Historien om min franske mormor

Der er en ganske bestemt grund til, at jeg hedder Jeanette. Det var ikke en navn, der var mange, der fik i 1966 (og heller ikke i dag for den sags skyld), men jeg er opkaldt efter min franske mormor, som du her skal få historien om. Eller rettere sagt den flig af hendes forhistorie, vi kender. Den involverer 2. verdenskrig, en sømand (som skulle blive min morfar), tragiske dødsfald, skilsmisse, at vælge sin egen vej og aldrig at se sig tilbage. En fransk dame på godt og ondt og ikke helt som de fleste i den danske provins, da jeg var barn.

min franske mormor

Min mormor hed i virkeligheden Jeanne, men blev kaldt Jeannette. Hun havde også et smukt mellemnavn, som hun aldrig brugte, Florentine. Da jeg blev født valgte mine forældre, som en gestus til hende, at døbe mig Jeanette. Med eet n, og udtalt med tre stavelser. Jea-net-te. Sådan blev min mormors navn også udtalt her i Danmark.

Som barn tænkte jeg ikke videre over, hvorfor jeg hed det samme som min mormor, eller over hendes historie. Jeg vidste, hun var anderledes, og der var noget dragende og eksotisk over det franske. I halvfjerdserne, hvor jeg voksede op, var det ikke så almindeligt at være fremmed i Danmark, og på den måde var hun noget særligt og skilte sig ud. Med sin gebrokne sprog og med sin franske stil, med de meget fine flasker fransk rødvin, som hun valgte at bruge sine sparsomme midler på ved særlige lejligheder. Med hendes velplejede elegance og appetit på at nyde livet, selvom hun forsørgede sig selv som ufaglært. I mange år i Kalundborg på fabrikken, der lavede Carmen curlers, og senere som sygehjælper, da hun flyttede til Ringsted for at være tæt på sin eneste datter, svigersøn og min bror og mig.

Først i dag er jeg i stand til at se, hvilken fighter, hun var og hvor hård en skæbne, hun kæmpede med, og hvad jeg har båret med fra hende.

Min mormor fik skyld for sin lillebrors død

Min mormor blev født i 1920 i den nordfranske by Arras. Allerede, da hun var fem år havde hendes liv taget en tragisk retning. Hendes mor var død, og jeg huskede min mormor fortælle med gru, hvordan moderen lå derhjemme, og børnene skulle kysse det iskolde lig farvel. Det var en af ganske få ting, hun fortalte om sin opvækst i Frankrig, og det havde sat sig dybt i hende. Faderen mistede hun ved samme lejlighed, da han ikke havde interesse i at tage sig af de tre børn.

Overdraget i sine bedsteforældres varetægt blev hun i en alder af bare fem år sat til at passe sin lillebror, der strøg fra hende og druknede i en nærliggende å. Hun fik skylden. Som femårig. En historie, hun aldrig selv fortalte mig, men som måske var en af grundene til, at hun aldrig nogensinde vendte tilbage til Frankrig til trods for, at hun rejste verden rundt sammen med min morfar.

Jeanne Florentine Merville

2. verdenskrig tvang min mormor til Hamborg

Under 2. verdenkrig blev unge kvinder i det besatte Frankrig indskrevet til tvangsarbejde i Tyskland. Min mormor arbejdede på en ammunitionsfabrik i Hamborg, men var dog ikke indespærret, hvilket gjorde mødet med Eigil fra Nordjylland muligt. Han var sømand, kæk og sjov, og sejlede under krigen på neutrale svenske skibe.

Familien kender desværre ikke de nærmere omstændigheder for deres møde – og i dag er det for sent at spørge. Min morfar gik bort i 1993, min mormor i 1996. De blev skilt sidst i 1950’erne, og der har ikke rigtigt været nogen, der har tænkt på at spørge ind til den fordums romantik i Hamborg under krigen. Konklusionen er, at vi skal huske at spørge, mens tid er!

Men et faktum er det, at de blev gift, og at min mormor dermed kunne rejse med ud af Tyskland. Min mormor skiftede navn fra Merville til Pedersen, og min mor Lillian kom til verden i marts 1946. Petit og smuk som sin franske mor, nu iblandet seje nordjyske gener.

En verden af postkort

Gamle postkort

Min mor voksede op i Køge – med sin franske mor og sin far, der var sømand og ustandseligt rejste på de syv verdenshave. Og en Onkel Egon, der også var sømand, og som hun hele sit liv ene og alene kendte gennem breve og postkort, og eksotiske fotografier fra steder som Amerika, Afrika, Japan og Indien. Hun har en hel bunke gamle kort, som jeg har taget bare et lille udsnit af på fotografiet. Tænk på, at vi befinder os i 50’erne,  hvor rejser ikke var hvermandseje som i dag!

Min morfar og hans bror skiltes som unge drenge, og så aldrig hinanden igen, på nær den ene gang, hvor de vinkede fra hvert deres skib i Singapore. Men de skrev troligt sammen hele livet, og min mor fik sendt fine gaver rundt omkring fra verden. Hun har i dag bl.a. en smukt udskåret brudekiste, som Onkel Egon fik sendt afsted helt fra Japan.

Den eneste nærværende familie blev for min mor et par franske kusiner til min mormor, der i en periode holdt på med enkelte besøg – og hendes farfar, der et par år før sin død, vendte hjem fra Canada. I sandheden en spredt familie, og helt uden netværk i dagligdagen for min mor og min mormor, der var fremmed i landet og ikke kunne sproget særligt godt. Til gengæld havde de en stor levende, larmende og kærlig nabofamilie med ni unger, hvor der altid også var plads til den lille Lillian.

Siden skabte min mor i en ung alder sin egen familie sammen med min far, og de har i dag været gift i 54 år og bor i det samme hus, som de flyttede ind i, da jeg var to år gammel. Pæredansk og solidt plantet i den midtsjællandske muld med svigerfamilien tæt på, men alligevel stadig ikke helt som de andre. Den franske æstetik fornægter sig ikke og min mor er i dag i en alder af 73 år langhåret, smart klædt og altid med en fin, diskret makeup.

Livet ændres igen

En dag vendte min morfar hjem fra havet og til familien. De flyttede og etablerede et værtshus i Slagelse. Det blev igen et dramatisk vendepunkt for min mormor. Starten på en periode, hvor de måske ikke fik det nye liv sammen til at køre rigtigt, og det endte med skilsmisse tre år efter og starten på hendes aleneliv, som jeg kender og husker hende. I dag er det helt almindeligt, men i 1959 var skilsmisser ikke så udbredte, så udover hendes sprog og baggrund, må hun have oplevet en yderligere stigmatisering. Den gang så man oftest ned på enlige mødre og fraskilte, men hun tog tingene med oprejst pande. Som man måske kun kan gøre, når man har overlevet det værste – at have fået skylden for sin lillebrors død – og i øvrigt er vant til at være anderledes.
Hun havde genopfundet sig selv før og fik det bedste ud af tingene, som de nu en gang var.

Fransk dame i København

At lære dansk er ikke let!

