jeg – som altid – at uddrage noget positivt af det, der sker.

Tiden er min bedste ven!

Den vigtigste healing ovenpå et angstfyldt sygdomsforløb er tiden. Jo mere afstand, man kan lægge til det, jo mindre fylder det efterhånden i tankerne. Fra at være angst nærmest konstant, mens det hele stod på, så bliver jeg “kun” overmandet af det en gang imellem. De fleste dage ligger det nok i baghovedet, men det fylder som regel ikke.

Og, hvad er det man er bange for, når det hele er overstået, og man er rask? Man frygter tilbagefald og er simpelthen hamrende angst for, at det skal komme igen. Det kan være, at jeg læser eller hører noget om brystkræft, som mere eller mindre irrationelt tricker angsten. Men langt det meste af tiden er jeg ikke længere bange, og jeg har dybt inde i mig selv en klar tro på, at det aldrig kommer igen.

Strålebehandlingerne har reduceret den risiko væsentligt, det samme gør anti-hormonbehandlingen, som jeg skal være på i 5 år. Jeg får også et drop hvert halve år, der fylder min knogler op og reducerer risikoen for knoglemetastaser. Det er scary scenarier, man er i forebyggelse for, men heldigvis er risikoen ikke kæmpe stor. Med operationerne og de forebyggende tiltag har jeg 99% chance for ikke at dø af brystkræft!

Bekymringer plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, de stopper dig blot fra at nyde de gode. – Søren Brun

Jeg tog kampen op – og jeg holder mine strategier!

Det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg er typen, der handler mig ud af problemerne! For at slippe for angsten for sygdom i fremtiden, var løsningen for mig at tage kampen op med al den forebyggelse, jeg selv kan gøre. Jeg lavede simpelthen en strategi, som jeg stadig følger, omkring anti-stress, motion, kost, meditation, yoga, qi gong m.m. Jeg er åben overfor alt, der kan gøre noget godt for mig for at være i psykisk og fysisk balance.

I september, kun to måneder efter, at jeg sluttede strålebehandlingerne, skrev jeg i dette indlæg, hvor glad og taknemmelig, jeg var for at være kommet så godt videre. Og jeg er stadigvæk inde i kampen, og jeg har hver eneste dag bevidstheden med mig om, at jeg skal gøre det så godt som muligt for mig selv og mit helbred. Forskning viser fx, at løb kan nedsætte risikoen for tilbagefald med 40-50%, så det er en kæmpe motivationsfaktor.

Jeg holder en lav vægt – af gode grunde!

Da jeg blev præsenteret for, at jeg havde østrogenfølsom brystkræft i et tidligt stadie, besluttede jeg mig straks at reducere min i forvejen lave vægt, fordi østrogen efter overgangsalderen primært dannes i fedtvævet. Jeg reducerede hurtigt min vægt med 3 kg. ved hjælp af sund kost, og jeg har holdt niveauet lige siden.

Risikoen for brystkræft stiger, jo mere man vejer for meget. For hver fem kilo man tager på, stiger risikoen for brystkræft efter overgangsalderen med 6 pct. Desuden tyder forskningen på, at man har større sandsynlighed for at overleve sin brystkræft, hvis man holder normalvægten. (kilde: cancer.dk).

I dag føler jeg mig igen stærk og sund og fuld af energi. Jeg sætter pris på flere ting og nyder hverdagen – og har masser af små øjeblikke af total lykke.

Rent fysisk har jeg også været heldig. Bortset fra et par fine tynde ar, er der intet at se. Arvævet efter strålebehandlingerne, der var begyndt at stramme over brystet og under armen, har jeg efterhånden fået has på ved stædigt at massere, trække og strække. Så nu, som dengang, er det fysiske det mindste af det.

At være på antihormon

Som en del af den forebyggende behandling skal jeg tage anti-hormon (aromatasehæmmer) i fem år. Inden jeg ser mig om, er det første allerede gået, og jeg har ikke nogle nævneværdige problemer med det. Jeg synes, det er SURT, at jeg skal fratages min sidste rest østrogen, men det giver mig en stor tryghed i forhold til at forblive rask.

Medicinen kan være forbundet med mange bivirkninger, overgangsaldersymptomer som hedeture og søvnbesvær og ledsmerter, men jeg er heldigvis forskånet for det hele. Jeg har selv en teori om, at en nogenlunde sund kost og motion kan gøre en forskel. I alt fald har jeg det fint.
Min hud er måske lidt på vej ned af bakken, men er ikke så galt som jeg frygtede, og jeg føler ikke, at jeg er blevet meget “gammel” af medicinen. Dog var det nok den ting, jeg alligevel allerhelst ville have været foruden. Med godt fire år endnu, så er det overstået – og tiden går jo hurtigt.

Som at balancere på en knivsæg

Jeg tror, det er de færreste, der kommer igennem sådan et sygdomsforløb, og mærker dødens vinges strejf, uden at livet ændrer sig en lille smule. Jeg oplever det som at balancere på en knivsæg, hvor man let kan vippe mellem en intens glæde over livet – og en sorg og angst over, at det en dag skal ende.

Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at vippe over på den gode side – og det synes jeg er lykkedes. Jeg er ked af, at jeg skulle igennem forløbet, og jeg glæder mig absolut ikke til de fremtidige mammografier (der er heldigvis et år til).
Men, når det er sagt, så har jeg også fået nogle gode ting ud af det.

Alle mine strategier for min sundhed, som absolut ikke skal være rigide, gør, at jeg igen føler mig stærk og sund. Det knæk, som jeg virkelig følte, at jeg havde fået, er ved at være helet igen. Jeg kan blive bange ind imellem, men grundangsten er jeg heldigvis kommet relativt hurtigt over. Og det er enorm lettelse.

Det handler om at nyde livet

I stedet værdsætter jeg livet og de små glæder langt mere – og der er ting, jeg ikke gider at tage mig så meget af.
Jeg har været helt inde og mærke mig selv på en ny måde, og jeg står mere fast i mig selv i dag. Jeg er blevet mere åben for alternative og spirituelle tanker, og er i det hele taget blevet et klogere menneske.
Jeg er blevet mere opmærksom på mine egne behov og på at leve et autentisk liv, hvor jeg gør ting, fordi jeg har lyst til dem. Og undgår personer og situationer, som ikke gør mig godt.

Så livet er et andet end for et år siden. Det har fået et nyt fokus, hvor det vigtigste er, at jeg skal have det godt både fysisk og psykisk – og det skal nydes så meget som overhovedet muligt og så autentisk som muligt. Og for mig betyder det at leve relativt sundt, få en god søvn og motion og være i indre balance. Antihormoner og en forhøjet risiko i en periode er noget, jeg må leve med, men jeg finder tryghed i at forebygge så meget, jeg overhovedet kan. Så skal det hele nok gå.

Jeg er blevet bedre til at nyde nuet, og jeg har mange små momenter af lykke. Selv små ting, som at være til yoga eller i naturen, at nyde en perfekt kop te, mere skal der ikke nødvendigvis til. Først og fremmest er jeg taknemmelig for, at det hele ikke var værre, end det trods alt var, og at jeg er sund og rask.

Helt den samme er jeg ikke, men jeg har det rigtigt godt!

Tak, fordi du læste med ♥