Min mormor blev aldrig fejlfri på dansk, men trods accenten og de små fejl, så forstod vi alle, hvad hun sagde. Min mor var tosproget som barn, men oplevede det danske fremmehad, da hun startede i skole. Tro endelig ikke, at folk var sødere og mindre fremmedfjendske i 50’erne! Nok tværtimod. “Polak-unge”, blev min mor kaldt, og så stoppede det franske fra den ene dag til den anden. I dag kan hun ikke eet ord.

At lære dansk er ikke en let sag, men min mormor klarede sig fint, forsørgede sig selv, og vi fik også mange grin ud af det. Som når køkkenrulle i farten blev til rullerulle, og når hakkebøffer selvfølgelig blev til akbøffer 🙂 Jeg husker altid min mormor slå over i fransk, når – og kun når – hun skulle tælle. Un, deux, trois, quatre…. Jeg elskede, når hun gjorde det. Det lød så smukt og som om, hun åbnede lidt for den spændende side af sig selv, som vi ikke rigtigt kendte så meget til.

Vinen og den franske stolthed

Min mormor var og blev lidt eksotisk i den danske provins, hvor hun levede størsteparten af sit liv. Med læbestift og lange negle, ikke for meget, men i typisk elegant fransk stil. Altid ledende efter sin håndtaske. Egenrådig – mente ikke, at trafikregler rigtigt gjaldt hende, og sikkerhedsseler var ikke hende, ligesom hun ikke fandt det nødvendigt at bruge fodgængerfeltet.

Det franske var ikke noget, hun talte meget om. Sproget talte hun nødigt, men vinen skulle være god. Gerne en Chateauxneuf du pape, når det skulle være rigtigt fint. Og cigaretterne, og senere de slanke cerutter, var ikke noget, der kunne undværes, trods hjertesygdom. Stædig og stolt var hun.

Det huslige og det gode franske køkken havde hun til gengæld ikke med sig. Det interesserede hende ikke – hun var i bund og grund en livsnyder. Jeg husker stadig hendes hamburgerryg og udkogte grøntsager med smørsovs. Hendes sjældne forsøg på at gøre det godt med dansk mad. Ikke godt, for at sige det mildt, og hun foretrak da også at invitere os ud at spise. Sådan var hun, og det var forfriskende anderledes i den tid.

Mormor

Som barn så jeg mest af alt min mormor som sød og gavmild. Lidt eksotisk, distræt og aldrig bange for at grine af sig selv. Nogle gange var der folk, der spurgte om vej til en nærliggende kro, hvor vi boede. Var de så uheldige at spørge min mormor blev de som regel sendt den forkerte vej. Fordi, hun var lidt distræt, måske var det for sjov – hun tog det i alt fald ikke tungt, når hun var kommet til at sende en hel bus med folk i den stik forkerte retning.

Hun var vist ikke altid lige let for de voksne og kunne også være krævende, når det kom til opmærksomhed. Alene, og siden også hjertesyg, men aldrig klagende over sin skæbne, som når jeg i dag ser tilbage, ikke har været let. Fra hun som lille mister sin mor, sin far, sin bror, oplever krig, opgiver sit land og sit sprog, og faktisk også siden mister sit ægteskab og sit barn, der flytter med sin far. Og til sidst sit helbred.

Men hendes eneste barn valgte at give sin førstefødte, mig, hendes navn, og en god mormor, det endte hun med at blive.

Mormor i halvfjerdserne

De franske aner, dem har min mor og jeg med os – i vores petite størrelser, i æstetik og lyst til at pleje udseendet. Jeg kan stadig høre min mormor tale om at være “proper”.
Min mormor har ubevist vist os, at det er helt naturligt at skille sig ud og være anderledes. Som at have en abe som kæledyr, som hun havde i en periode – desværre før, jeg blev født. Men det har haft sin pris, og hun har klaret sig selv og klaret vanskeligheder, som overstiger de flestes. Hun gjorde det så godt, hun kunne – ikke altid perfekt, men hvem kan sige, at de er det.

I dag vil jeg hylde hende for hendes fighterånd og hendes mod til at gå sine egne veje og holde fast i sig selv. Til at klare sig selv trods modgang og få det bedste ud af livet. Dét tror jeg, at ubevidst har fået lidt af med mig i livet, og ligesom hun var stolt af det franske, kan jeg heller ikke sige mig fri for at være stolt af min lille fjerdedel franske gener ♥

Har jeg fortrudt min tatovering?

 

Forleden blev jeg spurgt af en veninde, om jeg nogensinde havde fortrudt min lille tatovering. Egentlig et fint spørgsmål, der vidner om interesse og nærvær, og det kan jeg altid godt lide. Jeg fik ikke spurgt hende, hvorfor hun spurgte, men skal jeg lidt lommefilosofisk reflektere over det, så kan det bunde i to ting: 1. Hun har et lille ønske inderst inde om at få en selv. 2. Hun bryder sig ikke om den, hvilket jeg absolut ikke ville tage som en fornærmelse.

Smag og behag er forskellig, alt afhænger af øjnene, der ser – og havde du spurgt mig for tre år siden, så kunne jeg ikke drømme om at få en tatovering! Jeg har også kun det ene lille hjerte på mit venstre håndled. Det har bare aldrig været mig, men jeg begyndte at føle mig draget af de små lidt underspillede feminine tatoveringer på håndleddene. For Sten, som har flere tatoveringer i forvejen, var der ingen tøven, da jeg spurgte, om det var en idé, at vi fik hvert vores lille hjerte på 10-årsdagen for vores første møde.

Det kom da også bag på alt og alle, at jeg pludselig havde en, om end lille, tatovering! (folk med en ørn på ryggen eller et overmalet ben vil nok dø af grin over, at et lille bitte hjerte kan være sådan en big deal). Men måske fordi, den ikke var oplagt til mig, så virker den så meget desto mere overraskende, når den lige titter frem ind imellem.

Har jeg så fortrudt?

Om jeg har fortrudt den? NEJ, det har jeg på ingen måde.
Det lille hjerte er gået hen og er blevet en del af mig, og jeg elsker den lille kant, det giver til mit ellers sædvanligt rimelig afdæmpede og klassiske look. Efterfølgende lægger jeg mærke til mange andre kvinder med håndledstatoveringer, og det bekræfter mig hver gang i, hvor meget, jeg kan lide det. Jeg kender flere top lækre, tjekkede, super seje kvinder med små tatoveringer! Faktisk også to af mine dejlige bloggerkollegaer/veninder, Pia fra Fiftyfaboulous.dk og Nan fra LetloveRule.dk, som har også føjet et lille tatovering til deres look. Nan i form at to ringe om hendes håndled, som et symbol på hendes to piger (en hel ring for Olga, en afbrudt, et C, for Carla), Pia har et buddisk symbol i form af en lotusblomst.

For mig er hjertet en kærlighedserklæring til min mand og et symbol på, hvad vi er så heldige at have sammen. Til at begynde med grænseoverskridende for mig – og jeg er faktisk også stolt over, at han føler sig som mand nok til at bære en hjerte på armen.

Partatovering

Hvad med de større tatoveringer, der skifter mode – har min veninde fortrudt sit røv-gevir?

En del fortryder deres tatoveringer, og det giver klinikkerne, der fjerner dem, kronede dage. Vi tatoverer os som aldrig før, og mode og smag og livssituationer kan ændre sig, så man ikke længere kan relatere til det, man en gang fik lavet.

Det får mig til at tænke på en anden veninde, som altid har været vild med tatoveringer. Har hun mon fortrudt? Det har jeg spurgt hende om – ikke fordi, jeg ikke kan lide, det hun har. Jeg synes, de er en del af hende, og det derfor er præcis som det skal være. Sommerfuglen på ballen, lændetatoveringen – og det nyeste skud på stammen, som er en smuk blomst tegnet af hendes datter, der snor sig om den ene overarm. Den sidste er jeg ikke i tvivl om, at hun elsker, men hvad med sommerfuglen og ikke mindst den tatovering, som med årene er kommet ind under kategorien Amager-nummerplade eller røv-gevir, som er mit personligt favoritnavn.

Her er hendes svar: hun har ALDRIG fortrudt en tatovering. Faktisk vil hun inderligt gerne have flere, hvis ikke omgivelserne og angsten for at blive dømt, stod i vejen.
Røv-geviret, som hun også gerne selv kalder det, er selvfølgelig blevet lidt outdatet, og drømmen er faktisk at give det en makeover, at gøre det tidssvarende og større! Sommerfuglen på ballen tænker hun aldrig over, udover, at den er blevet mere “levende”, som hun grinende siger.

Hendes øjne ser tatoveringer som en investering, som kunst. Og der er ikke grund til fortrydelser. Tværtimod.

Så opfordringen herfra er at kaste sig ud i det, man brænder for, før det er for sent. Og lade være med at dømme andre for deres valg ♥

Julehygge, Black Friday og adventskalender lige om hjørnet!

Som du nok har bemærket her på bloggen, så er der allerede gået godt med jul i den her hos mig med dørkranse og årets julecocktail på plads allerede.
Der er også spredt lidt pynt ud i huset, og de små lyskæder med batteri er geniale til at skabe en fin og enkel julestemning (og lidt ekstra lys i den mørke tid 🙂 ).

Sådan ser der ud ved indgangen til vores rækkehus med lyskæder på gelænderet – og det er en fornøjelse af gå rundt i aftenvintermørket i vores kvarter og se, hvordan mange har pyntet deres indgange virkelig fint.

Der er jo ikke mange dage til 1. december, og jeg har i år lavet nogle enkle dekorationer i et par små Lyngby-skåle. Lidt mos, nogle få grene og blade – og det uundværlige glimmer. Det tager ingen tid at lave.

Selvom jeg lige skulle tage lidt tilløb til at komme i stødet i julepyntningen – jeg synes jo lige, det har været jul for lidt siden – så bliver jeg revet med, så snart kasserne  med al pynten kommer frem. Pynt, der for nogle tings vedkommende går tre generationer tilbage til mine oldeforældre, ting fra min barndom og min farmor og farfar, ting hjemmefra, og ting, jeg har fået og købt gennem årene. Sådan en kasse med julepynt er for mig en lille skatkiste af varme minder.

Det samme gælder nok for mange de familieopskrifter, der komme frem år efter år. Her på bloggen finder du fx verdens bedste brunkager, hvis du spørger mig, som stammer fra min farfars bageri.

Den store indkøbsdag i morgen til Black Friday

Lige nu vælter det ind med nyhedsmails om Black Friday, og det er jo også et faktum, at dagen i morgen er en af de største handelsdage. Nogle hader det, andre – de fleste, tror jeg – elsker muligheden for at få mere for pengene.

Jeg køber nogle få udvalgte ting i morgen, er faktisk allerede tyvstartet i dag med et par julegaver. Jeg prøver at holde mig til det, jeg har brug for, og til gaver.

I indlægget her har jeg fundet lidt inspiration til beautytilbud hos Cocopanda og der er også koder til ekstra 10% på Black Friday priserne.

Qlands adventskalender

Jeg er i disse dage også i fuld gang med af forberede en dejlig adventskalender her inde på bloggen, hvor fire læsere som altid skal forkæles i løbet af december måned.
Jeg synes, det er nogle meget lækre og eksklusive gaver, jeg skal have glæden af at dele ud. Der kommer noget af den bedste hudpleje og makeup fra Filorga og Sensai, elegante parfumer fra Miller Harris London og en ny stilfuld bordlighter fra mignis på højkant. Mere vil jeg ikke afsløre nu, men jeg glæder mig til at åbne den første låge på søndag!

Mignis bordlighter

Hvem har egentlig ikke savnet en pæn bordlighter i moderne design?

Baileys og æblegløgg

Jeg vil slutte dagens lille jule-update af med et par meget forskellige – og meget julede – drinks, som jeg begge har nydt i dag, da jeg var inviteret i Tivoli af Baileys.
Den ene er en tradition, som Baileys arbejder hårdt på at få indført her i Danmark, og som kan fås hos Gemüse i Tivoli – og selvfølgelig laves derhjemme. Et chokolade rensdyr fratages geviret – og fyldes i stedet med den cremede likør (prøv den nye med mandel – den er go’!) – og pyntes med flødeskum og diverse toppings efter smag. En heavy dessert, men lækkert var det, og det var da noget, man kunne have sjov med at servere derhjemme også 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagens anden drik var uden alkohol, selvom den ikke smagte sådan – en æblegløgg med dejlige kraftige julekrydderier og små æblestykker. Den vil jeg prøve at finde frem til at lave! Lykkes det, kommer den selvfølgelig her på bloggen ♥

Det var dagens julerier fra mig. God Black Friday, hvis du skal på indkøb (glem ikke dine rabatkoder til Cocopanda).

Udskiftning af pc og andre ting, man bare ikke gider!

Jeg har udskiftet pc i dag! Efter at have truet med det de sidste 2-3 år, og har været nervøs for et pludseligt crash, har jeg endelig fået gjort noget ved det. Stærkt motiveret af, at den gamle laptop ikke længere kunne køre uden strømforsyning, og af en forbigående sort stribe i den side af skærmen. Nu gik den bare ikke længere!

Jeg har virkelig trukket og trukket den til det sidste, og er egentlig heldig, at det ikke er nåede at gå helt galt. Nu har jeg i samme ombæring investeret i en lille ekstern harddisk, så jeg kan tage ordentlig back-up fremover. Man er jo prisgivet, og særligt som blogger, hvis det hele forsvinder en dag og man mangler sit vigtigste værktøj.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg bare ikke er vild med at udskifte elektronik. Det virker så besværligt, nærmest uoverskueligt. Jeg må også være ærlig at sige, at det er noget, jeg hader at bruge penge på. Jeg synes, der bliver udskiftet alt for meget, herunder især smartphones, som bidrager til overforbrug og affaldsbjerge. Bare det fungerer, så er jeg glad. Jeg behøver ikke flashe den sidste eller dyreste model.

Det var nemmere at skifte, end jeg frygtede!

I dag blev jeg overrasket over, hvor nemt, det er at overføre til en ny pc. Det er jo mange år siden, jeg sidste har gjort det – nok lidt for mange år siden – og jeg må erkende, at det er blevet meget lettere, når man har Microsoft- og Google-konti til hjælp. Egentlig også lidt skræmmende, hvor meget af ens adfærd, de har helt styr på, men man må formode, at de om nogen er underlagt persondataloven, og ikke desto mindre, så var jeg kørende med den nye pc på en god times tid. Uden at blive (særligt) frustreret, og uden de store problemer.
Det er mest adgangskoder, som jeg har glemt, der volder lidt ekstra besvær. Egentlig burde man være konsekvent og skrive ALLE adgangskoder ned (jeg bruger ofte de samme 2-3 stykker, men det skal man jo også passe på med).

Men nu sidder jeg her og er ganske tilfreds med mig selv – det hele kører, og endda en smule hurtigere (surprise!). Som du kan se på billedet, så har jeg installeret mig med med både eksternt tastatur, skærm og mus, så jeg sidder godt, når jeg ofte sidder i timer foran skærmen og skriver. Det ser nok ikke så fikst ud, men til gengæld er min nakke og mine skuldre glade 🙂

Andre ting, hvor jeg hænger i bremsen!

Min modvilje overfor at udskifte min pc, som jeg jo dog fik gjort i tide, har fået mig til at tænke på andre ting, som jeg lige skal hive mig selv op i nakkehårene for at få gjort noget ved. Og det handler om min bil!

Lige fra at tanke benzin og hælde sprinklervæske på til at få bestilt tid på værkstedet. Og ups, jeg skal da også have bestilt tid til syn, nu hvor vi er ved det! Der har vi den igen. Det er bestemt ikke, fordi jeg vil betegne mig selv som doven eller et rodehovede, men jeg gider bare ikke lige de her ting.
Gad vide om det er en typisk “kvinde-ting”? Jeg ville ønske, den bil bare fungerede, og jeg ikke skulle gøre andet, end at sætte mig ud bag rettet. Sådan er verden desværre ikke, så det er bare med at komme i gang.
I morgen bestiller jeg tid til syn og vinterdæk – OG hælder spinklervæske på. Så slipper jeg også for den meddelse i instrumentbrætter, der kræver sprinkler og har gjort det i tre uger (og hvorfor gør den også det, når den ikke en gang er tom?).

Engang manglede jeg altid sokker!

For år tilbage var jeg utrolig dårlig til at få købt sokker. Det er helt flovt at sige det, men af een eller anden grund, så manglede jeg altid sokker og fik sjældent købt nye. Nu er de jo alle vegne og i alle farver og mønster, og er blevet en hypet ting, og jeg er blevet bedre til det. Det værste er, at jeg elsker at have sokker på, og ikke er typen, der skal have bare fødder, så snart foråret melder sig.

Så gad vide, hvor den lige kom fra? Men eet eller andet sted skal man vel spare, og jeg har nok tænkt, der jeg sparer da lige på sokkerne 😉

Kender du det?

Kender du det? At der er ting, som du bare ikke får ordnet, købt eller udskiftet – fordi du af den ene eller anden grund har en barriere overfor det?

Det er lidt sjovt at tænke over de små særheder, man kan have, og jeg tænker (og håber), at det da ikke kun kan være mig ♥

Næsten rejseklar…

Egentlig skulle jeg nok lige se at få puttet noget i min kuffert, men jeg må lige skrive lidt herinde. Kald det bare en overspringshandling, for jeg er ikke vild med at pakke. Til gengæld er der styr på alt andet, dyrene er kommet godt afsted på deres ferier hos hhv. mine forældre og min bror, blomster er vandet, der er styr på huset, alt er vasket og klar.

I morgen tidlig tager vi til Club La Santa, og jeg glæder mig utroligt meget. Ikke mindst fordi, det er endnu en milepæl i forhold til mit forløb i foråret, hvor jeg gik glip af familieturen derned pga. en operation. Så jeg vil nyde det endnu mere, fordi jeg kan fejre, at jeg er sund og rask og tilbage i fuldt vigør ♥

Jeg er ikke ligefrem verdens mest tjekkede (læs: hurtige) kuffert-pakker, men jeg har da nogenlunde styr på, at jeg har alt, hvad jeg skal bruge og bare kan tage mig sammen og hive det ud af skabene. Det er jo primært sportstøj og casual tøj, der skal med, og i virkeligheden har man jo sjældent brug for så meget og får ofte pakket mere, end man har brug for.
Men, når jeg skriver “næsten rejseklar” i overskriften, så er det nok mest oppe i mit hoved indtil videre 🙂

Læsestof til ferien er vigtig!

Men hvad der er vigtigt for mig på en ferie, er at have noget godt at læse i. I dag kom to bøger fra Saxo netop i tide til, at jeg kan få dem med. Hurra for hurtig levering!
Kristian Bang Foss nye anmelderroste roman Frank vender hjem glæder jeg mig helt vildt til at læse. Tove Ditlevsen er jeg totalt fan af og måtte have hendes Samlede noveller til turen. (reklamelink!)

Vi høres ved dernede fra!

Bloggen holder jeg jo aldrig fri fra, så vi høres helt sikkert ved fra Lanzarote, hvor jeg glæder mig til en uges boost i form af både afslapning og motion og frisk luft i rige mængder.

Der er også linet lidt op –  glæd dig til et stort beautyindlæg i morgen med inspiration til bl.a. julekalendere og kalendergaver. Og der kommer også en skøn adventskonkurrence snart, hvor første låge bliver nogle skønne og meget elegante parfumer.

Og så ser vi, hvad der sker dernede og hvad ferien kan bringe af tanker og inspiration ♥

Målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt

I dag har været en trist dag her hos os. Vi har taget afsked med et smukt, begavet, humoristisk, socialt og rummeligt menneske. Hun blev kun 49 år gammel og måtte give op for den kræft, som vi snart hører om her, der og alle vegne. Efterlader sig mand, bonusbørn, forældre og søskende og deres familier. Og en masse veninder og venner, og alle os i familien udenom.

En uendelig trist, men også en smuk dag har det været, hvor man mindes og samles om et menneske, som i sandhed var elsket og afholdt. Dybt i hjerterne, ikke i bagklogskabens lys, men igennem livet. En kvinde, som kom ind i vores familie, og som jeg kunne lide med det samme. Så rar, rolig, åben, intelligent, sjov, ordentlig og rummelig.

Der er ingen trøst, ingen formildende omstændigheder, når et menneske i den alder rammes af sygdom og må forlade verden. Alligevel var der en vidunderlig præst, den samme som viede parret for 7 måneder siden, der gjorde sit til at gøre det ubærlige lidt mindre ubærligt.

Han citere bl.a. Danser med Drenge og mindede om troen på, at der en himmel, hvor dem, der er gået forud, venter. Og som passede godt til et par, der virkelig elskede hinanden – og var gode til at grine sammen.

 

Er der nogen I himlen
Der kan elske dig?
Ligeså meget som jeg gjorde
Nogen der får dig til at grine ligeså meget som jeg?
Jeg håber bare du har det godt deroppe
Og de andre de kan se
Hvor dejlig du er

 

Fra popmusik kom han omkring Kirkegaard, der siger, at livet kan være så kort vandret målt, men uendeligt, hvis vi måler det lodret, og det er dét, som er min pointe til dig her på bloggen i dag. Skrevet i respekt og til minde om det smukkeste menneske, Britt. Hun havde ikke fortjent at livet, målt vandret, skulle være så kort – men hun var en mester i at gøre livet stort, lodret målt.
At nyde nuet, omgive sig med mennesker, kaste sig ud i den store kærlighed – og at omfavne tre medfølgende børn, knytte venskaber, grine, synge, nyde musik, rejse og opleve.

Og med den store lodrette fylde, har hun efterladt sig et stort tomrum.

“Målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt”

Det er så enkelt, som noget kan være, men kan være så svært at forstå og at praktisere. Men nyd det nu! Lige nu. Smil.
Tænk på, hvor heldige vi er, at være her, lige her og i dette øjeblik. Måske bliver livet smalt, men vi kan gøre vores til at gøre det højt ♥

 

“Livet er smalt og højt”

En tændstik blusser op i verdensrummet
belyser kort et ansigt før den slukkes.
I mørket mødes hænder
berører kort hinanden før de stivner.
Ord sendes ud.
Nogle få når frem til et øre
huskes muligvis en tid.
Målt på langs er livet kort
men lodret målt uendeligt
en dirrende fiber i dødens muskel.
Kys med det samme
før kysset rammer et kranium.
Snart er du ingen
men nu har du læber
og tændstikker.

– Benny Andersen

 

Background photo created by freepik – www.freepik.com

Hvad et par dages adskillelse kan gøre!

Adskillelse i parforholdet kan være positivt

Sten og jeg har været sammen i over 12 år, og vi har aldrig praktiseret adskillelse i parforholdet ret meget – for at sige det mildt. Vi kan lide at være sammen, have fælles oplevelser og at rejse sammen. Men i disse dage kan jeg endnu en gang konstatere, at det også kan have sine fordele at være fra hinanden et par dage, når det endelig sker. ♥

Det er selvfølgelig meget forskellige fra person til person, hvilke behov, man har, men i et parforhold må det være rimelig afgørende, at man er nogenlunde på samme linje, når det gælder, hvor meget tid, man skal bruge sammen. Så den ene ikke sidder længselsfuldt derhjemme, eller omvendt har dårlig samvittighed over at foretage sig noget på egen hånd. Vi har, hvad der for os er en god balance, i forhold til både at være selvstændige individer og have et fællesskab i hverdagen. Det er ikke fordi, vi sidder lårene af hinanden dagen lang, men vi koordinerer altid vores dage og aktiviteter, og informerer, tager hensyn og inddrager hinanden i vores planer. Så kan vi drøne ud til vores respektive aktiviteter derfra, men altid med respekt for de fælles ting.

Det er sundt at savne!

Da vi mødte hinanden i 2007 besluttede Sten sig for at droppe så mange forretningsrejser, som overhovedet muligt. Det var et af de priviligerier, han havde, ved at eje sin egen virksomhed, og det var – og er – da fantastisk, at han havde lyst til at være hjemme og sammen med mig. Det er bedre at være hjemme hos Lillemor, som han siger.
Sådan er det heldigvis stadigvæk, selvom han i sommerperioden godt kan tage en enkelt nat på båden i ny og næ, når bølgeskvulp og havnen trækker, hvilket der selvfølgelig skal være plads til.

Adskillelse er jo slet ikke så farligt, som man måske nogle gange vil gøre det til. Det kan være rart at have hjemmet for sig selv, og selvfølgelig har man brug for at være sig selv og være ude på egen hånd ind imellem. Så længe balancen holder, og begge er tilfredse. I mit tilfælde, så ved jeg 100%, at Sten ikke tager afsted for at “slippe for” mit selskab, så jeg  har ingen grund til at føle mig svigtet eller påtage mig en offerrolle, hvis han ind imellem vil noget selv. Og omvendt.

I stedet må man fokusere på det gode i at komme til at savne hinanden – og se hinanden lidt udefra. I går kom Sten hjem efter en sjælden tre-dages konference, og endnu en gang kunne jeg konstatere, at det kan være sundt at være lidt væk fra hinanden.

Så er man pludselig “mere end almindelig lækker” 🙂

At bryde trummerummen, og se det hele lidt udfra, betyder for vores vedkommende, at posen lige bliver rystet lidt. Man mærker måske en snert af ensomheden og alvoren, hvis den anden forsvandt. Man får en midlertidig distance, som gør, at man får en fornyet respekt for hinanden, og måske genopdager hinanden som selvstændige individer. Taler lidt pænere til hinanden, har større omsorg og nærvær.

 At give plads i parforholdet

Jeg fik endda at vide i går, at jeg da egentlig var “mere end almindelig lækker”! Jeg kunne ikke lade være med at grine af sådan en bemærkning efter 12½ år. Men det er skønt at blive “genopdaget” ind imellem, og fantastisk at få en mand hjem, som ser på én med lidt fornyede øjne – om ikke andet for en stund – og som man også selv kan både se og mærke, at man ikke ville undvære for noget.

Så med andre ord – adskillelse er ikke altid så tosset endda og ikke noget, man nødvendigvis skal føle sig truet af eller bange for. Heller ikke for selv at tage ud på egen hånd. Hvis parforholdet i øvrigt grundlæggende er godt, og man er enige om omfanget af alene- kontra fællestid. Jeg føler mig meget priviligeret over, at vi kan finde ud af både at være to selvstændige mennesker, og samtidig have et grundlæggende fælles liv i fællesskab. Så er det bare skønt at opleve, hvad et par dages adskillelse kan gøre ♥♥♥

,

“Jeg når det, jeg når!”

Vi har alle en indre stemme og forskellige fortællinger, vi skaber i vores hoveder. Mange af os har nok ofte alt for travlt med at slå os selv oveni hovederne for alle de ting, vi gør forkert, eller ikke når, eller burde gøre. I stedet for at fokusere en indre fortælling om alt det, vi rent faktisk gør, og gør godt – eller bare generelt på at være i stedet for gøre.

Jeg gav ikke mig selv en chance!

Det var efterhånden gået op for mig, at jeg – selvom jeg ikke længere har grund til det – blev ved med at være stresset. Jeg havde simpelthen vænnet mig til at have alt for meget at gøre, og havde svært ved at falde ned og forstå, at jeg ikke behøver at hænge i det yderste af neglene hele tiden for at nå det hele. Problemet er også, at jeg vil så meget, og at jeg blev ved med at sætte alt for mange opgaver op for mig selv  –  en konstant to do-liste, som det nærmest aldrig var menneskeligt muligt at nå. En kontant fremadskuen på alle de ting, som jeg gerne ville, men ikke på døgnets 24 timer havde en chance for at honorere.

Jeg savnede også at give mig selv ro og lov til at slappe af og bare nyde det, uden konstant at have fokus på, hvad jeg ikke havde nået eller skulle gøre som det næste.

Hellere rose sig selv end skælde ud!

Dét er jeg heldigvis nu endelig ved at få lavet om på. Jeg når nok i virkeligheden lige så meget, men jeg føler mig i kontrol og overskud, fordi jeg har ændret mit mindset og den negative fortælling, jeg havde kørende for mig selv inde i hovedet.

Det lyder måske meget enkelt, men første step handlede om at erkende og forstå problemet. Hvor er det, man sætter snubletråde op for sig selv, der forhindrer een i at være i balance? Hvor kritiserer man sig selv og stiller urimelige krav til sig selv konstant?

Ligesom, når jeg opdrager min hund med positiv psykologi – roser den for det gode, i stedet for at skælde ud, når den gør noget forkert – så vil jeg rose mig selv for alt, det gode, jeg gør, og alle de ting, jeg rent faktisk når, i stedet for at have fokus på det, jeg ikke når.

For med alt det, jeg gerne vil, så kan det ellers KUN blive til et nederlag, og der bliver aldrig ordentlig luft til at være spontan, lave ingenting og bare slappe af.

Jeg når det, jeg når!

Første step var, at jeg begyndte at bemærke overfor mig selv, hvad jeg rent faktisk havde udrettet i løbet af dagen. I stedet for konstant at kigge frem på alle de uløste ting og de urimelige krav, jeg hele tiden satte op til mig selv, så begyndte jeg at kigge lidt bagud i stedet og anerkende overfor mig selv, hvad jeg rent faktisk fik gjort.

Her på det sidste er jeg, hvor banalt det end lyder, begyndt at sige til mig selv, at “jeg når det, jeg når”. Det er blevet mit nye indre mantra.

Så lidt skal der til for at ændre fortællingen. I stedet for hele tiden at tænke, “jeg skal også” og “nu skal jeg også huske” og “nu har jeg ikke nået dit og dat”, så tager jeg en dyb indånding og mærker efter, hvad jeg har mest lyst til lige nu. Og siger til mig selv, at jeg når det, jeg når!

Det er sjovere og rarere det hele, når man ikke har sat sig selv i en position med konstant underskud og stress, og det giver også rum til at huske at stoppe op og nyde det og lave “uproduktive” ting. Det har jeg fået plads til nu.

Hvad siger din indre stemme?

For dig, der er god til at slappe af, og til at tage tingene med roligt overskud, lyder det her måske lidt skørt. Men måske har du så noget andet, som din indre stemme kritiserer dig for. Noget, du ikke føler, du gør godt nok.

Med min indre stemme blev jeg ved med at stille for mange opgaver og urealistiske krav til mig selv. Måske har du et usundt eller negativt mindset omkring nogle andre ting, hvor du helt urimeligt klandrer dig selv i stedet for at gå til livet med en positiv, anerkendende og konstruktiv indstilling.

Min pointe er, at det kan lade sig gøre at komme ind til problemets kerne og ganske enkelt skabe et andet tankesæt for sig selv. Det er i alt fald lykkedes for mig at blive lidt venligere, og lidt mere overbærende, overfor mig selv. Med større overskud og livsglæde til følge ♥

,

Sådan praktiserer jeg taknemmelighed!

Som jeg skrev sidste søndag, kan det ikke siges ofte nok, at vi skal huske glæden og taknemmeligheden. Det kommer hurtigt til at lyde som en kliche og noget, man meget let kan glemme igen i hverdagen. Når vi ikke lige har sygdom eller andre kritiske situationer inde på livet, så glemmer vi nok alt for ofte at påskønne alt det, vi har at være taknemmelige over.

Jeg har ikke desto mindre i de sidste 4 år løbende praktiseret taknemmelig bl.a. på den måde, at jeg har en lille bog i min natbordsskuffe, hvor jeg noterer min taknemmeligheder – og i øvrigt også mine ønsker. I perioder hver dag, og i andre ikke helt så ofte. Efterhånden har jeg vænnet mig til en tankegang, hvor jeg har mine taknemmeligheder og ønsker præsent. Det giver rum for eftertanke og reflektion, for positive tanker, og for at fokusere på de ting, der virkelig betyder noget. Og der er altid noget at være taknemmelig for!

Det er noget, som jeg kun kan anbefale at prøve at gøre, hvis du ikke allerede gør det eller har forsøgt.
Desuden har jeg en stærk tro på, at de ting, vi tænker og udsender har betydning for, hvad der sker i vores liv – det kan du fx læse mere om i min anmeldelse af Rikke Hertz nye bog tidligere på ugen.

Min mor er hjemme og i bedring

Efter at have været i chok, og have været bange og ked af det, har jeg lige nu ekstra meget at glæde mig over. Jeg er mest af alt bare fyldt op af en dyb taknemmelig for, at min mor nu er i fremgang hver eneste dag efter den blodprop i hjernen, hun blev ramt af for snart to uger siden. og som jeg fortalte om sidste søndag ♥

Jeg er taknemmelig for, at hun stille og roligt nu taler næsten normalt, og at der hver dag er en lille forbedring i signalerne ned til hendes ene arm og ben, så de nok skal komme til at fungere rigtigt igen. At hun er helt sig selv mentalt. At hun er kommet hjem fra sygehuset – endda på deres 54 års bryllupsdag i torsdags – og at hun og min far sammen takler udfordringerne fantastisk. At vi har et system, der fungerer og støtter med hjælp i hjemmet og genoptræning. Det glæder mig at se alt den støtte og opbakning, min mor får fra både familie og andre omkring hende, og at hun ikke mindst selv er i stand til at tage det hele med godt humør. Trods det forfærdelige, der er sket, så er hele familien trådt i karakter og får det bedste ud af situationen, og værdsætter, at vi har hinanden endnu mere.

Jeg værdsætter nuet mere

Med både min egen, og nu også min mors sygdom, tænker jeg mest af alt på, at vi har været utroligt heldige. Begge dele har medført en forandring, som jeg tror aldrig kommer til at ændre sig: Jeg føler mig mere tilstede i nuet, og jeg værdsætter det langt, langt mere. Det handler først og fremmest om at være og om at have det godt.

Taknemmelighed

Taknemmelighed gavner os på mange fronter

At praktisere taknemmelighed er på ingen måder bare noget alternativt pjat (hvis nogen skulle tænke sådan). Der forskes seriøst i områdets positive effekter, og det kobles sammen med både fx større lykke og tilfredshed, bedre helbred og større empati. Sagt lidt firkantet, kan man påstå, at:

det er ikke lykkelige mennesker, der er taknemmelige – det er taknemmelige mennesker, der er lykkelige!

 

At komme godt igennem dårlige tider kan senere vendes til det positive, at man værdsætter sit liv, og de ting, man kan, langt mere. Er man så heldig at komme godt ud på den anden side, som jeg har gjort, og som min mor er på vej til, kan man vælge at se det som en gave og bære det med sig som en påmindelse om, hvor godt, vi har det.
Jeg nyder nu, som aldrig før, de små glæder. Jeg trækker vejret helt ned i maven, føler mig mere nærværende, nyder naturen og sætter generelt større pris på alt det, jeg har.

Efterår i Dyrehaven

Lige nu nyder jeg det smukke efterår på mine mange ture i Dyrehaven.

 

Prøv eventuelt i aften, før du skal sove at tænke på tre, fire, fem ting, du er taknemmelig for! Måske vil du skrive dine taknemmeligheder ned. Prøv også at tænke på, hvad du godt kunne tænke dig, at der var fokus på, eller skulle ske, i dit liv i den kommende tid. Måske i morgen eller i den næste uge. Og se, hvad der sker ♥

 

Når verden bliver meget lille!

Når ens allernærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom, er det som om, at hele verden svinder ind. Alle tanker bliver koncentreret om én ting, og det er den vigtige person i ens liv, der ligger ned og er ramt. Angst, medfølelse, håb – og hvordan man i sin magtesløshed vil gøre alt, hvad der står i ens magt for at hjælpe, støtte og være der.

Lige nu føler jeg mig selv meget lille. For det er min mor, som ellers aldrig fejler noget, der er på sygehuset og heldigvis i stille og rolig bedring efter, at hun i mandags blev ramt af en blodprop i hjernen. Uanset, hvor gammel, man er, så vil der, for de flestes vedkommende, være et uendelig blødt og sårbart punkt i hjertet, når det kommer til ens forældre – og omvendt naturligvis.

Jeg er så uendelig taknemmelig for, at min mor er hos os, og at skaderne efter blodproppen – trods alt – viser rigtigt gode og lovende tegn på at kunne genoptrænes. Hun er SÅ sej, og jeg er så stolt af, hvordan hun tager det hele i stiv arm, og hvordan hun gør en kæmpe indsats for at komme tilbage på banen. Det ene ben og den ene arm skal trænes op til at fungere igen, og talen skal helt tilbage på plads, men det går lidt fremad dag for dag. Heldigvis er intellekt, hukommelse – og humor – ikke ramt, og jeg, og vigtigst af alt, hun selv, tror fuldt og fast på, at hun kommer tilbage til normalen ♥

Hundebedstemor

Viola og min mor er pot og pande, og jeg kan ikke vente, til hun kan komme med hjem på besøg igen!


Som et lyn fra en klar himmel

Den ene dag, taler vi sammen som sædvanlig, og den næste er hun, som et lyn fra en klar himmel, på vej til hospitalet. I sidste uge gravede hun have, og vi udvekslede erfaringer med vores syltede pærer, og talte om julen – og nu kæmper hun for at få førligheden tilbage i højre side. Men hun er så vanvittig cool og gør det hele så godt. Alle hendes prøver er tip-top, hun bruger utrolige kræfter på at koncentrere sig, så hjernen kan oprette nye forbindelser, så nu kan vi heldigvis se fremad.

Men pludselig er verden lille, og andre ting synes temmelig ligegyldige. Vores familie er rykket tæt sammen i bussen for at støtte min mor og være sammen med hende.
Det kan godt være, at min verden er lidt reduceret for tiden, men man skal huske på, at min mors verden for en tid er blevet en seng og et hospital, fremmede – men søde – mennesker, træning og det ene sigte at arbejde sig tilbage. Hun er heldigvis i gode hænder og undersøgt på kryds og tværs og sat i behandling, så alt bliver godt igen. Og vi i familien har pakket hende godt ind, så vi kæmper sammen, og det ikke er mange timer, hun er overladt til sig selv.


Vi skal huske glæden og taknemmeligheden!

Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg stadig har min mor – og selvfølgelig min far, der også er super sej i hele denne situation. Jeg er dybt taknemmelig for, at vi slap med skrækken, og at min mor, trods alt, ikke er hårdere ramt, selvom det naturligvis er slemt. Men hendes intellekt og sind er det samme, og det er også en stor trøst, at vi nu igen kan tale sammen i telefonen.
Verden er svundet ind for en stund, men der er så meget godt i den stadigvæk, og jeg synes, der er grund til at føle sig heldig og taknemmelig.

Det kan ikke siges tit nok: husk at værdsætte hver eneste dag og alt det, du har! Livet er skrøbeligt, og når vores normale liv bliver taget fra os, som min mor oplever i øjeblikket, så ser vi pludselig, at selv den mindste ting har betydning. De bittesmå ting, som vi tager for givet, men som man ville give alverden for, når de bliver taget fra os. Om det bare er at sidde i en solstråle eller mærke den friske luft, at kunne udføre sine daglige gøremål, føre en samtale, lave den mad, man har lyst til, gå en tur – og ikke mindst, at vi har hinanden ♥

,

Eremitageløbet er gennemført – og en milepæl nået!

I dag har været en slags milepæl for mig, hvor jeg har gennemført Eremitageløbet og de 13,3 km. for 6. år i træk. Da jeg i forsommeren hostede mig afsted på mine løbeture på halvdelen af distancen, var der ikke meget luft eller styrke ovenpå to gange fuld narkose, operationer, angst og bekymringer, som lige blev toppet af 15 strålebehandlinger, som jeg i en periode godt kunne fornemme generede mine ene lunge en anelse. Jeg var så uendelig træt i min krop, men jeg løb mine ture på 6-7 km. i et adstadigt tempo. Og så gik det stille og roligt fremad igen. Sårene heles, både fysisk og mentalt, formen kommer stille og roligt tilbage, og det har været så vigtigt for mig, og er nok vigtigere end nogensinde, at føle mig fysisk stærk og i form.

Eremitagetløbet 2019

Selvfølgelig skulle jeg have min hårdt tilkæmpede 5års nål på i år, hvor det var sjette gang i træk, at jeg løb den hårde 13,3 km. rute i Dyrehaven!

I de sure måneder har jeg set frem til den 6. oktober og Eremitageløbet, som stod som en blinkende markør, hvor jeg ville være ude på den anden side og tilbage i fuld vigør igen. Og sådan er det blevet! Jeg klarede den i dag, og endda i en nogenlunde tid. Ikke min bedste tid, faktisk heller ikke min dårligste, men 1 time og 21 minutter var slet ikke så dårligt endda. I alt fald er det mere end rigeligt til, at det netop blev den milepæl, jeg havde ønsket mig og set frem til.
Så jeg er glad! Lidt tung i benene lige nu, men til gengæld let om hjertet ♥

Søde, ydmyge Simon løb sig ind i top 4%!

Vores løbeteams størrelse svinger lidt fra år til år. I år var det en lille eksklusiv og hyggeligt team på to personer – selvom vi savnede en del andre fra familien denne gang – men til gengæld har vores ene svigersøn, Simon, for nogle år siden opdaget sit løbetalent, da vi var på familietur på Club La Santa. Han var med for første gang til Eremitageløbet i år og løb på……hold fast….54 minutter!!!!! Direkte ind på top 4% på hele Eremitageløbet og en nåleplacering i sin aldersgruppe. (du kan nok regne ud, at vi ikke løb sammen 🙂 ). Han er det mest rolige, ydmyge og søde menneske, og så drøner han lige ud uden de store armbevægelser og løber så fantastisk!

Jeg er så stolt af Simon, at han har trænet og været nervøs i flere dage op til løbet for, hvordan det skulle gå – og så giver han den sådan en skalle og er så talentfuld! Det er så sejt.

Jeg er også stolt af mig selv, at jeg er nået hertil, hvor jeg er nu, og ikke mindst er jeg bare taknemmelig for, at tingene er gået, som jeg har ønsket det. Sådan har vi hver især vores sejre, og uanset om vi er hurtige eller knap så hurtige, om vi kan meget eller lidt, om vi gør det ene eller det andet, så er det både i orden og vigtigt, at vi klapper os selv på skulderen en gang imellem.

Lad os sætte os nogle mål – små som store – og glæde os, når vi nå dem, eller bare kommer i nærheden af dem ♥

Fokus og Favoritter – klar til at vende hjem!

Ferien synger på sidste vers. Vi har tjekket ud, og jeg sidder her på det charmerende hotel og skriver. Alt er gammelt og originalt her – de store buede vinduer og døre, klinker, møbler, nips, billeder. Og så udsigten over haven, Comosøen og bjergene! Her er virkelig en charme, som er svær at finde på nye hoteller.


Måske genkender du min kjole fra barnedåben. Den er lige så fint til hverdagsbrug med et par sneakers og måske en skindjakke, og jeg er virkelig glad for den.
Du kan se den her.

Liggestol og løb – en god kombi!

Jeg har været ude og løbe til morgen, før vi skulle tjekke ud. Jeg forsøgte mig oppe i bjerget forleden, og det skal jeg ikke nyde mere af! For fa…., hvor var det hårdt. Det var altså for store stigninger til mig, så i dag havde jeg fundet en relativt flad rute – alt er jo relativt – langs vandet og den lille by, vi bor i. Den tog jeg et par gange rundt, og jeg var bare glad for, at jeg tog mig sammen og gjorde det.

Vi har spenderet tre dage vandret i liggestolene, fordi det skønne vejr bare skulle nydes og sommeren forlænges max, nu hvor vi havde muligheden. Sammen med vores qi gong, vandreture og et par løbeture, har det været en god kombi! 🙂 Bare et par små ture gør altså underværker på formen og energien og humøret.

Det er ikke fordi, jeg skal være en helligfrans, og jeg ved også, at alle har forskellige livssituationer, energi og prioriteter, men for mig er det vigtigt – særligt nu, hvor jeg er plus50 – at holde mig i god form. Jeg er tilhænger af moderat motion, og jeg er ikke typen, der presser mig selv udover grænsen, men at holde vægt, sundhed, styrke og energi, er meget vigtigt for mig.
Jeg er ikke vild med at løbe fremmede steder, og elsker min comfort zone med kendte løberuter – men jeg har gjort det hernede, og det føles ret godt.

Hjem til fibrene! 😉

Det italienske køkken er lækkert, og middelhavskosten er højt besunget, hvad sundhed angår. Nok ikke mindst pga. olivenolien, de mange fisk og måske det faktum, at man sydpå ikke snacker i løbet af dagen. Men det er dælme ikke fuldkorn, det har båret præg af i det område, vi har været i!
Det italienske brød, som vi er blevet præsenteret for hele ugen, har bestået af kridhvide, tørre boller og toastbrød! Sammen med hvide ris, pasta og en enkelt pizza, kan jeg mærke, at mit system kalder på vores elskede rugbrød – med masser af hele kerner – og alle de fuldkornsprodukter, der indgår i den almindelige daglige madlavning. Det bliver godt at komme hjem til!

Apropos kost, så læste jeg en spændende artikel i New York times, som er en af de daglige aviser her på hotellet – om, hvordan “fødevare”-industrien (man kan jo dårligt kalde det fødevarer), anført af spillere som Coca-Cola og McDonalds – påvirker ernæringen rundt omkring i verden. Senest ved at forhindre en mærkning af usund mad i Indien, som er et af deres store vækstmarkeder.
Det bør give stof til eftertanke om de valg, som vi tager, og hvorfor vi tager dem. Det vil jeg kommer nærmere ind på inden så længe.

Tanker fra liggestolen

Jeg er ikke så god til at trække stikket ud derhjemme, som jeg nok burde være. Udover at få varmet kroppen igennem af solen, så kan liggestolslivet give tid til tanker og fordybelse – og inspirerende bøger og podcasts.

Jeg har ligget der og bl.a. tænkt over, hvordan jeg bruger tiden derhjemme, og altid fylder på med aktiviteter. Jeg vil prøve at tage hjem med et forsæt om at tænke lidt mere over mine prioriteringer. Måske at sige nej til noget mere og give mig selv tid til at fordybe mig i ting, som jeg har lyst til. At male, læse og få ro til at tænke.
Jeg har endda haft bloggen oppe og har overvejet, om det virkelig er det værd at bruge al den tid og dedikation herinde. Og ja, det er det – det er et grundvilkår for mig at udtrykke og dele mine tanker og min begejstring for stort og småt. Men det skal IKKE have lov at fylde så meget, om trafikken går op og ned, eller om der nu er ti, der har vendt mig ryggen på Instagram. Det er ikke dét, energien skal bruges til, men til at leve livet og også skabe et godt indhold på bloggen. Jeg skal ikke definerer mig selv på, hvor mange tusind visninger, der har været den sidste uge.

Jeg glæder mig til at komme hjem!

Inden længe er der afgang hjem mod Danmark og vores hverdag. Jeg glæder mig altid, når jeg skal hjem, og er ikke typen, der lever for fredage, weekender og ferier. Jeg elsker at være dér, hvor jeg er, og jeg er så heldig, at jeg elsker mit liv og faktisk hver eneste dag. Jeg er sund og rask, alle har det godt, jeg lever i et harmonisk ægteskab med en dejlig og støttende mand, jeg har gode venner og familie – jeg er taknemmelig! Jeg har meget frihed, kan gå med hunden i skoven, løbe, lave god mad, læse spændende bøger, skrive på bloggen og har en masse gode oplevelser i den forbindelse, male og i det hele taget udfolde mig.
Nogle gange handler det bare om at have et mindset omkring at se og værdsætte alt det, vi har.

Hund i sengen

Mon hun savner sin mor bare en lille smule?

I morgen skal jeg hente Viola ♥ – og den lille hund giver mig også så meget glæde hver eneste dag. Hun er hos mine forældre, der snart desværre skal savne hende, katten Oscar har været flyttet ind og har ligget i arm hos min veninde, så i morgen er der afhentning på programmet.

Det har været en fantastisk uge, vi har hygget os og slappet af, solen har skinnet på os – og nu bliver det lige så dejligt at komme hjem igen.

Rigtig god søndag!